How come I can't kill you? -Josephine

Det var en lunefuld mørk aften i parken i dag. Dog var der også øde. Den eneste lyd man kunne høre var vindens svage hvislen. Månen skinnede smukt på himlen, der var ikke en sky på himlen at finde. Der var en svag lugt af vådt græs da det havde regnet det meste af dagen.
Men denne nat var en helt speciel nat, der var nemlig en fuldmåne, hvilket betød at der faktisk ikke var folk ude at gå da varulvene var ude på jagt. Hyl kunne høres i baggrunden. Men i parken var der stille. Skulle man da tro. Pludselig kunne man høre hurtige fodtrin i græsset, det var et stort dyr. Pelsen på dette dyr var sort som kul. Øjnene var gule og lyste i skåret fra en gadelygte mens dyret stod og snuste til luften.

Athos havde skyndt sig ud da han kunne mærke at forvandlingen satte i gang. Han faldte sammen på gaden og mærkede hvordan han begyndte at vokse. Han greb fat om en efterladt bods bord og trak sig selv op af det inden han bare satte klørene i overfladen og kom med et lavmælt råb. Efter det var transformationen færdig. Han så sig kort omkring og duftede til luften da han opfangede en sød duft.
Han for mod duften som en sulten hund og nåede til parken før han duftede endnu engang. Han så sig omkring og udstødte et højt hyl inden han løb gennem parken. Han så en ung kvinde… smuk kvinde.. Men han var også ret sulten. Han sneg sig i et hurtigt tempo mod hende inden han nu bare let gik imod hende. Han snerrede kort og viste tænder, det ville have skræmt enhver da han pludselig bare var der ud fra ingenting. Han så hende ind i øjnene inden han bare bed efter hende.
Han fik fat i hendes arm og det overrasket ham nu en del. Han kunne dog ikke få sig selv til at flå armen af hende. Han så på hende efter at have sluppet hendes arm inden han brølede hende i hovedet og tog fat om hendes arme i et hårdt greb. Han flåede hende med sig og gik afsted mens han så fremad. Det var første gang i hans ulveform at han ikke bare havde flået sit bytte op. Så han ville ikke have at hun bare løb sin vej nu.

Hun havde været ude og gå, hvorfor vidste hun ikke. Hun vidste ikke hvad pokker hun tænkte da hun gik ud denne nat, hvorfor hun valgte at træde ud netop så tæt på en fuldmåne. Det havde været dumt og uansvarligt, og det ville hun blive dømt for, hun fik straffen for sin idiotet. Dette kom i form af et stort monster, et monster hun opdagede ved lyden af de tunge skridt og den forfærdelige lugt af våd hund. Hun stivnede i det hun vende sig imod det, det var et stort monster og tydeligvis en varulv. Hun stod stiv af skræk da den kom tættere på hende. Hun skreg op da en pludselig smerte strøg igennem hende, følelsen af kødet der blev brudt af de store tænder. Hun skreg op, og skulle netop til at slå den i ansigtet da den greb fat omkring hendes arm. Hun havde de største smerter, aldrig i sit liv havde hun oplevet en større smerte end denne. Hun stod fuldkommen stiv som et bræt, med blodet strømmende ned af hendes arm og tårrene ned af hendes kinder. Brølet imod hendes ansigt, fik hende til at farer sammen, men da han med et greb fat om hende og begynde at løbe, holde hun blot fast om ham. Hun vidste at hvis hun faldt ud af hans greb så ville hun komme mere til skade. Dog var der en underlig følelse af varme der sprede sig igennem hende, det var som en feber. Hun besvimmede og alt blev sort som han løb af sted med hende

Athos havde undret sig meget over den manglende lyst til at flå hende fra hinanden. Han tænkte meget over det mens han løb med hende, men hvad mening havde det? Han kunne ikke tænke på noget logisk og menneskeligt så længe han var transformeret. Dyret i ham havde taget over, men medlidenheden, begæret var stærkt i ham. Det måtte være derfor at han ikke kunne dræbe hende.
Han løb afsted i et hurtigt tempo, gennem gaden og han lagde mærke til at hun besvimede. Han var dog nød at stoppe op da han hørte et hyl foran sig, det ville være dumt at løbe rundt med et menneske i en varulve flok. De ville helt klart flå hende. Hvorfor havde han ikke lyst til at hun skulle flås? Han vendte sig om i løbet af få sekunder inden han løb den anden vej, han kunne mærke at han løb hurtigt da vinden fik ham til at fryse kort.
Han kom frem til en forladt lagerbygning af en art før han blev træt og han var ikke sikker på hvor han var. Han lagde hende på nogle tæpper der bare lå og flød inden han kom med et hyl for at advare andre varulve. Efter det satte han sig bare foran hende og så på hende. Hans øjne lyste gult i skæret fra en gadelygte udenfor som lyste ind gennem en sprække i væggen.
Han sagde ikke noget. Han var dog på vagt. Han havde ikke ligefrem prøvet før at støde ind i nogen i varulveform uden at han havde enten slået dem ihjel eller efterladt dem til at dø. Men han sad bare og ventede. Ventede på at hun vågnede. Eller at månen forsvandt så han kunne blive menneske igen. Dog så vidste han at han måtte ud igen på et tidspunkt. Sulten ville komme kravlende, og hvis han var sulten nok kunne han nok godt æde hende.