You again? - Lailah

Steanlysene kastet deres sjælsomme skær igennem den halvmørke kirke.
Klokken var ikke meget. Det var ikke nat. Men der var begyndt at snige sig en aften stemning henover lokalområdet, men der var stadig en del folk i kirken, og man kunne se et par enkelte stråler af sollys, som kom igennem de store åbne døre, som stod imødekommende i alt deres pragt.

Rafael sad på sine knæ foran det gevaldige alter i enden af kirken.
Der var en anden attitude over ham. Sandt, hans titaniske krop, og hans intimiderende højde, var stadigvæk noget svært at kigge på uden at tisse i bukserne.
Men hans kropsholdning var ikke aggressiv, og han lod ikke sin dominerende personlighed komme til udtryk i meningsløs brutalitet.


To meter til den ene side stod der en høj kvinde. Hun bedede ikke. Hun havde skinnede grønne øje, og havde nogle lange elver øre. Hun stod med en stav i hånden, og havde harmonisk og naturvenligt tøj på.
Hun kiggede på folkene som nærmede sig Rafael, og stod klar til at gøre.. something.. og det var sikkert ikke noget behageligt something.. hvis der skulle ske problemer.



To meter til den anden side stod der en vampyr. Han skreg så meget af vampyr, at han nærmest havde det tattoveret i panden. Hans tøj var elegant, ædelt, overklasse, og prægtigt.
Han havde et flabet smil, og brugte mere tid på at kigge på kvinder, end at kigge på potentielle trusler.
Men hans blik gav udtryk for, at han havde levet i lang tid, og han var nok ikke vagt for sjov, så han kunne garanteret noget mere til sig, end hvad øjet kunne se.




Rafael sad i sit normale tøj.

Selv hvis man havde samlet en flok teenagere og fået dem til at skrive en liste, over alle grusomme og forfærdelige ting man kan gøre ved et andet menneske, ville ikke engang deres unge og kreative sind, kunne hamle sig op med manden, som i øjeblikket sad i sit roligste hjørne og bad i lysets kirke. Der ville ikke være én af de ting på listen, som Rafael ikke ville kunne nikke gjort til og krydse af.
Light’s hope kirken var blevet henlagt i ruiner efter jordskælvet, men man kunne stadig ane hvor man skulle placere sig, for at bede sin bøn til Elona’dal. Den lange gang ned til alteret var ujævn og usikker at gå på. Murbrokker fra loftet var faldet ned, og havde lagt sig over kirkens indre som et gråt tæppe. Men en ødelagt kirke gjorde ikke ens bønner mindre værd, og folk kom derfor stadig og besøgte kirken. Måske var der endda flere end der plejede at være, grundet omstændighederne og de nye mørke væsner.
Lailah trådte ind i kirken fra der hvor døren tidligere havde stået pragtfuld og oprejst. Lyset bag hende fra solnedgangen, lyste den i forvejen lyse engel, endnu mere op end før, hvor det nærmest var som om hun fløj ned ad altergangen på en bølge af lys. I øjeblikket fik hun en masse blikke fra folk i kirken, som var hun en engel, der lige netop var blevet sendt ned på jorden af selveste Elona’dal for at redde dem. Dette var dog ikke tilfældet, da hun ligesom alle andre i kirken, blot kom for at bede en bøn.
Hun måtte sænke farten på halvejen og næsten stoppe helt op, da en stærk følelse af forbitret vrede og skam skyllede ind over hende. Manden som havde behandlet hende umenneskeligt dårligt, sad under 10 meter væk fra hende. Uanset hvordan Rafael valgte at klæde sig, ville Lailah altid kunne kende den mand, som krænkende og voldsomt havde ignoreret hendes blufærdighed og værd som et andet levende individ.
En ting som dog undrede hende, var hans tilstedeværelse i lysets kirke. For han knælede foran hvad der stod tilbage af alteret, så det betød vel at han bad? Måske skræmte de nye væsner ham, og han bad til at få dem væk? Uanset hvad, så havde Lailah brugt mange timer på at spekulere om der virkelig intet godt var i denne mand, eller om han overhovedet havde en svaghed? Han ville sikkert ikke være kommet til kirken og bede en bøn, uden nogen særlig grund – og den grund, måtte hun simpelthen have af vide!
Han var farlig, det vidste hun. Især fordi at han ikke ville have noget problem med at gøre hende fortræd, foran alle disse væsner. Han havde oven i købet også tage bodygards med, hvilket var endnu en grund til at holde sig væk. Men stadig; var hendes værdighed overfor ham ikke for længst forsvundet? Det eneste han nu ville kunne gøre hende, var at dræbe hende.
Med rolige skridt gik hun hen til Rafael, hvor hun ville sætte sig på knæ mellem vampyren og Rafael, hvis hun selvfølgelig ikke blev stoppet undervejs.