a visitor? splendid - camille

Camille klappede ham på skulderen og lo.." Ahh...ellers kan jeg passe på os begge to" drillede hun og vidste at hun skulle være helt ekstrem heldig, hvis hun klarede den selv.
Hun sendte en tanke til Rain, hendes hellhound.Hun måtte virkelig til at huske at have den særlige fløjte med, der kunne tilkalde Rain.han bille have kunne æde Dhuum i en enkelt haps.Camille smilede...og fulgte ellers med i hvad Bron lavede ." Niiice Bron" .
Hun indprintede sig hvor på træet han havde trykket, det kunne jo komme i hænde en anden god gang, måske.
Så skulle de..hoppe.
Og det nyttede jo at blve en kylling nu.Så hun slog et lille korsets tegn , foran sit bryst- mest for effektens skyld, da hun var total ateist- og hoppede efter Bron, med nederdelen blæsende halvejs op om ørene.
Hun landede på hug, med begge hænder på jorden.De blev sat på hendes lår...og op kom hun så.
" well ...master Bron, where to know?" sagde hun og kiggede sig omkring.

Bron havde et slags glimt i øjne der sagde at han smilte eller noget.
"nu går vi ned af trapperne" sagde han og bevægede sin hånd frem og pludselig begyndte en vej af trapper at lyse op som førte dem ned og ind i bjergets dybde.
Bron begyndte at gå ned af trapperne. der var mange trin. utrolig mange trin. selv efter at have gået over 200 trin så var de ikke engang kommet halvvejs ned.
hvis Camille ikke havde en god røv før så fik hun nu af alle disse trappetrin.
jo længere de kom ned jo mere varmt begyndte det pludselig at blive og da de var nået et godt stykke ned af trappen kom de ind til kæmpe hulning i selve bjerget som havde lava løbende ned af det meste af bjerg væggene. det var kun der hvor de stod henne ved trappen som ikke havde lava imod sig. det var massivt den hulning i bjerget. det sagde bare hvor stort det bjerg var og hvor stort selve byen var. og det her var nok ikke den eneste hulning der var i bjerget. gad vide hvad for nogen hemmelige skatte og sådan noget man kunne finde i bjerget her.
og det uhyggeligste ved det hele er at Doomsville City's bjerg er ikke engang det største bjerg. det er Dragon's Peak der er det største bjerg og der går spidsen af bjerget helt oppe i skyerne.
de kom længere og længere ned men trapperne så aldrig ud til at slutte.

Med øjne så store som the kopper, fulgte hun med Bron afsted.
I starten klagede hun ikke, men som tiden gik begyndte hun at undrer sig om det var nedstigningen til helvede de var i færd med ? Trappen syntes endeløs...og Camille frygtede om det var meningen de skulle samme vej tilbage igen, for det ville hun sku nok dø af.Og så skulle hun enda slæbe noget ' magisk' vand samtidig.
Hun frygtede også hendes røv ville blive så hård som sten af denne tur alene...og for at være helt ærlig, så kunne hun lide den , præcis som den var.
Et suk formet af utålmodighed ikke helt ulig et barns , sprang fra hendes læber..
" er vi der ikke snart?" klagede hun til Bron , imens hun studerede bjergets vægge og dybde.Der var helt sikkert skatte hernede og hvor der var skatte, var der vogtere også.
Hun besluttede at være en smule mere årvågen, istedet for at gå og surmule.
Bron synes at være i vældig fint humør, det hjalp også lidt på Camilles humør.Hun kunne ikke så godt lide, når dem omkrinh hende havde det dårligt eller bekymrede sig.

efter det der føltes som en evighed af trapper nåede de ned til der hvor det store krater sluttede og de kom ind i en grotte igen og nu var de endelig nåede til det der lignede en gang. de kom ned af gangen efter det der svare til 15 minutter af gang og så nåede de til det der lignede en stige med en faldelem øverst af trappen.
Bron besteg stigen og åbnede faldlemmen og frem lyste der et kraftigt lys. de var nåede udenfor.
da de kom op af stigen kunne de se at de var et godt stykke væk fra Doomsville City nu. man kunne nemlig kun se den i horisonten bag dem.
Bron trak et kort frem indefra sin røde sort-røde kappe og begyndte at kigge på kortet.
det var et kort af hele Underworld med masser af krydser og cirkler og sådan noget. måske var det hemmelige områder eller gange.
Bron løftede sin finger efter noget tid og pegede ud imod en stig.
"den vej så kommer vi til The Burning Desert" sagde Bron og begyndte at gå afsted hvor han pegede ud.

Gud ske lov havde hun gennem tiden fået ubetinget tillid til Bron.
Ellers ville hun måske havde været bekymret for deres lille udflugt her.
Camille kiggede nysgerrigt på kortet.Hvor mon han havde fået det fra...og kunne det betale sig at kopiere det, hvis Bron ville lade hende? Camille selv var i minus , konstant forgældet, når det kom til stedsanskontoen, selv om den synes en smule bedre efter Mina gav hende gift ( en længere historie, og det var Camille selv der ønskede det) , men et område som dette, ville det gå galt uden Bron.
De kom endelig til stigen...og Camille var hurtigt oppe - og ude af lugen.
Hun dækkede øjnene lidt...holdte sin ene hånd for.Lyset virkede meget skarpt, efter de havde vandret rundt i den dunkle grotte agtige sag.
" Godt...så vi kommet så lange, og helt uden skræmmer" smilede hun til ham.
" Hvor har du kortet fra Bron? " ville hun vide." Jeg tænker på om Tristan kunne bruge det...altsår ikke dét, med et kopi?" hun småsludrede bare løs...." Han render rundtbog laver en masse arbejde...lidt suspekt, hvis du spørger mig, for han vil ikke heeelt ud med hvad det er, eller hvem det er for" - og Bron var sikkert umådelig glad for hendes girl talk...eller....

Bron svarede ikke på hendes small talk så meget i hvert fald.
"det er mit eget kort som jeg fik da underworld blev indtegnet på kort. og nej hverken du eller Tristan kan få en kopi" sagde Bron lige ud og fast. han gættede nemlig frem til at Camille ikke spurgte kun for at få et kort til Tristan men også til sig selv. dog havde han mange hemmelige grunde til ikke at give en kopi.
han begyndte at gå fremad og fulgte stigen. han sagde ikke så meget under turen, og han kiggede kun nogen gange på kortet så han burde stærkt vide hvad for en vej de skulle hen.
dog var turen lang og det tog dem et godt stykke tid at komme hen til der hvor de var kommet nu. grænsen til The Burning Desert.
grænsen var meget speciel faktisk. det hele var skov og flot natur men så begynder jorden under deres fødder at gå fra at være græs og jord til at være meget varm sand og nu kunne de se den lange store ørken lige foran dem.
faktisk passede navnet rigtig meget til den ørken da selve sandet faktisk var i flammer. store røde flammer steg nemlig op fra sandet af.
"vi skal vente her til at det bliver aften eller nat. medmindre vi gerne vil blive stegt kød på ingen tid" sagde han og gik hen til det nærmeste træ der var og satte sig under det i skyggen.

Åh....men nu vidste alle jo....alle der kendte Camille, at et nej ikke nødvendigvis blev opfattet som en lukket dør.Alle kunne jo ændre deres mening, det var bare et spørgsmål om at finde det rette at overbevise Bron med, og Camille var nu meget intesseret i kortet.
Det var helt klart noget særligt, siden han havde afslået.
" nåh...men det kan vi jontale videre om..lidt senere" svarede hun lidt mut.
Da de endelig gjore ophold, var hendes fødder godt ømme, så der var næsten en befrigelse at de skulle gøre ophold der, i en længere periode.
Camille brækkede en gren af det store træ, og satte sig ned ved Brons side.
Hun fiskede med hænderne, ind til sit lår...og hev kniven frem.Hun ville snitte et par små spidse træ pæle, blyants størrelse bar helt fint, mere behøvede hun ikke.Ikke når det var til at dræbe vampyrer med.
Hun skubbede skoene af, for at hvile sine fødder...
" Nå Bron....skal vi tage en lur eller ?"

Bron rystede på hovedet af hendes forslag.
"undeads sover ikke. vi kan ikke fysisk sove" sagde Bron og kiggede på Camille med sine blå øjne.
"du sover bare så holder jeg øje med tingene" sagde han og begyndte at kigge rundt for at holde øje med at ikke nogen kom.
de skulle være der i lang tid så hun kunne lige så godt tage en lur.

//kan ikke skrive mere før efter luren //

" Du sover simpelt hen ikke? Hvad i alverden laver du så al den tid?"spurgte hun forundret.
Hun ville ikke selv kunne klare sig uden at få sovet, så ville hun i al fald være i dårlig form , når de skulle til at videre.Så hun kuggede lidt på Bron og løb så en lille chance, men man kunne jo lige såmgodt forsøge at få en så god lur som det var muligt herude.
" hey....har du noget imod hvis jeg ligger med hovedet i dit skød, som en hovedpude?"
Han kendte hende jo udmærket, og vidste at Camille ikke havde nogen bagtanker med det, andet end måske at det føltes trygt.

han tænkte lidt.
"jeg gætter på at det vel okay at du gør det. forvent bare at det ikke er så behageligt" sagde han og satte sig til rette.
der var jo noget om snakken da han er jo død så er han nok ikke så behagelig at ligge på. men man må tage hvad man kan få.
han begyndte at kigge op på himlen og se på skyer.
"det jeg gør når i andre sover er at jeg går op på taget og ser på stjerner. og hvis jeg ikke gør det så går jeg en tur eller træner eller sådan nogen ting" sagde han stille og kiggede stadig op på himlen.

Camille møvede sig nærmere og lagde først sine hænder i hans skød efterfuldt ag hendes kind oven på dem.
Hun kunne da godt mærke de føltes anderledes, men kunne ikke lige finde ord...ikke de rette ord da, til at beskrive det.Men det var klart bedre end at bare ligge på jorden.
Hendes øjenlåg blev hurtig tunge, for tunge til hun gad kæmpe med at holde dem oppe, så hellere se at få lidt søvn." Stjerner...stjerner er godt. Bron...hvad ved du om kontrakter med sjæledæmoner?" spurgte hun søvning.

Bron trak på skulderne.
"jeg ved ikke så meget om sjæledæmon kontrakter men jeg kender en masse om dæmoner" sagde han og kiggede stadig op i luften.
"dæmoner er meget farlige og når det gælder deres kontrakter eller aftaler så er det altid noget som går godt for dem og skidt for dig. uanset hvad for en aftale det er" sagde han og kiggede op.
"jeg kan engang huske en der lavede en aftale med en dæmon. han ønskede at være uddødelig og det blev han også" sagde Bron og kiggede nu ned på Camille.
"efter han selvfølgelig blev dræbt og genoplivet til at være et vandrende lig for evigt" sagde han og kiggede op igen.
"du kan ønske alle penge der findes i verden og du vil få det. men det vil være stjålne penge og folk vil tro du er en tyv" sagde han bagefter.
"du kan ønske at du var den stærkeste og det vil du også blive. men du vil dø af kræft to uger efter" sagde han og kiggede stadig op.
"en tidligere stuntmand kan ønske at han kunne lave stunts igen og han vil få det opfyldt men han vil dø efter det næste stunt han laver" sagde Bron med en stemme der fik det han sagde til at kunne få alle folk til at få en kold gys gennem ens ryg.
"og det bedste er at du vil være deres slave efter du har lavet aftalen i deres egen hjemmelavet helvede" sagde han bagefter med lidt sarkasme i sin stemme.

Camille lyttede interesseret med i alt han delte med hende.
Hun kunne ikke lade være med at tænke på Bron, da han fortslte om ham der havde laver en aftale om evigt liv, men hun spurgte ikke ind til noget.
Hun tænkte lidt over de meget forskellige historier.Alle eksemplerne havde jo noget til fælles....måske det var det dér var fællen? eller måske var det fordi dæmonen de havde indgået aftalen med, var en ond person?
" Bron...det slår mig at at alle eksemplerne havde et fællestræk, hvad nu hvis det man ønskede ikke var til en selv, men på en andens vegne? Kunne man forstille sig en mere 'ren' deal , tror du?"

"prøv at sig hvad du havde i tankerne og jeg kan fortælle dig hvor mange måder det kunne ende galt" sagde Bron og kiggede rundt.
han vidste godt at uanset hvad man ønskede sig så ville det kun ende galt.

//kunne ikke finde på mere :-///

Camille overvejede at fortælle det hele, men måske skulle hun drøfte det med Eric?
Det var også bare en ide der var kommet til hende,efter ' episoden' med hospitalet g Erics trussel om hun ikke måtte se Mira længerre, når hun boede hos en dæmon.Men det skyldtes jo at han ikke kendte Aleck, og ikke vidste hvor skøn og god han var....eller kunne være, overfor dem han holdte af.Hun vidste godt at Aleck også var en koldblodig lejemorder, men den del skubbede hun væk, fortrængte....den måtte de gøre mindre hen af vejde, den ' dræbende' del.
" Det var bare en indskydelse om at redde eller passe på en lille pige, være der for hende hvis der skulle gå galt, ikke andet, men hun er vigtig for mig....jeg elsker hende" sagde Camille stille.

// vi svar efter hvad der er passende, somme tider 36474 linier og andre gange 2, deeeet helt okay

Bron vendte stille blikket hen imod hende.
"hvad man end ønsker sig om det er til en selv eller til en anden en så vil det ende galt. du kan ønske at din ven vil aldrig komme til skade og det vil hun heller ikke. men til gengæld alle dem rundt om hende vil komme til skade eller dø. du kan ønske at personen aldrig ville være alene og det vil hun heller ikke være. men dem hun vil være sammen med vil kun skade hende og såre hende" sagde Bron og kiggede dybt ind i hendes øjne.
"uanset hvad man ønsker sig vil dæmonen vende og dreje dit ønske til at være noget mere grufuldt" sagde han og kiggede tilbage op på himlen.
"dæmoner der laver aftaler eller kontrakter ønsker kun ondskab og sorg til verden. nogen dæmoner til gengæld gerne gøre noget der kan virke godt men husk at en dæmon er altid egoistisk og selv centreret og vil ikke klare at give andre mere end de selv har" sagde Bron bagefter.


// thanks sweety //

En gysen trillede ned af Camilles rygrad.
Det lød uhyggeligt hvad Bron havde at fortælle- og ret så farligt.
Men...de fleste der lavede disse aftaler var grådige mennesker, på den ene eller den anden måde og de kendte nok ikke dæmonen de indgik den med.
Hun havde en kæmpe fordel, hun kendte ham....meget godt, og han ville aldrig gøre hende noget og aldrig vende onde ting i hendes retning.Tværtom ville han kæmpe og sikkert slå ihjel også, kun for hende.Så godt kendte hun ham, mente hun da.
Men hun havde ikke talt med ham det det endnu, tanken var ganske spirende ny...nu måtte vi se om den overlevede.
Camille blev lidt stædig og svarede som et lille tvært barn " Det ville han aldrig gøre, ikke mod mig"

Bron rystede på hovedet.
"ingen kender en dæmon rigtigt før de har set dem når de er grådige" sagde han og kiggede på hende.
"men som sagt så kender jeg ikke til selve aftalerne men mere til selve dæmoner og dæmoner er grådige som helvede og ønsker kun ting for dem selv og nogen gange for andre hvis de ved at de kan få noget godt ud af det senere" sagde han og kiggede op på himlen.

Camille smilede op mod Bron og op mod himlen.
Hun kendte ikke Alecks inderste tanker og ønsker, så direkte havde de vist aldrig været med hinanden, men hun ville betro ham med sit liv...det måtte da tælle for noget? Og det samme ville hun med Bron, så derfor overgav hun sig til søvnen og hviskede " Godnat Bron....og tak fordi du hjælper mig og svarer mig så ærligt"
Hun vidste at hendes relation til Aleck, var langt mere end andre helt forstod, og måske var han egoistisk? Men han ville aldrig gøre hende fortræd....ikke med vilje.
Snart sov hun trygt i Brons skød.

Bron lå imens og tænkte.
han havde mange bekymringer på sine tanker.
han kunne ikke huske noget af sin fortid fra tilbage på jorden før Sakref fandt ham som er nu næsten over 15.000 år siden. han kunne ikke huske sit efternavn eller noget som helst. han kunne ikke engang huske hvem han var før han var undead eller hvorfor han blev undead.
han kunne aldrig huske det. som om det var slettet fra hans hjerne for evigt.
dog kunne Bron sagtens huske den dag Sakref fandt ham. han kan huske det så godt at det var næsten som om det var igår han blev reddet af Sakref.
han kan huske den tydelige mørke han var låst inde i før Sakref kom. der var ikke et eneste lys der skinnede ham så han vidste om han var død eller levende. han kunne huske at han ikke kunne bevæge sig. han var som låst til luften. nærmest svævende i luften.
han kunne ikke huske hvor lang tid han var låst inde i mørket og han kunne ikke huske hvorfor han var der. kun hans fornavn kunne han huske.
men så en dag kom et skarpt lys skinnende ind i det mørke han var og lyste hans verden op. han kunne nu se væggene på sit fængsel som var pyntet med forskellige tegn og symboler fra et sprog dødt for længe siden.
han kunne huske at han kunne se sine arme og ben som var låst i lænker der var spændt helt ud så han svævede faktisk i luften på grund af det.
han kunne se sit døde hud med store sår som så grufulde ud. hvor bleg hans hud var helt hvid grå agtig og hvordan nogen steder kunne han se knoglen. han var forskrækket af synet af sig selv. men han kunne ikke mærke sårene. som om de ikke eksisterede. det var der han vidste at han ikke var levende mere. men var noget der var imellem det levende og døde. en undead.
i hans svirvel af tanker opdagede han at skyerne var dæmpede væk og mørket var kommet frem og ørken var stoppet med at brænde. han vækkede stille Camille op fra sin søvn.
"det er nat vi kan komme afsted nu" sagde han og kiggede på hende.
hans øjne lyste igennem mørket som små blå lamper.

I sin drøm var hun et helt andet sted, faktisk en helt anden verden.
Hun var til en festival, klædt i middelaldertøj og først til en koncert ! Hvor hendes ben blev fejet væk under hende og bagefter til en bueskydningskonkurence.
Netop som nåede det stykke, hvor hun med ondt i hjertet måtte trække sig væk fra den charmerende knægt ved hendes side, blev hun vækket af Bron...og lige så stille gik drømmen op i røg og hun vendte tilbage til pladsen under træet, med Bro ved sin side.
Hun rettede sig hurtigt op og bar stort set klar til at forsætte.
Hun rakte hænderne ned, for at tjekke sine lår, at hendes våben stadig sad som de skulle og da hun fandt resultetet tilfredsstillende sagde hun " Cool, lad os se at komme ud og hente dit vand til dig" .
" Du er også så besværlig Bron, hvorfor kan du ikke bare drikke juice som alle andre?"
Forsøgte hun med en joke, da de begyndte at gå. Humor var efterhånden en stor følgesven i hendes liv, ofte en halv lam en af slagsen, men hey! Det kunne jo ikke være lige høj standart hver gang.Tænk bare på Klovn , the movie.uff.

Bron ignorerede hendes dårlige joke og begyndte at gå hen over den uendelig lange ørken under den flotte nattehimmel.
de vandrede og vandrede igennem ørkens uendelig lange sandbakker. Bron's tanker drejede sig rundt om hans tanker tilbage til den tid han sidst kan huske. alt det her har på en eller anden plan vækket minder tilbage til den tid hvor han blev fundet.
hvorfor var hans tanker drejet rundt om hans fortid? hvorfor lige præcis det sidste han kunne huske? der var mange ting der undrede ham og det var som om at hans fortid var ved at indhente ham eller noget inde i ham var ved at vågne. han vidste ikke om det var nogen af hans sygdommes symptomer. han vidste ikke engang hvad han fejlede. han havde aldrig været syg. det var normalt fysisk umuligt for en undead at blive syg. altså de var jo døde så sygdomme skulle jo ikke påvirke dem.
han var forvirret med det hele og man kunne se det på den måde han gik. han gik med langsomme skridt og med sit blik ned mod sandet. det var dog lidt svært at se noget når der kom nogen gange en så kraftig vind at der kom sand blæsende i hovedet på dem begge to.

At han var tynget af spekulationer ville selv en blind kunne se.
Og han virkede mere afkræftet end da de tog afsted.Camille begyndte at overveje hvor great an idea dette var? Hvad nu hvis han kollapsede lige foran hende.Kunne hun overhovedet slæbe hans røv tilbage igen, havde hun styrke nok til det? Hun ville elske at sige ' ja', men helt ærligt....? Så skulle han sku nok ikke satse på det.Huj bar en spinkel pige, i al fald ikke nogen muskle chick, såå...
Hun mtte fra tid til anden skjule ansigtet så godt det lod sig gøre, bag hendes hænder, da en vild blæst generede dem og pustede sandkorn i deres ansigter og slle andre åbne steder.
Camille kom op på siden af ham og gav han et blidt puff.
" Okay Bron....kom nu med det, hvad pokker er det du spekulerer over, jeg fornemmer det er noget...specielt...du har pejlet dig ind på?" forsøgte hun at løsne lidt op for talen.

han vendte blikket imod hende og kunne se at hun mente det.
"kom lad os gå ind i sandgrotten derhenne. solen kommer op om lidt og vi skulle nødig blive stegt" sagde Bron og gik hen til grotten. sandt nok begyndte solen at komme op. de havde gået en hel nat.
han satte sig ned i sandet imens solen begyndte at stå op og starte flammer ude i ørken igen. skyggen i grotten gjorde at de ikke blev sat i flammer men der var stadig meget varmt som hvis man var tæt på et bål.
"min fortid. jeg tænker på min fortid. dengang jeg blev fundet af Sakref" sagde Bron og kiggede på Camille.
det han sagde var jo på ingen måde det hele han tænkte på. måske skulle hun spørge mere ind.

Hun spejdede op mod himlen og true enough, de måtte til at søge i ly for dagen.
Deres døgn rytme var helt smadret og vendt op og ned, intet under de begge var udmattet efterhånden.Hun satte sig helt inde i grotten, så langt fra solens stråler detl lod sig gøre og sagde så til Bron.
" Jeg vil rigtig gerne høre om din fortid, men jeg ved der er mere Bron og du bør betro dig til nogen, så at mindst een person er klar over hvad du går og tumler med" sagde hun mildt.Tale og udleverer eventuelle svage sider var ikke Brons stærkeste, men med et lille puf, kunne det være han vil åbne sig lidt- mere- for Camille?
Hun begyndte at tænke på hvor lang rejsen var endnu, og hvor lang tid hun selv ville kunne gå foruden vand, uden at blive dehydreret og konfus?