Have I seen you before- Athos

Tid: 23:30
vejr: klart månen og den stjerne venner er fremme
Omgivelser: kun hende mærkeligt nok
Sted: Parken
På: se ava

Panthea havde været hjemme det meste af dagen sammen med Clara en pige hun havde reddet, pigen var en af de bedre nyfødte og havde sagt at hun godt kunne være hjemme imens Panthea gik en af sine nattelige ture. Hun var en enspænder og brød sig ikke om store grupper og kunne til tider trænge til at være alene og denne aften var ikke anderledes som så mange af de andre, men hun blev nød til tage sig af Clara og kunne ikke efterlade hende til sig selv altid. Panthea rejste sig, hun gjorde altid meget ud af sig inden hun skulle ud, men i dag anede hun ikke rigtig hvor hun ville hen kroen efter ulykken var et af hendes fortrukne jagt steder. Hun kunne med sin spinkle krop nare hvem som helst til at tro hun var svag, men historien var at det var hun langt fra. Hun farvede i dag læberne røde og puttede mascara på vipperne. Hun synes selv hun var den bedste jæger der var, det perfekte rovdyr som kunne falde i hvor som helst, men mænd var dog og blev de nemmeste og mange af dem havde måtte lade livet fordi de var dumme nok til at dømme bogen på dets omslag. Hun vinkede svagt til Clara som sad på  en stol i køkknet som faktisk også var en del af stuen. Hun lukkede døren bag sig og lod mørket sive ind i hendes sind, en stor flot rund måne gav mørket et blegt skær, det næsten som månen legede en smule med hendes krop da hun trådte ud af mørket. Hun boede nær parken.
Pantheas hus var ikke det største, men det godt nok til hende, men som sagt  skulle hun jo egentlig jage og på denne tid var det ikke mange i parken, men det tiltalte hende alligevel gå der hen og hun havde oplevet at efter jordskævlet var der nogen som sov der inde. Hun satte farten en smule op, parken virkede tom og forladt, dog ikke så mørk som den plejede på grund månens skær. Panthea vidste ikke helt hvad hun skulle lave her inde. Parken var tom, hun undrede sig en smule måske dem som plejede sove der havde fundet andre mere trykke steder at tilbringe natten. Ikke en eneste gang fik hun færten af nogen. Hun satte sig på en bænk og fik tænksomt udtryk, hvor skulle så gå hen og jage hun gad ikke kroen i dag havde hun lyst til at være alene, hende og måske et bytte, men hun kunne jo nærme sig kroen der var ingen som sagde at hun skulle gå derind. Det var jo op til hende selv. Hun valgte blive siddende måske en intetanede ville komme forbi og tilbyde sig selv for hende fordi de så en spinkel pige, som ikke særlig høj og ville blive et nemt offer for hvad end de havde i tankerne.

// undskyld det blev så kort, men jeg ville gerne havde lavet det inden jeg skulle med bussen håber det godt nok //

Det var mørkt. Kun lyset fra kroerne og husene lyste op på dette tidspunkt. Det var bestemt ikke tidspunktet, man skulle vandre alene rundt i denne store by. I den indre by hvor de fleste kroer lå vandrede en lille ”hjemløs” hund rundt. Det var en schæferhund. Mange af de ældre mennesker væsner havde kastet kødstykker til hunden af medlidenhed. Hunden havde ædt dem uden problemer. Pludselig kom en mørkklædt mand gående ud af en af de mange kroer. Manden stoppede op og sparkede efter hunden. Athos nåede at bide i benet før han løb hurtigt videre.
Pludselig stod Athos i en forladt park. Han snusede efter andre væsner, men lugtede kun nogle som var langt væk. Hunden satte sig ned og betragtede området. Det var anderledes end hvad Athos var vant til. Normalt ville Athos slet ikke nærme sig en by, og slet ikke af denne størrelse. Men Athos ledte efter sin gamle flok. Den havde ført ham mærkelige steder hen.. Elver skove og nu det her sted.. Athos havde brugt det meste af sit voksne liv i sin flok. Flokken havde ageret mere som dyr end egentlige intelligente væsner. Athos stillede sig op på sine bagpoter. Langsomt begyndte pelsen at forvinde for at blive erstattet af hud. Poterne blev til hænder og fødder. Athos voksede sig større og var nu på størrelse med et normalt menneske. Halen synkede langsomt ind i hans krop. Hvor der før havde stået en hund stod nu en muskuløs nøgen mand.
”Åh gud..” udbrød Athos mens han kørte sin hånd igennem hans hår. Dette var et mærkeligt sted. Det var så stort, så anderledes end de sletter og skove hvor han kom fra. Det var slet ikke til at fatte at nogen kunne bygge et sådan samfund og et sådan sted. Han vendte sig hele tiden rundt for at kunne se denne civilisation.. Pludselig kom der en gruppe mennesker gående igennem parken. Athos havde været så optaget af hans omgivelser at han ikke havde lagt mærke til denne gruppe mennesker. Nøgen som Athos var vendte sig imod dem smilende, og vinkede ”Hej!”. Gruppen af mennesker ignorerede ham. En mor tog sin hånd foran hendes datter. Athos undrede sig meget over denne gruppe mennesker. Hvorfor svarede de ham ikke? Han besluttede sig for at gå videre ind i parken.
Athos bevægede sig dybere ind i parken. Parken var mørk. Det var ingen andre væsner end ham selv. Det kunne han hurtigt observere. Pludselig fik Athos øje på noget. Langsomt bevægede Athos sig hen imod dette væsen. Den sad på en bænk. Athos besluttede sig for at ”skifte” om. Athos satte sig ned på alle ”fire”. Der sprang en hale ud fra hans knogle. Han blev mindre og pelsen begyndte at udvikle sig rundt om ham. Hans øre blev længere, og hans tunge voksede med hast. Athos havde ”skiftet”. Han besluttede sig langsomt at bevæge sig hen imod dette væsen som sad på bænken. Han kunne nu se det var en kvinde.. Hun lugtede mærkeligt.. Men det var noget han havde lugtet før.

Panthea rynkede svagt på sin næse og vidste hun ikke var alene mere, duften var af en hund, men alligevel var der en mennskelig fært over den hun rynkede svagt sine bryn sammen var det en shapeshifter, men hun havde ikke set sådan en længe. Hun ignorede den i et stykke tid inden hun lod som han bare var et dyr. Hun rejste sig og betragtede den, hunden var af en race hun ikke kendte, faktisk brød hun sig ikke om hunde hun var mere til katte ” hvad laver du her?” sagde hun og hendes stemme var sukker sød, men ikke så sød at hun gav sig selv væk. Hun havde det som om færten var en hun kendte, men  for længe siden. Hun prøvede huske tilbage, men hun kunne huske hvor langt tilbage det var, men hun kunne godt huske at hende og lille gruppe af vampyrer havde taget på blodjagt og var endt med at bryde ind ved gammel ægtepar og hvad der måtte være deres barnebarn. Hun bed sig svagt i læben og kunne huske at barnet vidst var shapeshifter og hun trak vejret tungt kunne han være den dreng? Der mistede sine bedsteforældre og kunne han huske hende. Hun sukkede svagt ” du kan godt forvandle dig jeg ved du er en shapeshifter” sagde hun og selvom hun var nervøs bar hendes stemme ingen nervøsitit over sig, hendes stemme selvsikker og rolig. Hun troede ikke på at det var ham. Det kunne det ikke være og vis det var kunne han vel ikke vide at det var hende, det kunne han da umuligt gøre. Dog var hendes krop fast frosset i sin form som han havde set den, sidst de havde mødt hinanden så vis han huskede det der skete kunne han jo nemt genkende hende.
Panthea følte sig pludselig akavet og det gjorde hun som regl aldrig, hun vidste hvad hun ville og vis folk stod i vejen tromlede hun dem bare ned fik det som hun ville have det. Hun blev nød til at finde ud af hvad han vidste og ikke vidste, men en kamp ville ende dårligt for shapeshifteren.
Hun gjorde sig klar til at møde den fremmede som gemte sig bag den hunde form, men hendes tanker gled hele tiden tilbage på drengen, Panthea var ikke en af dem der bed det dræbende bid, men hun erkendte at hun havde drukket af bedsteforældrens blod, men da hun blev sendt ud for finde drengen var de stadig i live, men  da hun begyndte at lede var han allerede over alle bjerge.

Hun var stødt til og kendte ikke noget til hans familie, men de andre vidste at drengen var der, eller det ville sige at han var forsvundet da de kom. Hun havde tit tænkt på hvad der sket med den dreng, hun fortrød ikke noget, men han var kommet til ligne hende en smule den gang hun var mennske alene og forladt. Panthea sukkede svagt imens hun ventede ville hun overhovedet kunne genkende ham vis det var drengen, men denne shapeshifters fært var så genkendelig og den fært af den dreng som nåede væk havde brændt sig fast i hendes næse og jo mere hun tænkede over det jo mere gav det mening, det måtte være ham. Hun havde truffet nogen shapeshifter siden ikke nogen som måske havde gjort lige så stor indtryk som drengen, selvom hun ikke ville være ved det. Hun vidste ikke hvad skulle gøre og hun hadede faktisk at miste kontrollen og følte at hun snart ville komme ud et sted hun ikke kunne bunde. Dog blev hun forstyrret og idet hun fik færten af nogen som var på vej imod dem ændrede hendes øjne en smule farve det var ikke fordi hun var meget sulten og man kunne sikkert ikke se det i mørket.
Panthea åndede lettet op da mørket skjulte hendes øjne så var hendes race måske skjult fra ham en smule endnu. Hun trak sig længere ind i mørket da en kvinde kom nærmere, men hun havde åbenbart travlt for hun ænsede dem ikke og marchede videre. Hun betragtede utåldmodigt hunden og ville ønske at hun kunne få ham til forvandle sig ved tvang, men så længe han ikke gjorde tegn på at ville slås så ville hun måske heller ikke.

// håber det er okay eller vis du har noget andet tankerne omkring hvordan dine bedsteforældre døde skiver du og så retter jeg det gerne//