Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | November

Statistics
Der er i alt 294 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er skovmanden

Vores brugere har i alt skrevet 156213 indlæg in 8115 subjects

Who are you human I do not deserve this (Rose)

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 16 sep - 19:58

Tid: Hun ved ikke helt hvad klokken er

sted: Panthea ved ikke hvor hun er andet at hun er alene i et kælderrum.

omgivelser: Der kun Panthea og en hel masse kasser og ting.

Påklædning: kjolen: http://i58.tinypic.com/mju5fk.jpg
____________________________________________

Panthea var stødt på nogle mænd og kvinder som ikke var særlige rare, de virkede til vide hvad hun var for de havde alle trukket knive så vidt som hun kunne se var de af sølv. Panthea ville altid tage en kamp op og denne gang var ikke anderledes, hun trak vejret dybt og stanken af  mennesker ramte hende. Panthea brød sig ikke om denne race, men de sidste mange gange hun havde været i problemer var det på grund af en dæmon og denne gang var ikke anderledes for i midten af disse mennseker stod kvindelig dæmon og gav ordre. Hun bed sig svagt i læben. Det var meningen at hun skulle have haft noget at spise, men havde ikke fået det endnu og hun vidste at ingen længe ville solen komme frem. Desuden havde hun havde svært ved at gemme sin frygt for knive, selvom de ikke ville kunne dræbe hende ville de i hvert fald stadig gøre stor skade. Hun bed sig svagt i læben da den første mand stak ud efter hende uden hun var forberedt og ramte hende langs siden. Hun gispede  og så den næste de var hurtigere end hun havde regnet med og sammen med slagene og knivstikkene måtte hun til sidst trække sig fordi hun ikke kunne klare flere stik. Panthea vidste ikke helt hvor skulle hen, men vidste bare at hun måtte væk  fra solens stråler og den var ved vise sig. Hun fandt en dør og havde ikke tid til undersøge hvad det var for en dør, men da hun   lukkede sig ind af døren var der en trappe som gik op og en der gik ned. Panthea skar svagt en grimasse. Nu ville hun ikke kunne nå at få blod. Et svagt fnøs undslap hendes læber og idet hun valgte trappen som gik ned. Da hun endelig var kommet ned lagde hun mærke til at hun var i en form for et kælderrum. Rundt omkring hende var ting stavlet op. Panthea vidste ikke at da hun åbbende døren udnfor  at hun sat et blodig håndtryk, men det var vel lige meget, hun kunne ikke gøre meget andet end  at vente. Hun fandt rummets fjerneste hjørne og lukkede øjnene. Hendes vejrtrækning var en smule tung og hun frygtede at disse mænd, kvinder og dæmonen  var fulgt efter hende, der gik et stykke tid med at lytte og da ingen kom ånede hun lettet op. Det var først nu det gik op for hende at knivbladet var badet i vievand og gjorde at hendes sår havde svært ved at hele.
Panthea fnøs igen det havde været meningen at hun skulle død det var hun sikker på, men hvorfor? Hvad havde hun gjort? Ja lige på nær at dræbe mennesker og alle andre racer for deres blod. Hun mente ikke at havde trådt på nogen. Panthea vidste godt at det heller ikke var rigtigt,  men det var  nogle som ikke fortjente det i hendes hoved. Det undrede hende hvordan noget kunne gå så galt og endnu gang havde mennesker trådt på hende. Hun holdte slet ikke sig selv ansvarlig, men menneskene og det var for hende altid deres skyld, det kunne godt være at dæmonen havde skubbet dem i den retning, men det var stadig dem der valgte at udføre handlingen så derfor var det menneskenes skyld.
Panthea kiggede lidt ned af sig selv, hun måtte se til sårene, men der var ikke noget vand hun kunne skylde dem i og få det vievand som kommet ind i sårene væk. Faktisk tænkte hun ikke så meget over sårene, men hendes kjole var i stykker og det gjorde hende faktisk mere vred end sårene. Hun overvejede om skulle bygge sig et skjul, men det gad hun heller ikke. Og til sidst lukkede hun øjnene og lignede en der sov, men faktisk prøvede hun at tænke på noget andet. Hun havde været på vej hjem der havde ikke været nogen at der var værd at sætte tænderne i og nu var hun havnet her uden vide hvor her var, desuden var hun forslået og sulten hvilket gjorde hende mere gnaven.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Lør 19 sep - 15:17

Påklædning: http://pre08.deviantart.net/0af2/th/pre/f/2015/233/6/e/adoptable_58_by_scarlett_knight-d96mm8w.png
Der havde for en gangs skyld ikke været særlig travl her, de mænd der kom var der knap nok i en time, før de valgte at smutte igen. Sikkert fordi deres piger ikke rigtig gjorde meget ud af sig selv, for første gang var det hende der blev set som den pæne. Hvilket fik hende til at sukke, det var vel rart at blive kaldt køn, men det virkede så underligt samt pinligt. Plus, det var hendes fars kjole, samt hendes far der havde valgt at krølle hende blonde hår. Hun havde normalt slangekrøller, men han følte for at de skulle være mange flere krøller. Hvilket der bestemt kom til at ske ved hendes hår.
De brune øjne fulgte folkene ved bordene. Flest mænd vidste hvad dette var, mens kvinderne trode det var et sted hvor man købte en kvinde og knaldede dem. Tvært imod..
Stedet her var for folk der betalte for alkohol, samt en piges kvalitets tid. Intet perverst, derimod ville pigen være køn, sidde og skænke alkoholen op til en, og lytte til hvert et ord man sagde. Stedet var som at betale for at man havde en kvinde ved sin side, der ville smile, nusse en i håret og altid grine af ens jokes. Soom et boost, på selvtilliden ved de fleste mænd. Hendes far var derimod ham der smed mændene ud. Han var klædt i kjole, leggings og havde en sort paryk på. For ikke at gøre det hele værre, var han utrolig køn som kvinde, en af dem mændene lagde mest an på. Hvilket bare forvirrede Rose en del, hvordan kunne hendes far være mere feminin end hans kvindelige ansatte, samt hende selv.
Hun blev viftet ned i kælderen, hvor deres lager af alkohol var. Roligt åbnede hun døren. Mens hun løftede op i højre side, for at hun næppe ville falde over den. Skoene var flade, da hun næppe kunne gå i høje hæle. Hendes hår krøllede og var sat op i en hestehale, hvilket så ud til at være meget mere avanceret ud. På trods af at det bare var blevet sat op i en hestehale.
Da hun gik ned af trappen kiggede hun på sin hånd, blod? Havde hun rørt ved blod, hun stoppede op og kiggede op mod døren. Inden hun samlede olie lyset op, som skabte et blidt lys i rummet. Hun hang det op i loftet, mens hun ledte efter alkohol.
Dog kørte hendes hoved en del rundt omkring blodet, kunne det bare have været noget andet? Måske var en af de fulde folk blevet smidt ud af bagtrappen, hvor de havde taget fat i dørhåndtaget, for at forblive inde? Men det forklarede ikke blodet, måske næseblod? Hun rystede blidt på hovedet. "Er her nogle?" Hvem ved, måske var der en der var såret hernede. Naiv som altid, ledte hun efter personen, hvor hun fandt kvinden der lå på gulvet. Hendes øjne spærrede op, hvor hun hurtigt løb mod hende. Hun faldt på knæ, hvor hendes øjne skimte kvindens krop. "Er de okay? Hallo... " Bare hun ikke var død, hvad skulle hun gøre?
Kjolen kvinden havde på, var udentvivl smuk. Mørk, men med så mange forskellige detaljer. Mønstre og blonder ved kraven, samt hendes talje. Roligt flyttede Rose en lok fra kvindens ansigt. Måske hun burde tage hendes puls? Tjekke om kvinden levede?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Lør 19 sep - 16:38

Panthea havde ikke været der særlig længe før stilheden blev brudt af ? Hun trak vejret svagt og fik færten af menneske. Hvorfor nu? Hvorfor her? Hun havde drog ikke åbende øjnene en eneste gang for se på vedkommende. Hun lignede stadig den fredfyldte og sovende person. Da pigen kom hen imod hende undslap et lettere irreteret suk hende og hun åbende øjnene idet pigen fjernede en lok af hendes hår ” jeg har det fint” sagde hun og måtte holde sig selv i skindet for ikke blotte hendes tænder. Desuden ville pigen ikke kunne finde en  puls for hun var allerede død. Panthea vidste med hendes krop at hun ikke brød sig om at pigen var så tæt på hende og skulle lade hende være. Hvad var der med dem, men hun var også for afkræftet til  at gøre noget ved  det så hun vendte bare sit blik i den anden retning og håbede at hun ville lade Panthea være vis ikke hun kiggede på denne fremmede. Noget omkring den pige fortalte hende at enten var hun godt dum ellers også vidste hun ikke at hun havde med en vampyr at gøre en som var meget farlig på grund af sårene ” er der ingen der mangler dig et sted?” spurgte hun lettere sambidt. Måske hun kunne lade pigen hjælpe når hun nu virkede som en der gerne ville hjælpe. Dog stolede hun ikke nok på pigen endnu til at ville lade hende hjælpe med sårene. Hun anede heller hvor hun var hun havde bare fundet den bedste dør og gjort hvad hun kunne få nå ind inden solen ramte hende.
Dog virkede pigen svag på hende og det var ikke kun fordi hun var menneske, men noget slog hende ved pigen, men hun kunne sætte fingeren på noget bestemt havde pigen lagt godt mærke til hendes øjne for de havde skiftet farve fordi hun var sulten, men hun kunne vel ikke gøre hende noget. Pigen ville bare hjælpe og vis ikke det var fordi Panthea var så ødelagt indeni havde hun nok gjort det samme, men det var hun jo ikke. Panthea var ikke den man ville forbinde med den type. Mange ting i hendes liv gjort at hun var blevet fjern og kold og helst ikke ville dele for meget ud omkring sig selv. Panthea ville heller ikke være svag og en svag Panthea var næsten farligere end en kold og fjern Panthea.
Hun trak vejret tungt og da det ikke så ud til at pigen ville flytte sig nogen steder kunne hun vel starte med at fortælle hende hvor hun var ” hvor er jeg?” spurgte hun kiggede sig en smule omkring dog uden at lade hendes blik falde på pigen. Til sidst kom lille undersøgende blik pigen var ung, men hvor gammel kunne Panthea ikke gætte måske jævnaldrende med hendes krop måske lidt yngere. Pigen virkede så uskyldig at hun mindede om noget hun havde mistet for så længe siden at det næsten ikke skulle være til at huske, men for Panthea var tydeligt den dag hun mistede sin lillebror og den eneste familie hun havde, eller det ville sige end til hun var blevet vampyr. Hun tænkte lidt og så blottede hun sine tænder for at skræmme hende væk fra hende. Panthea udgjorde en fare og hun ville skade pigen ved ikke at have advaret hende først.
Panthea måtte for alt verden glemme Pippin og ikke samligne ham med pigen, for hendes skaber havde altid sagt at hun ikke skulle se mennesker som andet end madpakker, men det løb var kørt og hun måtte finde en måde at få pigen ud her fra så der ikke skete hende noget. For selvom hun nok ikke ville indrømme det så ville ikke hun skade denne pige, men hendes sult sagde noget andet.
Hun overvejede at spørge efter vand, men pigen ville sikkert tro at hun ville drikke det, men tænkte så det knagede pigen skulle ud herfra for Panthea udgjorde en fare for pigen og hvem end som måtte komme her ned.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Lør 19 sep - 23:33

Det lettere irriteret suk, gjorde det skam klart for Rose at personen levede. Døde mennesker trak næppe vejret, medmindre de var zombier... Men trak zombier overhovedet vejret? Dog da hendes øjne åbnede sig op, lavede hun et lille hop væk med kroppen. Hun havde nok ikke lige regnet med at personen var vågen, eller derimod ville åbne øjnene så hurtigt. "Eh.. Uhmm." Hun satte sig ordentligt igen, med et lille smil på sine læber. "Du burde ikke ligge på gulvet... Det er koldt, og du kan blive syg." Hendes stemme var blid, havde en rar klang over sig.
Dog det at kvinden valgte at kigge den anden vej, fik dog kun gjort Rose en smule bekymret. Det at føle sig ignorerede var nok ikke altid det hun forventede af en der var brudt ind i deres kælder. Roligt adskilte hun sine fyldige læber, i det kvinden afbrød hende i at snakke.
Manglede hende? Der var næppe travlt, og hun kom kun herned for at skulle fylde op i baren ovenpå, da hun ikke havde andet at lave. De viftede hende dog derned, men det betød tit bare at der var for mange der stod stille i 'forretningen' Hun rystede blidt på hovedet. "Dog ik...." Mere sagde hun ikke, da hun opdagede blodet der undslap hendes sår i siden. Hendes øjne flakkede kort omkring sig, mens følelsen af bekymring fik hendes hjerte til at slå hurtigt. badumbadum lød det, mens hjertede pumpede blod gennem hendes åre.
Hun rejste sig kort op, da kvinden endnu engang snakkede. Mens hun gik rundt og rodede i nogle få papkasser, snakkede hun dog. "Du er i en gammel vinkælder, som er blevet fyldt op med alt andet end vin." Hun tog en lille rød kasse op, fra en af de større kasser, hvor hun placerede sig ved kvinden igen. "Her.. Lad mig hjælpe" Lød det roligt, mens hun fandt bandagen frem. Dog da hun ville rykke sig tættere på kvinden, blottede hun sine spidse tænder. Som var de slebet og skarpe som knive, så Rose overraskede på dem. "Je... Du.." Hun formede et blidt smil på sine læber.
"Du skal ikke være bange, det gør ikke ondt. Jeg er faktisk ret god til at ligge bandage, hvis jeg selv skal sige det." Hun forsøgte at joke en smule, selvfølgelig kunne hun ligge bandage, og ja hun mente selv at hun var ok til at ligge det, men det gik nok mest ud på at hendes far tit kom til skade med foden - Hun viste dog ingen frygt for kvindens tænder. Hvorfor frygte en anden race, uanset hvordan hun så det, var personen såret. Måske i selvforsvar, men hvis personen som lå her, enlig havde brug for blod for at overleve, og var blevet såret, i et desperat forsøg på at overleve. Hvem var så den onde?
Hende der ønskede at leve, og måtte drikke blod. Eller personen der fratog en anden personens desperate forsøg på at spise, for selv at overleve? Begge var vel i håb om overlevelse, så ingen var den grusomme, eller den onde i Roses øjne, derimod var begge to personer der ønskede at leve. På den anden side, anede hun jo ikke om det var grunden, måske var det en lejemorder, der havde failet en mission, der var jo mange muligheder.
Rose lagde forbindingen foran kvinden. "Hvis du ikke vil have jeg ligger det på dig, kan du vel selv..." Hun rejste sig kort op, hvor hun løb ovenpå, kun få sekunder kom tilbage. Hvor hun kom ned igen med en Sort morgenkåbe Som hurtigt blev rakt hende. "Din kjole er gået i stykker, hvis du skifter til denne, kan jeg sikkert lappe den og vaske blodet væk." Hun sendte hende endnu engang et varmt smil.
"Det et held at kjolen er så mørk, så er blod nemmere at vaske af." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hun ellers rakte kåben til hende. Hvis hun ikke tog imod den, ville hun side i omkring minutter med en strakt hånd, der forsøgte at række den til hende. Hvor hun ville ligge den på gulvet endnu engang.

Hvis hun derimod tog imod den, og begyndte at klæde sig af, ville hun vende ryggen til hende, hvor hun så småt ville lege med sit hår. "Mit navn er Rose, Rose Tyler... Hva med dig?" Det føltes altid lidt akavet, hvis der var stille, og en smule skræmmende, nu hvor de jo befandt sig i en kælder.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 2:05

Panthea sukkede svagt det eneste hun fik ud pigen var nogle små spjæt da hun blottede sine tænder
Panthea kiggede på bandagen og rystede svagt på hovedet det hun først og fremmest skulle bruge var vand, men nåede ikke at spørge inden hun var gået og åndede lettet op hun troede at pigen var gået dog blev Panthea skuffet da det ikke var tilfællet og hun kom tilbage. Panthea kiggede på kåben og betragtede pigen, hvorfor var hun så sød. Pigen var så sød at det næsten gjorde ondt på hende og det var ikke så lidt. Hun kunne ikke ryste pigen af så kunne hun vel lige så godt hjælpe da pigen sagde at hun var i en vin kælder hjalp det ikke ret meget, men hun gjorde sig ikke opmærksom på at det var tilfællet ” kan du hente noget vand?” spurgte hun og ville skylde sine sår og få vievandet ud så skulle de nok hele når hun fik blod. Hun ville ikke tage kåben på før hun havde fået noget vand. Pigen virkede bekymret der var aldrig nogen som havde bekymret sig for hende det var altid hende som var den stærke og nu sad hun her med et menneske kunne ikke komme nogen steder fordi solen var fremme og hun var såret. Panthea kunne ikke forstå hvorfor pigen ville hjælpe en fremmet til med en vampyr. Hun havde dog ikke tænkt sig tø op for denne pige, speciel eller ej så skulle hun ikke komme ind under hendes kolde ydre. Hun var dog allerede begyndt at borede sig dig ind, men hun skulle ikke lykkedes med det. Panthea anede stadig ikke hvordan hun skulle få pigen til at forsvinde for det ville være bedre for dem begge vis bare hun forsvadt efter hun havde hentet vand selvfølgelig. Da pigen præsenterede sig som Rose Tyler rynkede hun svagt på næsen og havde egentlig ikke tænkt sig at snakke om sit navn, men hun kunne vel ikke lade være nu hvor Rose havde været så flink ” mit navn er Panthea” sagde hun og lod sit efternavn blive i det uvisse for hende var det lige meget med efternavnet så det måtte det også  for pigen .
Kælderen var godt sted syntes hun selv, Panthea havde ikke noget imod uhyggelige og kolde steder og da pigen nævnte at hun ikke kunne blive ved med at ligge på det kolde gulv fnøs hun. Panthea var sikker på at hendes krop var koldere end gulvet var desuden kunne hun ikke komme ud og finde en seng . Rose virkede så naiv som verden i hendes hoved var lyserød og at der noget godt i alle selvom de virkede kolde og fjerne. Det var i hvert fald det Panthea mente om Rose. mon pigen ville være villig til at lokke en eller anden her ned bagefter hun havde vasket hendes sår. Sikkert ikke Rose var alt for sød til at hun ville gøre det ” selvfølgelig er der ingen der venter på dig, men du burde ikke være her sammen med mig for jeg er sulten og såret du ved vel at der er en dårlig kombination” sagde hun og gjorde det tydeligt hvor svært hun havde ved holde sig tilbage.
Hendes hals var som sandpapir og den brændte så forfærdelig at det var svært at ignorede og da pigens hjerte begyndte hamrede der ud af måtte hun holde sig for  ørene for ikke at lade sig friste af lyden ” hold op” sagde hun lettere irrereteret over  pigens hjerte. Panthea vidste godt at hun ikke kunne bede pigen om stoppe sit hjerte, men vis bare pigen kunne sænke hende puls en smule så den ikke skreg i hendes øre og gjorde det endnu svære for hende at holde sig tilbage. Panthea betragtede hende. Panthea kunne ikke få sig selv til se en madpakke i denne pige som var så sød og naiv og mindede hende om noget hun aldrig havde troet hun skulle se i mennesker og det gjorde det endnu svære for hende at holde den kolde facade som de fleste så og man kunne svagt ane et smil som faktisk bare var svag trækning i hendes mundvige.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 2:31

Hun smilte stadigvæk, på trods af at kvinden var noget så uhøflig, for ikke at snakke om kold overfor hende. Havde hun med sikkerhed sin grund, alle kunne vel ikke være som Rose. Sådan at se alle folk som gode personer, som om hele verden var et stort sted fyldt med kærlighed. Ikke at Rose så verden sådan, hvis hun skulle være ærlig, var hun nok meget en sortseer på mange punkter. Men ønskede stadigvæk at se folk smile, bare engang i mellem.
Vand? Hun ønskede vand, Rose nikkede kort, hvor hun gik ovenpå igen og kom endnu engang tilbage med en skål og en klud i sin hånd. "Det er vel til dit sår?" Hun var jo vampyr, hun drak vel ikke ligefrem vand? Så hun kunne ikke se andre grunde til at hun ville have vand. Det virkede også underligt, at såret ikke var healet endnu - Kunne det være på grund af et magisk sværd? måske en pil, men vidste aldrig. Rose ønskede bestemt ikke at snage, især ikke når kvinden i forvejen virkede til at være kold overfor hende. Så ville det næppe være passende for hende, at stille en masse spørgsmål, selvom nysgerrigheden slog til hende.
Panthea... Hun stod kort og kiggede på hende, hvor et varmt smil formede sig på hendes læber. "Du har et smukt navn." Lød det med en blid stemme fra hendes læber.
Hendes næste ord overraskede endnu engang Rose. Sulten, samt såret? Det kunne vel betyde en form for fare for hende selv. Dog forblev hun på gulvet, siddende foran Panthea. "Det er det vel..." Hun trak sine ben indtil sig, mens hun havde skubbet vandet tættere på Panthea. Hun virkede ikke til at ville have Roses hjælp, så hun ville næppe begynde at rense såret. "Men at være såret og alene et fremmet sted, er vel ikke noget af det mest fantastiske." Hun lagde hovedet på skrå, hvor hun så på Panthea med et varmt blik. De brune øjne strålede nærmest, fra lyset der hang i loftet.
Hun lagde en hånd på hendes hjerte, hvor hendes ansigt ud i et blev sorgmodigt. "Undskyld... Det svært at styre..." Hun tog en dybindånding, og åndede blidt ud igen. "Det altid svært at styre ens hjerte." Hun fjernede hånden og lagde armen omkring sine ben igen. "Hvis det er kan du også bruge kåben som tæppe." Hun lagde sine ben ned og klappede på sine lår, med et drillende smil på sine læber. "Mine ben kan også bruges som pude... Solen er jo oppe, Jeg ved ikke så meget om vampyr, udover fra bøger. Hvor de forklare om at i bliver trætte om morgen... ikke at jeg skal vide mig sikker i noget." Hun slog blidt til sit hoved. "Jeg er næppe særlig klog omkring racerne." Hun grinte kærligt af sine egne ord.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 3:41

Da pigen kom tilbage med vandet tog hun kluden og betragtede dem, måske hun burde havde taget kjolen af, men på den anden side virkede Rose genert så hun lod kjolen blive på imens hun forsigtigt uden at fortrække en mine vaskede dem et  efter et da hun færdig rakte hun ud efter kåben og begyndte at klæde sig på. Panthea afslørede en sygeligt tynd krop, som vidste at hun en gang inden hun blev vampyr havde levet et elendigt liv hvor der ikke var meget mad faktisk havde hun på tidspunkt stoppet helt med at spise på grund af sorgen efter Pippin var det hele havde gået galt, men hun ville ikke dvæle ved fortiden, faktisk kunne hun lide sin krop den var et godt våben når man jagede.Hun betragtede pigen hvad var det hun ikke forstod ved farlig. Panthea undrede sig over hvorfor hun ville have hende så tæt på det var som et dødsønske. Panthea betragtede hende igen og så det sørgmodige blik Panthea vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men rejste sig lettere akavet op for at gå hen til pigen en del af hende ville gerne tørste hende, men de følelser som beskytter trang og være trøstende var ikke hendes stærke side ” undskyld vis jeg ramte et ømt punkt” sagde hun og strøg hende blidt i håret inden et bredre og en smule opmunterene smil bredte sig på de blege læber. Faktisk var det ikke meningen at gøre hende ked af det. Hun lagde hovedet en anelse på skrå som hun skulle til at sige noget, men så sagde Rose en del igen og hun kiggede på pigens ben og rystede svagt på hovedet. Panthea behøvede ikke at sove eller faktisk havde hun ikke lyst. Panthea havde nemt ved at se hvor nysrig pigen var.
Panthea kunne lige så godt kaste den kolde atitude væk, det var alligevel lykkedes Rose at komme under den ” hør jeg er  ikke så god til at snakke, men jeg kan høre at du er” sagde hun tænkte sig en smule om hvordan hun skulle forsætte ” jeg er kold og ond jeg har lært at man skal se jer som madpakker, men ser  ikke dig som en madpak” sagde hun hurtigt og desuden havde hun villet dræbe hende havde gjort det forlængest ” jeg er sulten og kan ikke love at jeg kan holde mig tilbage, men jeg vil gøre mit bedste Rose Tyler” sagde hun og hendes stemme var forsikrende og rolig. Panthea satte sig ned igen og vidste ikke hvad skulle gøre med denne pige, men gå ville Rose ikke og Rose havde måske ret havde hun været en anden havde hun sikkert haft brug for selskab og hun måtte indrømme at Roses selskab var ikke det værste.
Det var bare så svært for det hun havde lært passede ikke særlig godt på Rose. Rose var noget andet noget speciel noget rart i Pantheas evige mørke, måske Rose var det lys hun havde manglet efter Pippin. Panthea anede ikke hvad hun skulle stille op, men gøre Rose noget havde hun ikke lyst til. Pantheas syn var måske en smule ændret på mennesker, men stadig kun nok til at hun kunne stole på Rose. Panthea havde hele tiden haft et had til mennsker, men hun kunne bare ikke hade Rose. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hendes mørke øjne betragtede Roses glimtende og levende øjne. Panthea som smilede var en sjælden ting og kun noget hun gjorde ganske kort eller vis hun skulle jage og lokke en i en fælde.  Rose gav hende lyst til smile ” hvorfor er du så sød imod mig?” spurgte hun og kom i tanke om at Rose havde været sød siden hun kom her ned og fandt Panthea. Panthea havde jo ikke været sød ved hende, men det havde ikke gjort Rose mindere sød. Panthea fandt det med at være sød lidt svært som pigen havde prøvet, men når man skjulede så mange ting som hun gjorde var det nemmere at tage afstand og lade folk passe sig selv. Hun kunne bruge timer på betragte andre og på den måde lærer en masse omkring vedkommende hun betragtede.
Panthea havde langt fra været kold  imens hun levede også alligevel den dag han blev mast under alle de kroppe ændrede hun sig. Hun var blevet en kold og tom skal og det havde gjort det nemt for hende og falde i sin nye rolle som vampyr. Hun havde følt at menneskeheden havde svigtet hende gang på gang. Først hendes forældre ved at forlade hende på et børnehjem, så drengen hun reddet fordi han havde været dum nok til at spise en giftig  plante i hendes urtehave og derefter havde startet drillerierne som havde gjort at hun var havnet hos slavehandleren, derefter alle slaverne som delt i racer så det var mennesker hun sammen med også slavehandleren der nær havde dræbt hende. Så Pantheas liste over hvorfor skulle hadede dem var lang og når man brugte så lang tid på at hade noget så blev man hadet og Panthea var anderledes, derudover gemte hun sin fortid for hun ville ikke virke svag, dem som kendte til at hun havde været slave var kun få og dem hun stolede på.
Dog vis man så bort fra en varulv som hun ikke helt vidste hvor hun havde, men varulven havde fortalt hendes historie og derfor følte Panthea at hun blev nød til det også at fortælle sin.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 4:15

Rensede Panthea virkelig såret med kjolen på? Det ville være meget nemmere at rense det hvis kjolens stod ikke var i vejen. "U-Uhmm, hvis du tog kjolen af... Ville det være nemmere at rense, samt... Jeg kan forsøge at sy kjolen igen?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens det altid så varme smil aldrig forlod hendes læber. Det kunne vel godt virke lidt som om det sad limet fast til hendes ansigt, derimod brokkede folk sig aldrig over hendes smil, så hvorfor stoppe?
Da hun valgte at skifte om til morgenkåben, tog Rose sig i at stirre på den tynde krop. Det var underligt hvor tynd ens krop kunne holde til at være, hun kiggede kort på i loftet, hvor lyden af fodtrin samt en smule råben kunne høres. Et tegn på at en af mændene havde været lidt for nærgående ved en af kvinderne, typisk. Hun åndede blidt ud, dog kunne hun ikke lade vær med at forstille sig hvilket liv Panthea havde, før hun var vampyr. At blive lavet om til en, ville sige at man forblev i den krop som det skete i. Så hvorfor var hun så tynd? Var hun også syg, eller havde hun levet forfærdeligt. Hun lukkede øjnene blidt i, i det et billede af hendes mor kom frem i hendes hoved. Den altid så smilende kvinde, der til sidst blev tynder end en stilk.
Følelsen af hendes hånd der blidt kørte over hendes hoved, fik Rose til at se op på Panthea. Hvor hun denne gang lagde mærke til hendes smil. Sjovt, her troede hun ikke at hun smilede. Hvilket bare gav hende en varm følelse, selvom smilet sikkert var påtvunget, siden hun kom til at virke trist. "Ik' tænk på mig, du ramte ikke et ømt punkt, jeg er bare nem at gøre trist." Hendes stemme var en smule lav, hun ellers følte at hendes hoved snurrede en smule rundt. Sikkert på grund af kulden her nede.
Hendes ord, samt forklaring om at hun næppe var god til at snakke, samt var ond og kold fik Rose til at smile varmt til hende endnu engang. Hun lagde hovedet blidt på skrå, og lukkede øjnene i. "Undskyld hvis jeg snakker for meget." Hun åbnede langsomt sine øjne.
"At se folk som en madpakke er vel ikke meget mere anderledes end hvad vi ser dyr." Hun sukkede blidt, dog stadigvæk med sit smil på sine læber. "Vi farmer køer, grise og andre dyr, for at slå dem ihjel, spise og sælge deres kød... Du er ikke ond, synes mere vi virker onde. Vi dræber måske fire køer, håber på at sælge alt kødet, men ender med at have slået to af dem ihjel for ingen verdens nytte. Du drikker blod for at overleve, men intet af blodet går til spilde, hvilket betyder at du ikke ligefrem laver et masse mord i håb om at få andre folk til at købe det du har dræbt." Hendes synsvinkel på verden, var og blev meget anderledes end andre folks. Hun nikkede til hendes forskring om at hun ikke ville gøre hende ondt.
"Men jeg tror næppe på at du er ond... Dit smil er for kærligt til at du ville kunne være ond, du burde smile noget mere, du har et smukt smil." Hun klukkede kærligt af sine ord, mens en lille rødmen spredte sig på hendes kinder. Det var måske en smule underligt sagt, men i følge hende selv var det skam sandt.
Pantheas pludselige spørgsmål omkring Roses venlighed, fik hende til at se på hende og derefter se op i loftet. Mens stilhed bredte sig, et tegn på at hun tænkte over sine ord. "Hvorfor ikke? Du er såret og har søgt efter et sted at heale, du har næppe smadret noget her inde og lad os være ærlige... Hvis du ønskede at dræbe mig, kunne du snildt gøre det ligenu." Hun så endnu engang på hende. "Det at være rar kan være sjældent, men hvis man aldrig møder venlighed, får man næppe noget igen." Hun fjernede noget af sit pandehår fra sit ansigt. "Jeg ønsker nok mest af alt at skabe minder, ting at skrive ned og huske til den dag jeg forlader stedet her." Hun smilte endnu engang varmt til hende.
Lyden af døren bag Rose der knirkede i det den åbnede sig, skar i rummet. En person løb ned af trappen, hvor en kvinde med tydelige kindben, krystal blå øjne, samt en kjole med et smukt fald, samt et nærmest magisk mønster løb mod Rose. Hvor personen faldt på knæ, og svang armene omkring Rose. "Er du ok? Føler du smerte, er din arm ok! Du gemmer dig her nede ikke?" Stemmen var dyb, nærmest maskulin, passede på ingen måder til personen foran Panthea. Blikket blev rettet mod Panthea, hvor personen så op og ned af hende og derefter mod Rose igen. "Du gjorde det igen..." Rose fik et smølfespark på panden, hvor personen rejste sig fra gulvet. "Vil i ikke heller ovenpå?" Spurgte den maskuline stemme. Rose derimod rystede blidt på hovedet. "Det skal nok gå... smut heller ovenpå igen, far.. inden mændene bliver irriteret over at du mangler." Hun gnubbede sig blidt på panden.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 5:27

Panthea blev en smule forstyrret af larmen udenfor, men det var kun fordi hun kunne høre den så godt hun blottede svagt sine tænder af ren vane, men kom så i tanke om Rose og et smil ramte igen hendes læber. Denne pige virkede så skrøbelig og sårbar som om alting nemt gik hende på. Hun havde ikke regnet med den synsvinkel hun om med og et forundret blik ramte hende, mange andre så hende som farlig lige netop fordi hun drak blod og var så fjern og kold. Panthea kunne ikke være venner med et menneske. Det ville være forkert, men på den anden side var det hendes liv og hun bestemte selv over det og vis nogen sagde noget andet så ville hun sørge for de bukkede under. Panthea kiggede svagt ned i jorden hendes hals brændte stadig meget, men hun kunne stadig ignorede det. Panthea smilede svagt ” du skal ikke undskylde det er perfekt at du snakker så meget” sagde hun for det betød at de ikke behøvede snakke om hende. Panthea brød sig ikke om at være den i centrum så det gjorde hende bestemt ikke noget at munden kørte på Rose. Hun vidste at spørgsmål omkring hende nok ikke kunne undgås og det var heller ikke fordi hun ikke ville svare dem, men der var bare ting omkring hende som fik hende til føle sig svag og derfor for noget man skulle holde for sig selv. Hun lod svagt sin tunge fugte sine læber ” mit smil” sagde hun forundret. Hun havde aldrig fået ros for sit smil før og det forvirrede hende en smule at Rose gjorde det nu, men på den anden side så kunne hun vel have ret. Panthea kunne ikke se sit smil så hun vidste det ikke. Hun kiggede op idet nogen kom ind og afbrød det hun skulle til at sige til Rose.
Hun blev en smule forvirret over kvinden som ikke var en kvinde, men mand da han kiggede på hende nikkede hun og skulle lige rejse sig da Rose kaldte ham for far. Hun kunne selvfølgelig ikke spise hendes far så hun satte sig ned igen. Panthea fulgte med i det han gjorde han gjorde og sagde. Han sagde noget som fik hendes bryn til let rynke sig sammen, hvad mente han med at hun hvad gjort det igen? Han forvirrede hende, men hun sagde ikke noget. Hun kiggede på Rose da han spurgte om de ikke ville med op igen.
Panthea kunne ikke gå der op for hun ville brænde op inden hun nåede så langt, men Rose så ud til at have styr på det, men det at hendes far havde været der vækket sulten på fuld styrke og hun havde svært ved styrre den. Et dybt suk undslap hendes læber. Hun rejste sig op med et ryk og trak sig hen i det modsatte hjørne fra før, men hun blev der ikke længe før hun startede med at vandre rundt for at komme til tænke på noget andet. Hendes øjne var blevet røde pågrund af sulten. Hendes vejrtrækning hurtig og overfladisk ” skynd dig ud” snerrede hun og gav til kende at sulten var ved at få overtaget i hende. Hun måtte gøre noget, men hvad. Hun ville ikke såre Rose, men  hun ville hun være i fare vis hun blev her inde med Panthea.
Hendes blik var blevet mere vildt og så ramte tanke om styrre sin vejrtrækning hende. Hun trak vejret tungt og dybt, men den brændende fornemmelse ville ikke forsvinde og den blev ikke mindre ved at gøre det hun gjorde. Der var ingen anden vej end at forsætte sin vandren som et indspærret dyr. Hun ænsede ingang sin sår fordi hun var dybt frustreret over hendes situation. For havde der været mørkt så var hun bare smuttet, men det kunne hun ikke og hun følte sig fanget.
Hun havde ikke følt sig fanget siden slavehandleren og det var ret lang tid siden, men hvad skulle hun gøre. Panthea måtte kæmpe imod hun havde lovet det og når man lover noget skulle man holde det. Problemmet med lige netop love at man ikke ville dræbe nogen var at hendes trøst var stor og hun ikke havde fået noget natten før, sårene gjorde det heller nemt for hende. Fordi hun ikke havde fået blod natten før ville de ikke hele før hun fik blod. Hun satte sig til sidst ned i det fjerneste hjørne så langt væk fra Rose hun kunne komme. Panthea ænsede stadig ikke hendes sår og vidste derfor ikke hvordan de havde det. Hun koncentrere sig om at holde sulten væk

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 15:26

Panthea havde intet imod at hun snakkede? Det var vel altid noget, men det faktum af at hun intet vidste omkring Panthea kunne godt give hende lysten til at spørger ind til hende. Men hvem havde lyst til at snakke om sig selv, Rose snakkede jo ikke om sig selv. Hun snakkede om holdninger, og sin egen mening. Ikke nutid, ej heller fortid. Hun sagde intet om sig selv. Beskrev næppe sig selv, så hvorfor skulle Panthea - alle har hemmeligheder, så hvorfor snage i dem.
Rose nikkede anerkende , med et smil på sine læber. "Du har stærke træk i ansigtet, hvilket gør at dine læber står en del ud. Så når du smiler, virker alting så varmt." Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Hvilket gør dit smil smukt." Hun lagde sine hænder i sit skød, mens øjnene fulgte Panthea.

Panthea der gik undrende rundt som en løve i et bur, fik Rose til at rejse sig roligt. Det skete så pludseligt, lige efter hendes far havde været der, hvorfor? Var hun ok, samt det at hun burde være i ro, nu når hendes sår ikke healede særlig hurtigt. Hvem vidste måske der var chance for at såret ikke kunne heale, så skulle hun syes, hvilket måske ikke ville være nok. Hun rettede sit hoved mod hende, da hun snerrede af hende. Ud? Så sulten var altså ved at føre, Panthea ind i et mørkt sted. Hvor hun måske ikke længere ville kunne holde sig tilbage, Rose bukkede blidt.
"Jeg kommer igen." Lød det lavt fra hende i det hun endnu engang gik ovenpå. kun få sekunder kom hun tilbage, med en spand. Den var fyldt op med blodposer, som hun placerede på gulvet. "Jeg aner ikke om det er nok, og jeg kan ikke så godt give dig dem alle." Hun satte sig på hug foran spanden og samlede en af poserne op. "Håber det er ok, at det er i poser." Hun kunne jo ikke så godt tage en person med ned, som så ville dø til hende. Derimod kunne hun snuppe lidt for mange af poserne ovenpå.
Spørgsmål om hvorfor hun lige havde poser med blod, var nemt at forklare. Stedet var for folk, alle folk. Også vampyr, der sad Rose tit og vaskede de tomme vinflasker, hvor hun skulle hælder blod over i. samt sætte et mærke på flasken over hvilken races blod det var.
Blodet fik de fra de hjemløse, eller vagabonder. Hvor de kom ind for at få mad, i stedet for at betale med guld, kunne de betale med at få tappet noget blod. Hvilket hendes far stod for, hver tallerken med kød, skulle aflevere to poser af blod. Så hvis man to endnu en tallerken, skulle det være fire.
Hun lagde posen i spanden igen. "Dem med en Pink prik, er menneske blod. Dem med grøn, er Elver blod." Hun kiggede rundt for at finde Panthea, hvor var hun? Hun kunne umuligt være smuttet væk, solen var over byen og dette virkede til at være det eneste sikre sted for Panthea ligenu.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 16:52

Panthea havde vandret længe og da Rose kom tilbage med spand med blodposer, Panthea havde aldrig spist fra blodposer, men en gang skulle være den første og fra det ene hjørne hun været i fór hun frem greb en af poser efter at Rose havde lagt den tilbage. Hun lyttede ikke til Roses forklaring, men fik tilfældigt fat i en pose med lyserød prik. Panthea lod den svagt ligge i hendes hænder imens hun betragtede den. Hun blottede svagt sin tænder og trak sig en smule væk imens hun satte sig med ryggen til Rose. Posen føltes mærkelig i hendes hænder og hun ville til hver en tid vælge en hals frem for en pose, men når hun nu ikke havde andet. Hun lod grådigt sine tænder bore sig ned i posen og mærkede hvordan den nærende væske for en tid sænkede hendes tørst. Panthea smed posen fra sig og var hurtigt henne og hente en ny, hun fik ikke øje på farven denne gang, men blod var blod og lige nu havde brug for det efter anden pose vendte hun sig rundt ” hvad siger ejeren af poserne til at du giver mig dem?” spurgte hun og rykkede tættere på for at tage en ny. Hun anede ikke hvem der ejede blodposerne, men han eller hun måtte ikke være glad for det, for det var vel tabte penge og vis hun vidste noget om folk som ejede en forretning så var det at de hadede at tabe penge. Det næste spørgsmål der poppede op var hvorfor hendes far gik i kvinde tøj. I starten havde han slået hende som en kvinde , men det var kun lige end til at han åbende munden ” hvorfor går din far i kvindetøj?” spurgte hun og prøvede på ikke at have en dømmende stemme ” og hvad mente han med at du gjorde det en gang til?” spurgte hun og det var faktisk det spørgsmål hun ville have svar på af dem alle sammen.
Panthea tog en pose mere og sugede forsigtigt blodet ud af den, men det mere vis Rose ikke kunne lide at blodet hang i hendes mundvige selvom det sikkert ville være forsent. Da hun færdig med den tredje pose kiggede op på Rose, hendes blik var blevet det normale igen så mørkebrune at de nærmest lignede sorte øjne.
Panthea trak sig væk satte sig der hen hvor Rose havde fundet hende og betragtede den lille pige for det kunne hun vel godt kalde hende, for Panthea havde levet længe før Rose blev født. Hun lagde hovedet anelse på skrå ” du vil gerne vide hvorfor mine sår havde svært ved hele?” spurgte, men hun ventede ikke med svare før pigen havde men gjorde det med det samme ” det var pågrund af sølvknive dybbet i vievand” sagde hun og overvejede hvad hun skulle sige for forklare vievand og sølvs effekt på vampyrer. Hun tænkte lidt ” vievand i store mængder kan dræbe os og sølv har vi en form allergi for det er irriterende og svier” sagde hun og som det havde for Panthea ville det nok gå op for pigen at de havde prøvet at dræbe Panthea det var ikke meningen at hun havde skullet overleve, men nu hvor hun havde fået blod og havde vasket sårene skulle de nok hele.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 17:29

Hun smilte over Pantheas grådighed med poserne, uanset hvad, ville hun nok hellere se hende drikke fra en pose, end en person. Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hænderne var lagt om bag hendes ryg. Gad vide hvordan blod overhovedet smagte for en vampyr, siden de blev så afhængelig af det. Det var næsten som heroin eller andre stoffer, folk blev helt underlige når de ikke fik det - Så hvad gjorde det ved vampyr? Hvorfor havde de brug for det, og hvordan blev den første vampyr enlig skabt, de kan jo ikke få børn. Hendes tanker begyndte at lege med hende, mens hun stod og betragtede Panthea der drak fra den anden pose.
"Eh?" Ejeren af poserne, ja... Hvad ville hendes far enlig sige til at hun havde taget lidt mere en halvdelen af deres lager med blod, i det mindste var det ikke dem der var hældt over i en af flaskerne. "Tja.. Han bliver nok en smule sur, men det skal nok gå." Hun viftede blidt med hånden og lo nervøst. Hendes far var en god mand, men skræmmende når han skældte hende ud. Han lagde aldrig en hånd på hende, kun hendes bror. Dog var det kun for sjov, han virkede som en voldelig person, men slog næppe. Han lagde bare Joaquin i gulvet og lagde ham i lås, underlig form for familie hun havde.
"Han bliver nok ikke meget sur, det er ikke fordi vi mister penge på det, da de eneste folk der betaler for det er vampyr..." Hun kløede sig kort op af armen, blodet stammede jo fra folk der enlig fik gratis mad, hvis man tænkte over det. Hun
Panthea var endelig begyndt at snakke en smule mere, det var godt nok spørgsmål, men det kunne altid skabe en samtale. "Forretningen ovenpå er mænd der betaler for at blive behandlet som konger, de betaler for en kvinde eller flere, der hælder alkohol op til dem og henter mad..." Hun viftede lidt med hænderne. "Intet seksuelt, det var min mor der startede stedet, fordi hun mener at alle folk er vigtige så at betale for at føle sig vigtig, er tæt på at være for meget. Så.. kun kvinder må gå rundt deroppe, derfor er han klædt ud som en kvinde." Hun lagde hovedet blidt på skrå igen, hvor hun kløede sig på hagen. "Så siden min mor døde, tog han over.. så det er den eneste grund." Hun kiggede lidt ud til siden, da det næste spørgsmål kom.
"Jeg har det med at tage mig af folk, engang tog jeg en lejemorder med hjem, fodrede ham af og tog mig af hans sår." Hun lo akavet. "Det bragte en overraskelse til min far, da han så personen i avisen, som eftersøgt... Så jeg har det vidst bare med at bekymre ham." Hun vidste jo intet om Panthea, så hun kunne endda være i gang med at gøre det hele igen.
Hendes øjne fulgte Panthea, der langsomt gik væk for at sætte sig det samme sted. Hun samlede spanden op og gik hentil hende, hvor hun placerede den foran Panthea. "Du tager bare, ik hold dig tilbage." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens det næste spørgsmål lød. Om hun ønskede at vide hvorfor såret ikke var healet endnu, hun nikkede kort. Selvfølgelig ønskede hun at vide det, det overraskede hende, og fyldte enlig en del i hendes hoved. Det gav ikke mening for hende at såret ikke var healet, hvilket nok var den største grund til at hun valgte at hente så meget blod til hende. Hvis det var på grund af blod mangel, at hendes sår ikke healede.
Hun lyttede til hendes ord, og nikkede engang i mellem, som tegn på at hun lyttede til hendes ord. "De forsøgte at dræbe dig..." Hviskede hun lavt, uden rigtig at tænke over det. Hun rystede blidt den triste facade af sig, hvor det varme smil endnu engang formede sig på hendes læber.
"Det skal nok gå nu, du kan være her nede indtil du er healet, eller solen er væk." Hun lagde hovedet blidt på skrå, og samlede endnu engang en pose op. "Hvordan smager det overhovedet? De forskellige racer?" Hun legede en smule med posen, den var og blev sjov at røre ved. Hvordan kunne man beskrive det, den var bare blød på en underlig måde.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Man 21 sep - 0:52

Panthea kiggede på hende ” jeg skal nok betale for det” sagde hun med en lettere lettet stemme imens hun betragtede pigen, dog havde hun ingen penge på sig lige nu, men på den anden side plejede hun ikke bekymre sig om det, men hun ville ikke have at Rose kom i problemer med sin far, Panthea havde mange penge hjemme ved hende selv, men hun havde kun få med af gangen og det betød at hun skulle hjem og hente dem. Hun samlede en pose op og betragtede den. Blodet var ikke bare blod  for vampyrer og det smagte så anderledes for Panthea end vis Rose tog blodet. For Rose ville det smage af jern og ulækkert, men for hende var det en helt anden smagsoplevelse og man skule nok være en vampyr for at forstå det. Hun havde ikke smagt elver før og kiggede på posen med en grøn farve ” ja for dig tror jeg ikke det ville smage af andet end jern og ulækkert” sagde hun startede. Hun kiggede igen ned på den farvede prik ” engle blod er  som kaffe det giver energi og gør en frisk. Det er en af mine ynglins og så er der menneskeblod det er det mest mættende og nok det jeg spiser mest” sagde hun og ville ikke undskylde for menneskene der havde måtte lade livet for hendes sult og hun huskede tilbage til sit første drab og hvor fantatisk det havde været da hun lod tænderne synke ned i hans hals. Manden havde været bange og det havde givet hende en form for rus at hun ikke skulle være den bange. Hun kiggede ned på sin pose ” blodet i denne her meget tynd” sagde hun mere for sig selv end egentlig til Rose. Panthea lod svagt en tand bore sig igennem posen og hun lugtede svagt til det. Blodet havde en sødelig duft og hun kunne også lugte at det kom for fra en elver. Panthea havde aldrig drukket elverblod, hun havde ikke kunnet komme tæt nok på til smage en og det var nok derfor hun måtte prøve nu. Hun borede til sidst sine tænder ned i posen og drak den.
Hun lukkede svagt øjnene og smilede hun lignede lidt et barn som havde fået sin første slikkepind. Hun havde lyttet og imens pigen snakkede om hendes far ” din far er en pæn kvinde” sagde hun og måtte indrømme at han havde narret hende med hans forklædning. Hun smilede taknemligt, men hun ville nok forsvinde når solen ikke var fremme længere. Hun prøvede på at huske hvordan en Shapehifter smagte, men hun kunne ikke huske det da det også var længe siden hun smagt sådan en. Hun havde heller smagt resten af racerne så dem kunne hun heller ikke forklare hvordan de smagte. Hun lyttede til hendes ord ” jeg er ked af det med din mor” sagde hun og lød oprigtig. Selvom Panthea tog liv kunne godt sætte sig ind hvordan det var at miste ” jeg hader at miste nogen” sagde hun lige pludsligt, hendes blik blev en smule fjernt da hun igen kom til tænke på den rødhåret dreng. Sorgen gjorde stadig ondt.
Hun havde hørt at andre racer kunne blive afhænglig af blod, men sådan var det ikke med vampyrer blod var deres føde som køer og grise var det for mennesker. Hun betragtede Rose som legede med blod posen. Hun virkede en smule barnlig, men det gernerede ikke Panthea synderligt at hun var så barnlig det mindede hende bare om noget som faktisk gjorde hende rar og varm indeni og en trang til at skærme Rose fra alt ondt ramte hende svagt. Hun kom til grine svagt ” du leger jo med min mad” sagde hun drillende og overvejede ganske kort at  rejse sig for drillende at tage posen fra hende. Panthea sendte hende et stort smil ” jeg troede ikke man måtte lege med maden” sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå ” hvad med din far mangler han dig ikke der oppe?” spurgte hun og overvejede om hun skulle gå der op og kigge ind når mørket faldte på. Måske hun kunne få en snak med Roses far og høre hvad poserne kostede så hun kunne betale for dem hun havde spist.
” mine sår healer nu takket være dig” sagde hun og bed sig svagt i læben noget hun gjorde når hun var tænksom ” fortæl mig noget om dig selv” sagde hun og kunne ikke gemme sin nysrrighed længere. Panthea kunne til tider selv virke barnlig, men det var kun dem hun stolede på som fik den side at se. For man kunne ikke være barnlig og nådesløs på samme tid.
På en måde kunne man vel godt sige at hun var morder hun gjorde det bare ikke for penge, men for stille den evige sult  og så ikke for så vidt hun vidste var hun ikke efterlyst af nogen og hendes far ville nok ikke kunne finde hende i en avis ” jeg er vis man lige ser bort fra lejemorder delen så har din far ret ” sagde hun og trak kort på skulderen, men for hende havde det med at blive vampyr gjaldt om liv eller død. Hun havde været så tilskadekommen at vis ikke hun var blevet forvandlet havde hun været sten død som 18 årig.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 23 sep - 19:33

Hun ville betale for poserne med blod, selvfølgelig havde de brug for penge. Men dette var ok, som når de fodrede de hjemløse, eller vagabonder. Hun sagde dog ikke nej til det, hun nikkede bare kort. Hvis hun aldrig kom med pengene, ville Rose dog ikke have noget imod det. Hun ville dog nok blive en smule overraskede hvis Panthea kom med penge, for de poser hun havde snuppet.
Rose nikkede til hendes ord omkring blodet. Dog dem der drak hendes blod, endte altid med at udbryde en misfornøjet lyd, i det hendes blod efter kort tid ville begynde at smage af jern, som om du sad og slikkede på jern. Hvilket nok var grundet hendes blods evne, det at når de drak en bestemt mængde af det, endte de tit med at få deres menneskelige sjæl igen. Deres hud ville kunne klare solen, samt det at de ville kunne indtage menneske mad, og smage det. Dog ville det forsvinde langsomt, og man ville aldrig kunne blive til et menneske igen, selv hvis man drak alt hendes blod.
Det udtryk Panthea lavede mens hun drak elver blodet, fik Rose til at smile ømt. Det var helt rart at se en person nyde noget sådan - Rose oplevede kun Joaquin der kunne nyde en form for mad, på samme måde som Panthea. De to måtte være specielle, samt have en underlig form for opvækst. Hun tog en dybindåndning, da lyden af Pantheas stemme lød endnu engang. Hendes far var køn? En lav latter blev holdt skjul bag hendes hånd. Det var der alt for mange der mente, hvilket hun ikke altid vidste hvordan hun skulle tage det. Det var en mand, som fik flere komplimenter, end hun selv gjorde. Og hun var endda kvinde, burde være mere feminin. "Han er og bliver en køn kvinde... Han er fantastisk til at forklæde sig, første gang han gjorde det, kunne jeg næppe selv kende ham. Nu ligger jeg mærke til de få, meeeget få tegn han har, på at det i virkeligheden er en mand." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens hånden lagde sig i hendes skød.
Hendes anden hånd sad dog stadigvæk med blod posen, hvor begge hænder blev forenet, mens hun stirrede ned på posen. Når hun prikkede sine tommelfingre ned i den, var det som om alt blodet opslugte luften, og omvendt når hun fjernede dem. Hun nikkede blidt til hendes lave ord, om at miste nogle. "Sådan er det vel, alle mister en person." Hun så kort op på hende, hvor et skævt smil denne gang havde sat sig på hendes lidt kantet ansigt. "Hun døde dog med et smil på læben, som om hun havde nået højde punktet på sit liv... " Endnu engang så hun ned på posen. "Jeg håber selv, at jeg forlader verden med et smil på læben." Hun forsatte dog med at lege med posen, da hun sagde at hun legede med hendes mad. Det var jo enlig rigtig, dette var ikke bare en pose, men rent faktisk en pose med mad. Hun lo kærligt og lagde den ned i spanden igen. "Undskyld, det føles bare sjovt at røre ved." Hun så Pantheas smil, denne gang var det stort. Mere tydeligt, og nærmest varmt. Hvilket fik hendes hjerte til at slå kort, kvinden var smuk, rar og sikkert velkendt omkring sig. Rose fik selv et kærligt smil på sine læber, uanset hvad ville Panthea helt klart være smukkest, med et smil på sine læber.
Hun rystede blidt på hovedet. "Nej, han mangler mig ikke... Jeg blev sendt her ned, fordi der enlig ikke er så mange folk denne gang. Det er mest om natten folk kommer ind, det er der folk ønsker at drikke, og vil have aftensmad." Hun så op mod loftet.
Hun lagde en finger på sine læber, mens hun kiggede tænksomt rundt. Hvad skulle hun sige om sig selv, hun var næppe særlig spændene. Og som altid ønskede hun ikke at komme ind på de deprimerende emner, hvilket nok var det mest spændene omkring hende. "Der er ikke så meget om mig, som er særlig spændene." Hun så blidt på Panthea. "Jeg er meget naiv, siger folk tit. Jeg elsker at lave mad, synge og uhm.." Hun satte sig til rette, mens hun kiggede ned på spanden enkelte gange. "Jeg holder af alt i verden. Kan næppe dræbe ting, medmindre det er myg." Hun smilte en smule akavet, myg. Myg var trælse, fik det til at klø og kunne holde en vågen i løbet af natten, hvilket gjorde at hun ikke havde det største problem med at dræbe dem.
"Hva med dig? Fortæl om dig selv" Samtalen begyndte at køre hen på et mere hyggeligt spor, som var de allerede venner. Hun smilte spændt på at høre om Panthea, det var nok den at hun sjældent snakkede med vampyr. De gik mere efter at drikke hendes blod, også forsvinde igen. Ikke at det gjorde hende noget, men det gjorde det bare en smule spændene, nu hvor hun kunne snakke med en.
"Så du ikke lejemorder." Hun nikkede, og smilte kærligt. "Det er altid noget." Hun gabte kort, det var skam også en smule underligt at være i den kolde kælder. Man kunne ikke engang se om solen var oppe, eller om hvor langt den var gået ned. Følelsen af tid, forsvandt bare.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 23 sep - 23:56

Panthea kiggede på Rose og et svagt grin undslap de blege læber idet hun undskyldte for lege med hendes mad. Panthea lagde hovedet en anelse på skrå, hun kunne faktisk lide Roses selskab og det var selvom hendes skaber havde sagt at de var højere stående end mennesker, men denne sårbare lidt naive kvinde mindede hende så meget om Pippin at det gjorde en smule ondt, men Panthea ville normalt blive vred, men hun kunne bare ikke på Rose det var som om hun vækkede noget i hende som hun ikke havde haft siden Pippin hun ville beskytte Rose med sit liv. Hun trak vejret en smule tungt og rakte ned efter en pose mere. Hun vidste at jo mere hun drak jo bedre healede hun og hurtigere kunne de komme ud af hinandens hår, selvom Panthea egentlig ikke ville, men hun var stadig bange for virke svag vis hun var ven med et menneske ville  hun med sikkerhed blive set som svag af mange af de andre væsner. En ting fyldte meget i hendes liv især efter hun blevet vampyr og det var ikke at virke svag, det var også derfor hun holdte sit liv som menneske hemligt. Hun betragtede Roses ansigt, hun ville ikke kunne lide hendes historie, men på den anden side så vidste hun heller ikke om hun ville dele den med Rose af den simple grund at hun ikke var sikker på de overhovedet ville komme til se hinanden igen efter dette. Hun blev en smule stiv i ansigtet og man kunne ikke aflæse hvilket følelser der løb igennem hendes hoved ved se på ansigtet. Hun bed sig svagt i læben imens hun lyttede til hvad Rose sagde om hendes far, et svagt smil ramte igen hendes læber  ” med så flot en far kan du da ikke være andet” sagde hun med  en drillende tone og grinede svagt.
Rose var virkelig ikke slem og hun var alt andet end bare en madpakke Rose var alt det hun engang havde drømt om at være, men med Pantheas historie var hun dømt til at være ond, men måske handlede ond om de valg man tog og ikke en historie, men den kunne nu være med til at skubbe en imod de forkerte beslutninger. Hun kiggede på Rose selvfølgelig måtte det spørgsmål komme.
Hun blev tænksom og en smule fjern de minder som var forbundet med hendes fortid inden hun blev vampyr var dyster og indebar en masse sorg, men på den anden side så havde den gjort det meget nemt falde i hendes nye rolle som vampyr. Hun havde altid hadet mennesker fordi de havde været skyld i så meget sorg i hendes liv.
Panthea kiggede til sidst på Rose og blev mere til stede igen ” jeg tror ikke du ville kunne lide den” sagde hun stille og vidste ikke rigtigt om skulle starte, for hun ville ikke gøre Rose ked af det på grund af hende og Panthea var sikker på at det ville påvirke hende også selvom hun ikke kendte Rose særlig godt.
Tidsfornemmelse var noget man mistede ved at man var et sted hvor man ikke kunnne se solen eller en klok, det var noget hun havde lært på den hårde måde som slave. Hun var som slave ikke ret vigtig og da han havde fået nok af hende fordi han ikke kunne sælge hende og folk kom tilbage med hende, ja så dræbte man da slaven som voldte problemer. Hun havde været død vis ikke det var fordi hendes skaber var kommet. Selvom det var så mange år siden huskede stadig hvor smertefuldt det var hver gang kniven ramte hendes hud og skar igennem den som smør. Hun havde ikke haft noget valg. Det var det et spørgsmål om liv elller død og det at blive forvandlet havde givet hende en form for mor som givet hende tryghed og stabilitet. Panthea vidste bare at vis hendes skaber hørte dette her ville hun sikkert blive skuffet, men hun kunne ikke gøre det fordi Rose mindede om Pippin og desuden havde hun reddet hende.
Panthea kendte ikke mange mennesker som ville gøre det for en gnaven vampyr som havde gjort sit for ignorede den fremmede som slet ikke virkede så fremmet når det kom til stykket, faktisk kendte hun ingen før hun havde mødt Rose.  Pigen havde smilende gået ind til det fanget monster og blevet. Panthea havde sænket sin sidste forsvarværker og pigen borede sig langsomt ind i det døde hjerte.
Panthea sad lidt og kom i tanke om at hun havde været stille ret længe hun rømmede sig svag ” jeg boede på børnehjem til jeg blev 15, der startede en dreng som jeg reddede fra død” sagde hun det tydeligt svært for hende og hun måtte flere gange synke for at hun kunne tage sig  sammen ” han spiste en giftig plante i min urtehave og som tak startede med drille mig ved at kalde mig for heks” hendes stemme var meget tynget af det og kiggede på Rose for at se om hun skulle forsætte. Det værste var dog ikke kommet endnu, men det vidste hun det ville og Panthea ville ikke forsætte vis det betød at Rose blev trist eller ked af det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 24 sep - 19:17

Pantheas drillende tone, fik kun Rose til at ryste blidt på hovedet, samt undslippe en altid så blid latter. "Måske hehe." Hun lagde en hånd på sine ribben, hvor hun lænede sig en smule mere frem. Hvad skulle hun gøre hvis hun endte med at få det dårligt her nede, hvordan ville Panthea reagere? sikkert som alle andre gjorde, hun smilte for sig selv. Hvilket nok bare virkede som om hun smilede, til Panthea. Eller nok mere, bare at hun smilte, kvinden slap jo sjældent smilet fra sine læber.
Hun lagde godt mærke til den afstand Panthea langsomt gik i, med sit blik der langsomt blev mere og mere fjernt. Kunne Panthea virkelig have så dyster en fortid, at det ville kunne drive hende så langt ud. Hun så kort mod gulvet, inden hun adskillede sine læber. Hun behøvede jo ikke at svare, det skulle helst ikke presses ud af hende. Dog fik hun sagt noget før Rose, hvilket kun fik det til at snurre en smule i hendes mave.
"Det jeg ked af." Lød det fra hende, det Panthea jo enlig hentydede til, var at hun havde haft det forfærdeligt. Hvorfor skulle hun ellers ikke ville kunne lide den, hun kunne ikke komme på andre grunden. Kort bed hun sig i underlæben, hvor hun så mod væggen. Måske skulle hun ikke have spurgt, måske burde hun i stedet skrifte emne, så Panthea ikke ville komme til at minde sig selv om de mørke tider i livet?
"Dog tror jeg bare, at jeg ville være glad for at vide en smule om dig... " Hun lagde blikket på Panthea igen, hvor hovedet gled en smule på skrå. "Måske bare om din opvækst, eller måske om hvordan det er at være vampyr?" Hun sendte hende et blidt smil. Ens opvækst kunne umuligt være helt forfærdelig, hvilket hun fik svar på, kort efter hun havde spurgt.
Et børnehjem, det havde de vidst intet af i doomsville, Havde de? Hun havde endnu ikke set nogen, heller ikke efter jordskælvet. Så måske de ikke havde nok indbygger, samt børn til det?
Hun lagde mærke til hendes måde at snakke på, det virkede til at tage hårdt på hende. Hvorfor tog det så hårdt på hende? Det burde da være en glæde, at redde en person fra at dø. Rose havde på en måde reddet Panthea, eller... Det vidste hun jo ikke helt selv, måske hun ville overleve af sig selv. Så hvem vidste, om hun overhovedet havde været til nogen gavn for Panthea.
Da Panthea så op mod Rose, lagde Rose armene om Panthea og trak hende tæt indtil sig, lod Pantheas hoved hvile på hendes skulder, mens hun kærligt lod sine hånd køre fra Pantheas hoved og ned af hendes ryg. "Du behøver ikke snakke om det, hvis det er forfærdeligt at snakke om." Hendes stemme var varm, som når ens mor havde armene om en og varmen strømmede igennem en. Præcis som de gange man havde været syg som lille, og moren havde lagt og nussede en. Følt sig underligt tryg, på trods af at man på nogle punkter ville føle sig alene.
Rose lukkede sine øjne i, hun ønskede ikke at gøre Panthea trist. Hendes spørgsmål skulle bare glemmes, hvis det fylde så meget, at hun havde svært ved at synke. Hendes kram var varmt og blidt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 24 sep - 21:22

Panthea vidste ikke rigtig, men så skete der noget hun overhovedet ikke havde regnet med pigen overraskede hende hele tiden og så igen. Hun befandt sig i et kram hendes hoved var så tæt på Roses hals at det for hende igen virkede lidt som om hun havde et ønske om at død, men så faldte hun lidt til ro og hendes krop blev mindere stiv ” det var ikke det værste der skete” mumlede hun svagt og sikker på at hun kunne høre det fordi de var så tætte i deres kram eller det ville sige Roses. Det var vidst lidt tydeligt at denne gestus som Rose havde givet hende var en hun slet ikke  var vant til og hun havde tabt blodposen i ren overraskelse over at pigen igen gjorde noget der virkede så forkert, ikke sagt at krammet ikke var godt for det var det, men det var mere at hun stadig så sig selv som farlig for Rose og udover det så hun sig selv som en man ikke kunne stole på. Panthea nikkede da hun sagde at hun ville høre hvordan det var at være vampyr, men hun undrede sig en smule over hvorfor hun ville vide det, for det var ikke særlig spændende og der var også bare mere blod og ødelæggelse ” Pippin du minder mig om Pippin ” sagde hun for at ændre retning over til noget godt i hendes liv inden hun blev til hvad hun var i dag. Panthea havde altid vidst at hun skulle blive til noget stort, men hun havde aldrig regnet med at det var som vampyr.
Panthea fortrød intet selv ikke det med se sig selv som hævet over menneskene for de havde jo forvoldt hende en masse smerte, hun vidste godt at det var for meget længe siden og at hun nok ikke burde se dem sådan, men det gjorde hun stadig.  Rose fik hende måske ind på et spor hvor det ikke var alle som var onde og ikke var værdige nok til hendes tid.
Hun lyttede svagt til lydene som Roses åndedræt og hendes hjerteslag. Hun vidste ikke rigtig hvad skulle gøre, men hun trak sig ikke fra deres kram. Hun lukkede svagt øjnene og kom til tænke på hvordan hun havde siddet med Pippin på  denne måde, når han var ked af det eller nogle af de større børn havde drillet ham. Det var bare anderledes denne gang for det var Rose som havde trukket hende ind i dette kram som var så varmt og rart at det smeltede resten af den tivil hun havde. Panthea ville være del af denne piges liv selvfølgelig vis Rose ikke havde lyst ville hun forsvinde og aldrig komme tilbage, men hendes far ville sikkert blive glad vis hun forsvandt.  
Panthea blev aldrig klar over om det var gået op for ham at hun var et af nattens væsner, men hun bekymrede sig ikke videre over det. Panthea kunne godt forstå vis ikke han ville havde hun skulle være tæt på hans datter. Sådan havde hun haft en gang for mange år. Siden ” hvor gammel er du?” spurgte hun lige pludsligt. Hun ville gerne vide det hun havde tænkt at Rose og hendes krop måske var jævnaldrende, men da var alligevel et eller andet som fik hende til at tivile og desuden syntes hun at samtalen var ved at køre for meget over på hende. Derefter vente hun blikket imod døren som om ved at stirre på den kunne hun se hvor lang tid der var til at solen gik ned.
Panthea havde mistet sin tidsfornemelse og anede ikke hvad tid på dagen det var og på den anden side havde hun en lyst til at skulle op se hvad hendes fars forretning indebar. Rose havde gjort hende nysrrig og ikke mindst hendes far havde gjort hende nysrrig.
Hun stod betragtede døren længe inden hun vendte sit blik imod Rose ” du kunne måske ikke gå  ud se hvor lang tid vi har siddet her ?” spurgte hun og trak sig ud af deres kram. Panthea ville ikke gøre hende noget og det var  hun sikker på at Rose vidste for desuden ville Rose ikke give hende det kram. Vis ikke hun stolede på hende. En engenskab hun fandt underlig ved mennesker var de var så hurtige til at stole på folk, men måske var det fordi hun fandt det så svært at hun at syntes det var så underlig for folk som intet problem havde med at stole på folk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 25 sep - 11:32

Rose tænkte skam sjældent over de ting hun gjorde, hvis hun følte at hun gjorde det rigtige, og ikke skadede nogle, ville der jo ikke være noget ondt ved det. Sure, det var da en smule akavet, men det betød ikke at hun havde noget imod at kramme Panthea, hendes krop var kold, men hendes ånde virkede varm. Hvorfor skulle hun holde tilbage med et kram, et kram hjalp engang i mellem. Man kunne miste følelsen af at være alene igen, men derimod kunne man risikere at føle en underlig banken i hjertet, eller få blodet til at stige en til hovedet.
Hvilket skete tit når Xander svang sine arme omkring Rose, hvordan skulle hun helt beskrive det, alt hun vidste var bare at hun følte en underlig form for glæde, men sorg på samme tid, når han svag armene omkring hende. Alle bekymringer kunne forsvinde fra hende, mens de på samme tid sprang efter hende, som havde hun været fanget i et underligt hul, hvor hun kun var alene igen og igen. Til varmen fra hans ånde, følelsen af hans hjerte der bankede kunne få hende til at svinge modet mod en anden horisont. Det var sikkert underligt for andre, men for hende, var hun skam bare glad for at føle et kram, bare engang i mellem. Et kram der ikke kun stammede fra hendes familie, et kram der sikkert kunne betyde så meget mere, end hvad hun gav det Credit for.
Pantheas stemme fik hende til at smile kort. ”Det er sjældent det værste, men du behøver virkelig ikke at forsætte hvis du ikke ønsker at forsætte. Det var ikke meningen at jeg ville såre dig, eller gøre dig trist.” Hun klemte sine øjne sammen en smule, hvor hun knugede Panthea ind til sig. Det kunne godt være hun ikke ønskede krammet, og på samme tid ønskede at Rose bare slap hende, men lige nu var det næppe en mulighed. Som hendes mor altid havde sagt til hende. *Sorg kan krammes væk, da du er en svamp! Så længe der er en i dine arme, vil du kunne suge sorgen ud af personen, skabe nye minder og smide sorgen et andet sted hen. Det kan godt være den er der endnu, man kan aldrig helt få sæben ud af svampen, så smil og hold dig i nærheden af en person med åbne arme. * Det var underligt sagt, hun forstod det aldrig, og forstod det stadigvæk ikke. Det betød dog ikke at hun glemte hendes ord, der var en mening med dem, og en dag ville hun helt klart kunne forstå meningen med det. Måske var det grundet hendes alder, at hun endnu ikke fattede hvad hun havde sagt.
Stemmen der udtalte et navn, fik Rose til at smile kort. Så hun mindede altså om en anden person, ikke at det måtte være helt forfærdeligt. Så længe denne Pippin, var ok. Hun kunne lige se at denne Pippin i virkeligheden var forfærdelig, at det var en person der skabte sorg, vold og andre ting omkring sig. Derimod måtte det jo ændre sig på et tidspunkt, Rose så i hvert fald ikke sig selv som en person der skadede andre folk. Ud over de gange der skete noget mellem, nogle fulde folk. Hun ønskede ikke at skade dem, men fandt sig heller ikke i at blive slået. Hvilket gjorde at hun kunne finde på at skubbe dem, som kunne få dem til at falde til jorden. Hun ønskede godt nok ikke at skade dem, men hun ønskede heller ikke at føle smerte i kroppen!
”Jeg håber det er en god ting, og ikke en forfærdelig ting at jeg minder om Pippin.” Hun kørte sin hånd op og ned af Pantheas ryg, af en grund var det meget rart at kramme hende. Som om det hjalp Rose mere end Panthea.
Hendes alder, fik hende til at smile kærligt. ”17… Hva med dig?” Det ville ikke overraske hende hvis Panthea var omkring de 100 år, det var der efterhånden mange vampyr der var. Derimod lignede hun bestemt ikke en ældre kvinde, mellem de 20 – 30 år. Det var dog ikke ment ondt.
Langsomt blev hun skubbet ud af krammet, for at give Panthea sin frihed igen, slap hun hende og smilte kærligt. ”Undskyld, hvis det var en smule akavet, da jeg krammede dig.” Det kunne have være værre, hun kunne have kysset hende. Ikke at Rose var til dette køn, hun var derimod bare ikke en der ønskede et forhold. Ej heller at kysse fremmed folk.
Hun nikkede til Pantheas spørgsmål og rejste sig roligt op, hvor hun så tilbage på hende og smilte kærligt. ”Er der noget jeg skal tage med ned til dig nu hvor jeg er der oppe?” Hun ventede lidt på et svar, hvor hun først gik ovenpå efter hun havde fået svar. Hvis hun skulle hente noget, kom hun ned med den og hvis ikke, var hun hurtigt nede igen.
Hun satte sig ned foran hende igen. ”Solen er på vej ned, og siden vi ikke rigtig har ” Rose var helt klart en person der stolede alt for nemt på forskellige mennesker, hvorfor kunne man vel spørger. Det handlede nok om hendes opdragelse, samt det at hun selv mente at det tog alt for langtid at gå rundt og være usikker, heller stole. Hvis folk gjorde en ondt, havde de sikkert en grund til det. Så hvorfor holde sig fra personerne omkring dig, når de sikkert har det forfærdeligt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 25 sep - 19:17

Panthea smilede svagt idet Rose spurgte ind til krammet, rystede hun svagt på hovedet ” jeg bare ikke vant til at folk krammer mig frivilligt” sagde hun og kunne ikke mindes at det var sket med mindre de mænd hun var stødt på ville have noget fra hende og det var endt med at de var døde bagefter. Hun smilede svagt og samlede den tabte pose op kiggede på den, hun anede ikke hvorfor hun havde taget den, men nu vidste hun ikke rigtigt om hun ville have mere og lagde den i spanden igen. Hun betragtede spanden i kort tid inden Rose svarede på hendes spørgsmål. Panthea vidste ikke helt om skulle fortælle hendes alder, men når hun havde spurgt kunne hun vel ikke forvente at spørgsmålet ikke ville komme tilbage. Panthea havde altid set en del ældre ud end hun var, men nu var det en smule anderledes for var nu hun faktisk meget ældre end hun egentlig så ud i stedet for. Hun trak vejret tungt ” min krop er atten, men jeg ved godt den ikke ligner en på atten. Jeg har altid set ældre ud” sagde hun og huskede at hun var en af de første på børnehjemmet som havde fået kvindlige former og det havde selvfølgelig heller hjulpet på deres drillerier. Hun smilede svagt ” men jeg langt ældre end man skulle tro” sagde hun, men afslørede ikke hvor gammel hendes sind var, men Panthea var klar over at hun var langt ældrede end mange af de andre vampyrer, men det var ikke noget hun gik op i som sådan. Hun talte stadig, men fejrede det ikke mere. Når man nåede så højt op i aldre var der andre ting som blev vigtigere.
Hun smilede svagt og lod blidt en hånd kærtegne Roses bløde hår ” han var en dreng jeg mødte for mange år siden, jeg var stadig menneske, vi var begge slaver og slavehandleren kunne ikke sælge os. Han var lige så sød og naiv som dig, fem år gammel og som en bror for mig deværre døde han fordi jeg ikke var opmærksom nok” sagde hun igen var der en smule smerte i hendes stemme, men kun ganske kort for hun ville ikke risikere at Rose blev ked af det ” jeg husker det som var det i går og smerten ved miste ham er nok en af grundene til at jeg hader din race så meget” sagde hun og vidste godt at  det ikke helt var sandt der var også andre ting som spillede ind, men dem ville hun ikke komme ind på endnu ” jeg ændrede mig fuldstændig,  jeg blev kold og fjern. Hver gang nogen kom tæt på skubbede jeg dem væk ved at sparke og slå” sagde hun og lod blikket ramme jorden ” det var som jeg døde den dag sammen med ham” sagde hun havde egentlig ikke tænkt så meget over det før hun sad her med Rose. Hun bed sig svagt i læben som hun altid gjorde når hun tænkte. Panthea smilede for at vise Rose at hun ikke skulle være ked af det ” nogle få måneder efter blev slavehandleren så vred på mig at han tog mig med ud bagved i en gyde og ville have dræbt mig vis ikke det var for min skaber så ville jeg havde været død af mine sår” sagde hun og nu havde Rose næsten alligevel fået hele hendes historie og hvorfor Panthea hadede mennesker så meget, men de mennesker som levede i dag var jo ikke skyld i det, men hun havde brugt så lang tid på at hadede dem og ikke nok med hun blevet lært at man kun skulle se dem som mad så det havde bare gået hånd i hånd og jo ældre hun blev jo mere kom hun til hade dem og jo svære blev det ikke at hade dem.
Panthea smilede igen, hun følte for første gang siden at han døde at hun måske med Rose hjælp kunne blive fuldendt. Hun havde følt sig så splittet sinden hans død og havde ikke rigtigt kunne finde trøst i andet end hendes skaber, men måske det var ved at ændre sig. Panthea ville nok ikke erkende det vis hun blev spurgt og desuden kendte hun ikke denne pige særlig godt, men vis hun nu kunne  holde kontrakten ville kunne lærer dette menneske vis far udgjorde en flot kvinde at kende. Faktisk fandt hun Roses familie en smule underlig, men hun skulle vel ikke snakke for højt. Da Rose spurgte om hun skulle tage noget med tilbage rystede hun på hovedet hun havde vidst rigeligt. Og idet Rose gik tog Panthea posen fra før og drak den. Panthea kiggede ikke på Farvene hun kunne godt lide at blive overrasket. Hun ventede og det varede dog ikke længe før Rose kom tilbage det ville ikke vare længe før hun kunne komme ud af denne kælder. Hun betragtede Rose ” fryser du ikke?” spurgte hun og kom i tanke om hvor kold kælderen var og for mennesker var det ikke altid godt at blive kolde det vidste hun alligevel, men pigen havde ikke sagt  noget om det før og de havde sikkert siddet her længe. Det påvirkede ikke hende på samme måde som det påvirkede mennesker. Rose kunne jo blive syg. Hun kiggede på kjolen og lagde den ned over Roses ben, det var ikke den bedste måde at holde hende varm på, men det var bedre end ingenting. Et svagt næsten storsøster agtig smil ramte hendes læber, men det var hurtigt væk igen og erstattet med et varm smil.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 25 sep - 21:26

Rose smilte en smule akavet, det var der enlig ikke mange der var. Det var sjældent folk var vantil at blive krammet, især nu hvor Rose halvt halvt var en af den mange fremmed folk man kunne møde. Hun lagde hovedet en smule på skrå, og grinte akavet. "Undskyld." Lød det endnu engang fra hende, med et kærligt smil på sine læber.
Hun nikkede til hendes svar omkring alderen, hun undgik at svare på hvor gammel hun enlig var. Hvilket Rose denne gang ikke tillod. "Så hvor gammel er du? Din krop er atten, men hvor gammel er du ellers?" Hun så blidt op på hende, med spænding i sine brune øjne. Lyset over dem, var allerede ved at brænde ud, hvilket var et tegn på at de havde siddet her nede i nogle timer.
Den bløde hånd der kørte over hendes hoved, fik hende til at smile. Det var efterhånden længe siden nogle havde gjort dette, det var rart. Gav en underlig følelse, men rar. Den var svær at forklare, det virkede bare underlig og rart på samme tid. Hun var jo ikke et barn længere, men kunne nu godt lide følelsen af at blive kærtegnet eller rost en gang i mellem. "Det jeg ked af" Hun så ned mod gulvet.
Så hun mindede om en død ven Panthea havde, hvilket kun gjorde hende mere trist. Det fik endnu engang følelsen af isulation til at springe over hende, hun burde ikke være her. Hun burde ikke snakke med Panthea overhovedet, ellers ville chancen for at få endnu en person til at græde, når hun en dag gik bort. Hun ønskede ikke at have folk til at fælde tåre, fælde tåre bare på grund af hende. Hun kunne jo intet, hun var ingen gavn for samfundet, så hvorfor skulle folk også græde.
Hun rystede blidt på hovedet, endnu engang tog de mørke tanker over hendes sind. Hun formede et falsk smil på sine læber, det gjorde ondt. Alting var begyndt at gøre ondt igen, men at virke trist, ville ikke bringe nogle gavn for nogle af dem overhovedet.
"Du har måske ændret dig en smule, men ændre vi alle os ikke, fra person til person?" Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Jeg er meget anderledes sammen med Joaquin, min bror.. End jeg er sammen med Xa.. Xander..." En lille rødmen bredte sig over hendes kinder, i det navnet Xander blev sagt højt. Indeed, hun var meget anderledes omkring Xander, i følge hende. Andre ville nok mene at hun var den samme omkring alle, men i følge hende, blev hun mere klodset og genert omkring Xander.
Hun så endnu engang op på Panthea mens hun snakkede. Hun ville have været død? Underligt, underligt at tænke over. Kunne man blive ændret fra en race til en anden, også gå rundt som var det ingen ting... Måske var det, det Rose skulle gå efter? At skifte race, så hendes sygdom måske ville forsvinde. Men hvem vidste noget om dette, måske Sygdommen påvirkede andre racer værre. Hun sukkede blidt, hvorfor også lige tænke på død nu?

Hun kom tilbage efter kort tid, da Panthea ikke ønskede noget. Hun kom dog ned og skiftede stearinlyset, hvor hun satte sig ned endnu engang. Da Panthea trak kjolen over Roses ben, smilte hun kærligt. Hun havde ikke forventet det søsterlige smil Panthea sendte hende, som var de søstre, der havde ødelagt noget ovenpå og nu gemte sig nede i kælderen, for ikke at få ballade af forældrene.
"Jeg fryser en smule, men det skal nok gå" Hun smilte kærligt. "Hva gør du når solen er væk? Smutter du hjem, eller til læge med såret?" Hun vidste endnu ikke helt hvordan vampyr healede, især ikke når Pantheas sår healede så langsomt.

((Undskyld hvis det er et lidt kedeligt svar >.<))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 25 sep - 22:31

Panthea bed sig svagt i læben og lagde hovedet en anelse på skrå så Rose ville gerne vide hvor gammel hun var. Hun set meget i sit liv som vampyr og hun var meget gammel, folk sagde at man blev viser med alderen, men hun var vidst ikke den klogeste, men lige modsat. Panthea kiggede på hende og en lille trækning i hendes mundvig som ikke var til tolke kom til syne ” jeg er 1400 år” sagde hun og anede ikke hvordan Rose villle reagere, men det gjorde hende ikke noget vis hun reagerede dårligt for vis man skulle sætte sig i Roses sted og en hver andet mennske som havde så kort tid leve i for dem kunne det med at være så gammel som hende være svært at fatte at noget kunne være så gammelt og stadig se ud som hun havde gjort for mange år siden. Panthea havde opgivet så meget og havde egentlig ikke haft noget valg. Hun kiggede på Rose ” lad være med at være ked af det” sagde hun og smilede kort, det  var  dumt bruge tid på være ked af det især når man havde så lidt tid leve i som Rose havde som memmske, men Panthea var faktisk ikke ked af tabet mere for havde det ikke været for Pippin så havde hun aldrig mødt Rose. Hun lod den hånd hun havde strøget Rose i håret med falde ned til jorden. Panthea trak kort på skulderne hun anede ikke hvad hun skulle lave, men vis Rose ville have hun blev kunne hun godt blive lidt længere. Vis de snakkede længere end forventet kunne hun igen søge tilflugt i kælderen. Hun havde fundet kælderen rar og hyggelig, det var det sikkert ikke mange der syntes, men den havde givet hende en form for ro som hun ikke kunne have der hjemme. Panthea havde en del at se til når hun var hjemme ved sig selv  for der var Clara en nyfødt vampyr som hun havde skabt.
Hun fangede hurtigt den røde farve i Roses kinder da hun nævnte en Xander, hun smilede svagt og gættede på at det var fordi Rose var forelsket i fyren, men hun sagde ikke noget lige med det samme, men hendes blik ramte Roses det var en af fordelene ved at være vampyr var at man ikke behøvede at være bange for at ligne en tomat. Hun havde ikke evnen til pumpe blod rundt, for rent teknisk var hun jo død og det gjorde at hjertet ikke kunne pumpe og den røde farve skyde frem i hendes kinder. Det eneste som gjorde hendes kinder bare var lidt røde og en smule varm var når hun havde spist fra et levende offer. Hun bed sig igen i læben. Panthea havde aldrig prøvet hvad det ville sige at være forelsket. Hun havde haft forhold, men når hun kedede sig så smuttede hun, men der var bare noget skræmmende ved at skulle dele sit liv med en især vis man kunne leve i uendeligheder uden at dø. Selvfølgelig med mindre du blev spidet af en pæl som ramte ens hjerte fik hugget hovedet af og blev brændt. Hun smilede venligt til hende ” fortæl mig om ham Xander” sagde hun lignede en der ville synes dette blev spændende måske hun kunne fortælle hende lidt om at være forelsket, dog ville hun ikke spørge om hvordan sådan direkte for Rose virkede gernert. Og hun ville ikke gøre hende mere flov end hun var i forvejen.
Panthea smilede kort og ” jeg vil gerne blive vis ikke det gør noget og du sagde du kunne sy min kjole, desuden vil jeg have en snak med din far om hvad vi gør med de blodposer jeg spiste, for jeg vil ikke have du får ballade pågrund af mig” sagde hun og betragtede poserne i spanden endnu en gang. Hun ville ikke fortælle hende at det faktisk var fordi Roses far havde vækket hendes nysrrighed omkring hans forretning som gjorde at han blev nød til at klæde sig ud. Desuden havde hun ikke lyst til at gå fra Rose endnu. Hun havde sat sig det mål at hun ville bruge lidt tid på at lærer hende at kende. Da Rose snakkede om at hun havde ændret sig trak hun på skulderen, hun havde ikke ændret sig ret meget siden Pippin, hun blevet i den rolle som hun havde og det ville hun nok stadig, men Rose havde alligevel åbenet hendes øjne en smule og hun vidste at det ikke var alle mennsker som var nogle sviner og hun vis gad tage sig tid til at lærer dem at kende, kunne hun faktisk lærer noget af dem.
Hun rystede igen på hovedet da hun nævnte lægen " jeg behøver ikke nogen læge" sagde hun smilede svagt imens hun tog en blodpose " jeg healer hurtigere nu hvor jeg har fået blod" sagde hun og for at understrege sin pointe samlede hun pose op fra spanden og åbnede sin kåbe så kunne se at sårene var blevet en smule mindre siden sidst. Da hun var sikker på at hun havde fået sin pointe igennem så lukkede hun den igen og smed posen fra sig og den landede i spanden.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tirs 29 sep - 15:25

(( Er det ok hvis jeg springer i tiden :O? Bare så det er nat, og de måske har siddet dernede i længere tid end forventet?))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tirs 29 sep - 20:21

// selvfølgelig det gør du bare Smile//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tirs 29 sep - 20:42

1400 år gammel, det var meget. Hun kunne kun forstille sig, alle de ting hun måtte have oplevet. Et lille smil formede sig på hendes læber. "1400 år... Der må være så meget du har oplevet... både godt og ondt, men... Du har set verden ændre sig... Gid jeg kom til det." Hun lagde hovedet blidt på skrå og sendte hende et kærligt smil. At se verden ændre sig, nye opfindelser, bare se alting ændre sig langsomt, måtte være herligt. Samt se verden.
"Ked... Eh... Undskyld." Hun lagde sine pegefingre på sine kinder, hvor hun roligt trak sin mundvig op - For at danne et kærligt smil. "Ingen tristhed her..." Hun gjorde som altid sit bedste for at gøre folk glade, samt holde sit humør oppe. Det at snakke om død, og triste ting, var aldrig hende. Hun kunne ikke så godt tage tanken om død, eller bare tanken om hvad der ville ske efter man døde. Hvad skulle hun gøre, hvis man endte et sted.... Hun rystede blidt på hovedet, endnu engang var hun på vej ud i et loop, der ville fange hende i et mørkt rum.
Panthea der spurgte indtil Xander, fik Rose til at rødme en smule mere. Hun kløede sig på næseryggen, mens hun roligt så den anden vej. "Uhmm... Der ikke så meget at fortælle om ham" Hun smilte kærligt. "Han er rar, smilende og har det med at virke så fjern, men på samme tid er han til stede. Han bringer altid latter med sig, og virker dum på tidspunkter.... Hans smil er varmt og altid rart at se" Hun så kort op på Panthea. "Han virker til at kunne lide brætspil... Han spiser næppe mad, da han er dæmon, så han lever af sjæle. Men virker aldrig til at spise dem forsjov, han er omsorgsfuld... uhmm" Hun kløede sig i nakken. "Han... Han er en rigtig god ven... Man kan vel godt sige at.." Hun lod sine fingre prikke mod sin pegefinger, mens hun så ned på sine hænder. "At jeg er blevet vild med ham... Han kyssede mig engang, hvor jeg sagde det ikke gik... Men jeg ser ham tit i byen, med en ny kvinde... Aldrig den samme, hvilket får mit hjerte til at slå på en underlig måde." Hun så op på hende, med det altid blide smil. "Undskyld, det er nok ikke lige hvad du ønsker at høre... ikke fra et barn som mig." Hun sukkede blidt, inden hun satte sig ovenpå sine hænder, for at få varme i dem.
Hun nikkede til at hun måtte blive, selvfølgelig måtte hun det. "Når aften springe over himlen, kan vi gå ovenpå, hvor jeg kan sy den... Og angående min far... du skal ikke bekymre dig, han er meget rar, men jeg holder dig ikke fra at tale med ham." Hun viftede kærligt med hånden.
Rose så på såret, hvor hun med et lagde hænderne sammen og smilte varmt. "Det glæder mig, spis endelig så meget du har brug for." Hun ønskede ikke helt at lade Panthea, eller nogle andre gå, hvis de var såret. Det kunne ske at såret forhindrede dem i at flygte, hun havde før hørt om vampyr der blev jagtet, bare fordi de var den race. Så at lade Panthea gå uden at det sår var healet, virkede ubamhjertelig for hende.

((Springer ikke alligevel, men kan ske at jeg gør pludseligt. BAM TIMELORD XD!))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 30 sep - 1:07

Panthea grinede Rose lignede en der drømte om at være så gammel som hun egentlig var, det første gang i lang tid at hun grinte hvor hun mente det og ikke fordi hun skulle lokke nogen grinet var varmt og normalt ville hun aldrig grine med mindre der var sagt noget sjov imens hun jagede og det var en hun jagtede som sagde det, men det grin var ikke koldt, men det var heller ikke varmt og rart. Det var en mellemting og vis man vidste hvad hun var ville man aldrig stole på hende med sådan et grin. Hun var der vidst ret kedelig hverken smilede eller grinede dog rynkede hun spørgende brynene sammen hvorfor ville hun det. Der skete alligevel så meget og man kunne ikke huske halvdelen af det der var sket i ens liv, men det  behøvede man vel heller ikke ”hvorfor så ikke finde en vampyr og spørge?”spurgte hun og fattede ikke helt hvad hun mente for der vrimlede med vampyrer som nok gerne ville skabe hende. Panthea smilede opmunterende det var ikke så slemt blive forvandlet med mindre man lige så bort fra tænder der skulle forbi ens hals og smerten af selve forvandlingen. Hun huskede ikke så meget om smertene ved forvandlingen for hun havde ikke været meget ved bevidsthed i de tre dage det tog for at blive vampyr. Hun havde bare hørt det gjorde ondt. Hun smilede det var så sødt at Rose rødmede da hun begyndte at snakke om Xander. Hun ville aldrig kunne rødme og det var nok den evne der fik Rose til at se så sød ud. Hun havde eller aldrig følt for nogen som Rose beskrev det, men igen hvorfor lade sig såre når man bare kunne tage det man ville have lokke med folk tage dem et stykke tid og så videre til en anden. Det med faste forhold var hun ikke god til og når man levede længe hvorfor så kun binde sig til en. Hun lod svagt en kold hånd glide ned over Roses kind, den var brændvarm imod hendes finger, hun huskede heller ikke at hun have rødmet den gang hun levede ” du er så sød” sagde hun og gav slip på Roses kinder det gik op for hende at hun med forsigtige finger havde holdt fast ved Roses kind og hage.
Nu måtte Rose da synes hun var mærkelig, men det kunne hun vel være ligeglad med, hun kunne tænke hvad hun ville bare så længe hun ikke tog afstand fra hende. Hun følte sig en smule forvirret over  at  gid hun kunne se verden ændre sig, for det det ville menneskene under inden omstændigheder alligevel med deres korte liv.
Panthea rynkede igen tænksomt sine bryn sammen da hun sagde at Xander sometider når hun så ham i byen gik han samme med andre, men aldrig den samme og med det samme lyste hun op i et smil ” det betyder sikkert ikke noget, måske han spiser af dem?” forslog hun for hun ville ikke fortælle Rose at hendes crush var en dæmon som levede af at have sex, for det var det hun gættede på han var, det kunne godt være hun vidste, men vis ikke ville Panthea ikke være den der bragte hende nyheden. Panthea havde selv engang haft et forhold til sådan en slags dæmon, men det gik ikke for hun var altid i anden række vis ikke det var fordi han tænkte på hans søskende så var hun endnu længere nede på listen. Hendes stemme havde været opmunterne ” det er fint jeg spurgte selv” sagde hun smilede svagt. Panthea havde glemt poserne med blod for en stund, men det var kun end til Rose nævnte dem og hun nikkede taknemligt, hvordan kunne en pige som Rose rumme så meget godhed.
Måske var det fordi hun vokset op i et kærligt hjem, noget Panthea ikke altid havde haft og slet ikke i sin tidlige barndom, hun var bare et trist kaptiel i verdens historie, lige meget hvor hun gik hen var der som der sket noget trist i hendes nærvær. Hun sad lidt og en tog en pose mere og sugede indholdet ud af den, hun ville ikke kigge efter farver desuden var menneske blod hendes ynglins, men det havde hun ikke syntes hun kunne sige til Rose af frygt for at hun ville blive bange for hende.

// springer bare som det passer dig og så følger jeg bare efter Oh mighty Timelord ej du gør det bare når du føler der skal ske noget nyt//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum