Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | November

Statistics
Der er i alt 294 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er skovmanden

Vores brugere har i alt skrevet 156213 indlæg in 8115 subjects

Who are you human I do not deserve this (Rose)

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 30 sep - 21:25

Hendes grin fik Rose til at lukke øjnene i, mens et blidt smil var på hendes læber. Det var rart at høre folk grine, uanset hvordan hun skulle beskrive det, ville hun altid elske følelsen af at høre en latter. Hun hørte sjældent en kold latter, de var altid varme, blide eller normale. Så de var en smule svære at beskrive for hende.
Øjnene spærrede op, da Pantheas spørgsmål kom frem, hvor hun hurtigt rystede på hovedet. "Ne-Nej... Det går ikke, jeg har intet imod vampyr, eller andre racer for den sags skyld." Hun så ned på sine ben, hvor hendes hænder knyttede en smule. "Jeg ville helst leve som mig selv, på trods af alt..." Hvis hun skulle sige sandheden, var hun bange for at leve i evighed, en evighed med den smerte hun havde, hvor den i stedet ikke kunne dræbe hende. Hvad nu hvis hun blev vampyr, og hun så i alt sin leve tid, havde sin sygdom, hvor den så ville skade hende mere, og hun altid ville have den. Det ville være som et evigt liv med tortur, så... Det var nok det der stoppede hende mest, for at blive en ny race.
Også det faktum af at hun ikke kunne klare tanken, om at såre en person, drikke deres blod og leve af det. Vampyr... den eneste race, der ikke behøvede dræbe for at få føde. Hun så kort op på hende og smilte kærligt. "Jeg tør ikke, sådan kan man vel også sige det... Gør det enlig ondt? Altså, at blive vampyr?" Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå.
Hendes snak omkring Xander var underlig, men rart. Hun havde enlig aldrig haft nogle at snakke med omkring ham, mest fordi hendes familie bestod af mænd. Og en meget underlig far, der ikke ville kunne lade vær med at være totalt akavet overfor hende, hvis han vidste dette. Hun så en smule ned, da hun kaldte hende sød. "Sød?.. Det ved jeg nu ikke, en smule naiv ja.." Hun grinte lavt af sin kommentar, mens Panthea langsomt fjernede sin hånd fra hendes kind/kæbe. "Du underlig" Lød det kærligt fra hende, hvor hun kløede sig op af armen. "Men det rart, jeg glad for du er underlig, så det ikke ment på en dårlig måde. Det gør dig bare mere speciel, og mere unik i følge mig... Underlig er et kompliment, som i at sige du er smuk, rar, sød osv" Hun løftede blidt på sine skuldre, hun forsøgte ikke at være uhøflig, men det så ud til at hun lige havde sagt noget dumt til Panthea.
Hendes kommentar omkring Xander, fik hende til at ligge hovedet blidt på skrå. "Spiser af dem? Som mad sex?" Mad sex, den måde man smed mad over ens krop, og den anden så skulle spise/slikke det af en. Bare tanken gav hende underlige billeder i hovedet, af Xander over en kvinde. Var han til sådan noget, endnu værre billeder kom, da hun begyndte at forstille sig selv i det billede. Hendes ansigt blev blodrødt, som havde det været en tomat i stedet for et hoved, på hendes skuldre. Hun hostede kort ned i sin hånd, i håb om at skjule det. "Jeg tror næppe han er til madsex, han virker næppe så pervers... Han virker mere uskyldig." Hun smilte genert, hvor hun lagde hovedet en smule ned. Hvorfor bankede hendes hjerte pludselig så hurtigt?

((Du må ikke sige til Rose at Xander er incubus XD Hun aner ikke hvad den race er, og det har en betydning i et emne med Xander.
So please no, my dear Panthea <3))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 9 okt - 10:12

Panthea kiggede på hende, og et svagt smil bredte sig over hendes læber, hun huskede ikke så godt forvandlingen som sådan, men hun huskede hvordan følelsen af den kolde hud fra Carmillas hænder da de fandt hendes nakke de var kolde som is. Hun huskede også Carmillas tænder i hendes hals, det var lidt ligesom nåle der røg igennem huden. Hun huskede også en smule smerten som hun syntes bredte sig fra halsen og igennem kroppen på et spilt sekund efter hun havde drukket blodet fra Carmilla. Hun kunne ikke rigtigt huske noget efter det for der mistede hun bevidstheden og var måske vågnen et par gange under forvandlingen, men forsvandt hurtigt igen pågrund af smerten og trætheden fra hendes sår ” jeg husker ikke så meget fra min egen forvandling” sagde hun kiggede tænksomt ud i luften hun bed sig svagt i læben så hendes spidse hjørnetænder kom til syne. Selvom de ikke var trukket ud var de stadig mere spidse end mennerskers, men hun måtte vel sige noget og det hun ville sige var hun ikke den bedste til finde ud af. Panthea havde aldrig før rigtigt skulle forklare sig over for nogen ” jeg kan huske at efter jeg havde drukket min skabers blod, startede der brændende fornemelse i min krop faktisk er der ingen ord der kan beskrive den fornemelse, men den startede ved halsen bredte sig og til sidst begyndte det at gøre ondt” sagde hun og vidste ikke helt om det besvarede Roses spørgsmål, men på den anden side hvad havde hun forventet. Panthea havde været hårdt såret og hun var jo også en gammel dame. Det hele var så fjernt et minde, men det der stod klarest var hendes første drab bagefter forvandlingen. Følelsen af for første gang ikke at være bange og føle sig svag. Hun havde ikke bare fået en gave ved at være vampyr hun havde også fået magt og en mor som hun ikke ville bytte for alt i verden. Panthea tog tøvende hendes hånd og satte den op ved hendes bryst så hun kunne mærke den manglende hjerterytme ” man dør, men er stadig levende” sagde hun og holdte den der i lidt tid før hun slap.
Panthea håbede ikke pigen ville blive for flov, men hun var nu sød alligevel når hun rødmede ” jeg havde valget imellem at dø af mine sår, eller leve som en død, uden chancen for stifte familie og få børn ja selv gå i solskin måtte jeg opgive” sagde hun drog havde hun ikke fortrudt for hun havde fået en familie i hendes skaber ” dog fortyder jeg intet for faktisk kan jeg godt lide at dræbe og du skulle vide hvor stor en magt det kan give ved at slå ihjel” sagde hun og ville ikke lyve for Rose. Panthea var ærlig og det var også en af sjældenhederne til. Panthea løg næsten altid for hun ville til hver en tid være stærk og gemme den svage pige væk. Hvilket havde lykkedes hende, men nogle få kunne snige sig ind under den mur af  bitterhed, had og koldhed hun havde bygget op for mennesker ja faktisk næsten alle racer på nær dæmoner og nu to mennsker hvis man talte hendes far med. Panthea kunne jo spise hendes nye vens far. Det virkede forkert selv på hende som faktisk altid virkede så kold  og havde det været alle andres fæder så hun havde gjort det.


// selvfølgelig jeg skal nok lade være det har aldrig været min mening at fortælle Rose det og jeg er ked af vis jeg har sagt for meget Smile desuden må du meget undskylde ventetiden på dit emme //

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 22 okt - 11:08

Rose smilte varmt til Panthea. Det var sjovt sådan at tænke over, hvordan de forskellige vampyr, enlig var meget kønne at se på. Rose mente dog at alle var kønne og smukke på deres egen måde, men vampyr var jo levende døde der gik rundt på gaden, og drak folks blod. Så det virkede måske en smule underligt for Rose at tænke over, hun havde så mange spørgsmål? Kørte deres blod rundt i deres åre, eller lå det stille i deres krop. For sav gav det ikke helt mening for hende, hvordan kunne de stadigvæk løbe rundt? Og fungerede deres hjerner, ligeså meget som hendes? Måske deres hjerner arbejdede på højtryk, i forhold til hendes?
Så måden at forvandle sig på, var altså at drikke en anden vampyrs blod? Hvordan fik man lige lavet en person om til en vampyr, ved tvang. De kunne da bare spytte det ud, hun rystede blidt tanken ud af hovedet. Det var enlig ligemeget hvordan, hun var mest nyssgerrig over hvordan det hele forgik. ”Så det gjorde meget ondt… Valgte du… Eller…. Hvordan er dine aftner så?” Panthea havde nævnt, noget med at hun var tæt på at dø. Eller havde hun kludrede nogle ting sammen?
Da Panthea pludselig tog fat i Roses hånd, så hun kort ned på deres hænder. Hvor den pludselig blev sat på hendes bryst?! Hun rødmede en smule, hun opdagede først manglen på hjerterytmen, da Panthea nævnte det. Det var rigtigt, hun havde ingen. Men levede endnu, så kunne blodet da ikke køre rundt, kunne det? Hun så med de altid blide brune øjne, op på Panthea. Det varme smil formede sig på hendes læber, hvor hun roligt lagde hovedet på skrå.
Panthea opgav enlig en masse ved at blive vampyr, hun ville ikke længere kunne stifte familie, eller føle varmen fra solen – Eller hun følte den vel stadigvæk, men den varme var vel som flammer. Hvilket nok gjorde det hele meget værre, hun så ned i jorden. ”Det jeg ked af… Jeg har altid gerne ville have børn.” Hun kløede sig kort i nakken, hvor hun grinte nervøst. ”Selvfølgelig ikke endnu, jeg er alt for ung. Men når jeg når de 20 til 30 år, så kunne jeg godt tænke mig et barn, helst en dreng… Men bare det at få et barn, er vel en lykke i sig selv.” Hun lagde sine hænder ned i hendes skød, hvor hun så ned i jorden. Hun havde så mange ting hun gerne ville, men det ville aldrig ske. Det at få børn, følelsen af at stifte familie, blive gift og skabe en større og større familie. Hun følte jo også at hun ikke kunne tillade sig, at rende rundt i et forhold. Da det bestemt ikke ville være helt fair for.
Da Pantheas ord om drab kom ud, så Rose overraskede på Panthea. Hun rystede blidt på hovedet, at føle magt når man dræbte en person, virkede underligt. Det var enlig forfærdeligt, man burde i det hele taget ikke dræbe folk og kunne lide det. ”Det… Er…. Magt kan umuligt være så godt, at man ønsker at dræbe folk. Jeg er svag, kan ikke helt klare mig selv, men vil aldrig elske følelsen af magt.” Hun så endnu engang ned på gulvet. ”Jeg ser alle folk, uanset race som en form for lige mennesker. Hvorfor er det ok at dræbe nogle, men på samme tid… Du drikker blod fra mennesker og andre folk, der kan jeg ikke se problemet. Folk dræber dyr, for at spise. Hvad er forskellen om du dræber nogle, som kan snakke med dig. Så jeg ser ikke det helt store problem, medmindre man gør det for magtens skyld, eller bare for sjov… Dræb burde i det hele taget bare undgås… Selvom jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre.” Hun lagde sin hånd tæt på hendes hjerte, det bankede underligt igen. Et tegn på at hun skulle slappe af igen, hun måtte ikke blive for overrasket. Det ville ende galt, hun kunne risikere endnu et anfald.
Hun løftede sit blik endnu engang, hvor hun spredte et smil på sine læber. ”Men har alle vampyr ikke været svage, og det er det der giver jer en form for trygheds følelse ved at slå ihjel.” Hendes stemme var rolig, dog en smule nervøs. Som frygtede hun at hun sagde noget forkert, hun ønskede jo ikke at såre Pantheas følelser.

((Du har ikke sagt for meget, ville bare lige sige det ^^ Så det ikke skete… Undskyld det lidt sene svar, håber stadigvæk det kan bruges og at du gider emne endnu.))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 22 okt - 15:47

Panthea lagde igen mærke til den røde farve i Roses kinder, men det var vel klart når man tænkte over hvor hendes hånd havde været. En af de ting som hun ikke behøvede at kæmpe med så længe at hun også kunne skjule det i stemmen. Panthea smilede svagt. Hun kom til at tænkte på hvordan hun ville havde været vis ikke hadet til mennesker havde gjort hende til den hun var, for en stor del af hvem hun var udgjorde hadet og den køllige ydre. Hun havde også sat en masse mure op for at beskytte sig selv? Det var i hvert fald det hun troede. Det og så ville hun ikke virke svag, men nu hvor Rose havde sat det sådan op så kunne hun vel godt se det, men for hende havde der aldrig rigtigt været noget valg og hadet som hun havde følt efter alt det der sket det havde hjulpet hende, men nu hvor hun snakkede med Rose var det som alt fik en anden betydning. Måske havde hun ikke brug for had, men måske havde hun bare søgt en venlig sjæl som kunne få hende på rette spor. Dog skræmmede det hende tanken om ikke at havde hadet for det havde været med hende det meste af hendes liv som vampyr. Hun havde det stadig sådan at hun heller ville død end blive god for hun passede ikke ind i verden hvor mennesker og vampyrer kunne leve sammen. Alt det hun havde lært modsagde det, men vis Rose ikke var slem så var der måske andre mennesker der var lige sådan. Hun sukkede svagt nej hun kunne ikke, det ville være forkert. Hun havde siddet lidt i sine egne tanker kiggede hun på Rose, hun havde selv en gang troet på det gode i alle, men der var lige end til det hele startede ” jeg havde intet valg, det var enten det eller død og desuden så fik jeg den familie jeg altid havde drømt om” sagde hun og svarede på det første spørgsmål. Det andet skulle hun bruge lidt tid på før hun ville svare for hun ville ikke komme med for mange detaljer, for hun ville ikke skræmme Rose ” jeg går hen til et sted hvor jeg ved der mange mennesker for at jage og nogle gange bliver jeg hjemme” sagde hun og smilede det var næsten som at sidde der hjemme og undervise Clara. Bortset fra at Rose ikke var en nyfødt vampyr og hun fortalte ikke helt hvordan på samme måde.
Hun smilede svagt, hun kunne godt forstille sig at Rose ville blive en god mor vis hun fik lov, men skæbnen var en underlig størrelse og det kunne være at hun aldrig ville nå det fordi hun blev dræbt inden. Panthea betragtede hende og sikkke nogen pæne børn hun ville få. Det var noget hun havde måtte opgive, men hun ville heller ikke blive nogen god mor. Hun smilede svagt ” jeg tror du ville blive en god og kærlig mor til Xanders børn” sagde hun og det sidste blev sagt i en lettere drillende tone. Panthea lytte til det hun sagde om dræb ” jeg hadede din race og det hjalp mig igennem skiftet” sagde hun tænksomt imens hun tænkte på hvordan skulle forklare. For nu hvor hun havde mødt Rose var det som om alt havde ændret sig. Hun hadede heller ikke Roses far. De mennesker hun egentlig havde hadede og havde startet hendes had  var alle sammen døde for længe side ” jeg mener det ikke dig jeg hader og dem som startede det had jeg føler  er alle døde, men hadet opsluger en og desuden kan jeg ikke tillade at skåne folk” sagde hun og jo mere hun prøvede at forklare jo mere lød det forkert ” jeg har ikke fortalt dig hvem min skaber er vel?” spurgte hun og blev faktisk en smule nervøs og det kunne ses ved at hun foldede sine hænder  for at folde dem ud igen og gøre det samme om igen, hendes blik blevet stift rettet imod jorden. Hun fugtede svagt sine læber. Havde hendes skaber været der havde hun uden tivil dræbt Rose uden så meget som at spørge om hendes navn. Det var næsten sket for Panthea, men Carmilla måtte havde set noget i Panthea for hun ændrede straks mening og skånede hende. Hun holdte op med at trække vejret og lyttede til Roses hjerteslag. De var hurtige var hun nervøs? Det skulle hun ikke være for Rose havde ret, men hun behøvede ikke at dræne folk fuldstændigt. Hun lod svagt et smil brede sig i et forsøg på at få Rose til at slappe af ” mangler din far dig ikke?” spurgte hun pigen måtte da fryse og hvor længe havde de ikke siddet her nede i den kolde kælder måske Rose skulle op i varmen.
Panthea rystede svagt på hovedet og rejste sig der måtte da være noget Rose kunne få varmen af, måske et tæppe. Det gav Panthea en mulighed for at komme væk fra den skræmmende tanke og måske det kunne få Rose på andre tanker vis hun nu lavede noget andet.

// jeg elsker vores emme så selvfølgelig vil jeg forsætte Very Happy //

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tirs 17 nov - 21:59

En familie hun altid havde drømt om, havde hun ikke elsket sin gamle familie? Rose så en smule ned i jorden, hun kunne ikke selv forstille sig at få en bedre familie, end den hun allerede havde ligenu. Hun elskede den, og alle de minder hun havde. Selv dem der gjorde ondt, dem der fik hende til at græde. Dem alle, hvad var man uden sine minder, de smertefulde og grufulde stunder samt de rare, og ikke mindst beroligende stunder, var vel det der gjorde en til den man var... Hvilket nok ikke svarede så meget for mordere, hvad havde de været igennem for at nå til det punkt i livet, hvor det var ok at dræbe folk. Derimod så hun ikke mordere som onde på den måde, de virkede mere forvirrede og deprimeret. Hvilket vel skyldes deres sorg i hjertet.
Dog nikkede hun bare af Pantheas ord. Hun vidste sjældent hvad hun skulle sige, og på den anden side snakket hun tit, og alt for meget i følge andre.
Da Panthea pludselig hentydede til at Rose kunne give Xander nogle pæne børn, rødmede hun en del og rystede på hovedet. Hun kunne ikke give ham pæne børn, sådan var hun ikke bygget. Samt det at hun var menneske, og han var en sjæledæmon, eller noget. Hun forstod ikke helt hvordan dæmoner fungerede, men alt i alt, ville det ikke give mening for hende at give børn til Xander, mest fordi han var dæmon, han burde få det med en anden dæmon. "Det tror jeg næppe, jeg ligner en mand i ansigtet." Lød det med en lidt akavet latter fra hende, hvor hun kløede sig en smule i nakken.
Hendes svar omkring drab, fik Rose til at se lidt ned i jorden. "Jeg undskylder på min races vegne.... " Hun løftede hovedet og smilte kærligt til hende. "Vi er ikke alle sammen forfærdelige, mange af os er meget glade folk." Hun lagde hovedet blidt på skrå. "Dog skrøbelige... Se det som var vi børn, vi er så uvidende fordi vi ikke lever så længe, men på samme tid, har oprettet meget, og har alle brug for en eller anden til at beskytte os." Hun kørte en tot hår om bag øret, hvor hun så den anden vej.
Dette lød sikkert forkert, hvilket det vel også var. Geeh hun følte sig dum igen, hvilket fik hende til at sukke blidt. "Oh... Nej du sagde aldrig din skab...ers... navn." Hun så ned på Pantheas hænder, og derefter op på Panthea. Var hun nervøs, eller frygtede hun et eller andet? Rose rystede blidt på hovedet, hvor hun sendte Panthea et beroligende smil. "Du skal ikke være nervøs, eller bange... Du virker sådan." Hun lagde endnu engang en hånd ved sit hjerte. Gid det ville slappe lidt af, hun lukkede sine øjne en smule i, for at tage en dybindånding.
"Nah, han klare det. Jeg laver ikke andet end at hente alkohollen." Hun smilte kærligt og så tilbage mod døren, hvor hun roligt rejste sig op fra jorden. "Jeg tror solen er gået ned nu, så... Vil du med op? Der virker også mere stille der oppe." Hun pegede kort mod døren, inden hun valgte at gå op af trappen for at tjekke om solen var gået ned. "Yup, den er væk." Lød det blidt fra hende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Fre 20 nov - 15:58

Panthea var nervøs, men det var ikke fordi hun var bange for sin skaber, hun var mere bange for at skuffe. Hun sad lidt hendes krop var ret så stiv af  at sidde ned hvor længe de havde siddet vidste hun ikke helt, men man kunne også nemt miste tidfornemelsen i en kælder. Hun kom til at se mærkelig ud i hovedet da Rose sagde at hun lignede en mand i ansigtet, det var da ikke værre end ligne et omvandrende skelet og efter hendes menning var Rose helt perfekt hun rystede svagt på hovedet ” du ser ikke værre ud end mig” sagde hun og det kom til lyde mere mærkeligt end hun ville have det til, men hun prøvede ikke på  at skjule at det havde overrasket hende. Panthea nød hendes selsskab og følte at Rose vækkede noget nyt i hende. Hun var ikke så bange for at lade sine følelser skinne igennem sammen med Rose. Det virkede så nemt at gøre i Roses nærvær måske var det fordi Rose minde hende om noget hun havde holdt kært engang inden det blev taget fra hende, eller også var det fordi Rose ikke virkede til dømme hende og det hun havde sagt ville sikkert skræmme en hver anden væk. Det troede hun i hvert fald det ville. Rose virkede også nem at tale med, måske en smule naiv og godtroende, men det var der vel også nogen som skulle være. Panthea havde vel også været sådan en engang, men det var for meget længe siden og følelsen af at se noget godt i alting var for længst forsvundet, men det betød vel ikke at hun behøvede at være nådesløs. Hun smilede svagt. Kunne man mon lærer at se det gode i allle igen? Især når man var ødelagt indeni og desuduen kunne hun ikke forstille sig at hun kunne stole på nogen igen, men her sad hun sammen med Rose og stolede på hende. Panthea ville ellers aldrig havde fortalt hende alt dette vis ikke hun stolede på Rose. Hun kom til at grine svagt da Rose forklarede hende at man skulle se mennesker som børn og for hende som var så gammel var det vel det man kunne kalde dem, men det stadig ikke en undskyldning for det de havde gjort, men hun kunne alligevel ikke lade være med at ryste på hovedet ” du behøver ikke at undskylde, det burde  være mig fordi jeg lod vreden tage overhånd” sagde hun.
Dem der havde gjort sit til at Pantheas liv blev dårligt var for længst døde og alle dem som levede nu havde slet ingenting med det her at gøre og det havde Rose fået hende til at indse, men alligvel var hun bange for uden hadet hvem var hun så? Panthea løftede hagen  en smule og nikkede ganske kort ” min skaber er Carmilla vampyrernes leder” sagde hun og det var endnu en grund til at være nervøs, det var hende der havde lært hende at man skulle se mennesker som madpakker og alene det at hun sad og snakkede med Rose var at skuffe Carmilla. Desuden måtte hun vise sig fra sin bedste side da hendes skaber var som familie for hende og hendes races leder. Hun tav lidt og kiggede tænksomt ud i luften ” det var hende som lærte mig se jer som madpakker, men det ved at gå op for mig at i er så meget mere end bare mad og det kræver et for mig specielt menneske at se det” sagde hun og blinkede svagt til Rose. Selvom de første gang de havde mødt hinanden lagde Panthea stadig stor betydning i det og dette møde havde ændret hende og hun ville aldrig glemme dette møde også selvom at vis hun ikke kom til at se Rose igen. Var Rose pigen som ændrede nogle ting i hende. Hun ville sikkert ikke anerkende det over for andre end Rose, men hun sikker på at noget havde ændret sig. ” jeg er bange for at skuffe den eneste familie jeg har haft, men jeg hverken kan eller vil dræbe dig for du er så meget mere end bare mad” sagde hun blidt og vendte blikket imod jorden. Hun lyttede svagt idet Rose rejste sig spurgte om hun ville med ind, hun ventede og rejste sig først da Rose fortalte hende at solen var væk. Hun tog spanden med blodet i og lagde forsigtigt de tomme poser i toppen af spanden. Og forsatte hen begved Rose ” du føre an” sagde hun smilede svagt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 24 mar - 21:26

((Hey, undskyld jeg har været så dårlig til at svare, ønsker du stadigvæk at forsætte? :O ))

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Tors 24 mar - 21:29

// Selvfølgelig //

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Lør 2 apr - 18:38

Rose rystede ivrigt på hovedet. "Det gør du virkelig ikke, du er enormt køn, og dine kindben er tydelige, hvilket giver dig et helt specielt ansigt, der gør dig endnu kønnere." Hun smilte varmt til hende, hvor hun så lidt genert op på hende. Gad vide om hun lige havde gjort det hele akavet ved at sige det, men hun mente hvert eneste ord. Panthea var utrolig køn at se på, hun havde et moderligt ansigts udtryk, og virkede som en meget højt stående person, udover det, var hun rar - Hvilket normalt gør en person pænere, i følge Rose i hvert fald.
Rose rystede blidt på hovedet, hun mente hvert eneste ord. Mennesker, var bare forvoksede børn i forhold til de mange andre racer der levede i verden, de var svage og skrøbelige. Hun sukkede blidt. "Du burde ikke undskylde, der er sket dig meget, og at være en Vampyr har sikkert ikke gjort det meget nemmere?" Hun lagde hovedet spørgerne på skrå. Hun havde en enkelt person som også var en vampyr, ikke rigtig en ven, han virkede skræmmende og havde det med at drikke så meget af hendes blod, at hun besvimede. Hvilken ven, men han virkede altid så lykkelig, efter han havde fået det meste af hendes blod. Dog, havde han det svært, hun havde kun hørt lidt af ham. Men folk hadede åbentbart vampyrene, hvilket Rose som altid ikke forstod, det var jo ikke fordi de gjorde noget forkert. Ja de slog folk ihjel, men hvis folk bare tappede en del af deres blod, og gav det grattis til vampyrene, havde de ingen grund til at dræbe folk. Gad vide om det overhovedet kunne skabe nogle former for venskab mellem dem og de andre racer, hvis de gjorde det på den måde.
"Vampyrenes leder? Jeg vidste ikke i havde en leder." Hun kløede sig kort i nakken, hvor et akavet smil formede sig på hendes læber. "Jeg troede faktisk at vampyrene, var en mere fri race. At i ikke lyttede til nogle former for leder, undskyld hvis det lyder lidt rasistisk?" Hun så ned i jorden, inden hun bukkede kort.
Pantheas ord var rare, det var altid rart at vide at hun havde gjort noget godt endnu engang. Selvom det at Pantheas leder, havde fået hende til at se folk som mad, alle folk var meget mere end mad. De var personer, der alle havde problemer, man kunne næppe finde en person, der ikke havde problemer. "Jeg er ked af at, du er bange for at skuffe folk... Men, mens man lever, kan man ikke undgå at skuffe folk." Hun så rundt i rummet. "Der er mange folk som kan risikere at blive skuffet, men en skuffelse er der kun kort. Personen ville aldrig hade dig for det, og for at opnå dine mål, må du skuffe nogle folk." Hun kørte sin hånd op af sin venstre arm. "Men jeg er glad for, at du ser mig som mere end mad." Hendes stemme var varm, nærmest moderlig og kærlig.
Da de gik ovenpå, smilte Rose til en mand, der gik rundt ved bordene. "Så i kommer frem nu?" Rose nikkede, til sin far, inden hun gik længere op af en anden trappe. Hun førte panthea op til sit eget værelse, som var stort. Men tomt, alt der var - Var en tynd madres, og et lys ved siden af, samt en dyne og pude. Resten var bare tomt, et stort værelse, med intet i. De havde skam ikke råd til andet, de boede jo også på deres arbejdsplads, de havde ikke engang råd til deres eget sted at bo længere. Takke være jordskælvet, havde de også mistet alt, undtagen Roses bog. En bog hun selv skrev i, den blev brugt som dagbog og skitsebog. Ellers ikke andet. "Dette er mit værelse, Her er ikke så meget, men det er bedre end at sove på gaden." Hun så tilbage på Panthea, mens hun beholde det altid så varme smil på sine læber.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Søn 3 apr - 23:12

Panthea fulgte med hende op, det var rart at kunne strække de stive muskler lidt mere da de kom ud i luften trak hun vejret dybt, det var dejligt endelig at kunne komme ud og mærke den køllige luft, hun fulgte efter, men kiggede for det meste ned i jorden, det var ikke fordi hun ikke ville se sig omkring det var mere for at vise respekt. Det var lige end til at Rose kommenteretede hendes udsende, Rose var nok den første fremmede hun havde hørt sige det omkring hendes udsende, men hendes kindben var vel tydelige og uvilkårligt gav hun slip på spanden for mærke dem. Hun smilede svagt greb lige så hurtigt og uvilkårligt spanden som hun havde sluppet den. Rose var på en måde forvirrende på hende, men det var måske mere fordi hun havde svært ved at se noget godt i mange andre og havde svært ved stole på nogen, men Rose virkede til at se det hele lidt rosenrødt og Rose ville sikkert være et nemt offer vis hun stødte på nogle vampyrer. Det virkede lidt urealistisk for hende. Panthea og Rose de var som modsætninger. Panthea var som nat og Rose som dag, men  for første gang gjorde det hende ikke noget de ændringer som skete i hende. Dog havde Panthea svært ved se hvordan hun kunne være god og hvordan hun ville være vis ikke hadet og vreden var der. Panthea kunne ikke benægte at hadet og vreden havde hjulpet hende og gjort det nemt for hende at falde ind i sin rolle som vampyr. Hun bed sig svagt i læben. Inden hun forsatte med ind. Hun kiggede stadig ned i jorden, men bevægede sig imod stemmerne af Rose og hendes far. Hun rakte spanden frem imod ham. Hun håbede ikke at han ville blive alt for sur på Rose. Hun betragtede svagt Rose imens hun bevægede sig hen imod trappen.
Inden hun vendte sig imod Roses far ” jeg lover jeg nok skal betale for dem jeg spiste, desuden lover jeg at jeg intet ondt vil Rose” sagde hun begyndte at gå ventede ikke på at Roses far svarede hende. Panthea manglede ikke penge hun havde en masse hun havde stjålet fra gammle elsker som efter de var døde heller ikke havde brug for dem.
Hun kom op på Roses værelse og nu gik det op for hende hvor lidt de havde, hun var en af de heldige hendes hus havde ikke taget skade. Hun sagde ikke noget lige med det samme og registerede først lidt efter at Rose havde spurgt ind til hvorfor de havde en leder. For at være ærlig så vidste hun  ikke hvorfor de havde en leder, men det var heller fordi det var noget hun gik op i for så havde spurgt for længest.
Desuden var det noget hun var blevet efter hun havde forvandlet Panthea, hun vendte sit blik imod Rose ” jo ser du vi er en meget fri Race, men det er vel altid godt at have en man ved tager alle beslutningerne for ens race for vis alle har en mening og vil have deres igemmen, ja så ville det ende i Kaos” sagde hun og lød selv en smule tænksom. Imens kiggede hun svagt ud i det tomme rum. Jordskævlet havde ødelagt meget for mange, men det gjort det nemmere for hende at jage nu hvor der var alle de hjemløse som intet hjem havde. Panthea var glad for hverken Rose eller hendes far boede ude på gaden de ville være nemmere offere for alt der lurede ude i mørket.

Panthea anede ikke rigtigt hvad hun skulle sige, men til sidst skar hun svagt en grimasse for det med at vise hun var ked af det med hendes ansigt var svært for hende, men det mere fordi hun altid havde følt vrede og had som igen var modsætninger til det med at være ked af  det” det er jeg virkelig ked af at høre, men hvor er jeg glad for at i kan være her” sagde hun og man kunne tydeligt høre hvor oprigtigt hendes stemme var og den passede ikke til den mærklige grimasse i hendes ansigt. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle placere sig så hun blev bare stående midt i rummet. Det var virkelig på en måde trist at en så normal tilværelse for mange var ødelagt på få sekunder og det havde skabt så meget kaos at det havde gjort folk bange og de havde ingen steder at vænne hen nogen som kunne hjælpe dem. Hun folde svagt sin fingre sammen foran sig, hun kunne stadig ikke forstå hvordan det smil stadig var at finde på hendes læber, men igen det med at smile var ikke det Panthea gjorde mest i.  Hun bed sig svagt i læben ” hvordan kan du smile,  havde det været mit hus som var blevet ødelagt, jævnet med jorden. Så var jeg blevet vred og havde sikkert ladet det gå ud over nogen andre” sagde hun halvt undrende over hvorfor hun smilede og ikke var fustret over det som var sket.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Man 4 apr - 13:43

Da Panthea rakte James spanden med blod poser, så han overrasket på hende og derefter ned på spanden inden han tog den. For pokker da også, havde Rose givet hende en masse poser? Tingene kostede penge, og blod var ikke lige noget de havde meget af, så det var enlig ret dyrt. Ikke at han ville skælde hende ud, men måske han burde være mere streng overfor hende. Ellers ville dette jo forsætte, dog stoppede hans tanker, i det Panthea sagde hun nok skulle betale dem tilbage. Han så endnu engang på hende, hvor et nærmest trist smil formede sig på hans læber.
Var Rose ved at få endnu en ven, det var rart. Han havde som altid frygtet at hans lille pige ville dø alene, kun i hans arme, alene i mørket. Han frygtede inderligt at hun ville forsvinde ind i tomheden, hvor hun ville føle sig alene og kun havde hans varme. Alle ønskede ved at have bare en enkelt ven, måske flere, da kærligheden fra en forældre ikke helt var det sammen forhold, som hos en ven. Han rettede øjnene mod spanden, inden han satte den fra sig under bar disken.
Rose satte sig på madressen, hvor hun smilte varmt til Panthea. Hun havde ikke nogle stole de kunne sidde på, så endnu engang måtte de sidde på en madres, eller gulvet det var sådan lidt deres eget valg, men madressen var meget rarere at sidde på. Hun lyttede til hvert eneste ord Panthea lukkede ud. "Oh, det giver meget god mening." Hendes stemme var lav og en smule forsigtig. Endnu engang havde hun troet at vampyrerne var en meget mere ensom race, der ikke blev bundet ned af nogle, og derfor ikke havde behov for en leder. Da en leder skal kunne bringe ro og fred på stederne, ellers så skulle de vel kunne bringe dem til sejre i krig, der er jo så mange ting en leder skulle kunne. Men vampyrerne var jo ikke ligefrem nogle der lyttede til nogle, de drak blod af alle. Man ville vel ikke kunne sidde og sige at de var en race der ikke havde brug for det, men af de vampyr hun havde mødt i sit liv, virkede det ikke til at de overhovedet havde brug for en leder.

Rose så op på Panthea, der virkede til at være utilpas. Hun rejste sig roligt fra madressen, hvor hun trådte hen mod hende. "Eh?..." Rose rettede blikket mod siden, hvor hun kløede sin kind. Hvorfor smilte hun, ja hvorfor var hun ikke vred over det der var sket, hun havde trods alt brækket armen. Mistet alt hvad hun ejede, alle minder hun havde fra sin mor, og alle de ting hun havde fået af folk der ikke længere var hos hende, for ikke at nævne alt det andet i hende hjem, samt penge til at kunne spise varm mad hverdag. Nu levede de enlig af mad så som brød, og det var ikke altid de kunne spise, da der ikke var nok penge til det, så få gange måtte de undvære mad og drikke te i stedet for. Sådan kunne det gå i to dage, hvor de ikke spiste noget, men i stedet drak te.
Hun rettede de brune øjne mod Panthea igen. "Jeg kan smile fordi jeg lever endnu, da vores hus i Doomsville faldt sammen, sprækkede det midt over, hvor et kæmpe hul dannede sig i midten af huset, og jeg faldt derned. Men min far greb mig, dog relaterede det i at jeg brækket armen." Hun lagde sin hånd på gipsen. "Men, da vi kom udenfor. Så vi hvordan nogle af husene var faldet ned over familie medlemmer, og hvordan folk forsøgte at få dem ud, samt hvordan folk skreg efter dem de havde kært, der nu var væk. Så... Jeg kan smile, fordi jeg lever, og fordi.. hvis jeg ikke gør, hvem gør så?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, hvor smilet nu havde en trist aura over sig. Hun følte sig så forfærdelig, hvordan kunne hun bare stå her og smile, når så mange havde mistet nogle, og her stod hun, som en person der kun havde mistet ting i sit liv, også smilte hun... Tværede ud i hovedet på andre folk, at hun intet vigtigt havde mistet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Man 4 apr - 16:08

Panthea sukkede svagt idet hun så at Roses smil blev trist og svagt slap hun sine hænder og lod dem falde til siden og vidste ikke hvad hun skulle gøre, men efter lidt tænken rakte hun forsigtigt ud efter hendes raske hånd og hun gav den et opmunterende klem, det var bestemt ikke for at gøre hende ked af det, med det hun spurgte om og det var vel godt at hun ikke var kommet mere til skade. Hun adede forsigt Roses kind, berøringen var blid lidt som en mores. Hun ville ikke have Rose skulle blive ked af det pågrund af hendes dumme spørgsmål om noget som kunne være ligemeget. Hun stod i et stykke med Roses hånd og gav slip, hendes beerøring ophørte også ganske kort efter ” du ret til være glad, ja det er syndt med andres ulykke. Dog sker den slags der er mange uden et jordskælv som også mister deres kære” sagde hun og var en smule betynget af at størstedelen af de mennsker som forsvandt og aldrig kom tilbage til deres kære, var pågrund af hendes slags. Førhen havde hun været ligeglad, men nu vidste hun ikke helt hvordan skulle reagere på det nu, det var som om en god side af hende var ved at dukke op, men hun kunne ikke finde ud af om det var godt eller skirdt, hun var jo vampyr og ikke bare en vampyr, hun var en af race leders skabte vampyr, det var vel ikke fordi det skullle give pres på hende, men det gjorde det og hun havde svært ved at se hvordan hun nogen sinde skulle passe ind i den verden, vis ikke hun var kold, hård og fjern. Panthea elskede at dræbe og det var en del af hende som hendes krop også var en del af hende. Hun kunne ikke se hvordan en god Panthea datter og skabt af deres leder skulle kunne være sød og se alting lyserødt. Bagefter lod hun forsigtigt en hånd på den dårlige arm.
Hun stod lidt i sine egne tanker og et smil formede sig på hendes læber ” undskyld det var ikke for at få dig til blive ked af det, det mere fordi jeg ville ikke havde smilet vis det var mig” sagde hun og undlod det sidste hun havde tænkt. Panthea lod svagt sine hænder glide i samme stilling som før ” jeg er i hvert fald glad for at du overlevede for ellers så havde jeg aldrig mødt så smukt et mennske” sagde hun og mente ikke udsende mæssigt, men også hendes personlighed.
Hun overvejede hvor hun skulle sidde  kiggede lidt på madrassen, den var en smule flad og gangteret ikke rar at ligge på, men når det var det eneste man havde og desuden så var det vel bedre end ingenting. Hun gik hen imod den og satte sig. Hun vidste stadig ikke helt hvorfor denne pige vækkede noget rart i hende, måske var det fordi denne naive og søde pige mindede hende om Pippin lille, følesom og havde behov for en som kunne fortælle en at det nok skulle blive okay.

Panthea betragtede Rose og et bredt smil bredte sig på hendes læber ” lad mig så se det glade smil på dine læber igen der ingen grund til at være ked af det, for du kan alligevel ikke gøre noget” sagde hun og lagde hovedet en anelse på skrå. Panthea undrede sig over hvordan de fik tingene til køre, kunne dette sted virkelig køre og hvordan havde de råd til tingene i deres kro. Panthea havde aldrig rigtigt prøvet det med at mangle penge, især ikke efter hun havde mødt hendes skaber, men hun havde heller ikke brug for ting som mad og andre produkter man skulle bruge for at overleve. Hun blev igen tænksom og hendes øjne fik et fjernt udtryk i dem. Imens hun tænkte bed hun sig svagt i læben. Hun havde stadig ikke selv fundet ud af hvordan det fungerede. Hun sad lidt sine egne tanker inden kom tilbage og et undrende blik ramte Roses ” hvordan får i det til at fungere når i ingen penge har?” spurgte hun og fugtede kort sine læber. Værelset var så tomt, men måske man ikke blev lykkelig af at have mange ting, men det at man havde familien tæt på var måske det som betød noget. Hun smilede svagt inden hun igen lod sig begrave i sine tanker.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Man 4 apr - 16:56

Den pludselige berøring af Roses hånd, fik hende til at løfte hovedet en smule. Hvad skete der, havde hun endnu engang gjort noget for at se trist ud. Typisk hende, hun burde tage sig sammen og skjule sine følelser lidt bedre. Hun rødmede en smule, da hånden kørte op på hende kind, hvilket fik hende til at smile varmt. "Undskyld, det var ikke for at bekymre dig." Hun så ned i jorden kort, da Panthea fjernede sin hånd fra hendes kind. "Jeg ved det, jordskælvet har bragt en masse triste ting til verden, men derfor kæmper jeg meget for at holde humøret oppe. Dog virker det tit nyttesløst, i få tilfælde." Hun sukkede blidt, gess hun var ved at blive deprimeret. Hun rystede hurtigt på hovedet, hvor hun smilte varmt til Panthea. "HVilket bare gør det enddnu mere vigtigt for mig at smile, jeg ønsker helt ikke at folk skal have det svært, så jeg forsøger at hjælpe hvor jeg kan... Selvom min arm lidt nedsætter min hjælpsomme tilstand." Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hun holde smilet på sine læber.
Rose rystede hurtigt på hovedet, hvor hun viftede med den raske hånd. "Du, jeg! Jeg ikke ked af det, fik bare lige et ømt øjeblik, det må du undskylde. Jeg.. Ja, undskyld." Hendes stemme var blid, hvad skulle hun sig for at overbevise Panthea om at hun bestemt ikke var trist, hun var bare.. Jo ok, hun var trist, men det skulle ikke have nogen form for betydning eller visning!
Da Panthea kommenterede omkring Roses udseende, rødmede hun stort! Hun lagde sin hånd over sin mund. "Tak, jeg.. I lige måde." Hun simlte stort til Panthea, hvor hun lod sit hoved falde til siden, med en kær lav latter.
Hun ønskede som altid at smile, hvorfor vidste hun ikke helt. Men det at Panthea også ønskede at se hendes smil, var godt nok for hende, hun ønskede at smile, smil bragte glæde hos mange folk. Så hvis hun ikke smilte, havde hun vel næsten ingen grund til at gøre noget overhovedet. Hun ønskede ikke at være en af de mange triste personer, men hun ønskede heller ikke at være en af de folk men nemt fik øje på i offentligheden.

Pantheas næste spørgsmål fik Rose til at se kort rundt. "Uhmm, det her sted er en af min fars venners kro huse. Men efter jordskælvet, er han blevet frivillig til at hjælpe folk til at komme op på benene igen, så vi har lejet stedet. Vi betaler af, så de fleste af de penge vi tjener går til ham, og til mad til folkene, så de kan købe noget. Hvilket... Gør at vi spare hvor vi kan, vi spiser selv kun rester, hvis der er nogle af kunderne der ikke spiser op, ellers så går vi måske to til tre dage uden mad, hvor vi drikker te i stedet for. Så det ikke så slemt." Hun satte sig endnu engang på madressen, hvor hun så på Pantheas undrende blik. "Så vi kan kun få det til at køre rundt, fordi min fars ven havde stedet og har tilladt os at bruge det, for et lille beløb... Men vi skal så give næsten mere end halvdelen af alt vi tjener, i det første år, da vi skal betale for at leje stedet og for den måned vi ikke kunne betale. Så det er en hård tid..." Hun kløede sig akavet i nakken. "Især når jeg er opvokset med ikke at mangle noget, så som mad og tøj. Nu mangler vi sådan lidt alt." Hendes stemme var mundter.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Gæst on Ons 6 apr - 23:24

Panthea forstod lige pludselig vigtigheden af hvor vigtigt det var at hun betalte for de poser og for første gang betød det at noget og var vigtig for hende at hun gjorde det . Hun kiggede lidt rundt i rummet, faktisk ville hun være glad for at have et rum som dette, den gang hun var slave. Det eneste hun havde var støvet og et hårdt stengulv, men det var kun end til hendes liv havde ændret sig. Det var underlig hvordan behov hos folk ændrede sig. Hun bed sig svagt i læben inden hun smilede til Rose. Hun havde ikke lavet andet end at smile siden hun havde mødt Rose, Panthea var overrasket over meget Rose var kommet til betyde for hende selvom de  lige havde mødt hianden. Hun havde aldrig troet at hun skulle nærme sig et mennske, med mindre det var for at dræbe det. Panthea lyttede svagt til sine omgivelser, det var godt hun begyndte at smile ” Der visse ting i livet vi ikke kan lave om på” sagde hun lige pludsligt og hun kom i tanke om hvor kold hun havde været der Rose var kommet ned i kælderen, hun bed sig svagt læben ” du må undskylde at jeg var så kold og fjern, da alt du ville var at hjælpe” sagde hun og vendte sit blik imod gulvet. Panthea var vant til at være fjern og kold, især overfor mennsker. Hun havde altid været især efter han døde og det var vel bare en vane som var blevet til en dårlig en. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige og var tavs i et stykke tid. Hun tænkte der var  sket så meget på kort tid. Panthea kunne ikke fatte hvordan det kunne ske, men hun ville i hvert fald ikke glemme lige forløbigt hvad jordskævlet havde betydet for mange folk. Panthea havde hørt om folk som flygtet et andet sted hen og skulle til at starte en ny tilværelse. Faktisk var det lidt som hende, men bare flere mennsker som havde mistet noget. En lille  meget gemt væk del af hende fik ondt af dem. Panthea havde været stille stykke tid og var enig med sig selv om det godt der fandtes mennsker som Rose som så det gode i alle også dem som ikke kunne blive gode, for Panthea kunne ikke den god side var for gemt væk og i så lang tid at hun var sikker på at hun ikke kunne finde den frem igen. Panthea lod svagt tungen glide henover hendes læber ” en del af mig har faktisk ondt af de mennsker som ikke har noget hjem, men det kun lige til blodtørsten driver mig til at gå på jagt” sagde hun og hendes stemme lyd en smule akavet fordi hun måske havde svært ved at få følelsen af tristhed ud, det var ikke følelse hun vant til, men  hun kunne virkelig godt sætte sig i deres sted.
Hvor udtryg det måtte være ikke havde nogen penge til at bygge et hjem og forsørge sin familie, ikke at hun havde børn hun skulle beskytte, men det gjorde det ikke mindre dramatisk og så vidt hun havde hørt havde Doomville konge i hvert fald i Doomville ikke gjort noget for at hjælpe sit folk, hun vidste ikke om det var sådan andre steder, men hun vidste heller ikke om det var rigtigt, for fulde folk havde en livlig fantasi og kom som regel kun med rygter.

// jeg undskylder at det blev så kort //

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Who are you human I do not deserve this (Rose)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum