Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | November

Statistics
Der er i alt 294 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er skovmanden

Vores brugere har i alt skrevet 156210 indlæg in 8114 subjects

Liar... - Issac

Go down

Liar... - Issac

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 14:32

Hvor var den smukke dag dog blevet af. Alt var mørkt og mærkeligt for hende nu.. Hvorfor skulle dette dog være sket.
De havde startet med at svømme rundt i havet som de plagede. En spækhugger og en sirene. Det var der intet sært i, eller hendes søstre synes det var en sjov kombination i starten, men efterhånden havde de stolet nok på spækhuggeren til at lade den holde deres søster med selskab. Derfor holdte de aldrig øje med dem længere. Dagen var ung, og Avalon var ikke påvirket af jordskælvet i byen overhovedet. Hun kendte ikke til det, og kunne heller ikke være mere ligeglad trods alt. Som dagen fik dejligt. De svømmede ud på det dybeste sted i havet. Avalon stoppede dog op da en stor sort skygge ramte dem. Et skib kom sejlene henover dem, og Avalon lod blikket glide op for at se det store træværk. Hun blev pænt vred der. Hun hadede landfolk! Som pesten der var intet værre end disse væsner. Man kunne hverken stole på dem eller se på dem uden de ville udrydde en!

Og som den tanke af had kom henover hende blev et spyd skudt igennem vandet direkte i retning imod spækhuggeren. Hun spærrede forskrækket øjnene op og svømmede hen imod det nye blodbad for at få spækhuggeren væk. Dog da hun kom igennem blodssløret var der intet andet end et besvimet menneske. Ramt i låret, som ville svare til halen på spækhuggeren. Avalon stoppede op og sank en klump. Det kunne ikke passe?! Havde han altid været et landvæsen? I en blanding af at stå inde for sine instinker og stadigvæk huske på, at de havde kendt hinanden i flere år - så kunne hun ikke komme sig over det. Dog vidste hun, at han ville drukne. Og hajerne ville snart dukke op. Hun svømmede hen til ham, og greb fast om hans liv, for at sætte halen i superfart så de susede igennem vandet i hendes top hastighed. Hun kom op hen til en undervandsgrotte, og derved kom op til en overflade, hun kunne kaste ham op på. Let trak hun sig selv op, og satte sig på kanten stadigvæk med halen i vandet. Det var en lille ø med en grotte i midten som førte ud til havet. En af de ukendte øer, det var sirenernes yngle plads. Ingen mennesker havde nogensinde betrådt denne ø. Sirenerne ville ikke lade dem komme i nærheden. Avalon var ikke ligefrem optaget af hans nøgenhed, for selvom hun ikke ligefrem havde set det nederste af en mands krop, så havde hun ingen fordomme omkring det. Avalon lagde sin hånd led på hans sår, og lukkede øjnene. Hendes evne gav hende en hjælp til at heale små sår. Så snart det var healet lagde hun hovedet let på skrå. Han var nu virkelig køn. Hun rystede det ud af hovedet. Let hævede hun sig henover ham, og lod let sine fingre glide henover hans ansigt. Så daskede hun ham let for at få ham til at vågne.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Liar... - Issac

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 14:59

Issac havde brugt tid på at vinde hendes tillid. Han vidste ikke hvem hun var, hvor hun kom fra. Han vidste bare hun var betagende. I starten havde han observeret hende, før hun endelig var alene. Da havde han taget kontakt. Skubbet legende til hende med sin snude. Efter det, var deres forhold bare blevet tættere. Han overvejede hele tiden at fortælle hende hvem han var, men han frygtede at hun ville hade ham, og hans forhold til den smukke sirene, var det eneste oprigtige i hans liv. Især efter hans forældres død, havde han kun haft deres møder at se frem til. Han ville ikke lade det eskalerer.

Issac fulgte hende op imod vandoverfladen, før han kunne se det var et skib der flød over dem. Han var næsten klar over hvad de var ude efter. Han blev nød til at forvandle sig til et andet dyr, selv hvis det afslørede hvad han var. Han nåede det dog ikke, før en skarp smerte spredte sig i hans hale. Han udbrød noget der mindede om et skrig, før han faldt ind i bevidstløsheden. Han kæmpede konstant for at komme ud af bevidstløsheden igen, men smerten var som et tykt lag der var umuligt at gennemtrænge. Men så forsvandt smerten, og efter et dask imod hans kind, vågnede han op. Han så sig søgende omkring. Hvor var han? Så så han hende. Hun vidste nu han var et menneske, men havde alligevel taget sig af ham, på trods af han i årevis havde holdt det hemmeligt for hende. ”Hej..” Issac så det som den bedste måde at starte ud på, han ville gerne forklare, men han ville først vide hvordan hun havde det med det hele.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Liar... - Issac

Indlæg by Gæst on Søn 20 sep - 17:42

Da han åbnede øjnene trak hun sig automatisk tilbage fra ham, og hendes ansigt blev nærmest kølligt. For at vise, at hun var vred blottede hun kort sine tænder i skuffelse.
"Du løj for mig... i al den tid. Har du været en af dem. Jeg ved ikke om jeg skal.. hade dig eller hvad jeg skal." Vrissede hun lettere fortvivlet. Han ville kende hende nok til at have set hende lokke mennesker i havet op til flere gange blot ved synet. Man glemte aldrig hendes ansigts udtryk når hun så skyggen af et landvæsen. Men denne gang var det anderledes, hun prøvede virkelig at komme sig over chocket. Men hun virkede rasende for det var hun... virkelig. Men hun så ikke hadfuldt på ham som hun gjorde ved de andre. Det kunne hun vel ikke. På trods af, at han kunne skifte mellem et dyr og det var en spækhugger, måtte han vel være mere knyttet til havet end andre landvæsner... eller hvad? Ha det var vidst også første gang, at han få hende sidde oppe på land. Selvom hun jo havde sin fine hale i. Det langeblonde filtrede dog smukke hår, krøllede elegant henover hendes overkrop, og dækkede hendes barm. Modsat når hun var i vandet. Måske var det første gang hun egentlig viste sin skønhed på den måde overfor ham, hun troede jo egentlig bare han havde været et dyr - for hende havde alle havdyr deres egen personlighed.
"Du må hellere forklare dig selv.. Du kan starte med dit navn. Trods alt har vi kendt hinanden i ret så lang tid... Mit er Avalon."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Liar... - Issac

Indlæg by Gæst on Tirs 22 sep - 12:30

Issac var ikke ude på at skuffe hende eller gøre hende vred. Han mente selv han havde haft en god grund til, at holde det hemmeligt for hende. Han satte sig op, og fik skjult hans nøgne dele med hans hænder, da det ikke ligefrem var det rette tidspunkt at være nøgen, men han kunne jo heller ikke få tøj på, så han måtte ty til andre metoder. ”Jeg ved det godt. Jeg skulle have fortalt dig det.” Han holdt en pause, og i den pause så han på hende. Så hende rigtigt. I vandet var hun smuk, men det var noget helt andet oppe over vandet. Han sank en klump og så væk fra hende et øjeblik, men så på hende igen, da hun talte videre. ”Issac.” Han overvejede hvordan han skulle starte ud. ”Jeg føler mig knyttet til havet. Det har jeg altid gjort. Da jeg mødte dig, følte jeg endelig jeg havde en i mit liv der så mig for den jeg er. Det føltes ikke som om jeg var en spækhugger eller et menneske sammen med dig. Jeg var bare mig. Hvis du vidste hvad jeg i virkeligheden var, frygtede jeg det ville blive taget fra mig. Den følelse jeg havde når vi var sammen. Det var jeg ikke klar til at miste. Det er jeg stadig ikke.” Han forventede ikke hun forstod, og han måtte bare leve med det, hvis hun ikke gjorde. Det var jo hans egen fejl, hvor meget han end ønskede at det ikke var. Han så væk fra hende, og følte sig ukomfortabel, grundet han var nøgen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Liar... - Issac

Indlæg by Gæst on Fre 25 sep - 9:58

Hun hadede at hun var så tiltrukket af ham. Hun havde altid vidst, at de var forbundet på en eller anden måde, som hun aldrig havde kunne forklare. Men det her var langtfra hvad hun nogensinde havde forstillet sig. Issac. Facinerende navn. Hun var van til, alle dem hun normalt kendte startede med a... underligt nok. Hun havde så også 12 søstre at holde styr på, og sin mor. Faderen døde for 50 år siden, da nogle mennesker slog ham ihjel. Nok derfra det meste af hadet kom.
"Frihed.. er en fantastisk dejlig ting." Startede hun stille ud og betragtede ham let. Hun kunne mærke på ham, at han følte sig utryg. "Hvorfor er du så utryg, hvis jeg ville have ædt dig.. så havde jeg gjort det." Lo hun kort af sig selv. "Jeg bebrejder dig ikke... underligt nok. Jeg har altid følt mig tilpas i dit selskab også... og fordi du er så utryg.. så kan jeg vel kun gøre det samme." Hun havde en anelse bange tanker. Hun havde aldrig været over vandet. Så da hun trak sig helt op fra vandet og lod sin evne fjerne vandet fra sin hale. Pludselig var der ben. Hun spærrede øjnene op og kravlede nærmest væk fra sig selv.
"Okay, jeg tror aldrig jeg kommer længere end det her." Svarede hun og kløede sig kort i nakken, inden hun kørte en hånd igennem sit lange blonde havfrue hår. Nu følte hun sig ukomforntabel! Mere end det hun var bange.. og det kunne ses på hende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Liar... - Issac

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum