Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | September

Top posting users this month
SIRTIMM
 
Razor
 
Lori
 
Sean
 
Sierra
 
Davia
 
Lydia
 
Sajro
 
Natalie
 
Regnar
 

Statistics
Der er i alt 229 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Semira

Vores brugere har i alt skrevet 151202 indlæg in 7783 subjects

Honor among Demons... One could wish - Kasandra

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Honor among Demons... One could wish - Kasandra

Indlæg by Gæst on Søn 3 jun - 0:32

Tid: Omkring midnat...
Sted: Midt i Ashen Three Forest
Vejr: Himlen er kulsort, men månen er ude.
Dato: juni... Et sted i juni... Den 2. juni.
Omgivelser: Træer... Træer og... Gæt hvad! Træer!

Hvordan han nogen gange kunne forbande hans tid som nomade... Den ramte ham altid på underlige tidspunkter... Først render han ind i en halv menneske halv fe pige (ikke at han kunne klage) også bliver han fløjet ned af en orangeåret fyr som får ham smidt i fængsel. Hans aldrig tilstedeværende held var der altid til at flå alle de mindste detaljer der gav mening fra hinanden på flotteste vis. Altid lige på slaget.
En tyngende søvnløshed havde fået et fast greb om den del der for det meste kaldes fornuft og klemt den en smule til han ikke længere kunne forblive liggende og måtte finde sig til ro med en gåtur.
En gåtur der gik til den gamle kællings hus.
Her havde han fået instrukser om et drab han hellere end gerne ville udfører. Men lidt tid ville det komme til at tage. Hans mål var nemlig at finde i Ashen Three Forest. Godt nok ikke langt fra der, hvor han boede, men han blev alligevel glad for den besked han havde efterladt til Camille; hun ville sikkert have endevendt byen, hvis ikke hun havde en forklaring på hans manglende tilstedeværelse og mangel på pandekager på køkkenbordet måske også.

Så her befandt Aleck sig altså. Ind i den mørke skov havde han forvildet sig, i sin søgen efter hans målskive. Bevæbnet med en kniv i bæltet ved højre hofte og hans Peacemaker revolver ved sin venstre hofte. Slå fra sig skulle han jo være i stand til, ikke at han havde behov for kniv og revolver for det. Han kunne bare godt lide følelsen af at have dem på sig. Så bevæbnet bevægede han sig nu vej igennem den kulsorte skov. Hver et lille knæk af en gren, puslen i buskene, hver en lille formodet bevægelse påkrævede hans opmærksomhed (og fik den). Da natten var sortere end Satans øjne - kun med måneskinnet, der kæmpede en brav kamp for at overtage tronen på himlen, som konkurrent - var alle hans sanser i skarp årvågenhed. Klar til den drabeligste af kampe. Klar til at dræbe. Klar til at udgyde blod.

Ønsket om at finde den lille foragtelige skændsel af en Dæmon var stort. Han ville hellere end gerne opspore det feje barn, der kaldte sig en Dæmon. Af alt, så en Bloddæmon! Hvad end hans målskive var, så tilhørte han ikke Alecks veje. Og den sidstnævnte ville hellere end gerne hjælpe ham med at lægge ruten om og lede ham vej til det helvede de kaldte Himlen. Han hørte bedre til der. Efter hans mening. Men - nu var de jo også Dæmoner - han kendte åbenbart ikke til "ære iblandt Dæmoner". For hvis der var noget han kendte... Så var det det.
Ære iblandt Dæmoner.
Hvis hans venstre arm ikke allerede var smykket med en inskription, så ville det have stået der. Ingen tvivl omkring det.

Men nu, måtte han finde den ynkelige skiderik af en Dæmon der ikke engang var mand nok til at overholde dette, da han overlod sine venner for Alecks drabsmetoder for at vinde en smule frihed. Nu skulle den lille smule frihed kræves tilbage.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Honor among Demons... One could wish - Kasandra

Indlæg by Gæst on Søn 3 jun - 15:32

"Pas nu på dig selv og kom snart igen," lød det bag Kasandra da hun sagde farvel til hendes bedste venindes ex-forlovede. Hun så ham sjældent, mest fordi hendes bedste veninde var blevet dræbt. Af dæmoner. De var en af de væsner som hun havde mindst tolerance overfor, for de fleste hun havde mødt var egoistiske. Der havde været få der havde vundet hendes tillid, men det var meget få og selv dér, holder hun meget øje med dem.
Hun vendte sig rundt og så på Safund, der stod i døren med hans datter ved siden. Nej Kasandra så simpelthen ik nok til dem. Meric stod i sin 'menneskelige' skikkelse ved siden af hende og vinkede vemodigt.
*Altid,* sagde hun med et smil *og i må også passe på jer selv. I ved hvor I kan finde mig hvis I nogensinde har brug for hjælp.* Hun sendte ham et smil og vinkede til datteren Lex. Hun hed endtlig Lexia, men alle kaldte hende for Lex. Pigen vinkede igen inden hun gik tilbage til huset og med sin far lige i hælene og døren lukkede med et svagt klik.

Hun begyndte at gå ned af stien med Meric ved sin side. Hun havde en kortærmet top på i en bladegrøn farve og et par brune bukser. Hendes bue hang over ryggen på hende, da hun næsten aldrig gik uden den, men denne gang havde hun også sit sværd med sig. Det var mest fordi hun var i Ashen Tree forest. Det var sådan set ik hendes skov og hun stolede ik helt på træerne der, for de stolede ik på hende. De var ik van til hendes slags. Hun gik med rolige skridt og Meric på sin venstre side. Der var en rolig stilhed i skoven og det eneste man kunne høre var dyrenes puslen og bladene der slog mod blade. Hun kiggede op mod himlen og månens stråler rørte svagt ved hendes ansigt. Hun tænkte på sin skov og på hendes familie. Den var jo lige blevet en tand større nu da hun havde fundet Mina, men det var stadig underligt for hende at have en ældre søster. Det var ik lige det hun havde regnet med at finde i skovens mørke.
Hun sukkede og kiggede så over på Meric og nussede hans hår. Han kiggede på Kasandra med sine gule øjne og både hans skinende hud og månens stråler fik ham til at se umenneskelig ud. Ja nærmest noget der ik hørte til i denne verden. "Hvordan har du det?" Spurgte han. Det var ik nogen overraskelse at han spurgte. Han havde altid været med når hun besøgte Safund og Lex, da de boede langt inde i skoven. Så han så at hun altid blev trist af at se dem, da de mindede hende om hendes bedste veninde, som hun aldrig ville få at se igen.
*Jeg har det fint. Det bliver nemmere og nemmere for hver gang,* sagde hun med et smil til ham. Meric nikkede bare og de fortsatte med at gå.

De havde gået lidt tid, da hun så en skikkelse krydse vejen foran hende og hun kiggede på den.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum