Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | vinter

Måned | December

Latest topics
» Et særligt møde - Azir
Yesterday at 8:19 by Larlii

» You didn't see nothing - Razor
Ons 13 dec - 23:16 by Vetis

» I'm looking for the Big Bad Wolf - Damien
Ons 13 dec - 22:32 by Vetis

» Optrind til ... - Jazmin
Ons 13 dec - 17:31 by Kira

» Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)
Tirs 12 dec - 20:58 by Davia

» Angående mit eventyrsemne!
Tirs 12 dec - 20:45 by Gautham

» Please dont hurt me ~ Sirtimm
Tirs 12 dec - 20:37 by Lydia

» Burning head ~ Isabell
Lør 9 dec - 18:53 by Jazmin

» I don't think so ~ Natalie
Fre 8 dec - 11:18 by Jazmin

Top posting users this month
Jazmin
 
Azir
 
Kira
 
Lori
 
Taliia
 
Vetis
 
Kace
 
Assorian
 
Sierra
 
Lydia
 

Statistics
Der er i alt 238 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Melicia

Vores brugere har i alt skrevet 151563 indlæg in 7810 subjects

I never came to ask anything of you - Sean

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Man 8 feb - 14:28

T: omkring 17
S: Seans hjem i Terrorville
V: Overskyet og koldt, ingen nedbør
P: Klik her, sorte støvler der stopper lige under knæet, sort kappe der omslutter det meste af hendes krop, hætten er trukket op så man kun kan ænse hendes hår og ansigt.

I 21 år havde Artemesia levet i en verden der ikke havde tilbudt hende noget. Ingen kærlighed, ingen venner og ingen familie. Hendes mor, Tassima, var død da Artemesia havde været 13 år. Ikke at det havde været den store forskel - en mor havde kun været en mor så længe Artemesia havde været adgang til penge, næring eller sjov. Hvad Artmesias mor havde anset for at være en forældre, havde Artemesia set som svigt. At undervise sin datter på 8 år i, hvorledes et succubus indtog næring... Hun rystede følelsen af had, svigt og savn af sig inden hun tog en dyb vejrtrækning. I flere minutter stod hun og så på den store hoveddør som tilhørte den eneste mand hun egentlig følte kunne give hende en form for forbindelse til hendes mor - McGivens. Hendes mor havde aldrig omtalt ham som andet end en ven af familien, en mand hun jagede sammen med inden Artemesia blev født - og det Artemesias skyld af Tassima måtte forlade Doomsville. Hvordan, havde Tassima aldrig forklaret sin datter.
Hun tog mod til sig, knyttede dagbogen ind til sig med den ene arm - gemt inde under kappen - og med den fri hånd bankede hun på med tre halvfaste slag. Hun anede ikke hvad hun skulle forvente. Beskrivelserne af Sean havde været meget farvede af hendes mors forhold til ham. Mange scener i dagbøgen var... krydrede. Det havde til tider været ubehageligt at læse om, men samtidig genkendte hun så meget af de følelser som hendes mor havde beskrevet.
Der var ikke andet at gøre, end at vente på at døren blev åbnet - og alligevel tog det hende fem sekunders overvejelse inden hun vendte om på hælen for at stikke af. I samme øjeblik hun tog et skridt væk fra døren, kunne hun høre noget eller nogen på den anden side af døren, og hun stoppede op igen. Hun vendte sig om, en smule tøvende, og så på den store dør igen - afventende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Tirs 9 feb - 16:21

Det var lidt sent på eftermiddagen, men Sean var en arbejdshest af store dimensioner og derfor stod han selv nu i entreen og sorterede kasser. Lavede en bunke af skrøbelige kasser, der skulle til Dragons Peak med næste afsending af mere forsigtig art og en bunke der kunne sendes af sted senere. Trods alt rejste han også snart, så var det godt Sigmund ville vide hvilke han skulle sende af sted. Han havde foreslået både Sigmund og hans kok at rejse med ham, de havde altid været i huset og han ville savne deres tilstedeværelse. Hans kok havde været dybt beæret og var allerede ved at pakke sine bedste pander og gryder, men kun mod han tog et par af tjenerinder med også, for hun var blevet så glad for dem. Dog havde han pointeret at mindst en tjener måtte blive og passe huset, mens hans sønner boede her.
Sigmund havde ikke svaret ham endnu. Han frygtede det værste, for manden var ved at blive gammel og måske ville han ikke kunne klare flytningen eller de nye omgivelser det ville give. Han lod hånden glide igennem det mørkebrune, strittede hår og kiggede ud over kasserne. Han var afslappet klædt i bare fødder, nogle løse, sorte bukser og en løs trøje med korte ærmer. Hans sværd hang ved siden af døren sammen med kapper og sko. Den store lysekrone hang ned fra loftet og lyste rummet op. Det kolde creme-farvede marmorgulv var...ja, koldt at stå på. Men fordi han havde løftet tingene rundt, bemærkede han det ikke rigtigt. Om hans ene hånd og ene håndled hang smykker. En ring, et armbånd, begge med det samme symbol på. Et par vinger, den ene side af dæmon og den anden fra en engel.
Han strakte ud i ryggen, da nogen bankede på døren. Han vendte sig om mod døren og undrede sig lidt, for han ventede ingen gæster. Fenris ville have sendt brev og Neph var sikkert travlt med guderne måtte vide hvad. Luce var oppe hos Sakref...Han ventede ingen.
Alligevel gik han over til døren, slog låsen fra og åbnede den. Den kølige luft slog ham i møde, mens synet af en ryg på en ung kvinde mødte ham. Tydeligvis en person der allerede var på vej væk igen?
"Godaften, kan jeg hjælpe?" hilste han, men uden hverken at virke enormt entusiastisk, omend heller ikke vildt åben. Måske bare lidt træt...Han havde arbejdet hele dagen, trods alt.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Tirs 9 feb - 18:06

I det en åbnede døren, og en mand trådte frem, bed hun sig lidt i indersiden af underlæben. Hans mørke hår, klare øjne og stærke fremtoning var ikke mindre end intimiderende. Han så ikke ud som om han havde tiden eller lysten til en gæst - specielt ikke en datter af en kvinde han engang for 22 år siden havde jaget med.
''Jeg... Jeg leder efter McGivens... Sean McGivens?..'' hun ville ikke fortælle hvorfor endnu, specielt ikke når det kom til at det måske slet ikke var ham og hun derved ville fortælle en komplet fremmed alle hendes kvaler og hemmeligheder - overdrivelse egentlig, men frygten var på højde med det.
''Jeg er her på vegne af min mor, Tassima Sorrows..'' - i et kort øjeblik ville hendes øjne glinse svagt, afslører at der lå mere bag det hele end bare en hyggelig visit. Det var svært at se, specielt fordi kappen dækkede for lyset der ville vise hendes ansigt, men hendes øjne var hver deres farve, et lysebrunt og et mørkt grønt. Hendes mor havde haft samme type øjne, dog med et blåt og et grønt, og havde altid sagt at de brune øjne måtte være fra hendes far.
Hun stod lidt usikkert og så kort på Sean, men aldrig direkte i øjnene. Hun følte det på sin vis respektløst af se en fremmed direkte i øjnene, og samtidig havde hendes mor beskrevet hans øjne så detaljeret i sin dagbog, at Artemesia ikke var i tvivl om hvordan de så ud. Hun havde i mange år forestillet sig Sean - oftest som en faderfigur i hendes liv. Den forestilling havde hun dog ladet ligge, da hun for længst havde accepteret at hun nu var forældreløs.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Tirs 9 feb - 20:19

Seans egne øjne havde en mørk, grå farve. Ofte skinnede de hårdt, koldt. Andre gange ligefrem varme og venlige - Det hele kom an på hvem han stod over for. Lige nu var de dog ikke helt til at aflæse, som han ingen tanker havde om denne fremmede kvinde endnu. Han var dog på vagt, for han havde mange fjender, der kom i alverdens skikkelser. Denne kvinde kunne vise sig ven, som fjende. Det var jo efterhånden ikke en hemmelig, hvor han boede og for det meste var han ligeglad, for de færreste kunne vinde over ham alligevel. Det eneste der bekymrede ham, var nogen gik efter en af hans sønner. Sønner, hele bundtet!
Han lagde armene over kors, mens han hvilede den ene skulder mod dørkarmen. Hans blik hvilede på hende, mens hun vendte sig. Var det...Usikkerhed...Han fornemmede?
Navnet var rigtig nok hans, men selv ikke det var længere en hemmelighed længere. Selv om det alligevel var sjældent noget opsøgte ham SÅ direkte alligevel.
Ved det næste navn, var det alligevel som om et andet skær lagde sig over hans øjne. Hans mistænksomhed voksede. Tassima...Ja, ja han huskede hende. Måske lidt for godt, taget i betragtning af hvor længe siden det faktisk var. Et svagt smil gled over ham, blot ved mindet. Men det ændrede ikke på kvinden på ingen måde havde forklaret hvad hun ville endnu.
"Sean Mcgivens" Svarede han, som en form for præsentation. Så slog det ham hvad hun havde sagt...
Mor...Tassima...Hendes mor?
Han rettede sig op og trådte et skridt ned af de få trin, der løftede hans dør op fra gadeniveauet, og dermed tættere på hende. Medmindre hun var hurtig til at flytte sig, trådte han helt tæt på hende, skubbede hætten til side og greb om hendes kæbe, mens han studerede hendes ansigt mere indgående. Selv om der var flere ligheder, var øjnene de mest røbende.
Han var oprigtig overrasket. Og hvis han faktisk havde nået at tage fat i hende, ville han lidt efter slippe hende igen.
"Tassima. Det er længe siden jeg har hørt det navn..." Hans blik gled hen over hende skulder, men hun var alene. Hans intuition fortalte ham at han nok ikke kunne lide de nyheder hun bragte ham. Han trådte tilbage og slog let ud med sin arm mod hoveddøren.
"Hendes datter. Jeg ville være en forfærdelig ven af din mor, hvis jeg ikke lod dig ind. En mor...Der også ser ud til at være fraværende?" spurgte han spørgende, mens han så på hende igen. Inviterede hende til at gå indenfor.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Tirs 9 feb - 21:07

Artemesia var ikke en åbenlys kombination af Sean og Tassima, men lighederne var der tydeligvis. Derfor var hun mere eller mindre forbløffet over at han i en hurtig bevægelse havde hevet hætten af hende og holdte hende om hagen. Hun så ham direkte i øjnene, bed tænderne sammen og holdt vejret svagt da han studerede hendes ansigt. Hun havde intet at skjule udover et ar der løb fra hendes venstre øre og ned til hendes kraveben - et uheldigt møde med en varulv.
Da han slap hende rykkede hun ikke på sig, men rettede derimod på sit hår, efter at hætten havde uglet det let. Hun knugede stadig sin mors dagbog tæt til sig.
''Hun kunne ikke være her selv. Døden plejer at være en forhindring for de fleste.'' Artemesia så ham endnu engang direkte i øjnene, da han inviterede hende indenfor. Hun vidste uden tvivl at han ikke ville gøre hende noget - det værste han kunne gøre var at bede hende forsvinde for evigt, og selv det ville måske ikke være så stort et tab - hun kendte ham jo ikke rigtigt. Hun gik forbi ham, trådte ind i hans hjem. Den kolde marmor gav genlyd under hendes støvlers hæle, og lysekronen gav hendes hud en svag glød i lyset. Hun så rundt - stedet var så anderledes i forhold til hvad hun kom fra. Hun var vokset op i et kroværelse, delte seng med sin mor - lærte af sin mor. Tanken om at dele værelse og seng nogensinde igen faldt hende ikke ind. Hun var enspænder, modsat sin mor.
''Hun tog i hvert fald ikke fejl i hendes antagelser om dig - du er... tydeligvis mere succesrig end hun nogensinde blev.''
Hun bar nag til sin mor - det var tydeligt. Hun bar nag over så mange ting, men mest af alt nagede ønsket og at kende sin familie og sig selv hende utroligt meget. Hun havde lyst til at bare give ham dagbogen, og så bare spørge ham direkte. Men hvor skulle han vide det fra? Hvor skulle han vide fra, om han egentlig var mere end en ven af familien? Sex mellem dæmoner er normalt, og ikke al sex resulterer i graviditeter. Artemesia havde været et uheld, og hendes mor lod hende aldrig glemme det. Hun var et barn af dæmoner, og hun ville aldrig kunne skjule det - det sad printet ind i hendes hud på hendes lår. Dette var også en af grundende til at hun aldrig var helt nøgen under sex. En enkelt mand havde engang set skriften der beskrev hendes afart, og det havde resulteret i at han måtte gøres stille inden han plaprede løs om det. Ingen måtte vide at hun havde det mærke - i hvert fald ifølge hendes mor. Hun havde aldrig forstået hvorfor.
''Jeg beklager at jeg stiller spørgsmål Sir... Men hvordan kendte du min mor?''. Hun var nysgerrig - hendes mor havde aldrig delt noget om sig selv, som om Artemesia bare var en midlertidig tilstedeværelse som alligevel ikke betød noget. Hun vendte sig om og så direkte på Sean. Man kunne svagt ænse skriften på hendes lår under den halvgennemsigtige korte kjole hun havde på. Hun havde ikke taget højde for at kjolen kunne være gennemsigtig i det rigtige lys. Så snart hun ville sætte sig ned, ville kjolen glide op, og afslører den sidste linje i hendes fine modermærke.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Ons 10 feb - 17:48

Døden?
En lille rynke opstod på hans pande ved ordene, men han svarede ikke direkte på det. Det virkede som om kvinden havde et problem med sin mor, eller bar nag. I hvert fald var det ikke ligefrem en dyb sorg der virkede til at præge hende. Hans blik gled endnu en gang studerende over hende...Hun måtte have født kvinden ikke lang tid efter hun var rejst, ud fra hvor gammel hun så ud til at være. Var det derfor hun var rejst...Fordi hun havde fundet en skøn mand at stifte familie med? Det var da en sandsynlighed.
De trådte indenfor og han lukkede døren efter hende, men låste den ikke, hvis hun blot ville føle sig fanget. Det ville han ikke ønske nogle gæster skulle. I stedet viftede han let med en hånd over mod stumtjeneren, hvis hun ønskede at tage sin kappe af.
"beklager rodet, jeg står midt i en flytning" bekendtgjorde han.
"Og jeg beklager med din mor..." det virkede som om han ønskede at sige mere, men gjorde det ikke. I stedet kom Sigmund dem i møde, sikkert hidkaldt af lyden fra hoveddøren, der var gledet op og i.
"Sigmund! Hils på min butler...oh, jeg er bange for du ikke har præsenteret dig endnu?" spurgte han så og så lidt på kvinden, som han endnu ikke kendte navnet på.
"Sigmund, server lidt the i opholdsstuen, tak" bad han så, før manden bukkede let for dem og gik. Sean viste vej mellem kasserne, over til den lille opholdsstue han altid modtog gæster i. Hvis hun fulgte efter, ville de træde fra den store entre og ind i et mindre, varm og ifølge Sean hyggeligere rum.
Han trak let på skuldrene. Han vidste intet om hvordan Tassima havde klaret sig, jo, så det kunne han hverken be- eller afkræfte.

Han slog let ud med den ene arm, som tegn til at hun endelig skulle sætte sig, hvis hun ønskede det. Han var lidt for træt til at give hende den helt perfekte gæste-oplevelse, så han håbede hun kunne tilgive ham det senere, hvis hun overhoved gik op i de ting.
"Kald mig bare Sean" bad han, da han selv satte sig i den ene lænestol foran pejsen, hvor nogle gløder ulmede. I et øjeblik lænede han sig bare tilbage i stolen og slappede lidt af efter en dag med praktisk arbejde. Selv hvis hun satte sig, opdagede han intet med det samme.
"Din mor og jeg er gamle venner. Hvad er det...Nogle tyve år siden? Vi jagtede sammen og nød hinandens selskab, til hun en dag rejste. Ingen ord, intet..." han så over på hende med et lille smil.
"Men siden du eksistere, har der sikkert stået en mand til grund, kunne jeg forestille mig. Hvor gammel er du? Du må være født ikke så længe efter igen..." sagde han. Det var lidt sjovt. Især ved øjnene kunne han se hvordan hun lignede sin mor, hvor specielt det var med folk, der bar to forskellige farvet øjne.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Ons 10 feb - 20:25

Artemesia var i det hele taget utilpas med hele situationen. Da han viste hende stumptjeneren tog det hende ikke mange sekunder at få smidt kappen og hængt den pænt.
Hans butler var ikke lige hendes kop te, butlere havde en tendens til at kende for meget til dem de arbejdede for, og samtidig var det også altid butleren der havde gjort det når det kom til krimiromaner.
''Artemesia... Artemesia Sorrows..'' sagde hun roligt, inden hun fulgte med ham ind i den lille stue. Hun satte sig i en ubemandet stol, og så hen på ham, mens han fortalte om hans tid med hendes mor. Hun lyttede med glæde, hun havde ikke hørt meget om deres tid sammen gennem hendes mor - mere gennem dagbogen. Dagbogen havde hun placeret i sit skød for ikke at lade den ude af syne.
''Min mor fortalte mig aldrig hvorfor hun rejste. Det vedkom tilsyneladende ikke mig. Hun sagde kun, at det var min skyld at hun ikke kunne blive i Doomsville. Hvad det så end måtte betyde..'' hun så ind i ilden, og tog en dyb vejrtrækning, mens hun lukkede øjnene. Hun trak sig ud af sine støvler og afslørede lange slanke ben. Hun trak fødderne op under sig og sad i en form for sirenestilling. Nederste linje af hendes tekst på den midterste del af hendes venstre lår var synlig. Hun bemærkede det dog ikke selv.
''21...'' fik hun bare mumlet, mens hun stirrede ind i ilden, uden egentlig at have en grund til at give sådanne et kort svar til hans ellers yderst fornuftige spørgsmål.
''Jeg er først for nyligt kommet til Doomsville. Jeg var ikke helt sikker på at jeg egentlig havde en grund til at være her. Men siden det er her min mor kom fra, så måtte der nødvendigvis være en eller anden form for forbindelse til stedet... Håber jeg da.'' fik hun mumlet, mens hun knyttede bogen lidt til sig.
''Det er derfor jeg er her nu.. For at høre om du måske kunne fortælle mig noget der kunne lede mig i retningen af en forklaring på hvem jeg er. Min mor var ikke til megen hjælp, og du kendte hende i tiden op til at hun flyttede.. Så jeg håbede.. Ja, jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg håbede på..'' hun så kort hen på Sean, inden hun igen så ind i ilden. Hun følte sig underligt nok ikke alt for malplaceret i hans hjem, på trods af at hun slet ikke kendte ham.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Tors 11 feb - 19:23

Hendes skyld? Så hun...Hun var allerede gravid da hun forlod Doomsville? Tankerne kom. Havde hun været sammen med andre mænd? Sandsynligheden var stor. Hun havde jo været Succubus! Men den mest forstyrrende tanke, var at han også havde været sammen med hende. Havde det ikke vist sig han havde haft sønner, uden at vide det, før deres mødre døde og de opsøgte ham lige pludselig? Hvorfor var det den samme historie de alle havde...Det var en sammensværgelse!
Hans betænksomme blik gled over hende...Og stoppede op ved hendes lår. Var det noget hun havde på indenunder? Nej, det lignede skrift på huden. En tatovering?
Hans hjerte hamrede hurtigere og uanset om det var uforskammet eller ej, kunne han ikke stoppe sig selv i at læne sig frem for at se nærmere. Teksten...Så bekendt....Hans ene hånd gled fremefter, men stoppede op halvvejen, før han trak den til sig igen og rejste sig op ved en pludselig rastløshed. Nej! Det kunne ikke være sandt! Hvor mange børn havde han lige spredt ud over kontinentet? Det var slut! Han ville slet ikke have børn! Han havde ellers set sig selv som så forsigtig...Han placerede hænderne på ryglænet til sin egen stol og så over mod hende igen.
Burde han overhoved side noget? Uden at give hende håb eller hvad der kunne være en sandhed, kunne han blot smide hende ud igen og glemme alt om det...
Men han kendte sandheden. Det vidste han...Mærket var så sjældent, men var dukket op med regelmæssighed i hans familie. Hans sønner, der kun var halve dæmoner af blod, havde ikke mærket. Men hun havde...
Det endte med han i frustration slog den ene hånd mod ryglænet, så en hel lille støvsky stod fra betrækket.
"Din tatovering...Hvor har du den fra?" det var ikke hans mening, men han lød helt anklagende. Var der noget at sige til det? Fra dag til dag så hans familie ud til konstant at vokse...
Tassima, den...Han havde ikke engang noget surt at sige om hende. Men hun skulle have sagt noget! For helvede da også...Hun skulle have sagt noget!



_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Tors 11 feb - 19:57

Hun fulgte ham med øjnene, mens han rakte ud efter hende. Han virkede splittet, men hun kunne ikke helt tyde ham.
"Det er ikke en tatovering. Jeg er født med det." Sagde hun mens hun prøvede at dække det lidt til. Han virkede så... Ja, som hun havde gjort dengang hendes mor døde. Det var en normal reaktion til forandring. Hvorfor spurgte han om det? Hans slag mod ryglænet fik hende til at rette ryggen, tage sine støvler på igen - uden at sige så meget. Hun ville ikke være til besvær - hun ville ikke være grunden at en mand reagerede sådan der.
"Jeg beklager hvis jeg har oprørt Dem, sir." Sagde hun roligt, høfligt. Derefter rejste hun sig, med rank ryg. Hun søgte hans øjne, mens hun prøvede at regne ud hvad han mente om hendes mærke. Hun bed sig kort i læben.
"Undskyld ulejligheden... Jeg burde nok hellere komme videre.. Jeg synes såmænd blot at De havde ret til at vide at kvinden De engang jagede med ikke længere er iblandt os." Hun voldte sig til det formelle. Hub havde ingen grund til at være uformel. Det kunne ses som stødende at være dus med en mand man hverken havde drukket dus med eller var i familie.

//beklager manglen på farvet tale og på længde - skriver fra mobilen xD//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Fre 12 feb - 19:19

Hans blik landede på hende med en overraskende hårdhed, der kunne virke til at komme ud af ingenting. Artemesia virkede ikke som en der ville presse på, hun spurgte ikke engang ind til hans interesse for hendes mærke. Vidste hun overhoved hvad det betød, hvilket mærke hun bar for livet, aldrig kunne skille sig af med men kunne risikere forfølgelse for? Det ville være så nemt bare at lade hende gå...Men han kunne ikke bare lade hende gå uden i det mindste at fortælle hende hvad hun havde. Han rettede sig op og så over på hende igen, mens han prøvede at tvinge sig selv til at være mere rolig. Til sidst lykkedes det ham endelig og han mærkede roligheden sænke sig over ham, lidt efter lidt.
"Bliv lidt endnu, jeg er ikke færdig" bekendtgjorde hende og bød hende direkte til at blive siddende lidt endnu. Faktisk lød det ikke som om han havde tænkt sig at give hende et valg.
"Dit mærke...Ved du overhoved hvad det betyder? They hunt you, the Lucifer's angel. Never lived, never died. Your life has been denied, they call you...Lucifer's angel..." Han gengav teksten korrekt, med få stop, som om han forlængst havde indlært sig selv meningen med hvad der kunne karakteriseres som et digt.
"Historien siger at kun de reneste dæmonfamilier arver det mærke. De reneste og stærkeste, hvis efterkommere engang nedkom fra selve Lucifer, fader til alle dæmoner. Det fantastiske ved mærket er det ikke bare dukker op tilfældigt. Det går i arv fra generation til generation, trods ingen har kunne klargøre præcis hvem der arver det og hvorfor. Det er et mærke der kan få helt almindelige dæmoner til at gå helt amok, i en hungren efter det selv. Der findes fanatikere der vil tilbede dig, folk der vil myrde dig og atter andre der mener det hele er falsk" Hans blik gled over hende. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et øjeblik. Forbandet Tassima! Forbandet være hende, måtte hun lide hvor hun end var nu!
"Jeg ved det. For jeg har selv mærket" fortalte han så endelig, før han åbnede øjnene igen og så over på hende. Mærket var sjældent. Der kunne ingen tvivl være...

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Fre 12 feb - 19:54

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Ligemeget hvad hun kom i tanke om, ville det ikke være en passende reaktion. Hun kunne stikke af, vende ryggen til det hele og lade som om hun aldrig havde mødt ham. Eller, hun kunne accepterer det som det var, og se hvad han ville føre det til. Det sidste var uden tvivl den mest humane for dem begge - men sådan som tingene så ud lige nu... Han virkede ikke ligefrem glad for at se hende.
''Havde jeg vidst det...'' hun rystede på hovedet og gled ned i stolen som hun havde siddet i før. Hun sukkede og stirrede ind i ilden. Hun ville være idiot for at tro, at han ønskede børn - de færreste incubusser og succubusser ønskede sig børn - og med en slægt som hans... Hun følte sig mere og mere malplaceret. Hun kunne ikke bevæge sig. Hun kunne ikke sige noget. Hun turde ikke - hun hørte ikke til i han liv, hun var et uheld. Hun var en fejl - og hun havde vidst det hele sit liv. Hun bed sammen, og en svag atmosfære af vrede, frustration og sårede følelser emmede om hende, mens hun prøvede at finde ud af hvad hun egentlig skulle gøre. Hun kunne ikke bare gå. Hun kunne ikke blive, og lade som om hun var velkommen. Hun var puslespilsbrikken som kom fra en anden æske - der var ikke brug for den, den var overflødig.
Hendes mors dagbog vejede et ton på hendes arm nu - og lysten til at smide den i ilden var mere end overvældende. Hun rejste sig stille fra stolen, tog bogen og smed den let ind i flammerne. Der var ingen grund til at holde fast i den mere.
Hun gned sit ansigt lidt, mens hun stirrede ind i flammerne som opslugte hendes mors minder, drømme, hemmeligheder og ønsker. Det var det sidste der var tilbage af hendes mor, udover den halskæde hun altid havde gået med, en halskæde som Artemesia havde overtaget da hendes mor døde.
''Hvad så nu...?'' hun så hen på Sean kort, mens hun vendte sig mod døren ud til entreen. Det var bare et spørgsmål om tid, inden én af dem ville få en følelsesmæssig reaktion som den anden sikkert ikke kunne håndterer. Hun ville hellere være langt væk fra ham, inden hun begyndte at mærke effekten af mødet med manden hun i flere år havde følt manglede i hendes liv. Hun havde lyst til at stikke af, men hun kunne risikere at såre ham dybt ved det.. Det måtte være hans beslutning om han ønskede hende i sit liv, hvis ikke, så var det jo nemt for hende bare at forsvinde - det havde kvinderne i hendes liv tydeligvis erfaring med.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Fre 12 feb - 20:11

Hun så ud til at tage det overraskende roligt. Han tog inspiration og forblev selv rolig, selv om hans arme gled over kors, mens han studerede hende. Studerede hende, som hun alligevel så ud til at være i tvivl og smed en bog på ilden. Han anede ikke hvad bogen betød, men tydeligvis et eller andet som hun gav slip på eller ikke længere havde brug for. Hvis det var hendes mors dagbog, mente han nok hun burde have holdt fast på den for fremtiden. Det var aldrig til at vide om man ville ønske sig at læse ordene igen, uanset hvilken funktion de ville få. Det var dog helt overflødigt nu, som ilden slugte de skrevne ord med hast og grådighed.
Han trak vejret dybt. Ja, hvad ønskede han? Han måtte tage et valg og så måtte hun tage sit valg bagefter. Det var vel det mest logiske?
Han så tænksomt frem for sig. På et tidspunkt blev der banket på døren og Sigmund kom ind med en kande varm the, nogle krus og et lille fad med lidt frugt og små kager, før han gik igen. Sean ænsede ham dog ikke på noget tidspunkt, så opslugt var han af sine tanker. Hvor var Luce når han skulle bruge hende? Han havde brug for at tænke, til at vende det med nogen...Han havde ikke brug for flere han skulle passe på og betale for. Kunne hun overhoved noget? Han gned sin pande og lod hånden glide igennem sit hår, før han så over på hende. Xander havde han accepteret, fordi han havde været dygtig og så ung. Daron havde han til nød accepteret, fordi manden havde tigget ham om det. Og nu hende her?
"Jeg vedkender mig at du er af mit blod..." Sagde han så endelig. Hvor lød det fjernt...tænkt han faktisk havde en datter også. Aldrig havde han været på mere ukendt land.
"...Men jeg vil ikke give dig fordele ingen andre har haft. Mine sønner har gjort sig fortjent til at leve hos mig. Hvis du ønsker at være hos mig, skal du gøre dig selv nyttig" bekendte han så og lod det dermed være op til hende. Præcis det samme havde alle de andre skulle, desuden var hun en voksen kvinde og kunne sagtens passe på sig selv, hvis ikke hun gad ham og hans luksuriøse, foruden kaotiske liv.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Fre 12 feb - 20:47

Han vedkendte? Det var hans måde at sige det på? At han accepterede at hun var hans indtil nu ukendte barn?
Hun så hen på ham, og gik helt hen til ham.
''Så, jeg har altså søskende? Fedt nok, minimum to halvsøskende som sikkert er lige så lækre og perfekte som min far. Fedt, jeg er the odd one out, i familieportrættet.'' man kunne nærmest lugte sarkasmen i hendes stemme.
Hun havde ingen grund til at bevise noget over for ham. Hun kunne fortælle ham om det faktum at hun af og til gjorde andet end at danse for sex. Måske fortælle ham, at hun var en yderst velegnet barnepige, sygepasser og var vant til at klare husholdningen? Nej, hun var ikke ved at sælge sig selv, dette var ikke en jobsamtale. Dette var en mand, der tilsyneladende var hendes far, som kort og godt fortalte at hun måtte lette bagdelen og arbejde for at vinde hans accept og respekt. Det havde hun intet problem med.
''Jeg har hørt om dig, gennem min mor. Hun var ret glad for dig. Hun ville fortælle historier når jeg skulle sove, om hvordan du med din klan ville overtage.. Hvordan du ville gøre det sikkert for nattevæsnerne at leve frit. Det var naturligvis lige indtil en jæger fik klørene i hende.'' hun gik hen og skænkede dem begge en kop te. Hun var ikke interesseret i at pisse ham af, det var ikke hendes opgave. Tværtimod, kunne han bruge hende til noget ville det jo være rart at vide.
''Jeg har ikke fået nogen træning. Jeg er ikke stærk, og jeg er ikke god til at slås. Men det er ting der kan rettes op på. Spørgsmålet er, hvis jeg blev til nogen nytte - ville du så bruge mig, eller ville det være for akavet?'' hun satte sig i stolen igen, opsat på at hun ikke skulle være en møgunge. Hun kunne sagtens være civiliseret på trods af at hun lige havde mødt den eneste mand i hele verdenen der nogensinde ville kunne have noget at skulle have sagt i hvad hun gjorde fremover.
''Naturligvis, jeg er smidig og hurtig. Jeg ville kunne fungere godt som tyv.. Spion... Snigmorder..'' igen kom et lettere drillende smil på hendes læber mens hun tog en tår af sin te. Hun var ikke nem at vælte af hesten, og nogen havde til tider set det som et psykopatisk træk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Fre 12 feb - 21:05

Et svagt smil gled over ham.
"Hvis du ikke kan lide billedet, er der ingen der holder dig her" kommenterede han rolig, omend det var tydeligt at gennemskue at hun kunne gå eller blive som det passede hende, uden det ville ændre det store for ham. Men pointen var klar, hans sønner var kommet først og havde bevist deres værd, deres nytte, deres værdi og gjort sig fortjent til hans hjælp og tillid. Hvis hun virkelig vil være en del af hans familie, kunne hun ikke bare komme og vifte med det hvide flag, men arbejde for det. Han kunne ikke bruge uduelige børn til noget. Det endte med at han satte sig ned og tog den kop, hvori hun havde hældt the til ham, før han lænede sig tilbage. Han havde ikke brug for et barn der ville være hans tjener, men måske var det bare hendes måde at vise at hun lige nu gerne ville blive og se om de kunne nå en enighed. Og måske at hun var villig til at arbejde for ham.
"For at sætte dig ind i det. På nuværende tidspunkt har jeg to børn. Xander er den yngste, men dygtigeste. Han har arvet min klan og står allerede nu som dens leder, selv om jeg rådgiver ham på sidelinjen og endnu kan bruge min klan til hvad som helst. Min klan er en samling af gode tyve. Vi passer på hinanden som en familie. Kun de få, der når helt ind til min hemmelige cirkel, får andre og mere specielle opgaver" fortalte han, blot for at sætte hende ind i det basiske, hvis hun agtede at hænge ved.
"Så er der Daron, der er skyggevæsen. Jeg hader han ikke er dæmon, men han kan nogle ting og vil gøre alt for mig. Til tider en svagpisser, men jeg er ved at tæske noget rygrad ind i ham. Der ud over bor der et 6-årig barn her, Connor. Han er ikke min af blod, men jeg tog ham til mig. Og Elyas, som er min nevø. Det er familien, som den er nu. Hvis du ønsker at tilfredsstille mig, skal du vide..." Hans blik gled op til hende, i stedet for at fokusere på hans mørke the, han havde rørt lidt rundt i.
"...At jeg er Archdemon, både magtfuld og fuld af planer om mere magt. Jeg er stolt af dæmonerne og tæt på vores kronprins. Hvis du ikke vil komme på min dårlige side, skal du aldrig tale ondt om din egen race eller vise manglende respekt for den" Det lød måske sært eller latterligt i visse øre. Men han gjorde meget ud af det og der var intet han hadede mere, end dæmoner der ikke engang ville kendes ved deres race eller være stolt af den.
"Hvis det er til at acceptere...Så lad os snakke om de mere praktiske ting. Jeg er hård og forlanger disciplin og hårdt arbejde. Men jeg er ikke uretfærdig...Du kan altid lære at slås. Alle kan slås, giver de sig blot tid nok. Jeg har brug for folk der også har hovedet med dem. Altså folk jeg kan bruge i mine store planer. Så fortæl om dig selv...Er du tabt bag en vogn, styret af dine følelser...Eller kan du se fordi de ting og kæmpe for ting der er større end dig selv? Kan du lægge planer og skabe andres fald?" spurgte han ligeud, som om det var en jobsamtale og han skulle overveje om han ville ansætte hende. Grunden til han gik sådan til værks, var ganske enkelt at det var nemmest for ham. Og især nu, hvor han var så tæt på at udføre nogle meget store planer, havde han ikke brug for forholdsvis tætte folk, som intet kunne eller som han ikke kunne stole på.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Fre 12 feb - 21:22

Hun kunne ikke lade være med at smile over hvordan han omtalte sine sønner, specielt Daron. Hun kunne i det mindste overgå ham til enhver tid - i hendes opfattelse. Hendes far lod til at være glad for magt, hvilket han senere hen i sin enetale faktisk sagde direkte. Hun måtte ikke tale ilde om sin race..
''Ser du... Jeg har ikke givet dig et indtryk af hvem jeg er. Du kendte min mor, en kvinde der stak af fordi hun var bange for resultatet af hendes handlinger. Sådan er jeg ikke. Tanken er der altid, muligheden for at stikke af og forsvinde. Men hvor er det sjove i det? Jeg vil hellere sørge for at folk ved hvem jeg er, frygte mig om nødvendigt, frem for at være en ukendt bastard. Jeg har ingen planer, ikke endnu. De sidste par år har været brugt på at opstøve alle der kendte min mor, for at lære hende bedre at kende. Det har ikke været en succes, hun har for det meste bare lavet ballade.'' hun tog en tår te, mens hun smilede for sig selv - ballade var så godt som hendes mellemnavn efterhånden.
Hun krydsede sine ben, og på hendes andet lår - samme højde som hendes mærke - var der et ar. Arret var på længde med en mellemstor dolk, og havde grove kanter - et resultat af jagten på den jæger der havde myrdet hendes mor.
''Jeg holder mig til det jeg sætter mig for. Jeg gør intet uden at gennemtænke det, mindst i et sekund. Jeg taler ofte uden hæmninger, og mine følelser er til tider ret nemme at gennemskue. Men jeg er sikker på, at det også kan trænes væk, hvis disciplinen er hård nok. Jeg er villig til at lære - og med tiden, er jeg sikker på at du bliver glad for at have en datter. En ung kvinde der ser godt ud, kan manipulere med mænd og snige sig uset rundt.. Det kan altid blive en fordel.'' hun smilede kort til ham, inden hun tog endnu en tår af sin te. Hun så ind i ilden, stadig med et smil på læben. Hun kunne forestille sig, hvor nemt hun ville have det med at manipulerer sig ind på huden af de fleste, så længe hun tænkte sig om. Hendes far var dog en undtagelse, den leg var hun ikke villig til at deltage i.
''Nu snakkede du om at du kendte kronprinsen. Min mor fortalte mig sjældent om tingene udenfor hjemmet - så jeg undskylder for min uvidenhed. Hvem er denne kronprins?'' spurgte hun med et lille smil - jo mere hun kunne tale med ham nu, jo nemmere ville det være at argumentere sig ind i hans planer senere.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Lør 13 feb - 10:07

Hun tog det pænt. Hans øjne hvilede næsten konstant på hende, for at opdage eventuelle svage sider eller tegn på ubehag og løgne. Men det eneste han så, var noget han var tilfreds med. Ofte var hans børn ikke altid dem han ønskede, hvilket til dels også skyldtes han aldrig havde været en del af deres vigtigste opdragelse og måtte slås mod de selvstændige, voksne skikkelser de var blevet. Dog havde de fleste folk, af natur, lyst til et fællesskab og magt, så de færreste sagde nej tak til at indgå i hans familie eller klan. Han lod hende snakke, uden at afbryde hende. I stedet nippede han til sin the, før han stillede den tilbage på bordet igen, da han foretrak at have hænderne fri.
Han havde allerede kvinder der kunne den slags. Nærmere bestemt ville Neph sikkert kunne gøre det og ville næppe sige nej til ham. Men Artemesia var Succubus, så uden tvivl hun automatisk ville have mange fordele. Desuden var der forskel på om han ønskede nogen død eller blot ønskede nogen ødelagt. Og hvad kunne være mere ødelæggende end den forbudte sex, ingen bør høre om eller den sex, der krøb under huden på en og fik en til at tænke forkert og tage anderledes handlinger?
Som altid forholdt han sig kritisk til det folk sagde, for der var altid en mulighed for at folk solgte dem selv en smule bedre, end de faktisk var. Om ikke andet brød han sig om de ting han hørte og selv om han ikke ville bruge hende med det samme, kunne han altid tage hende ind og se hende i aktion, med tanke om at bruge hende senere.
Derfor nikkede han bare svagt, som tegn til at det lød fint.

Et lille smil gled over ham, da hun spurgte ham. Men han foretrak folk spurgte, hvis der var noget de ikke vidste, end gik rundt med forkerte ideen eller viden.
"Kronprinsen af dæmonerne, søn af dæmonernes leder. Hans navn er Fenris og vi arbejder...Tæt. Han vil støtte mig i mine planer" Han var alligevel påpasselig med ikke at sige for meget ad gangen. Blot for alle tilfældes skyld.
"Jeg er midt i en flytning, som du nok kan se. Jeg har boet i Doomsville længe og det er også her min klan bor, her jeg har bygget den op. Jeg kender alt i Doomsville...Men tiden er klar til noget nyt. Jeg rejser til Dragons Peak, hvor jeg i samarbejde med mange allierede vil overtage byen og blive dens hersker. Jeg arbejder sammen med skyggevæsnernes leder, Assorian. Så hvis alt går vel, bliver du snart datter af en meget magtfuld mand, der kan sikre din fremtid på lige så magtfulde pladser, hvis du er værdig til det." Gjorde det noget at han også lokkede lidt, dinglede med en lille gulerod, i håb om hun ville arbejde lige så hårdt for et personligt mål, som hun lod som om hun ville arbejde hårdt for ham?
"Så du må selv tage et valg om hvor du vil være. Om du vil bo her, om du rejser med mig eller om du vil bo for dig selv." sagde han endelig.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Man 15 feb - 10:55

Artemesia var heldigvis bedre til at gennemskue andre end hvad hun gav til udtryk. Hun havde ikke muligheden for at se enhver løgn 100% for hvad den var, men at lyve for hende fik oftest fatale konsekvenser. Hendes far havde ikke løjet, da han sagde at han og prinsen var tætte. Hun ville ikke grave i det forhold, udover at det var hendes far, så var andres intime relationer ikke altid rare at kende til. Mænd havde - lige som kvinder - en tendens til det samme køn. Når kvinder kunne gøre det uden at der blev set skævt til det, hvorfor skulle mænd så ikke kunne det? Hun smilede for sig selv ved hendes svævende tanker. Hun huskede en sød lille draconianer for et års tid siden, en kær ung dame med store kinder, et varmt bryst og et farligt temperament. Lindsey. Hun lukkede øjnene kort.
''Jeg tvivler på, at bo sammen med dig er en god ide - når vi ikke kender hinanden specielt godt - det vil være en besværlig opgave. Jeg bor for tiden på en krop i Rotten Root. Jeg regner dog med at tage videre her snart, hvem ved... Måske til Dragons Peak for at se hvordan i håndterer tingene - om der skal en kvindelig hånd til.'' sagde hun med et drilsk skævt smil, et smil hendes mor ofte havde sagt at hun havde fra sin far. Hun havde endnu ikke set det.
Hun så kort rundt igen, inden hun så ind i ilden for at mærke lyset svide svagt bag hendes øjne. Hun var et barn af mørket, og lys var ikke kun ubehageligt men svært at se i. Hvad det skyldtes anede hun ikke, men jo lysere der var, jo sværere var det at navigerer for hende - en gammel kone havde engang givet hendes øjne skylden, sagt at det var på grund af den forskellige farve - øjnene kunne ikke bestemme sig for hvad de ville fokuserer på. Nogen snakkede om at hendes øjne var et symbol på balance, andre på ubalance. Ingen kunne vide hvad de betød, om de betød noget. Hun var også ligeglad. Hun var hvem hun var, og sådan var det. Dem der ikke kunne håndterer det, kunne smutter til Cliff og Kings og falde i dybet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Man 15 feb - 17:05

Han slog let ud med den ene arm, som tegn til at det på alle punkter var hendes egen beslutning. Hans blik gled ned til den lette ild der sørgede for både lys og varme i lokalet, før han rakte ind efter sin the igen og tog en tår af den, nu hvor den var kølet lidt af.
Han havde stadig ikke vænnet sig til tanken om at have endnu et barn, tilmed en kvinde denne gang. Ville hun blive endnu en skuffelse, endnu et ansvar han ønskede sig fri for? Han vidste det ikke. Han havde faktisk tidligere overvejet hvordan det ville være at have en pige, men aldrig havde han forestillet sig det faktisk ville ske. Hvor mange flere børn kunne han mon have, spredt ud over kontinentet? Det kunne ikke være mange flere, nu han tænkte over det...De fleste endte med at dø, efter de havde mødt ham.
"En klog beslutning" bekendtgjorde han så. Det ville også være dumt at have hende for tæt på, til han kendte hende bedre. Men som det var lige nu, ville han intet love hende angående Dragons Peak. Han havde mere end nok allierede, selv om ekstra aldrig var dårligt, og han ville ikke sætte det hele over styr ved at invitere en med, han ikke engand vidste hvad kunne eller om hun nu også var til at stole på i længden.
Hans blik gled over til hende igen, vurderende. Var kvinder ikke kendt for at elske og snakke? At fortælle, at føle?
"Hvordan var dit liv med din mor? Hvis jeg må spørge" I det mindste virkede hun ikke sur på ham. Men måske havde hun indset at lige som hende, vidste han intet om at have et barn mere.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Gæst on Fre 4 mar - 18:39

Hun så på ham, fulgte ham med øjnene. Hun turde knap nok se ham i øjnene.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle til at fortælle. Hvad hun skulle dele.
''Min mor var ikke ligefrem glad for mig..'' indrømmede hun, inden hun tog en dyb vejrtrækning.
Hun gned sit ansigt lidt, så igen ind i ilden. Hun vidste vel godt, at hun kunne lyve.
Lade som om intet af det der skete dengang hun var lille slet ikke var virkeligt.
Men hvad ville der komme ud af det? At han en dag opdagede sandheden, og at hun havde løjet?
''Hun brugte alle vores penge på sprut og pænt tøj til når hun havde mandligt besøg.'' hun lukkede øjnene lidt, og sukkede.
''Jeg havde sjældent muligheden for at være på mit værelse.. Der havde hun sine kæledyr - som hun kaldte dem.'' hun kløede sig lidt i håret, inden hun så hen på ham.
''Jeg blev ikke nægtet en uddannelse. Jeg måtte selv betale for den, men hun støttede mig.'' sagde hun, inden hun så ind i ilden og trak vejret dybt.
Hun kløede sig lidt på benet og satte sig til rette.
''Hun døde hurtigt.. Smertefrit, vil jeg tro. En dæmonjæger. Jeg forlod byen samme dag.'' sagde hun, inden hun igen så på ham.
Han havde intet forhold til hverken Artemesia eller hendes mor - forståeligt nok.
Så det var ikke fair at forlange at han udviste nogen som helst medfølelse.
''Jeg er ikke bleg for at dele detaljerne i mit liv med dig. Så længe jeg ikke skal frygte, at du misbruger det.'' sagde hun roligt, og så lidt hen på theen.
''Jeg er uddannet i forskellige småting, ting hist og her.. Jeg kan undervise, praktiserer medicin... Jeg kan passe børn - jeg regner ikke med at få nogen dog.'' hun så på ham, smilende. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle fortælle.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sean on Søn 13 mar - 12:43

Hans blik hvilede roligt på hende, mens hun snakkede. Aha...Ud over alkoholen, lød det som den kvinde han kendte. En der hellere end gerne spredte benene for hvem som helst. Men var det så underligt? Det lød som om Artemesia bar nag. Børn var da også så følsomme og uden forståelse...Og han havde været nøjagtig det samme, til en grad hvor han var stukket af. Men hvis der var noget tiden havde lært ham, var det at han et eller andet sted havde forstået sine forældre. Var det ikke fordi hans mor havde været psykisk syg...
"Hun levede af det, bogstavlig talt. Man kan vel ikke fortænke hende i det" svarede han blot. Han kendte ikke kvinden længere og han kendte endnu ikke hans egen datter foran hende, så han følte sig hverken afskrækket eller fuld af medlidenhed. Det var blot kendsgerninger. Sådan havde det været og intet han sagde eller gjorde kunne ændre det igen.
Eller var han for ond? Alt det med følelser var ikke lige ham.
"Om ikke andet. Det kan virke hårdt for et barn. Du kan altid komme og snakke hvis du har brug for det. Dog består mine råd nok mere af den praktiske slags." Sagde han så og trak let på den ene skulder. Det nemmeste var altid at holde tingene på det logiske plan. Ikke alle de betænksomheder og dårlig samvittighed. Han var i princippet en gudeskikkelse der gik rundt i denne verden, hvorfor skulle han gå og have så jordiske tanker? Men han var ikke dum. Han var ingen gud og det var vel netop derfor han endnu kunne nyde sit liv. Han smilte lidt til hende.
"Jamen så må du jo bruge dine evner til noget praktisk. Og opsøg mig, hvis du en dag ønsker at arbejde for mig eller være til rådighed for mig" sagde han så.
"Selvfølgelig må du også godt bare besøge mig. Som sagt rejser jeg til Dragons Peak og vil overtage byen. Du kan altid komme for min hjælp...Hvis det er berettiget"

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8932
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: I never came to ask anything of you - Sean

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum