The knight in shining armor - Aldin

Tid: 23:10
Omgivelser: Mange mennesker.
Vejr: Regn, men ingen vind.
Sted: Kroen.
Påklædning: Mørke flade sko, lange brede bukser høje i taljen. Stram langærmet bluse. Stor jakke med hætte.

Efter uendelige dårlige måneder, uger og dage med ingen andre end hendes ejet selvskab, var Loui ved at tabe alt sin livsglæde. Hendes idé om at vokse op og stå på egne ben, havde ikke været nogen succes. Med de små penge hun havde tjent sammen med hendes stedfar, kunne hun få fyldt et par glas på denne kro. Hun havde gode minder her, men ingen at dele dem med.
Efter en del at drikke og lav selvtillid, besluttede Loui at gå fra kroen. Hun tog sin jakke på og gik udenfor. Regnen var mild, men hun tog alligevel sin hætte op - mest for at skjule sit ulykkelige ansigt.
Imens hun gik langsomt væk fra gyden, fik hun øje på nogen mænd som sted ved siden af en gyde. De grinte højlydt og drillede hinanden, som mænd nu gør.
Louis hjerte begyndte at hamre, hun tænkte tilbage på den gang hun blev overfaldet og slap næsten fra det. Hun mistede sin kniv den aften, men hun fandt også ud af at den ikke hjalp meget, når det var en hel gruppe som overfaldt hende.
Mændene begyndte at råbe efter hende, kalde hende ting og sagde ting som de ville gøre ved hende. Loui satte farten op, men intet held. En høj mørk skikkelse stod foran hende og hun stoppede i hendes forskrækkelse. "Hvor tror du at du skal hen?" sagde manden. Loui vendte sig hurtigt om og opdagede at hun var omringet. Hun ville skrige, men de tog om hende, holdte hende for munden, løftede op og gik afsted med hende. Ind i gyden.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Regnen stod ned, det havde været et stykke tid siden han, havde været i Domsville. Aldin red stille gennem byens nedre området, hvor han bevægede sig hen mod kroen det vilde svin. Det, havde været evigheder siden han, have været her sidste gang var da han havde mødt hans familie som ville aftale et forhold med ham og en kvinde fra en anden familie. Det var nu ikke noget der gik ham på som sådan hun så godt nok ud, men det var mere det at de ville på tvinge ham og gifte sig med en bare på sådan nogen grundlag. Aldin bevægede sig gennem byen på hans hest og da han endelig nået kroen sadlet han af. Aldin kiggede op da han hørte et par mænd der talte til en kvinde, hvorefter han så dem trække hende væk fra gaden og ind i gyderne.

Man skulle være en idiot, hvis man ikke så hvor dette her var på vej hen disse mænd ville nok voldtage hende og lade hende ligge i gyden, hvilket Aldin ikke kunne lade ske. Han greb fat i sit sværd, hvorefter han fulgte efter dem da han så en af de men trække sine bukser ned, vidste Aldin hvad der ville ske. ”Hold hende stille.” vrisset lederen af de andre, hvorefter der lød nogen slag , mere for at lade hende ligge stille.
Aldin kunne ikke lade dette skete, hvilket medførte at han hurtigt gjorde dem opmærksomme på ham. ”Hey, vælg nogen på jeres egen størrelse.” Lederen fik hurtigt sin bukser op, hvorefter han så ¨på hans mænd og Aldin, ”bland dig uden om blondie.” Aldin gav et kort suk fra sig, hvorefter han træk hans sværd ud, da han så de andre tag deres små og slidte våben frem. ”Blondie thats cute, gå væk nu.” Idet samme Aldin, havde sagt det forsvandt to af dem, hvorefter man kunne høre lederen råbe efter dem. ”kujoner.”

Der på begynde de andre der var tilbage og angribe Aldin, han undgik med lethed deres første slag, hvorefter han svag sit eget sværd mod dem, efter nærmest ingen tid var de færdig, hvor lederen sad på hans knæ, ”hvem er du.” Aldin holde ham op af muren med hans sværd, hvorefter han sagde de ord, som gjorde han flygtet, ”jeg er den, der myrde dig, men hvis du kommer tilbage lader jeg dig ikke komme herfra med livet.”
Lederen stak af med de andre, hvorefter Aldin gik hen til kvinden der lå ned, han sætte sig ved siden af hende, hvorefter han hjælp hende op, ”er de okay miss.”

Da Loui blev holdt nede, holdt for munden og afklædt, græd hun. Om lidt ville disse hæslige mænd tage hendes jomfruhinde og efterlade hende i gyden, hvis hun var heldig, næsten levende. Alt uheld som Loui havde været udefor, ville dette være det værste. Hvad havde hun nogensinde gjort andre?
Mændene stoppede, de blev forstyrret, men hun vidste ikke fra hvad. Da mændene rejste sig og forsvandt, havde Loui hendes bukser halvt af. Hun tog chancen og kravlede væk, kom i skjul og hev hende bukser på plads. Hun fladt ned på asfalten og vuggede om sig selv. Hun græd hysterisk, hendes vejrtrækning var uregelmæssig.
Mændene var væk, og en anden herrer kom tættere på hende. Hun så op skræmt på ham. Hun rystede og var bange. Hvem var denne herrer, endnu en som vil såre hende, manipulere hende eller efterlade hende som om hun aldrig var fundet sted. Men så sagde han noget..
"n..nej.." svarede hun imens tårnede løb ned af hendes kinder. Han havde rustning på. Han var blond og.. han sagde de, ligesom hende! indtil folk begyndte at pege det ud.
"Hvem er de?" spurgte hun og trykkede sig op mod den kolde og beskidte mur, imens regnen silede ned.

Regne dalede ned og gjorde, så hans pandehår klistrede sig fast til hans pande. Aldin kiggede på hende, hvorefter han sætte sig ned på det ene knæ og studeret hende kort. Han var ikke ude på og plage hende, han ville bare gerne hjælpe, hvilket man os kunne se på ham. ”Navnet er Elijah Aldin Salvatore og de er.” Aldin sende hende et svagt smil, hvorefter han så kort på hende. Aldin rejste sig kort efter op igen, hvor han rakte hende hans hånd, så hun stadig kunne komme op og stå. Aldin smilede svagt til hende, mens han ventet på at hun tog imod hans hånd. Aldin, havde ikke set hans familie i lang tid og hende her var mere, eller mindre alene efter, hvad han havde set indtil videre. Aldin kunne høre den dæmonisk ånd som var inde i ham, hvordan han prøve og overtale Aldin til at han kunne tag over, hvor de så ku myrde dem der havde været ved og gøre ubeskrivelig ting mod den uskyldige kvinde.

Loui rystede, regnen gjorde hende kold og klam på huden. Hendes hår var helt vådt og filtret. Hun ville aller helst hjem og tage et varmt karbad. Men for at komme så langt, kunne det være at denne mand kunne hjælpe hende, men han kunne måske også være en af de mange manipulerende. Loui var splittet, hvad skulle hun gøre? Loui så på hans hånd og bed sig i læben, hun var meget i tvivl. Han smilte til hende, og tilbød hjælp og han fik jo også de andre mænd væk. Hun tog chancen, og håbede på det bedste.
Hun tog fat i hans hånd og rejste sig op. Hun var gennemblødt, så hendes hånd var også meget våd. Da hun kom op og stå, rystede hun endnu mere. "Rart at møde dem" svarede hun og gav et lille smil. Han var meget høflig og hun var overrasket over at han gav hende hans fulde navn, det var der ikke nogen som hun havde mødt før, som havde gjort det. "Mit navn er Loui" sagde hun og tøvede lidt.. "Loui Hege" tilføjede hun så, efter hendes pause. "Tak" sagde Loui, det var det mindste hun kunne gøre, efter han havde stoppet et voldtægts forsøg. Hun kneb øjne sammen og nogen tåre løb ned af hendes kind. "Undskyld.. Jeg er bare.. så træt af det hele" sagde hun hulkende og gemte sit ansigt bag hendes hænder. Hun følte sig bare så alene, så at tale med en anden end hende selv, var bare så overvældende - det gjorde hende både lidt glad, men også ked af det.

Aldin fik trukket hende op og stå på hendes bene, hvorefter han gav slip. Han ville ikke gå hende på, men en ting var sikker hun skulle hjem og ha varmen. Aldin, havde ikke haft nogen planer så og hjælpe hende, var faktisk fint nok, så hun ikke kom ud for det her igen. Aldin træk svagt på smile båndet, da hun præsenteret sig. ”En fornøjelse at møde dem miss Hege.” Lød det fra Aldin af, hvor han gav hendes hånd et kort kys. Han ville bare hjælpe hende og måske var det letter og få hendes tilliden ved og være en gentleman os. Aldin træk sig bagefter væk, hvor han så studeret hende. Han kunne se der begynde og falde tåre, hvorefter han hørte hendes tak, ”det var så lidt.” Kort efter han, havde sagt det begynde hun og græde vildt meget, hvor Aldin ikke anede hvordan han skulle reagere da hun forklaret, hvorfor blive han mere rolig, hvilket gjorde han tog fat i hende og prøvede og få hende til og slappe af. ”Hør her miss Hege, jeg skal nok følge dem hjem og hjælpe dem, men du blive nød til og stoppe med at græde.” Lød det svagt fra Aldin af, ”brug ikke dine tåre på dette, hvad der er skete er sket, nu skal du bare videre.” Aldin gav slip på hende og rejste sig op igen, hvorefter han så af venten på hende. ”Jeg skal nok være med dig og være en slags beskytte et lille stykke tid.” Aldin sende hende et svagt smil og vente på, hvad hendes svar ville blive.

Loui tørrede hendes øjne og snøftede. Hun trak lidt på smile båndet, det var rart at der var nogen det lyttede til hende, det var hun ikke van til. Hun tog ordre fra hendes mor og stedfar, eller mest stedfar da det var ham der oftest var hjemme, ellers arbejdede han bare hele tiden.
Loui blev hel rød i kinderne da han kyssede hendes hånd, men gemte hendes hænder efterfølgende, hun vidste ikke hvordan hun skulle bærer sig ad. Det røde forsvandt i hendes kinder, "Tak fordi de vil følge mig hjem, men det regner bare så meget, der er langt og jeg fryser.." sagde hun, hvor det gik op for hende hvor meget hun klynkede så hun tilføjede "men så slemt er det.. jo heller ikke". og trak lidt på smile båndet. Loui rystede, hun var gennemblødt.
Hun følte sig akavet til mode, hvordan skulle hun opføre sig, og det var svært for hende at være sig selv.
Loui begyndte at gå ud fra gyden, "jeg bor et godt stykke her fra.. er det okay?" sagde Loui og smilte til ham. Måske var der håb forude, måske kunne hun få en ven.