I Would for You - Jackson

Det var noget af det første de gjorde efter de var stået op og havde spist. Alison så efter Julia nu. Hayley havde overtalt Jackson til at lade hende vise ham noget. Hun vidste ikke, om han blot regnede med, at hun havde været van til at have, hvad hun kunne tjene til. Eller hvor han regnede med, at hun kom fra. I dag, var dagen, hvor hun ville give hans syn en klarhed for, hvor hun var fra. På grund af hun vidste, hvor de skulle hen havde hun fundet et par normale bukser på, som havde en hvis bevægelse. Når de kom derhen skulle hun som altid være klar på en kamp. Så hun ville ikke gå ind til noget uforbedret. Hayley havde derfor også taget en tank top på som sad ind til hendes krop. En fin jakke over. Håret sat op i en hestehale, også var hun klar til at tage afsted. Hun havde fortalt, at hun ville vise ham, hvor hun boede før hun flyttede ind ved ham. Det ville ikke blive et kønt syn for nogen af dem. Hayley havde advaret ham om, at det ikke var ufarligt. Men man kunne jo tro, hvad man ville.

Så den første del af formiddagen gik med at gå der overimod. Det var ikke ligefrem fordi, at hun ønskede at gå tilbage og leve der. Men hun havde altid gjort alt for sin egen overlevelse, til hun mødte Jackson og de fik Julia. Før det var der kun hende selv. Noget mange ikke forstod. Hayley vidste, at Jackson nok inderst inde stadigvæk var lidt irriteret over, at det første Hayley ikke havde gjort var at fortælle ham om sin graviditet så snart hun vidste noget om det. Hvis hun havde været en kvinde der havde haft lidt mere at leve for før det. Hvis hun ikke havde været en som ikke kendte til omsorg, eller forpligtelser for andre end sig selv - så havde hun måske ikke været bange og havde opsøgt ham før end hun havde gjort. Hendes liv havde aldrig givet mening og hvordan det havde lykkedes hende at holde sig selv ud var sommetider en gåde.

De kom frem til indgangen af kvarteret. Man kom ikke herind, hvis man havde det godt. Lugten af røg, var allerede stærk ved indgangen. Det var en vej for sig selv og uheldigvis ikke i ruiner. Hayley pustede ud. Så drejede hun blikket over imod Jackson og sank en klump. Så gik hun ind. Så snart hun passerede indgangen som var formet som en port kunne hun mærke det. Måden hun spændte op i musklerne. Fordi at hun var klar på, hvis nogen skulle angribe. Det var en følelse hun var van til. Og mange års vaner forsvandt ikke blot ud i det blå. Så kiggede hun efter Jackson, og let greb hun fat i hans arm. Så førte hun ham stille med sig. De passerede en masse forskellige typer. De passede heldigvis blot sig selv. De kom til laden. Den så ud som den altid havde gjort. Først der slap hun Jackson.
"Så er vi her." Sagde hun og sank en klump. Hun åbnede døren for ham. Så han kunne komme ind.

Det første man ville bemærke var, hvor ødelagt og utæt der var. Der var ganske små ting som et lille bord og to stole. Siden Hayley ikke havde været der i langtid nu. Så havde rotterne taget maden. Længere henne kunne man se halmballerne som hun havde haft brugt som seng. Et spejl som var i stykker, så man kun kunne se sig selv i en helt bestemt vinkel. Der var ikke meget, ikke i forhold til hvad Jackson var van til. Hayley havde levet et helt andet liv end ham. Og det var ikke altid til at forstå før man så det med egne øjne.
"Jeg har boet her siden jeg var 13 år." Sagde hun og trådte lidt længere indenfor. Loftet var utæt nogle steder, og laden ville nok ikke overleve en ny storm eller jordskælv. Hun gik over til en kommode og kiggede sine ting igennem. Hun ledte efter et specielt smykke.
"Damnit" Vrissede hun og slog hånden ned i kommoden. "Det ser ud til, at jeg er nød til at besøge mine kære adoptivforældre efter alle de år alligevel." Sarkasmen og den klang i hendes stemme at hun virkelig ikke ønskede det kunne tydeligvis høres. Hayley var ret så sikker på, at de ikke engang kunne huske hende, ellers kunne de. Det måtte tiden vise.