Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | Juni

Latest topics
Top posting users this month
Razor
 
Selene
 
Reign
 
Kira
 
Rex
 
Angelica
 
Ethan
 
Aaron
 
Sean
 
Miss Smith
 

Statistics
Der er i alt 280 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Natalie

Vores brugere har i alt skrevet 148720 indlæg in 7608 subjects

So, what's up - Garret

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 18:44

S: Hjemme ved dem.
O: Det som de nu engang har
V: Ude er der kølligt
T: Eftermiddag
P: Klik
@Garret


Så var hun endelig kommet tilbage igen. Hun havde været på besøg ved Assorian i Dragons Peak, på trods af, at hun havde fortalt Jackson og Garret at hun var taget til Sunfury. Men alle detaljer behøvede de ikke at vide, gjorde de? Da hun kom hjem råbte hun, at hun var hjemme i tilfælde af, at de skulle tro der var indbrud. Der var ingen lyd fra Jackson og Hayley - eller Julia, de var måske gået en tur? Alison trak let på skulderen og satte sine ting på plads. Da hun endelig havde fået pakket ud gik hun ud af sit værelse. På den ene side levede hun op til sine egne krav, som var til at drukne i. Alison ønskede blot at kunne huske ligeså meget som sine brødre. Det var ganske små glimt hun kunne huske af deres forældre, og kunne ikke rigtigt sætte ansigt på dem faktisk. Det var den triste sandhed, og noget hun holdt for sig selv. Måske skulle hun spørge Garret, eller måske ikke. De to havde aldrig rigtigt haft de bedste muligheder for at kommunikere, uden et fælles mål.

Selvfølgelig ønskede hun at rette op på hende, han var blot den eneste hun kendte - som hun ikke kunne læse. Der var ikke en blå skygge over Garret. Det gjorde hende nervøs, hun var så van til at vide, hvor hun havde folk henne. Så ubevidst, havde hun af sin egen usikkerhed skubbet Garret lidt væk.
Alison gik ud af sit værelse, og kiggede til siden. Garret stod der.
"Hey." Sagde hun og vendte sig i font imod ham. Hun havde været væk i nogle dage nu, men de havde da i det mindste vidst, hvor hun havde været eller næsten da. "Vil du med ned og finde noget at drikke. Jeg har noget jeg skal spørge dig om." Let sank hun en klump. Når bomben var fyret af, så var der ingen vej tilbage. Så gik hun nedenunder og ud i køkkenet for at finde sig noget vand.
"Der er underligt stille når Julia ikke er her til at larme, hvor er de henne?" Spurgte hun Garret, selvom hun ikke var sikker på, om han vidste det eller om han selv lige var kommet tilbage et sted fra. Man vidste aldrig. "Så, hvad har du lavet de seneste par dage?" Spurgte hun, og prøvede nærmest at undgå, at hun havde noget hun ville spørge ham om, men vidste selvfølgelig godt, at det ikke var til at vige udenom.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 19:15

Påklædning


Han havde hørt hende komme ind men da han nåede entréen var hun allerede væk. Let lod han en hånd glide gennem det mørke hår hvorefter det gled ned over ansigtet, han var så træt og udkørt men han skubbede alligevel sine ben op af trappen, hun måtte være på sit værelse. Hans fødder føltes tunge som han tog trappen trin for trin, hun ville uden tvivl kunne høre ham på trappen, medmindre hun selvfølgelig var distraheret. Garret sørgede altid for at sige hej til dem når de havde været væk. Nogen gange misundede han dem, de kunne bare tage afsted, tage væk... Det kunne han ikke, eller jo det kunne han men han ville ikke byde sin familie det, det var hans pligt som den ældste at tage dig af dem som han havde gjort siden deres forældre døde, godt nok havde Sebastian taget sig af forretninger de første par år efter forældrenes død men Garret tog hurtigt over for ham.

Let kiggede han på hende som hun trådte ud af værelset, ærlig talt så anede han ikke hvad han skulle sige til hende, hun havde skubbet ham fuldstændig væk fra ham og snakkede ikke rigtig med ham mere, det virkede som om hun bebrejdede ham for alt omkring hende efterhånden og som den storebror han nu engang var fandt han sig blot i det og sagde ikke noget men han kunne mærke bitterheden i sig, både overfor hende og Jackson, de brugte ham nærmest som en dørmåtte følte han ofte. "Hey", sagde han let mens han kiggede på hende hvorefter han kiggede væk og stoppede hænderne i lommen, "Hvordan var turen?", spurgte han stille, man kunne nærmest smage trætheden og frustartionen i luften omkring ham, man behøvedes ikke have nogle specielle evner for at mærke den, den var simpelthen så tydelig. "Selvfølgelig...", han fulgte hende ned i køkkenet men gik i stedet hen og satte sig i vindueskarmen i stedet for ved bordet, det havde han altid gjort og moren havde tit siddet der med ham tidligt om morgenen inden alle andre i huset vågnede. Atter engang gled hånden gennem håret i ren frustartion mens han kiggede ud af vinduet. "De er gået sig en tur, de tog i parken for at Julia kunne komme ud..", sagde han let mens han stadigvæk kiggede ud af vinduet. Garret vendte sig mod hende og kiggede på hende, "Okay Ali, du snakker aldrig så meget med mig eller viser interesse for hvad jeg laver og jeg kan nærmest mærke hvor anspændt du er så hvis der er noget du vil sige, er du så ikke sød at sige det?", han virkede ikke sur eller irriteret, nærmere bare nedtrykt og udkørt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 19:45

Hun nikkede.
"Turen var god, ja. Jeg fik min gamle veninde at se igen. Så det var fantastisk dejligt." Svarede hun. Assorian ville have givet hende et dask, hvis han havde hørt hun kaldte ham veninde. Hun slog det ud af hovedet. Hun nikkede let da han fortalte, hvor Jackson og Hayley samt Julia var.  Så blev kortene smidt på bordet. Hvilket gjorde hun sank en klump, let slog hun blikket ned. Så pustede hun let ud og løftede blikket op igen.
"Der er et par ting jeg gerne vil sige. Det første er, at vil bare have, at du skulle vide." Let sank en klump og rømmede sig kort. "At du ikke har gjort noget galt." Let kørte hun en hånd igennem sit hår. Hun overvejede virkelig at fortælle ham om sin evne, men alligevel havde hun holdt den skjult for alle, hun var bange for de ville vende sig væk fra hende, hvis de vidste hun kunne se hvad de virkelig tænkte. Der ville ikke være flere hemmeligheder. Specielt Jackson var hun skrækslagen for at fortælle om den, fordi hun var bange for at miste ham til den. Garret kunne hun sagtens fortælle om den, for hun kunne ikke se igennem ham alligevel, men hun var bange. Bange hele tiden, og hun hadede det.

"Det jeg vil spørge om lyder måske latterligt, men du er den ældste. Du kendte dem bedst. Ærligtalt kan jeg ikke næsten ikke engang sætte ansigt på dem længere." Det var tydeligt at det gik hende på. "Mit spørgsmål er vel bare, hvis de stadigvæk var her... hvad tror du så de ville tænke om mig?" Alison sank en klump. Det værste ved hendes evne var, at hun kunne se sig selv i spejlet uden at være i stand til at skjule hendes indre dæmoner, usikkerheden. Det var ting hun kunne skjule for andre, men ikke sig selv - lige meget hvor meget hun så end måtte prøve.  Så slog hun blikket ned igen og rystede på hovedet af sig selv, som om, at hun var komplet idiot for overhovedet at spørge. Hun tog sit glas og tog en slurk af vandet, og satte glasset på bordet efter. Deres forældre var ikke det mest hyppige emne i familien, der var mange ting som havde løse ender.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 20:01

Han løftede et øjenbryn af hende? Han havde intet gjort galt? Han havde intet gjort galt?!
Garret vendte hurtigt blikket fra hende som hans hænder knyttede sig, vreden boblede i ham men han pressede den atter engang ned, han var ikke langt fra enten at bukke under stresset eller simpelthen bare at krakelere og falde sammen på gulvet men han holdt hovedet højt for dem, de havde deres egne problemer og han kunne klare sig, det havde han altid gjort, han havde altid været skulderen for dem men ingen havde nogensinde tilbudt ham en skulder, ikke siden deres forældre havde været i live. Han tog en dyb indånding og lod hænderne folde sig ud atter engang så der ingen tegn var på bitterheden eller vreden i ham men han brændte så inderligt efter at skrige, at råbe, at græde, ønskede at være en del af familien igen men han kunne ikke, han ville ikke lade det gå udover dem, det ville han aldrig nogensinde gøre. Med et kunne han pludselig mærke en ukendt brændende fornemmelse bag øjnene... Han havde ikke grædt siden forældrene var døde og selv da havde han kun grædt når Jackson og Alison ikke var til stede så for at skubbe det væk knyttede han hånden, den hånd hun ikke kunne se så neglene borerede sig ind i huden og små bloddråber piblede frem og løb ned langs hans fingre.

Da hun atter engang snakkede kiggede han tilbage over på hende, han lyttede til hvad hun sagde og et øjeblik var han tom for ord, han vidste ikke hvad han skulle svare. Fordi ærlig talt var han sikker på at både hende og Jackson havde fået sådan en opsang om hvordan man behandlede familie, om at man ikke løj for familien eller skubbede dem væk eller behandlede dem som en dørmåtte men det var ikke det han sagde fordi han vidste også at de ville have haft andre tanker. Let rejste han sig fra vindueskarmen, den let blodige hånd nu begravet i hans lomme så hun ikke kunne se den. Han stillede sig foran hende og så hende i øjnene, let og forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder som om han var bange for at hun ville skubbe ham væk, hvilket han var. "De ville have været meget stolte af dig Alison... Du er en stærk smuk ung kvinde.... De ville have været så stolte af den du er, så selvstændig og standhaftig... Så spydig og stædig som du er...", han stemme knækkede mere og mere som han snakkede og til sidst da han var færdig og havde stået der et øjeblik og bare kigget hende i øjnene lod han hånden glide ned af hendes arm som han gik forbi hende og forsvandt ud af køkkenet. Hun havde fået sit svar..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 20:21

Blot fordi hun ikke kunne se igennem ham som de andre, betød det ikke, at hun ikke kunne læse ansigter. De forskellige udtryk lærte hun hurtigt hos folk. Men det var anderledes med Garret, han knoklede så hårdt for, at ingen skulle kunne se ind i hans sjæl. På trods af hans svar vidste hun det ikke var sandt.
Hun så ham i øjnene og lod ham gå forbi ganske kort. Normalt ville hun være gået op på sit værelse og lade ham være. Men det var tydeligvis at han ikke var okay. Dette var tid til forandringer.
"Du løj lige for mig." Sagde hun og gik imod ham. Hendes stemme var ikke anklagende. "Jeg er den værste person i dette hus. Du kan sige det." Tilføjede hun og gik med hurtige skridt hen til ham, let lagde hun en hånd på hans skulder for at få ham til at vende sig om. Alison var meget blid i sine bevægelser lige nu, fordi hun vidste, at han var et sted, hvor han måske faktisk ikke ønskede at snakke ydere med hende. Så svang hun armene omkring ham, hvor lang tid siden det var hun havde krammet ham. Det var rart faktisk, hun havde næsten glemt hvordan det var. Jackson havde altid været lettere for hende at snakke med, og uden hun vidste hvorfor.

I virkeligheden havde hun ikke tænkt sig og slippe - og gjorde det ikke før han ikke kunne klare sin omklamrende lillesøster længere. Hvilket ikke var en kamp han så let kunne vinde. Men når sandheden skulle frem var det når hun var tæt på folk, at hun kunne åbne op selv. For når hun ikke kunne se dem, var det lettere at snakke uden at vide, hvad de tænkte om hende.
"Du har altid gjort, hvad der er bedst for os alle. Og jeg takker dig ved at vende ryggen til dig, som en utaknemlig møgunge." Hun sank en klump imens hun blot lyttede til hans hjerte rytme. Hun havde stadigvæk ikke i sinde at slippe ham, ikke før han bad hende direkte om det, eller før efter hun havde talt færdig.
"Jeg siger det aldrig, men jeg elsker dig Garret. Det gør jeg virkelig. Også når jeg ikke har set ud til at mene det." På de ord trak hun sig lidt fra ham for at se ham i øjnene. Hun mente det. Og en enkel tårer løb ned af hendes kind.
"Og jeg har lavet så mange dårlige valg igennem tiden... og jeg mente aldrig det skulle gå udover dig.." Sagde hun og trak let på skulderen, hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle stå med sine arme. "Kan du nogensinde tilgive mig... ikke blot fordi du føler du skal.. men kan du nogensinde finde i dit hjerte til at tilgive mig?" Spurgte hun med en lettere nervøs stemme.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 22:55

Han stoppede da han mærkede hendes hånd mod hans skulder, dog havde han lyst til at rive sig fri, finde sit værelse og låse sig inde inden at han eksploderede med alle de indelukkede følelser. Moore familien var dog ikke af den overbevisning om at rigtige mænd ikke græd men derfor havde hans far dog stadig opdraget ham til at holde kortene tæt ind til kroppen, bortset omkring familien men han kunne ikke få sig selv til at droppe paraderne, ikke blandt dem, ikke mere... Der gik et øjeblik inden han vendte sig mod hende, den blødende hånd stadig gemt væk i hans lomme, "Jeg løj ikke... Det er rigtigt, de ville være stolte af dig... Også af Jackson", sagde han mens han kiggede hende i øjnene, hans øjne virkede kolde og hårde men man kunne med lethed se den tomhed og sorg han følte men som sædvanlig ville han ikke indrømme noget. "Alison... Du er ikke verdens værste person, sådan kunne jeg aldrig tænke om dig..", sagde han blidt og kiggede så væk fra hende, det var alt for svært det her. Han havde mest af alt lyst til at gemme sig langt væk, flygte og vende tilbage når han havde den øvre hånd atter engang. Han var sårbar og han var et eller andet sted bange for at hun ville udnytte det til at flå ham endnu mere i stykker. Overraskelse bredte sig gennem hans krop da han pludselig mærkede hendes arme omkring sig, hvor længe siden havde det ikke været han havde fået et kram? Hvor længe siden var det at et familie medlem havde vist affektion for ham? Jackson havde så travlt med Hayley og Julia for tiden at han ikke havde tid til Garret fordi når han endelig havde tid til andet end at lege far, mor og børn med... Hayley så brugte han tiden på Alison. Garret brød sig ikke sepcielt meget om Hayley, han hadede den måde hun behandlede Jackson på. Men nok om Hayley, lige nu handlede det om ham og Alison.

Let sank han en klump og lagde forsigtigt armene omkring hende mens han kiggede ned på hende, hun kunne ikke se at han kiggede på hende, så tæt stod de men han blev nødt til at se at det var virkeligt det her. Han strammede så grebet en anelse omkring hende og sukkede blidt mens han lukkede øjnene. "Det skal du ikke tænke på Alison, jeg er jo den ældste, det er meningen at jeg skal tage mig af dig og Jackson", sagde han let, mest med henblik på penge og materielle goder. Hun ville kunne mærke hans hjerte banke, så hårdt og hurtigt bankede hans hjerte lige nu. han var så forvirret og uvant i den her situation at han ikke kunne finde hoved eller hale i det. Let lagde han hånden mod hendes hoved og trykkede hende en anelse mere ind til ham. Men da han hørte hendes ord skubbede han hende en anelse væk og greb omkring hendes ansigt så hans hænder hvilede mod hver af hendes kinder. "Alison... Jeg elsker også dig, hver aldrig i tvivl om det og selvfølgelig kan jeg tilbage dig...", sagde han og et lille men dog varmt smil brød frem på hans læber. Da han havde sagt det trak han hende ind til sig igen og hviskede så stille, "De ville have været meget stolte af dig Alison... De ville have været så stolte af dig".

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Søn 13 mar - 23:22

Hun var lettet over, at han gengældte krammet. Det føltes mere fredfyldt nu, men også som en drøm der var gået i opfyldelse. Hun havde haft så travlt med alt muligt, at hun nær havde glemt det vigtigste. Da han tog hendes ansigt i sine hænder og kiggede hende i øjnene. Det betød alt for hende at han sagde det. Hun kunne se på ham at han mente det, på trods af hendes evne ikke kunne fortælle hende anderledes. Hun lod sig omfavne ham igen. Og lukkede øjnene i ganske kort.
"De ville være ligeså stolte af dig." Sagde hun så ærligt. Uden Garret, hvad ville der så være blevet af dem? Det var underligt at hun egentlig ikke kunne huske deres forældre, trods alt var hun 9 da de døde, hun burde ikke have glemt alt om dem. Hvorfor hun intet huskede var hendes hemmelighed. Selvfølgelig ville hun gøre alt for at få de minder igen, men de var sikkert fortabte.

"Jeg savner dengang tingene var mere simple. " Sagde hun så. Dengang der ikke var nogle bekymringer og pludselig var deres verden blevet vendt på hovedet.
"Jeg ved du føler det hele hænger på dig, men du er ikke alene. Jeg er her stadigvæk. Og jeg vil altså være her, ligemeget hvad." Tilføjede hun og gav ham et ekstra klem. hvad der helt præcis var sket siden det var blevet så anspændt mellem dem før, var et godt spørgsmål. Men ingen tvivl om Alison altid ville gøre alt for at holde sin familie i sikkerhed. Det var bare med at finde ud af, hvor længe hun kunne holde hemmelighederne i sig før de ville æde hende op indefra.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Tirs 15 mar - 21:10

Hendes ord fik ham til at klemme hende en anelse hårdere ind til sig, ikke så det ville gøre ondt men for at hun skulle vide at han satte pris på det hun sagde for det gjorde han virkeligt. Alt det han gjorde var for at beskytte og tage sig af familien men det var også fordi han ønskede at de skulle... Ville have været stolte af ham så ordene betød mere end så meget andet for ham.
Let kiggede han hende i øjnene, et af hans sjældne men varme smil spredte sig let over hans læber, "Hvad med at jeg laver noget til os som mor plejede at lave?", spurgte han forsigtigt, selvom det snart var ti år siden var deres forældre stadigvæk et ømt emne for de fleste tilbageværende familiemedlemmer. Den der tog det bedst var nok Sebastian. Hans store varme hænder lå mod hendes skuldre som en fast vægt, som en klippe der altid ville støtte hende når hun var ude af balance. "Jeg vil altid være her for dig, selv når du ikke ønsker det er jeg her", sagde han med et lettere drillende smil på læberne.

Garret klemte hende let ind til sig og sukkede blidt mens han lagde hovedet mod hendes, "Bare rolig... Den tid kommer igen, vi skal nok komme igennem det her", sagde han med et lettere sørgmodigt smil på sine læber. "Det skal du ikke bekymre dig over, det er min pligt at tage mig af dig og Jackson som den ældste og jeg ville ikke bytte den for noget i verden", sagde han mens han kiggede ned på hende. Dog efter at have holdt hende et øjeblik mere tog han hendes hånd og begyndte at gå ud i køkkenet, hvis hun ikke fulgte med stoppede han men hvis hun gjorde gik han derud og gik over til køkkenbordet lige ved siden af komfurret hvor hans så i en flydende bevægelse løftede hende op at sidde på køkkenbordet hvorefter han begyndte at rode skabene igennem for de ting han skulle bruge.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Tirs 15 mar - 22:14

Det ekstra klem der var. Hun vidste, hvad det betød når det var fra hendes brødre og når det var fra hende selv. De havde lige brudt isen imellem dem, og den måtte gerne blive ved med at være brudt.  Alison kunne godt lide det faktum at de fik åbnet op overfor hinanden. Da han spurgte om, han skulle lave noget til dem nikkede hun let, også i håb om - at det måske ville bringe nogle minder tilbage? Man kunne altid håbe, uden at håbe så meget at det ville skuffe. På den anden side, så kunne intet skuffe lige nu, for hun havde ikke regnet med at hende og Garret skulle kommunikere sammen igen, hun havde været bange for det - og gjort noget ved det... hendes nye mål i livet, fikse de ting hun nær havde ødelagt.
Da han lagde sine hænder på hendes skuldre slog hun blikket op med det samme. Ikke at hendes øjne virkede køllige eller noget, de var varme og et smil var på hendes læber. Noget de to måske ikke havde været det bedste til at sende hinanden for tiden.
"Jeg kan sige det samme til dig, jeg hører dig. Selv når du ikke tror det eller vil høres." Svarede hun med et lille drillende glimt i øjet.

Da han trak hende ind til sig igen, og lagde hovedet let ovenpå hendes lukkede hun sine øjne ganske blidt.  Hun lyttede. Til hans ord. Til hans vejrtrækning og hjertebanken. Hun ville ønske at hun kunne tro på, at det blev bedre, men af en eller anden grund kunne hun ikke se det for sig. Alison åbnede øjnene da han tog hendes hånd og førte hende med ud i køkkenet. Hvad hun ikke havde forventet var Garret løftede hende op på køkkenbordet. Men helt automatisk lo hun ganske kært, det havde hun altid gjort når hendes brødre havde løftet rundt på hende. Ikke at det skete så tit mere, så det føltes som et glimt tilbage i tiden. Det var rart. Et gammelt stort smil og øjne fyldt med livsglæde var pludselig at se i hendes ansigt. Et ansigt man ikke så ligeså kraftigt mere. Ikke noget hun selv bemærkede, udover hun følte sig glad. Hvis Jackson så dem nu, ville han tro, at han var trådt ind i et parallelt-univers. Alisons klare blå øjne lyste nysgerrigt op imens de holdt øje med, hvad Garret mon kunne finde på at fiske frem til dem.
Måske var han i virkeligheden den som hun vidste, at hun kunne betro viden om sin evne til. Det kunne umuligt ændre på hans holdning fordi, at den ikke havde effekt på ham. Det ville forklare mange ting, som stuepiger hun havde sendt væk med dårlige meninger om at være der, uden at forklare hvorfor, andet end at give sin mavefornemmelser skylden. Det ville forklare så mange af hendes meninger, og holdninger til forskellige situationer.

Og hun sad faktisk og overvejede det. Det var hendes aller dybeste hemmelighed. Så det var svært at få sagt, når man havde haft den gemt i så lang tid, men det var en af grundene til hendes usikkerhed, at hun bekymrede sig for meget om ting hun ikke havde magt over. Alison slog blikket ned kort og sank en klump. Så pustede hun lidt tungt ud, hvilket måske ville fange hans opmærksomhed, eftersom hun lige pludselig gik fra positiv til nervøs. Selvom det ikke var så usædvanligt for hende.
"Jeg kan se folks følelser." Sagde hun med en lidt lav stemme og løftede så blikket op, det var befriende at sige de ord ud i luften. Så flyttede hun blikket over på Garret.
"Jeg ser en blå skygge ved folk, som afsløre deres følelser for mig." Sagde hun lidt mere beskrivende. Så sank hun en klump.
"Jeg har aldrig sagt det til nogen.." Let slog hun nervøst blikket ned. Let lukkede hun øjnene og synkede sammen. Alison kunne ikke fortælle om hun var pinlig berørt over sin evne eller om hun blot var bange for reaktionen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Tors 17 mar - 18:34

Han lukkede endnu et skam for blot et åbne et nyt, han kunne simpelthen ikke længere finde noget i køkkenet, det var sikkert Jackson der havde brugt det sidst og han stillede aldrig tingene samme sted... Garret mumlede og vrissede lidt af både sig selv og Jackson. Let åbnede han døren ind til spise kammeret og forsvandt derind et øjeblik inden han kom tilbage med favnen fuld af diverse ting som han stillede på bordet hvorefter han fandt både en penge og en skål frem fra et af skabene sammen med et piskeris.
Forsigtigt begyndte han at blande de ting sammen han havde fundet i skålen mens han let kiggede op på Alison af og til. Dog tog det han lavede meget af hans opmærksomhed men han lyttede nu stadigvæk til det hun sagde! Der gik dog heller ikke længe før han begyndte at vende pandekagerne på panden og inden længe stod der en stak på tallerkenen på bordet ved siden af komfurret, præcis som deres mor havde lavet til dem da de var yngre.
Et af hans sjældne og varme smil lå over hans læber som han vendte en pandekage i luften, det var den sidste og da den landede på tallerkenen på køkkenbordet satte han panden fra sig og vendte atter engang sin fulde opmærksomhed tilbage mod Alison som stadigvæk sad på bordet ved siden af komfurret, vel og mærket den anden side i forhold til pandekagerne.

Et øjeblik efter hun havde fortalt kunne man se forvirringen og konflikten i hans øjne men den var væk lige så hurtig som den var opstået og han sendte hende et lille smil som han stillede sig foran hende og lagde hænderne mod hendes skuldre som han havde gjort ude i gangen, han klemte let inden han svarede. "Alison.. Det ændre ikke måden jeg ser dig på, du vil altid være min irriterende lillesøster", sagde han med et drillende smil inden han forsatte, "Men jeg kan da i det mindste forstå lidt hvorfor du har undgået mig som pesten hvis du ikke har kunne læse mig... Den virker jo ikke på mig", han klemte hendes skuldre endnu engang. "Og hvis du bekymre dig om hvordan Jackson reagere... Han bliver nok overrasket, lidt forsigtig men han vil ikke elske dig mindre af den grund og det gør jeg heller ikke". Han trak hende ind til sig og lagde armene omkring hende som hun nu sad på kanten af bordet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Gæst on Tors 17 mar - 19:02

Hun løftede først hovedet op da han stod foran hende. Han lagde hænderne på hendes skuldre som før. Let sank hun en klump. Alison åndede mere lettet ud da han snakkede til hende. Da han sendte hende et drillende smil, smittede det automatisk af på hende. Han forstod, hvilket hun ikke havde forventet - det kunne ses på hendes ansigt ganske kort. Da det kom til Jackson holdt hun vejret ganske kort. Så trak han hende ind i endnu et kram. Denne gang var det hende der var en anelse mere følelsesladet, fordi det var sådan en stor del af hende som hun havde holdt skjult. Det føltes så fantastisk at få sagt. Derfor da hun svang armene omkring ham, gav hun også ham et ekstra klem. Med hovedet presset ind imod hans brystkasse. Øjnene lukket sammen, men med et smil, fordi det føltes godt.

Han ville kunne mærke på hendes muskler at hun var mere afslappet. Hele hendes måde at trække vejret var også blot mere rolig, afslappet.
"Hvordan det gik så vidt som det gjorde ved jeg ikke." Sagde hun en anelse beklagende. Så slap hun grebet med den ene arm, og prøvede at se om hun kunne nå over til den ende af bordet var pandekagerne var. Hvilket hun naturligvis ikke havde lange arme nok til, men instinktet var der endnu. Den hang der endnu. Hendes måde at prøve at hugge maden, selvom hun skulle spise den om lidt. Det var egentlig lidt underligt, men det var noget der aldrig ændrede sig. Det var fantastisk at få åbnet op igen.
"Forresten, hvis vi får besøg af en Katerina Rivers. Så er det mig som har sendt bud efter hende." Det var lidt sent at sige, men hun burde ikke lade Katerina gå rundt alene for tiden. Ikke efter den lille trussel de fik. "Hun er en god veninde." Tilføjede hun for at give et tryk på, at hun skulle modtages godt, hvis det var Garret der nu skulle modtage hende. Katerina var den tideligere ejer af kroen det vilde svin, inden den blev lagt i ruiner. Bror til den tidligere ejer på kroen i Sunfury - der døde sammen med sin kæreste... meget tragisk historie som kom ud i aviserne. Ikke at Alison nogensinde var kommet sig over tabet på sin veninde, selvom aldrig snakkede om sine veninder. Så faktisk at nævne Katerina var også en ny ting hun lige var begyndt på. Hun var fyldt med overraskelser idag.
"Skal vi snart spise?" Spurgte hun så og kiggede op med bedende øjne. Nærmest som et barn.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: So, what's up - Garret

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum