Midnatsnak og blufærdighedskrænkelse //Moo

Der var ikke noget værre for Moon end søvnløse nætter. Hun rendte ned af gangen med tunge trætte skridt. Hun havde skam prøvet at sove. Men så snart hun lukkede sine øjne kunne hun lige så godt åbne dem igen, for idet hun lukkede øjnene ville trætheden gå væk og hun ville føle sig frisk. Hun var iklædt en lang hvid t-shirt som har revnet i bunden. Det var en hund havde fra sit barndomshjem.
Hun traskede med lydløse skridt ind på Caedmons værelse. Hvis hun ikke kunne sove, så havde hun besluttet sig for at han slet ikke måtte! Hun så sig kort omkring og lagde hovedet lidt på skrå inden hun smilte kort. Han var vist lidt af et rodehoved. Hun sneg sig roligt over til sengens kant og kastede sig så over ham. Hun var heldigvis ikke så tung så da hun landede på ham ville han ikke ligefrem føle sig særlig mast.
”Caedmon….” hviskede hun roligt og lå med hovedet på hans bryst. Hun så op på ham og prikkede ham blidt på kinden. Et blidt smil var over hendes læber og hun havde det nu lidt dårligt med at vække ham. Han så ud som om at han sov så fredfyldt og roligt. Og så kommer hun bare og vækker ham!

Moon havde et stort smil på læben da han vågnede og satte sig en anelse op, så hun kunne se hans ansigt bedre:” Undskyld…. Jeg kunne ikke sove.. i hvert fald ikke alene…” hviskede hun roligt i samme blide tone. Egentlig havde hun ikke lyst til at agere sig i nogen form for energisk måde. For det første fordi hun var meget træt og for det andet, var han nok lige så træt.
Hun lagde sig så bare ned ved siden af ham og tog armene blidt om hans ene arm som hun så puttede sig op af. Et let suk undslap hendes læber og så lidt op på ham:” Jeg håber ikke det gør noget…. Jeg er her kun for at sove…” hviskede hun for at forsikre sig om at der ikke lå nogen form for skjulte tanker bag det. Hvis hun skulle være helt ærlig brød hun sig nu heller ikke om at være nød til at sove med andre i nærheden. Men hvis hun nogen sinde ville få noget søvn i nat, var det her måden at få det på.
”Jeg sover kun fordi jeg keder mig… Jeg kan gå flere dage uden at få sovet… Vi er trods alt skyggevæsener…. Søvn er ikke noget der slår os ihjel...” hun lagde ansigtet ind mod hans overarm og slappede helt af i kroppen. Hun var nu glad for at han boede her, for ellers havde hun ikke haft nogen at sove med. Der var også bare noget ved ham som gjorde hende nysgerrig. Hun kunne ikke sætte en finger på det. Var det fordi han kunne huske sit liv før han blev forvandlet og hun ikke kunne?
Eller kunne det være noget andet? Hun rystede tanken ud af hovedet og trykkede sig mere ind mod ham, han var dejlig varm:” Jeg har brug for at sove med nogen…. Så du er vel den heldige…. Eller uheldige… I den sammenhæng… Alt efter hvor godt du kan lide mig..” sagde hun lavmælt for ikke at larme og så op på ham. Hun syntes nu at det var virkelig sødt at han var så træt at han ikke engang kunne blive irriteret over hendes væremåde.

Hun rynkede kort på brynene da han sagde at hun ville elske at være slave. Et svagt fnys kom fra hende, selvom han havde lydt sarkastisk, var det ikke et emne hun brød sig om. Hun kom med en utilfreds lyd da han puffede til hende, men rykkede sit hoved så hans arm var under hendes hals.
Hun lagde sig på siden og lagde sin ene arm på hans bryst så hun kunne ligge mere komfortabelt. Hun bed sig kort i læben mens hun tænkte over hvad hun skulle sige. Skulle hun passe på med hvad hun sagde? Have et filter på? Hvor fjollet. Hun var en anelse opslugt af sine egne tanker så der var bare stilhed fra hende, set bort fra hendes svage vejrtrækning.
Efter lidt tid spurgte hun så:” Har du ikke undret dig over hvorfor jeg opfører mig som jeg gør?” hendes stemme var nu stadig bare stadig i en blid og rolig tone, som var lavmælt for hans skyld. Hun kneb sine øjne let sammen da det vel måtte være noget at undre sig over:” Sandheden er.. At det bare er en facade…” mumlede hun, og nogle af ordene blev lidt utydelige af det. Hun ville gerne være ærlig overfor ham og fortælle alt. Men det var svært for hende.
Og efter hun havde fortalt ham hendes hemmelighed, var hun ikke sikker på om han overhovedet brød sig om hende. Hendes tanker fik hende til at rykke sig selv en anelse væk fra ham. Brød sig om hende… Hun så op på ham og kom med et let suk.
"Hvis du vil sove, så siger du bare til… Så skal jeg nok være stille” sagde hun så og fjernede sin hånd fra hans bryst og lagde den foran sig. Hun var jo rykket lidt tilbage, så hun behøvede ikke at have sin hånd der mere. Pludseligt virkede hun bare en anelse forsigtig omkring ham, som om hun ikke ville gøre noget forkert.

Hun så en anelse overrasket op på ham da han nævnte det med facader. Hun kom med en tung udånding og sukkede kort, selvom hans ord gav hende en indre ro. Hun kunne nu egentlig ret godt lide at snakke med ham, selvom han virkede irriteret over hende det meste af tiden:" mnh...." var dog det eneste svar hun kunne komme med til det han sagde. Hun så også bare væk da han kiggede ind i hendes øjne og satte en hånd op foran sit ansigt:" Caedmon... har du en facade?". Hun følte at det var et lidt fjollet spørgsmål, selvfølgelig havde han det. Men alligevel ville hun høre ham sige det.
Hun lagde sig roligt en anelse mere tilrette, dog stadig på siden så hun kunne se op på ham. Hendes øjne var nysgerrige, der var så meget hun nu gerne ville vide om ham. Men man skulle vel give for at få. "Mine forældre efterlod mig i en skov, så jeg kunne ligge og dø... men jeg blev fundet af en pige der førte mig over til det nærmeste børnehjem... eller det sagde bogen de havde skrevet, om mig... bogen var det eneste bevis på at jeg findes i denne verden..." sagde hun en anelse sørgmodigt. Selvom det var hende selv der brændte den og smed asken langt væk.
Nu hvor de alligevel alligevel begge var opsat på en dybere samtale, ville hun lade ham se bag hendes facade:" Jeg husker ikke noget om min forvandling... jeg husker bare at jeg pludselig stod midt i en stue, som jeg aldrig havde set før... så jeg tog til Doomsville... og var der... jeg lærte at man hurtigt kunne komme langt med informationer på de rigtige personer..." hun åndede tungt ud og holdte en kort pause.
Så begyndte hun igen:" Da jeg mødte Assorian... tænkte jeg ikke nærmere over hvad der kunne ske... jeg så det bare som en mulighed for mig selv.. hvor egoistisk og dum jeg så end måtte have været... ville jeg gøre mine egne odds bedre... gøre mig selv brugbar... og værdigfuld... selvom det ingen betydning for mig har..." hun fjernede ikke sin hånd fra sit ansigt, da det at kigge på ham, ville gøre det langt sværre for hende.

Hun gjorde ikke modstand da han fjernede hendes hånd men af refleks drejede hendes øjne væk fra ham, lige indtil han gav hendes hånd et klem. Så kiggede hun på ham og lyttede til hans historie. Hun sagde heller ikke noget men det var tydeligt i hendes øjne at hans historie påvirkede hende. Hun klemte kort om hans hånd da han fortalte den sidste del af historien og bukkede brynene til et sørgmodigt udtryk. Hun havde ikke meget at sige.
Dog indså hun hurtigt at de begge lige havde hældt deres hjerter ud for hinanden. Hun lagde en hånd på hans kind og fik ham til at se på hende:" Jeg er glad for at Assorian fandt dig..." hviskede hun lavt, og måske med et strejf af... kærlighed? Hun slap hans kind og trak ham så hen mod sig inden hun lagde sine arme om hans ryg i et tæt kram. Det var ikke bare et normalt kram, det var tydeligt at mærke på hende at der lå meget bag det. Hun tænkte i hvert fald at han også havde brug for det.
"Tak.... fordi du lukkede mig ind.." mumlede hun blidt ind mod hans bryst.
Hun gav ikke slip på ham selvom hun stoppede med at trykke ham mod sig. Hun fandt en ro i at ligge sådan her. Mest fordi hun aldrig rigtigt havde prøvet at ligge så tæt med nogen som helst. Hun så ind mod ham selvom der ikke var noget at se. Prøvede at formulere ordene i hovedet inden hun sagde det:" Hvis.... der kommer en krig... og jeg pludselig skal vælge side...." hun bed sig kort i læben, hun ville ikke sige det på en forkert måde:" så vælger jeg den der er fri.... jeg er ikke bare en kriger der er klar til at sætte mit liv på spil... og... jeg....vil ikke dø..." hendes stemme lød usikker og skælvede svagt da det der skræmte hende allermest var tanken om døden.
Hun tænkte kort og smilede så svagt for sig selv:" hvis du ikke var en lærling, hvad ville du så lave? Hvad er din største drøm, når du endelig er fri?" Hendes stemme lød svagt munter og en anelse nysgerrig. Selvom det hun sagde før stadig påvirkede hende en anelse. Det var vel bare en forsvarsmekanisme inden i hende.

Hun havde ikke regnet med at han havde gengældt hendes kram. Eller hun havde virkelig håbet på det, så da hun mærkede hans arm om hende, blinkede hun overrasket et par gange. Hun kunne mærke sit eget hjerte banke hårdt i brystet på hende, og det fik hende til at trykke ham mere indtil sig:” Caedmon….” hviskede hun svagt og lukkede sine øjne en anelse hårdt i.
Da hun skulle til at slippe krammet, mærkede hun også at han ikke ville slippe, så hurtigt stoppede hun og trykkede ham indtil sig igen. Hun lyttede roligt til det han sagde om krigen. Det var vel det eneste at gøre. Håbe. Hun sukkede kort. Det var nemmere bare at tænke på noget andet lige nu. Hun kunne nu godt lide at ligge sådan her med ham. Det var rart. Hun kunne ikke erindre engang hvor hun havde følt sig så tryg som nu.
Hun grinte lidt, på en sød måde, da han sagde at han ikke var særlig stærk:” Mnnh… Fysisk styrke er ikke alt.. Jeg var en dæmon førhen… Så det gør mig lidt stærkere end nogen der har været et menneske..” hun åndede let ud og havde nu vænnet sig til at være tæt på ham, så hendes hjerte bankede ikke længere så hårdt, som det havde gjort. Da han spurgte ind til hende kom hun med et let suk og begyndte at ae hans ryg med sin tommelfinger.
Hun havde ikke rigtig tænkt over hvad hun ville bruge sit liv på hvis hun selv kunne vælge:” Jeg har levet i 10.000 år… Og i alle de år har jeg stadig ikke fundet ud af hvad der virkelig er mig.. Så jeg ved det ikke.. Men hvis jeg selv skulle vælge hvad jeg ville lige nu… Så ville jeg ikke ændre det..” sagde hun så i en bestemt tone og så på ham. Efter det kom hun med et lettet suk og så frem for sig.
” Jeg tror jeg er begyndt at holde for meget af dig til at tænke på noget andet…” sagde hun indrømmende og bed sig kort i læben. Var hun for ligefrem? Hun tog en hånd op til hovedet og sukkede kort:” Årh, undskyld…. Det var ikke for at være påtrængende, på nogen måde…” undskyldte hun lavmælt og rystede på hovedet over sig selv. Hun turde ikke se på ham, da hun var lidt bange for hans reaktion.

Moon havde ligget og set væk fra ham, stadig lidt flov over hendes egen pludselige ”kærligheds-erklæring”, dog gik der et gip i hende da hun pludselig hørte Assorian og intinktivt pressede hun sig mod Caedmon for at søge beskyttelse, dog havde han rykket sig så hun sad bare for sig selv. Hun vendte sit blik mod Assorian og satte sig en smule op i sengen:” Hmmm… Okay, farmand…” sagde hun en anelse tirrende da hun godt havde hørt fra andre hvor der var scenarier som dette hvor faren kommer ind og råber af parret. Hun fandt det ret morsomt.
Hun kløede sin hage en anelse overvejende inden hun bare vendte sig mod Caedmon og hev fat i hans skuldre inden hun plantede et blidt og kærligt kys på hans læber, som på ingen måde var ligesom deres første. Det kunne hun også selv mærke for hendes hjerte begyndte at slå en anelse hårdere idet hun rykkede sig væk fra ham:” Godnat Caedmon… Godnat Assorian..” sagde hun så bare og gik så roligt ind til sin seng.
Hun var nu glad. Det føltes som om en byrde havde blevet løftet fra hendes skuldre, selvom hun nu ikke havde fået den reaktion hun inderst inde havde håbet på fra Caedmon. Måske var kærlig ikke så sukkersødt og drømmeagtigt som hun havde håbet på. Hun havde fundet en hun ikke behøvede nogen facade foran. Hun lagde sig i sin seng og kom med en let udånding. Hun fniste roligt for sig selv og lagde sig på siden med dynen trukket godt op over sig inden hun lukkede sine øjne. Hun havde gode drømme.

--- NÆSTE MORGEN ---

Hun kunne knapt nok sove, så fyldt med energi som hun følte sig. Hun var selvfølgelig ikke ved sit stærkeste, de positive følelser drænede hende konstant, men det var et valg hun selv havde taget. Hun rejste sig hurtigt og trak t-shirten over hovedet inden hun gik over til sin kommode og fandt en stor sort uldtrøje på. Moons træningstøj bestod aldrig af noget specielt, bare hendes normale tøj. Og det eneste hun skulle kunne var at være smidig, og det var hun i det tøj hun tog på. På med et par sorte bukser og så var hun klar.
Hun løb ovenpå og igennem gangen, lidt spændt på hvad denne ”straf” nu kunne være, da hun godt vidste at Assorian havde et blødt spot for hende. Dog inden hun ville gå ned til træningsrummet, gik hun ind i køkkenet og tog et æble fra frugtskålen som hun gnaskede i sig. Hendes kat kom op på bordet og hun tyssede kort på ham da han miavede:” Shhh… Assorian ved stadig ikke at du bor her med mig, fjolle…!” og så bed hun et stykke af som hun gav til ham.
Så vendte hun sig om på sine hæle og gik roligt ned mod deres værelser igen. Hun rynkede dog brynene, da hun kunne mærke en aura og den var ikke ligefrem… En hun havde følt før. En bange aura? Caedmon?! Hun tabte æblet og løb så hurtigt ned mod laboratoriet, hvor auraen kom fra, men stoppede sig selv. Det var kun Assorian der måtte gå derind! Hun skyndte sig tilbage, slog døren op og trådte så bare ind. Hendes hænder var knyttede men hun åndede lettet ud da hendes værste frygt ikke var gået i opfyldelse. De var der ikk på træningsplasen? Der hvor de ellers havde aftalt at mødes her ved 12-tiden? Hvor var de så henne? Hun kunne mærke auraen fra laboratoiret. Var det virkelig der? Men så begyndte hun at undre sig over hvem der havde den aura? Hun lignede også bare et stort spørgsmålstegn.

Hun var ret glad for at se Caedmon og skulle næsten til bare at omfavne ham, men da Assorian så kom derind, lod hun være, og så opførte hun sig en anelse mere professionelt omkring det. Dog kunne hun ikke undgå at smugkigge på ham når hun kunne. Hun fulgte med Assorian, men greb Caedmons hånd så snart hun kunne, selvfølgelig i smug så hun kunne slippe så snart Assorian ville vende sig og se på dem. Dog havde hun aldrig regnet med synet der mødte dem. Hun slap Caedmons hånd og rynkede brynene uforstående mens hun bare kiggede på kvinden foran dem.

Moo dit er simpelt du skal tage kniven her og slå de her to ihjel. Simpelt? Ordene skar igennem hendes hjerne og hun følte sig svagt omtåget. Hun havde nydt at trodse Assorian mange gange, men aldrig havde hun gået imod hans ordre. Dette var dog absurd! Hun havde en regel i livet og det var at hun på ingen måde kunne være herre over en andens liv! Hun sank en klump og tog kniven som lå på bordet. Hun kiggede på den og mærkede hvordan hendes læbe dirrede mens hun ihærdigt forsøgte at finde ro i sig selv igen.
Moon stod bare og stirrede på moderen som var spændt fast, hun blev dog en anelse forvirret da han sagde to. Der var jo kun en? Hun hørte nogle bump ovre fra skuffen og gik så bare derhen og åbnede den. Et barn lå i den bundet sammen, grædende og hjælpeløst. Moon blinkede overrasket med øjnene og løftede bare barnet op i sin favn. Men Assorians dødsdom på disse to personer var næsten for meget for hende. Hun hørte Caedmons ord, men i stedet for at svare stod hun og stirrede på barnet, var fuldstændig målløs.
En tanke faldt hende dog ind, den eneste tanke der kunne drive hende til at adlyde. Han ville nægte hende at se Caedmon. Hun vendte blikket tilbage mod dem, hendes øjne var fyldt med sorg, splittet om hvad hun skulle gøre? Give op en del af sig selv, så hun kunne blive med Caedmon, blive hos Assorian? Hun så ham trods alt som den far hun aldrig havde fået, men var dette ikke for meget at forlange? Hendes blik faldt ned på deres fødder og hvis man kiggede nærmere på hendes ansigt begyndte revner at bevæge sig ned af hendes kinder. Hun kunne ikke græde, og når hun forsøgte ville dette ske.
Hendes kinder begyndte at brænde og da hun lukkede sine øjne i, løb en dråbe blod ned af hendes kind. Hun trykkede barnet indtil sig, åbnede øjnene for at se på det. Hun så bare en skræmt lille pige. Noget hun selv havde været, dengang hun blev kastet ud i verdenen efter sin forvandling. Hun rakte roligt ud efter kniven og lod den ligge ved siden af sig mens hun så på barnet. Med sin hånd aede hun dets kind og begyndte at nynne. Moons gode væsen fik hurtigt pigen til at slappe af, og overvældet af stress fik også hendes øjne til at glide i.
Hun rettede så blikket op mod Caedmon og havde et trist udtryk inden hun fik fremtvunget ordene:” Jeg er nød til at gøre det… Det var min egen skyld, og dette er min straf..” hun sank en klump og kiggede så ned på barnet der var faldet i søvn. Hun løftede kniven op i sin hånd velvidende at hun aldrig ville kunne tilgive sig selv igen. En anden tanke faldt hende også ind. Hvis hun ikke gjorde det, hvad ville Assorian så gøre ved dem? Ville hun i sidste ende ikke bare gøre deres uundgåelige død nemmere?

Så opslugt af sine egne tanker, opdagede hun ikke engang at de forlod rummet. Hun sad bare og vuggede med barnet i sine arme, velovervejende om hun virkelig skulle gøre det. Hun anede ikke at det blot var en illusion. Men hun ville heller aldrig kunne få det at vide. Det at slå noget ihjel, bryde en del af sig selv, blot for at få at vide at det bare var en illusion? Det ville ødelægge hende. Hun ville ikke kunne ane hvad der var virkeligt og hvad der var en illusion. Hun snøftede kort og tørrede noget blod af sin kind inden hun tog en dyb indånding. Hun var nød til at mande sig op.
Hendes blik var sløret og hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre af sig selv mere. Barnet lå roligt i hendes arme og sov, hvilket nok var for det bedste. Hun fumlede efter kniven på gulvet, og da hun ikke kunne se så godt, endte hun faktisk med at gribe hårdt fat om klingen, den skar sig let igennem den tynde hud på hendes håndflader. Hun klemte hårdere om den, blot for at mærke noget, om det så skulle være smerte. Men der var ingen smerte. Hvorfor?
Moon vidste at der ikke var nogen vej tilbage. Hun gjorde det heller ikke for sin egen skyld. Hun ville bare ikke have at der skete Caedmon noget. Ikke på grund af hende. Uden at hun selv havde givet lov, kravlede en af hendes stråler ud gennem hendes skulder blade og greb hendes hånd med kniven. Den klemte kort om hendes håndled så hun slap kniven. Hun lænede sig tilbage mod væggen og så ned på det stakkels barn:” Du har slet ikke fortjent noget af det her… overhovedet ikke…” hviskede hun til det, kyssede dets pande inden hun pressede sig helt op af væggen, og lod strålen gøre sit arbejde. Hendes udtryk var fyldt med sorg. Hun kunne ikke føle den glæde som hun altid gjorde. Ville hun være den samme efter det her?
Hun rynkede brynene. Hun var ellers sikker på at hendes stråle havde grebet barnet mens hendes øjne var lukket og kvalt det. Men der kom ingen lyde, ingen reaktion. Hun åbnede sine øjne og så ned på barnet. Strålen kørte gennem barnet, som var det vand. Moon kunne ikke forstå det. Hendes blik lysnede. Men ikke af glæde. Mere af vrede.

Det var en illusion. Et fupnummer sat op af Assorian, så hun kunne tro at hun havde myrdet et barn. Hun rejste sig bare, knyttede sine hænder,  mens hun mærkede vreden bluse op. Hun havde været sårbar. Hun havde vist Assorian at hun var sårbar. Hun følte sig forrådt af den mand der mente at hun var som en datter. Og for hvad? At hun var forelsket? Hun så sig let om. Lod strålen glide hen over kvinden som var bundet til stolen. Der var ingen reaktion.
Der måtte være nogen som styrede det. Moon gik hen til Assorians skrivebord og åbnede alle skuffer, rodede dem igennem efter et våben. Hun fandt til sidst en brevåbner. Ikke særlig skarp. Men ægte. Hendes stråle bevægede sig ubevidst gennem et skab ved siden af bordet og ramte noget. En kvindestemme lød inden i skabet. Hun rettede sig op og klemte let om brevåbnerens skaft. En illusion. Hun nærmede sig skabet og greb forsigtigt håndtaget, bag denne dør stod den person der havde hjulpet Assorian med at narre hende.
Idet hun flåede skabets dør op og hendes øjne mødte kvindens, var hun ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Ville Assorian havde at hun skulle dræbe? Fint!
”Lad os give ham hvad han vil have…” sagde hun lavt og kom med et lettere dystert smil inden hun greb kvindens hals og trak hende ud af skabet. Hun vidste godt selv at det ikke var hende der havde kontrol mere. Nej, det var hendes skyggevæsen der havde ridset sig gennem facaden og taget føringen. Hun havde ellers prøvet, så hårdt på at bevare sit gamle jeg, til det punkt at hun endda havde narret sig selv.
Hvis Assorian og Caedmon var kommet ind på dette tidspunkt, ville de nå at se Moon idet hun stak brevåbneren i brystet på kvinden. Moon var ikke den fødte dræber. Det var blot begynderheld at hun havde fået ramt kvindens hjerte, som fik blodet til at flosse ud. Moon havde stadig fat i kvinden som kroppen blev svagere og sank ned. Hun slap hende først idet kvinden faldt helt sammen.
Moon så ikke op, stod blot og betragtede kvinden som hun hostede og kæmpede for at stoppe forblødningen. Hun rettede så blikket mod tilskuerne, hvis man troede at det var slemt før, ville man blive skræmt over den ekstreme tomhed der var at finde i hendes øjne, indtil de lukkede i og hun faldt til jorden. Al den stress og vrede var steget hende til hovedet.