Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Forår
Måned | Marts
Den sidst registrerede bruger er Alysia
Vores brugere har i alt skrevet 164639 indlæg i 8719 emner
Have you not taken enough from me
:: Doomsville City :: Terrorville District :: Gågaden.
Have you not taken enough from me
O En masse forskelige engle, dog kan man godt mærke en hvis uro.
V Det er svagt varmt udenfor og solen skinner.
Tid 15,00
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Dayne bed sig svagt i læben, efter han var vågnet op og, havde pakkede sine få ting igen. Det kunne ha været bedre, hvis han havde mødt Audrey, men hende kvinden han havde mødt havde jo os gjorde det og han var sikker på, hvad end han gjorde nu ville der altid ske forandringer for, hvad han var. Der ville komme en krig på et tidspunkt, men om Dayne ville vælge side, vidste han ikke. Dayne greb fat i hans handsker og sætte dem på, han havde dræbt en dæmon og, havde derved fået nogen særlige våben. Han, havde ikke behov for knive da disse handsker, havde den indbyggede. Derudover, havde han fundet et nogenlunde sværd og en daggert som han, havde fået købte sig til, for penge fra dæmonens lig. Dayne træk derefter hans bandage op for munden, hvor han så kiggede sig selv i spejlet at han, havde klippet sig var os en stor forandring hans familie var væk og han, havde kun sig selv, hvilket han intet havde imod. Men der var noget han savnede og det var den følelse, når man var sammen med en gruppe og den anden når man var sammen med en kvinde. Ikke at han tænkte så meget over de ting længere, han havde selv valgt og tag afsted fra Dragons Peak, så snart han kunne komme afsted med det, derefter havde han bare valgt og tag afsted.
Da klokken slog halv 2, kiggede Dayne sig omkring han ville drikke lidt inden han skulle afsted igen, hvorefter han ville tag afsted, hvor han ville prøve og finde et hjem, det meste af dette land var ikke noget han ville se igen, hvilket jo gav sig selv. Han manglede et hjem og der, hvor han følte sig mest hjemme var inden med en flaske whisky tømt og en kvinde, eller bedre. Et sted, hvor han kunne være sig selv på et skib med folk han stolte på nu, stolte han jo ikke på nogen som helst, hvilket man os kunne se. Dayne gik ned og fik hurtigt bestilt en flaske whisky, hvorefter han begynde og tømme den da to engle kom ind, hvilket der gjorde Dayne vende sig om tidsnok til og se dem, kigge på ham. De viste han var falden, hvilket jo ikke var et problem. ” Azanroc Dayne Hightown, efter du er falde er vi kommet efter dine vinger.” Dayne smilede smart, hvorefter han vende sig om og tog stillede flasken fra sig, ”Virkelig i ved jeg ikke gjorde det og stadig skal jeg tag straffen, aldrig i livet.” Derefter tog han hans stol og kastede den mod dem, hvor der så bag efter begynde et slagsmål inde på kroen mellem engle og faldene engle.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
"Hvem vover at blande sig i vores opgave?" Vrissede han voldsomt, og Josette trådte ud.
"Blot mig." Sagde hun og blinkede let uskyldigt. "Du truer en af mine engle, det er du klar over ikke hr?" Spurgte hun og fik vinden til at få kniven til at flyve over i hendes hånd. Dog uden at tage blikket fra ærkeenglen.
"Josette Thunder." Sagde han let og trådte et skridt tættere på.
"Du har hørt om mig... fantastisk." Tilføjede hun blot. Let sukkede hun og tyggede let på sine næste ord.
"I har ingen ret til at komme og tro i kan tage deres vinger, blot fordi i godt kan lide at samle på sorte vinger." Sagde hun så og så strengt på ærkeenglen. Dayne havde kun set Josette når hun spillede og lod som om. Men her så han faktisk, hvor meget hun gik op i sin race. At hun faktisk mente de ting hun havde fortalt ham om at passe på sit folk.
Den anden ærkeengel begyndte dog at gå imod Dayne imens, og troede sikkert. At han ville gå helt ubemærket.
"Ikke så hurtigt, tror i virkelig jeg er dum?" Sagde hun retorisk, og lavede et luft stød som sendte englene tilbage i krostuen. Så gik hun hen til Dayne.
"Jeg sagde jo, at jeg passer på mit folk." Hun vidste, at han var sur på hende. Men hun kunne have gjort værre imod ham. Han skulle bruge tid på at få klaret tankerne, det respekterede hun.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
”Josette tro ikke vi er de bedste venner, men du skulle vel ikke være i familie med Audrey Thunder.” Lød det ganske svagt fra Dayne af, hvorefter han tog en kæmpe slurk af sin whisky igen. Det var ikke fordi, Dayne, havde godt af det. Men han ville bare ikke, ha noget med hende og gøre pt, hvilket hun sikkert ville forstå. Om han nogensinde, ville ha noget med hende og gøre, måtte tiden vise. ”Hvem siger overhovedet, jeg er en del af dit folk Josette, jeg er stadig ikke falden og jeg var heller ikke Engel i starten jeg hører ikke hjemme nogen steder, selv efter at du fik mig til og falde blive jeg ikke falden da, jeg som sagt ikke passe ind, lige meget hvor meget du prøver på det er jeg stadig en engel der aldrig har hørte hjemme nogen steder, det samme gælder nu.” Dayne sank en klump, hvorefter han tog en ny kæmpe slurk, hvorefter han så hen på hende igen, ”men hvorfor er du her overhovedet.”
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
"Jeg tror intet.. m" Hun skulle til at svare da han nævnte Audrey. Hun kneb øjnene lidt og hævede derpå et bryn. "Hun er min trillingesøster, eller en af mine trillingesøstre." Svarede hun blot. Josette var en smule forvirret, men viste det ikke.
"Jeg har aldrig sagt, at du er en del af min flok. Men du er falden, og lige meget om du kan lide det eller ej. Så har jeg din ryg." Sagde hun så og trak let på skulderen.
Let sank hun en klump da han spurgte hvorfor hun var her.
"Jeg synes du sagde vi ikke var bedste venner?" Hun hævede på et bryn, men så trak hun på skulderen.
"Monsteret her, fik en meddelelse at en af hendes søstre er død.. så jeg planlagde at tage med til begravelsen, men min familie smed mig ud.. kun mennesker tilladt, engel eller falden. Stadigvæk et monster." Sagde hun så og så ham direkte i øjnene. Det lykkedes hende vidst at vise et strejf af menneskelighed af tårer inde i øjnene som kæmpede for at komme ud, men hun aldrig lod dem. Så kiggede hun væk og derpå forsvandt følelsen af sorg med sig.
"Men du er jo ligeglad ikke, for dig handler det bare om, at du har et indtryk af hvem jeg er, men du har ingen anelse om det.. for hvordan skulle du kunne have det, når jeg ikke engang selv ved det." Udbrød hun så let. Hvorfor hun altid var så ærlig overfor Dayne irriterede hende voldsomt. Nærmere ekstremt.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Han svarede hende først sagde hun ikke noget, trak kort på skulderen. Der var ingen grund til at diskutere det.
"En til mig også." Sagde hun til bartenderen, som hurtigt skaffede hende noget at drikke. Josette bundede den hurtigt og lyttede så igen. Hun vendte sig med ryggen til baren, så hendes albuer støttede på bordpladen. Hendes ansigt var dog vendt imod Dayne.
"Og du siger du ikke omfavner det? Du har allerede besluttet dig, hvad du vil gøre med den frihed jeg gav dig... Sig mig engang, er det ikke vidunderligt at have sluppet af med den byrde? " Spurgte hun så og smilede let til ham. Der var intet diabolsk eller drabligt over den måde hun smilede på. Det var blot et smil.
"Selvom du ikke vil se det. Så er vi ret ens du og jeg." Sagde hun så og så ud imod alle de folk der løb rundt.
"Vi er fra familier som forventede mere af os end vi kunne give dem. Når vi er trukket tilbage i et hjørne finder vi en måde at kæmpe på. Vi er begge tvunget faldne... og ingen af os vil være under nogen." Tilføjede hun så og kiggede over på Dayne. Hun var ikke ude på noget, faktisk sagde hun det kun fordi hun fandt det en smule ironisk.
"Jeg er opvokset i en lille landsby udenfor Firewood Village.. men flyttede til Terroville efter min familie smed mig ud. Engle er ikke tilladt, det var kun på grund af Audrey jeg fik lov til at være der så længe som jeg gjorde.. men da hun skulle leve op til sit store ansvar, så var det farvel Josette." Hun fik fyldt sit glas op og bundede det. "Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for det monster jeg er blevet til, når ingen undskylder for at have gjort mig til det." Sagde hun så. Lidt til sig selv. Lidt til Dayne. Så åndede hun let tungt ud.
"Du ved godt, at hvis du vil... så vil jeg gerne hjælpe dig med at få sin families ting tilbage. Hvis du ikke skulle have opdaget det er jeg ret god til at overtale folk til hvad de ikke vil." Det var ment i sjov. Josette hadede at være al for seriøs. Men hun var altid dejlig nem at snakke med omkring sine engle. Det var som om, at hun var mindre anspændt. En hel anden person end hvad rygterne om hende sagde. Det var blot når hun var alene eller sammen med folk som havde samme sindslidelser at hun blev skør.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Dayne havde planer om at bygge et sted selv, hvor folk lige meget, hvilket køn hvilken race ja selv hvor de lå i samfundet var. Denne kamp mellem de falden og de gode engle skulle stoppes, hvis Josette vidste det ville hun sikkert brække sig samme gælde, sikkert den anden leder af de gode engle. Men derfor ville han selv bringe fred mellem dem, skabe et sted hvor alle folk var lige. Dayne sank en klump, hvorefter han så mod hende igen, ”det sjove er, hvis du så ind i mit hoved nu ville du væmmes bag, de tænker jeg har omkring alt dette her, men det er det gode ved det hele.” Dayne sende hende et smil, hvorefter han kiggede op af trapperne igen, hvor ville det blive mærkeligt, at bringe dem sammen, selv hvis det kunne lade sig gøre.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
"Hvem prøver nu at tro de kender hinanden? Jeg ønsker ikke krig. Ingen grund til at gå i krig imod folk som alligevel er halvt mine egne." Let trak hun på skulderen. "Bare fordi vi er faldne, betyder det ikke, at vi ikke er engle jo. Det er spild af min tid at kæmpe imod mine egne." Tilføjede hun og kiggede ham i øjnene. Hun ønskede intet af ham. Hvis han ikke ville være ved hendes side, så måtte det være det. Hun var ved hans. Mærkelige holdninger, ville nogle tænke, men folk måtte nu også engang tænkte, hvad de ville omkring hende. Hun var ligeglad.
Dog fik hun et udtryk frem i sit ansigt, som han havde havde set før. Hun var forvirret.
"Jeg har ikke taget dine ting Dayne? Jeg har aldrig set dit hus, eller vidste dit familie navn før idag... helt ærligt." Hun rystede på hovedet. "Tror du ikke, hvis jeg var taget tilbage i byen, du ville have hørt om mig? Sidst efterlod jeg ligesom nogle ret kønne mesterværker i byen. Hvis jeg havde tænkt mig at tage noget fra dig... så havde jeg advaret dig omkring det, eller i det mindste brugt det som en simpel trussel." Hun så på ham, som om, at han da burde vide bedre.
"Mange ting er jeg, men en amatør. Næppe." Hun smilte kort af sig selv. "Jeg har repræsentanter i hver eneste by som står for at sende mig bud, hvis noget sker. Jeg tog tilbage da jeg hørte en engel skulle henrettes. Det var det." Han måtte naturligvis tro hvad han ville, men hendes øjne veg ikke fra hans et sekund. Ingen løgne at se.
Dog rystede hun på hovedet af ham efter det næste han sagde.
"Hahaha. Så sjovt jeg dør af grin." Sagde hun uden nogen form for mimik i ansigtet. Så hævede hun et bryn af ham.
"Du er lige kommet ind i den her verden, forvent ikke den falder på plads med det samme." Sagde hun så til ham og trak svagt på smilebåndet.
"Det er lidt ligesom at være van til at gøre en ting, og så prøve en anden vej. Ofte får man løst til at vende om... men hvis man fortsætter igennem den tid det tager. Sker der altid et mirakel." Tilføjede hun så, og flyttede blikket ligeud igen.
"Skal jeg være ærlig... så nyder jeg vores små samtaler. Når jeg giver dig et råd, føles det som om, at jeg giver mig selv et.. måske kan vi hjælpe hinanden med at blive bedre...?" Let sank hun en klump. "Jeg har nogle personer i mit liv, som bringer det værste frem i mig, som du har set smagsprøve på, men også folk som gør det værste, mindre slem. Og efter jeg er begyndt på det... så er det gået op for mig, at jeg handlede situationen forkert og jeg mistede min tålmodighed. Beklager jeg tvang dig til noget du ikke var klar til." Hun kiggede på ham da hun undskyldte. En som Josette undskyldte nærmest aldrig. Så han skulle virkelig huske, de få ting der faktisk gjorde hendes ord ufattelige vigtige.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Dayne så på hende, hvorefter han lagede hans hoved på skrå, ”der er det jeg har ingen personer i mit liv der holder mig til den jeg er, en prøver og trække mig over på den mørke side en anden trække mig mod lyset, engang blive jeg vel nød til og vælge eller lave min egen sti, hvilket ikke er en umulighed.” Dayne så på hende, hvor han så sende hende et svagt smil. ”Men det at, være omkring dig ved jeg ikke om der er en god ide, jo længere tid jeg er omkring dig jo større er chancen, for at jeg vil blive til et monster, ikke at der er noget i vejen med det, jeg er bare ikke parat til og blive set sådan, eller at være det.” Hvis Josette ikke stoppet ham, ville han gå ud af døren uden og kigge sig tilbage, hvor han så ville gå sin egen vej.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
"Det var ægte. Jeg vil ikke have det var ægte... men det var ægte." Sagde hun så, og kunne mærke hendes hjerte banke voldsomt. "Hjælper det dig? At hade mig... hjælper det dig?" Spurgte hun så og sank en klump. Hvis der var noget hun hadede, så var det at vise sig sårbar. Hun kunne ikke tage chancen om at miste sin magt, fordi hun var bange for hadet der ville følge. Nu havde hun folks opmærksomhed. En opmærksomhed hun havde kæmpet for så længe, og følelsen af at blive set var så fantastisk.
"Jeg forventer ikke du skal forstå mine handlinger. Alt jeg beder om er at få en chance." Sagde hun så og sank en klump. "J..Jeg tror.. at hvis vi hjælper hinanden.. Så kan vi kontrollere det sammen." Tilføjede hun så og opdagede en som stirrede på hende en anden falden. Han så sit snit og kastede sig over hende. Josette gav et støn fra sig da hun ramte jorden. Han holdt et sværd imod hendes strube og hun greb om det skarpe blad for at prøve at kæmpe imod des styrke.
"Din kamp er ovre." Sagde han og så hende i øjnene. Josette løftede et ben op og ramte manden i maven, hvilket gjorde i det ene sekund hun havde handlede hun fornuftigt, og fik taget kontrollen.
"Det er din kamp der er ovre, Rhys." Vrissede hun og kastede sværdet væk. Så kom nogle af de andre af hendes faldne. "Send ham til Dragons Peak. Fortæl Ramsay at denne engel står for forbrydelsen at trodse sin herskerinde." Sagde hun med en mere ru stemme. Når nogle gik imod hende på den måde måtte hun vise hvem hun var. Så kiggede hun på Dayne.
"Følelser.. er ligmed svaghed... Sådan er denne verden. Du vender dig hurtigt til det." Sagde hun med en meget alvorlig stemme, men hendes blik sagde noget helt andet. Det ønskede noget andet. De andre faldne tog sig af Rhys, og Josette gik udenfor. Hun fandt et hjørne hvor der ikke lige var nogle, her lod hun sig glide ned af muren til hun sad ned. Hun lukkede øjnene og sank en klump. Hun kunne ikke græde hvis hun ønskede, det havde hun i hvert fald overbevist sig selv om. Men hun var et følsomt væsen, men med manglende evne til at vise det. Det havde hendes familie sørget for at hun ville glemme for længe siden.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Da de falden engle skulle til og gå ud med ham, så Dayne sit snit. Manden Rhys, som blive holde tilbage af de to andre faldene engle. Gjorde at Dayne kunne gøre, hvad han ville inden han kom ud. Han ville ikke risikere at ordet om ham kom ud, hvilket medførte at mens de to engle holde ham. Gik Dayne hen og hamret, sit ben over Rhys, han havde værre i vente. Men dette her var bare for at lade ham se, at han kunne ikke slippe væk og slet ikke med et brækket ben. Dayne gik derefter ud af kroen og bevægede sig over mod et hjørne, hvor han kunne føle hendes Aura. Dayne sætte sig ned ved siden af hende, ”det er ikke svagt og vise, hvad du føler Josette, pointen er bare, hvornår du skal lade den komme frem nogen vil se den som en styrke andre en svaghed, men det er en nødvendighed." Han skubbet hendes hage op så de fik øjne kontakt mens han sagde, det hvor han så smilede svagt til hende. ”Men nu er ikke nødvendigvis den tid, det sjove er jo mere du har brug for dem, jo mere har de brug for dig og omvendt som leder.” Dayne så hende i øjne, han kunne mærke hans eget hjerte slå meget hurtigere når han var ved Josette, hvorfor anede han dog ikke han ville faktisk ikke vide det, fordi han havde det lidt på samme måde med Audrey. ”Men, hvad forslår du.”
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
"Den eneste handling jeg selv har valgt i mit liv er at blive leder." Sagde hun og sank en klump. Han løftede heneds hage op. Hun følte sig sårbar. Følelser mindede hende om, at hun i virkeligheden kunne komme ligeså hurtigt til skade som et menneske. Hun smilede svagt.
"Kan du ikke se det... jeg er en ødelagt skal. Jeg har ikke engang kontrol over mine egne følelser. Det lidt jeg har, er alt jeg har tilbage." Sagde hun og sank en klump. Normalt snakkede hun ikke ret meget om, hvad hun ikke havde kontrol over. Men af en eller anden grund fik Dayne hende til at åbne sig op - og det vidste hun ikke helt hvordan hun havde det med.
"Hvad jeg forslår..." Hun sank let en klump. Josette åndede let tungt ud. "Altså.. der var en mulighed, for at du ville kalde dig min lærling... altså ikke noget med mord, tortur eller andet af den slags... men du god til at kæmpe. Det kan også være du vil være en del af samfundet som en vagt eller soldat. Træner.. vi har mange unge faldne jeg har fundet.. som er blevet smidt ud af deres familier, de kunne bruge nogen til at hjælpe dem lære at kæmpe." Tilføjede hun og sank en klump. Hendes samfund gik ikke ud på hvem der kunne dræbe flest, mere om at passe på hinanden. Hun drejede hovedet til siden og kiggede på Dayne.
"Hvis du tillader kan jeg vise dig stedet... det er lige rundt om hjørnet." Sagde hun så og så ham oprigtigt i øjnene. Hun var mere afslappet. Det kunne høres på hendes stemme.
Gæst- Gæst
Sv: Have you not taken enough from me
Dayne var den mest voldsomme person og lære og kende, hvis man havde kendt ham som Engel ville man slet ikke kende ham nu, men han ville gøre hvad han kunne for at få sit liv på rette køl igen og han måtte derfor lukke hans kontakt med hende som, havde gjorde ham til dette og så ville han ikke være en del af et samfund han var færdig med det. Dayne så hen på Josette, mens han fulgte med hende til stedet. Måske var hun en ødelagt skal, men i det mindste havde hun nogen hun kunne regne med det, havde Dayne ikke. Dayne bed sig i underlæben, mens han gik med hende.
//blive lidt kort, håber dog det er ok :9//
Gæst- Gæst
:: Doomsville City :: Terrorville District :: Gågaden.
Lør 23 Mar 2024 - 20:07 af Renata
» Maybe less drama than before... (Lori) (X)
Ons 20 Mar 2024 - 5:15 af Sean
» Det halve væsen ~Sean (Fortidsemne)
Man 18 Mar 2024 - 16:48 af Lenore
» A cozy afternoon at the inn - or not... ~ Natalie
Man 18 Mar 2024 - 7:10 af Katrina
» Bare et helt almindeligt familiemøde (Genevira og Lori)
Tors 14 Mar 2024 - 23:07 af Genevira
» Chill, she ain't got non~ Abigail (Fortidsemne)
Tors 14 Mar 2024 - 15:34 af Genevira
» Lena beware of the city - (Sean)
Ons 13 Mar 2024 - 13:10 af Madelena Gray
» Nothing is what it was... ~ Renata
Tirs 12 Mar 2024 - 20:57 af Renata
» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
Man 11 Mar 2024 - 16:12 af Sasha