The Lord's Prayer - Jannick

Tid: Formiddag. (omkring 10:00)
Omgivelser: Få menneske på gaden.
Vejr: Overskyet.
Sted: Kirken.
Påklædning: Grå løs kjole med sort jakke til. Sorte lukkede sko.

Loui var stået tidligt op idag. Hun havde oplevet så meget på det seneste og hun var så forvirret. Hendes moder havde opdraget hende til, at den dag hun kunne være alene sammen med en mand, skulle være på hendes bryllupsnat. Der var bare så meget der ikke hang sammen i hendes hovedet, hun havde drømme som ikke var tilladt og hver gang hun spurgte ind til det andet køn der hjemme, blev hendes mor rasende og hendes papfar ville ikke blande sig. Selvfølgelig var Loui klar over hvor børn kom fra, men hvorfor kunne de så ikke besvare de andre spørgsmål hun havde til hendes følelser og udvikling.
Loui lukkede sin jakke imens hun gik hjemmefra, hendes mor var ikke kommet hjem fra aften før og hendes papfar var utrolig udmattet fra arbejdet, at hun slet ikke hørte at han gik iseng, hun gik ud fra det var meget sent.
Dagen var mild, solen var gemt men man kunne begynde at mærke at foråret var lige så stille på vej.
Efter en lille gå tur, stoppede Loui foran kirken og sukkede. "Herren må kunne hjælpe mig" sagde hun tavst og begyndte gå mod kirken. Hun hev i kirkens dør. Den var tung, men det lykkes hende at få døren op. langsomt gik hun ind i kirken og så sig forundret omkring. Det var mange måneder siden hun havde været i kirke sammen med hendes familie, men hun havde overhørt nogen skænderier imellem hendes papfar og moder, at de aldrig kunne komme i kirke igen, hvorfor ville de ikke fortælle hende.
Hun satte sig forrest i kirken på en af de mange bænke. Der var ikke nogen inden i kirken. Hun lukkede sine øjne, foldede hendes hænder sammen og tog sine samlede hænder op til panden.

Det var morgenb, og foråret var endelig på vej frem. Dog var det i dag overskyet, men det gjorde ikke Jannick noget. Han vil ikke fryse alligevel eller noget i den stil. I dag gik han også bare roligt ned af gaden med rolige skridt. Han vidste lige hvor han var på vej hen. Det var noget tid siden han sidst havde været der, og det skulle han have rettet op på. Han kunne sagtens snakke med sin fader andre steder, men han havde lyst til at gå hen til kirken og snakke med ham der, da det jo var hans hus. Altså guds hus.

Da han kom til kirken, så han roligt på den og sukkede kort, inden han åbnede døren til den og gik ind. Han lukkede stille døren efter sig, og gik helt ind. Fik med det samme øje på en, som sad oppe foråst i kirken, og smilede bare lidt over det. Satte sig selv på den bagerste række. Han følte han burde bede om tilgivelse for de ting han havde gjort, som en engel nok ikke helt burde gøre. Han så op mod loftet kort. "Fader" mumlede han meget lavt så ingen vil kunne høre det, på nær hvis man havde en vampyrs hørelse. "Undskyld. Jeg ved godt, at jeg ikke burde skade andre på nogle måde, men jeg gør det kun for at beskytte andre. Jeg har jo ikke dræbt nogle, kun såret dem, men du ved jo hvorfor. Håber ikke at du bliver sur over, at jeg følger min natur. At beskytte de svage og den slags?" Han sukkede kort, og så lige ud i stedet for, at se op af. Hans øjne faldt igen på personen som sad oppe foran og bedte, og han besluttede sig for, at blive siddende hvor han var, og bare vente noget tid.

Imens Loui var foroverbøjet over hendes knyttede hænder, kom der en mumlen fra hende "Fader, hvorfor holder min moder hemmeligheder for mig, hvorfor er min papfar ikke glad længere. Hvorfor må jeg ikke opføre mig som den alder jeg har. Jeg ber om styrke til at styrer min nysgerrighed, styrke om at kontrollere mine følelser jeg ved er forkert. Jeg har tilgivet den mand som først var voldelig, men senere redede mig fra andre, der ikke var sat på jorden af dig. Jeg ber om svar, en guide. Hvad skal jeg med mit liv. Er det virkelig sandt, jeg først på flytte når en mand, ber om min hånd. Jeg ber om forståelse og tilgivelse om mine spørgsmål". Loui fortsatte med af be og var så optaget af hendes mange spørgsmål, at hun ikke bemærkede, at der var flere der kom ind i kirken. Loui åbnede øjne langsomt og en lille tåre løb ned af hendes kind, men hun tørrede den hurtigt væk. Hun rettede sig op og så på alteret. Et smil kom frem på hendes læber, hun vidste at hendes bønner snart ville blive hørt og snart ville hendes familie være sammen igen, hun kunne bare mærke det. "amen" sagde hun mere fast og en højere tone, end hendes bøn. Hun rejste sig og vendte sig om, men fik et lille chok da hun så en anden, som også havde valgt kirken. Hun blev med det samme rød i hovedet og tog sig til munden. Hun sagde ikke noget, men begyndte langsomt at gå. Hun tog korte skridt og bevægede sig langsomt hen mod ham. Hun stod ikke så langt fra ham "God formiddag.. Er de også kommet for at søge accept hos Herren?" spurgte hun, og blev i tvivl om hun egentlig skulle blande sig. Hun var hvert fald genert, da hun fandt manden ganske attraktiv og han var den første hun havde set, som havde en tro.

Jannick sad bare lidt tid. Overvejede om der var mere han havde brug for at kumme ud med sådan lige, men der var intet som han kunne komme på. Ellers kunne han vel også bare sige det næste gang han kom ind i sin faders hus.

Da pigen kom over til ham, så han roligt på hende, og smilede et charmerende smil til hende, da hun talte til ham. "God formiddag. Grunden til jeg valgte at gå ind i min faders hus, var blot fordi jeg havde noget jeg havde brug for at sige til ham. Har været tæt på at gøre ting jeg ikke burde, selvom jeg i realiteten har prøvet at beskytte andre. Gud ved godt jeg er som jeg er, da han har lavet mig på den måde. Alt for beskyttende næsten." sagde han, og smilede roligt til hende. Han vil helst ikke ende med, at gå så vidt han endte som falden. Det vil han ikke kunne klare, da den person han så skulle finde og beskytte, aldrig vil få en skytsengel. Han rejste sig op og så smilende på hende. "Vi burde nok ikke snakke alt for meget i guds hus, så lad os gå uden for og snakke i stedet?" sagde han og så på hende. Vidste ikke, om hun var med på hans ide eller ej.

Han begyndte at gå ud her fra, og så tilbage, for at se om hun valgte at følge med, så de måske bedre kunne snakke uden for. Normalt skulle man helst være stille inde i guds hus, så man kunne bede i fred og ro og alt sådan noget.

Loui smilte tilbage til den unge herrer. Det var som om hun havde fundet en, som troede på Gud lige så meget som hende selv. Måske ville hendes moder blive stolt over, at hun endelig havde fundet et ordenligt menneske. Så vidt hun vidste. Loui havde ikke regnet med at få så meget information, om hvorfor han var her. Det virkede også på ham, at han havde Gud meget nær, måske lige så nær som hende, man kunne blot håbe.

Hun smilte blot, da han spurgte om de ikke skulle tale sammen udenfor Guds hus. "meget gerne" svarede hun, og fulgte med udenfor.
Hun var enig med ham, at i kirker skulle man holde god ro og orden, der skulle altid være plads til den næste.
Da de kom udenfor, kunne man se at skyrene trak sig mere sammen og viden blæse op.
Loui lukkede sin jakke helt. "måske vi skulle finde ly, inden det begynder at regne?" spurgte Loui, hun kunne lige forstille sig, at de havde en mægtig hyggelig samtale og så regnen ville komme og afbryde det hele.

Han så stille på hende, med et varmt og venligt smil. Hvis hun vidste hvad han var, vil hun forstå hvorfor han troede på gud. Han var jo en engel, en af guds skabninger, selvom næsten alle skabninger var guds skabninger på nær dæmoner. Dog havde Jannick heller ikke så meget imod dæmoner. Han havde ikke det samme had til dem som de fleste andre engle havde det.

Da hun valgte at gå med til at snakke med ham uden for guds hus, smilede han til hende, og gik roligt ud af kirken. Da de så kom ud, så han lidt op mod himlen som så en smule truende ud. Han så igen på Loui, og begyndte at blive nervøs for, at hun vil blive syg hvis det pludselig begyndte at regne. Han så på hende, som hun trak sin jakke mere om sig, og hørte det hun sagde. "Ja det er nok en meget god ide. Du skulle jo nødigt blive syg hvis det begyndte at regne." sagde han roligt. "Men hvor vil du så gerne have vi tager hen? Det er helt op til dig." Han så på hende imens, og ventede roligt på hendes svar til, hvor hun gerne ville tage hen for at snakke.

Loui havde armene om sig selv. Hun kunne ikke lade være med at smile sødt. Hun havde ikke oplevet før, at der var nogen som bekymrede sig for hende. Hun så næsten aldrig hendes mor og hendes stedfar var hold op med at spørge hvor hun gik hen. Det hele var meget trist derhjemme, det var virkelig som om at Gud havde forladt deres lille bolig.
Loui så sig omkring. "Måske vi kunne tage til en kro, har de spist?" spurgte hun den venlige herrer. Det summede helt i hendes mave. Det var meget grænseoverskridende at være i hans nærvær. De sidste 3 måneder havde hun været ude for 2 voldtægts forsøg, men har været heldig hvergang. Hun var overbevidst om at det var Gud der ville holde hånden over hende og skåne hende, da hun var jomfru. Ham her virkede så rolig og anderledes, han strålede af omsorg og hun kunne mærke hans glæde. "Undskyld, fik jeg deres navn? Mit navn er Loui Hege" sagde hun lavede et lille nej imens hun smilte. Hun rakte hendes hånd ud mod ham, "Hvad er deres navn?" spurgte hun og følte sig endelig velkommen hos en anden mand.

Han hørte hendes forslag og smilede til hende. "En kro lyder som et godt sted at tage hen, og nej har jeg ikke endnu." sagde han og smilede venligt til hende. Han så roligt på hende og kunne vagt fornemme hun var en smule utryg? Men hvorfor? "Undskyld jeg spørge, men jeg gør dig ikke utryg vel? For hvis jeg gør er det i den grad ikke min mening." sagde han og så lige på hende. Han ønskede ikke hun skulle føle sig utryg men derimod tryg i hans selvskab.
Da hun sagde sit navn nikkede han roligt. "Loui er et pænt navn. Mit er Jannick" svarede han med en rolig stemme og smilede til hende. "Men skal vi smutte over til kroen og få noget mad? Jeg skal nok give hvis det er?" sagde han og smilede til hende. Han havde råd til at kunne betale for mad til dem da han ikke var helt fattig.



//Sorry jeg var så længe om at svare xD//

Imens de gik så Loui hen på ham med en smule røde kinder. "Mange tak, for at være så venlig." svarede hun. Hun var aldrig blevet tilbudt mad før, og slet ikke af en fremmed. Selvfølgelig derhjemme var der mad, men det var altid noget som blev skændtes om. Loui bed også mærke i, at han kunne mærke hun var en smule nervøs i hans selvskab. Hun forsøgte virkelig at tage ham, som den mand han udgav sig før. Hun ville ikke dømme ham for noget hun havde været udefor før, men det kunne også være en udfordring - især når hun kun havde mødt lømler. "Det er virkelig ikke noget med dem at gøre, de er virkelig en gentleman. Vi behøver ikke komme ind på det lige nu." svarede Loui og gav ham et venlig smil. Det summede stadig i hendes mave og hendes tanker om denne høflige og flotte herrer. Det hele virkede pludselig som et stævnemøde. Hvilket fik hendes til at tænke på, hvad hendes mor havde sagt til hende. Stævnemøder var farlige, især mænd. Hun rystede hurtigt tanken væk, hun var blevet manipuleret så mange gange. Hun ønskede virkelig at 3. gang ville være lykkens gang.
De var næsten ved kroen og Loui så hen på ham igen imens de gik. "og tak.. forresten. For deres kompliment om mit navn" svarede hun lidt sent. "Det har været en fornøjelse indtil videre" tilføjede hun, og hendes kinder blev let farvet. Måske havde han svarede, til de ting hun gik rundt med inde i hovedet.

// Håber alt er ok. //