Keep it togther we will fight this (Djuna)

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 0:11

Tid; 23:30
sted: hjemme ved Djuna
omgivelser: der kun hende og kvinden Djuna
vejr: mørk næsten sort, der gade belysningen rammer er der lys

Panthea havde bevæget sig ud, hendes kjole var sort som altid og denne gang havde hun taget en mørkegrøn kappe på og trukket den op omkring hovedet så de lettere røde øjne var skjult, hun kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville være sket vis ikke hun var kommet på det tidspunkt hun havde. Blodet af en hun holdte af var forfærdlig. Vis ikke hun havde gjort noget havde endnu en hun holdte af været død på grund af hende. Faktisk havde dette menneske vækket noget i hende, noget hun forlængest havde opgivet håbet om at finde. Hun havde aldrig elsket andre end hende selv og sin skaber. Hun havde følelser for et menneske og hun vidste at i hendes verden var det forkert, men nu var det anderledes, hun havde skabt denne fantastiske kvinde og hun ville hjælpe så godt hun kunne. Hendes skabelse mindede meget om hendes egen og det havde gjort at hun ikke kunne lade være med redde hende og vis det var Djuna døde, ville hun miste tiltroen til verden fuldstændigt, men det kunne måske få konsekvenser for hende, men der var nogen hun var villig til at tage for denne kvindes skyld. Hun kiggede sig omkring og så en kvinde nærmere sig hende, kvinden var lyshåret og de blå øjne bar intet andet end venlighed som hun med raske skridt gik imod Panthea. Hun greb kvindens arm og rev hende med det sidste stykke hen til det lille hus hun kendte så godt. Hun havde ikke tænk sig lade Djuna slippe, hun anede ikke om hun havde spist eller hvornår hun sidst havde spist, men det skulle hun i aften. Hun havde heldigvis træning i at træne andre, hun havde også Clara, men det gik så godt med Clara at hun måtte give Djuna hendes opmærksomhed.
Hun ville også bede hende om komme hjem til hende i nogen måneder så deres træning kunne forsætte, uden fare for at Djuna skulle bevæge sig uden for, kvindens blik var blevet mere skræmt og hun prøvede at rive armen til sig det var som om det var gået op for kvinden hvad der skulle ske og det var tydeligt at kvinden ikke ville være en del af det. Panthea stammede grebet omkring kvinden arm så hun ikke skulle smutte nogen steder og med den frie arm bankede hun på døren " det er mig må jeg komme ind?" spurgt Panthea til døren, velvidende at hun kunne høre hende derinde, hun blev udenfor hun ville ikke presse sig på det var gået for vidt, hun skulle lærer at jage, Djuna kunne ikke blive ved at lukke sig inde for omverden bare fordi livet ikke gik som det skulle.

Panthea vidste ingen skyld, havde hun ikke gjort det var kvinden død, hvilket hun ikke havde kunne tillade, hun ventede tålmodigt imens hun ventede på at kvinden indenfor ville lukke hende ind. Hun havde ikke set Djuna længe og savnet var også en ting hun ikke var vant til. Det hele virkede så underligt og alligvel dejligt, det var som om der sket noget med hende når de var sammen. Hendes ellers så kolde og vrede verden blev varm og lyserød. Hun ville dog ikke indrømme det, men det var det som skete

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 1:01

Påklædning En lettere gennemsigtig beige slåbrok

Alle lydende var blevet større. Uagtet hvor hun var i sit hjem, så kunne hun høre ting, som foregik flere gader væk. Hun kunne høre lyde af hjerter, hestevogne som ramlede hen over gaderne. Hunkunne høre alt, lugte alt og se mere end hun nogensinde havde set før. Ikke en eneste gang havde hun forladt sit hjem, hun var blot ved at vænne sig til husets mange lyde, lugte og syns oplevelser. Det at bevæge sig udenfor, det ville medgive at hun skulle vænne sig til mange flere lyde. Alt var så forhøjet, og da det kun var godt tre måneder siden, hun var blevet forvandlet, så havde hun endnu ikke gjort sig vant til alt dette. I dette øjeblik lå hun i sit bad, en hurtig opdagelse, havde vist sig vandet dæmpede en smule på alle de kraftige lyde. Siden hendes lunger ikke skreg efter ilt, kunne hun blive under vand i lang tid og dette var ganske befriende.
Det næste problem var så sulten, noget hun endnu ikke havde gjort noget ved. Hendes første drab havde været slemt, hun havde troet hun havde kunne klarer det, så det ramte hende på en måde som hun ikke havde forventet. Hun havde nemlig før været sulten, hun havde før sultet efter mad og vand, men dette var forfærdeligt. Hun havde lyst til at rive sine øjne ud. Hele hendes krop var nærmest i smerter. Mindet om første møde med lys, var også frisk. Hun havde helt glemt vampyrer ikke kunne være ude i sollyset, så chokket havde ramt hende hårdt. Det havde været morgen, og hun gik som altid hen og trak gardinerne for, dog havde det ikke just været som enhver anden morgen. I stedet for at bade sig i solens varme, havde hendes hud nærmest brændt op. Der var ulig nogen smerte hun nogensinde havde prøvet før, specielt fordi hendes hjerne endnu ikke havde stillet sig ind på hvad der foregik.
Noget helt andet var også hendes minder, hun kunne nærmest huske alt og der var ikke kun en tanke i gang. Hun havde ofte fem tanker igang på én gang, eller også var det mere. Hun havde aldrig haft gang i så meget, og alle de minder var helt skræmmende. Det var som stod hun på et arkiv, og skulle hun bruge et specifikt dokument, kunne hun blot få adgang til det. Det var præcis sådan det var med hendes minder. Hun kunne få adgang til forskellige minder, gamle minder blot ved at tænke på specifikke ting.

Ved lyden af et hurtigt bankende hjerte tæt ved, rynkede hun brynet og satte sig op. Hun fokuserede på det ene bankende hjerte, og derefter blev hun omfavnet ved duften af Panthea. Hendes søde duft, de mange minder. Hvert enkel kys, hver enkel berøring og hver enkel omfavnelse. Alt blev kastet over hende, og dette var blot ved duften af hendes fært, hvad ville der ske når hun først så hende. Hun ignorerede fuldkommen den sødmefyldte duft af blod, lyden af det bankende hjerte og i stedet fokuserede hun på Panthea.
Længe blev hun liggende i badet, som ventede hun på svaret ville komme via vandet. Hun havde ingen ide om hun skulle gå derned, for hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre. Dog vidste hun i sit hjerte, at dette var noget der skulle gøres. Hun skulle lære, for ellers ville hun ikke få et ordenligt liv og hvad var der så tilbage at leve for? Hvis ikke hun kunne få et liv, hvad skulle hun så gøre? Hvad skulle få hende til at fortsætte? Med et suk rejste hun sig fra badet, kulden ramte imod hendes krop, men modsat før reagerede den ikke nær så stærkt. I stedet for hendes hår rejste sig, forblev hendes hud ureagerelig. Selvfølgelig kunne hun føle kulden, men hun kunne ikke føle den som en irritation.
Vandet gled ned fra hendes krop, hver enkel dråbe var hun i stand til at opdage og føle. Om ikke andet rystede hun sin krop, og her greb hun fat i en slåbrok, som lå fin foldet på en stol. Dens bløde materiale stof, var helt igennem perfekt imod hendes hud. Det lettere gennemsigtige stof, gav også en fin udsigt over hendes slanke krop. Med tøvende skridt, gik hun ligeså stille ned. Hver enkel skridt var gennemtænkt, og somme tider kunne der anes en tøven, som forsøgte hun finde grunde til at stoppe og for at fortsætte.

Dog da hun endelig nåede døren, lagde hun blidt begge sine hænder imod dørens hårde front. Havde hun været menneske, havde hun højst tænkelig taget en dyb indånding, men nu var hendes lunger ikke i behov for ilt og hun fandt sig selv i savn af den gamle ting. Efter lidt tid, hvor mange tanker havde gledet igennem hendes hovedet, endte hun til sidst op med at åbne døren. Det første der mødte hende, var det skarpe lys, lys hun ikke var vant til. Dog som hendes øjne vænnede sig til det, fik hun øjnende op for Panthea. Som menneske havde synet af Panthea, givet hende ideen om en gudinde, noget der var overmenneskelig smuk. Nu med synet af en vampyr, kunne hun se hver enkel kurve, hver enkel detalje i hendes ansigt og synet var ufattelig smukt. Hun var nærmest kun blevet smukkere.
Dog ramte duften af blod hende endeligt, hvilket fik hendes vampyriske side frem. Det dunkede nærmest i hendes gummer, som hendes ellers spidse hugtænder lod sig forlænge. De hasselnødsbrune øjne, skiftede farve og blev langt mere blålige. Hun rynkede brynet, lukkede øjnene og forsøgte styre sig selv, dog da intet så ud til at hjælpe, smilede hun blot til Panthea. Hun ville så gerne kaste sig i hendes arme, dog kunne hun ikke få sig selv til at lade sin fod, passere dørtærsklen. Det var som var hun fanget, dog til sidst gav hun Panthea et kys og her lod hun dem komme ind "Det er længe siden....jeg...jeg har savnet dig" hendes stemme var hæs, mest på grund af sulten også fordi hun ikke havde haft brugt den i godt tre måneder. Hun havde ikke haft et behov for at snakke, plus der havde ikke været nogen omkring hende. Ikke desto mindre var den som altid melodisk, og rig af den ukendte accent, en accent der fik hendes r'er til at forlænges og hver ord til at lyde som sang. Da de endelig var trådt ind, lukkede hun døren og her forsøgte hun stærkt at kigge udelukkende på Panthea.
Til sidst tog det dog over, og her greb hun fat i den ukendte pige. Hun trykkede hende imod sig og hamrede sine hugtænder ned i hendes hals, og her drak hun pigen tør for blod. Hver enkel tår var som perfekt, den fik hendes hals til at føles bedre og hele hendes krop begyndte nærmest at have en glød over sig. Som pigen trak sit sidste åndedrag, kastede hun liget fra sig og her lagde hun en hånd over sin mund. Blodet havde, på trods af det meste var kommet ind i munden, lavet få smutveje og dette betød hendes ellers så rene krop, nu bar tegn efter blod, det samme gjorde hendes mund og slåbrok. Hun sænkede blikket og vendt ryggen til Panthea "jeg....undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig" hviskede hun

/Jeg håber det er okay Very Happy

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 1:52

Panthea kiggede længe på døren, hun var længe om det, men endelig kunne hun høre hendes skridt de var tøvende og det var som den unge kvinde fortrød at hun var blevet en vampyr, hun vidste at folk reagerede på forskellige måder, men det overraskede hende at Djuna reagerede så voldsomt. Det havde Panthea aldrig hun havde kun været ivrig efter lærer og blive som hendes skaber, men hadet havde også været en stor del af det. Panthea nåede ikke at sige mere før døren ind til huset blev åben og deres læber ramte hinanden. Ingen havde før gjort hendes knæ så bløde som Djuna kunne gøre dem de føltes som gelè og hun prøvede på skjule at de føltes som om de blævrende enbsmule. Hun betragtede hvordan den nye vampyr var påvirket af blodet. Hun nåede ingen gang at fortælle noget omkring hvorfor hun havde taget kvinden med, men kvinden var ihvertfald til hende. Hun lyttede til det næste hun sagde og skar svagt en grimasse da hun undskyldte " du skal ikke undskylde det er på tide at du tager dig sammen og slipper din menneskelige del, for du er slet ikke et menneske mere" sagde hun hun og tav for en stund. Hendes stemme var hård, men det var kun fordi hun skulle forstå hvor vigtig det var at slippe den menneskelige del. Hun var ikke et menneske mere og det kunne ikke gøres om lige meget længe hun så holdte sig indespærret, men hun var ikke menneske længere " du er noget mere mægtigt, end et menneske vi er dem overlegen i styrke, fart og i skønhed. Du er over dem og du skal ihvertfald ikke have ondt af dem" sagde hun og lod svagt en finger glide henover Djunas ene mundvig og tørrede blodet væk. Hun fik et øm udtryk i øjnene " jeg ked af at du skulle gemhengå det her, jeg vil ikke ønske en forvandling for nogen, men det var vigtigt og jeg reddede dig" sagde hun og følte noget var anderledes. Nu hvor hun stod sammen med den nye vampyr fik hun dårlig samvittighed hvad ville Djuna gøre i hende situation. Hun sukkede svagt " jeg kan ikke bære tanken om at jeg skulle miste endnu en jeg holder af" sagde hun og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv.
Hun kunne ikke hjælpe hende med hvad hun gemnemgik for hun havde aldrig haft det svært " jeg er her for at hjælpe dig" sagde hun til sidst og stemmen var slet ikke hård som den havde været i starten, men mere fortilivet. Havde hun gjort dette her for hendes egen lykke. Hun ville aldrig havde gjort det for skade hende.

Hun lyttede til det næste der blev sagt, havde hun virkelig savnet hende? Hun nikkede til sidst og greb hendes hænder og vendte hende om imens hun trak hende ind i et kram, hun mumlede svagt nogle utydelige ord inden hun kiggede op på hende " det skulle gøres jeg måtte redde dig" sagde hun og trak kappens hætte af og afslørede de lettere røde øjne som var blevet smule mere røde efter kvindens død. Lugten af blod da var på hendes tøj og hendes ansigt gjorde Panthea sulten. Hun havde ikke jaget på vejen " du bliver nød til lade mig træne dig, jeg synes du skal flytte ind hos mig ihvertfald for et par måneder" sagde hun og lød faktisk oprigtig hjælpsom og bekymret for hende " jeg er din skaber og du er mit ansvar" sagde hun og mente hvert et ord hun sagde hun ville ikke lade hende være i fred før hun gav sig hun kunne sagtens tilbringe så lang tid det tog hende for at bestemmme sig i huset. Hun lod svagt en hånd kærtegne hendes kind " jeg har også savnet dig" sagde hun og smilede

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 15:29

Hun hævede øjenbrynet "Det er ikke menneskeligheds tingen, jeg har intet imod at drikke blod...det er alle disse forhøjet sanser" forklarede hun, alt i mens hun bed sig i læben. Hun havde ikke noget imod det med at tage liv, det var alle disse forhøjet lyde, lugte og syn. Hun havde endnu ikke følt hvordan det føltes, hvis nogen rørte hende. Dog som Panthea's finger fjernede noget af blodet, gispede hun. Følelsen var intens, og hun kunne nærmest fornemme den enkelte berøring i alle sine nerveender. Hver enkel modtager var forhøjet, så blot så lille en berøring, føltes som noget meget mere. Hun vidste samtidig også at Panthea havde ret, som vampyr var man stærkere, hurtigere og måske meget bedre end menneskerne.
Hun trak på skulderne, de kunne vel ikke rigtig ændre hvad der var sket. Hun var blandt de udødelige, og hun kunne jo ikke rigtig gøres menneske igen. "Det kan ikke rigtig ændres, jeg bliver jo blot nød til at leve med det" hun kunne ikke gøre så meget andet end det. I det mindste havde hun nu Panthea med sig, hvis ikke hun havde denne kvinde ved sin side, så ville hun nok næppe havde kunne klarer det. Ved tanken om, hun kunne havde skulle gå igennem alt dette alene, blev taknemmeligheden for Panthea's nærvær stor. Blidt lagde hun sin hånd imod hendes kind "Jeg forsvinder ikke" der var blidhed i hendes øjne, med et betød hendes egen situation intet, blot det at fornemme usikkerheden i Panthea, det fik hende til at tilsidesætte sine egne problemer. Intet var mere vigtigt end Panthea.

Hun lukkede sine arme omkring Panthea, hvor hun blot nød krammet, nød nærværet af hendes mørkhårede elskede. Hun nikkede "Jeg ved det, og jeg er ikke sur på dig. Jeg ville aldrig kunne være sur på dig" hun smilede blidt til hende. Af ukendte grunde, eller måske ikke så ukendte igen, kunne hun virkelig ikke blive sur på denne kvinde. Hver gang hun kunne fornemme vrede tanker, så blev de altid erstattet med det af hendes kærlighed, for denne smukke kvinde. Hun betragtede hende med kærlige øjne, og da hun anede de røde øjne, var der intet had i hendes blik. Hun følte ingen foragt, hvordan ville hun dog kunne gøre det? Denne kvinde bar hendes hjerte, hun bar hendes sjæl og meget mere. Hun ville med andre ord ikke føle noget negativt imod hende.
Hun rynkede brynet, flytte hjem til hende og her forlade hendes sikre hjem? Hun sukkede, men nikkede dog til sidst. Det ville i sidste ende vel også være det bedste "Jeg vil tage hjem med dig, men jeg har dog en betingelse" hun skar en grimasse "Nej to betingelser. Nummer et, jeg skal have mine ting med og nummer to jeg forventer vi sover i samme seng" hun gav hende et kys, og hævede øjenbrynet. Hun havde kastet det seriøse væk, mest af alt fordi hun ikke gad mere tristhed. Hun havde haft problemer de sidste tre måneder, og nu var hun endelig sammen med Panthea. "Du er ufattelig smuk, smukkere end jeg husker dig" hviskede hun imod hendes læber

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 16:53

Panthea havde ikke lyst til at slippe det var så rart at have hende hos sig, det var så forvirrende at have disse følelser, men når hun var sammen med Djuna så var de der og de kom væltende ind over hende som bøgler der ramte land. Hun havde aldrig haft det sådan med nogen efter Pipins død. Ikke før hun mødte Carmilla, det havde ødelagt hende at mistet ham og hun havde hadet verden for det, men i sær mennesker havde fået en stor skyld i det, eller det ville det sige, men det var kun end til hun havde mødt Djuna. Hun var ikke god til at snakke om følelser sikkert fordi hun havde brugt så lang tid på gemme dem væk bag murer af had, men hun havde ikke kunne hade den kvinde foran hende. Djuna var det første forhold til en anden som hun ikke ønskede komme ud af, hun vidste ikke helt hvorfor det sådan, men hun nærede stærke følelser for Djuna sikkert fordi hun havde skabt hende, men de følelser hun havde var blevet stærkere. Panthea havde ikke lyst til at slippe det var så rart at have hende hos sig, det var så forvirrende at have disse følelser. Hun havde aldrig haft det sådan med nogen efter Pipins død. Ikke før hun mødte Carmilla, det havde ødelagt hende at mistet ham og hun havde hadet verden for det, men i sær mennesker havde fået en stor skyld i det, eller det ville det sige. Det var kun end til hun havde mødt Djuna. Hun var ikke god til at snakke følelser sikkert fordi hun havde brugt så lang tid på gemme dem væk bag murer af had, men hun havde ikke kunne hade den kvinde foran hende. Djuna var det første forhold til anden som ikke ønskede komme ud af, hun vidste ikke helt hvorfor det sådan, men nærede stærke følelser for Djuna sikkert fordi hun havde skabt hende, men de følelser hun havde haft var blevet endnu stærkere " ikke at jeg så dig som sådan" sagde hun og mente ikke at Djuna var svag. Hun mere end hun nogen sinde havde kunnet håbe på, men Panthea havde sometider følte sig farlig for hende imens hun var menneske. Dog havde hun aldrig gjort hende noget. Djuna var den første udover sig selv og Carmilla hun havde haft følelser for, hvilket også var derfor at deres forhold havde varet så længe og nu kunne hun slet ikke se en verden hvor Djuna ikke ville være i den. Hun havde gået i disse måneder og følt sig helt nede. Når hun lukkede øjnene så hun hvordan Djuna lå på jorden og var ved at glide væk fra hende for evigt. Det havde plaget hende at hun ikke havde været der til stoppe det. De følelser hun havde for sin skaber var anderledes, hun så hendes skaber som den mor aldrig havde haft imens hun levede. Hun bed sig svagt læben. Panthea vidste at Djuna var hendes ansvar og de ville være sammen om det, hun lyttede til hendes betingelser og nikkede så det kunne godt lade sig gøre, hun havde en overetage som stod tom der kunne hendes ting sagtens stå og hvad angik at dele seng med Panthea, det var sådan hun ville have det. Panthea kunne godt lide når de lagde tæt.
Det at være tæt på en som holdte var faktisk ret rart, men som stod smilede hun " jeg vil ikke have det anderledes, derudover kan dine ting stå i rummene ovenpå" sagde hun og smilede et varmt smil. Det var ikke mange som så det smil, men så betød det vel bare så meget mere når det skete. Hun lagde hovedet lettere på skrå " jeg ville bare ønske at jeg kommet noget før, så du ikke skulle gemmengå alt det her, faktisk ville jeg have spurgt dig på et tidspunkt, men jeg var bange for at jeg ville miste dig vis du vidste hvad jeg var" sagde hun rømmede sig ganske kort.

Hun fjernede svagt en tot fra sin pande hun fugtede svagt sine læber " jeg har mistet så meget i mit lange liv, jeg gemte mig bag hadet, eller det gjorde jeg inden jeg mødte dig" sagde hun og vidste ikke helt hvordan skulle forsætte. Hun slap krammet og begyndte at gå rundt i rummet. Hun vidste ikke om det var en god idé, men hun tænke at der ingen hemmeligheder skulle være imellem dem, men det at virke svag og sårbar var ikke hendes kop te. Hun hadede det, men Djuna gjorde det nemmere " jeg var en ingen ville have, fra jeg boede på børnehjem, til jeg blev slave, min slavehandler kunne ikke sælge mig og vis han gjorde kom de tilbage med mig" sagde hun og havde ikke helt forstået hvorfor det var sådan, men når folk ikke kendte noget kunne de blive bange, men de kendte vel til urter og derfor forstod hun ikke hvorfor de sendte hende tilbage. Det var ikke som om hun havde prøvet at dræbe nogen med dem. Hun vidste tydeligt i sit kropsprog og i hendes blik at dette svært for tale om, men ud skulle det. Hun havde mistet hendes bror Pippin fordi hun ikke var opmærksom nok og han blevet klemt under en masse kroppe som også var sultne og havde dræbt ham. Efter det var hun ikke den samme Hadet voksede og fyldte en hver åre i hendes krop med en uendelig vrede. Det eneste som hun ønskede sig var at blive ladt alene, men det svært når man var så mange på så lidt plads. Hun stoppede op vendte sig imod hende " min slavehandler havde nær dræbt mig i en gyde, han var blevet træt af mig efter jeg havde mistet min bror og bedste ven" sagde hun stille og gad ikke at forklare at de ikke var rigtige søskende.

Hun havde været heldig at det var Carmilla der var kommet og ikke en anden, for intet havde kunnet holde Carmilla tilbage vis hun havde fat i sinde at dræbe hende. Noget havde fået hende til skifte mening det var heldigt for hende at hun havde ændret mening. Det var ikke sikkert at en anden havde villet reddet hende fra at død. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " min skaber reddede mig fra at død og da jeg vågnede lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville skuffe hende" sagde hun og lod svagt hendes en finger glide henover væggen " Jeg lover at lige meget hvad så vil jeg altid være ved din side, du skal bare vide at jeg ikke gjorde dette her for at såre dig" sagde hun igen selvom Djuna havde sagt at hun ikke var sur over det var sket. Hun ville være der også selv vis ikke de på tidspunkt ikke ville befinde sig sammen eller som par. Hun vidste ikke hvad skulle sige mere, men det var måske godt med en pause. En del af Panthea ville gerne fortælle hvor meget hun holdte af Djuna, men det svært når man ikke havde oplevet disse former for følelser.

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 20:01

Hun smilede "Mhh jeg glæder mig til at putte med dig, nyde dit nærvær hver dag" hun bed sig i læben, tanken var fristende og specielt fordi det betød, hun ville få det flere chancer, til at være tæt på denne mørkhåret skønhed. Dog som de næste ord kom fra hende, forsvandt det blide udtryk og det blev i stedet sorgmodigt. Hun vidste der var folk, som virkelig ikke havde meget til overs for den vampyriske race og hun havde aldrig været tæt på at være en af dem. For hende betød racen ikke noget, det var hvordan personen agerede og siden Panthea aldrig gjorde hende noget, havde det med hendes vampyriske art aldrig gjort hende noget. Blidt lagde hun sine arme omkring hendes hals, hvor hun trådte det tættere på hende "Aglaya" Aglaya var et russisk navn, som direkte oversat betød skønhed. Det var et navn Djuna ofte brugte i sammenhænge med Panthea, og det var nærmest hendes forsøg på at give sin elskede et kælenavn
"min skønne dejlige Aglaya, hvad du er har aldrig gjort mig noget, det er den du er jeg forelskede mig i" normalt snakkede de ikke om følelser, det var ikke just et emne de kom ind på og dog kunne hun ikke holde det tilbage i dette øjeblik "Du er den mest fantastiske kvinde jeg nogensinde har mødt, din race gjorde mit intet, det gjorde dig vel blot mere unik" hun gav hendes kind et kys, før hun igen gav slip på hende. Hun skulle selv til at fortsætte sine ord, da Panthea selv havde noget på hjertet. Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, og her lyttede hun blot til hendes ord. Hun lyttede til hvad Panthea havde på hjertet. Det gjorde hende ondt, at hun var vokset op på den måde, også fordi hun aldrig ville havde ønsket sådan et liv, på en så fantastisk som Panthea.

"Jeg er så ked af det er sket dig Aglaya, du fortjente ikke den slags vold imod dig og da slet ikke da du var så ung. Havde jeg levet i den tid med dig, så kan du tror jeg ville havde ønsket dig. Jeg er dog glad for din skaber kom forbi, havde hun ikke gjort det, så havde jeg aldrig haft muligheden for at møde dig" hun smilede blidt til hende, der var ikke et spor af hvad man kunne kalde falsk medfølelse, men derimod et spor af beundring i hendes brune øjne. Hun beundrede Panthea, ikke mindst for hendes styrke, men også for det faktum at med så lidt givet til hende, at hun stadigvæk var så stærk som hun var.
Hun gik stille imod hende, og dog stoppede hun op efter lidt tid, hvilket efter en mellemrum på godt en meter imellem dem "Mit rigtige navn er ikke Djuna, det er Dasha. Da jeg var barn havde jeg en tvillingesøster Natasha. Vi var identiske tvillinger, fuldkommen ens kunne man vel sige. Det var hende der kaldte mig Djuna, fordi hun mente jeg var hendes måne. Som børn døde vores mor, hvilket efterlod os tilbage med vores alkoholiseret far. På grund af hans høje rang, og status så ingen i hans retning, specielt ikke da han begyndte at røre på os. Dasha var ældst, og hun forsøgte altid at beskytte mig, hvilket til sidst fik hende dræbt" Hun havde aldrig fortalt sin historie til nogen, aldrig fortalt om sorgen ved at miste sin anden halvdel og her fundet tvunget til at lade som om hendes elskede søster, aldrig nogensinde havde eksisteret. Ingen havde kendt til der havde været to af dem, så derfor havde det været så meget nemmere, blot at tro Natasha aldrig havde eksisteret
"jeg kender din smerte, jeg ved hvordan det føles at miste folk og ligesom du gav dit løfte, lover jeg også altid at være ved din side" blidt tog hun Panthea's hånd i sin egen, hvor hun gav den et kys, hendes blide brune øjne der blot betragtede hende med kærlighed i sig. Hun trådte tættere på, og her lagde hun blidt sin hånd imod hendes kind. Blide kys blev kastet over Panthea's hals, og op langs hendes kæbe, hvor de sluttede ved hendes kind

af Gæst Søn 10 Jul 2016 - 23:59

Panthea havde stadig svært ved forstod hvad Djuna havde set i hende, men det at føle sådan for Djuna gjorde hende også en smule bange for sammen med hende følte hun sig som en anden side af hende selv, men den skæmte hende. For uden hadet hvem var hun så. Panthea var som regel hård og kold. Vreden havde båret hende frem i så mange år at hun havde glemt hvem hun var inden vreden voksede i hende. Hun var bange for at uden vreden ville hun miste den hun var, men det virkede halvt så slemt som når Djuna ikke var der. Hun kiggede tænksom ud i luften " jeg bange for at miste mig uden alt den vrede hvem er jeg så, men du åbende mine øjne og de mennesker som lever nu har ingen del i min ulykke" sagde hun og lod sig falde ind i hendes arme. Det som de havde startet med at snakke om var noget hun realiteten ikke turdte snakke om. Hun havde stort pres på sin skulder og hun fik tit at vide mennesker intet andet var end mad, men Djuna var så meget mere end bare en omvandrende madpakke, hun var den første som faktisk havde stjålet hendes hjerte den første forelske hun havde haft hvor hun aldrig ville forlade hende. Hun havde følelser som var ubeskriveligt store, hun anede ikke hvordan det kunne gå til for hun følte stærkere, men også smule svag ved disse følelser, men hun ville ikke være dem foruden. Hun knyttede svagt sine hænder, men slap dem ret hurtigt igen ikke bare var hun næsten blevet forvandlet på samme måde som hende, de havde begge mistet en de havde kær. Hun stod lidt og lod den tanke synke igemmen " det ser ud til at vi mere tilfælles end jeg troede" sagde hun og da Djuna begyndte kysse hendes hals gjorde hun plads og hun kunne lade være med at sukke hendes læber var desværre ikke de varme som huskede, men de var stadig bløde imod hendes hud.

Hun kunne ikke lade være og hun ville på sin vis ikke have hende til at stoppe, men hun nyd det " jeg ved ikke du giver mig lyst til at være en bedre version af mig selv istedet for hende den vrede, men når man været vred så længe som jeg så mister man den gode side" sagde hun og måtte erkende at for Djuna ville hun gere være bedre version af sig selv. Hun kom til at grine da hun ytrende sig om hvor meget hun glædede sig til at dele seng med hende. Hun var ikke sikker på at hun ville have det sådan når hun færdig med hendes træning. Det var lang vej de havde foran sig men hun var sikker på at de kunne klare det vis bare de holdte sammen.

af Sponsoreret inhold

Keep it togther we will fight this (Djuna)

Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)

Sv: Keep it togther we will fight this (Djuna)