Please take me back to the start - Nille

Måske burde hun tale med Rowan noget mere omkring Dragons Peak. At tage dertil ville være som at gå tilbage i hendes gamle vaner. Alt blodet. Mord. Det ville trække i hendes mørke side, men hun kunne ikke bare lade Josette gå rundt der alene. Audrey havde travlt, men hun ville aldrig bare lade Josette være dernede alene. Desuden så ville hun også gerne tage en drink med Sean en af de nærmeste dage. Caroline var klædt i sort. Et par sorte jeans, og en top. Håret var sat op i en hestehale. Faktisk var hun ikke så tilpas i dag. Af en eller anden grund var hun trist til mode. Måske var det fordi, at hun stod her. Hende og Nille havde skændtes så voldsomt her sidst, og siden da havde hun ikke set hende. Let gik hun videre og kom til en gyde. Det gav et let sæt i hende, dengang hvor Ophelia havde angrebet hende, og både Christian men også Nille havde været der for hende. Alle de gange, hvor hende og Nille havde haft hinandens ryg. Caroline tørrede hurtigt en tåre væk fra sine øjne og pustede ud for at lukke det ude.
Det føltes som om, at hun havde sagt farvel til hende, men aldrig rigtig kom sig over det. Nogle folk gjorde bare så ondt at sige farvel til, og ligemeget hvor mange år der gik - så føltes det som om, det aldrig blev lettere. Caroline rystede det af sig og gik videre igennem byens gader.

Pludselig stoppede hun op. Hun stivnede helt. Hvorfor var det altid, at når hun tænkte på Nille, så var hun der lige pludselig. Caroline havde snakket med Jacob for længe siden var det ved at være nu, og dog. Caroline vidste de ikke var sammen længere. Ikke at hun skulle blande sig. Men alle ting fra de gamle liv var væk. Hun snakkede ikke så meget med dem som hun regnede med, at skulle kæmpe side om side med resten af sit liv. Faktisk når hun fik rundt alene og Rowan var på arbejde - så kedede hun sig lidt. Hun havde sin familie. Og det var ikke det, men hendes veninder så hun knap nok længere.
"Nille?" Spurgte hun helt forundret, og sank en klump. Hun vidste ikke endnu, hvordan hun helt skulle reagere på Nilles tilbagekomst. Det var længe siden. År siden.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Minderne. De var hvad, der havde bragt hende tilbage hertil, meget imod hendes egen vilje. Men så igen, hvad ville hun egentlig? Hun var ikke længere sikker mere. Hun fortrød dog intet. Det var som det var.. Jacob hadede hende, uden tvivl og med god grund, men ærlig talt, så var hun pænt ligeglad. Det havde ikke fungeret og sådan var det bare. Man skulle videre i livet. Så, hvorfor stod hun her? Hvorfor var hun kommet tilbage?
En stemme, så velkendt, gav et sæt i hende, og hun vendte hovedet imod vampyrosen. Hun trak ikke sine våben for hun vidste jo godt hvem det var, og regnede ikke med at vedkommende ville skade hende.
"Caroline." Nilles stemme var svag, nærmest rystende, usikker. Stor forskel på sidste gang, hvor hendes stemme var dyppet i had og foragt. Nille sank en klump og så ned i jorden. "Jeg tænkte bare tilbage på... før jeg ændrede mig. Jeg fortryder ikke mine handler, for jeg kan ikke ændre dem, og jeg savner heller ikke den tid. Men jeg savner mine venner." Med et lille suk rettede hun blikket på Caroline igen. "Undskyld. Mine handlinger gav ikke mening for mange af jer. Alle de minder... Forskellige minder, som folk skammede sig over, de.. kom ind i mit hoved og ændrede mig. Jeg troede at jeg kunne klare det, at jeg kunne styre det, men det kunne jeg ikke. Jeg må være mere forsigtig."

Lyden af Nille der sagde hendes stemme, gjorde hun sank en klump. Hun havde været nervøs for det skulle ende som sidste gang. Men det var anderledes. Caroline lyttede til, hvert enkelt ord som Nille sagde til hende. Let vippede hun hovedet på skrå og trådte tættere på Nille. Let lagde hun sine hænder på Nilles arme i en blød bevægelse, og prøvede at holde kontakten med Nilles øjne.
"Du skal ikke sige undskyld. Vi alle sammen gør tossede ting engang imellem, mister kontrollen." Hun omfavnede Nille i et tæt kram. Hun havde savnet Nille. "Jeg har savnet dig." Sagde hun så og klemte en lille tårer ud. Så trak hun sig lidt efter igen. Caroline kunne ikke finde ud af om hun skulle grine eller græde over faktisk at have chancen for at få Nille tilbage igen. For at få sin bedste veninde tilbage igen. Hun vidste dog også, at hun kunne ene ud i at fortryde det. Men hun var ligeglad. Efter alt de havde været igennem, så kendte de hinandens fortid bedre end mange andre gjorde. De vidste hvad hinanden havde været igennem. Både på godt, men også på ondt. De havde haft deres kampe, voldsomme diskussioner, men endte for det meste altid med at blive gode veninder igen. For sådan var det. Mennesket og shapeshifteren var stadigvæk i dem, de skulle bare nogle gange kæmpe lidt ekstra for at finde dem frem igen. Caroline smilede lettet til Nille.
"Jeg troede virkelig jeg havde mistet dig."

Nille havde ikke troet på at blive tilgivet så let, men hun blev vist at hun havde taget fejl; For Caroline var hendes bedste ven og ville nok blive ved med at være det i meget lang tid. Hun tog en dyb indånding, da Caroline trak hende tæt på i en omfavnelse. Det føltes mærkeligt, men beroligende. "Jeg har også savnet dig." Når hun tænkte over det, så var Caroline den eneste som hun havde savnet. Det føltes som at være hjemme igen.
"Det var også tæt på at du mistede mig. Heldigvis hjalp en mig med at stikke af fra det sted, hvor vi var fanget." Hun smilede lidt, og kiggede en ekstra gang på Caroline. "Hvordan har du haft det?"

De havde været så tæt på, at kunne have slået hinanden ihjel sidste gang. Caroline havde været stensikker på, at de aldrig ville kunne komme tilbage til dem selv - og alligevel stod de her idag. Lige nu. Det var som om, at der var blevet sat små stykker på plads i hendes hjerte nu, stykker som hun ikke kunne finde før nu. Ikke forstod før nu.
"Du ser ud til at have det bedre i hvert fald." Sagde Caroline og vippede hovedet kærligt på skrå. Et varmt smil var blomstret op på hendes læber. Hvordan havde hun haft det? Det var meget blandet. Hendes liv gik godt, der var ikke noget at klage over som sådan.
"Altså, jeg har fundet sammen med en varulv. Har fået et godt tæt forhold med alle mine søstre. Dog så savner jeg at snakke med lidt andre engang imellem også. Der har været ret stille iforhold til, hvad der faktisk forgår i Under World lige fortiden. Men sådan går det jo engang imellem. Jeg er bare glad for at have dig tilbage." Sagde Caroline med et smil på læben. "Vil du med ind og have noget at drikke et sted?" Spurgte hun.

Nille følte sig sikker igang; Siden sidst havde Nilles nerver været et vrag, hun havde konstant været bange for hvad der ville ske, hvad fremtiden ville bringe. Nu hvor hun vidste at fremtiden havde ledt til at hun mødte Caroline igen, så kunne hun ikke forstå hvorfor hun havde været så bange. "Dejligt at du har det så godt." I det mindste havde en af dem haft det godt. "Og vær du ikke urolig omkring stilheden. Jeg er sikker på at der snart ville dukke et stort problem op. En ny krig, eller en sindssyg idiot, der bringer fare til verdenen." Der var intet tvivl omkring det for Nille. Der ville altid ske noget, det havde hun lært. Der ville aldrig være fred.
"Meget gerne. Jeg kunne godt bruge lidt afslapning lige nu." Sagde hun med et lille smil.

Hun sendte Nille et smil da hun sagde, at det var godt, at hun havde haft det godt. Let skar hun en grimasse til det næste.
"Det hele finder en balance i sidste ende, intet kan forblive godt, og intet kan forblive dårligt." Hun trak let på skulderen og lagde hovedet let på skrå. Caroline lavede et nik med hovedet til, at Nille kunne følge med. De kom op til Thunders palæ. Tideligere Carolines hjem, men Josette og Audrey flyttede ind... og derefter Faye og Allyson. I vinters besluttede Audrey så, at hjælpe dem uden husly og åbnede dørene i det store palæ. Halvdelen af de var stadigvæk hendes og hendes søstres, men den anden halvdel var fremmedes... og de havde endda lavet en kro derinde. Caroline gik hen til kro delen, lidt adskilt fra værelserne som jo trods alt var ovenpå.
"To drinks." Sagde hun til bartenderen som nikkede. Blandede deres drinks. Caroline satte sig ned i en af de mere bløde stole, og svang det ene ben over det andet. Bartenderen serverede for dem, og gik tilbage til at passe sit job.
Caroline greb om det kolde glas og tog en slurk af de søde væske. Hendes var altid blandet med lidt blod, men eller smagte det hende ikke sådan rigtigt.
"Min ene søster Audrey besluttede sig for at vi skulle hjælpe de hjemløse, rige som fattige.. bare give dem et sted at bo. Jeg skaffede mig en anden villa imellem tiden. Det er ikke altid man orker en masse fremmede i ens hjem. Så vi gav det væk." Caroline så smilende på Nille. Der var alligevel meget som skulle indhentes, og alligevel føltes det som om, at sidst de snakkede sammen var igår.

Nemlig. Intet kunne blive forblive godt, intet forblev dårligt.Der var en balance, som måtte blive overholdt, og sådan var det bare. Ingen var helt gode, ingen var helt onde. Nille fulgte roligt med Caroline og virkede mere... afslappet end hun har gjort i lang tid. Hun havde et lille smil om læberne, imens hun betragtede deres omgivelser, og hendes vejrtrækning var normal, hvor den før i tiden havde været kort og gispende af vrede.Hun var ret imponeret over palæet - Det havde vidst gået meget godt for Caroline! Selv havde Nille mistet al titel, al jord. Hvilket hun måtte gøre noget ved, så hun ikke forekom som svag. Hun skulle have magt igen, men denne gang måtte hun passe på med ikke at blive så dårlig som første gang. Men, nu havde hun jo også prøvet det, så vidste hun hvad hun skulle gøre rigtigt denne gang.
Nille satte sig ned ved siden af Caroline ved baren og tog hendes egen drink, da den dukkede op, og tog en tår imens hun lyttede. "Generøst gjort. Mange har brug for det. Jeg har mistet mit hjem, og mine titler, så jeg må komme op med en plan for at få det hele skaffet igen. For.. Jeg skal have noget, som mit barn kan arve." Hun smilede lidt ved tanken om sin pige.

Det var rart at sidde i afslappede omgivelser. Selvom hun savnede den tid, hvor det blot var hende og hendes søstre der boede her. Nu løb fremmed rundt omkring, så det var klart de var flyttet. Der skulle også være plads til Rowans Jacob et sted, hvor han kunne læse i fred. Et sted med balance. Så det havde hun skaffet.
"Jeg vil gerne hjælpe dig hvis du vil have min hjælp." Sagde Caroline blot. Hun havde helt overhørt det med hendes barn. Til hun kom til at tænke over Nilles sætning igen. Hun blinkede kort og stirrede overrasket på Nille.
"Har du et barn?!" Sagde hun bebejstret og klappede let i hænderne. Caroline elskede børn. Mikayla passede sig selv, på trods af at Caroline flere gange prøvede at holde hende i snor, men det var vidst umuligt. Caroline smilede stort til Nille.
"Er det med Jacob.. eller med hvem? Er det en pige eller en dreng? Navn.. please fortæl mig mere." Hun lød nærmere desperat. Hun rystede dog også på hovedet af sig selv bagefter. "Beklager. Jeg blev lidt ivrig." Undskyldte hun og skar lidt grimasse af sig selv. Hun havde passet lille Jacob. Andreas datter Elena. Faktisk var hun ret trist over hun ikke selv havde evnen til at bære børn.

Viola. Hendes søde datter. Nille havde ikke troet at hun ville få et barn igen efter at hendes første døde, og da slet ikke at barnet ville være med Jacob, men hun havde tydeligvis taget fejl. Det eneste var blot at hende og Jacob ikke længere var sammen, og han kendte slet ikke til Viola. Hun havde holdt det skjult fra ham fordi han ikke ville have børn, og fordi hun havde været sindssyg, mildt sagt. Men hun ville fortælle ham om Viola nu. Så snart hun fandt ham.
"Tak for tilbuddet, men jeg vil helst ikke tage imod penge, uden at have arbejdet for dem. Jeg vil ikke skylde nogen noget." Hun trak lidt på skulderen; det var pænt af Caroline at tilbyde sin hjælp, men hun ville ikke skylde hende penge.
Nille blev lettere overrasket over Carolines reaktion til det med barnet. Hun havde overhovedet ikke fortalt Caroline, havde hun? "Ja, hun hedder Viola.. Hun er snart syv år." Åh, lille Viola - hun var unik. Sød, rar, vild med dyr og elskede at lege i sneen. Tydeligvis havde hun arvet det med sneen fra Jacob. "Med Jacob, men han ved det ikke. Jeg vil fortælle ham det når jeg ser ham igen medmindre at han løber væk fra mig." Hun var en smule nervøs for at skulle møde ham igen. Hun var bange for om hun stadigvæk nærede følelser for ham, eller om det var fuldkommen ovre. "Jeg vil gerne have at han er en del af hendes liv. Hun har brug for en far. Hun har arvet min evne, og jeg kan se Jacob i hende nogle gange. Hun har også spurgt ind til hvem hendes far er, og jeg har lovet hende at jeg ville besøge ham med hende." Hun fumlede nervøst med sin kjoles stof. "Men, jeg er bange for om han vil blive sur. Viola skal ikke miste sin far på grund af mine fejltagelser.."