Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
Top posting users this month
Gil
 
Claan
 
Lori
 
Sean
 
Vetis
 
Jazmin
 
Gautham
 
Fenrer Leidolf
 
Jake
 
Razor
 

Statistics
Der er i alt 233 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Emanuel

Vores brugere har i alt skrevet 151020 indlæg in 7780 subjects

Till' death do us part(Eve)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Till' death do us part(Eve)

Indlæg by Delilah on Lør 9 apr - 22:04

Sted; Privat fængsel i en rigmands kælder ~ Dato; 09 - 04 - 2016 ~ Tidspunkt; Tæt på morgengry ~ Vejr; Støvregn, men få skyer ~ [You must be registered and logged in to see this link.] ~ Omgivelser er beskrevet i teksten.

Det virkede næsten som om, mørket dryppede fra væggene sammen med de iskolde dråber der havde sneget sig igennem de tykke, solide vægge. En mørk skikkelse synes at drukne i skyggerne klamme favntag, men sky af lunken ånde blev farvet hvidt i en halvdød petroleumslampe, og afslørede at skikkelsens krop endnu var levende.
- Neco ..
Den hviskende, tryglende stemme der gled igennem hendes sind, kaldte og rakte ud efter hende. Cremefarvede, skyggeovertrukne øjenlåg beklædt med en vifte af blæksorte øjenvipper skælvede svagt, men de åbnede sig ikke. End ikke igennem hendes slørede tanker, blev de bedende ord besvaret. I stedet lænede hun uendeligt langsomt hovedet bagud, så de mørke krøller lænede sig imod væggen, og optog fugt der farvede dem mørkere.

Petroleumslampen blussede pludseligt op, og kastede i et par sekunder et ordentligt lys ud over den mørke skikkelse. Cremefarvet hud, dækket af ar, flænger og blodstænk der ikke synes at stamme fra skikkelsen selv, blev kraftigt oplyst. Læderbukserne der klistrede sig til hendes hud skinnede i det korte glimt, og de matchende læderstøvler kastede ligeledes lyset tilbage. Den mørke bomuldstanktop virkede derimod til at absorbere lyset, selvom det endnu våde blod ligeledes glinsede.
Så var lyset væk, og den sidste flamme svandt ind. Mørket slugte skikkelsen helt, og lod intetheden opsluge verden.
- ... Neco? Svar mig ...
Nøgler raslede. Døren klikkede åben og en lysstribe kastede sig ind i det komplette mørke. Et ildrødt dæmonøje åbnede sig langsomt.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Till' death do us part(Eve)

Indlæg by Gæst on Fre 15 apr - 11:24

Eve var træt af det. Det var ikke første gang, det var ikke anden gang, det var ikke tredje gang hun bailede Chaya ud. Det var fjerde gang. Og hun var så umådeligt træt af det. Så da hun med et dybt, dybt, dybt suk dinglede en pose penge foran vagtens ansigt, med ordene 'du får dem, hvis jeg får hende med ud', så virkede hun træt.

Åh hvor ville hun ønske Chaya ikke havde valgt en sindssyg kvinde som sit hylster, og åh hvor ville hun ønske at pigebarnet ikke havde været så umådelig irriterende at være sammen med. Men på trods af trætheden, irritationen og alt det andet der fulgte med af følelser, hun ellers lukkede ude så ofte, så klistrede hun et falsk smil på da døren åbnedes til det kulsorte rum.

"Delilah! Hvor dejligt at se dig!"

Det virkede end ikke falsk, det virkede klingende, hult og helt tomt. Ligegyldigheden lyste ud af de gule rovdyrøjne, og smilet i sig selv havde en død klang. Men hun havde givet et løfte, og dem brød hun ikke. Hun var en kvinde af sit ord, så der var vel ingen pointe i ikke at bruge sin magt til at redde en vældig træls og morderisk junkie af næsten alt.

Da hun trådte ind i mørket, var det som om der kom et lys omkring hende, og hun afgav en glød igennem sin lyse hud, der farvede mørket lysere. Som om hendes blod, hendes organer og hendes krop i sig selv brændte indefra, og skinnede et lys igennem hende. Men lyset i hendes øjne, det var helt væk.

"Åh hvor venter drengene derhjemme! De har sådan savnet dig, storesøster!"

Hun vidste at Delilah kendte den charade. Det var trods alt ikke første gang. Åh, Delilahs ansigt da Eve første gang havde bailet hende ud, og kaldt hende storesøster - forvirringen, vreden og mistænksomheden havde lyst ud af hende som en kat! Men nu? Ja efter et par gange havde hun blot spillet med. Så det måtte hun vel også gøre nu.

"Du kommer altså altid i problemer. Du ved godt at Kalvari-familien ikke vil have spasmagere i familien. Far bliver stiktosset."

Hun spillede kun for vagten. Det hele virkede så .. ligegyldigt nu, og masken blev bare sat fast og ordene strømmede ud, uden hun behøvede at tænke over det. Hun slog ud med armen, i en gestus som for at ville hjælpe Delilah op. Hun håbede i sandhed at hun ikke tog den.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum