Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
» Angående mit eventyrsemne!
Today at 7:42 by Assorian

» I slam til knæhøjde ~Yu-Sien
Yesterday at 22:31 by Fenrer Leidolf

» You have a bounty on you? XxX
Yesterday at 19:49 by Claan

» Utænkeligt samarbejde
Yesterday at 16:20 by Gil

» Et job for den rette - Gil
Yesterday at 16:08 by Gil

» Please dont hurt me ~ Sirtimm
Søn 22 okt - 23:14 by Lydia

» Fredsommelig ~ Kira
Søn 22 okt - 22:54 by Fenrer Leidolf

» The more the merrier
Søn 22 okt - 21:16 by Fenrer Leidolf

» Sensommer minder (fortids emne)
Søn 22 okt - 20:59 by Claan

Top posting users this month
Gil
 
Fenrer Leidolf
 
Lori
 
Claan
 
Sean
 
Gautham
 
Jazmin
 
Vetis
 
Kira
 
Jake
 

Statistics
Der er i alt 233 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Armelia

Vores brugere har i alt skrevet 151152 indlæg in 7787 subjects

Salvation(Sean)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Søn 10 apr - 16:48

Sted; Familien Chase's palæ i midten af byen ~ Dato; 01 - 04 - 2016 ~ Tidspunkt; Ikke længe inden solen går ned ~ Vejr; Småregn ~ [You must be registered and logged in to see this link.] ~ Omgivelser er beskrevet i teksten.

Hun var som en porcelænsdukke. Mørke krøller slangede sig ned af hendes skuldre og ryg, fuldstændig ligeligt fordelt på hver side. Den cremefarvede hud, der ellers altid synes dækket af ar og sår, virkede på en eller anden måde ubrudt og komplet fejlfri. Selv de fyldige, røde læber hun ellers altid tyggede på, var fuldstændigt uden ridser. De før så dæmoniske og ulmende ildrøde øjne, lå nu nedslået på jorden med et fuldstændig tomt blik.
Om hendes skikkelse klistrede et korset, af den type de rigeste kvinder i byen gik med. Den pressede hendes talje ind til et punkt, hvor hendes lunger knapt fungerede, og det åndedræt der blev suget ind af læberne og skubbet ud igen, knapt var eksisterende. I samme omgang skubbede det hendes bryster så højt op, at de ikke skulle meget længere op for at sidde under hagen på hende.
- Neco ...
Stemmen i hendes hoved havde givet op. For længst. Det var tydeligt, men alligevel hviskede den igennem hendes hoved et par gange af dagen. Hun blinkede end ikke. Fra korsettet omkring hendes overkrop flød noget hvidt stof, der mest lignede silke. Mest af alt lignede hun et forskruet, udstoppet gudinde.

Hun var placeret på en guldtrone, med armene hvilende på armlænene og kroppen rettet stift op. Ved hendes side, på en større trone besmykket med juveler af forskellig slags, sad hendes far med et lille smil på læben. Om hendes finger sad en guldring, der synes at være smedet til hendes finger.
"Vi skal nok få lært dig at spise sjæle igen. Det skal du slet ikke bekymre dig om, Valentine."
Faderen klappede hende blidt på hånden med ringen. Ikke en eneste muskel i hendes krop så meget som sitrede. Omkring de to mennesker, stod en gruppe af mænd der så ud til at bevogte den kæmpe store tronsal, hvis vægge var besmykket med juveler, guldmønstre og kæmpe store panoramavinduer.
"Ved du hvad? Garret, gå ud og hent et menneske til hende. Vi skal nok få lært hende at være ordentlig igen."
En af mændene der omringede dem, trådte ud af flokken med et ærefuldt buk, og skred ud af lokalet i hastige skridt. Et sted ude på gangen hørtes pinefulde skrig.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Man 11 apr - 18:38

Han havde skyldt familien så meget! Da de var kommet ind i hans liv og havde taget imod ham med åbne arme, havde han stået et usikkert sted i sit liv. Efter ritualet, efter den nye evne...Han havde slet ikke vidst hvilket ben han skulle stå på! Derfor havde han efter overraskende kort tid helt overgivet sig til familien for en stund. Han havde fået styr på sig selv igen og var endda begyndt at rejse ud fra den lille by til f.eks. Doomsville, for at klare forretninger for familien. Der var han blevet mødt med gamle bekendtskaber og selv om han havde prøvet at kæmpe imod den nye tryghed han havde fundet i at være familiens Chases højre hånd og hund, var han til sidst blevet den selvstændige mand igen, som han havde været før.
Det var nået et punkt hvor han sjældent havde besøgt dem og mest bare skrev breve med dem. De havde indvilligt i at støtte hans sag, da han indtog Dragons Peak, sikkert i håb om at få en bid af kagen. Og nu?
Nu var Dragons Peak i hans hule hånd.
Han havde i længere tid tænkt over det. Delilah...Han havde ikke set hende i lang tid. Fået en meddelelse om et bryllup, han havde holdt sig ude af ved at sige han havde travlt. Det var dårlige undskyldninger...Han havde for længe siden lovet at få hende ud. Han kunne nok glemme det for en stund, men det vendte altid tilbage. En Mcgivens holdt altid en aftale! Det var den eneste ære han altid kunne holde fast i, men lige nu var den ikke-eksisterende.
Og børnene?
Han havde lovet og han havde svigtet. Men med den nye sikkerhed, efter overtagelsen af Dragons Peak og magtfulde allierede endnu, var det tid. Han måtte bryde op med dem, en gang for alle og få Del ud med børn til.
Derfor havde han efter et par dage bedt Assorian om at holde øje med tingene, han ville komme tilbage snart, håbede han! Og så var han reddet hjem til familien Chase.

Hans tøj var fint, men praktisk. Gode støvler, der var gået til. Nogle sorte bukser og en lige så mørk trøje, der sad om hans muskuløse overkrop. Hans mørkebrune hår lignede faktisk sig selv, strittende til alle sider, med noget af det der gled ned over hans pande. Det nyeste var sværdet om hans hofte, som i sin tid havde været en gave fra familien Chase. Det var skarpt og beregnet til hans styrke og fart, omend stadig flot udsmykket. En mørkebrun kappe hvilede om hans skuldre og holdt ham varm på den lange tur, mens der lå nogle små taske over hestens rumpe, ud over et sammenrullet tæppe. Sådan kom han ridende ind i den lille by. Så velkendt! Hans mørkegrå øjne gled over omgivelserne. Husene, folkene. Så velkendt...Så råddent.
Ja, i starten ville han faktisk overtage familien. Men de havde fået fingrene i ham et svagt øjeblik. Del ville sikkert hade ham nu...Men det gjorde hun jo i forvejen. Med eller uden denne...ånd eller hvad det var...Der overtog hende.
Om hans ene finger og om det ene håndled sad der smykker. En ring, et armbånd. De havde begge det samme symbol - et symbol der også sad på hans kappenål. Et par vinger, hvor den ene side bestod af englevinger og den anden en dæmons. En gave fra Nephthys, hans symbol. Også selv om ingen andre sikkert kendte det.

Han red op til det store hus, der udgjorde familiens hjem. Han gav hesten til en ung dreng der trådte frem, men fortalte ham at hesten ikke skulle gemmes væk. Han blev ikke.
Den gamle respekt for ham sad der vist endnu, eller også havde faderen, den slange, sagt de skulle lukke ham ind, så han selv kunne straffe ham. Han vidste faktisk ikke om manden ville være sur eller ej...Var han mon stadig det bedste kæledyr eller var han faldet i agtelse?
Han var kommet alene. Dette var hans gamle problem og han ville personligt tage sig af det.
Han opsøgte tronesalen. Han blev lukket ind. Han trådte op til tronerne...Hans øjne gled automatisk over til Delilah, var som limet til hendes skikkelse for en stund. Han gøs umærkeligt. Var det for sent? Hun lignede slet ikke sig selv. Det var...Det var hans skyld. Men nu ville han rette op på det!
Da han var tæt nok på, faldt han automatisk ned på det ene knæ. Han havde ikke en chance, hvis han sprang efter Delilah allerede nu. Han vidste jo ikke engang hvor børnene var!
"Herre, jeg er kommet hjem" meddelte han, spændt på om faderen ville være vred eller begejstret. Han så ned i gulvet. Ville ikke se på Delilah mere end nødvendigt. Ikke endnu! Det måtte ikke være for sent. Ikke fordi hun betød så meget for ham personligt, men lige så meget fordi han gerne ville opretholde hans egen, personlige ære.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Tirs 12 apr - 19:38

Faderen klappede blidt, og tilsyneladende tilfreds ved synet af Sean. Han bevægede en hånd med en glidende, svingende og nærmest muntert skødesløs bevægelse, der straks synes at aktivere end af mændene der stod vagt bag ham. Manden trådte frem og rakte en hånd frem, for at vise Sean at han blot kunne træde op og stå oprejst igen. Faderen nikkede med et lille, umiskendeligt smil.
Delilah undlod ikke et blik på ham, men hun havde ubevidst spændt kæbemusklerne ved synet af ham, hvilket lod en lille fure bore sig ind i hendes kind. Hun havde for længst opgivet at Sean kunne være hendes ven - hell, hun var aldrig helt kommet frem til tanken, selv før han fik hende klistret herind.
Hun var ikke engang sikker på at han var venligtsindet. Og da slet ikke over for hende. Så hun blev siddende, uden at strejfe ham med blikket, og i et forsøg på at ikke lade ham få tilfredsstillelsen af, at se hvor meget det skadede hende psykisk og fysisk at være her.
Apropos at blive skadet ... Nu hun overvejede det, så måtte Sajro være på mordets rand når hun kom hjem, uden at have fortalt ham hvor fanden hun var i måske et år. Måske mere, måske mindre. Hun havde mistet tidsfornemmelsen. Det var næsten ligegyldigt om hun overlevede det her - Sajro ville garanteret myrde hende alligevel hvis hun slap fri.

"Ahh Sean! Hvilken glædelig overraskelse!"
Han rejste sig langsomt, men tilsyneladende uden at være tynget af den alder der ikke vistes på hans krop. Et stort smil var bredt ud over hans læber. Han slog glædeligt ud med armene.
"Jeg hører at dit foretagende i Dragons Peak gik glimrende."
Smilet holdt sig i nogle sekunder. Så falmede smilet og hans arme faldt ned til siderne. Øjenbrynene trak sig sammen, og han stirrede knapt så muntert - men uden vrede i blikket - på archdemonen.
"Så hvad bringer dig tilbage? Misforstå mig ikke, vi vil tage dig herind med åbne arme, du er stærk og stolt af vores ædle race."
Han trådte endnu et skridt ned imod Sean, endnu med dette grublende blik i øjnene.
"Men vi havde ikke regnet med et besøg. Har du et ærinde? Eller er der problemer i din by?"

Delilahs blik strejfede Sean, uden hun selv bemærkede det. Hans by? Hvornår fanden var han blevet konge af noget som helst? Hun havde godt regnet ud at han nok ikke var helt uden penge, men det betød sguda ikke at han havde erhvervet sig en by i løbet af den tid hun kiggede væk.
Ingen af disse tanker vistes dog på hendes stenkolde dukkeansigt.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Tors 14 apr - 18:20

Hans blik gled over manden, og da han fik signalet, rejste han sig op igen. Hans hjerne arbejdede på højtryk. Faderen holdt måske af ham, om ikke andet så blot for hans blods skyld, men uden tvivl ville faderen gøre oprør, hvis Sean udviklede sig en form for en trussel. Så slog det ham at han tog det hele på den forkerte måde. Han var jo netop en archdemon, de færreste kunne hamle op med ham! Faderen var måske stærk, men det var begrænset hvor mange han kunne gemme under dette tag, der kunne udgøre en direkte trussel mod hans skikkelse. Nej. Han var mindst faderen værdig.
Hans blik gled derfor over på faderen med ikke blot selvtillid, men også en overraskende kulde, selv om det nu var sådan han mødte de fleste. Tingene var simpelthen bare nemmere, når man holdt tingene lidt på afstand.
Han smilte og gengældte faderens glade udtryk. Det blev ikke mindre, da faderens smil falmede.
"Det slog mig der var nogle ting jeg havde negligeret og jeg mente det var på tide at indhente dem igen" Kommenterede han roligt, uden at komme yderligere ind på hvad han faktisk mente.
"Det hele gik rigtig nok godt og tingene kunne ikke gå bedre. Jeg takker for jeres evige støtte i selv mine mest vilde ideer" påpegede han, før han selv trådte et skridt tættere på faderen og slog ud med armen mod Delilah, dog uden direkte at se på hende. Faderen havde skøre ideer og han ville ikke gøre manden aggressiv allerede nu, hvis ingen andre end ham selv måtte se på hende. Af en eller anden grund faldt det ham naturligt at tro faderen havde sådan en ide.
"De er blevet gift! Jeg er så ked af jeg ikke kunne deltage. Det må have været en smuk begivenhed. Må jeg spørge hvordan det går med børnene? Inden jeg rejste gav jeg udtrykkelige ordre om at de ikke måtte lide nogen last" spurgte han i en uskyldig og rolig tone. Med lidt held ville alt dette gå...Godt. Han havde nu en ide om hvad han ville gøre, men først skulle han have fat i børnene.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Tors 14 apr - 20:56

Faderen nikkede alvorligt, og synes enten ikke at bemærke den ændring der var sket i Seans skikkelse, siden sidst de så hinanden - eller også var han ligeglad.
Han undlod at svar på Seans svar til hans kommentar. Han virkede allerede som om, han havde mistet interessen for det emne, så han vendte tilbage til tronen, hvor han lænede sig afslappet tilbage. Et lyst smil, dog ikke så bredt som tidligere, bredte sig på hans læber.
"Åh men Sean, de er ikke vilde hvis de kan udføres. De er først vilde, når de er umulige."
Delilahs far hævede øjenbrynet let ved synet af den pludselige bevægelse, men den faldt til ro igen ikke mange sekunder senere. Han vippede hovedet til siden, og betragtede Sean i et kort øjeblik, som om han ransagede tankerne fra alle i lokalet omkring ham, eller som om hans blik borede sig igennem Seans krop. Så smækkede han smilet tilbage på ansigtet, og klappede sin kones ringfyldte hånd med tilfredse små klap, mens han betragtede sin personlige dukke.
"Åh ja, det var et skønt bryllup. Du havde elsket det Sean. Præcis som et bryllup skal være."
Med det mente han naturligvis ældgamle blod- og livofrelsesritualer sammenlagt med at man skar kage og enhver dæmon sugede sjælen ud af hver sit offer - undtagen Delilah, der havde mistet den evne da hun forvandlede sig. Det undlod faderen dog at nævne, der synes at have fortrængt vreden da det gik op for ham. Han virkede til at have en syg idé om at han kunne genskabe hendes succubusselv, blot ved at tvinge hende til at forsøge at spise sjæle.

"Ikke sandt, Valentine. Var det ikke et dejligt bryllup?"
Tonen blev skarpere, og blikket synes mørkere blot fra det sekund han nævnte hendes navn. Hun blinkede end ikke, og synes ikke at have bemærket ham igennem hendes skyggefulde porcelænsfacade.
Faderens hånd løftedes, og et slag gav højt genlydt da hans hånd plantede sig imod hendes ansigt. Hele hendes krop blev slynget til siden, og hår væltede om hende da hun selv væltede sidelæns. Der tikkede dog ikke meget tid forbi, før hun helt stift rettede sig op, med blikket stirrende ud i luften og et rødt mærke klistret på kinden, samt nogle dråber blod løbende fra læberne.
"Jo. Dejligt."
Faderen klappede hende igen på hånden med et lille smil, som om hans tilfredshed var tilbage. Først der besluttede han sig for at svare på den anden del af Seans spørgsmål.
"Børnene? Åh, ja. Jeg besluttede at siden min idiotiske ..
Han rømmede sig, og rettede sig selv.
"... lettere uintelligente kone åbenbart ikke er den bedste babymaskine i verden, så må jeg jo nøjes med ulækre halvblods hunde til min næste kone, og så må jeg forsøge at genskabe blodlinjens storhed derfra."
Det gav en trækning i Delilahs ansigt ved hans stemme, men hun slugte den.
"Vi måtte lære dem noget disciplin, men ærligt talt vil ingen være i deres selskab. De stinker af hund, også selvom de måske er dæmoner. De er beskidte. Så nej, de har ikke lidt megen last, ud over det vi almindeligvis gør vi børn her i byen.
Han virkede ikke til at ville snakke mere om emnet, og drejede hovedet.
"Hvorfor spørger du Sean? Har de nogen betydning for dig?"

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Lør 16 apr - 9:22

Lyden gav genlyden i rummet og var tydelig for enhver. Alligevel bevægede Sean sig ikke det mindste. I denne verden var det ikke ualmindeligt at kvinderne var underlagt mændene og han var ligeglad, medmindre kvinden af eller anden grund havde interesse for ham. På nuværende tidspunkt, dog, var han sikker på Delilah var stærk nok til at kunne holde det ud. Det blev hun simpelthen nød til at være!
Dog, hvad faderen ikke så ud til at indse, var netop hele dette scenarie jo mere end bevis nok for hvem som helst at brylluppet kun havde været dejligt for faderen og Delilah på ingen måde var enig. Men faderen så nu også altid ud til kun at se det han ønskede og ignorere resten.
Så snart børnene blev nævnt, spidsede han ører. Hans blik blev drabeligt tomt og koldt, da faderen nævnte de skulle disciplineres. Og hvad betød det? Sean havde straks en ide om hvad det betød og han brød sig ikke det mindste om det.
"Som nævnt var børnene mit ansvar. Jeg gav ordre til de ikke måtte lide nogen last og det gjaldt også for dig. Eller går du imod det bedste eksemplar af en archdemon du nogen sinde har fået og vil få i din fold?" Et svagt smil gled over ham.
"Ingen i din by er værdige til at blive archdemon. Beklager. Men nok om det - Jeg forlanger at se børnene. Lige nu! Lige her!" Hans blik hvilede på faderen.
"Og hvis du ikke kan efterkomme det, forlanger jeg at vide hvor de opholder sig" på nuværende tidspunkt kunne han ikke holde sig neutral længere. Han måtte tage nogle chancer, eller måske nærmere risici, hvis han ønskede at komme videre for faderen fortalte ham ikke nær nok. Måske frygtede faderen faktisk hvad der ville ske og prøvede at holde tingene for ham selv? Eller måske mente faderen han havde de rigtige grunde til at gøre tingene og ingen andre skulle blande sig. Uanset hvad, var det at faderen ikke bare sagde det direkte, et tegn til Sean om at han faktisk ikke ønskede særlig mange skulle vide det. Noget måtte han frygte, nogles bedømmelser måtte han prøve at undgå.
Han havde arbejdet sammen med familien tidligere. Til et punkt hvor han til tider havde kunne kommandere rundt med folk også, selv om hans ordre aldrig havde oversteget faderens. Om det overhoved betød noget eller om faderen, så irrationel han var, blot ville gå direkte til at udnævne ham til en trussel, var jo spændende nok. Han kunne allerede mærke noget af adrenalinen, noget af anspændtheden. Han vidste at på et eller tidspunkt skulle han slås for at komme videre. Men skulle det blive allerede nu?

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Man 18 apr - 21:16

Han betragtede Sean. Det var som om han vejede tanker for og imod. Eller måske forsøgte han at suge Seans sjæl til sig med øjnene. Uanset set hvad det var øjnene gjorde, så virkede de nærmest brændende intense, samtidig med at den genkendelig brune farve som Delilah også havde haft inden hun blev besat, nærmest ulmede i eftertænksomhed.
Så skiltes hans læber langsomt. Han virkede ikke den mindste smule berørt over Seans ellers ret hårde ord.
"Åh, vi ønsker ikke at skifte, Sean. Incubus og Succubus er perfektheden selv."
Han betragtede ham i endnu få sekunder, før han uendeligt langsomt lænede sig tilbage. Han fjernede blikket fra Sean, og lagde dem på sine negle.
"Men nuvel, som du ønsker. Tyler, Kian, Poul. Følg den herre ned til de to bastarder, om i vil være så venlige."
Han viftede med armen, og virkede allerede til at være ligeglad med deres tilstedeværelse.

De tre mænd trådte ud fra rækken, og førte Sean igennem snirklede gange, før de åbnede en tung trædør der førte ned af nogle stentrapper. Kulde slog imod dem som de trampede de af de fugtige stentrapper, ned i hvad der lignede et totalt mørke. Poul tændte med et knips af fingrene - han måtte kunne kontrollere ild - en fakkel der ellers havde hængt slukket på væggen.
Han tog den ned og rakte den til Sean. Kian pegede imod væggen, hvor to beskidte piger, den ene med lyse krøller og den anden med mørke krøller, der rystende klemte sig op af hinanden, frysende og med lukkede øjne. Der var lidt blod på deres hvide kjoler, men det var ikke tydeligt om blodet kom fra deres egne kroppe eller fra andre kilder.
Livia, den lyshårede, åbnede langsomt det ene øje og lagde det på Sean. Det var besynderligt. Allerede som 3-årige, lyste der en vis, mærkelig perfekthed ud af dem, der karakteriserede succubus'er, og disse to var ingen undtagelse. De strålede ikke af sex, da de endnu var 3 og ikke kommet til den del af deres udvikling, men den lidt for perfekte skønhed var allerede ved at lægge sig over dem.
Men da hun åbnede øjnene, lyste de af en mærkværdig intelligens. Blot i et sekund. Så slugte frygten dem, da hun bemærkede de tre mænd.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Tors 21 apr - 10:18

Han fulgte efter mændene, uden at sige mere til faderen. Tingene var allerede vil at blive anspændte, det kunne han mærke, men Del ville aldrig tilgive ham hvis han ikke fik børnene med, foruden han ikke var sikker på om han faktisk havde lyst til at lade dem dø i hænderne på den vanvittige mand. Folk påpegede ofte at de mente Sean var streng eller syg, men så havde de aldrig mødt denne mand.
Han tog imod faklen og gik med ned. Han mærkede straks kulden og som om det ikke var nok, vidste han allerede nu - før han så dem - at de på ingen måde havde overholdt hvad han havde forlangt. Vreden ulmede i hans indre, allerede mens han gik ned af de sidste skridt og de fandt de to børn. Så kulminerede vreden.
Ud af det blå blev den ene fakkel kastet direkte i ansigtet på den der stod længst væk fra ham, hvorefter han greb fat i armen på den der stod nærmest. Succubus'er og incubuc'er var perfektheden selv? Archdemons var det perfekte. Han skulle lære dem af at undervurdere ham.
Han greb fat i håret på den mand, som han havde fat i, i den tro at ville vride halsen om på ham. Han nåede dog ikke længere end til at mærke halshvirvlerne give efter, før han huskede den tredje mand. Han var i undertal og faderen valgte nok næppe forsvarsløse skødehunde. Han skubbede brutalt manden væk fra sig, så han uden tvivl måtte miste balancen, før han trak sit sværd og stillede sig i position. Han ville ikke bruge sin evne endnu, det gjorde ham stadig træt at bruge og om muligt ville han nok få brug for alt han havde, for at vrikke Del væk fra sin kære farmand. Han stillede sig foran børnene med et vredt og truende udtryk. Hans øjne lyste af indædt vrede, nok til at slå de fleste omkuld. Lysten til at dræbe strømmede fra ham. Ingen af de tre mænd skulle overleve, det var han sikker på, uanset hvad de så udsatte ham for. Men ikke et ord kom over ham. Disse mænd ville alligevel aldrig lytte til ham.

//Jeg føler lidt du skal have lov at bestemme hvor gode de er til at slås, så jeg ville helst ikke bare overtage hele slåskampen xD

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Man 25 apr - 16:52

Marina stirrede på ham så munden ploppede åben med en lille fin lyd, så snart han vred mandens hals langt nok om, til at han dinglede med livet imellem sine hænder. Livia greb fat om Marina og trak hende ind mod væggen, så den lille pige ikke skulle se blodkampen. Marina klynkede, da hendes søster forsøgte at beskytte hende. Der var allerede en tydelig forskel i de to pigers personligheder.
Manden Sean holdt om, hvæsede irriteret da han blev sluppet, som om han hellere ville have fået knækket nakken. Men sådan var Chase familien nu engang opbygget - det var bedre at være død end at være bragt til skam. Så da han støttede sig til væggen, synes han at være godt vred.
Det var selvfølgelig farligt for Sean. Der var tre af dem, og kun en af ham - samt i denne by var kamptræning med forskellige våben obligatorisk, og mænd der var tæt nok på faderen til at være i tronsalen med ham, de var bestemt ikke de letteste at slå i kamp.
Men han have taget dem på sengen, og overraskelsen var tydelig i øjnene på de tre mænd. Og de vidste også at han var stærkere end dem, på trods af at de havde trænet sig op til at være stærkere end en gennemsnitlig incubus - men man skulle være en del stærkere end en gennemsnitlig incubus for at kunne sammenlignes med en archdemon.
Alligevel trådte de alle sammen nærmere i samme takt - de var ikke dumme, de angreb ikke hver for sig. Nærmest synkront trak de knive op fra bælterne, og løftede dem i angrebsposition.
"Hvad er det du laver?!"
En af mændene så næsten irriteret ud - et udtryk han måtte have arvet fra faderen. De gav ham dog ikke mange sekunder, før de i et spring overfaldt ham, med knive løftet til kamp.

//Håber det kan hjælpe lidt! Ville lade dig kæmpe, for du må gerne styre NPC'erne, men jeg kan ikke styre Sean. Så ... go for it! xD

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Tirs 3 maj - 12:48

Tydeligvis havde den ene af dem nået at dukke for den fakkel, han ellers havde kastet i hovedet på ham. Han havde nu formået at stille sig selv i en dum situation, men samtidig var han heldig nok til at familien var så pokkers ærekær, at ingen af dem ville løbe op og sladre - og dermed bringe en hel hær af trænede dæmoner på halsen af Sean.
Der var begrænset med plads, men plads nok, bedømte han. Selv stod han foran pigerne og var den eneste der kunne beskytte mænd og våben i at ramme dem. Hvad der da også var planen!
Sean var dog ikke helt forsvarsløs. Ud over at være en archdemon, var han selv trænet og endda trænet med mange herfra, da han havde boet her for en stund.
Han smilte bare, da en af mændene sagde noget, før de alle sprang på ham. Han gjorde det eneste han fandt muligt, nemlig selv at storme fremad og prøve at ødelægge den mur af modstand de prøvede at bekæmpe ham med. Han greb stak ud efter den forrest foran sig og kastede sig fremtid foran, mens hans ledige hånd famlede efter håndledet på manden, for at undgå at blive stukket ned samtidig. Der lød en masse snerren, som om han i virkeligheden kæmpede mod trænede kamphunde end dæmoner i menneskelige skikkelser!
Han pressede mod et bestemt punkt i håndledet, så manden automatisk slap sin kniv. Et spark blev placeret nær mandens nederste dele, hurtigere end noget menneske. Men mændene var trænede og manden nåede at bukke sig lidt sammen og modtage Sean slag mod det nederste af maveregionen i stedet.

Sean snorede rundt og kastede manden ind foran sine brødre eller venner, hvad end de var alle sammen. Den ene måtte nærmest gribe ham, mens Sean nu havde rum til at løfte sit sværd. I en hurtig vending, fordi den ledige kastede sig imod ham, sprang han til siden og med et hårdt hug skar han armen af manden ved albuen, hvilket straks gjorde manden ukampdygtig, til han var kommet sig over det mest af den pludselig smerte og lammelse. I mens vendte han sig mod de to andre. Til gengæld for at føre sværdet igennem maven på den ene, nåede den anden at dolke ham i hans venstre overarm. Smertefuld, men adrenalinen kørte i hans krop og på nuværende tidspunkt ikke noget han tænkte yderligere over, da han var højrehånden og sværdet blev manøvreret med kun en hånd. Inden han rigtig nåede at tage den lille kniv til sig igen, havde Sean vristet sit sværd fri - der heldigvis havde undgået rygsøjlen og derfor nemt lod sig vriste fri - og vendte det om, så han stødte det baglæns og ind i den sidste mand.

Nu var de alle tre mere eller mindre uskadeliggjort, selv om de i princippet godt kunne rejse sig og prøve at gøre yderligere modstand. Sean lod dem ikke gøre det, før han gik rundt til dem alle sammen og sørgede for de ikke længere ville blive et problem. Den ene, der kun havde mistet noget af armen, prøvede at rejse sig med sin kniv igen, men Sean nåede at stikke sværdet tværs gennem hans kraveben, før han kom så langt.

Til sidst stod han stønnede midt i det hele. Sværdet hang i hans ene hånd, før han satte det på plads, med blod og det hele. Blodet strømmede ud på gulvet rundt om ham, før han langsomt blev mere og mere nærværende omkring smerterne ved sin ene skulder. Han trak dolken fri og smed den fra sig. Det var et besværligt sted at forbinde, men han rev noget stof fri fra en af de døde mænd og ved hjælp af tænderne formåede han at binde noget om det. Det sad ikke helt som det skulle, men det måtte gå for nu. Så ledte han i lommerne på mændene i håb om at finde nogle nøgler. Til sidst fandt han nogle og vendte sig om mod børnene, før han stoppede op med nøglerne i den ene hånd og smilte beklagende til dem.
"Åhhh...I husker mig måske ikke. Jeg er heller ikke sikker på om jeg er jeres helt eller i burde hade mig...Men vil i ud er jeg den bedste i har" og så kastede han nøglerne over til dem for ikke at skræmme dem yderligere ved at komme over til dem.


//Orkede ikke lige at beskrive en MASSE kamp, så håber det er i orden jeg sprang lidt over og samtidig lod som om en af mændene have nogle nøgler...Selv om du må bestemme om de passer til eller ej xD

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Søn 8 maj - 21:43

Marina trådte ud fra væggen og rakte ud efter Sean, som om hun genkendte ham - allerede før kampen var gået ordentligt i gang. Men Livia tog fat i sin søster og trak hende væk fra kampen. Livia lukkede øjnene og holdt om sin søster, som hun også forsøgte at få til at se væk. Man kunne tydelig se hvilken af pigerne, der havde storesøsterrollen i tvillingelivet.
Livia nynnede højt, nærmest som et forsøg på at skjule lyden for sin lillesøster. Det ville faktisk være meget rørende, hvis ikke det var for blodet der blev ved med at ramme deres ansigt, og lave et tilfældigt mønster af sprøjt over den hvide, lettere sårede hud.
Efter kampen var færdig, holdt Livia stadig Marina ind til sig, med øjnene lukket hårdt i. Og det var på trods af at Marina græd højlydt, og at Livia græd dog uden så meget lyd på.
Langsomt åbnede hun øjnene, og stirrede på Sean, så snart han begyndte at henvende sig til dem. Hun var kun 3, men Livias øjnede glimtede i et sekund af noget der kunne minde om intelligens. Rigtig intelligens - ikke bare intelligens for en 3-årig. Men i samme sekund Marina rev sig væk fra hende og løb over for at kramme Seans ben hårdt, forsvandt glimtet.

Livia trak Marina væk, og så snart deres blikke mødtes, rystede hun nærmest indforstået på hovedet. Det var mærkeligt, de to små piger der virkede næsten som om de kendte hinandens tanker. Marina slap langsomt Sean og trådte lidt væk. De to piger lagde hænderne i hinandens, og svingede hænderne mellem sig. Mærkværdigt syn, når de samtidig havde et blodspor over ansigtet.
"Ud.
Livias stemme var blød, barneagtig og alligevel klingede den nærmest autoritært - ikke som om det var en kommando, men som om Livia havde bestemt sig for at det ville hun, og det skulle Sean hjælpe hende med. Men hun så ikke ud på den måde - hun stirrede med småskræmte øjne på ham.
Marina kiggede op på hende, igen med tårerne løbende ned af kinderne. Livias blik mødte hendes. Hendes tårer glitrede også fugtigt igen. Så krammede de blidt.
"Ud."
Marina hviskede det nærmest halvkvalt.

//Du kører bare! Håber det er fint at jeg ikke gav dig meget at spille på, tænker at Sean ret meget kører showet, for de to 3-årige piger har nok ikke så meget at bestemme xD

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Ons 11 maj - 8:57

Krammet overraskede ham lidt og uvant som han var med små børn, gengældte han det ikke, trods det måske netop var hvad pigen trængte mest til. I stedet gled hans blik over den anden af pigerne. Der havde været noget i hendes blik...Var det den sædvanlige evne børn havde, til at ligne nogen der kendte hele verdenen langt bedre end de dumme voksne? Eller havde det været noget helt andet? Det slog ham at det næsten måtte være noget pigen havde fået fra Delilah, der heller ikke ligefrem var tabt bag en oksekærre...Det meste af tiden. Han så ned på den anden pige, da hun trådte væk fra ham og de to piger nu stod med hinanden i armene og så op på ham. På en gang skræmmende og deres helt...De måtte være traumatiserede. Han mærkede et svagt stik i sit gamle sind - hans egne sønner var umulige og uduelige. Hvorfor kunne han ikke have så fine børn? Så fine piger?
Han sukkede svagt og satte sig på hug for at komme mere i deres øjenhøjde. Så sendte han dem et skævt smil.
"Nu skal I høre...Jeg er en gammel ven af jeres mor og for længe siden lovede jeg hende at hjælpe hende ud af dette hul. Det løfte har jeg tænkt mig at holde. Men jeg kan ikke vriste hende fri af sin fars kløer med to små børn ved min side. I risikere at komme til skade" Hvor meget de forstod vidste han ikke, men forhåbentlig kunne de fornemme det alvorlige i situationen. Han rejste sig op igen og slog let ud med den ene hånd.
"Kom. Lad os finde et sted hvor I kan gemme jer til jeg kommer tilbage" bemærkede han og førte an op af trappen.

Han gik forsigtigt og lyttede hele tiden efter om der kom nogle. Til sidst var de nået op til det store hus igen. Et par gange rakte han en hånd ud for at give pigerne tegn til at stå stille eller til at trykke sig ind mod den nærmeste væg, fordi en vagt gik forbi. Men til alt held blev de ikke opdaget og efter at have overvejet det lidt, førte han pigerne ud af huset og over til hestestalden, hvor hans egen hest var blevet ført over. Hesten havde fået mad og vand, men havde endnu sin saddel på, som han havde forlangt. Han ville få brug for hesten ret pludseligt og så var det praktisk at have en saddel på med det samme...
"Denne hest er min. Kan I se alt det hø? Smut derind. Om bag det og gem jer! Kom ikke fri før I kan høre det er mig! Ingen, absolut INGEN må se jer eller høre jer!" sagde han bestemt og pegede over mod nogle høballer tæt på hans hest. Forhåbentlig kunne de gemme sig der...
På vej ud af stalden stødte han endelig på - nemlig stalddrengen. En hals blev knækket og endnu et lig gemt af vejen, før han listede sig ind i huset igen.

Det ville være dumt at gå direkte efter faderen nu, med så mange folk i huset. Derfor listede han lidt rundt og ventede til han kunne få nogle af husets vagter for sig selv. Lydløse, indædte slagsmål brød ud og blev afsluttet, heldigvis uden Sean fik for mange nye sår. Til sidst kunne han ikke gøre mere...Nu måtte han finde mand og kone og tvinge dem til en pludselig skilsmisse. De sad næppe i tronesalen hele dagen og han vidste hvor deres private gemakker lå, så han listede sig derhen.
Han lyttede ved dørene i håb om at bedømme hvilket værelse de var i. Til sidst var han ret sikker på det var det rigtige - det håbede han i hvert fald - så han rettede sig op, strøg sig over det blodstænket tøj og tog i døren.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Delilah on Man 16 maj - 21:10

Livia så vældig skeptisk ud da Sean knælede ned i deres højde, og det så nærmest ubevidst og svagt truende ud(så truende som en 3-årig nu kan se ud i kjole og med små krøller), da hun skubbede Marina let bag sig. Men det var ikke svært at skimte det svagt skræmte glimt i den lille piges øjne. Hun havde sikkert lært fra sin mor og far - se tough ud, og så skal det nok gå. Men en 3-årig er ikke tough, og det kunne hun ikke skjule.
"Komm ikk' skade!"
Hun talte så hurtigt - og mumlende, som en 3-årig nu gjorde - at ordene flød sammen, og nogle forsvandt. Og det var på trods af at hendes øjne virkede til at skinne klart nok til at hun burde kunne udtale sætningen.
"Ikk' til skade!"
Rettede Marina hende hurtigt. Livia rakte tungen ud imod sin søster, som så næsten overrasket ud.

Livia og Marina gik hånd i hånd efter Sean, og så næsten ud som tvillingerpigerne fra The Shining, blot ud over at de ikke lignede hinanden på en prik - og var mere cute end de var skræmmende, trods deres race. De adlød ham, selvom det mest var Livia der skubbede Marina derhen hvor Sean sagde de skulle gå hen, før Marina nåede at tage et valg selv.
Men da de kom ned i stalden, var det i stedet Marina der tog initiativ og sprang ned i høet - selvom det vist mere var fordi hun synes det var sjovt. Livia klappede hesten på benene - da hun ikke kunne nå højere - og skubbede sig så ned ved siden af Marina, der lå og nærmest kvabbede rundt i det kradsende hø.
Da han påstod at de skulle være stille, lagde begge piger blikket imod ham helt synkront, og lagde sig så irriteret stille - men de var trods alt dæmonbørn, og da de er vilde og svære at tæmme, ville det være mærkeligt hvis de blev liggende stille når først han var forsvundet.

"Du er langsom."
Delilahs fader stirrede irriteret på hende, da hun ikke løsnede kjolen i samme sekund han besluttede sig for at hun burde gøre det. Foran de to - der stod centimeter fra sengens perfekt redte overflade - sad en menneskemand med blodet drænet fra ansigtet og en lænke der var boltet til jorden.
"Valentine, det skal være nu!"
Hun snoede fingrene om sit ærme og trak det ned over skulderen, med et blik stift rettet imod den lænkede mand. Faderen ville have hende til at voldtage ham - forsøge at suge hans sjæl ud. Han ville genføre hendes sult efter sjæle gennem sex, men sådan var hun ikke længere. Hun var ikke en succubus, og han ville ikke acceptere det.
Hun nåede dog ikke længere, før døren bevægede sig. Faderens hoved røg op, og han lavede en svag håndbevægelse, hvorefter to vagter gled frem fra skyggerne og trådte over for at åbne døren.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
avatar
Delilah
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 3537
Reputation : 27
Bosted : Unkown. On the road.
Evner/magibøger : I'm connected to the spiritual world, both physically and mentally. Improved body-skills and senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sean on Ons 18 maj - 15:16

Døren blev åbnet og Sean trådte et skridt ind med et lille smil - men stoppede hurtigt, da han opdagede de to vagter. Selvfølgelig! Selv når faderen ville se sin egen datter have sex med en eller anden, gjorde de det ikke alene. Jo mere magt man havde, jo mere paranoid var man, det oplevede han selv. Og med god grund!
Derfor løftede han uskyldigt sine hænder lidt op...
Og rakte ud efter den nærmeste vagt, kun for at slå skubbe ham direkte ind i den anden vagt med en styrke, der burde få dem begge til at falde. Han var ikke sikker på om han faktisk ville nå herfra i live, hvis han tog en kamp med faderen, så i stedet sprang han over og greb fat i Delilahs ene håndled, om hun så havde tøj på eller ej. Nu var ikke tid til at tænke over det! Svagt erindrede han noget om en...Chaya? Something interessant i hvert fald. Det var ligegyldigt lige nu. Han trak i hende og håbede hun ikke var så dum at gøre modstand eller forlange at blive stående stille. Mennesket ignorerede han fuldstændig - han kunne ikke være mere ligeglad. Det var ikke derfor han var der og under alle omstændigheder så han ned på mennesker.
"Beklager, jeg låner hende lige!" råbte han og viste ikke hvorvidt han lige havde skrevet under på sin egen død eller om dette faktisk ville lykkes. Vagterne var ved at komme op igen, desværre var trænede dæmoner det hurtigere end kluntede mennesker. Kunne han stole på hun ville løbe for sit liv, hvis han skubbede hende ud af døren og tog kampen selv? Han var ikke sikker. Men han måtte give det en chance!
"Stalden! De er i stalden! Børnene! Vær nu en god mor og løb ud til dem! Hvis du ikke selv kan, så for guderne håber jeg hende den anden hører mig!" knurrede han til hende, ikke fordi han var sur på hende, men fordi han mærkede presset fra situationen på sine skuldre. Brutalt skubbede han hende ud af rummet, trak en af sine dolke og smækkede døren i. Han vendte sig om mod soldaterne og faderen og sendte dem et grumt smil. Dette ville blive grimt...Men hans største problem var stadig at han ikke vidste om Del havde nok vilje til at udnytte situationen. I hvert fald havde han nu gjort mere end han kunne tilgives for og måtte tage kampen.
Han afventede deres reaktioner. Han skulle blot holde dem tilbage længe nok, hvis blot Del gjorde som han gav hende muligheden for. Derfor havde han ikke sønderlig travlt nu.

_________________
„When we are good, they never remember. When we are bad, they never forget.“

Utopia always comes with a price...
avatar
Sean
Admin

Antal indlæg : 8921
Reputation : 51
Bosted : Doomsville
Evner/magibøger : Forvandle sig til dæmon. Death-force manipulation. (se profil)

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Salvation(Sean)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum