hunting the silver, are we? - Melvin Morladin

t omkring midnat
s Ashen Tree Forrest
v det regner lidt, men kun støvregn
o de spøgelsesgrå træer, og et død rådyr.

ulvinden stod roligt bukket over sit bytte og flåede en flanke af den. Den store luns kød blev tygget lidt på og derefter slugt. Ulvinden spiste videre i god ro og mag.

I omkring en uge havde hun jagtet som det passede hende. Dådyr, duer og egern... Intet af betydning, udover en enkelt bjørn.
Den sølvagtige pels skinnede i det gyseragtige månelys. Hun Spiste færdigt, og lod liget af den halvspiste rådyrshun ligge. Hun lagde sig, mæt og tilfreds op af en træ, krøbet sammen, og lukkede afslappet øjnene.

Melvin var blevet sendt ud i skoven af sin far for at finde ud af hvad de rygter han havde handlede om.
der havde nemlig været rygter om en stor sølvgrå ulv der havde jagtet ude i skoven og skræmt mange af skovens jægere væk.
Melvin var blevet sendt fordi hans far. Sakref. stolede på at hans søn kunne klare det her. hvilket Melvin godt kunne. Melvin elskede kamp virkelig meget og aldrig kunne få nok af det.
Melvin var kommet til skoven og var nu hoppet rundt fra træ til træ og havde nu fundet ulven.
han sad lydløst på en gren af træet tæt på hvor ulven var og han sad bare og kiggede på den. han var nysgerrig over hvad for en ulv det var fordi han havde aldrig set sådan en ulv før. gad vide om den måske var en god kamp. var en af hans tanker. han blev ved med at sidde stille og lydløst på grenen for at se om ulven havde opdaget ham eller ej og hvad der ville så ske.

ulvinden bed sammen, da lugten af dæmon ramte hendes næse.
Hun rejste sig og blottede tænder i en dyb snerren, mens børsterne på hendes ryg rejste sig.

Hun bakkede væk fra træet, mens hun bevægede ørerne for at finde ud af om der var nogen i nærheden

han drejede lidt sit hovede til siden og kiggede forundret på ulven. den havde opdaget at han var i området men den havde ikke set hvor han var.
nu var hans chance. han hoppede og landede præcis med sine ben rundt om maven på ulven og nu sad på ulven som om han red den.
han råbte virkelig højt "yeeeeehaaaaaa!!" og tog fat i pelsen på ulven med sine hænder.

*du kan fandme tro nej!* tænkte hun arrigt, inden hun fik vendt sig om, og rullede rundt på jorden for at få ham af sig.

Hun snappede ud efter hans fødder i en vredt forsøg på at få ham af sig.
Lugten af dæmon sved i hendes næsebor. Hun nægtede at blive menneskelig foran ham, da det ville resulterer i intet tøj.

En nøgen shapeshifter foran en dæmon. skøøønt. Dog var hun ikke i humøret til leg, og vred sig fri.

Hun bakkede advarende væk fra ham

han kom væk inden han blev alt for mast af det store dyr og hoppede op i luften. lavede tre baglæns saltoere i luften og landede på bene.
"nåååå så den lille doggy vil ikke lege ridde hund så må vi jo bare istedet for lege fangeleg" sagde han med et stort smil som om han morede sig.
pludselig forsvandt han i en røgsky og hun kunne mærke at hun blev hevet i halen og man kunne tydeligt høre hans stemme "taget du er den!" sagde han højt bag ved hende. hvorefter at han forsvandt igen og var oppe i en af grene i træerne igen.

*okay, han er nuts!* tænkte hun arrigt, og holdt tydeligt øje med ham, da hun bakkede væk fra lysningen, og hen mod sin hule under et dødt træ.

hun krøb ned i hulen, og blev menneskelig igen, mens hun famlede efter sit tøj, Hulen var lille, med plads til én ulvinde. Selv for ét menneske var der trængt.

Hun kunne ikke få tøjet på mens hun var i hulen, og hun kunne ikke komme ud af hulen uden tøj på.

Melvin så ulven kravle ind i hulen og på ingen tid var han kommet fra træet til hulen og stak hovedet ind i hulen.
"kuk kuk nogen hjemme?" sagde han og da han så noget bevæge sig så tog det ham tre sekunder at tage fat i skikkelsen og smide det ud af hulen og ud i lyset uden tøven.

Daenerys, en ung kvinde på de 24 år, stivnede af ren skræk da personen greb fat i hende og hev hende udenfor. Hun krøb straks sammen, i ren angst, og lå på jorden, nøgen.

Hendes lange hvide hår dækkede hendes ryg, mens hun trak knæene op til sig så han ikke kunne se hendes krop direkte.
Hun rystede svagt, af en blanding af skam og angst.

hans blik ændrede sig virkelig meget. hvis vi ser bort fra at han havde smidt hende ud et godt stykke væk ca 3 eller 4 meter væk så havde han forventet en ulv og ikke et menneske og især ikke en kvinde.
han så faktisk næsten skuffet ud men ikke særlig meget.
"ømmmm det havde jeg ikke lige forventet. men så er mysteriet løst" sagde han og kiggede på hende og analysere hende faktisk godt og grundigt. han var blevet nysgerrig. han kendte til shapeshifters men han havde aldrig set en lege så dyrisk som hun gjorde i ulveform

hun lå bare og rystede, forsvarsløs.
Alle hendes ar, hendes sår og modermærker. Alt var synligt.
Hendes vejtrækning var panisk og næsten hyperventilerende.

Hendes lilla, næsten sølvgrå, øjne var lukket hårdt i, for ikke at se på sin 'overfaldsmand'.

han anede ikke hvad han skulle gøre så han kiggede ind i hulen fandt det tøj hun havde fumlede med og smed hen til hende og vendte sig rundt.
"hurtigt tage tøj på" sagde han lidt pineligt berørt.

da hun fik sit tøj kylet hen til sig trak hun det hurtigt på. En top der kun dækkede brysterne, som bandtes i nakke og om livet. Og et par bukser, der stoppede ved hendes ankler.

Hun stod nu omkring 5 meter fra ham, og bakkede langsomt længere væk. Han lugtede langt væk af problemer, i hvertfald for Sargonis.
Han lugtede som en Morladin. Hun bed sammen, klar til at blotte tænder igen.

''farvel.'' sagde hun hurtigt, toneløst, inden hun vendte ham ryggen og begyndte at gå

han hørte hvad hun sagde og det tog ikke mere end to sekunder og så var han væk i en røgsky igen og var foran hende igen.
"hvor tror du at du skal hen? jeg har en opgave fra min far af og det er at jeg skal finde ud af hvem den sølvulv er og så tage beviser med så du kommer med" sagde han og kiggede på hende med et seriøst blik.

''jeg skal ingen steder!'' hun bakkede væk fra ham med et nervøst blik.

hun blottede kort hjørnetænder, og krummede truende ryg.
''jeg har ingen grund til at følge med dig''

han smilte med et lettere grin på ansigtet.
"hvis du ikke vil komme med må du jo besejre mig" sagde han og kiggede på hende hvor hans øjne skiftede farve fra at være havblå menneske agtige til at være syregule nu.

''jeg slås ikke med mindreårige'' knurrede hun bare, og prøvede at komme forbi ham, sammenbidt.

Hun skulle godt nok ikke nyde noget af at se Sakref. Hans lugt ville være i hendes hår, hendes tøj, på hendes hud. Sargonis ville straks få færten af det, og så var det ude med hende.

Hun så ikke på manden, men hun bakkede bare væk, da han tydeligvis ikke lod hende komme forbi

Melvin fnøs.
"undervurder aldrig en Morladin" sagde han med en hård stemme og løftede sin arm højre arm ud til siden.
han drejede lidt på håndledet og pludselig begyndte skyggerne fra træerne rundt omkring at kravle op af ham som en sort tåge og begyndte at forme sig om hans løftede arm og mød hans hånd. han drejede sin hånd igen og røgen forsvandt men nu havde han det største og mest uhyggeligste sværd nogensinde i hånden. (1,84 meter lang. 45 cm bred og 5 cm tyk.)
han vendte spidsen imod hende og med den længde sværdet havde kunne den næsten røre hende derfra. han holdte sværdet med meget præcision og som om sværdet ikke varede mere end et fjer.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

''jeg er ikke bange for en kniv.'' sagde hun bare.
''hvad vil din far mig?'' spurgte hun sammenbidt, og så lidt væk.

hvis han så frygten i hendes øjne havde han allerede vunder

Melvin stirrede kraftigt på hende. han var ikke sur. han kendte ikke til følelsen af vrede. til gengæld kendte han til pligt og han vidste at hans opgave var at finde bevis på hvad ulven var om det så betød at han skulle tage hendes hoved med sig tilbage.
"han vil have bevis på den sølvgrå ulv er og du er ulven så du er mit bevis så du kommer enten med mig stille og roligt eller jeg tager kun dit hoved med mig tilbage og viser. for det andet af en pige som kun skal snakke med en som gerne vil vide hvad du laver i skoven så virker du meget defensive... som om du skjulte endnu mere" sagde han og stirrede på hende med sine gule øjne. det var som om han stirrede ind i hendes sjæl

kendte han til hendes relation til Sargonis? Kendte han overhovedet til Sargonis? Hvad ville der ske hvis hun prøvede at flygte nu? Var det her slutningen på hendes liv som hun kendte det?

Hun bøjede hovedet lidt.
''jeg går med dig...'' mumlede hun stille. ''på den betingelse at du giver mig dit ord som en Morladin på at jeg går frit derfra når han er færdig med at udspørge mig'' hun så nu op på ham.

Nægtede han at give hende sit ord vidste hun at døden var tættere på end hun brudte sig om. Hun stirrede ind i hans øjne.

han kiggede på hende og stille fjernede han sværdets spids væk fra hendes ansigt.
"jeg giver dig kun mit ord på at du ikke vil blive såret så længe det modsatte er bevist." sagde han og holdte en pause.
"om du er en forræder af landet og af denne verden eller ej vil blive bevist efter hvor mistænksom min far finder dig" sagde han og vendte sig om og begyndte at gå. han vidste at hvis hun prøvede at flygte kunne han fange hende meget hurtigt så enten fulgte hun med ellers blev hun slæbt med.

Hun bed sammen. en forræder?
Hun gik med ham, tavs. Hun ville være blevet til ulv igen. hvis det ikke var fordi hun havde tøj på, og derfor ville det give hende problemer med at forvandle sig tilbage igen.

hun så bare ned mens hun gik, med en voksende frygt for at Sakref ville se hende som en forræder..

han gik afsted igennem skoven og hele vejen hen imod byen med hende på slæb. han kunne ikke lide at gå langsomt han kunne bedst lide at løbe rundt og pjatte og alt sådan noget. men det kunne han jo ikke nu.
de nærmede sig byen.
"du holder dig tæt ind til mig så du ikke fare vild i byen" sagde han fast.

Hun nikkede stille, lydigt. Hun kunne jo bare forsvinde i mængden...?
Hun sukkede og fulgte med ham, uden så meget at sige.