Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | vinter

Måned | December

Latest topics
» Come, see my power! (Lori)
Yesterday at 13:11 by Lori

» To be of use (Vetis)
Yesterday at 10:30 by Sean

» Et særligt møde - Azir
Tors 14 dec - 8:19 by Larlii

» You didn't see nothing - Razor
Ons 13 dec - 23:16 by Vetis

» I'm looking for the Big Bad Wolf - Damien
Ons 13 dec - 22:32 by Vetis

» Optrind til ... - Jazmin
Ons 13 dec - 17:31 by Kira

» Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)
Tirs 12 dec - 20:58 by Davia

» Angående mit eventyrsemne!
Tirs 12 dec - 20:45 by Gautham

» Please dont hurt me ~ Sirtimm
Tirs 12 dec - 20:37 by Lydia

Top posting users this month
Jazmin
 
Azir
 
Lori
 
Kira
 
Sean
 
Taliia
 
Vetis
 
Kace
 
Assorian
 
Sierra
 

Statistics
Der er i alt 238 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Melicia

Vores brugere har i alt skrevet 151566 indlæg in 7810 subjects

Help me ~ Tatia

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Søn 1 maj - 22:06

Sted: Et sted i Ashen Woord Forest
Tid: Sent aften, solen er næsten helt væk nu
Vejr: En stille vind, men der er koldt, da solen ikke er der til at varme


Kaeden havde været ude i skoven i flere dage nu. Vandret. Uden et sted at gå i mod. Han havde desperat forsøgt at overleve, mens han forvildet og uden mål søgte et nyt liv. Han havde intet fundet, men han havde vel også på en måde givet op i det sekund han trådte fod ind i skoven. Det havde været rent instinkt. Han havde brug for at komme væk fra alle, fra sit tidligere liv. Han havde så ikke regnet med, at hans valg ville ende sådan her - at han til sidst ville miste det.
Han lå på den kolde skovbund, og prøvede ikke en gang at bevæge sig. Han vidste, at han var for svag. For sulten. For udtørstet. Hans krop gjorde ondt, men han lagde ikke mærke til smerten. Han lå krympet sammen og med armene om sig for at dække sig for den kolde vind. Det var koldere end normalt, men det havde også været en dyster dag. Han var sikker på, at han ikke ville overleve natten. Han havde intet andet end en skjorte og vest til at varme sig og uden energi til at give sig selv varme, ville han dø af forfrysninger. Hvis ikke han døde af sult og tørst først.
Han hørte ulvehyl langt væk i skoven, men dette var han vant til. Måske var det bedre, hvis han blev taget af ulvene først. Hurtigere.
Mens han lå der med lukkede øjne, døende, tænkte han over, om han burde fortryde sit valg. Det førte ham til døden, men var det ikke bedre end at leve et liv på en løgn? Han var ikke sikker.
Han havde haft et sikkert liv. Et godt liv kunne man også kalde det. Med en elskværdig familie, så længe han opførte sig pænt. Mon han nogensinde ville se dem igen?
Måske havde han bare været problemet. Måske var det virkelig ham, der blot skulle tage sig sammen og leve med løgnen som resten sin mor og sin mormor. Havde han haft et bedre liv så? Havde hans far og onkel og storebror så holdt sig fra at angribe ham? Kaeden lagde dog ikke mærke til smerten fra sine sår og skræmmer fra kroppen efter den omgang tæsk, han nok fortjente. Han følte næsten ingen smerte mere. Blot kulde...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Tatia on Man 2 maj - 9:42

Normalt var hun ikke ude så meget om aftenen, hun fortrak at være sammen med Wade på dette tidspunkt. Dog havde det ikke været planen for denne aften. Hun var klædt i et par sorte par bukser og en sort tank top med en jakke over. Hendes hår var sat op i en hestehale imens hun gik rundt i området. Hendes evne med syn som en kat som gjorde hun kunne se i mørke, og gjorde hun kunne se, hvor der var liv i nærheden af hende. Hun fik øje på noget. Hendes øjne blev røde i forbindelse med hendes ulv reagerede på en mulig fare. Stille bevægede sig stille imod det ukendte. Hun himmlede med øjnene da hun fik øje på fyren der lå døende på jorden. Burde hun lade ham ligge? Tatia tøvede kort og vrissede en anelse inden hun så skiftede form. Den store kæmpe ulv kiggede ned på fyren inden hun så bed fast i hans tøj så hun kunne trække ham med sig til lejren. Raksha var vidst ikke hjemme så hun slæbte fyren hen foran huset og skiftede så form. Hun greb fat og trak fyren indenfor. Derefter lukkede hun døren. Hurtigt fandt hun noget tøj af Rakshas og klædte sig på. Der på vendte hun opmærksomheden imod fyren igen. Hun trak ham hen til sofaen ved pejsen og lod ham ligge foran den. Tatia lagde et tæppe henover ham, imens hun gik hen til madkammeret for at finde noget mad frem, og noget frisk pumpet vand.

Tatia satte sig på en stol og kiggede over på fyren. Hvad fanden lavede han derude? Det drev en nysgerrighed i hende. Hun var opmærksom. Hendes øjne var skarpe på ham. Nu var han i lejren. Indenfor packens område, hvis han viste sig at være en trussel, havde hun ansvaret for at fjerne ham. Hun var beta. Hun trippede lidt af mangel på tålmodighed og en smule frygt. Måske skulle hun informere Wade om hendes lille nye gæst? Hun rystede let på hovedet af tanken. Gæsten var hendes ansvar. Dog rejste hun sig op og gik tilbage til Wade, for at sige godnat. Hun måtte hurtigt forklare, at hun havde fundet en halvdød i skoven, og havde ladet ham sove ud ved Raksha... Derefter var hun gået tilbage.
Tatia regnede ikke med meget søvn denne aften. Hun kom tilbage til huset og satte sig i stolen igen. Stille faldt hun dog i søvn, men stadigvæk sådan, at hvis han lavede den mindste lyd ville hun reagere og vågne op.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]
I used to see beauty in people, but now I see muscle and bones
avatar
Tatia

Antal indlæg : 634
Reputation : 27
Bosted : In a cabin in Ashen Wood with Wade.
Evner/magibøger : Fire energy

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Man 2 maj - 11:59

Han rørte ikke en muskel. Det eneste der var tilbage, som bevægede sig var hans bryst, der svagt hævede sig og hans hjerte der kæmpede for at holde ham i live. Kaeden rystede ikke en gang, når en isende brise stødte mod ham. Han havde ingen kræfter tilbage. Han prøvede at holde øjnene åbne, men de sorte pletter hæmmede hans blik og til sidst vidste han, at han ikke længere kunne holde sig vågen. I troen om, at dette var hans sidste åndedræt, tog han en tung og dyb indånding og sørgede for at nyde duften af naturen før alt blev sort.

Han vågnede op til et slag i nakken, som dunkede han mod noget hårdt. Alt var vendt på hovedet og omgivelserne bevægede sig for hurtigt til at han kunne opfange hvad der skete. Han ville se om sig men endnu en gang blev han ramt af noget, som han nu kunne identificerer var grene han stødte på på vejen. Det gik også op for ham, hvordan alt kunne bevæge sig, når han ikke gjorde - Det var en der trak ham. Men han havde ingen kræfter til at hæve sig op for at se personen og vidste ikke om denne person var der til at frelse ham eller skade ham. Kaeden havde dog ikke tid til at bekymre sig mere om det, for endnu en gren, han ramte på vejen og trætheden, han havde følt så længe, fik ham til endnu en gang at besvime.

Da han vågnede igen, var det stille og roligt. Langsomt kom han til besindelse igen, med at lægge mærke til at han trak vejret, at han var levende. Nu lagde han også mærke til alle smerterne i sin krop. Rifterne fra angrebet var blevet revet op igen og sviede, og hele hans krop var øm efter flere dages kamp om overlevelse. Men det værste var hans hoved. Det var som om noget pressede mod hans skal fra alle vinkler, og pressede hans kranium mod at implodere. I et godt stykke tid lå han blot i smerter, før han endelig indså, at han ikke længere lå på skovens kolde bund. Han var varm. Han lå på noget blødt og et tæppe var lagt over ham, så det omfavnede hans ødelagte krop. Hurtigt og forskrækket åbnede han øjnene op for at se, at han befandt sig i en stue i en sofa med en knitrende pejs. Og med ham i denne stue, på en stol, sad en smuk pige og sov. Hun måtte være den, der trak ham gennem skoven, selvom hun ikke virkede til at være stærk nok til at kunne trække hans vægt. Måske havde hun fået hjælp.
Han betragtede kvinden, mens han lå ubevægelig. Hun var køn minsandten, men der lå en form for barskhed over hendes udseende. Det vigtige spørgsmål var selvfølgelig, om hun var fjendtlig eller ej.
Men alt dette kunne vente, for Kaeden opdagede at på bordet overfor sig stod der mad og vand. Selvom maden duftede så uimodståeligt, var det vandet han virkelig tørstede efter. Hans hals var så tør at det gjorde ondt blot at trække vejret og han længdes efter at fugte den. Så ligeglad med sine andre smerter, satte han albuerne i for at støtte sig selv op at sidde med et lille anstrengt støn. Han rystede gennem kroppen ved den bevægelse men trangen til at slukke sin tørst var større end udmattelsen. Han fik grebet fat om glasset og bældede væsken i sig mens hele hans krop dunkede i modstand, og han nød køligheden der gled ned af hans hals. Da alt var drukket fik han lige stillet glasset tilbage før han dumpede ned i sofaen igen. Alt snurrede omkring ham efter hans anstrengelse.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Tatia on Man 2 maj - 16:28

Hun reagerede da han vågnede op. Dog så søvnig som hun var, så lod hun sine øjne være lukket lidt endnu.Først da det lød lidt voldsommere åbnede hun svagt sine øjne. Så reagerede hun da lyden af en ivrig person kørte vandet ind som var hans mund et vandfald. Hun lænede sig let frem, og så på ham.
"Du behøver ikke drikke så hurtigt. Der er mere hvor det kommer fra." Sagde hun med et svagt smil på læben. Det lignede Blake, men det var ikke Blake. Færten sagde alt. Dog var dette nok grunden til hendes gæstfrihed. Ikke at hun ville sige noget om det, ikke før hun kendte til grunden. Hun rystede tanken ud af sit hoved og rejste sig så op. Så hentede hun et lille glas i mad kælderen. I glasset var der lidt blod. Men Rakshas blod. Med sine healende effekter. Hun gik hen til fyren.
"Jeg skal heale sine sår. Hvor er de værst?" Spurgte hun så meget direkte og så ham i øjnene. "Men først når du fortæller, hvad du hedder." Tilføjede hun med et seriøst blik. Der var dog ikke vrede eller had over hende. Hvis det havde været tilfældet, ville han ikke sidde så godt eller for den sags skyld få behandling. Tatia kørte en hånd igennem de mørkebrune lokker med sin frie hånd for at fjerne håret fra sit ansigt.

Hvad ville Raksha dog ikke sige når hun kom tilbage? Heldigvis var Raksha ude i nogle dage af gangen sommetider længere. Så hun havde lidt tid.
"Sårerne heales hurtigere hvis det smøres direkte på sårerne, men det kan også drikkes. Hvad fortrækker du?" Spurgte hun så og sendte ham et svagt smil. Hun ville bare hjælpe. Ligesom Niylah havde hjulpet hende dengang, at Tatia selv havde været ynkelig og svag. Dengang Wade hjalp hende med sin psykiske styrke, selvom han påstod at den havde været der hele tiden, så var hun ikke enig med ham omkring den. Hun satte sig på knæ foran ham og ventede lidt på, hvad han fortrak. "Det er healende blod. Ligesom engels, blot mere effektivt." Tilføjede hun. Naturligvis ønskede man at vide, hvad det var man skulle indtage inden man gjorde det. Hun besluttede dog hurtigt for ham, og tog noget af blodet på sine fingerspidser. Hun smurte det på, hvor hans skader var tydelige. Hendes bevægelser imod hans hud var ganske blide.
"Hvor er dine skader værst?" Spurgte hun imens hun lod blodet glide henover rifter i ansigtet. Hun så ham ikke i øjnene, hendes øjne kiggede nøje efter skader.

"Hvad lavede du dog derude. Hvis jeg ikke var der, så havde du været død nu? Er du ikke inde fra byen af, eller fik jægerne blot fat i din pack før dig?" Spurgte hun nysgerrigt og rettede så sine blå øjne imod Kaeden. Hendes stemme var mild. Hun var van til at snakke sproget, det var tydeligt. Hun var opvokset i byen til hendes far blevet dræbt. Så var hun stukket af. Grunden til hun havde mødt Blake var der. Han havde en gruppe i skoven ikke særlig langt væk faktisk, men langt nok væk. Hun dyppede sine fingre i blodet igen, og forsatte med at smøre sårerne ind. Han ville kunne mærke, hvordan det healede. Hun betragtede det. Det havde altid fundet hende interessant hvordan det healede som ingen skade var sket. Ingen ar. Ikke uden på i hvert fald.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]
I used to see beauty in people, but now I see muscle and bones
avatar
Tatia

Antal indlæg : 634
Reputation : 27
Bosted : In a cabin in Ashen Wood with Wade.
Evner/magibøger : Fire energy

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Man 2 maj - 20:14

Først da pigen talte, opdagede Kaeden, at han havde vækket hende. Han havde heller ikke prøvet at være stille, og hun virkede også til at have været i en let søvn. Hendes stemme var mild og rolig, og hun virkede ikke til at være fjendtlig, så Kaeden besluttede sig for at han kunne slappe af for nu. Han ville alligevel dø før eller senere, så hvorfor ikke dø ved hånden af en smuk pige? Han åbnede øjnene op og til sidst held så han ikke sorte pletter men i stedet kvinden gå hen mod ham. Han fulgte hende med blikket men kunne ikke bevæge sig længere i frygt for at besvime, for han kunne mærke at dette glas vand ikke gjorde meget for at give ham energi. Han blev alligevel ligefrem spændt over, at hun sagde, at der var mere vand, hvor det kom fra, og derefter lykkelig, da hun gik og kom tilbage med et nyt glas vand. Han troede aldrig, at han ville komme til at sætte pris på sådan noget simpel som det, men lige nu følte han, at han stod den fremmede i evig gæld. Man kunne også se det på lyset der blev tændt i hans øjne, som om livet kom tilbage i dem eller i hvert fald lysten til at leve.

Pigen sagde, at hun skulle heale hans sår, hvilket han syntes var en underlig måde at beskrive at give en bandage på eller rense ens sår. Heale dem lød mere som om man drak urtete og fik sin auralæst. Ikke medicinsk korrekt. Men han skulle dog til at svare på hendes spørgsmål om hvor smerterne var størst, før hun kom ham i forkøbet og spurgte om hans navn. Han tøvede ikke med at svare:
”Kaeden Crownsun. Og du hedder…?” Hans stemme var dybere og hæsere nu, hvor hans hals var tør. Det gjorde ondt at tale med sine sprækkede læber, og han blev helt forskrækket over hvordan hans egen stemme lød.
Han så på glasset af vand igen, mens hun talte videre. Han troede ikke rigtig på, hvad hun sagde. Vand skulle heale hans sår? Hans far havde fortalt ham, at man ikke skulle tro på sådan noget, at det var fup, og at de blot var ude efter deres penge. Men Kaeden havde ingen penge på sig lige nu, og hvad kunne det skade at prøve? Han skulle jo nødig afvise den person, der havde været så venlig at tage ham ind i sit hjem og redde hans liv. Desuden så var han ufattelig tørstig stadig.
Hun gav ham valget mellem at drikke det eller få det spredt ud på sine sår, og han var en anelse splittet. På den ene side ville han godt få sine sår helet hurtigst muligt, til hvis nu det faktisk virkede, og på den anden side var han virkelig tørstig.
”Måske lidt af begge dele?” endte han en anelse tøvende med at sige uden at fjerne øjnene fra hende.
Men da hun så fortalte, at det var blod, ændrede han hurtigt mening.
”Nej, hold dig til sårene… Tak.” Lige meget hvad var han stadig påvirket af sin opvækst. Og under sin opvækst havde han fået at vide at alt andet end menneskeblod var urent, og intet blod skulle drikkes. Hvis man drak blod blev man til et mørkets væsen, en vampyr. Det havde han bestemt ikke overskud til at blive nu. Dog lod han hende smøre det ind i sine sår, mest af alt, fordi han ikke rigtig kunne bevæge sig. Det gjorde ondt at hun rørte ved rifterne, men intet han ikke kunne klare, og han holdt sig fra at give udtryk på smerten. Lidt stolthed måtte han beholde.
Til hans overraskelse virkede vandet eller blodet til faktisk at have en effekt. Det var som om smerten blev dæmpet og en sitrende følelse spredte sig der, hvor vandet ramte hans hud. Han brød endelig sit blik fra pigen, for at se ned med et forbavset blik på sine sår, der langsomt men sikkert healede.
”Brystet… jeg blev snittet af en kniv.” Det var det eneste knivsår han havde, og det havde også efterladt en flænge i hans skjorte, hvor stoffet nu klistrede mod ham på grund af blod, skidt og sved. Hans onkel havde fundet den frem, men var blevet stoppet af hans far og bror. Så langt ville de åbenbart ikke gå. Hans største smerte var dog hans hovedpine, men han kunne ikke se, hvordan vand – magisk eller ej – skulle fjerne det. Så han valgte at holde sig til skader, man faktisk kunne røre ved og ændre på.
Han så forvirret på hende igen over hendes spørgsmål. Pack? Jæger? Hvad i alverden snakkede hun om?
”Ja, jeg kommer fra byen af,” svarede han hende blot. Han var stille kort før han tilføjede: ”Men der kan jeg ikke komme tilbage til igen.”
Han så væk fra hende og sank en klump før han skyndte sig at skifte emne: ”Hvad med dig? Hvordan kan det være du befandt dig ude i skoven så sent på aftenen?”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Tatia on Man 2 maj - 21:25

Tatia lyttede da han snakkede. Den hæse stemme afslørede en øm hals, muligvis. Det var hvad hun regnede med i hvert fald. Hun fik hans navn. Let nikkede hun. Hun sank dog en klump.
"Tatia." Svarede hun ganske blidt. Hendes blå øjne var venlige overfor ham. Hvis hun ønskede noget ondt imod ham, havde hun gjort det forlængest. Hun var godt igang med at smøre hans sår ind. Det kunne gøre ondt. Hun havde da selv syntes det havde gjort ondt et par gange. Specielt dengang hun havde fået stukket en dolk igennem sit lår, men igen. Såret var healet som var det aldrig sket, dog aldrig glemt. Tatia smilte dog lidt ud i et lille grin da han ikke fortrak at drikke det.
"En skam jeg tror at blande det med noget vand til kvæle smagen lidt... din hals vil have godt af det." Sagde hun til ham som svar på hans reaktion. Hun løftede blikket op da han sagde hans største sår var på hans bryst. Siden Tatia ikke tænkte over andet end at hjælpe, så åbnede hun hans skjorte op. Hvilket afslørede overkroppen. Kort gled hendes blik ned over den. Så dyppede hun atter sine finger spidser i blodet og kiggede så op på ham.
"Det her kommer til at gøre ondt. Blot så du er advaret." Sagde hun og kiggede ham seriøst i øjnene. Hun pressede sine fingre imod flængen og fulgte hele riften fra start til slut. Så flyttede hun sin hånd for at se, hvordan såret healede sig. Hun fik et større smil på læben da den største skade var healet.

Hun reagerede da han så forvirret på hende. Hun forstod dog med det samme da han sagde byen.
"Jeg bor her ude. Vi er en flok. En pack af shapeshifters som holder til herude i skoven." Svarede hun ham. Tatia løftede vippede hovedet let på skrå. "Det var min nattevagt. Vi møder ikke ret mange fra byen som ikke er jægere." Tilføjede hun med et skævt smil smidt på læben. Så klappede hun ham let på skulderen og rejste sig op.
"For den bedste helbredelse så synes jeg du skal drikke lidt af det. Så kan det være du kan spise noget mad. Også kan du tage dig en lur. Du minder mig om en der ikke har sovet i flere dage." Sagde hun ærligt til ham med et varmt smil på læben. Hvis det havde været for fire år siden ville hun have ladet ham klare sig selv, eller måske ikke, han lignede Blake og det ville hun nok ikke have kunne ignorer. Hun hentede noget vand og blandede lidt blod i det. Nok til at farven skiftede til den røde farve.
"Drik op, hvis du vil have det bedre." Sagde hun så og rakte ham glasset.
"En af de næste par dage, hvis du bliver vil min alfa nok gerne se dig.. må jeg spørge, hvilket dur du kan skifte til i din form?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde ikke sagt de var ulve, så han ville jo ikke vide, at det var en pack for ulve. Tatia gik hen til soveværelset og hen til det tøj Raksha nu måtte eje. Der var større trøjer. Hun vidste at Raksha havde problemer med at holde varmen i sin menneskelige skikkelse. Så varme trøjer var et plus, specielt når de var større. Hun kom tilbage til stuen med en. Hjemmestrikket, ikke at hende men af en af de ældre medlemmer.
"Jeg tror den her skulle kunne passe. Bare lidt." Sagde hun og kastede den hen til ham. Hvis hun kunne måtte hun vel få Wade herhen. Måske kunne hun lokke ham til at hjælpe alligevel?

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]
I used to see beauty in people, but now I see muscle and bones
avatar
Tatia

Antal indlæg : 634
Reputation : 27
Bosted : In a cabin in Ashen Wood with Wade.
Evner/magibøger : Fire energy

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Man 2 maj - 22:24

Han havde ikke set Tatia siden hun forlod hans værelse for at sige godnat. Han havde undret sig meget da det nu var underligt for hende ikke at sove hos ham, eller ham hos hende. Hun havde godt fortalt ham at nogen havde haft brug for hendes hjælp, men han havde været for udmattet efter sin træning til at tjekke det ud. Men da han så ikke så hende næste morgen, begyndte han og overveje hvor slemt det måtte have været. Og han skulle helt klart tjekke det ud. Han var også på vej til det, men så kom han i tanke om at Niylah havde nogle opgaver som han skulle have ordnet. Der var den nye alliance med Yra, den unge bloddæmon. Han vidste ikke selv hvordan han havde det med det, men Niylah virkede til at have styr på det.
Som han stod ved hendes dør hørte han snak. Hendes stemme. Den bløde dejlige klang der altid bragte ham en ro. Indtil en anden stemme lød. En mandlig stemme. Det måtte være ham der var skadet. Wade åbnede roligt døren og trådte ind. Han var iklædt en grå laset t-shirt med et par sorte bukser. En ret afslappet beklædning, da han ikke havde intentioner om at forlade huset denne dag. Han løftede let det øjenbryn af synet der mødte ham. Tatia der rørte ved den andens mands bryst, bare bryst for at det skulle være værre endnu. Han var ganske lydløs da han havde trådt ind, og lyttede til dem snakke.
Så da Tatia forsvandt, gik han blot hen til ham og flåede ham op at stå på benene før han bare bankede hans ryg mod den nærmeste væg:” Jeg ved ikke hvem du er, men hvordan du så end ser hende, så kan du ligeså godt stoppe, allerede fra nu af. Hun er min. Og jeg bryder mig ikke om fremmede.” sagde han en anelse truende og snerrede kort af ham. Wade var ikke typen der lavede sjov og han brød sig især ikke om modspil. Han vidste godt at Tatia aldrig ville gøre noget for at såre ham, men han kunne slet ikke vide sig sikker på en fremmed.
Efter det slap han ham og børstede kort sine hænder af, tids nok til at Tatia ville have kunne komme ind og se ham slippe ham. Altså medmindre hun havde hørt tumult fra før. Han fandt det dog nødvendigt. For så var linjerne sat. Men alligevel kunne han ikke undgå at få en fornemmelse af at fyren kunne være fjendtlig, og finde på at angribe ham. Han kneb kort øjnene sammen og lagde sine arme over kors:” Du er heldig at hun fandt dig. Ellers havde en anden nok bare flået dig op og brugt dit kød til deres næste måltid.” snerrede han, hans indre ulv gjorde ham egentlig mere aggressiv end han burde. Men det var også nyt for ham. At møde en fremmed. Potentiel konkurrence. Uønsket konkurrence. Han følte ikke der var mere at sige til denne fremmed, så han var bare stille efter det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Tirs 3 maj - 11:03

Tatia. Det var et pænt navn. Det var også unikt i forhold til, hvad Kaeden var vant til. Han havde aldrig hørt et navn lignende. Det passede vel godt til hans første indtryk af denne pige. Unik.
Hun grinte af hans reaktion overfor blodet. Selvom hendes latter var sød, kunne han ikke lade være med at svagt rynke panden, for hun grinte jo af ham. Var hun ligeglad med faren om at blive en af mørkets væsner? Den tanke skubbede han dog til siden, da hun gav sig til at knappe hans skjorte op. Han vidste godt, at dette var for at rense hans sår, men en mand ville altid sætte pris på, at en køn kvinde knappede hans skjorte op. Hvor ville han ønske, at han havde set lidt pænere ud under trøjen. Hele hans bryst var smurt ind i blod og snavs og små dråber af betændelse var begyndt at sprede sig i såret. Det så kvalmende ud. Hun så ham seriøst i øjnene, og han gengældte hendes blik, lige før gav sig til at rense såret. Kaeden knyttede hårdt næverne om tæppet og strammede kæben i et forsøg på ikke at lave nogen lyd. Dog kunne han ikke holde en hvislende udånding af smerte tilbage. Koldsved piplede frem på hans krop og han var fuldstændig i anspændt for ikke at få sig selv til at jamre. Men så efter lidt tid begyndte smerten langsomt at svinde hen og blev erstattet af den samme sitrende følelse. Lettet slappede han igen af i sin krop og et lille suk undslap hans læber.
Lige da hun sagde ordet ’shapeshifters’, så han på hende med et blik blandet med spænding og overraskelse. Det var første gang han havde hørt nogen sige det ord uden foragt i stemmen. Han drejede sin torso en anelse så han ikke lå lige på ryggen for at vende mod hende.
”Shapeshifters? Jeg er en shapeshifter,” sagde han. Ordene lå underligt i hans mund. Det måtte være første gang han nogensinde sagde det højt. Men det var som om en tung byrde blev løftet fra hans skuldre. Dette var første skridt mod at blive stolt af hvem han virkelig var.
Hun havde ret i, at han ikke havde sovet i flere dage. Han havde med vilje holdt sig vågen i frygt for at blive angrebet mens han sov i skoven. Han kunne mærke trætheden presse på, og han vidste godt, at han snart måtte sove eller også ville han blot besvime igen. Men han havde alligevel nok energi til at gengælde Tatias smil med et varmt smil af sit eget. Hun rakte ham så et glas og han valgte blot at stille det på bordet igen. Måske en dag ville han kunne finde på at drikke engleblod. Men den dag var ikke i dag. Et skridt af gangen.
Han lagde sig i stedet ned på ryggen igen og lagde tæppet ordentligt, men sørgede for at lade såret ved brystkassen få luft. I mens fortalte Tatia om noget med en alfa, men alt var en anelse sløret lige nu, så han mumlede blot, ”Panter”, til hendes svar og døsede en anelse hen. Det var først da hun rakte ham en trøje, at han tog sig sammen til at reagere igen. Han tog den og lagde den forsigtigt ned oven på tæppet. Hans krop var for øm til at han ville til at kæmpe med at få en trøje på nu, der måske alligevel var for lille. Men han sørgede for endnu en gang at smile til hende.
”Tak. For alt,” sagde han, før han til sidst ikke kunne holde øjnene åbne længere.

Han blev vækket af en person, der kastede ham op af sofaen og op af en væk. Det smertede gennem hele hans krop, og det var først da de sorte pletter for øjnene forsvandt, at han kunne se hvem angriberen var. En mørk, stor og kronraget mand, der så på ham med et dyrisk, truende blik. Kaeden ønskede at kæmpe igen, at skubbe ham fra sig, men han havde ingen styrke i sin krop til at kunne gøre noget for at komme fri, så han så blot på ham med et forskrækket blik, mens han blev truet.
”Hvad…?” var det eneste, der kom ud af hans mund, før den sindssyge mand gav slip på ham. Kaeden bukkede i knæene og skulle til at falde ned på jorden, men endte med at bruge alt sin energi på at blive stående oprejst. Han svajede en smule og blev nødt til at læne sig op af væggen for ikke at bryde sammen. Hans hovedpine var forfærdelig og han bukkede hovedet for at lægge sin hånd mod panden og gnubbe sine tindinger.
Han vidste godt, at det ikke var smart at udfordre en mand, der bogstavelig talt hentydede til, at han kunne spise ham, men han blev godt vred over, hvordan han talte til ham. Kaeden var vant til respekt og autoritet. Ikke vilddyr der viste truede andre mænd som for at pisse på sit territorium.
”Hvor meget er hun virkelig din, når du bliver nødt til at bede andre mænd holde sig fra hende?” sagde han med en snert af irritation og så på manden gennem sine mørke krøller, ”Bange for at hun vil bede dem om præcist det modsatte?”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Tatia on Tirs 3 maj - 11:30

Hun var faldet i søvn inde på Rakshas soveværelse. Hørte ikke da døren gik op. For ærligtalt var hun træt. Først da stemmer lød slog hun øjnene op. Hun var klædt i et par short og en tank top. De tæpper Raksha sov med var så varme at andet ville give en hedebølge. Hun gik hen til døren og åbnede den op. Hun gned sig lidt i øjnene og så på dem. Så blinkede hun let for at se helt klart. Nok til hun hørte det sidste Wade sagde. Hun stod og vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle sige til det. Så hun kløede sig let i nakken. Kaedens svar fik hende til at himle med øjnene.
"For himlens skyld." Mumlede hun og gik så ud i køkkenet for at hente noget at drikke. "så meget for en stille morgen." Hævede hun stemmen lidt. Dog fandt hun det tiltrækkende at Wade virkelig viste, at han var hendes. Der var intet at klage over der, for hun ønskede ingen andre end Wade. Men hvis der var noget hun havde lært var det at lade hannerne kæmpe, men på den anden side var det Rakshas ord. Og så ville det vel ende galt, hvis det var af Rakshas erfaringer indenfor sådan noget.  Tatia drak sit vand og himlede med øjnene.  Så gik hun tilbage til dem igen.
"Jeg har lige healet ham. Hvis i skal tæve løs på hinanden så vent i det mindste til, at han har fået noget træning." Sagde hun og kiggede på Wade.  Hun stillede sig foran Wade og kiggede på ham. Så kiggede hun over på Kaeden.
"Kaeden. Det her er Wade... Wade.. Kaeden." Sagde hun og flyttede blikket over på Wade.

Let placerede hun sin hånd imod Wades brystkasse og kiggede over på Kaeden derefter.
"Men hør her Kaeden." Hun lod sin hånd glide ned fra Wades brystkasse. Så gik hun  over foran Kaeden og kiggede på ham.  Hun rømmede sig let.
"Jeg reddede dit liv. Gav dig mad, vand. Husly. Men hvis din tilstedeværelse så meget som prøver på at ødelægge nogle relationer her. Mellem Wade og mig... eller nogle andre. Så smider jeg dig tilbage ligesom jeg fandt dig. Respekt går begge veje. Wade viser bare, hvem der bestemmer her. Han er en af de højest stillede her. Hvis du går imod ham, går du imod mig." Pointerede hun og så Kaeden i øjnene. "Du er stadigvæk min gæst. Er vi enige. Godt." Så trak hun det seriøse blik tilbage og gik et smil på læben igen.
"Morgen mad?" Spurgte hun og vendte sig om imod Wade og placerede et kys imod hans læber. "Sulten?" Spurgte hun let imod hans læber. For så ville hun finde noget mad frem.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]
I used to see beauty in people, but now I see muscle and bones
avatar
Tatia

Antal indlæg : 634
Reputation : 27
Bosted : In a cabin in Ashen Wood with Wade.
Evner/magibøger : Fire energy

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Ons 4 maj - 23:47

Wade stirrede arrigt ind i den anden mands øjne og afventende et svar. Dog da manden endeligt begyndte at tale, var det ikke ligefrem et svar som Wade havde regnet med. Han snerrede blot som et svar, selvom hans hænder var knuget sammen, klar til at slå om nødvendigt, såret eller ej, var han ikke den type person der tog imod respektløse ord fra en fremmed. Han kom med en tung udånding og rystede så bare let på hovedet:” Selv hvis du var ved dine fulde fem, ville du ikke være kampen værd.” konstaterede han en anelse hånligt, inden han så bemærkede at Tatia kom ind. Da han så på hende, forsvandt vilddyret en anelse og et mere blidt udtryk kom frem i hans ansigt.
Han kom med et roligt smil til det hun sagde, inden han lagde en hånd mod hendes kind og lænede sig ind for at plante et kærligt kys på hendes læber:” Lidt træning ville ikke kunne hjælpe ham..” sagde han så inden han drejede sit blik mod Kaeden, blidheden forsvandt nærmest med det samme inden han lagde hovedet på skrå:” Hvis han ikke kan finde ud af at slås, vil han bare blive en byrde for packen. Vi har ikke brug for byrder.” sagde han så og stirrede manden direkte ind i øjnene mens han sagde det. Efter at have haft Niylah, packens leder, som mor, havde han også kommet til at få nogle af hendes egenskaber. For eksempel var det at stirre ind i andres øjne, end Tatias selvfølgelig, en psykisk kamp om dominans.
Han lod Tatia klare resten af snakken, da han ikke følte at han havde mere at sige til en fremmed. Han lod sine arme køre over kors og tippede så hovedet en anelse op, for at blotte sin hals en anelse. Han havde ikke mere at sige til denne mand. Han så på Tatia og kom med en let udånding:” Hvis Niylah lader ham blive, så vil jeg stå for hans træning.” sagde han så en anelse bestemt. Så vendte Tatia sig mod ham og han mærkede hendes bløde læber mod hans, hans ene hånd greb instinktivt hendes nakke, dog ikke hårdt men på den bløde måde han altid holdte den:” Ja, lad os finde noget mad.” sagde han så, en anelse blidt i det.
Efter lidt tid slap han hendes nakke og kiggede en sidste gang på Kaeden:” En sidste ting.” nåede han at sige før han, i et hurtigt men hårdt ryk, slog ham i hovedet med sin albue:” Jeg har ingen grund til at have nogen form for respekt for dig. Ikke før du har bevist dit værd.” sagde han med en seriøs tone. Han smilte så en anelse let og rettede sit blik mod Tatia:” Undskyld at jeg giver dig mere arbejde..” sagde han så inden han kyssede hendes tinding blidt.

Med et glad smil tog hans Tatias hånd og gik med dem for at spise, uden rigtig at skænke manden den mindste form for opmærksomhed. Det var nok en anelse højrøvet gjort, men så længe manden ikke havde fremstået som andet end såret og svaglig, kunne Wade ikke lade sig selv respektere ham. Senere hen forsvandt han da arbejdet kaldte. Men han ville helt klart ikke glemme denne nye fyr. Og hvordan han havde det med ham.


// Tænker bare at jeg outer her, for så kan det være en perfekt afslutning for Wade!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Gæst on Søn 22 maj - 20:05

Manden foran Kaeden stirrede på ham som om han kunne finde på at slå ham når som helst. Kaeden nåede lige at fortryde at provokere ham, for hvis det skulle lede til en slåskamp, havde han ingen mulighed for at vinde, da manden besluttede sig for at det ikke var en kamp værd at tage. Han var lettet men sørgede for ikke at vise det, for han skulle jo spille hård og sej overfor denne nye konkurrent, eller fjende, eller hvad man nu kunne kalde det. Han havde i hvert fald ikke fået den bedste førstehåndsindtryk af ham.
Pludselig kunne der høres en ny stemme i lokalet og det tog nogle få sekunder for Kaedens slørrede sind at opfatte hvor lyden kom fra - Tatia.
I starten gav synet af hende en smule kræfter frem i Kaeden og han fik rettet sig en anelse mere op, stadig støttet op af væggen. Han så hen mod hende men sørgede for ikke at betragte hende for meget, for selvom han selvfølgelig ikke var bange for den fremmede mand, så ønskede han ikke at provokere til en unødvendig kamp. Hvor han formegentlig ville tabe stort. Han sagde intet men så afventende på Tatia, mens hun gik hen mod dem. Han forventede faktisk, at hun ville skælde Wade ud for at være sådan en overbeskyttende og aggressiv kæreste, men i stedet kyssede hun ham. Kaedens læber adskilte sig let fra hinanden i et overrasket blik, og han så ikke væk fra hende igen, da hun præsenterede sig for manden... Wade. Wade vendte på samme tid øjnene mod ham, og lige da han gjorde det, mærkede Kaeden en utilpas komme op i ham. Han vidste godt hvad Wade prøvede på at gøre. Det var dyrisk, primitivt, en kamp om dominans gennem øjenkontakt. Han sørgede derfor at fastholde blikket, selvom en del inden i ham bad ham om at lade være med at være så dumdristig og kigge væk. Indtil Tatia så snakkede til ham igen og... skældte ham ud?
Kaeden kunne slet ikke finde ud af det her. Det var ham der blev angrebet, men han skulle sættes på plads. Han så hen mod Tatia igen og følte både frustration og skam. Frustration over, at hun ikke var på hans side og skam over at blive skældt ud over kvinden der før havde reddet hans liv. Det stod tydeligt i hendes ord, at han ikke var andet end en byrde for dem. Så han endte til sidst med at slå sine mørke øjne ned i gulvet, da han ikke ønskede at møde hendes blik.
Han lyttede tavst efter til hvad de sagde, mens han prøvede at regne sig frem til, hvilken samfund han var kommet ind i. I samfundet her handlede det meget om rang og dominans, kunne han mærke. Hvis en person var i højere rang, skulle man ikke tale tilbage til dem, selvom de selv skabte konflikten. I samfundet handlede det om at være stærk og kunne kæmpe og slå fra sig - medmindre personen var af højere rang. Alt dette virkede egentlig som en flok. Men var det ikke også det som Tatia snakkede om? At de var en ulveflok? Kunne han nogensinde blive en del af det, når han allerede havde svaret en af de højest rangerede igen? Det måtte tiden vel vise.
Han så først op igen, da Wade snakkede direkte til ham. Han nåede ikke at reagere, før en albue ramte ham i ansigtet og en smerte skød i gennem ham. Han stønnede af smerte og greb sig hurtigt til sin blødende næse.
Okay... det ville kræve rigtig meget for ham ikke at svare denne højt rangeret person igen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Tatia on Søn 22 maj - 20:13

//Dun dun duuuuuuuun! Out xD

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]
I used to see beauty in people, but now I see muscle and bones
avatar
Tatia

Antal indlæg : 634
Reputation : 27
Bosted : In a cabin in Ashen Wood with Wade.
Evner/magibøger : Fire energy

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Help me ~ Tatia

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum