Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1168

Årstid | Forår

Måned | Marts

Seneste emner
» A sneaky human, and a metal vampire
Wanheda - Niylah EmptyLør 23 Mar 2024 - 20:07 af Renata

» Maybe less drama than before... (Lori) (X)
Wanheda - Niylah EmptyOns 20 Mar 2024 - 5:15 af Sean

» Det halve væsen ~Sean (Fortidsemne)
Wanheda - Niylah EmptyMan 18 Mar 2024 - 16:48 af Lenore

» A cozy afternoon at the inn - or not... ~ Natalie
Wanheda - Niylah EmptyMan 18 Mar 2024 - 7:10 af Katrina

» Bare et helt almindeligt familiemøde (Genevira og Lori)
Wanheda - Niylah EmptyTors 14 Mar 2024 - 23:07 af Genevira

» Chill, she ain't got non~ Abigail (Fortidsemne)
Wanheda - Niylah EmptyTors 14 Mar 2024 - 15:34 af Genevira

» Lena beware of the city - (Sean)
Wanheda - Niylah EmptyOns 13 Mar 2024 - 13:10 af Madelena Gray

» Nothing is what it was... ~ Renata
Wanheda - Niylah EmptyTirs 12 Mar 2024 - 20:57 af Renata

» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
Wanheda - Niylah EmptyMan 11 Mar 2024 - 16:12 af Sasha

Mest aktive brugere denne måned
Sean
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Lori
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Lenore
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Genevira
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Celenia
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Renata
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Jake
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Elizabeth
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Madelena Gray
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 
Katrina
Wanheda - Niylah Voteba13Wanheda - Niylah Voteba14Wanheda - Niylah Voteba15 

Statistik
Der er i alt 189 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Alysia

Vores brugere har i alt skrevet 164639 indlæg i 8719 emner

Wanheda - Niylah

Go down

Wanheda - Niylah Empty Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tors 21 Apr 2016 - 19:06

Regnen ramte skovbunden hårdt. Hun kunne knap nok få sig selv til at gå videre. Hun overvejede at søge til Dragons Peak bare for at tale med Josette eller Caroline. Bare for at se dem. Men de var så langt væk. Generelt var hun bare langt væk fra dem. Det havde regnet i timevis. Hun gik bare rundt. Til sidst var hun overbevist om, at hun gik i cirkler. Tårerne flød ud af øjnene på hende. Hun mistede balancen og fald ind i en stamme ved hendes højre side. Hun knyttede hænderne hårdt sammen. Følelsen af, hvor spændt hele kroppen var. Følelsen af ensomhed der ramte hendes hjerte og efterlod det i små stumper. De ville ikke engang kigge på hende mere. Da hun viste sig, håbede på det bare var en syg joke. Havde de bogstavligtalt jaget hende ud, som var hun intet mindre end en ræv der prøvede at stjæle deres madrester. Audrey havde aldrig følt sig så fortabt. Clarissa havde kigget undskyldende på hende. Hun vidste det tydeligvis var Matthew der havde stået for det. Elijah vidste ikke noget om det endnu, troede hun da ikke. Efter Skylars død, ville Salvatore familien vidst slet ikke have noget med Audreys forgiftede side at gøre. Der var mørke væsner der. De gav hende skylden for Skylars død. Som om, at det var hende der havde ført kniven og ikke Skylar selv.

Regnen havde gjort hende gennemblødt. Let slog hun et par hårde slag på stammen af træet, inden hun gik videre. Man kunne se, hvor udmattende det var for hende bare at holde fokus på at skulle gå. Hendes ben føltes som gele. Gruppen havde været hendes familie siden hun var 16 år. 9 år af hendes liv havde hun ledet den gruppe, for blot at blive tabt på jorden ved en simpel ordre. Wanheda. Dødens kommandant, havde de kaldt hende. De udstødte i familien fik altid et navn, så de ikke behøvede at nævne ens gamle. Det var sådan. Josette gik under Stormy. Det var ufattelig kompliceret. Alle minderne løb i hendes hoved. Alt fra de gode til de mere dårlige tider. Det var der, hvor hun var født og opvokset. Trænet til at være god i kamp. Trænet til at overleve. Hun lod til sidst hendes ben vinde kampen og hendes knæ ramte ned i jorden. Hun mærkede sine håndflader gribe hende inden overkroppen faldt forover. Hun klemte øjnene hårdt sammen for at få tårerne væk. Men de angreb hende voldsomt. Så løftede hun hovedet op og skreg så højt hun kunne med alt kræft hun havde tilbage i sine lunger. Derefter brød hun helt sammen igen. Mudret helt til. Selvom regnen prøvede at skylle hende ren. Det lykkedes næsten. Hun lod sig vælte til siden og stirrede blot tomt ud i luften imens tårerne trillerede ud af hendes øjne. Man kunne næsten hører hendes tunge åndedrag overdøve lyden af regnen. Sidste gang hun havde følt sig så knust var da hun lige havde mistet Blake. Men nu. Så var hun alene. Allyson og Caroline ville ikke forstå hende. Josette ville heller ikke og dog. Hun ville nok ikke lave andet end at komme med en kommentar. Desuden var de i Dragons Peak. Befandt sig sikkert et lækkert sted, hvor de fik serveret alt de gode fordi de var mørkest væsner. Audrey var altid blevet behandlet som den mest vise og den bedste af søskendeflokken. Sikkert havde hun også opført sig sådan, men det var hendes måde at agere på i forhold til hendes søstre, som lederen.
Lige nu.. så håbede hun faktisk blot at regnens kulde ville tage hende. Bære hende hen til et bedre sted, hvor hun ikke skulle føle denne smerte.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tors 21 Apr 2016 - 19:36

Påklædning Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], dog uden make-upen også med dette [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] omkring sit hoved. Hun har også sit velkendte smykke mellem øjenbrynene.

Huset var stort, og det havde ofte en tendens til at se ret så skræmmende ud, specielt nu hvor natten havde taget over skoven. Det var som om man får alvor nu kunne se det farlige ved stedet, om dagen havde det en aura at være et sted man skulle passe på, men nu her i nattens mærke...så var det en hel del mere skræmmende at betragte. Det var for alvor her de kunne være sikre, for ingen ville komme tæt på og de store ulve, de var helt klart en fin advarsel. De mange værelser var beboet, mange lå enten og sov eller også lavede de noget helt andet. I tronrummet sad Niylah. Efter at havde forsøgt i et par timer, måtte hun til sidst opgive søvnen, hvilket også forklarede hvorfor hun sad på tronen. Det var ofte den hun sad på, når hun skulle have møder med andre stammer, eller blot tale med sit folk. Det viste for alvor hendes magt, en magt hun havde haft i mange år og i den grad havde levet op til. Hun kæmpede for sit folk, og de kom altid i første række, endda hvis det betød hun ikke selv kunne være lykkelig.
Efter der var gået et godt stykke tid, måtte hun sande dette heller ikke fungerede. Hun havde brug for at bevæge sig, men hvor hun normalt ville sprinte af sted i sin ulveform, var det nok ikke hvad hun havde brug for nu. På trods af regnen gik hun ud, dog tog hun sin jakke på, samt et slør der holde hendes hår tørt. Selvom hun var vant til at leve i naturen, så kunne hun vel godt lide at holde sig selv tør. Om ikke andet så var regnen virkelig hendes yndlingsting, det var behageligt og roligt. Foruden at løbe i sin ulveform, så var det at gå i regnen det bedste. Det var afslappende, der var intet man skulle skynde sig over og i sig selv var det blot roligt.

I sin gang igennem skoven, kom hun forbi en ukendt fært. Det var en hun ikke havde duftet før, og endda på hendes eget territorium. Normalt ville hun nu havde skiftet form til sin ulveskikkelse, men der var noget lidt anderledes ved dette. Hun kunne nærmest smage sorgen i luften, så dette fik hende til at forblive i sin menneskelige form, blot for at bevæge sig i retningen af denne fært. Hun nåede et godt stykke derhen, før hun hørte et højt skrig. Det var øredøvende, men havde også et løfte om ufattelige store smerter. Selvom hun ikke kendte vedkommende, så følte hun med denne person. Hun kendte selv til det at føle så en intens smerte, at det eneste man kunne gøre var at skrige.
Da hun endelig nåede frem, betragtede hun den liggende kvinde. Hun var køn, og ganske menneskelig, dog hvis hun forblev liggende i dette vejr, så ville hun nok ikke være så levende mere. Hun skyndte sig hen til kvinden, hvor hun her trak sin jakke af, blot for at ligge den over pigens krop "hej" hun kiggede ned på hende, og her sendte hun kvinden et blidt smil. Hun forsøgte fremvise sig selv så blid som overhoved muligt, således den anden ikke ville føle sig bange eller truet. Hun strøg hende ned over kinden "Hvad med vi får dig op fra den kolde jord, også ind i varmen? Jeg bor tæt ved, hvis du vil kan jeg tage dig tilbage eller også kan vi blive her i lidt længere tid" hun lagde hovedet på skrå, så bekymrende på kvinden. Hun var vant til at bekymre sig om sin flok, så dette var vel blot endnu en af de bekymrelser hun kunne have. Selvom kvinden her var menneske og derved ikke en del af hendes flok, så ville det være direkte umenneskeligt at efterlade hende det. Det ville være specielt umenneskeligt nu hvor temperaturen var så kold og det samtidig regnede.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tors 21 Apr 2016 - 20:30

Lyden. Hun kunne se en skikkelse der kom stille imod hende. Men hun orkede ikke. Ikke at hun orkede det helt store lige nu. Audrey var ved at begynde sig at vende til følelsen af, at få den kolde skulder. Faktisk når hun tænkte sig om, vidste hun godt at hun var inde på ulvensområde. Tatia var trods alt en gemmel veninde af hende. Det overraskede Audrey da jakken blev lagt over hende. Hendes øjne rettede sig imod kvinden. Normalt ville hun have forsøgt sig med et smil, og en smule kunne hun også - men til sidst opgav hun.
"hey." Fik hun så endelig sagt. Det lød sølle. Svagt. Hendes stemme kunne ikke mere. Faktisk kunne hun slet ikke mere. Motivationen manglede. Hånden der blev strøget over hendes kind fik hende til at synke en klump. Pludselig lød varmen som en god ide. Kvinden fik hende på andre tanker og væk fra tanken om at ligge her til hun ikke havde et valg. Let sank hun en klump, selvom det var lidt ømt for den tørre hals. Audrey lod luft sive stille imellem sine læber.
"Varme lyder godt." Svarede hun i hæst. Let fik hun sat sig lidt op. Lod håndryggen kører hen over øjnene. Nok var det svært at se forskel på regn og tårer, men det var alligevel dejligt at tørre øjnene. Audrey var van til at rejse sig op når andre så på hende. Hun prøvede virkelig. Anstrengelsen var tydelig i hendes ansigt. Audrey prøvede at komme på benene, men de var stadigvæk som gele, dog som hun stod stille så lykkedes det hende at stå oprejst. Hun sukkede dybt, og blinkede let.

"Jeg er Audrey." Sagde hun så. Prøvede virkelig at sige det med så meget som stemme som hun kunne. Det var vel ikke ligefrem fordi at have fremmede med hjem var det fedeste. Hun fortrak at vide navnet på personer hun inviterede hjem, så mon ikke denne kvinde gjorde det samme. Audrey skævlede lidt. Det var trods alt mange timer at tilbringe udenfor, om man var van til at være ude eller ej. Audrey forsøgte sig med at tage et skridt frem, men benene svækkede hende næsten.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tors 21 Apr 2016 - 20:55

Hun kunne fornemme det på hende, fornemme sorgen og specielt i det manglende smil. Dog selvom kvinden her forsøgte sig med et, så var det tydeligt denne simple handling, var for hård for hende. De simpleste ting kunne ofte virke som de sværeste, specielt når man følte hele ens verden forsvinde. Hun kunne svagt regne sig frem til et eller andet måtte være sket for denne kvinde, men hun ville ikke presse ind med spørgsmål. Dette var også grunden til hun ikke sagde så meget, mest af alt også gav hende valget mellem om de skulle blive, eller hun ville tilbage til varmen. Hun havde selv intet imod at forblive ude i regnen, hvis det var hvad denne kvinde ville, så ville hun havde gjort det. Oftest i de hårdeste situationer, så var det bedste nok at vide folk var der for en, og selvom de ikke kendte hinanden, så ville hun da gerne hjælpe denne unge kvinde.
Hun smilede og nikkede, let flyttede hun sig. Hun ville give denne kvinde pladsen til at komme op, dog om ikke andet i det tempo hun selv skulle ønske. Niylah stod dog klar, klar til hvis kvinden skulle falde og her ville hun så gribe hende. Hun rejste sig selv op, dog modsat den anden kvinde, var det med lethed. Hun kunne se anstrengelserne, se problematikken i hendes øjne. Det måtte være nedværdigende, det ikke at kunne udføre en så simpel handling, uden problemer. Hun vidste selv, at når hun havde problemer med simple ting, så blev hun ofte vred. Hun hade ikke at være i stand til at gøre de ting, ting som hun altid havde været i stand til og lige pludselig var frarøvet. Det var det værste, så hun dømte derfor på ingen måde denne kvinde.

Som hun præsenterede sig, sendte hun et blidt smil til hende "Niylah" hun lagde hovedet på skrå, betragtede hvordan Audrey trådte frem, dog som hendes ben syntes at svække, greb hun ind. Hun lod sin arm glide ind, hvor den lå støttende på hendes ryg, dog samtidig således Audreys arm ville ligge over hendes skulder. Dette ville samtidig gøre at Niylah støttede hende i hendes skridt, og derved måske gøre det lettere for hende. Hun holde godt fast i Audrey hele vejen hen til huset, og som de kom ind førte hun den anden ind i tronrummet. Her fik hun lov til at ligge i en blød sofa "jeg vil hente noget varmt tøj, og noget mad til dig" sagde hun og herpå forlod hun rummet.
Tronrummet var smukt, det var prægtigt og viste virkelig sin sande magt frem. Sofaen som Audrey lå på, befandt sig henne i hjørnet, hvor der på væggene var klæder der dækkede for store vinduer. I modsatte ende kunne man finde tronen, den var prægtig, smuk og fantastisk. Tronen var lavet af træ, men den var formet på en helt fantastisk måde. På modsatte side af vinduet, var der en masse malerier. Disse malerier var flokkens tidligere alfaer, ved maleriet før Niylah var der et af hendes forældre. Maleriet af Niylah var gammelt, hun var ekstremt ung på det, omkring de tyve, hvilket derfor var over 300 år siden.

Der gik godt vel fem minutter også var hun tilbage igen. Hun havde en kjole med sig, samt noget kød til Audrey. Hun satte sig på sofaen, hvor hun her rakte den anden tøjet, samt maden "Hvis du er mere sulten efter dette, så er der massere tilbage, så sig endelig til hvis du skulle have lyst til mere at spise" hun smilede blidt til hende, før hun rejste sig op og bevægede sig imod vinduet. Hun stod og betragtede hvordan regnen sillede ned. Det var egentlig et smukt syn, meget beroligende kunne man sige

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tirs 3 Maj 2016 - 9:12

Stedet så forslået ud. På trods af regnen gjorde det en smule utydeligt, så kunne hun se det både skræmmende men smukke ydre. Audrey gik med ind i varmen, blev sat på en sofa. Kiggede sine omgivelser. Der var pænt. Smukt. Dog to det få sekunder før skønheden ikke var nok til at holde hendes humør oppe. Hun kørte hænderne igennem sit hår og klemte øjnene sammen.. i håb om at det var nok til at holde sine tårer hen. Det var hårdt. Hun havde ofret så meget for dem, og i sidste ende svigtede det. Audrey slog blikket ned i sit skød og klemte enkle tårer ud. Følelsen af det tab var ubeskrivelig. Som om nogle havde revet hendes hjerte ud, brækket det i små stykker og sat det på plads igen.
Lyden af Niylahs tilbagekomst gjorde hun hurtigt tørrede sine øjne, og tvang et smil på sine læber. Audrey vendte blikket stille imod Niylah og nikkede som tak.
"Det er meget venligt gjort af dig. Tak." Sagde hun med et mere oprigtigt smil. Det ville være rart at komme ud af det våde tøj. Nu var ikke den rigtige tid til at blive syg. Så hun tog imod tøjet og maden. Niylah rejste sig og gik hen til et vindue og så på regnen. Audrey rejste sig op og vendte ryggen imod Niylah. Her trak hun af sit våde tøj, og lod de falde til jorden. Hun trak kjolen over sit hoved, hvorefter hun løftede det blonde hår op så det ikke sad klistret mellem ryg og tøj.

Så satte hun sig igen og tog tallerkenen med mad. Så spiste hun imens hun betragtede Niylah ganske kort. Tatia havde fortalt lidt om hende, men hun måtte indrømme at det var bedre at møde hende i person end blot i historier. Hendes gruppe lagde eller hendes tidligere gruppe havde lagt længere væk. Men nok til at hun kunne fortælle Tatia at de ikke ønskede at angribe. Hende og Tatia var trods alt gamle venner. Det gjorde så også, at hun jo vidste hvilket område hun var inde på. Hendes gruppe havde ikke noget navn. De vidste blot, hvem der var deres leder, eller havde været. Charlotte ville nok ende med at lede dem om et år. Hun opdagede et par tårer ned af sine kinder tørrede dem væk.
"Jeg kommer til at savne det.." Sagde hun lidt lavt til sig selv nok mest, men det gjorde hende intet at Niylah hørte det."At lede et folk. Alpha, beta , omega." Lidt kendte hun til ulvenes betegnelser, det mindede hende om, at selv en alfa kunne blive omega. Lige som hende selv. Hun slog blikket ned og pustede lidt ud.
"Det var ikke fair. Jeg har gjort mit bedste. Prøvet så hårdt på, og for hvad... at blive smidt væk som en gammel sæk kartofler på grund af en uenighed." Hendes stemme knækkede over. Hun hadede det. Hadede at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Følelsen af ikke at hører til nogle steder var så ny for hende, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hvor hun skulle gå hen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tirs 3 Maj 2016 - 19:57

Da Audrey med et begyndte snakke, vendte hun blikket fra vinduet hen imod hende. Hun forholde sig som altid stille, mest fordi hun lige nu intet havde at sige. Hun ville langt hellere lytte til hvad Audrey havde at sige, også denne vej igennem hjælpe hende med sine bedste evner. Hun kunne fornemme dette var et hårdt emne, så hurtigt bevægede hun sig hen til sofaen og her satte hun sig på i sofaen ved siden af Audrey. Hun havde selv ikke prøvet dette, men hun kunne sagtens forestille sig smerten! Det måtte være forfærdeligt, det at blive smidt væk af sit folk og miste alt kontrol. At være en leder, var som at være den voksne figur i en familie og at miste dette...miste sin familie, det måtte være ufattelig hårdt.
Blidt lagde hun sin hånd imod Audreys knæ, som hun gav et klem "Det er kun forståeligt, det var dit kald og det er nu forsvundet. Du har mistet grund ideen om dig selv, men det er her du samler dig selv op igen. Som den kære Tatia altid siger: Ge smak daun, gyon op nodotaim. Du er faldet ned, men det er her du samler dig op igen, find ud af hvem du er og kæmp ud fra det" Hun forsøgte med sine bedste evner, at virke motiverende og specielt hjælpende omkring hende. Hun ville gerne hjælpe Audrey "Jeg ved det vil blive hårdt, intet er nemt og specielt ikke noget som det her, men jeg vil med glæde hjælpe dig. Vi tager det stille og roligt, én dag af gangen også køre vi videre derfra. Du kan få lov til at blive her så længe du skulle ønske, også vil jeg samtidig gøre mit bedste for at du skulle få det godt igen"

Som en leder, var hun hjælpsom. Hun gjorde alt for at hjælpe de som hun holde af, men samtidig også generelt dem i sin flok. Hun havde taget mange ind, herunder som dengang hun tog den unge Wade ind og her gjorde ham til sin søn. Han kom måske ikke ud af hende, men han agerede som hendes første fødte og dette betød at hvis hun skulle dø, så ville han agere som leder. Audreys ord om at hun havde gjort sit bedste, men at det i sidste ende ikke havde betydet noget, fik et alvorligt udtrykke frem i hendes øjne "Brug din smerte, brug den som et anker og bliv stærkere ud fra det" hun havde selv som ung brugt smerten ved tabet af sine forældre, herunder som et middel til at blive stærkere. Det havde været hendes mulighed, en mulighed for at blive bedre og i sidste ende følte hun skam også dette var tilfældet
"Det vil være hårdt, men du skal nok blive bedre! Du vil komme over dette, og i sidste ende vil de fortryde at havde valgt en anden" hun smilede blidt til Audrey, og gav igen hendes knæ et klem, før hun gav slip og lod sine hænder hvile i sit skød


Sidst rettet af Niylah Ons 4 Maj 2016 - 17:54, rettet 1 gang

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Ons 4 Maj 2016 - 17:50

Hun sad egentlig så småt og spekulerede på, om det var det rette valg hun havde taget. At for engang skyld vælge sin frihed frem for pligten. Havde det være det værd? Ville det blive det værd? Hun bed sig selv i læben. Smagen af jern ramte hendes tunge og gjorde hun gav slip. Hun registrerede ud af øjenkrogen af Niylah satte sig ved hende. Let løftede hun blikket op mod loftet for at bide det i sig.  En hånd på hendes knæ rettede hendes blik imod Niylah. Ordene gik i hjertet på hende. På godt og ondt. Hendes læber skælvede let, og tårerne løb stille ud af hendes øjenkrog imens hun kiggede på Niylah. Så snart hun nævnte Tatia fik hun et lille smil frem på læben. Fra da hun så Tatia første gang og til nu var der sket en masse. Ikke kun udseendesmæssigt. Mentalt var der sket en hel del, og hun var glad på Tatias vegne. Niylah havde dog ret. Hun skulle kæmpe videre. Hun skulle finde ud af hvem hun var uden et ocean til at støtte sig op af. Hun skulle finde ud af, hvem hun var og ikke, hvem andre ville have hende til at være. Det var tid til forandring. Audrey nikkede til Niylah.
"Jeg vil gerne blive her. Forhold til jeg ikke har andre steder at gå hen, så vil jeg gerne blive her." Svarede hun. Hendes stemme var meget forvrænget af hendes gråd, man kunne sige man lød snottet. Dog prøvede hun virkelig at lyde så normal som overhovedet kunne. Hun snøftede let og åndede så ud med et smil på læben. "Det alligevel et års tid siden jeg sidst har snakket med Tatia. Bare et glims af hende. Hun har virkelig forandret sig meget." Tilføjede hun måske lidt ude af kontekst til samtalen,  men hun fandt blot noget positivt ved situationen udover Niylahs hjælp. Det var vel en start?

Bruge hendes smerte. Den havde hun alligevel aldrig hørt. Alt hun havde hørt var, at hun ikke skulle tænke på det. Smid den væk. At hun ikke måtte føle den. Audrey nikkede let. Det var som en lektion, uden den samme form for hårdhed som hendes 'far' havde givet. Niylahs smil smittede af på Audrey. Hun vidste Charlotte var dygtig, ikke så dygtig som Skylar kunne have været og Elijah vidste hun var god også. Men hendes 'forældre' havde altid set hende som deres yndling der, hun bar åbenbart hendes biologiske faders naturlige egenskaber.  Leder egenskaberne også fik hun at vide, men dem var hun vidst ikke den eneste som havde arvet. Josette og Caroline havde haft større poster end hende, men alligevel følte hun at hendes ansvar havde været mindst ligeså stort som deres.  Let snak hun en klump og kørte en hånd igennem det våde hår. Hun var træt, kvæstet.  Audrey vidste at hun ikke havde nogle kræfter tilbage til andet idag. Nu havde hun fundet en lidt bedre form for indre ro. Hun frøs ikke længere, hun var ikke sulten længere. Hun vidste cirka, hvor hun befandt sig. Eller hun vidste i hvert fald, at hun kunne sove uden at skulle ligge halvvågen for at undgå fare. Selvfølgelig kunne hun tage til Terroville. Selvfølgelig, men hun følte sig hjemløs. Hun var gået, hvor hendes knuste hjerte havde ført hende hen, og hvis det var her, hvorfor så gå fra det? Hendes øjne blev langsomt tunge og kroppen faldt til ro.
"Jeg glæder mig til at se lejren imorgen." Sagde hun med en lav stemme efterfulgt af et lille gab. Ganske stille lukkede øjnene i, og kroppen blev slap. Hovedet gled ned og landede på Niylahs skulder. Hun havde ikke følt sig i ro nok til at kunne sove før nu, så kroppen havde registeret at hendes omgivelser kunne give hende ro til at falde i søvn uden der ville være stres.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Fre 6 Maj 2016 - 13:46

Hun rynkede brynet, specielt som Audrey's øjne med et blev fyldt af tårer. Med sin frie hånd, lod hun sin finger glide hen under hendes øje "Du er stærk, og selvom du føler dig svag nu, vil du blive stærk igen" hun forsøgte sig med at smile opmuntrende til Audrey. Selvom hun til tider kunne komme med god opmuntring, så var det på ingen måde hendes stærke side og dette var derfor en prøve i sig selv. Hun kunne ane styrken i Audrey, ane den styrke denne unge kvinde bar og hun ville med glæde hjælpe den frem i lyset igen. Hun smilede blidt "Du er mere end velkommen til at blive her. Du kan gøre som du ønsker, og skulle der være nogle problemer, så skal du endelig komme til mig" Selvom hendes flok altid kom i første række, så ville Audrey være en gæst og de behandlede gæsterne med respekt.
Da der kom snak om Tatia, smilede hun og der kom stolthed frem i hendes øjne "Tatia er blevet en stærk kvinde, jeg er stolt af hende og hvad hun har opnået" der var stolthed i hendes stemme, og man kunne derfor sige hun var beundrende over hvad hendes kære Beta havde opnået. Hun havde længe betragtet Tatia, set hvordan den unge pige blev en kvinde. Det havde været en smuk forandring, og det var i sidste ende hendes tillid til denne kvinde, som fik hende til at vælge hende som sin højre hånd.

Hun smilede blidt, nikkede og netop som hun skulle til at rejse sig, synes trætheden at tage over Audrey. Hun rynkede brynet, men forblev dog stille. Dette havde hun aldrig prøvet og hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det. Var Audreys tillid til hende så stor, eller var denne unge kvinde i virkeligheden så træt, at hun ikke kunne holde den tilbage. Ikke desto mindre fik hun blidt ført Audrey's hoved ned på hendes skød, her strøg hun blidt den unge kvinde igennem håret. Hun sad stille, lod Audrey sove ud og selvom der gik timer, gjorde hun intet andet end våge over pigen. Der var en nysgerrighed at ane i de grønne øjne, specielt som hun blidt betragtede Audrey. Blidt lod hun sine fingre glide hen over den bløde hud, og efter godt 5 timer, sad hun stadigvæk og vogtede over Audrey

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Søn 22 Maj 2016 - 20:16

//Out

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Gæst Tors 26 Maj 2016 - 9:08

//Out

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Wanheda - Niylah Empty Sv: Wanheda - Niylah

Indlæg af Sponsoreret inhold


Sponsoreret inhold


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen

- Lignende emner

 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum