maybe you can cure me! (Veltoí)

Det var en flot og solrig dag, og alle mennesker var glade. Der var en hel del på markedet, og der var godt gang i salgene. Der var mennesker der råbte, om priser og hvad de solgte. Der var tonsvis af boder med alt hvad hjertet begære! Frisk fisk, kød, ost, grønsager og alt muligt andet. der var nemt at blive fristet.
Dog var det ikke for at blive fristet at Shopiaa var her. Jo det var for at handle, men det var nu også mere for at overvinde sin frygt for mange mennesker.
Hun gik rundt blandt menneskerne, med en kurv over arme hun havde fået med af sin mor. Egentlig ville hendes mor gerne have været med, det vidste hun godt. Men Sophiaas psykiater havde sagt at hun skulle arbejde med det.

Hun gik derfor rundt her mellem alle disse mennesker, og prøvede at koncentrere sig om at handle, men det var virkelig svært med alle de mennesker. Hun begynde at få det dårligt, og hun måtte væk. Hun fik kæmpet sig ud af menneske mængden, og hen til en bænk. Hun satte sig ned, og slog armene lidt om sig.
Dette var ikke godt, hun havde det virkelig ikke godt med at være her! Virkelig ikke.
Hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte hamrede afsted, og pludselig havde hun det som om alle kiggede på hende.

Velto var taget ud på en lille gå tur for at nyde det dejlige vejr han elskede solen og varmen det var lige ham. Han gik rundt i sit ret flænset tøj det var blevet endnu mere flænset efter mødet med Yra så nu gik han rundt topløs, fordi han brugte trøjen til at stoppe de sår han havde så han ikke blødte ihjel. Pigerne han gik forbi holdt dog et skarp øje med ham og han vidste godt, hvorfor fordi han så godt ud! mavemusklerne kunne tydeligt ses, hans overarme kunne også tydeligt ses og det var jo guf for pigerne. Han gik dog forbi nogen handlere for at se om nogen af dem var piger så han kunne skrabe sig til lidt med, han fandt dog en kvindelig bager som var lidt yngre end ham "hey du.. jeg har glemt min pung og skal bare lige have et brød, tror du måske du kunne spare et?" han flirtede med den unge pige som stod og kiggede på ham og kunne ikke finde de ord hun ville sige "øh.. for dig kan jeg vil godt spare et brød" hun mumlede men han forstod dog hvad hun sagde og kyssede hende på kinden og takkede til hende og gik så videre og spiste.

Han gik så forbi mange mennesker og kom til at gå ind i nogen af dem, men undskyldte så bagefter til dem. Han vidste ikke hvor han skulle gå hen nu, han ville nu bare nyde solen men noget fik dog hans opmærksomhed, en rigtig køn pige som prøvede og komme forbi nogen mennesker men til sidst, var det som om hun fik det dårligt kunne han se men fulgte dog efter hende. Han fulgte efter til hende hvor hun sad på en bænk og gik over til hende "Hey, er du okay? jeg kunne se du fik det dårligt og ville bare lige være sikker på at du var okay" han smilede til hende og spændte lidt i musklerne bare for at flirte lidt med hende "gør det noget jeg sætter mig ved siden af dig?" sagde han og smilede til hende.

Hun måtte indrømme at hun havde fået varmen af det her. Hendes hjerte hamrede afsted, og hendes hænder rystede. Hun prøvede virkelig på at falde til ro.
Og det var sådan set også begyndt at ske så småt, dog blev nervøsiteten kun værre da hun hørte en mandelige stemme. Hun så lidt forskrækket op, og så lige op mod en fyr med bar overkrop.
Hun bed sig lidt i læben, og kom pludselig til at tænke på at hun hellere måtte svare ham. ”uhm.. Ja jeg.. jeg har det fint,.. jeg blev bare lidt svimmel” stammede hun lidt nervøst. Hun så en smule på ham, og lagde skab godt mærke til at han spænde mere i sine muskler, men opfattede nu ikke at det var for at flirte.
Den slags kende hun ikke ret meget til, og derfor genkende hun heller ikke når folk flirtede. Hun undrede sig nærmere over at han pludselig lavede denne bevægelse.

Hun så på ham da han spurgte om han måtte sætte sig, hun så lidt ned, men nikkede så forsigtigt, mens hun krummede hanken om sin kurv lidt. Hvis ikke hun var nervøs og utilpas før, så var hun det da nu. Godt nok smilede denne mand, men det hjalp ikke på hendes nervøse sind lige nu. Hendes hjerte hamrede afsted i brystet, og hun prøvede virkelig på at få det til at slappe lidt af. Hun så lidt nervøst rundt. ”når…. Jeg må heller få handlet.. de må have en god dag” sagde hun så høfligt hun overhoved kunne. Og rejste sig. Dog var tanken om at skulle ind i den menneske mængde igen temmelig skrammende

Han kiggede på hende og smilede igen og satte sig så ved siden af hende men der gik ikke langt tid før hun skulle videre igen og handle ind, det var lidt som om hun var bange for et eller andet "Jeg går med dig, du kunne godt trænge til en ekstra hånd" han smilede til hende og gik med hende hun var ret nervøs kunne han tydeligt se og ville dog hjælpe hende, Velto hader når han kan se, at der er en der har det skidt med noget så vil han altid prøve og hjælpe medmindre de så ikke vil have hans hjælp så går han igen. De kom over til flokken igen nu var der så kommet flere end før selv nogen mænd kom over og skubbede til Velto fordi de skubbe væk, men blev så skubbet igen bare endnu hårdere af Velto "se dig dog for alle har lov til at være her" sagde han ret surt til manden som så blev fornærmet og gik videre igen. "Navnet er for resten Veltói, hvad er navnet på den smukke kvinde her?" sagde han og smilede til hende, der gik ikke langt tid før endnu en mand kom over og skubbede til pigen han gik med og prøvede og tage hendes kurv, Velto gik over til ham, tog hans hånd og klemte til "Du har lige nøjagtig 4 sekunder til at skride her fra" han klemte endnu mere til "inden jeg brækker hånden på dig" han kiggede surt på manden og manden begyndte og beklage sig og skyndte sig væk i en hurtig fart "er du okay? han gjorde dig ikke ondt vel?" sagde han til pigen og kiggede efter manden, for at være sikker på han ikke kom igen.

//undskyld det korte svar >.<

Sophiaa bed sig lidt i læben da denne fyr sagde at han ville gå med hende, og at hun så ud til at have brug for en hånd. Hun rystede en smule på hovedet ”nej det er virkelig okay.. jeg kan sagtens klare mig” sagde hun, hvor hun dog lige efter var ved at blive gået ned af en mand. Hun slog lidt armene om sig. Hun havde det virkelig ikke godt med det her! Godt nok havde hendes psykiater sagt at dette ville være godt for hende, og at hun burde gøre det for sin behandling, men dette var virkelig alt for meget på en gang.
Dog var hun fast besluttet på at gøre det, eller i det mindste prøve. Hun hørte godt hvordan denne mand skælde ud på manden der var gået ind i hende, og hun vende blot blikket lidt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det.

Hun gik og ledte efter de boder hvor hun skulle handle, da hun hørte ham præsentere sig. Hun vende øjnene lidt mod ham, men uden helt at kigge på ham. ”Barry… Frøken Barry” mumlede hun lidt med en stille stemme. Hun havde ikke ligefrem tænkt sig at give ham sit fornavn, det havde han ikke noget at bruge til.
Hun fandt endelig en af de boder hun gerne ville hen til, og satte kurs mod den. Jo hurtigere hun fik handlet, jo hurtigere kunne hun komme væk her fra. Dog blev hun nærmest løbet ned inden hun nåede der over, og hun mærkede et tage i hendes kurv. Dog var hendes refleks blot at holde mere fast i den.
Men før hun vidste af det, så stod Veltói der, og havde fat i manden. Hun så lidt forskrækket på det.
Hun mærkede denne ubehagelige fornemmelse igen, og begynde at ryste lidt. Angsten steg op i hendes krop, og pludselig blev angsten for at alle ville stjæle fra hende, gøre hende ondt og sådan bare meget værre.

Da han vende sin opmærksomhed mod hende igen, var hendes øjne blanke, og meget forvirret, nervøse og fulde af angst. Hun begynde at hive efter vejret, og blev generelt bare dårlig. Folk blev ved med at ramme ind i hende, og komme alt for tæt på.

Da hun ikke svarede og bare stod og kiggede på ham og begyndte så og ryste så kunne han se, at der var noget galt med hende, hun var ikke vild med det her og der skulle gøres noget nu. Han tog om hende og krammede hende og nussede så hendes hår "Rolig nu frøken Barry, jeg vil ikke dig noget ondt" han nussede hende endnu og hjalp hende så ud af flokken af mennekser igen, han tog hendes hånd og gik hen til en bænk, han fik dog stjælet en flaskevand med fra en handler uden hun så det "her søde drik det her" sagde han og åbnede for flasken "som jeg sagde før jeg vil Dem ikke ondt" han satte sig så ved siden af hende "jeg kunne se der var noget galt og vil kun hjælpe dig frøken Barry" han smilede til hende og måtte give hende et valg. "Hvis du ikke vil have jeg er her så sig til" han sukkede "så går jeg med det samme, okay?" han ville kun hjælpe hende og fordi han ville det var simpelt, han vil hjælpe dem, han kan komme til og Barry var ret.. sød tænkte han hendes søde udstråling kunne han godt lide men hvis hun ikke ville have hans hjælp så skulle han nok gå igen selvom han håbet, at hun ville acceptere det for han vil rigtig godt hjælpe hende og lære hende og kende, men turde bare ikke og sige det, selvom han udstråler med selvtillid så bliver han også lidt genert.

Hun mærkede tydeligt hvordan hele hendes krop dirrede, og hvordan hun fik svært ved at få vejret. Hun så sig panisk rundt for at finde en vej ud derfra. Dog stoppede både hendes rysten og hendes vejrtræknings problemer med et da hun mærkede den varme ud mod hendes kind, og de stærke arme om hende. Hun spærrede øjnene op, og pludselig glemte hun alt om at hun ikke kunne få vejret.
I stedet løb hendes hjerte vædeløb i hendes bryst, og hendes kinder blussede op. Hun havde aldrig været så tæt på en anden mand, end lige hendes far.
Hun hørte hvad han sagde, og et eller andet i hende følte sig tryk, men samtidig det modsatte.

Hun mærkede hvordan han ledte hende ud af menneskemængden, og gik helt stille og lidt i sin egen bobbel over mod bænken, hun tog imod den flaske han gav hende, som hun intet anede om var stjålet. Hun tog en tår af vanden, og så lidt over mod ham da han begynde at snakke.
Egentlig hørte hun ikke rigtig halvdelen af det han sagde da hendes hjerne arbejdede på højtryk fordi den diskuterede med sig selv om hvad hun skulle gøre og sige.

Derfor var det eneste der kom ud af hendes mund ”Sophiaa!.... Mit navn er Sophiaa” sagde hun så med en stadig desorienteret stemme.
Han fik endelig vendt blikket væk fra ham, og ud mod den store menneske mængde. Hun sukkede lidt ”jeg… har det lidt svært med mange mennesker… eller…. Generelt bare med andre ” sagde hun så stille.

Han kiggede på hende og smilede og gav hende et kys på kinden "dejligt og møde dig Sophiaa" han lyttede til det hun sagde og smilede igen "det er okay, jeg kunne godt se det på dig" han nussede hendes hår igen "jeg vil godt gå med dig rundt hvis det er" sagde han og rejste sig op og tog hendes hånd og holdt hende i hånden, han flettede dog ikke fingre med hende, men bare holdt hende i hånden "Sig hvad du skal have handlet ind så kan vi gøre det sammen" han gik så med hende ind i menneske flokken igen men holdt sig tæt til hende så hun ikke blev bange eller fik angst igen.

//har ikke meget krea.. derfor blev det ret kort ._.

Hun stivnede helt da hun mærkede kysset mod hendes kind, og atter blussede hendes kinder op. Hun var slet ikke vandt til mennesker, og slet ikke at de var som han var. Hun bed sig en smule i læben, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv.
Hun hørte hvad han sagde, og gned sine hænde lidt mod hinanden, havde han virkelig kunne se det på hende? Hold nu op! hvem prøvede hun at narre, alle kunne se at der var noget galt med hende.
Hun så lidt ned og havde aller mest lyst til at skrumpe og forsvinde. Dog mærkede hun hans hånd mod hendes hoved, og hvordan han nussede hende. Hun vende hoved lidt mod ham, og så lidt overrasket ud.
Hun hørte hvad han sagde, hvilket kun overraskede hende endnu mere. Hun nåede slet ikke at svare før han havde taget hendes hånd og trukket hende op og stå. Og før hun vidste af det var de inde i menneske mængden igen. Hun mærkede hans hånd om hendes, og høre hvad han sagde Hun bed sig lidt i læben, og vidste ikke om hun skulle lade ham hjælpe sig, eller hun skulle løbe skrigende bort!

Dog skulle hun jo lære at færdes her inde, og det var faktisk som om det ikke var nær så skræmmende at gå rundt her, når han var med.
Hun fiskede en seddel op fra hendes pung. ”jeg har fået denne med” sagde hun så.
det var en huske seddel, hvor der stod.


De ting der stod på sedlen afslørede en meget væsentlig ting. Sophiaa manglede ikke penge. Dette var bestemt ikke billige vare! Og nej det var det ikke! Sophiaas mor gik meget op i at alt var godt, og at man kunne se at de havde penge. Og hun skulle netop holde et middags selvskab i aften, og derfor skulle alting være det bedste


//det er helt i orden, du giver stadig noget at svare på ^^

De gik rundt i hånd og hånd men han fik dog mere lyst til at flette fingre med hende men han gjorde det ikke, pigerne de gik forbi kiggede på ham da han stadig gik i bar overkrop, men kiggede så bagefter på Sophiaa og så surt på hende, da de måske troede, at de var kommet sammne men det var de jo ikke. Han lyttede til det hun sagde og prøvede og se om de kunne spotte en handler der havde det hele eller en butik som havde det, de gik lidt frem og tilbage og fandt så en handler som Velto troede på, at han havde det hun skulle bruge. De gik sammen derind og Velto tog så hendes indkøbsseddel, og gik op til manden der stod og kiggede underligt på ham, nok fordi han ingen trøje havde på "Den nydelige kvinde her skal bruge de her ting og det ser vidst ud til, som jeg har spottet, at De har dem" han kiggede lige rundt for at være sikker "Vil De ikke finde dem frem til os?" han smilede til ham og manden nikkede bare, og begyndte og finde tingene frem "Sop, er det egentlig okay jeg kalder dig det?"han smilede til hende "når manden har fundet tingene så går vi op og pakker og du får ham betalt og så er vi smuttet igen" sagde han og smilede til hende og ventet på at manden havde fundet tingene, han gik dog over til hende og holdt om hende for at være sikker på, hun ikke fik det skidt igen da han kunne mærke, at hun var rolig når han holdt om hende.

Det hjalp ikke meget på hendes nervøsitet at der var en masse piger der nedstirrede hende mens de gik. Hun blev ved med at se ned mod deres hænder. Han havde varme hænder, og store! Hendes lille og tynde hånd forsvandt jo nærmest i hans. Han fulgte bare lidt med ham rundt. Hun vidste ikke helt hvad han ledte efter, men hun fik da kigget på et par ting mens de ledte. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, hun kende ham jo slet ikke! Og Nu gik de der, hånd i hånd..
Da han tog hende med hen til en mand der så ud til at havde det hele, stoppede hun lidt, og lod Veltói gå op til manden og sige hvad de skulle have. Hun så sig lidt om, og kunne underligt nok mærke at hun blev en smule mindre tryg da han var gået. Men han var jo lige der, så hun regnede med at det nok skulle gå..
Hun rettede hurtigt og spørgende hovedet op, da han sagde Sop. Hun hørte hvad han spurgte om, om han måtte kalde hende det? Det var første gang der var nogle der havde givet hende et kælenavn. Hun kunne egentlig ikke undgå at få en lidt glad følelse inden i. Hun nikkede lidt til det.

Hun lyttede til hvad han fortalte, og nikkede til det. da han kom over til hende igen, så hun lidt ned i jorden. Dette gjorde hende faktisk virkelig genert.
Da manden var færdig og kom med alle tingene, gik hun op til ham, og betalte. Det blev en del, men hun betalte bare som var det små penge hun skulle af med.
Manden smilede til hende og ønskede hende en god dag, og Sophiaa så først overrasket ud, men smilede så igen. Det var dejligt at møde en venlig fremmed. Selvom det jo også var det hun havde gjort med Veltói.

Hun tog kurven i sin arm, der nu vejede en hel del mere. Hun så på Veltói. ”tak for hjælpen!... det var virkelig sødt af dem.. Hvordan kan jeg gøre gengæld?” spurgte hun så med en blid stemme. Hun var faktisk virkelig taknemlig. Virkelig!

De fik pakket hendes kurv og de gik sammen udenfor da hun så snakkede til ham og han lyttede til hende: "Det var da så lidt Sop, og du skal ikke gøre gengæld, jeg ville bare godt hjælpe" han kyssede hende på kinden, han havde ingen steder og være og skulle sikkert sove i gaden igen eller hvor han kunne komme til det, men sådan var det når man havde mistet alt pga nogen skide skyggevæsener. Han krammede hende så "nå du må hellere se og komme hjemad det er ved at være eftermiddag" sagde han og gik så, han gik videre i bar fødder og bar overkrop og flænset bukser han var ved at være et godt stykke fra hende da han vendte sig om, og sendte hende et smil og gik videre igen, hans ryg var ved at gøre rigtig ondt pga alle de gange han har sovet på jorden og det så ud til, at endnu en aften skulle han sove på jorden igen men han kommer igennem det, det ved han selv det er bare med at have mod til at gå på og tage tingene som de kommer, selvom han dog hellere ikke ville have noget imod, at dele en seng med Sop, tanken har været der men det ville sikkert ikke gå.

Hun bed sig en smule i læben da han sagde at hun ikke skulle gøre gengæld. Men det havde hun virkelig lyst til! Han havde virkelig hjulpet hende, og han vidste ikke engang hvem hun var. Han havde bare besluttet sig for at hjælpe hende, og det havde han gjort. Og hvis ikke han havde gjort det, så havde hun sikkert stadig siddet på den der bænk, eller var løbet hjem igen. Uden ham, havde hun sikkert slet ikke klaret det her. Hun blussede op i ansigtet, da hun mærkede hans bløde læber mod sin kind. Hendes blik sank genert, og hun bed sig lidt nervøst i læben.
Hun mærkede der efter krammet og blev kun mere rød i hovedet. Han var virkelig en venlig og omsorgsfuld fyr, og hun havde svært ved at finde ud af om hun var tryk eller utryk omkring ham. på en måde gjorde han hende tryk, men samtidig blev hun utryk over ikke at vide hvad han ville, ikke at vide om han blot var venlig, eller der stak noget bag.

Hun nikkede til det han sagde, og så lidt efter ham da han begynde at gå. Hun betragtede ham lidt som han gik. Han lignede bestemt ikke en der havde voldsomt med penge, så ville han nok have noget tøj på. Hun bed sig en smule i læben da han vende sig, og smilede til hende. Han så glad og smilende ud, men det var som om der stak noget bag.
Da han atter begynde at gå, så hun lidt ned. Hun kunne ikke helt bære tanken om at han måske ikke fik noget mad i dag, eller at han måske skulle sove på gaden. Han havde intet andet end de slidte bukser på, og det så bestemt ikke ud til at der var plads til nogle penge nogle steder..
Uden helt selv at tænke over det, eller over at hendes mor ville gå amok over det hun nu skulle til at sige, trådte hun et par skridt efter ham ” Veltói?” kaldte hun lidt efter ham.
Og så afventende på ham.
Hun så sig lidt om, bare for at sikre at hun ikke gik ind i nogle. Hun gik over til ham ”uhm.. Mine forældre holder et stort selskab i aften… Har du ikke lyst til at komme?” spurgte hun så. Hun knugede hanken på kurven lidt. Hvad var det dog hun stod og sagde?

Hun så en smule ned af ham, og så op igen ”Du kan helt sikkert låne noget tøj af min far.” sagde hun så. Hun regnede ikke med at hendes mor ville gå med til at han kom sådan der.

Han nåede dog ikke langt for han kunne høre den søde stemme bag sig igen, det var Sop: "Det vil være mig en fornøjelse" sagde han og krammede hende igen og holdt hende godt ind til sig "men jeg vil ikke være til besvær, men hvis din familie nu ikke vil have jeg er der" han sukkede "så går jeg selvfølgelig igen" sagde han og smilede til hende, hendes stemme gjorde ham så glad hver gang hun snakkede så pumpede hans hjerte bare endnu mere og det er første gang, at han har haft det sådan ved en pige der måtte være noget over hende her, som han kunne lide "du viser vej min kære" sagde han og tog hendes hånd men ikke bare holde hende i hånden, men flettede fingre med hende det gav Velto en ret.. varm følelse i sig og rødmede måske også lidt "du viser bare vej kære" sagde han og smilede til hende.

Egentlig fortrød hun at hun havde spurgt! Hvad hvis han ville syntes at hun var underlig? Hvis han syntes hun virkede desperat, og total omklamrende?
Hun var allerede ved at gå i panik, åh dette var den dårligste ide, hvad hvis han bare gerne ville væk fra hende, og det var derfor han gik nu? Hvad hvis han syntes hun var underlig og sær! Det var hun jo også!.. Og han havde oven i købet set det!
Panikken var allerede godt ved at sprede sig i hendes krop, da hun hørte hans svar. Hun så hurtigt og overrasket op på ham. Sagde han lige ja?
Dog inden hun nåede at sige mere, mærkede hun de store og stærke arme der krammede hende tæt ind til ham. Hun mærkede den varme brystkasse, og rødmede kraftigt, særligt fordi han ikke valgte at rygge sig igen, men blev stående og holde om hende.

Hun hørte hvad han sagde med hendes familie, og hun bed sig i læben. De ville ikke syntes om det. Måske kunne hun overtale sin far… men hendes mor? Den var værre. Men det kunne hun jo ikke fortælle ham nu.
Hun nikkede lidt til det han sagde, og håbede virkelig på at hendes mor ikke ville være alt for hård, og pinlig.
Da han endelig slap hende, var det næsten som om hun sank i knæ, dog blev hun stående på sine ben, og vende sig bare lidt genert og rundforvirret rundt mod den vej de skulle, da han sagde at hun viste vej. Hun skulle lige til at tage det første skridt, da hun mærkede hans store hånd i sin, og ikke bare det, men også hvordan han flettede sine finger ind mellem hendes. Hun så lidt ned på deres hænder, og blev virkelig i tvivl. Var det sådan man fuldes med andre? Hun havde jo ikke mange venner, og vidste ikke helt hvordan man bar sig ad.
Hun så lidt rundt, blot for at erfare at der ikke var andre der sådan gik og holde i hånden.
Hun så lidt generet ned da han atter sagde at hun bare kunne lede vejen, og begynde så at gå. Hun følte sig meget pinlig berørt! Tænk hvis hun mødte nogle hun kende?


Dog kom de hele vejen hjem, og de nåede til den del af byen der have rigeligt med penge. Sophiaa gik ind af en haveloge til et stort hus, Et meget stort et faktisk, i en typisk britisk stil.
Da de nåede op til huset, slap hun dog hans hånd, hun skulle nødig ende med at give nogle forkerte ideer.
Hun gik op til døren, og åbnede den ”MOR!... FAR!” kalde hun mens hun satte kurven på gulvet.
Næsten i det samme de var kommet ind af døren, kom der 2 stuepiger, den ene tog Sophiaa’s overtøj, og en anden tog kurven med vare og smuttede ned i køkkenet med den. Begge piger betragtede dog gladeligt Veltói, og fniste begge på vej ud. Det var jo kun unge piger, men derfor syntes de stadig at Veltói var noget af en flot mand

De var på vej over mod hendes hus, men han kunne nu mærke på hende, at hun ikke var tryg med det her, så han blev enig med sig selv, at hvis forældrene siger at de ikke vil have ham i deres hus, så vil han dog takke Sop for at være flink mod ham og tilbyde et sted med tag det er der alligevel ingen der har tilbudt ham før. Imens de gik kunne han, igen, mærke at hun ikke var tryg derfor stoppede han op "Hey søde, rolig nu det skal nok gå, okay?" han kyssede hende på panden og viste hende tegn til at hun kunne gå videre. Han gik ud undrede sig, hvorfor havde han ikke mødt hende noget før? hun er rar, sød, genert hvilket han finder ret sødt også og så er hun bare vidunderlig køn - lige det han kan lide om hun er rig eller ikke var han ligeglad med, hun kunne være så fattig som ham selv og stadig ville han synes hun var sød. Imens de gik så gik de forbi en forhandler der solgte jakkesæt og det eneste jakkesæt, han havde prøvet var det han fik af sin far for nogle år siden og nøj.. han så godt ud synes han selv, han kiggede nøje på butikken indtil de gik forbi den.

De var nu kommt hjem til hende og var kommet indenfor to tjeneste piger kom og tog hendes ting og han lagde dog mærke til hvordan de kiggede på ham, han var bare høftlig og smilede tilbage til dem. Okay.. hvem skal jeg møde først af dem? for at blive godkendt" sagde han med et smil på læben og nussede hende og hviskede så i hendes øre "jeg håber de accepterer mig, jeg ville ikke have noget imod sove i samme rum med sådan en dejlig en som dig" han kyssede hende så på kinden bagefter og smilede til hende.

Hun mærkede hvordan han stoppede hende, og hun så på ham, hun hørte hvad han sagde, og mærkede kysset mod sin pande. Kunne han virkelig mærke det når hun havde det skidt? Hun nåede ikke engang at gå rigtig i panik denne gang.
Hun rødmede en del, og vende rundt, og begynde at gå igen. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige eller gøre med det der!

Da de stod i entreen så hun lidt efter pigerne med et smil. Hun var heldigvis en af de der mennesker der godt kunne være sød og venlig overfor sine ansatte. Hun vende hovedet mod ham da han spurgte hvem af dem der skulle godkende ham. ”min far gør det nok hurtigt når han høre hvad du gjorde men min mor er mere……” mere nåede hun ikke at sige før han kom tæt på hende øre. Hun hørte hvad han hviskede, og blussede helt op i hendes hoved. Hun følte sig pludselig helt opkogt, og vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Det var nu ikke det hun havde ment da hun sagde han kunne komme med! Troede han det om hende? At hun havde hevet ham med hjem for at være sammen med ham? Åh gud! Han troede hun var en prostitueret? Han troede hun ville have sex med ham og alt mulig! Hun havde ikke engang kysset en mand før!
Hun mærkede hvordan hun begynde at få det yderst varmt, og på meget kort tid var det hele ved at eksplodere inde i hende.

Dog kom hendes forældre ud i gangen, hun slappede mere af, og så på dem. Dog hjalp hendes mors noget forskrækkede udtryk ikke på det. ”Hve…hvem er det der Sophiaa!” sagde hun skabt. ”Og hvorfor ser han sådan der ud?... er han fulgt efter dig hjem? Skal jeg ring efter ordensmagten?” Allerede nu kunne man høre hvor hysterisk og overbeskyttende hendes mor var. Sophiaa rynkede brynene ”MOR!.... Han er en ven!... Han hjalp mig inde i byen… Jeg fik det virkelig skidt, og han hjalp mig.. Jeg har handlet det hele ind, takket være hans hjælp” sagde hun en smule skabt, men det var tydeligt at hun var taknemlig.

Hendes mor vrængede ansigt, og kom bare med et hmf.. Sophiaa’s far der imod, gik over til Veltói og rakte hånden frem ”goddag min dreng, det var pænt af dem at hjælpe vores lille prinsesse her!” sagde han med en utrolig blød fader stemme. Sophiaa blussede lidt op i hovedet igen ”far!” brummede hun da det var temmelig pinligt at han kalde hende for hans prinsesse.
Sopihaa så på sin far ”jeg har bedt Valtói om at gøre os selskab til selskabet i aften!... kan han låne noget tøj af dig far?” spurgte hun.
Hendes mor var ved at dåne ”TIL SELSKABET!?” udbrød hun. ”Det kan der ikke være tale om sophiaa! Det er en meget vigtig aften for din far, og den har været planlagt længe!” vrissede hun skabt.
Sophiaas far, så dog roligt på sin kone og derefter på sin datter, mens han tog sin pibe i munden han ellers havde haft i hånden ”Når det ser jeg nu ingen problemer i!... det selskaber trænger alligevel til noget ungt liv” han så på sophiaa ”sørg du for at en af pigerne for gjort et bad og noget tøj klar til den unge mand” sagde han roligt.
Hans kone kom med endnu et fornærmet Hmf, og vende rundt og trampede ind i stuen. Sophia krammede sin far, og tog så Valtóis hånd, og trak ham med sig. Hun trak ham ned af en gang med en dør for enden.
Bag døren var der et form for drivhus. Hun trak ham gennem det smukke blomster fylde glashus, og ind af en anden dør, der førte ind til en mindre bolig. Hun så på ham da de var kommet der hen ”jeg får en af pigerne til at gøre et bad klar til dig” sagde hun med et sødt smil, og slap ham for at gå ud mod te køkkenet

Lige pludselig kom hendes forældre og der kunne han godt mærke, at han blev lidt nervøs speciel hendes mor hun var en meget overbeskyttende mor, hvilket han godt kunne lide og blev ikke sur over den måde hun var på, i stedet for smilede han til hende og bukkede for hende "De må meget undskylde, at jeg kommer uden trøje og flænset bukser.. men jeg er ikke just den rigeste" han sukkede og forsat så "mine forældre var velhavende men.." han tøvet lidt ved at fortælle hvad der skete "men de blev dræbt af en flok skyggevæsener og jeg var den eneste der overlevede" det var hårdt for ham og snakke om, da det er et ømt punkt på ham "de dræbte mine søskende også, jeg nåede og gemme mig men det var for sent for de andre" han blev lidt trist over det, han har aldrig fortalt det til nogen som helst og det var dejligt og komme ud med "derfor beklager jeg at jeg ser ud som jeg gør, jeg har prøvet og overleve alene" sagde han og smilede til hende "jeg bliver bare væk fra selskabet hvis De vil have det Miss".

Da faderen så kom og rakte hånden, så rakte han selvfølgelig sin hånd til ham og gav ham hånden med et lille klem "det skal De ikke tænke på Hr. deres smukke datter havde problemer" han kiggede på hende "jeg kunne ikke bare efterlade din smukke datter i den tilstand hun var" han blinkede til Sop.

Han takkede tak til faderen og sagde han ville godt gøre ham ved selskab, hvis han ønskede ham og gav ham hånden igen, inden han fulgte efter Sop igen "Sop du har været så flink mod mig.. jeg.." han var så glad at en lille tåre faldt fra hans ene øje "ved ikke hvordan jeg kan give igen, tak" han trak hende så ind til dig, løftede hende op og kyssede hende på munden, et langt kys, inden han satte hende ned igen "jeg mener det, tak Sop, du er fantastisk" han smilede til hende og lod hende gå derhen hvor hun nu skulle.

Sophiaa så meget overrasket på Veltói da han begynde at fortælle om sig selv og hans fortid. Det var jo en forfærdelig fortid. Hun sank blikket lidt, og fik utrolig ondt af ham. Hvordan kunne han være så optimistisk og glad en person når han havde været ude for alt det?
Hendes forældre stod også og lyttede, og det var tydeligt at det berørte dem begge. Moderen sagde ikke så meget. Hun skulle jo nødig miste sin stolthed, men hendes mand vidste at hun var berørt.

Sophiaa var meget stille da de gik hen i den anden fløj. Hun vende sig mod Veltór da hun hørte ham tale. Hun så den tåre der gled ned over hans kind, og hun spærrede øjnene op. hvad skulle hun gøre, hun havde svært nok ved at tackle sine egen tristhed, hvordan skulle hun klare hendes ”jeg.. uhm..” mere noget hun ikke at sige før et overrasket gisp fra hende da han løftede hende op. Hun spærrede øjnene op, skiftede farve til blodrød og hun stivende helt da hun mærkede hans læber mod sine egne.
Hendes hjerte hamrede afsted, og hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Da han satte hende ned, stod hun lidt og så ned mens han talte. Hendes hoved var tomat rødt, og hun prøvede virkelig på at skjule det men det var lidt svært. Hun bed sig lidt i læben ”det… det var blev en tak.. for din hjælp” mumlede hun stille og genert.

Hun fik dog endelig samlet sig sammen, eller nærmere så fandt hun en god undskyldning for at flygte ”jeg kalder lige på en af pigerne” sagde hun hektisk, og skynde sig ud i te køkkenet, og lukkede døren efter sig.
Hun tog en hånd op til munden, og hev efter vejret. Hun havde det som om hendes hjerte var ved at springe ud af brystet på hende, og hun rystede over det hele.

Den ene af pigerne kom hen til hende ”frøken!?.. hvad sker der?” spurgte hun bekymret. ”har de et anfald?” spurgte hun. Sophiaa rystede på hovedet ”nej… jeg… jeg er bare lidt… øhm lidt træt” sagde hun helt forvirret. Hun så på den unge pige ”Vil du gøre et bad klar… jeg har en gæst med… han står der ude” sagde hun så, og flyttede sig fra døren.
Stuepigen så undrende på Sophiaa og åbnede døren lidt, og så Veltói. Hun lukkede den hurtigt igen, med et kæmpe smil ”Frøken Sophiaa!.. han er da VILDT dejlig!... hvor har de støvet ham op?” udbrød hun med en latter.

Sophiaa tyssede på hende ”han hjalp mig inde på markedet!.... Se nu og kom ud og hjælp ham!” sagde hun lidt hunsende men med en kærlig stemme.
Stuepigen smilede stort ”med glæde” grinte hun lidt drillende.
Hun smuttede ud af døren, og hen mod Veltói ”Velkommen hr… nu skal jeg vise dem til rette” sagde hun med et stort og venligt smil og nok også lidt flirtende. Det var nu bare sådan denne stue pige var. Hun var ikke bare Sophiaas stuepige, men også det tætteste hun kom på en veninde.
Pigen viste Valtói op til et stort badeværelse, og gik over til et stort kar, og tænde for vandet, mens hun ledte efter håndklæder. Hun fylde noget skumbad i vandet med duft af roser ”ja beklager men det er frøken Sophiaas yndlings duft, og de andre er nok lige FOR tøsede til dem” sagde hun med et skævt smil.

Sophiaa selv var gået op på sit eget værelse, der havde hun sit eget badeværelse, det Veltói var på var blot et gæste badeværelse. Hun hoppede selv i bad, og fik ordnet sig, dog kunne hun slet ikke få det kys ud af hovedet. Hun vidste jo slet ikke om hun skulle ligge noget i det.

Hun havde lige pludselig travlt efter kysset, han synes det var sødt, da han kunne se hvordan hun rødmet. Da hun gik ind kom der lidt tid og en stuepige kom ud og var ret flirtende, Velto smilede tilbage til hende og flirtet lidt med hende, men ikke på samme måde som med Sop, det her var kun "uskyldigt flirt" - "Jamen du viser bare vej" han fulgte efter hende. De kommer op til et badekar hvor det duftede af roser "det er fint med mig, jeg har ikke duftet så godt i langt tid" der hang ny vasket underbukser, strømper og et jakkesæt ved siden af, klart til ham. Han begyndte og smide bukserne og han kunne godt se, at stuepigen prøvede og kigge lidt men han smilede nu bare af det og sagde "nok se, ikke røre" sagde han drillende til hende, han stod heldigvis med ryggen til hende, så hun kun kunne se hans numse og ikke andet.

Han kom ned i badet og vasket sig godt og grundigt, det var langt tid siden han havde haft sådan et dejligt bad og han kunne godt lide duften af roser, faktisk, så duftede det så godt, at det blev hans yndlings også nu. Efter badet fik han tøjet på og kiggede sig i spejlet og det første han tænkte *Åh Velto, du ser stadig mega godt ud i jakkesæt" og det gjorde han, jakkesættet passede ham perfekt, man kunne se hvor muskuløs han var. Med håret sat og jakkesættet på så kom en stue pige og først kiggede på ham, nok fordi han så så godt ud og derefter viste ham vej hen til selskabet og Sop.

Han kom hen til selskabslokalet, hvor selskabet/gæsterne sad der allerede alle stuepigerne kiggede på ham og slap ikke synet af ham, han kiggede så hen mod Sop og så der var plads ved siden af hende. Han gik rundt om hele bordet og hilste og da han kom til faderen "jeg bliver nød til at sige.. tak for Deres gæstfrihed" han smilede til ham "det er første gang nogen har været så flinke mod mig" han gav ham hånden og gik over til moderen og hilste på hende og sagde også tak til hende og bukkede for hende, for at vise hende at han var taknemmelig, han kom så til Sop og satte sig ved siden af hende og smilede til hende, han håbet dog at hun ikke var helt skræmt over kysset, for man kan vel godt sige at Velto har fået "kærlighed ved første blik" og det troede han ikke på, før han mødte hende.

Sophiaa selv fik været i bad, og ordnet hvad der nu skulle ordnes, barberet ben og sådan. Derefter trak hun i en morgenkåbe, hun var jo heldigvis så privilegeret at hendes stuepiger satte hendes hår, og gjorde kjole og smykker klar. Da hendes hår og Make-up var klaret, trak hun i den flotte nye kjole hun havde fået af sin far, netop til denne aften.

Hun snurrede lidt rundt foran spejlet. ”du er virkelig smuk frøken Sophiaa” sagde hendes stuepige. Sophiaa så på hende ”mener du det?” spurgte hun stille. Stuepigen nikkede, med et sødt smil ”ja… men se nu og kom der over!” sagde hun og puffede blidt Sophiaa ud af døren. Sophiaa smilede og var på vej ud, hun stoppede dog lige ”åh.. vil du gøre gæsteværelset klar?” sagde hun så, og fik et nik tilbage.
Hun skynde sig over til festen, hun skulle jo gerne være der før alle gæsterne og tage imod. Hun stod sammen med dem da gæsterne kom, og alle komplimenterede hende og sagde hun så godt ud. For hende var det dog noget pladder. For det mente ikke at hun så smuk ud i kjolen, de mente at hun så smuk ud, fordi hun ikke rende rundt i en hospitals dragt med løst fedtet hår. Det var derfor hun hadet disse selskaber! Hun hadet at der altid skulle skubbes noget ind under gulvtæppet.

Da de alle sad ved bordet, sad Sophiaa lidt og så efter Veltói, et mildt smil bredte sig da hun så ham komme ind i salen, dog var der stadig denne klump i maven, denne nervøsitet omkring ham, og tanken om kysset.
Moderen sad ved siden af sophiaa, dog for bordenden ”når han ser da i det mindste noglelunde præsentabel ud efter et bad” mumlede hun lidt. Sophiaa så på hende ”mor!” hvæste hun af hende.
Sophiass far der sad ved den anden bordende, tog Valtóis hånd ”det var så lidt min dreng.. Det var det mindste vi kunne gøre” sagde han roligt. Moderen så hvordan han bukkede for hende, og kom med en lille lyd, det var tydeligt at hun stadig var lidt for stolt over at skulle sige at han var god nok, men hun var dog ikke nær så skab mere.

Sophiaa så på Valtói da han satte sig, og smilede roligt til ham. Hendes far rejste sig, og begynde med det samme med den samme, gamle, kedelige tale om hvorfor de var der, og om at det skulle være en hyggelig aften og sådan. Sophiaa så lidt på Veltói imens ”du ser godt ud” hviskede hun lidt til ham med et mildt smil.

Pludselig midt i sin tale hørte Sopihaa sit navn ”ja og som i alle kan se, så er min smukke datter hjemme hos os igen!” sagde han med en glad og stolt stemme, det var dog ikke noget der gjorde at Sophiaa så glad ud, ud over det falske og påklistede smil. Hvorfor skulle han tale om det nu? Dog gik hendes far heldigvis ikke i dybten med det, men gik videre. ”og hun har i samme anledning inviteret en ganske fin og venlig ung mand med i aften! Alle sammen dette er Veltói, en kær ven af min datter” sagde han. Sophiaa bed sig lidt i læben med et grin. Okay det var ikke kun hende der skulle udstilles i aften!
Hun så på ham med et lidt undskyldende blik, da hendes far fortsatte med at ævle. ”undskyld…han er pinlig en gang i mellem” hviskede hun med et bredt smil, og det var tydeligt at hun dog holde meget af ham.

Da først hendes far var færdig med at snakke, kom forretten ind, der var en lækker laksemousse med grønsager til. Det var meget tydeligt på hele selskabet at de havde mange penge, er var dyr og god vin, mange rige og fine mennesker, og der blev diskuteret en masse politik, og andre ting som rige åbenbart skulle gå op i.
sophiaa så på Veltói mens de spise ”jeg undskylder forrasten hvis min stuepige var lidt for nærgående, hun er ret gad for flotte mænd” grinte hun lidt. Hun var udmærket klar over at hendes stuepige havde gjort tilnærmelser, det gjorde hun med alle unge mænd

De fik sat sig til rette ved bordet, Velto hørte godt det hendes mor sagde men smilede bare til hende alligevel og tog det som et kompliment. Han hørte hvad Sop sagde og hviskede så i hendes øre "og du ser fremragende ud, lige fra jeg så dig første gang i dag" han smilede til hende. Han sad dog og tænkte.. hvorfor var hendes far så flink mod ham? ja, han hjalp hendes datter inde i byen men det var jo bare det, det er jo ikke fordi han reddede hendes liv eller noget og stadigvæk viser han en gæstfrihed som ingen har vist ham før, det gjorde ham ret glad men også.. hvordan skulle han nogensinde kunne give igen? give gengæld for den gæstfrihed de har vist ham?.
Da hendes far rejste sig op og begyndte og snakke og.. fortælle om Velto, så indrømmede han til sig selv, det havde han ikke set komme - han smilede derfor rundt til alle dem der kiggede på ham og han kunne godt se på Sop, at hun grinede lidt nok fordi det var ham der blev fremstillet denne gang og ikke hende, han tog på hendes lår og klemte blidt bare for at drille hende "du skal ikke grine frøken" sagde han med et smil på læben, "det skal du ikke tage dig af, jeg kan godt lide din far" svarede han tilbage på da hun sagde, at han var lidt pinlig Velto kunne nu godt lide ham.
Da maden så kom ind ventede han til at folk var begyndt og tage før han selv tog, han ville ikke virke som en der bare kom for at spise, nej, han tog stillle og rolig maden og nød den, det var det bedste måltid han havde fået længe i stedet for og finde rester på gaden. "Det skal du ikke tage dig af angående stuepigen" sagde han og tog så hans hånd på hendes lår "hun kan være ligemeget, alt kan være ligemeget når bare du er tilstede" sagde han og kyssede hende på kinden og spiste videre.

Hendes kinder blussede atter op da han hviskede i hendes øre, hvorfor blev han ved med at have denne virkning på hende?
Hun kunne godt ikke lade vær med at smile lidt, og underligt nok var hun ekstraglad for at lige HAN sagde at hun så godt ud. Hun lod lidt blikket glide op på ham, og sende ham et genert men mildt smil.
Hun små grinte lidt over at det var ham der blev nævnt, men stoppede da hun mærkede hans hånd mod hendes lår. Godt nok havde hun en lang kjole på, men det var stadig en meget…. intens berøring for hende. Hun sank en klump, og prøvede på ikke at reagere for meget på det.
På den ene side havde hun lyst til at skubbe hans hånd væk, rejse sig og løbe ud af lokalet, men samtidig, så var det bare en dejlig tryk fornemmelse når han var så tæt på hende. Hun vidste ikke helt hvad det var ved ham, der fik hende til at slappe sådan af!
Sådan havde hun ikke haft det med nogle, den nærmeste var hendes far.

Mens de spiste var hun ret stille, hun var virkelig ikke god til disse selskaber, hun havde det som om alle kiggede på hende, og det gjorde de også. Eller… det var i hvert fald hendes opfattelse, det var som om hver gang hun kiggede hen mod nogle, skynde de sig at flytte blikket, som om de ikke ville kendes ved at se på hende.
Hun sank en klump, og kunne tydeligt mærke hvordan hendes hjerte begynde at banke. Hvad var det de alle sammen kiggede sådan på? Så hun virkelig så syg ud?

Hun hørte dog hvad Veltói sagde, og glemte lidt alt det om de andre mennesker. Hun smilede til det første han sagde, men stivnede lidt ved det næste, særligt over hans hånd, og kysset på kinden. Hun blussede op i sit ansigt. Dog lige efter Valtói havde valgt at kysse hende på kinden, kom der en skinger rømmend fra Sophiaas mor, da hun ikke mente at det var klædeligt at sidde der og kissemisse ved bordet.
Sophiaa så med det samme ned med et skyldigt blik, der helt klart tydet på at den slags opførelse var noget hun var lært op med.

Hun spiste roligt videre indtil der var en af gæsterne der henvende sig til hende. En lidt ældre dame på omkring de 45 år. ”hvor er det dejligt at se dem igen frøken Sophiaa!.. bliver de hjemme denne gang?” spurgte hun. Sophiaa så op på hende med et lidt uroligt blik, og mærkede hvordan halsen snørede sig sammen. ”uhm….” Hun begynde at nulre sin kjole lidt, dette var virkelig ikke et emne hun brød sig om at tale om. ”Ja… denne gang bliver jeg hjemme.. Det er derfor jeg er kommet hjem” sagde hun roligt.
Damen smilede bare, og nikkede lidt ”ja det ville da være dejligt for dem.. men man ved jo aldrig” sagde hun så.
Sohpiaas udtryk skiftede brat, til en blanding af chorkeret, og surt. Hendes hænder begynde at ryste underbordet og man kunne tydeligt se hvordan hun kæmpede med sig selv. ”hvad mener de med det?” spurgte hun så lidt skabt.
Damen trak lidt på skuldrende og rystede på hovedet ”ja sidste gang håbede vi jo også på at de blev hjemme” sagde hun.. Sophiaas blik begynde at flakke, hun hev lidt efter vejret, og så genaralt ud til ikke at være tilpas ved at sidde her.
Dog inden hun nåede at sige eller gøre noget hørte hun sin fars stemme. ”Veltói… måske du har lyst til at se haven?... Sophiaa vil sikkert gerne vise dig den” sagde han så med en blidt og rolig tone. Sohpiaa så over mod sin far og så ud til at ville protestere, dog rystede hendes far bare lidt på hovedet med et kærligt smil.
Sophiaa sukkede lidt, og rejste sig så fra bordet. ”Vil de se haven?” spurgte hun roligt

Han kunne mærke på hende at hun ikke havde det godt, derfor tog han på hendes lår igen for at berolige hende, han smilede dog over til moren efter det hun sagde med at kissemisse, han tog det ikke så tungt, han smilede bare til hende og forstod hvad hun mente. Han lyttede til hvad selskabet snakkede om, det var feks noget med politik, indvesteringer, handel, familie og meget andet han ikke lige kunne opfatte hvad var, han var ved at være mæt så han lod venlig bestikker på tallerken og kaldte en stuepige hen som så fjernede tallerken, han spurgte dog efter noget vand da han var ved at være tørstig, den første slurk han tog var himmelsk, det første renlige vand han havde drukket i langt tid, det var godt og smilte ret meget, selvom det kun var noget noget vand, så kiggede han på Sop og smilede endnu mere.
Da hendes far spurgte om han ville se haven takkede han ja tak til det, og ja til Sop, så de rejste sig begge to og gik ud til haven, da de kom ud af selskabet så tog han hendes hånd og kyssede den og flettede så fingre med hende "jeg vil meget gerne se haven specielt hvis den er lige så smuk som dig Sop" sagde han med et smil på læben.

//undskyld hvis det er ret dårligt.. jeg er i gang med at pakke og skal snart køre.. men synes ikke du skulle snydes for et svar, håber det er okay xD

Egentlig havde Sophiaa ikke lyst til at gå! Hun mente ikke hun havde gjort noget galt. Men det var som hun havde frygtet. Hun var til skue, hun var en udstillet dukke de alle kunne sidde og stirre på. Hun prøvede virkelig på ikke at flippe ud, men det var svært.
Da de kom ud af døren fra salen, bed hun sig hårdt i underlæben, hun havde lyst til at gå lige tilbage og fortælle dem hvad hun mente, men hun turde ikke!
En af stuepigerne kom ud til dem med en kåbe til Sohpiaa så hun ikke skulle fryse, dog kom hun lige i det at Veltói valgte at tage Sophiaas hånd, og flette sine finger ind i hendes. Dog sagde hun intet.
Sophiaa hørte hvad Veltói, dog var det lidt som om det ikke helt var det samme lige nu. Hendes hjerne kørte på højtryk, og hun prøvede virkelig på ikke at få et anfaldt, skønt hun havde det virkelig dårligt. Hun tænkte kun på det der var blevet sagt.
Hun ville ikke tilbage, derfor var hun også nød til at forbedre sig, men det var virkelig svært når alle prøvede at stikke deres næser i det.


Hun var så træt af dette rige liv! Hvordan skulle hun noglesinde blive rask hvis hun skulle lave i det her? Hvor sladder var en af det mest brugte hobbys? Hun var så træt af det fisefornemme pladder de alle sammen sad og snakkede om! Hun hørte aldrig efter, det var ikke noget hun hverken kunne eller gad tale med om.


//ja sorry for mit korte svar