I wish I never left.. ~ Theo

T: omkring kl. 2 om morgenen
S: Kroen i Rotten Root, Doomsville
V: iskoldt udenfor, men vindstille. Skyfri himmel.
U: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] billedet er naturligvis lavet med makeup, og ikke en rigtig forslået kvinde
P: sort top og en løs luftig nederdel. Et gråligt forklæde.


Klokken var mange. Mænd var fulde, kvinderne var gået hjem og underholdningen for i aften var slut for flere timer siden. Og midt i alle de fordrukne væsner, befandt Nephthys sig.
Tilbage til krolivet, som ølskænker. Det var tydeligt for mange at hun havde det hårdt mentalt, men de tog de fulde krogæster sig da ikke af. Den ene efter den anden bestilling kom ud hurtigt, på trods af hendes skrøbelige udseende. Tørstig, forslået og ude af stand til at tænke selv meget mere end udover sin næsetip.
Hun var et ødelagt individ der ventede på at dø - eller, det lignede hun i hvert fald.
Efter hendes sidste besøg i Dragons Peak, havde hun ikke mere tilbage. Hun havde bekendtskaber, nogle kunne endda betegnes som venskaber. Men hun var tilbage i Doomsville, uden den mand hun havde elsket hele sit liv. Den mand, der nu havde givet efter og i hendes øjne var blevet et monster hun ikke ville se igen. Nu, var hun alene.

''Oi! Madamme! Kan vi lige få lidt lækkert herovre!? Øl, og måske dig ind over bordet!?'' grinte en eller anden spade inde fra midten af kroen, og som en lydig hund gik hun hen og hentede en omgang øl.
Hun gik ned og serverede det til bordet, og få sekunder efter lød der er ordenligt smæld. Normalvis ville det have været hende, der havde pandet fyren én på siden af hovedet for at rave på hende - men denne gang var det hende der tog sig til kinden. Manden råbte noget af hende, men hun hørte det ikke. Hendes øjne blev blanke, samtidig med at hun bakkede væk for at komme ud bagved for at kunne reagerer uden at tabe ansigt.
Mens hun prøvede at komme ud af kroens store stue, hidsede manden sig op, og råbte op om hvilken lille narre***** hun var. Hun reagerede ikke på det, men maste sig derimod ud gennem mængden af de fordrukne mænd og forsvandt ud bagved, ud i den lille smalle gyde hvor ansatte røg og slappede af. Hun satte sig på et trappetrin og krøb lidt sammen. Klagede de over hende i aften, så ville hun miste sin løn. Men sådan var det jo.
Hun gned sit ansigt, og ømmede sig over de blå mærker og den hævede læbe. Resultatet af hendes besøg i dragons peak. Hvem der havde gjort det, stod endnu ikke klart i hendes hukommelse.