When the darkness is taking over the light is slowly disapearing - Somdev.

Tid: Tidligt om morgen.
Omgivelser: Ingen mennesker, dyr der kommer frem fra nattens skjul.
Vejr: Koldt.
Sted: Ashen Three Forest.

Blair var stået op da Lucy var begyndt at græde. Hun kunne lige så godt tage hende med ud når hun alligevel var vågnet. Blair havde pakket barnevognen og var gået i mod Ashen Three Forest. Blair havde ikke den bedste dag, det var som om en mørk skygge havde overtaget hendes krop og fik hende til at gøre unormale ting. Hun var ikke hende. Blair vidste ikke hvad der skete, det var som om en gammel bekendt var sprunget frem i hende. Det var hendes gamle jeg, det var den person der flirtede med alt og alle. Det var den person der ikke var i et fast forhold, den person der ikke havde et barn, den person der ikke havde en bror. Den 'lyse' Blair og den 'mørke' Blair var to forskellige personer. 'Lyse' Blair havde slået sig ned og var parat til at starte sit liv med Alian. 'Mørke' Blair var stadig den vilde fester der ikke lød detaljer stå i vejen for at hun kunne få det hun ønskede. Det lille lys der var inde i Blair viste vejen frem til Somdevs hus, derefter tog mørket over. Der ville ske ting den 'lyse' Blair ikke ville gøre.

somdev var vågnede det var han altid om morgen, meget tidligt, det var derfor der var lys i vinduet, han så ud af det og se en ung pige med barne vogn, han gik ud af døren og hen mod pige hun, var ikke den samme som sidst det var som om hendes humør var helt andreledes han smilede da han så sin søsters datter ''hvor er hun bare kær'' sagde han med et smil på sine læber og tog dem begge med om i haven og satte sig i stolene der var i haven ''den er ik helt klar til i flytter ind endnu men det går der hen af'' sagde han med et smil på sine læber og så på hende, ''hvordan har du det min kære'' spurte han...

Den nutidige Blair var så godt som forsvundet, hendes blå øjne havde fået en meget mørkere farve, hendes udstråling var anderledes, mere.. mørk. Hun fulgte ham om i haven og satte sig ned på en stol ved siden af ham. "Det er okay." Sagde hun og lød meget normal, der var stadig en lille smule af den gode Blair tilbage. Det var ikke noget der skete tit, men når det hele blev for meget fik Blair et blackout. "Godt. Du er her jo." Den mørke Blair kendte ikke til Somdev og hans relation til den lyse Blair, så hun så ham som et bytte.

han smilede sødt til hende ''må jeg holde din datter min kære??'' spurte han med et smil og så på sin søster og var glad for at se hende og håbede hun var okay da hun virkede andreledes og han var en smule bekymret for hende.... han sad og så på hende med sine flotte røde øjne der lyst en smule i mørket det var lidt klamt men også mega fedt, han gjorder hende jo intet hun betød alverden for ham derfor villle han intetn gøre hende af ondt, han smielde bare mod hende mens han ventede på ehdnes svar...

Blair tog Lucy op af barnevognen, hun var forsigtig. Blair lagde barnet over til ham. Hun tog fat i hans ene hånd. "Dine øjne er flotte." Sagde hun og så ind i de røde øjne der var anderledes, men spændende. Blair formede et smil på hendes læber, det var langt mere flirtende og forførende end det havde været i lang tid. Hun havde ingen at flirte med, hun havde Alian som kæreste, så der var ingen grund til at prøve at forføre ham. Ikke på samme måde.

Han så på hende ''glem det blair du skal ik forføre mig jeg er din storebror'' sagde han alvorligt og tog sin hånd til sig og så på sin lille nice og smielde ''åh hvor er hun bare kær hun liner sin mor'' sagde han med et smil. han ville gerne se have en når han finder den rette, som han nok har gjort da han er plask forelsket i hende selv om det er færste gang er det stadig fantastisk følse han får hver gang han tænker på hende, eller bare høre hendes fantastiske navn kasandra... han savnede hende nu ende lig lidt men tur ik fortælle denne modsætning af sin søster om sin nye forelskelse...

Blair så forvirret på ham. "Jeg har ikke en bror? Hvem er du overhovedet?" Blair lød meget forvirret og sikkert også meget forvirrende. Hun kunne bare ikke finde ud af hvad der skete. Blair rejste sig og gik hen imod skoven igen. Hun blev nød til at finde sig selv igen. Det gav ingen mening at hun var så langt ude. Hvad lavede hun? Blair satte sig op af et træ og slog hovedet ind i det, som hun altid gjorde når hun var frusteret.

han sukkede og gik der over og vidste hende billede af hende og hendes mor ''se her blair det dig og din mor'' sagde han med et smil og satte sig hos hende ''jeg ved du ved det'' sagde han med et smil på sine læber og så på hende med et smil på sine læber... han var en storebror der var stolt over hans søster klaret sig kun med sin kæreste og datter men han ville sådan hjælpe hende....

Blair så på billedet han viste hende. Hendes gamle jeg gik langsomt i sig selv igen. Hun rejste sig og sukkede. "Undskyld.. Jeg har lidt problemer. Når der sker mange forandringer hurtigt, så bliver jeg.. Underlig." Blair håbede han forstod det, hun blev nød til at huske sig selv på at hendes liv var bedre end det var før, hun var lykkelig. Men hun var bange for det lykkelige, det var nyt for hende.

somdev så på hende med et smil og var stille og rødmede og slappede af mede t smil på sine læber... han tog sin søster ind i sin favn ''er du okay nu?'' spurte han med et smil på sine læber. ''din dater er fantastisk min kære søster'' sagde hun med et smil på sine læber, han så på ham og rørte ved den lille piges kind og smilede stillle og så op sin lille søster og smlede sødt til hende for at vise hende at han stadig elskede hende lige meget hvad...

Blair nikkede. "Ja. Jeg er ikke helt normal." Sagde hun og snoede hendes finger rundt for at vise hun var skør. Blair lagde en finger ned til Lucys hånd hvis små fingre holdte om hendes. Blair aede hende forsigtigt over hovedet og så op på Somdev. "Jeg er heldig." Sagde hun og aede forsigtigt hendes hånd med hendes tommeltot. Det var dejligt andre havde samme mening som hende om guldklumpen af en datter.

Somdev smilede og tog sin søsters hånd blidt og kyssede den ''du alt jeg har tilbage din familie er den jeg vil beskytte med mit liv'' sagde han med et smil for blair og hendes familie betød virkelig alt for ham lige meget hvad var hans familie vigtigst... ''blair må jeg spørger dig om noget?'' spurte han og syns det var lidt pinligt at han skulle spørger sin lillesøster om det her med forelskelse.. ''hvordan vidste du at du var foelsket i din kæreste inden i blev kærester?'' spurte han nervøst da han selv var forelsket i en troede han med var ik sikker...

Blair vidste ikke hvad hun skulle sige, hun ville ikke have folk skulle ofre alt for hende. "Det skal du altså ikke. Jeg vil hellere dø selv endat miste denn eneste familie fra mine forældre jeg har tilbage." Blair trak på skulderne. "Jeg tænkte på ham hele tiden, jeg kunne ikke se mig med andre end ham. Det var bare ham."

Somdev lagde en arm om sin søsters skulder om smilede varmt som en storebror nu gjorder han så ned på hende, ''kan du holde på en lille hemmelighed min kære søster'' spurte han blidt og roligt da han gerne ville fortælle hende om sin lille hemmelighed med at han var blevet forelsket, at han ville gå gennem ild og vand for denne kvinde, men så igen hun betød jo også alverden for ham, ligesom hans søster gjorder, de var det som betød mest for ham og som han ville give sit liv for, og ingen anden de betød alt... og når han sagde alt mente han alt..

Blair lagde sig ind til ham og tog Lucy over til sig. Hun elskede den lille pige, den lille pige var en guldklump af lykke. "Ja selvfølgelig." Hun var god til at holde på hemmeligheder, det ville hun rigtig gerne. Hun aede Lucy over hendes hovede der så småt var begyndt at blive dækket af gyldne hår med et rødligt skær. Hun var den smukkeste pige nogen sinde. Ammon og hende havde skabt den sødeste pige i hele verden.

somdev smilede glad og holdte om sin søster og sin nice og kyssede sin søsters kind blidt og nussede sin nice kind kærligt ''hun bliver lige så smuk som dig når hun bliver stor'' sagde han kærligt... men så så han på hende med et smil ''tja alså jeg... har aldrig været forelsket før i hele mit liv, ogås møder jeg den her fantastiske pige, hun hedder kasandra o er noget af det smukkeste jeg har set længe og hun er sød og rar og helt igennem vidunderlig, hver gang jeg er tæt på hende er det som om jeg ik ved hvad jeg skal lige hun er bare den pige jeg har ventet på men.... jeg ved ik hvordan jeg skal fortælle hende hvad jeg føler for hende, hvad hvis hun ik føler det samme som mig, kan du give din gamle storebror lidt hjælp?'' spurte han med et smil...

Blair sendte ham et smil. "Ja, jeg ser godt ud. Jeg ved det godt." Lød det drillende for hende. Hun havde svært ved at finde ud af hvad hun skulle råde ham til, hun havde aldrig været den folk spurgte til råds. "Jeg ved det ikke. Det er svært når jeg ikke kender hende. Men man kan måske spore sig ind på det. Måske kunne du spørge hende om hvordan hun ville have det hvis en hun kendte fortalte hende han havde følelser for hende og hvis hun så spørger om hvorfor kan du sige at det er fordi du har følelser for hende?"

Somdev rødmede ''tror du virkelig det hjælper jeg ved det lyder dumt men jeg har aldrig været forelsket jeg har kun udnyttet pige i min tidliger aldre men hun har fortryllet mig'' sagde han med et smil.. han var helt væk i tanken om den smukke kasandra som han var faldet for og aldrig ville glemme sinden hun havde erobret hans hjerte, hun smelde stillle og så på ham...

Blair så smilende på ham. Det var tydeligt at se han var forelsket, det drømmende blik var ikke til at tage fejl af. Blair nikkede. "Altså det er måske mere teenagere der gør sådan. Men ellers sig det lige ud, hvis hun har det på samme måde vil måden du gør det på være ligemeget." Blair vuggede Lucy i sine arme ind til hun faldt i søvn.

han smield eog holde rom hende med et smili på sine læber ''du er en dejlig søster og en skøn mor for din datter blair det ved du godt ik'' sagde han med et smil... de grinede og holdte om hende og tog hende med inden for og sammen med hende...

//sorry det blev lidt kort//

Blair trak på skulderne. "Jeg gør hvad jeg kan, men jeg er langt fra den bedste mor eller søster." Blair fulgte ham ind i huset. Hun var glad for ham, han gjorde så meget for hende og hun gjorde ingen ting for ham. Hvordan skulle hun nogensinde gøre nok for ham, det kunne hun ikke. Han var den bedste bror.

han smilede og holdte om hende ''min lille skat, er du okay?'' spurte hun med et smil på sine læber og rørte den lille piges kind, *hun er helt fantastisk* tænkte han med et smil på sine læber... han tog hende med sig ind i hendes værelse og tog hende med sig, ''du er velkommende til at bruge det her værelse lige så længe du vil min søster som ik rigtig er så lille mere'' griende han..

Blair nikkede. "Ja, jeg har bare.. Altså der er mange ting jeg skal have styr på." Blair fulgte ham ind på værelset og lagde Lucy på sengen. Hun kiledede hendes mave og nød at se hende grine. Der var ikke noget mere fantastisk end at se den lille pige være glad. "Hun er så fantastisk, jeg kan ikke klare mig uden hende. Hun er bare.. Ufattelig." Hun kunne ikke fatte at den lille pige var hendes datter.

Somdev løftede blairs hovede op ''ligesom sin mor er'' sagde han med en kærlig stemme og lod sine lånd fjerne lidt af hendes hår fra hendes pande, han smilede bare ''og et smil, også er alt perfekt... søs tror du hun vil sige ja til mig hvis jeg spurte om hun ville være min'' sagde han stillle og så på hende stillle og roligt og så afslappet ud. han så bare på hende,

//sorry for det korte emne//

Blair trak på skulderne. Hvordan skulle hun lige forklare at hun ikke var så fantastisk som alle gjorde hende til. "Jeg ved det ikke. Men hvis i lige har mødt hinanden skal du måske vente lidt. Det kan nemt gå alt for hurtigt og det ønsker du ikke. Hvis hun er forelsket i dig vil det være tydeligt." Blair vidste ikke hvad hun skulle sige, hun ville gerne se ham lykkelig, men hvordan skulle hun forklare ham at det var tidligt hvis han var så sikker på det skulle være dem?