Amongst the sick and injured | Gabriel |

Sted :: Et hospital i Terrorville.
Omgivelser :: En masse syge og beskadiget mennesker. Læger og sygeplejerske render rundt fra den ene patient til den anden. En svag duft af noget steril og medicin.
Vejr :: Vinden er kølig, men solen står på himlen og varmer jorden op under sig.
Tid :: 11.26.
Påklædning :: En slidt grå trøje. Der er huller rundt omkring, og det ser ud til et af ærmerne snart falder fra i syningen. Hun har derudover et par bukser på, der ligner cowboystoffet og har samme blå nuance.
Emnepartner :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Påklædning Han er iført hospitalstøj og hans ansigt ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ud

Hans ophold på hospitalet havde efterhånden nået midten af sin 2. måned. De fleste dage lå han enten blot og stirrede frem for sig, ellers sov han eller var agerede udfra sine aggressioner på personalet. Normalt var Gabriel, det man ville kategorisere som værende en god fyr, han var venlig, charmerende og en sand gentleman og dog havde dette ikke just været hans lykke. Han var en mand som elskede livet, han elskede at løbe og danse rundt. Folk som kendte ham, ville oftest associere ham med glæden ved livet og nu var der en stor chance for han var bundet til en rullestol resten af sit liv. Som en elver var det derfor ret lang tid, og han kunne virkelig ikke holde denne tanke ud. Det var skræmmende, uhyggeligt og selvom han var Lavender evig taknemmeligt for hendes besøg, så savnede han at gå.
Denne formiddag lå han og sov. På en eller anden måde kunne søvnen bringe ham en svag glæde. Her kunne han i det mindste drømme sig selv til en smule bedre hverdag, men det gjorde blot savnet værre som han vågnede op igen. I sine drømme kunne han løbe, og her var det ofte han løb med Violet. Hun som bar hans hjerte. Uagtet hvor sur han måtte være på hende, så forsvandt vreden altid det sekund han så hende. Hun havde ham snoet om sin finger og hun vidste det ikke engang.

Han vågnede det sekund, vedkommende satte sig ved hans side og han hørte hendes stemme. Stemme var klar, og ganske melodisk og et øjeblik troede han det var Violet eller også var det nok mere han håbede det havde været hende. Øjnende blev åbnet og efter lidt tid, fandt de fokus på kvinden ved hans side. I starten fattede han hverken hat og briller af hvad hun sagde, dog som hans hjerne vågnede, fandt han mening i ordende. Det var også her han virkelig tog et kig på hende. Hun var bleg og man kunne svagt se en smule blodresterne ved hendes læber. Havde det ikke været for hendes levende ydre, så ville han næsten havde regnet hende for en sulten vampyr.
Med en blid hånd tørrede han blodet væk med sin tommelfinger, og her lod han derpå sin varme hånd lukke sig om hendes "Min kære det har været længe siden vi sidst så hinanden" der dukkede et blidt smil frem på hans læber. Netop som han havde sagt disse ord, var det dukket en sygeplejerske op, og hun betragtede her de to før hun igen forsvandt "Din hemmelighed er sikker med mig" han blinkede med det ene øje, samtidig med han gav hendes hånd et klem

Han smilede blidt til hende "Det var skam så lidt" han gav hendes hånd et klem, og sukkede. Det var helt underligt at snakke med andre end Lavander, Violet og Clary, da de oftest var dem som kom forbi. Denne kvinde var en fremmede, så om ikke andet kunne det da blive spændende med noget nyt at snakke med, hun var et nyt ansigt og derpå en ny han kunne lære at kende. Da hun ikke gav udtryk for han skulle fjerne sin hånd, lod han den blot ligge over hendes, et eller andet sted lignede hun en der havde brug for hjælp. Foruden det åbenlyse, så var der den hjælp man kunne få til det indre. Hun lignede med andre ord, en som ikke havde haft meget tryghed, hvilket nok også forklarede hvorfor hun ikke blot tog til hospitalet, men derimod skulle gemme sig "Mig en fornøjelse Cora, jeg hedder Gabriel" han smilede til hende, det var nu rart med nogen at snakke med. Da han ikke kunne forlade sengen, kunne han ikke just bevæge sig udenfor og derfor kom han ofte ikke i snak med andre.
Han klukkede "Det skal du ikke undskylde over, nogle gange kan man ikke gøre andet end det. Jeg kan dog ikke rigtig gå nogen steder, så jeg ville alligevel være bundet til sengen. Derfor kan jeg vel kun sige at dette er et ganske interessant møde" pointerede han, samtidig med han gav hendes hånd et klem, blot for hun ville kunne føle han var der, og hun i bund og grund ikke var alene "Er du okay? Du virker...hvordan kan man sige det uden at det lyder forkert, du virker meget syg. Har du brug for at lægge ned" han fjernede lidt af senge klædet og så spørgende på hende "jeg bider ikke bare rolig! Jeg tror ikke just en krøbling kan gøre meget skade" pointerede han med et lille smil