Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | August

Top posting users this month
Jazmin
 
Kai
 
Sean
 
Noa
 
Kira
 
Candice
 
Razor
 
Yalena
 
Emery
 
Caty
 

Statistics
Der er i alt 283 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Miles

Vores brugere har i alt skrevet 150830 indlæg in 7762 subjects

My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Indlæg by Gæst on Tirs 21 jun - 0:08

Tid: Nutid, Sommer, midten af Juni
Tid på dagen: 16/17 stykker!
Omgivelser/Sted: Beskrevet
Vejr: Skyet og mørk
Påklædning: Påklædning + Hendes blonde hår.
Emnepartner: Den skønne @Gabriel <3

Hun havde smidt alt i sine hænder og taget afsted, så snart hun hørte om det. Hun var nød til det. Han var hendes bror. Det eneste som denne onde verden ikke havde taget fra hende, det eneste der rigtig betød noget. Hun havde forladt ham efter et skænderi for 5 måneder siden. Hun havde fortalt sig selv at det var for deres begges bedste. Det var nok hendes største fejl, og lige meget hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke andet end at hade sig selv for det. Det jagede hendes tanker, gjorde hende rastløs. De aftenener hvor hun var for træt til at rejse, lå hun rastløs og prøvede ikke engang at hvile, for tanken om at han lå i smerter eller var efterladt alene var simpelthen for meget. Det havde taget tre dage fyldt med konstant rejse og træthed før hun var noget frem.

Violet var træt. Hvis man ikke kunne se det på de sorte rander under øjnene, gav de sunkne skuldre og slæben af fødderne det væk. Hun ankom til hospitalet hvor en kvinde med smukt langt brunt hår tog imod hende. Skræmmende nok vidste kvinden præcist hvem hun var, og det første hun blev mødt af var også bare et kram. Violet følte sig nødsaget til at skubbe hende væk og bede hende om at lade være, men da kvinden præsenterede sig selv, måtte hun rømme sig og undskylde for hendes opførsel. ”Hvor er han så henne?” spurgte hun med en lettere træt stemme, ”Denne vej, Violet” svarede Lavender, med en ro i stemmen. Hvordan kunne hun være rolig? I en stund som den her, hvordan kunne hun så være rolig?

Døren blev skubbet op med en hast og fødderne genvandt en svunden energi idet hun løb over til ham. Hun greb hans hånd og med en lettere åben mund som ikke så ud til at kunne finde ord, så hun fortabt ud. Hun følte sig fortabt. Hendes øjne søgte hans og et dybt suk undslap hendes læber. ”Jeg…” prøvede hun, men så rystede hun bare på hovedet, ”Jeg var her ikke for dig, da du havde brug for mig. Her kommer jeg, 3 dage efter… Det… Jeg… skyndte mig alt hvad jeg kunne..” hendes stemme var skælvende og hun var nød til at synke en klump.
Hans hånd blev sluppet og i en hurtig bevægelse tog hun armene om hans krop og trykkede ham ind til sig. Hun begravede sit ansigt i hans bryst, forsøgte at holde alle de triste følelser inde, hvis der var noget hun ikke ville, så var det at sidde og flæbe overfor ham. Ved nærmere eftertanke, var det sidste han havde brug for, så en trist søster der ikke kunne andet end at være trist? Hun lukkede sine øjne i og trykkede ham tættere mod sig, indåndede hans søde duft som var det første gang hun nogensinde havde været tæt på ham.
Men hans duft, følelsen af hans krop og bare alt hvad der gjorde ham til ham var noget hun aldrig glemte. Lige meget hvor mange gange hun tog ud og rejse, hvor mange gange hun forsvandt uden et ord, så ville hun aldrig forlade ham for evigt. Hun fandt altid en vej tilbage til ham. Hun slap ham og rystede så svagt på hovedet af sig selv:” Jeg skulle aldrig have forladt dig. Det var en kæmpe fejl og jeg fortryder det mere end noget andet…” sagde hun med en tydelig anger i stemmen. Hun lagde en hånd mod hans kind, kørte en tommelfinger langs skægget som havde fået lov til at gro. En tåre fandt vej ned af hendes kind men et glad smil gled over hendes læber:” Gabriel, du aner ikke hvor glad jeg er for at se dig igen…

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Indlæg by Gæst on Tirs 21 jun - 1:37

Påklædning Han er iført hospitalstøj og derudover ser han således ud

Først havde der været smerte, men så lidt efter forsvandt det og det efterlod en tom følelse. Normalt ville enhver person sige de hellere ville havde tomheden fremfor smerten, men den tomme følelse efterlod ham med en lyst efter smerten. Det var sjovt, for en følelse af smerte var aldrig rar og alligevel slog tomheden smerten. Det var en ukendt følelse, som når blodet forlod ens fod og man ikke kunne bevæge den. Dette var således han følte i sine ben. På trods af sin bevidstløse tilstand, så kunne han stærkt fornemme tomheden og den følelsesløse tilstand. Det var som svagt at række ud efter noget, og uagtet hvor tæt man forsøgte nå det, så kunne man aldrig lukke hånden om det. Det var følelsen af at løbe, men i takt med man løb forsvandt mere og mere af ens ben, og til sidst var man efterladt som en overkrop.
Det var som faldt han, og sekundet før han ramte jorden, skød han op fra sengen og her var det kun for at blive mødt af en flok læger. I baggrunden kunne han se sin mor, far og lillebror. Blikke af bekymring ramte ham, men hvorfor kunne han ikke finde frem til "Mr. Traynor er de med os" ordende han ville frem med før, de var låst fast de en kvindelig læge talte. Med et rynked bryn og et uforstående blik, vendte han sit ansigt imod hende "Hvad er der sket, hvorfor er jeg på her.....og hvorfor kan jeg ikke føle mine ben" han havde forsøgt rejse sig fra sengen, men var blot efterladt med at blive siddende. Af ukendte grunde, ville hans ben ikke bevæge sig og han kunne ikke huske hvad pokker der var hændt ham. Hvad var der sket og hvorfor kunne han ikke bevæge sine ben? "HVORFOR KAN JEG IKKE BEVÆGE MINE BEN" råbte han med en stemme fuld af både sorg og vrede.

Han kunne ikke fatte dette var hændt ham, at han rent faktisk ikke kunne bevæge sig. Det var en skræmmende tanke, måske en man havde haft før og alligevel ikke en han havde forestillet ville ske. Et skarpt blik blev kastet imod hans mor, som hun gik imod ham og her lagde sin hånd imod hans skulder "Du var ude for en ulykke...." han trak sin skulder til sig og råbte op. Han kastede sig rundt i sengen, skreg og kastede alt fra eder og forbandelse til hver en side. Han var gået fra en rolig blid mand, til et sandt mareridt. Vreden var nem at ane, og til dels også god at forstå. Han var lam i sine ben, og havde han mulighed for aldrig at kunne gå igen. Det var en naturlig reaktion, specielt også på hans frygt og usikkerhed. Han var usikker på hvorvidt han nogensinde ville kunne leve, eller om han nogensinde ville kunne få sin livsglæde igen. Ville han ende op som en af de få, de få som hellere ville træde ud foran en sur varulv, end rent faktisk at skulle tænke på at vågne op til en ny morgen?
Det sidste han kunne se eller huske, var følelsen af fire store arme der lukkede sig om hvad hans arm og her et stik i hans hals. Derpå hørte han en stemme sige: "Send bud efter Lavender og fortæl for guds skyld også Violet om hvad der er sket" ordende var de sidste han hørte, før alting blev mør og han nu var fanget i medicinens fremkaldte søvn. En søvn han muligvis ikke selv havde ønsket, men som nu var lagt over ham. Dog modsat sin tidligere søvn, så var denne langt mere fri og her var han ikke ramt af en kronisk tom følelse.

En måned frem

"Du behøver ikke være her hvis du ikke har lyst, jeg ved godt min mor hidkalder dig hver gang det går dårligt, men du behøver altså ikke være her hvis du ikke vil" Hans kære ven Lavender havde gjort ham glæde med sit selskab. På trods af de var vampyr og elver, så var venskabet imellem dem stærkt. Han havde altid elsket hendes selskab, og nød det skam også i disse stunder også selvom der var problemet med hans manglende følelse i sine ben. Han havde halvt forventet en lussing fra hende, dog vidste han at hun ikke ville gøre det. Hendes svar fik ham om ikke andet til at smile, hvilket ville gøre dette øjeblik til en af de få positive øjeblikke han havde haft i lang tid. Siden skænderiet med Violet, hvor det medførte hun forsvandt for godt 3-4 måneder siden, havde han ikke just haft mange glade øjeblikket. Så Lavenders besøg var helt klart hans yndlingsting. Han nød dem, og de bragte smil frem på hans læber.
Som de sad der, var der få samtaler på dagsorden. Hun lod ham altid køre tingende i sit eget tempo, hvilket han var hende utrolig taknemmelig for. Han nød han ikke behøvede være en anden end han var, med hendes selskab kunne han være trist eller glad hvis han ønskede. Han kunne råbe, skrige og agere sig tosset. Dog var det ofte Lavender de ringede til, specielt hvis der var problemer med ham. Hans mor havde fortalt personalet, at hvis han agerede aggressivt eller på nogen punkter trist eller vred, så skulle de blot hidkalde Lavender og her kom hun gladeligt til ham. Her ville hun ofte starte sit besøg ud med at sige: "har du nu haft endnu et anfald? Du ved dette ikke gør tingende bedre, men blot værre" havde det været enhver anden, havde han reageret negativt, men fordi det var hende blev han blot rolig igen.

På trods af at vide hans ben var lamme, så var der det lille håb i ham, det håb om det blot var noget hans hjerne havde bildt ham ind. Han håbede vel i al hemmelighed, at følelsen i hans ben ville dukke op igen og han herpå ville gå ud af hospitalet. Derfor spurgte han Lavender om hun ville holde om en af hans tær, hun skulle blot holde om den ene af dem og alt i mens han selv holde sig for øjnende, ville han her gætte hvilken tå. Dette ville i sandhed visse om alt følelsen var forsvundet, eller der blot var noget tilbage. På trods af dette betød hun skulle røre ved fødder, sagde hun herpå ja og han holde sig for øjnene. Han kunne virkelig intet føle, og det skræmte ham for alvor. En ting var man svagt ville kunne føle noget, men han kunne vitterlig intet føle "Klar?" spurgte han prøvende, og her fik han et enkelt Mhh fra hende. Hun havde altid været en kvinde af få ord, men han beundrede hende ikke desto mindre.
Han gav et tøvende gæt og det blev her godkendt, dog lød hendes stemme ikke normal og det var som gemte hun noget. Han åbnede øjnende og så hende holde om den tå han havde gættet på. Dog kunne han ikke føle hendes greb, så her vidste han hun havde talt usandt. Havde hendes ord været rigtige, så ville han havde følt det og ikke måtte gætte sig frem til resultatet. Et eller andet knækkede i ham, og straks gik vreden ind og tog over. Han råbte og skreg, kastede med tingende, men som altid faldt han ned igen og her undskylde han. Han hade han altid blev så vred, men i disse tider kunne han virkelig ikke styre sit temperament. Det var som havde noget besat ham, og vitterlig trukket alt det gode ud af ham.

"Nutiden"

Endnu en dag var gået, og endnu en dag kom ind. Som altid sad han med Lavender ved sin side, og dette var dog en af de dage, hvor han virkelig kunne bruge sin kære Violet. Han vidste ikke engang om hun var på vej, men han savnede hende ikke desto mindre. Han savnede hendes smukke smil, hendes latter og generelt den glæde hun bragte med sig. Han havde altid beundret hende, og måske et sted også altid elsket hende. Dog var hans kærlighed for hende ikke som det af en bror, men derimod det af en elsker. Han havde planlagt at skulle mødes med hende, og her igennem indrømme sine følelser, dog ramte ulykken og her forsvandt muligheden. Han vidste ikke om han turde fortælle sine følelser, ikke fordi hun var hans adoptivsøster, men fordi dette ville binde hende til en mand i en kørestol. Hun fortjente så meget mere end dette, mere end hvad han kunne give hende og derved afholde dette ham også fra at drage videre. Han vidste han ville kunne fortælle sine følelser, men ikke hvis dette betød at være sammen med en handikappet mand.
Da Lavender fortalte hun kunne fornemme nogen, lod han sin vampyriske veninde forlade lokalet og her blev han blot liggende tilbage. Selv havde han ingen ide om hvad der skete, hvilket nok skyldes hans tanker var imod alt muligt andet, og han på samme tid også generelt var træt. Som han lagde sig tilbage i sengen, og her lukkede øjnende afslappet, kunne han pludselig fornemme en blod hånd lukke sig om hans egen. Hans øjne blev spærret op, og her fik han øjenkontakt med den smukkeste kvinde. Uagtet hvor mange gange han havde set på hende, så ville hun altid være den smukkeste kvinde for ham. Hun var som en engel, perfekt og smuk. Alting ved hende var guddommeligt, og han kunne virkelig ikke tage øjnende fra hende.

Han rynkede brynet, og her betragtede han hede blot snakke. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men han lod hende fortælle hvad hun ville. Han lod hende tale ud, lod hende agere som hun ville. Dog som hun trykkede sig imod ham, lukkede han sine arme omkring hendes spinkle krop. Duften af hende, det gav ham adskillige minder og alle var lige positive. Hver var fuld af kærlighed og en følelse af tryghed. Han begravede sit ansigt imod hendes hår og tog en dyb indånding. Han rystede på hovedet, og som hun lagde en hånd imod hans kind, lagde han en imod hendes "Nej det er ikke din skyld, du kunne jo ikke vide dette ville ske. Jeg dømmer ikke dig for det, og det ville" han sendte hende et blidt smil "Jeg er også utrolig glad for at se dig" han strøg hende hen over kinden med sin tommelfinger, og her betragtede han hende med kærlige øjne

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Indlæg by Gæst on Man 27 jun - 2:15

Hun kunne slet ikke forestille sig hvor meget han havde været igennem. Hun vidste dog at hun skulle have været der. Hvis dette ikke kunne have sket, blot fordi hun var hjemme, havde hun blevet hjemme for evigt. Aldrig forladt ham. Hun slap ikke hans kind og trykkede blot sit hoved mod hans hånd. Følelsen af ham, at se ham igen, hendes følelser var så bittersøde. For hun elskede ham af hele sit hjerte, men at tingene skulle være på den her måde jagede hende. ”Hvad har lægerne sagt? Jeg fik ikke megen besked fra mor.. Udover at du var her..” sagde hun så. Hun følte sig pludselig meget vred. Ikke på ham men på sig selv.
En læge kom ind. En høj mand med pjusket hår. Violet vendte blikket mod ham og rejste sig forsigtigt, da hun pludselig følte at hun havde holdt sig for tæt på Gabriel end der måtte være okay for søskende. Faktisk havde hun ikke lyst til at rejse sig, Overhovedet ikke, det var mere omvendt, som at hun bare ville tættere og tættere på, at hun ville kunne mærke hans varme ånde på sin hud, hans stærke arme om sig og følte at de var smeltet sammen som siamesiske tvillinger. Det var med god selvbeherskelse at hun faktisk ikke bare kastede sig over ham, som var han hendes kæreste eje. Hendes hånd greb om hans og med bekymrede øjne så hun på lægen.
Du må nok hellere træde med ud et øjeblik.. Miss?” sagde han en anelse stille. For en høj mand virkede hans stemme ganske stille i det, ”Violet. Violet Traynor.” svarede hun, ”Ah, ja. Søsteren. Kom med denne vej”. Hun rejste sig modvilligt og kiggede kort på Gabriel. Blot for at sikre sig at han ikke ville forsvinde. Hvilket ville være fysisk umuligt for ham. Men hun følte sig alligevel mere rolig af at gøre det. Udenfor mærkede hun alle muskler i hendes skuldre og trangen til at tjekke på Gabriel steg hende til hovedet. Så meget at hun ikke engang prøvede at engagere sig i lægens evige talestrøm. ”...Han kommer ikke til at gå igen…. Af hvad vi ved af..” var det eneste hun hørte. Det var også nok.

Øjnene spærrede op i en vild rædsel og så kom vreden. Hun mærkede sit indre langsomt falde i temperaturen og pludselig begyndte hendes ånde at dampe, da den kolde luft indeni hende kolliderede med den varme luft i rummet. Hun sukkede, tog en hånd op til hovedet, trak lidt ud i sin trøje, gjorde alt for at prøve at berolige sig selv igen. Lægen så ikke ud til at være særlig påvirket, som om hendes reaktion bare var ligesom alle andres. Hun gik ind igen og hen til sengen.
Ånden var stadig kold og hun tog en gang imellem en hånd op til sin mund for at dække det, bare en smule. Nogen dage kunne Violet acceptere at hun var anderledes, nogen dage ville hun ikke føle trangen til at løbe væk og gemme sig. Men i dag var ikke en af de dage. Hun mærkede sin egen usikkerhed kravle op som en frygtelig gevækst der vil til syne for alt og alle. Hun puffede svagt til Gabriel og lagde sig ved siden af ham med hovedet mod hans skulder så hun kunne se ham. Hendes hånd lå slapt mod hans bryst. Hun søgte altid ly hos ham. Når de dage havde været allerværst, så var det altid ham hun kunne søge tryghed hos.
Fortæl mig noget godt…” hviskede hun lavt inden hun hævede blikket op på ham.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Indlæg by Gæst on Lør 8 okt - 16:12

Han trak på skulderne "De nåede ikke at sige meget, før jeg blev sur. Jeg tror de blev for bange, til overhoved at tale til mig" Han var ikke altid den mest temperamentsfulde, men dog havde hele denne oplevelse, ikke været blandt hans yndlings, så han havde måske fået sig en tendens til at overreagere en smule. I sidste ende var det ikke lægernes skyld, lægerne udførte blot deres job og det var mere hans egen skyld end deres. Havde han blot ikke været så dum, så var chancen for at han var endt op her, nok ikke nær så stor. Han rynkede brynet da en læge med et kom ind, dog var det ikke rettet imod lægen, men mere da Violet rejste sig op. Han havde intet imod hun sad så tæt på, faktisk beroligede det ham mere end noget andet. Dog som hendes hånd greb hans, gav han den et blidt klem, blot for at beroliggøre hende. Selvom han ikke ville give slip på hendes hånd, eller for den sags skyld se hende gå væk, så vidste han at dette var en vigtig samtale. Han vidste hvad samtalen var om, og endnu værre vidste han også at han nok aldrig ville kunne gå igen. Han ville være fanget i en rullestol resten af sit liv, og selvom han hadet det, så måtte han acceptere det som en virkelighed.

Han lukkede kort øjnene, blot for at slappe af. Dog ved følelsen af Violets blide puf, åbnede han øjnene og rykkede sig på bedste vis. Som hun lagde sit hovedet imod hans skulder, log han selv blidt sin arm om hende. Han sukkede og trak vejret dybt "noget godt siger du, mhhh" han fik et tænkende udtryk frem i sine øjne "Du er stadigvæk ligeså smuk som jeg husker dig" han trykkede hende ind imod sig "Og jeg vil altid være her for dig, uanset hvad" han så smilende ned imod hende, samtidig med han strøg hende ned over kinden. Hvis man betragtede hans øjne ordenligt, ville man sagtens kunne se den kærlighed han havde for hende. Han bar en kærlighed utrolig stærk for hende, dog grundet hans nye problem og det faktum han ikke vidste hvad hun følte, valgte han ikke at gøre noget ved det. Plus hun fortjente også så meget bedre end ham. Hun fortjente bedre end en mand fanget i en rullestol, og endda en hun ville have svært ved at blive set offentligt med. Hun ville ikke kunne kyse ham offentligt. I sidste ende fortjente hun bedre, hun fortjente alt godt i denne verden.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: My dear brother, I'm so sorry - Gabriel

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum