Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
Top posting users this month
Gil
 
Claan
 
Lori
 
Sean
 
Vetis
 
Jazmin
 
Gautham
 
Fenrer Leidolf
 
Jake
 
Razor
 

Statistics
Der er i alt 233 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Emanuel

Vores brugere har i alt skrevet 151022 indlæg in 7781 subjects

If I Should Die - Lavender

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

If I Should Die - Lavender

Indlæg by Alessio on Ons 29 jun - 16:46

S: Terrorville, på vej ud byen.
O: En gyde, en del blod.. vampyrer
V: Eftervarme fra sommerens dejlige vejr.
T: Nat.
P: [You must be registered and logged in to see this link.]
Emne til: Den fantastiske [You must be registered and logged in to see this link.] <3



Lyden. Det var den samme lyd gentagende gange. Hendes hjerte der bankede voldsomt i hendes ører. Hun kunne hører hendes åndedrag også, det tunge åndedrag. Audrey løb lige nu. Løb så hurtigt hun kunne, dog var hun ikke ligefrem ligeså hurtigt som en vampyr. Hun skulle tilbage til skoven. Så langt væk som hun overhovedet kunne. Audrey havde ikke meget luft tilbage i sit system, angrebet sad fast i hendes hoved. Det var som om, at det ikke ville give slip. Josette havde angrebet hende.. Den person hun havde kendt i længest tid, hvordan? Hvorfor? Caroline havde stoppet det. Audrey havde aldrig følt sig mere svag end det. Det eneste menneske, eller shapeshifter.. Den eneste som ikke besad overnaturlig styrke eller fart. Den eneste som kunne blive tvunget i knæ så hurtigt. Audrey ramte jorden. Der var så langt til skoven herfra. Endnu længere for at komme vest på. Audrey forsøgte at komme på fødderne igen, men atter forsvandt de under hende og hun ramte jorden igen. Blodet flød. Mindet flashede henover hendes øjne af kniven der ramte hende i siden, følelsen af hånden omkring halsen, imens luften nærmest forsvandt fra systemet. Følelsen af kniven som blev trukket ud og skår hende henover armen. Det var alt sammen på grund af den plan Josette havde fortalt hende. Stakkels Caroline egentlig. Hun havde planlagt den perfekte dag, og de havde ødelagt den. Josette og Audreys skænderi havde ødelagt det for Caroline. Det lykkedes Audrey at få sat sig op af en mur, og mærke sit hjerte banke stille af. I det mindste tog hun ikke Josette med i faldet nu. Nu ville skaden være op til hende selv. Audrey kæmpede dog stadigvæk, kæmpede for at holde sine øjne åbne. Blodet flød ud og snart ville hele byens vampyrer vel snart opdage hende og give sig til at tage de sørgelige rester af hende. På en måde var hun klar til det. Hvad var mere poetisk end en vampyrjæger der blev slået ihjel af vampyrer. Så kunne hun se Skylar og Elijah igen. Undskylde for deres alt for tidelige død, se sine forældre og undskylde for at være en skuffelse. Et par tårer gled ned af hendes kinder, for ærligtalt. Så ønskede hun ikke at forlade verden endnu. Hvis hun skulle dø, så skulle det være her vel. Ingen ville som sådan savne hende, de ville tro at hun var rejst.

Som forudset begyndte vampyrer pludselig at samle sig. Hun kunne se dem i skyggerne. Se dem komme nærmere hende. En samlede hende op, men hun var alt for kvæstet til at gøre modstand. Følelsen af tænderne der skar igennem hendes hud fik hende til at skære ansigt. Audrey skreg ikke. Det var noget hun nægtede. Hun nægtede at gå så dybt. Nok med hendes egen søster var skyld i sit nederlag. Dybere sank hun ikke.
"What does it take to make you just a little scared?" Spurgte en vampyr fra en anden side og kørte hånden henover det blonde hår. Den vampyr der drak af hende knurrede let og trak sig.
"My food. Go get your own." Vrissede han. Audrey hadede at føle sig som et byttedyr. Da vampyrerne begyndte at slås om hende og slap hende.. kunne hun mærke sig selv falde til jorden. Smerten blomstrede op i hende og skriget pressede sig ind imod hendes stemmebånd, men hun sank det.
"Lavender..." Hviskede hun da hun synes at se synet af Lavender i det fjerne kommer her imod.
avatar
Alessio

Antal indlæg : 139
Reputation : 4
Bosted : Et sted ingen ved
Evner/magibøger : Honesty

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: If I Should Die - Lavender

Indlæg by Gæst on Lør 2 jul - 22:09

Siden hun havde mødt Audrey var meget sket. Lavenders gode side var vækket og hun havde taget sig af sin barndomsven Gabriel. Jagten på Tera var blevet løsere og løsere som Lavender gav mere og mere slip på de tøjler der holdt hende fast på familie-ansvaret. Men hun havde skam tænkt på Audrey siden deres møde, og hvor meget hun egentlig gerne ville møde den skønhed igen. Der var bare noget i hende, som vækkede en afslappende følelse indeni. En følelse man næsten blev afhængig af. Lidt som når ens allerbedste tøjdyr forsvinder og man leder den evige søgen, uden held. Sådan føltes det i hvert fald.
Den aften stod hun ved sit spejl med børsten i hånden. Børstede det lange brune hår, dog som børsten passerede gennem de bløde hårstrå, blev børstningen hårdere og hårdere. Hun mærkede sine skuldre spænde, noget føltes helt forkert. Hun lagde børsten fra sig og lagde begge hænder mod sit bord som hun så sig i spejlet. Øjenbrynene var rynket, og hun måtte massere sine tindinger. Hun vendte ryggen til spejlet og kom med et dybfølt suk. Denne aften så ikke ud til at blive god. Men hvordan kunne den også blive god når personen der gav hende den bedste aften, forsvandt? Hun havde spurgt Gabriel til råds, omkring den følelse. Han havde grint af hende og fortalt hende at det var kærlighed, dog ændrede hans eget ansigtsudtryk sig som han selv tænkte på den han holdt kær.
Hun gik hen til sit skab og fandt roligt sit tøj frem. En sort langærmet trøje uden noget specielt mønster. Et mønster havde fået hende til at føle at hun klædte sig på til en anledning. Det måtte være anledningen af månedsdag på Audreys savn! Sikke en anledning. Et par sorte matchende bukser i sort læder gjorde trøjen med selskab. På fødderne trak hun sorte støvler op. Tøjet kunne komme hen og blive nødvendigt når hun skulle finde en af ernære sig på. Hun havde ikke spist længe. Det havde skam også taget på hende. Men hun kunne ikke spise, for den største hunger, og lad det ikke komme til en overraskelse. Var hvor meget hun savnede Audrey. Lige meget hvad kunne hun ikke lade være med at tænke på hende.
Var hun ynkelig? Af at gå så længe og savne nogen, men ikke tage ansvaret til at lette røven og finde dem? Lavender var en O’Quinn. De var ikke dem der rakte op efter nogen, de var den der blev rakt op efter. Og man kunne altid vende den og sige at hvis Audrey følte nogenlunde det samme, var hun så ikke kommet igen? Ikke at Lavender bearbejdede hende det. Hun virkede som en travl kvinde.

Et hjerteslag i distancen fik hende til at rette sig op i stolen. Personen var i panik. Hun rettede sig op og gik hen til sit vindue. Det blev åbnet og hun satte sine fødder i vindueskammen. Hendes enorme lejlighed skulle selvfølgelig have enorme vinduer. Hun lænede sig frem og så ned, inden hun lod sig selv falde. Dem der så det ske, nåede kun at se hende læne sig helt ud af vinduet, og hun var væk. Med sin supernaturlige fart, var hun allerede afsted, på vej mod hjertens banken. Som pludseligt begyndte at falde? Hun måtte skynde sig.
Ved en mur stoppede hun op, ikke langt fra hvor det skete. Hun faldt let på knæ, overrasket over hvem det var der var blevet ådselsædernes natmad. Audrey. Hun rejste sig med lettere rystende ben og betragtede dem suge hende som var hun en kokosnød. En klump blev sunket, hvilket en af vampyrerne hørte. Hun hvæste så snart øjenkontakten var der og med vrede skridt gik hun mod dem. De ellers venlige grønne øjne var fyldt med en ubeskrivelig vrede. Hun satte pludselig i løb, ikke mod den der havde givet hende opmærksomheden, men den anden:” Watch o..!” var det eneste han nåede at sige, men den anden vampyrs hoved slap sit bid og faldt af kroppen som havde det aldrig siddet der.
Han nåede lige at spotte hende ud af øjenkrogen, hvordan kniven gled tilbage i bæltet, hans øjne kneb sammen og han måtte løfte begge arme for at blokere slaget. Hun hvæste og mumlede nogle ord han ikke kunne forstå. Ord der sikkert ikke engang hørte denne verden til. Hendes øjne scannede ham hurtigt som hun stod bag ham. I en elegant bevægelse, slog hun mod hans nakke så hårdt som hun kunne, og det så ud til at virke, for et knæk lød og han stod ubevægelig. Lavender så lidt på sin hånd som nu sad bøjet den forkerte vej. Hun tog fat om sine fingre og i et hurtigt ryk fik hun sat hånden på plads.
You… bitch…” mumlede vampyren med en hæs stemme, ”I am going to heal anytime soon.” Lavender vendte blikket mod ham og kom med et kort fnis som hun trak sin kniv:” Oh. Believe me. You’re not going to heal, dear. You’re going to die.” sagde hun så roligt og lagde sin hånd mod hans pande, pressede hans baghoved mod sit bryst og lod kniven adskille huden der ellers så fint holdte ham i live. Så slap hun ham og gik over til Audrey. Roligt løftede hun hende og kyssede hendes kolde pande:” But you shall not die tonight. I promise you this.” hviskede hendes læber mod hendes pande inden hun rettede sig op og gik hjem.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: If I Should Die - Lavender

Indlæg by Alessio on Søn 3 jul - 13:32

Audrey vidste ikke om hun skulle smile eller give sig til at græde. For på trods af, at hun virkelig gerne vil snakke og se Lavender igen. Så havde hun haft konflikter med sig selv som havde gjort det umuligt, for Audreys familie problemer skulle ikke kastes over Lavender trods alt. Hun ville hjælpe. Dengang Lavender kæmpede imod vampyrerne, en del af hende ønskede blot at hjælpe, men det var så typisk et Audrey instinkt. Hun fik overtalt sig selv til at løfte sin rystende hånd hen imod Lavende dengang hun kom hen til hende. Bare for at lade sine fingre se, at Laveder ikke blot var en forstilling. Så snart hun havde det bekræftet blinkede hun et par tårer tilbage. Kroppen var svag og anstrengelsen ved blot at have løftet armen fik musklerne til at blive endnu mere trætte. Efter at have ladet hånden hvile kort på Lavenders ansigt lod hun armen falde ned. Der var ikke meget styrke tilbage. Dog var det stadigvæk imponerende at hun kunne holde sig vågen. Træningen i overlevelse havde været hendes yndlings undervisning dengang det skulle læres, så selvfølgelig måtte hun ikke give op. Audrey bed sammen, hun vidste godt, at hun ikke ville kunne gennemføre det, men hun var nød til at overbevise sig selv om - at det kunne hun altså godt.

Lavender løftede hende op, og Audrey bemærkede det knap og nap. De blå øjne skælvede let og luften gled stille ud imellem hendes læber. Hun turde ikke lukke sine øjne andet for at blinke, og selv det turde hun næsten ikke. Lavenders læber ramte let og nydeligt på Audreys pande. Hvis Audrey skulle dø idag, så ville hun være lykkelig. Men kun fordi, at hun havde set Lavender som det sidste. But you shall not die tonight. I promise you this. Audrey tvang et smil frem på sine læber. Alt frygten var som fjernet fra hendes sind ved blot at have Lavender ved sig. Unless you feel that my company isn't safe enough? Det havde Lavender sagt til hende sidste gang, og hun følte sig sikker på Lavenders selskab. På en måde hun ikke havde gjort før. Det var underligt for hende. Selvfølgelig kendte hun følelsen, men hun havde aldrig troet at hun skulle føle den igen. Lavender gik stille afsted med hende. Audreys øjne fjernede sig ikke fra hende.
"I ca.. I can feel it.. I lost too much blood..." Lykkedes det hende at sige. Hun kunne mærke det. Audrey kunne mærke det ikke føltes rigtigt. "I think that I'm going to die..." Tilføjede hun let sammen bidt. "Lavender.." Hun var lidt tøvende omkring dette, for det var noget hun aldrig rigtig indrømmede for nogle. "I'm scared." Hviskede hun, også selvom hun vidste at Lavender sagtens kunne hører hende. Det føltes som evigheder på samme tid med det føltes som ingen tid var. Det var underligt, ikke at kunne finde ud af tid og sted. For det føltes som evigheder for hendes krop at lukke ned, men det føltes som tiden gik så hurtigt imens Lavender gik afsted med hende.

De kom hjem. Varmen ramte hendes kolde krop. Om det ville hjælpe noget i sidste ende var et godt spørgsmål. Dog måtte hun indrømme at for engangsskyld, så var det faktisk rart. Det var rart ikke at skulle tænke på andre end sig selv, eller på en måde ville hun ikke efterlade Lavender. Audrey var da sikker på at Lavender godt kunne leve uden hende, så speciel var Audrey heller ikke. Så slog det Audrey det hun skulle fortælle Lavender om Josettes plan. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle formulere det, for når hun prøvede at sige de ord hun ville sige, så kom der kun luft ud.
"If this is the last thing.. that I see in my life.. " Hun sank en klump og tvang sig selv til at sige sin sætning færdig "then I saw the most beautiful thing ever." Tilføjede hun og bed sig lidt i læben. Hvis de andre ord ikke kunne komme ud, så var det nok det andet vigtigste hun kunne fortælle Lavender. Let kunne hun mærke at øjenlågene blev tungere og tungere for hende. Audreys hjerterytme faldt kraftigt, på trods af hun prøvede at holde sig vågen.. bare lidt endnu. "May we meet again.." Hviskede hun ud inden øjenlågene gled i.
avatar
Alessio

Antal indlæg : 139
Reputation : 4
Bosted : Et sted ingen ved
Evner/magibøger : Honesty

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: If I Should Die - Lavender

Indlæg by Audrey on Tors 28 jul - 11:57

/out

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."
[You must be registered and logged in to see this image.]

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: If I Should Die - Lavender

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum