Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | vinter

Måned | December

Latest topics
» Come, see my power! (Lori)
Lør 16 dec - 13:11 by Lori

» To be of use (Vetis)
Lør 16 dec - 10:30 by Sean

» Et særligt møde - Azir
Tors 14 dec - 8:19 by Larlii

» You didn't see nothing - Razor
Ons 13 dec - 23:16 by Vetis

» I'm looking for the Big Bad Wolf - Damien
Ons 13 dec - 22:32 by Vetis

» Optrind til ... - Jazmin
Ons 13 dec - 17:31 by Kira

» Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)
Tirs 12 dec - 20:58 by Davia

» Angående mit eventyrsemne!
Tirs 12 dec - 20:45 by Gautham

» Please dont hurt me ~ Sirtimm
Tirs 12 dec - 20:37 by Lydia

Top posting users this month
Jazmin
 
Azir
 
Lori
 
Kira
 
Sean
 
Taliia
 
Vetis
 
Kace
 
Assorian
 
Sierra
 

Statistics
Der er i alt 238 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Melicia

Vores brugere har i alt skrevet 151566 indlæg in 7810 subjects

Ready aim fire - Kaeden

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Lør 30 jul - 22:37

((Starter indledningen med at spille Caleb, for at give dig en grund til at komme afsted xD )

Caleb havde haft en del syn på det sidste om hans gamle bekendte. Den mand hun var sammen med nu som hele tiden skadede hende og derved aktiverede hans evne. Dog var det ikke kun Katlin var var i problemer, Niylah var i smerte.. Audrey var i smerte. Heldigvis gik det ikke udover Wade eller Tatia for den sagsskyld. Tatia var repræsentant for Niylah ved Luna disse dage. Wade trænede de unge og Raksha styrerede flokken som alfa imens Niylah var syg. Caleb havde besluttet sig for at finde Audrey. Dog måtte han have nogle til at tjekke op på Katlin for ham. Caleb overvejede at spørge Wade, men Wade kendte ikke byerne ret godt, og Caleb var vidst den eneste der kendte.. nej vent nu lige lidt. Caleb fik øje på Kaeden. Bydrengen der havde været her alligevel et godt stykke tid nu. Caleb gik over imod ham.
"Oh Kaeden. You look like you have nothing to do.. so I have a job for you." Sagde Caleb med sit skæve halvt selvsikre smil. "So I have this friend. She is in trouble. So I need you to go get her to a safe place." Caleb trådte et skridt tættere på Kaeden. Caleb var kendt som The watcher i flokken, fordi alle vidste han kunne forudse fare. Caleb lagde hånden på Kaedens skulder og kneb øjnene lidt sammen. Det tog dog kort før Caleb trak sig tilbage i et kort gisp. Øjnene der kort skiftede farve til kridhvid imens han tog sig til hovedet.
"She is.. " Caleb kom tilbage til sig selv. "You know her?" Let nervøs kunne man vel være. Han kunne blot se de personer som Kaeden kendte om nogle af dem var i fare, og den samme person kom frem. Katlin. "Katlin. She is in danger.. her husband beats her.. everyday.. but we need to save her from it.. and since yeah.. go to Terrorville." Tilføjede Caleb og sank så en klump.


Katlin havde været ude igen. Endnu engang havde hun fået timet det sådan, at det passede med at hun var ude imens Evan var det. I følge ham skulle hun sidde og se pæn ud. I følge ham var hun intet. Katlin havde tvært imod et helt andet mål. Hun ville have ram på dem som havde dræbt Kaeden. Hun ville have sin hævn. Derfor trænede hun. Så snart hun var kommet tilbage fra den daglige træning tog hun et bad, blottede en nøgne krop som var fyldt med blå mærker og skræmmer. Ar. Let sank hun en klump og skyllede huden ren fra jordrester. Derefter trak hun i en af de fine kjoler. Fik tørret håret og sat det højt. Når han slog hende gjorde han det altid, hvor tøjet dækkede hendes hud. Derfor så ingen skaden udover hende selv. Så kiggede hun sig selv i spejlet.
"Just smile. At least you will go home today. Maybe just a few hours.. but yeah.. just smile Katlin." Hviskede hun til sig selv, hvorefter hun gik lagt sin make up. Det med at være perfekt var ikke hendes stil når hun havde andre planer, men det med at gøre, hvad hun ønskede var ikke en ting hun havde råd til i sit liv - desværre. Katlin trådte ud af badeværelses døren til at se Evan hjemme - allerede. Hun sank en klump og blinkede chorkeret.
"Evan.. you are home early." Sagde hun og satte et falsk smil på sine læber. Han nikkede og gik imod hende, hvilket fik hende til at holde vejret.
"Yes I am my little dove. And did you know what I saw when I came home?" Spurgte han hende, og Katlin rystede en enkelt gang på hovedet. Evan greb fat i hendes arme og ruskede i hende nogle gange.
"Nothing! I saw nothing! So where did you go?" Spurgte han, og Katlin sank en klump. Han skubbede hende op af muren så maleriet ved siden af faldt ned fra væggen. "Answer me!" Råbte han så højt han kunne og Katlin ville næsten vædde med hele palæet bar ekko af det.
"I.." Hun klynkede lidt imens hendes ansigt prøvede at flytte sig fra den varme ånde der virkede til at kunne kvæle hende ved et enkelt forkert ord. "I was just with Mona out looking for a dog." Tilføjede hun lavt og mærkede pludselig hans hånd gribe fast i hendes kæbe for at tvinge hende til at se ham i øjnene. Hun ønskede ikke, men til sidst måtte hun se ham i øjnene. Følelsen af ham snige sig ind og dræbe hende indefra gjorde hende bange.
"Oh stop crying. What are you? A weak little piece of nothing? Just a little girl." Sagde han i et hånene koldt toneleje der føltes som knivstik i hendes hjerte. Katlin tørrede sine øjne og begyndte derefter gå, Evan greb fat i hendes arm og førte hende afsted.

Hvert skridt Katlin tog føltes tungt. Omgivelserne føltes tågede. På trods af det, virkede hun udaf til som den mest lykkelige kvinde nogensinde, hvis man altså ikke kendte hende godt. Men på den anden side, den person der kendte hende bedst var død. Kaeden var død, og hun følte sig død indeni. Det virkede så perfekt. Dette ægteskab virkede til at være perfekte, hvilket det bag alle fire mure overhovedet ikke var.
"Can't you just stop?" Spurgte han vrissende og stoppede op. Han greb hendes ene arm og så hende i øjnene igen.
"Stop what?" Spurgte hun og vippede hovedet en anelse på skrå.
"Looking so stupid. I mean can't you at least try to look pretty?" Spurgte han igen og snerrede en anelse af hende. Katlin sank en klump, den eneste hun egentlig var mere bange for end nogen anden var Evan. Han så på hende som om, at han havde lyst til at flå hende fra hinanden nogle dage. Hun turde knap nok at sove om natten sommetider. Katlin rev sig løs i instinkt, hvilket hun aldrig skulle have gjort. Evan svang hånden i instinkt og ramte Katlin så hårdt, at hun først bemærkede slaget efter hun havde ramt jorden. Katlin tog sig til kinden og så på Evan som et lam der havde set en løve for første gang.
"Now get up!" Vrissede han af hende. Det var snart tid til at mødes med hendes forældre. De kunne ikke komme forsent til aftensmaden. Katlin vidste ikke om hun turde bevæge sig eller om hun skulle blive liggende. Hun kunne smage blodet danse henover hendes tunge. Til sidst rejste hun sig dog lidt rystet op.

//[You must be registered and logged in to see this link.]

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Søn 31 jul - 20:17

Kaeden havde ikke rigtig forventet noget stort denne dag. Lidt træning, lidt sproglektioner med Tatia, dog ikke meget, for hun havde meget travlt på det seneste, og så måske lidt tid rundt om bålet med de andre. Nu hvor Luna havde hjulpet ham med at få kontakt med sit indre dyr, var de andre medlemmer i flokken en anelse mere accepterende overfor ham. Udover Wade – Wade var bestemt ikke glad for Kaeden. Men Kaeden var også bare uheldig med sine piger. Først fik han noget for Tatia, Wades kæreste, og nu er han helt forgabt i Luna som selvfølgelig skulle være Wades søster. Men for at være ærlig var han ligeglad med den mand. Godt nok resulterede det i mere tæsk under kamptræning, men han var ikke andet end lykkelig over at have mødt Luna. Hun havde ikke bare vist ham en ny side af formskifterne, men en ny side af ham selv. Han havde endelig fået kontakt med sit indre dyr og endda på en positiv måde, som han ofte fangede sig selv i at tænke på. Han havde endnu ikke prøvet at formskifte endnu og virkede kun til at få kontakt med sit indre dyr, når han mistede kontrol med Luna. Han havde den teori, at han kun kunne miste kontrol med hende, fordi hun var den eneste, som han virkelig følte sig tryg ved. Tænk at et enkelt møde kunne ændre så meget i hans allerede meget ændret liv.

Han var på vej mod bålet, der ikke var tændt lige nu, da en person gik i mod ham. Han havde ikke talt med manden før men han genkendte ham. Det var Caleb, flokkens watcher. Kaeden var ikke helt sikker på, hvordan hans evne fungerede, men han vidste nok om den til at vide, at det umuligt kunne være et godt tegn, at han var på vej mod ham nu. Derfor smilede han ikke, men var seriøs, og standsede op.
”Caleb,” hilste han med et kort nik. Manden smilede. Det kunne ikke være slemt, når han smilede, prøvede Kaeden at bilde sig selv ind. Dog rykkede han stadig uroligt på sig, da han fik at vide, at han havde et job til ham.
”What’s the job about? ” spurgte han. Hans blik var vagtsomt. Han kendte ikke til Caleb, og hans useriøse opførsel om noget der ellers kunne virke seriøs, gjorde Kaeden en anelse paranoid. Han stolede ikke på ham. Han nikkede mens han lyttede til hans ”job-offer”. I mens overvejede han om han kunne takke nej. Det lød som problemer, og det ønskede Kaeden ikke at rodde sig ud i nu. Og hvorfor lige ham?
”Listen, Caleb… I don’t think I’m the right man for this job, and I really should- ” mere nåede han ikke at sige, før formskifteren foran ham tog sig til hovedet med et gisp. Hans øjne ændrede farve, hvilket normalt mente at dyret kom frem i ham, men Kaeden kunne godt regne sig frem til, at han måtte få et syn eller hvad han nu fik med hans evne. Den første pige, han tænkte på, da Caleb spurgte om han kendte ’hende’ var Luna og alle mulige forfærdelige scenarier spillede for hans sind. Men intet var så forfærdeligt som at høre navnet på den rigtige - ”Katlin,” gentog han.
Selvom han ikke havde været i flokken specielt længe, føltes det som en livstid siden han havde hørt det navn. Hun dukkede op for han indres blik. Hans elskede lillesøster. Den eneste som accepterede ham for den han var i familien, og den eneste han virkelig havde savnet, når han tænkte tilbage på sit tidligere liv.
Han følte endnu ikke vrede, da han fik fortalt hendes skæbne. Han følte blot panik, frygt. Han var bange for hvad der var sket hende, og bange for hvad der kunne ske, hvis intet blev gjort ved det. Han vidste godt at Kaitlin var forlovet men ikke til hvem, så han havde ingen anelse om hvilket uhyre hun kunne være blevet gift med.
Han nikkede en sidste gang og skulle lige til at gå, da han standsede op. Han lagde en hånd på Calebs skulder og gav det et klem.
”Thank you,” sagde han og så ham direkte i øjnene før han løb. Han skulle til Terrorville. Og noget sagde ham, at han vidste hvorhen.

Rejsen tog lang tid selv i løb, og han blev nødt til også at pakke noget mad og vand først. Heldigvis kendte han skoven bedre nu og kendte den hurtigste vej til Terrorville, og hans familie palæ lå ikke langt væk fra skovkanten. Selv med flere måneders træning var han forpustet da han nåede udkanten af skoven for han havde ikke holdt nogen pauser. Nu måtte han tage en slurk vand, før han skyndte sig videre. Han havde ingen anelse om hvornår det slemme skulle ske eller hvad det var men han vidste at det måtte være snart. Så han måtte være der hurtigst muligt.
Han var på vej hjem. Eller hvad man nu kunne kalde det. Han tænkte at Caleb måtte have set hans hjem og derfor kontaktet ham. Men før han nåede helt hen til huset, så han på gaderne det han søgte. Der, kun metre foran ham stod hans smukke søster, som han aldrig troede at han skulle se igen. Der, kun hundrede metre foran ham, blev han elskede søster slået til jorden af manden der burde elske hende lige så meget som Kaeden gjorde.
Nu følte han vreden. Frygten var væk og i stedet boblede det inden i ham og en ustyrlig energi spredte sig gennem ham. Hans indre dyr var vækket.
”Don’t touch her! ” råbte han med en bragende styrke han ikke før havde hørt i sin stemme, mens han skyndte sig hen for at beskytte hende. Hans næver var knyttet så hans knoer blev hvide.
”Don’t you dare touch her!” råbte han igen, da han nåede han til dem. Han fik stillet sig mellem sin søster og hendes mand, som var en anelse lavere end ham. Han holdt sig tilbage. Hans hænder rystede efter at slå manden, banke ham sønder og sammen. Men han prøvede at opretholde kontrollen. Dog så han på manden med lysende smaragd-farvede øjne.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Søn 31 jul - 22:42

Stemmen der råbte bagved Evan gik Katlins hjerte til at slå hårdere og hårdere imod hendes brystkasse. Det lød som... nej det var ikke muligt. Det kunne ikke være... Stemmen var dog anderledes, men det var hans. Hun havde aldrig hørt ham så vred. Katlin stod og så på ham, som om at hun havde set et spøgelse. Det havde hun i realiteten også, han var død? Eller nej det var han ikke. De havde løjet for hende. Hvorfor? Pludselig blev det kønne lille hoved fyldt med alle mulige spørgsmål, først da Kaeden råbte igen blev hun slået tilbage i den virkelige verden. Han stod imellem hende og Evan. Hun følte sig stadigvæk svag og ynkelig. Hvis hun kunne træne så meget som hun gjorde, men ikke kunne slå fra sig når det galte. Så var det jo til ingen nytte. Katlins mørke øjne gled ned over de rystende hænder. Kaeden holdt sig tilbage ingen tvivl omkring det. Hvis Katlin havde turdet, så havde hun nok også slået tilbage for længest. Lige nu stod hun fast frosset, og ønskede egentlig helst at komme væk. Evan var også en anelse chokeret, han vidste jo at Kaeden var død. Så at se ham gjorde ikke kun Katlin overrasket. Evan kneb øjnene en anelse og trådte et skridt tættere på.
"She is my wife and I do what I want with her." Vrissede Evan irriteret over Kaedens indblanding. "And another thing. You were dead? I remember your brother and father said that." Det var tydeligt Evan vidste lidt mere end det, men det var kun Kaeden han lod se det. Evan havde totalt viklet sig om Katlins sorg og gjort hun følte sig usikker. Katlin kunne mærke det vende sig i hende ved de ord. Ægteskabet var aldrig ment til at være af kærlighed. Den eneste grund til at Katlin skulle ægte denne mand, var så deres forældre fik mest ud af det hele. Hvad Katlin dog ikke havde gjort for familien alligevel.
"So Kaeden. What about you just shut up and run.. Isn't that what you have done all this time run because you are scared?" Sagde Evan koldt og prøvede virkelig at gøre sit bedste for at Kaeden skulle føle sig utilpas. Det var i hvert fald sådan han fik Katlin til at føle sig som et nul. Evan var en anelse usikker på de lysende grønne øjne. Det gjorde ham en anelse utilpas, men ikke noget han ville vise frem dog.

Det var et helt nyt lys Katlin så Kaeden i. Ikke at det kom bag på hende, at han ville beskytte hende - for det gjorde det ikke. Men hun havde generelt troet hun var fanget alene i et mareridt og ikke kunne komme fri igen. Var Kaeden kommet tilbage fra døden for at hjælpe hende, var hun fanget i en ond drøm som hun snart ville vågne op fra? Let sank hun en klump.
"Katlin. Get over here." Råbte han af hende, hvilket gav et kort spjæt fra hende. Dog blev hun stående bagved Kaeden. Hvis der var nogen hun stolte på, var det Kaeden. Hun ville altid stå ved Kaeden. Evan fjernede øjnene fra Kaeden og så på Katlin. Det krøb ned af hendes ryg imens hun blot holdt vejret.
"You think you can come here.. and take things from me. You are just a fool. A stupid fool. You have nothing. You are nothing." Han prøvede og prøvede - og der kunne man mere se, hvordan han var bange for at miste den frygt han havde spredt ved Katlin. Han mistede kontrollen over spillet og det brød han sig ikke om.
"Shut up Evan." Vrissede Katlin. Mest af alt brød hun sig ikke om måden Evan talte til Kaeden på. Så derfor åbnede hun munden. Evan brød sig dog ikke om det overhovedet og gik tættere frem imod hende, men Kaeden stod i vejen.
"You little bitch.. you don't speak to me like that." Vrissede Evan af hende. Evan havde ingen kampevner, men af vrede slog han ud efter Kaeden.
"Kaeden! Watch out." Råbte hun til Kaeden og løftede hænderne i chokket op til munden. Hun spærrede øjnene op.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Man 1 aug - 17:18

Dette var bestemt ikke det møde, Kaeden havde håbet at få med sin søster. Han havde håbet på kram og omsorg og en masse ”Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen, jeg har sådan savnet dig”. Det var der bare ikke tid til nu. Der var nemlig én bestemt person der stod i vejen for det, ligesom Kaeden nu stod i vejen mellem Katlin og Evan, som den bestemte person netop hed.
Hver udånding, hver blink, hver mindste bevægelse Evan lavede fyldte Kaeden med en ny vrede. Han blev nødt til at bore neglene ind i sine håndflader for at holde sig fra at gøre noget ved ham lige nu. For selvom Kaeden var vred, så var han stadig en god person. Han havde aldrig rigtig været oppe at slås udover træning og han havde aldrig med vilje ville skade en person før. Så han ville i hvert fald give manden en chance for at forklare.
Han forklarede ikke.
I stedet, efter han var kommet sig over chokket, skød han brystkassen frem og gav sig til at vrisse af Kaeden. Hans sætninger indeholdt næsten intet andet en provokation og fornærmelser. Men hans ord gik ikke Kaeden på, nej, det var nærmere måden hans mundvige bevægede sig, hans irriterende stemme og hans varme ånde, bare hele hans væsen, der gjorde ham fuldstændig rasende. Kaeden havde aldrig følt had før. Ikke før nu. Han sagde ingenting men sørgede blot for at holde sine knyttede næver nede og trække vejret nogenlunde kontrolleret. Han åbnede først munden, da Evan talte direkte til Katlin.
”Katlin, stay,” var det eneste han sagde. Hans stemme var kontrolleret og bestemt. Ikke som han normalt lød. Men når hans dyr var fremme i ham, var han ikke bange for at give ordre. Og selvom han hadede at skulle give en ordre til sin søster var det nødvendigt for ham at holde hende i sikkerhed. Han så ikke på hende og fjernede ikke sine animalske øjne fra sin fjende. Hans hjerte bankede smertefuldt mod hans bryst, tiggede ham om at komme ud med alt den indædte vrede. Men han stod stille.
Hans øjenkontakt med Evan brød kort, da Katlin åbnede munden. Han havde aldrig hørt hende tale igen til nogen før – aldrig. Det fik de ikke lov til i deres husholdning. På sin vis kunne man vel sige at han var imponeret over hende, selvom det dog kom bag på ham. Det fik ham i hvert fald til at skæve tilbage til hende. Og da han så frem igen, var en knytnæve på vej mod hans ansigt.
Dette var første gang, at Kaeden virkelig mærkede effekt fra sin træning. Måske hjalp det også at have kontakt med sit indre dyr, men i hvert fald var hans reaktionsevne fremragende. Ikke nok med at han kunne undvige slaget, i stedet valgte han at gribe Evans hånd i luften. Det føltes som om han kunne knuse hans knogler ved bare det greb. Styrken sendte et rus af adrenalin gennem ham.
”Idiot,” fik han snerret ud, før han vred Evans arm om og placeret et knæ i hans mave. Det føltes for godt, hvordan pusten blev slået ud af manden og han virkede så svag og hjælpeløs. Gjorde had virkelig ham sadistisk? Tanken fik Kaeden til at give slip på Evan, hvilket han ikke skulle have gjort. For Evan var hurtigt op igen og denne gang var han rasende. Han sprang på ham med så mange slag så muligt. Han virkede ikke til at sigte på noget specielt, men prøvede bare at være så hurtig så muligt i håb om, at Kaeden ikke kunne ramme ham. Det gjorde det svære, men på samme tid gjorde det det utroligt nemt for Kaeden at undvige hans slag. I stedet gjorde det ham bare mere frustreret, for han ønskede at slå ham men han kunne ikke nå ham. I starten var det fint. Evan slog, Kaeden undgik. Men så indså han noget nyt – Evan prøvede at komme forbi Kaeden til Kaitlin. Var han dum? Var han fuldstændig stupid?
Hadet overdøvede nu alt fornuft og alt samvittighed der før holdt ham tilbage. Dyret inden i ham brølede og instinktet tog over.
Hans ansigt fortrak sig i en hvæsende grimasse, som hans tænder groede skarpere. Evan stoppede med at slå. Og Kaeden skiftede form.
Det gik meget hurtigt. Han kastede sig over Evan og i sit spring forvandlede hans sig. Han lagde ikke en gang mærke til det, nej, alle hans tanker var væk i blind raseri og had. Panteren landede over Evan, skubbede ham ned til jorden og brølet, der før havde holdt sig inde i ham, kunne endelig høres. Dens lysende øjne strålede og i sit brøl trak den skuldrene frem og ørene tilbage. Klar til kamp. Men kamp blev der ikke meget af. Evan var hjælpeløs. Det var dog ikke noget panteren lagde mærke til. Nej, den gik blot til angreb. Den flænsede ham så blod sprøjtede og kød blev revet op. Og så bed den ham. Den borede sine lange tænder gennem hans hud og ned i pulsåren ved hans hals, så lang ned at Evans skrig blev druknet af blod i hans mund. Evan var ikke længere en mand. Han var et bytte.


Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Man 1 aug - 18:17

Katlin, stay. Sætningen kom bag på hende, for Kaeden sagde aldrig til hende hvad hun skulle gøre - eller ikke på den måde. Langtfra på den måde. Katlin fik kort øjenkontakt med Kaeden da han kiggede på hende kort. Katlin havde set en scene, en scene af Evan der ville slå Kaeden i jorden. De var jo ikke ligefrem trænet i det, selvom hun uden tvivl kunne se at Kaeden havde trænet. Scenen spillede sig ud modsat af hendes ide. Han greb Evans næve som havde han regnet ud at slaget ville komme før det ville komme. Katlin sprang automatisk et skridt tilbage. På den ene side ønskede hun ikke at se dette, hun havde aldrig rigtig set noget lignende. Evan så magtesløs. Det var noget nyt. Måden armen blev vredet om og hun ville have påstået, at hun hørte et knæk. Et knæ i maven. Noget i hende ønskede at blive ved med at kigge, og se dem mand, som havde bragt hende så meget frygt og smerte lide. På den anden side ønskede hun at stoppe det, for at Kaeden ikke skulle gøre noget han senere ville fortryde. Evan rejste sig hurtigt da Kaeden kort gav slip. Evan der kastede sig over hendes bror og hun kunne ikke tage øjnene fra det. En del af hende ville rive ham væk og fjerne ham fra Kaeden. På den anden side så vidste hun også, at det ville ende ud i kaos hvis hun blandede sig. Katlin var ikke i tvivl om at Evan ville gøre det af med Kaeden hvis han fik chancen. Men den Kaeden der stod foran hende lige nu og var i kamp imod Evan, ham kendte hun ikke og ærligtalt vidste hun ikke, hvad han var i stand til.

Det næste der skete fik hende til både at spærre øjnene op i beundring og frygt. Evan stoppede med at slå og trak sig tilbage. Han virkede så hjælpeløs ganske kort at Katlin næsten fik ondt af ham. Pludselig stod panteren der. Den dyriskeform som hende og Kaeden var blevet forbudt at skifte til. Det var den vigtigste regel. Katlin nåede knap nok at blinke før det næste skete. Det gik så hurtigt. Kaeden var sprunget på Evan længe før Katlin registrede det. Det var meget for hende at bearbejde på en dag. Alt gik for stærkt for hende. Brølet gik det til at glide koldt henover hendes ryg og hun frøs kort fast, fordi alle i nærheden reagerede på slåskampen nu. Nogle gispede i overraskelse og andre løb væk i frygt. Katlin anede ikke hvad hun skulle gøre lige nu. Skriget lød i en høj tone igennem hendes ører imens hun så væk med øjnene lukket. Blodet og Evan der druknede i hende - hun fik det nærmest dårligt. Det var en kvalmende følelse som ramte hende hårdt. Kaeden virkede ikke til at ville reagere på noget, og hvis andre folk kom i nærheden kunne han sikkert angribe dem. Shapeshiftere var farlige på det punkt, havde hun fået fortalt så mange gange. Så snart de var dyr var de ude af kontrol, og hvis man blev i sin form for længe ville man blive et bæst foraltid. Eller det var de myter hendes forældre havde fyldt hendes hoved med.

Her blev hun mere bekymret for Kaedens sikkerhed på trods af historierne.
"Kaeden.. we have to go." Sagde hun forsigtigt, men var ikke ligefrem sikker på at hans menneskelighed holdt ved. Hvad nu hvis han var blevet et bæst? Hun gik stille tættere på og prøvede at undgå at kigge på Evans døde krop. Panteren var flot uden tvivl om det, men de var nød til at smutte inden byens jægere ville have hans hoved til pynt på væggen. En del af hende turde ikke komme imod ham. Hun hadede sig for den del, for Kaeden ville jo aldrig gøre hende noget ondt. Han havde lige reddet hende, hvorfor så gøre hende noget ondt bagefter? Men hvis det var rigtig hvad hendes forældre havde sagt, så var panteren og mennesket ikke samme person. Ikke længere i hvert fald. Dog var hendes egen dyriske del alligevel påvirket af, at Kaeden havde givet slip. Det fik hende til at undre sig. Det fik hendes lavendelfarvede øjne til at snige sig frem kort, men kun i ganske få sekunder. "Kaeden." Gentog hun lidt efter og lagde stille en hånd imod panterens pels ved midtryggen. Dog så snart hun havde rørt ham trak hun sig alligevel. Selv havde hun kun skiftet form en enkelt gang før og det havde været engang for meget. Folk hviskede omkring dem. Hvor skulle de gå hen? Hvad skulle hun nu gøre? Hvad ville deres forældre ikke sige når de fandt ud af det? Katlin kunne mærke hendes hjerte begynde at banke voldsommere og voldsommere i ren panik. Det føltes som om, at alle byens folk stirrede nedladende på hende, og hviskede om hende. Katlin var bange for de ville sladre, sige at det var hendes skyld, og at hun havde vanæret familien. For hvis hun ikke havde sneget sig udenfor på en åndssvag plan om at hævne sin døde bror - som ikke engang var død - så havde hun ikke haft det her problem. Så havde hun levet videre i den samme cirkel, men nu var den brudt - hun var udenfor cirklen og vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Pludselig startede stormen. Ikke sådan bogstavligtalt, men nogle af byens jægere kom til med deres pile og sigtede efter den farlige panter. Katlin var ligeglad med om Kaeden kunne ske at være farlig. Kaeden var familie, den person som hun stolede mest på af alle. Men pilene stod også i sigte til at kunne ramme hende, og hun vidste at en dårlig skytte ville nok nærmere ramme hende end målet. Den første pil nåede hun at dukke sig til.
"Run." Sagde hun i en hvisken, men med et toneleje som var overraskende bestemt. Men det var nu og det kunne ikke gå for langsomt. Det var en skam hun ikke havde noget at skyde tilbage med, for hun kunne sikkert ramme bedre end den flok amatører der var tilbage her. Katlin ville først løbe når Kaeden gjorde, for hun ville være sikker på at han ikke pludselig forsvandt. Dog havde hun stadigvæk en teori om, at hun ville vågne op om lidt. Katlins egne instinkter var dog vækket til et overraskende højt niveau uden hun var klar over det, fordi hun så tæt på Kaeden at hendes instinkter hurtigt afspejlede sig i hans. Så det at han var forvandlet gjorde hende blot endnu tættere på sine dyriske instinkter end hun havde nogen som helst forstand på. Hvilket gjorde, at da en pil fløj imod hende greb hun den lige inden den ramte hende ved halsen. Den anden hånd var stadigvæk fri og de mørke øjne stirrede på pilen der kunne have dræbt hende på stedet. Hjertet sprang næsten ud af hendes brystkasse, og hun kiggede op.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Tirs 2 aug - 12:11

Kaeden var ikke sig selv lige nu. Eller også var han sig selv, blot en version af sig selv, som han altid havde holdt tilbage i frygt for hvordan den ville være. En frygt, som nu kunne vise sig at være sand. Katlin var ude af hans tanker og det eneste han tænkte på var følelsen af revet kød og smagen af blod. Evan var død ved første flæns, men Kaeden blev ved indtil han ikke længere kunne genkendes. En knurren undslap ham, mens han bed ned i Evans hals. Til sidst var det mere en samling af kød end et menneske under ham. Det var også først der, at det gik op for ham, hvad han havde gjort.
Det var Katlins stemme, der trak ham ud af hans animalske trance. Hendes nervøse, bekymret og forsigtige stemme, som han havde svoret at sørge for aldrig skulle lyde sådan. Og nu var det på grund af ham. Han havde skræmt hende. Han havde dræbt en mand foran hende, et minde som ville hjemmesøge hende længe, hvis ikke for evigt.
Hvor der før var vrede var der nu skam. Skam og selvhad. Hvordan kunne han havde gjort det? Han måtte virkelig være det monster, som hans familie frygtede.
Panteren trak sig væk fra sit bytte, med sænket hovedet og halen trukket tilbage.
Hun nærmede sig ham, men han bevægede sig væk fra hende. Han ønskede hende ikke tæt på. Tænk hvis han stadig var farlig. Tænk hvis han endnu en gang mistede kontrollen. Denne gang ville det ikke kunne gå ud over en som han hadede, denne gang ville det kunne gå udover den han elskede.
Hun veg ikke fra ham men blev i stedet ved med at nærme sig. I et blink skiftede hendes øjne farve og Kaeden blev mindet om at hans søster ikke var så svag som man skulle tro. Hun var også formskifter. Hun var i det samme fængsel, som han for blot et par måneder siden kun med nød og næppe slap fra. Det fik ham til at lade hende komme tæt på. Hendes fare havde ikke været Evan. Hendes fare var hele det liv, deres slægt holdt dem fanget i.
Han stod stille og lod hende røre ved ham på et af de punkter, hvor hans sorte pels ikke var farvet rød af blod. Hans smaragd-grønne øjne hvilede på hende. Han ville ønske han kunne fortælle hende, at hun skulle komme med ham. Han ville hjælpe hende, redde hende og få hende væk herfra. Han håbede blot på at det kunne ses på hans øjne.

Hun trak sig væk fra ham igen, men Kaeden blev ikke såret eller fornærmet. Han forstod hende godt. I stedet begyndte han at lytte til de andres hvisken. De havde lige set en panter komme ud af ingenting og dræbe en mand. Hvor havde han været dum bare at gøre det på åben gade. Endnu en ting han ikke havde tænkt over, da det slog klik. Det nåede lige at gå op for ham hvilken knibe de var i, da byens jægere var nået til gerningsstedet. Den første pil fløj forbi, og jægeren havde skudt så skævt at panteren ikke en gang blev nødt til at undvige.I stedet vendte han sin opmærksomhed mod sin søster. Hun ville have at han løb. Forlod hende. Det kunne han ikke gøre igen, hun måtte komme med ham.
Please... come with me... lød det i hans tanker men ordene kunne ikke komme ud. Han stod fastfrossen til stedet og virkede ikke til at have nogen intention om at flytte sig. Selv om Katlin havde lydt så bestemt, noget han aldrig før havde hørt hende som før, så kunne han ikke følge hendes ordrer.
Ikke før det gik op for ham, at dette ikke kun handlede om ham selv. Jægeren var også ved at ramme Katlin. En pil var så tæt på at ramme hende, at hvis hun ikke selv havde grebet den, ville hun være død på stedet. Kaeden havde ikke en gang tid til at blive forbavset over hendes hurtige reaktion eller evner. Han indså, at hvis han ikke løb nu ville der komme en pil, som hun ikke havde tid til at reagere på.

Så han gav sig til at løbe. I et spring satte han farten op og hen mod skoven. Han kunne ikke gøre andet end at håbe på at Katlin ville løbe med. Slippe af sted herfra. Men valget var hendes. Måske ønskede hun slet ikke at komme væk.
Mens han løb, følte han en styrke gennem sig, som han ikke før havde følt. Måden han bevægede sig over jorden, som fløj han, i en hastighed der fik hjertet til at pumpe hårdt inden i ham. Så det var følelsen af at være et dyr. Den eneste positive oplevelse, han har haft med det, indtil videre.
Han nåede ikke en gang at nyde det, før noget stoppede hans løb. Mens han havde løbet havde han zigzagget for at undgå pilene og det havde egentlig været ret nemt. Men en jæger, der ikke havde været med de andre, men mere foran, fik et heldigt skud. Det ramte Kaeden i siden, hen af maven og borrede sig fast. En blanding af et brøl og et klynk kommer fra Kaeden, da smerten skød i gennem ham og fik ham til at standse op. Han skulle lige til at bide smerten i sig og løbe videre, da endnu en pil ramte ham på en af bagbenene. Han faldt til jorden. Smerten dunkede i gennem ham i takt til hans hjerte, men han tvang sig selv op at stå. Endnu en pil ramte ham, borrede i gennem hans skulder, og denne gang kom han ikke op at stå igen. Sorte pletter var for hans syn, og han var næsten sikker på at denne pil var for tæt på at ramme noget, der kunne slå ham ihjel. Men han kunne ikke længere gå. Smerten var overvældende. Dog det eneste der fyldte hans tanker var om Katlin mon var sluppet væk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Tirs 2 aug - 13:48

Den tanke der strømmede igennem hendes hoved. Hun vidste ikke hvor den kom fra. Dog løb han til sidst. Let åndede hun ud. Hun løb over imod ham, og det virkede måske kort som om hun jagtede ham. Derfor var der en herre der fik en albue i hovedet så hun kunne tage hans våben. Hun var langtfra ligeså hurtig som Kaeden lige nu, men hun var i bedre form end man måske lige så hende for. Så stoppede hun op lidt fra og fik overblik over jægerne. Det var nu hun skulle bruge sin træning. For hun kunne ikke leve med sig selv, hvis Kaeden døde fordi hun ikke kunne hjælpe ham. Hun kunne ikke miste ham igen. Hun spændte buen og tog en dyb indånding. Så sigtede hun og ramte en af jægerne i hånden så han tabte buen. En nede. Mange løb ikke med ud i skoven, men nogle af jægerne var ikke fra byen - de var fra skoven, hvilket gjorde det svære for hende at få overblikket over det. Det var ikke længe siden og det var heller ikke fordi, at hun var dårlig til det. Men nu når hun havde lovet sig selv at flå den person der havde dræbt Kaeden fra hinanden. Og nu når han ikke var død. Så kunne hun vel stoppe dem som ville dræbe ham før de gjorde det? Til sidst var der ikke flere pile. Og hun måtte løfte op i kjolen for hun overhovedet rigtig kunne løbe. Brølet på afstand fik hende til at finde vejen. Hun tænkte ikke meget her, for hun skulle bare videre. Katlin stoppede op da hun så synet af panteren i smerte. Pilen var borret godt ind i dyret. Flere pile. Katlin spærrede øjnene op og chok over det. Men hun var færdig med blive i baggrunden og være en biperson i hendes eget liv.


Hun gik stille op bagved manden, imens han gjorde an til at aflive dyret foran sig. Den lavendelfarve i hendes øjne glødede varsomt som hun trådte nærmere. Så greb hun fat i hans hår og trak hovedet tilbage. Chokket var hendes fordel, for det gik hende en chance for at trække hans hoved ned imod hende i det hun hævede sit ene knæ. Næsen brækkede højestsandsynligt der og manden røg i jorden. Så sparkede hun ham i hovedet så lyset gik ud. Så kunne hun mærke det. Hvordan det hele ændrede sig for hende. Knoglestrukturen rykkede sig. For hende gjorde forvandlingen mere ondt end godt. Heldigvis gik det hurtigt, men hun var også meget afvisende for sin dyriskeform - og den brød blot igennem. Tvang hende til at gennemgå den, imens alt Katlin virkelig havde lyst til var at stoppe det. Pludselig stod hun der. Den snehvide tiger stod foran Kaeden. Katlin var bange for sig selv og i sådan en stor og mægtig form følte hun sig egentlig blot ynkelig. Ikke at den dyriske side af hende havde tænkt sig at lade den menneskelige tage stoltheden fra hende. Nu var den fri og den havde ikke i sinde at lade sig gå tilbage i fængsel. Dog bekymrede hun sig stadigvæk om Kaeden og gik hen til ham.Let puffede hun til hans hoved med sit eget.
Are you okay? Klynkede hun let "please stay with me." Så gik hun hen og trak pilene ud af ham. Smerten at påføre ham var forfærdelig for hende, men hun var nød til det. Hun lagde sig ved siden af ham, og ville blot vente på han reagerede.

Pludselig hørte hun noget og det fik hende til at løfte hovedet. Det var utroligt, hvordan den dyriske og menneskelige form sammenarbejdede. Det overraskede hende helt. Hun knurrede da hun hørte nogle og rejste sig op. To kæmpe store jaguare stod foran hende, en anelse større end hende. Hun var nu en sibirisk tiger og var generelt større end en normal panter. Så lidt mindre end en kæmpe jaguar.
"Relax cub." Sagde den ene til hende. Der gik det op for hende, at hun ikke ligefrem var en fuldvoksen tiger i sin form, men stadigvæk en bekymret søster.
"What do you want." Vrissede hun og blottede let sine tænder uden hun egnetlig var klar over sit kropssprog.
"We are know him. And our alpha seems to like him. We can help." Sagde den anden. Katlin trak sig let. Stole på shapeshifters. Nu blev hun forvirret igen, men så kom hun i tanke om Caleb. Caleb var ikke en dårlig shapeshifter. Hun havde forladt ham fordi at hun ikke måtte være med en shapeshifter. Han havde prøvet før at få hende ud af familiens fængsel, men det var ikke lykkedes. Katlin trak sig til side og lod shapeshifterne løfte Kaeden op på den enes ryg. Hun fulgte med imens de gik.
"So how do you know him? Spurgte den ene. Katlin vidste ikke om hun burde svare men gjorde det af ren høflighed.
"He is my brother.." Den store jaguar nikkede til hende, og endelig ankom de til stedet. Dette store område. Det så ud som et paradis. En kvinde kom ud. Sagde noget og de gik væk med Kaeden.

Katlin sprang frem men kvinden stilte sig foran hende. Let knurrede Katlin af kvinden.
"I understand. You want to stay with him. But you can't. I will do everything to make sure he is okay. Trust me. I care about him too." Sagde kvinden og af en eller anden grund troede Katlin på hende. "I think we shall take care of you first. By the way, I'm Luna." Sagde kvinden og nikkede hende med i sin retning. Katlin var nervøs men fulgte med. Kom hen til det her dejlig grønne område og var isoleret lidt fra resten af flokken. Luna tog nogle klæder med sig. Sikkert for at hjælpe hende med at skifte form. Det tog tid. Flere timer. Det var svært for Katlin at holde fokus på Luna når hun var bekymret for Kaeden. Dyret var ikke i Katlins kontrol, og hvordan det lykkedes hende at komme tilbage i sin menneskelige skikkelse var et mysterium - men det lykkedes hende og det gjorde ondt. Luna var hurtigt henne ved hende og lagde stoffet omkring huden på hende. Fik et glimt af de blåmærker og de ar der beklædte huden. Historien bag var hende ukendt og hun regnede heller ikke med at få den af vide.
"Come with me, we will get you something to eat." Sagde Luna og viste Katlin ind til sit sted. Lod hende få noget [You must be registered and logged in to see this link.] samt noget mad og drikke.
"Can I go check on him please?" Spurgte Katlin lidt senere. Luna nikkede.
"I will take you too him." Tilføjede hun med et smil.

Luna tog Katlin med til sygafdelingen af lejren. Luna havde naturligvis fået de bedste til at tage sig af Kaeden. Nok var han ikke en del af hendes flok, men han var en del af hende - og hun ville altid tage ham ind, hvis han havde brug for hende. Hendes blok kendte trods alt lidt til Kaeden efter han var ved hende. Luna smilte til ham da de kom ind i træhytten.
"Heey." Sagde Luna til Kaeden imens Katlin nærmest løb hen til ham for at sætte sig ved hans side.
"You can stay as long as you want to." Sagde hun og kørte så hånden igennem sit hår. "Well let me know If you need anything. I will let you two talk." Tilføjede hun og gik så ud af hytten.
Katlin lagde sin hånd ovenpå Kaedens.
"How are you?" Spurgte hun stille og sendte ham et smil. "So I saw the way she looked at you.. tell me more." For måske lige at skifte emnet over på noget andet end det drama der var sket.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Lør 6 aug - 12:57

Kaeden så en mand nærme sig. Han havde en dolk hævet, klar til at gøre en ende på panteren. Kaeden nåede lige at tænke, nu er det nu, og på en måde, var han klar til at se døden i øjnene, han var i hvert fald for svag til at gøre noget for at stoppe det. Så længe Katlin klarede den, så længe hun havde det godt. Kort strejfede hans tanker også Luna men han rystede det af sig igen, for han kunne ikke klare at tænke på hende lige nu.
Men dolken nåede aldrig at ramme ham. Manden blev derimod trukket tilbage og sendt i jorden. Det tog lidt tid for Kaeden at se, hvem der havde været hans redningsmand og endnu længere tid for ham at forstå det. Hans søde, uskyldige lillesøster havde lige slået en mand ud som var det barnemad. Kaeden kunne stadig huske, hvor hun som lille havde prøvet at slå Kepem fordi hun var blevet sur og så græd fordi det gjorde ondt. Hvor havde hun udviklet sig. På en underlig måde var Kaeden faktisk stolt af hende. Hun var blevet så stærk.
Lige som Katlin havde reddet hans liv, begyndte hun at ændre form. Det var smertefuldt for hende, og derfor gjorde det ondt på Kaeden at se det. Han rykkede på sig, men kunne ikke komme op at stå ved hende. Pilene i ham holdt ham på sin plads. Han nåede heller ikke at bevæge sig meget, før en snehvid tiger stod foran ham, og han stoppede. Han havde aldrig set hende som sit dyr før. Hun var smuk. Tigeren viste den styrke, som hun før havde holdt tilbage.
Hun vendte sin opmærksomhed mod ham og selvom hun puffede til ham, blev han liggende stille. Da han rykkede sig før, havde pilene også rykket på sig og gjort hans sår dybere og bredere. Nu var der plads til at blod slap ud. Alligevel svarede han hende med, "I'll be fine...".
Hun trak pilene ud af ham, og for hver ryk, hvæste han af smerte. Han vred sig, da de endelig kom fri, men nu blødte han kraftigt. Han kunne mærke, hvordan verden begyndte at snurre, og mørket nærmede sig. Katlin lagde sig ved siden af ham.
"No... run..." nåede han at sige, før han ikke kunne kæmpe længere. Han blev menneske igen og det hele forsvandt.

Da han vågnede, vidste han ikke, hvor han var. Han vidste, at han var på en form for sygeafdeling, men det var ikke ved sin flok, for der havde han været et par gange før. Hans sår var forbundet, men det gjorde stadig ondt, hvis han rykkede for meget på sig. Han var også ufattelig udmattet, nok fordi han ikke have nok blod i sit system. Det svimlede for ham, da han fik sat sig op. Så snart han rykkede på sig, kom en dame hen til ham, som han ikke kendte.
"You should stay down, so you don't overstrain yourself," sagde hun med en blid stemme, men Kaeden lyttede ikke til hende.
"Where am I? Where's Katlin" spurgte han og blev overrasket over, hvor hæs hans stemme var. Hans hals var også helt tør, "Can I get a glass of water, please?"
Damen nikkede og hældte et glas vand op til ham. Der var en kande ved siden af hans seng, som han ikke lagde mærke til før nu. Hun svarede først på hans andre spørgsmål, da han havde taget sin første tår.
"Your sister is doing fine. She's not hurt. She and Luna brought you here, and Luna is helping her to turn human again. She is a great trainer," forsikrede hun ham om og Kaeden nikkede bekræftende. Så han var ved Lunas flok. Han anede ikke, hvordan han rent faktisk var kommet herhen, men det vigtigste var at Katlin var sikker. Og han var ikke i tvivl om, at Luna var en god træner, så han var sikker på at hans søster var i gode hænder.
"You should rest, sir, let your body work." Denne gang gjorde Kaeden, som hun sagde, for nu var han rolig igen. Det var overstået. Han tog en stor slurk af vandet for at vædde sin hals, og så lagde han sig med et lille anstrengt suk. Han lod udmattelsen trække ham ned i en dyb og velfortjent søvn.

Han blev vækket nogle timer efter af den samme dame. Det var noget med, at han ikke kunne sove, mens hun tog hans forbinder af, og hun skulle tjekke at han stadig var klar i hovedet. Han lod hende skifte hans forbindinger og ytrede kun en lyd, da hun ramte hans sår. Han var ved at blive rastløs nu. Han ville hen til Katlin og vide, hvordan hun havde det. Men han vidste godt, at damen aldrig ville lade ham gå, hun ville kun efter lidt plageri fra hans side lade ham side op af sengens ryg. Hun prøvede også at få ham til at spise noget, men han havde kvalme efter blodtabet, så han sprang over. Heldigvis gik der ikke længe, før han fik besøg. Den første der kom ind var Luna og straks ændrede Kaedens attitude sig. Det var en blanding af glæde og nervøsitet - mest fordi han sådan set ikke havde tøj på under tæppet og sidst hun så ham var han bevidstløs efter at have været tæt på at dø. Ikke helt en situation man ønskede at være i foran en pige man ville imponere. Et smil kom da frem på hans læber.
"Hi," nåede han at hilse for en skikkelse kom spurtende ind. Først trak han sig tilbage, fordi han ikke så hvem det var, og så skar han en grimasse, da det sendte stød af smerter gennem hans krop. Da han så endelig så at det var Katlin blev hens smil blot større.
"I'm glad to see that you're okay," sagde han til hende. Så så han tilbage på Luna. Han havde lyst til at vise hende, hvor glad han var for at se hende, hvor lykkelig han var. Men af en eller anden grund følte han at det var akavet og upassende over for hans lillesøster. Han havde haft kærester før, men det var menneskepiger godkendt af hans familie, som Katlin havde kendt i lang tid. Ikke en leder af en formskifter-flok, som lige havde trænet hende til at blive menneske. Så han nikkede blot til, hvad hun sagde i stedet for og sagde: "Thank you."
Hun forlod hytten og Kaeden og Katlin var alene, eller næsten alene, damen var i den anden side af lokalet og roddede med et eller andet arbejdsrelateret.
"I'm great. Just a bit dizzy and tired. I don't really need to stay in here, but the nice lady over there won't let me go," sagde han med lidt humor i stemmen og lavede en fakt over mod hende. Hun vinkede og arbejde så videre. "How are you?"
Hans pokkers observante lillesøster havde altså lagt mærke til Lunas blik. Sjovt, for han lagde ikke mærke til, at hun så på ham på en speciel måde, men det gjorde ham egentlig lidt stolt. Han fandt alligevel situationen lidt akavet og det kunne man også høre på hans stemme, selvom smilet stadig var der.
"Uhm... I don't really know what to tell you," sagde han og kløede sig i nakken. Det største tegn på et forhold mellem ham og Luna var sex. Det kunne han da ikke sige til sin lillesøster. Men han kunne fortælle om sine følelser, "She's an amazing girl and I like her but... She's the leader of a whole pack. I don't think she feels the same about me and if she does, I don't think she wants to make anything out of it."
Det var første gang han havde sat ord på sine tanker. Det var faktisk ret godt at komme ud med det. Han havde aldrig talt med nogen om Luna. Den første person han faktisk nævnte det for var Wade og ja... Det gik ikke så godt.
"How was the training?" spurgte han så. Han ville godt høre, hvordan den del af Lunas træning var. Fordi hans træning med hende... Det indholdt noget, som han ikke forventede hun lavede med Katlin. Han så på sin søster og kunne ikke holde et smil tilbage, det ville simpelhen ikke gå væk. Han gav hendes hånd et klem.
"I'm so glad to see you again, Katlin."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Lør 6 aug - 13:45

Katlin var meget opmærksom på, hvordan hendes kære broder havde det. Let rystede Katlin på hovedet og kiggede over på damen der havde taget sig af Kaeden. Let nikkede Katlin høfligt til hende og vendte opmærksomheden tilbage på Kaeden.
"I think you should stay, till I'm sure you are okay." Sagde hun og var lidt enig med damen, hvis hun sagde han skulle blive, var det nok for hans eget bedste. Så ramte spørgsmålet hende, og egentlig nej, så var hun i bund og grund ikke okay. Hvornår var man overhovedet okay? Men Katlin ville ikke bekymre ham, så hun nikkede blot.
"I'm fine. It is weird not being in the town, but I like the fresh air." Indrømmede hun med et skævt smil. Heldigvis fik hun vidst svunget opmærksomheden lidt tilbage på ham omkring Luna. Der var noget over den måde Luna havde set på Kaeden på, som gjorde hun stolede på Luna. Katlin vippede hovedet let på skrå imens han kløede sig i nakken, et lille nervøst træk. For hun gjorde det samme når hun ikke havde ord for det hun ville sige, eller blot ikke vidste hvordan hun skulle formulere sig.
"So what she is a leader.. I mean. She is great I like her. I think she is the first girl you like, that I like too." Katlin havde aldrig syntes nogle var gode nok til sine brødre, specielt Kaeden. "Titels doesn't mean a thing, because if it's real, you can't walk away. And even If you can walk away, don't." Tilføjede hun. Ja hun havde da selv haft et rigtig forhold engang med Caleb, uheldigvis var det ikke godkendt for han var shapeshifter - Katlin og hendes moder havde dog aldrig talt videre om det.
"Go for it. If these are the words you need to do something about it." Sagde hun med et skævt smil. Katlin havde ingen anelse om, hvilket liv Kaeden havde levet siden han havde været død. Hvor han havde været, eller hvilke personer han havde mødt.

Træningen, hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare. Let sank hun en klump.
"Well, It took some time. Hours. I was so worried about you.. but is was weird.. I hate feeling of shifting.. it feels like my body is on fire. Luna thinks it's because I don't want to be in my other shape, and I don't want to." hun bed sig let i læben og slog blikket ned. Hun var jo van til det var hendes største fejl. Hun var van til at gemme den væk, og høre folk tale ned om det. Hvorfor skulle hun så ønske at skifte form? "I don't know.. A part of me wants to love it and the other is just stronger.. the hate.. " Hun rystede let på hovedet. Heldigvis skiftede emnet, ikke over på noget mindre smertefuld, for det mindede hende blot om da hun troede han var død. Ikke en følelse hun ønskede at opleve igen. Let bed hun sig i kinden og flyttede de mørke øjne over på hans da han gav hendes hånd et klem.
"Yeah.. it's good to see you too." Sagde hun med en lettere forvrænget undertone i stemmen.
"You know.. they told me you were killed. Dad and Kepem.. they told me, that they saw you get killed by wolves.. shapeshifters.." Tilføjede hun og blinkede ganske kort en tårer ud som hun fjernede hurtigt.

Billedet fra scenen, hvor de fortalte hende det. Hun var brudt sammen grædende midt på gulvet derhjemme. I flere dage havde hun ikke spist eller fortaget sig andet end at være lukket inde på sit værelse. Det havde været den mest forfærdelige følelse nogensinde. Derefter var hun blevet målret efter hævnen. Det var hævnen der havde fået hende i så mange problemer med Evan, eller hun gav i hvert fald sig selv skylden. Katlin slog tilbage til virkeligheden.
"What happened?" Spurgte hun, havde han overlevet ulvene, men havnet så  dybt ud i skoven, at han ikke kunne finde hjem? Hvad var der sket derude. Skoven var stor, så det ville ikke overraske hende. Hun ville gerne vide, hvad der var sket. Katlin havde ikke trænet og lært at bruge våben for ingen skyld. "Just tell my what happened to you. Did Luna find you? I just want to know, how, and who helped you stay alive.. I want to thank them for not letting you leave me." Tilføjede hun og bed sig let i læben.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Lør 27 aug - 22:12

Katlin var okay. Det var det eneste der virkelig gjaldt. Hans skader og fremtidige problemer var glemt, for han var bare så glad for at høre, at hun havde det fint. Og at hun ikke havde det dårligt med at være her. Det var også vigtigt for ikke tale om, at han ville lade hende gå tilbage til sit tidligere hjem.
"You'll get used to it," forsikrede han hende om, "I think you'll love it here. A lot of space for you to explore."
Han gav slip på hende hånd og puffede blidt til hende på armen mens han sendte hende et opmuntrende smil, eller mere et håbefuldt smil. For han håbede virkelig, at hun ville komme til at elske det her sted. Han troede fuldt og fast på, at hun ville kunne få det godt med Luna. Kaeden havde ikke været her meget men de dage, han havde været her, havde det været som var han i paradis. Han ville selv ønske at bo her, hvis ikke det var fordi at han stod i gæld til Niylah og ikke kunne forlade hendes flok. Nu kunne han give Katlin et drømmehjem i stedet for.

Katlin tog det heldigvis godt med hans relation til Luna. Han havde før bragt nogle piger hjem, som hun ikke havde været tilfredse med, selvom hun havde været sød nok til ikke at vise det alt for tydeligt. Men utilfredsheden kunne ses, og det var også forståeligt. Kaeden ville ikke have det nemt med nogle drenge som Katlin skulle ende med. Især ikke efter han så hvordan hun blev behandlet af sin mand.
Hun gav ham faktisk nogle gode råd om Luna, men Kaeden kunne ikke ignorere det faktum, at han fik råd af sin lillesøster. Dette skulle også nævnes: "I should be the one giving you love-advice, not the other way around."
Dette blev da sagt med et smil og var også lidt en måde hvorpå samtaleemnet ikke lå for tungt på hans følelser for Luna. På en måde var det pinligt for ham - at indrømme hans tvivl for sin søster. Han var stadig ikke kommet helt væk fra den kultur at mænd ikke måtte vise sådan nogle følelser.
"But okay... I'll go for it. Someday. I have more important things to worry about right now," sagde han så med et hentydende blik rettet mod sin søster. Det var også det at emnet skiftede over til sin træning. Endnu en ting som havde fyldt Kaedens tanker.
Hans smil forsvandt over hendes svar. Det lød smertefuldt, og han brød sig ikke om at tænke på hendes i smerte. Det var forståeligt at hun hadede det, men så igen - hadet for selve hendes væsen var der også. Det virkede endda dybere end han kunne huske, han havde det, men hun havde heller aldrig haft den periode hvor hun gjorde oprør mod sin familie og virkelig nåede at se, hvordan deres veje var forkerte. Hun var helt ny til det. Mon hadet ville forsvinde med tid? Eller for evigt være i hende?
"We've grown up with hate," sagde han i en mere seriøst tone, "Hate was what was, is, holding me back from shapeshifting. Because I'm afraid of my inner animal... But being here I found out that hate is the path to blindless."
Han stoppede kort med at tale, og tænkte tilbage på sin første dag. Han var tæt på at bløde ihjel men afviste stadig Tatias healingsmetoder fordi han frygtede det.
"And hate - and blindness - is a path with a dead end."
Det var som om han var en smule fraværende nu. Han var tabt i sine egne tanker. Alt dette var noget som han faktisk først virkelig havde tænkt over nu. Hvordan det hele kom tilbage til hans opdragelse. Hvordan hans familie havde ødelagt ham og Katlin på en måde han ikke før havde lagt mærke til. Had var virkelig ødelæggende, især fordi det for det meste var skjult som noget andet.

Men hvad hun så fortalte ham, fik ham til at vende sit blik mod hende igen. De fortalte dem at han var død. Han var bogstavelig talt død for dem.
Kaeden var såret, men vreden var større. Vreden over at de ville forvolde så stor smerte til hans søster og de andre, som elskede ham, blot fordi de var for stolte til at indrømme at deres søn og bror var et dyr. Kaeden fik en sur smag i munden og hans blod kogede. Han trak også hånden til sig, der derefter blev knyttet i en næve. Det var det eneste han kunne gøre for at komme ud med sine frustrationer.
"They did?" spurgte han, hans stemme rystende af raseri, som han prøvede at holde tilbage.
Katlin spurgte, ham hvad der var sket. Han havde ikke tænkt sig at lyve. Han var såret, rasende og følte sig forrådt. Hun fortjente at vide, hvad der virkelig skete. Hvem de rigtige uhyre var.
"It wasn't the wolves that almost killed me. It was them," sagde han og lagde spydigt tryk på det sidste ord, "They had enough of me and beat me almost to death. When Uncle Valen pulled out a knife, they stopped him. Let me to bleed to death instead."
Han sagde intet på en sødere, skånende måde. På en eller anden måde føltes det som en hævn at fortælle Katlin sandheden. Kaeden var normalt ikke hævntørstig men nu, når han følte sig så magtesløs overfor sin families had, havde han brug for at gøre noget, et eller andet, for at gå i mod dem. Og det var at sige alt som det var.
"Fortuantly a girl, Tatia, found me before I died. She took me to her pack, not this one, and took care of me. She's a shapeshifter, a wolf. So no, wolves didn't kill me - they saved me from the real animals."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Søn 28 aug - 20:10

At blive her. Det lød nærmere som et eventyrland, hvor hun havde en chance for at drømme lidt. Hun havde aldrig overvejet udelivet efter dengang hendes mor bad hende holde op med at se Caleb. Det var lidt underligt alligevel, hun havde ikke set denne her slutning på det kapitel med Evan. Overhovedet ikke. Hun nikkede til ham.
"I sure hope so." Svarede hun så. Smilet blev større da han blidt buffede til hende med sin ene arm. Smilet smittede af på hende med hurtige kræfter. Det ville ikke blive nemt for hende, det vidste hun godt. Katlin håbede selvfølgelig på, at Kaeden ville blive her også. Det krydsede hun lidt fingre for, og hun ventede egentlig på, at han ville nævne de nok skulle få det godt her, men de ord kom aldrig. Dog ventede hun stadigvæk på det.

Katlin kunne være meget snobbet anlagt overfor folk hun ikke kunne lide, og det havde Kaedens eks kærester tydeligt kunne mærke. For hun havde ikke brudt sig om nogen af dem. Dog så var det fordi, at hun i bund og grund ville have han skulle finde en, hvor han kunne være helt sig selv. Og siden han havde lært at komme i kontakt og forstå den side af dem, som var blevet lås væk så længe.. så måtte Luna være god for ham, og hun havde hjulpet hende også.
"Maybe one day you will." Svarede hun med et skævt smil. Hun nikkede da han tog imod hendes råd.
"Worry about me? I'm okay-ish." Sagde hun med et skævt smil sat på læben. Hun havde lært at være okay. Det skulle hun være for at overleve i denne verden.

For hende var det stadigvæk en unaturligting, en forbandelse der lå i hendes system. Katlin vidste ikke om hun nogensinde ville slippe af med det, måske.. Caleb havde næsten gået hende til at overse det. Men om det var forsent nu. Det var et andet spørgsmål til en anden dag. Det næste han sagde fik hende til at lytte med det samme. Om det var den seriøse tone, det var en ny tone - en anden form for seriøsitet. Den var mere ægte end nogensinde før, langt mere motiverende for hende end før. Let pustede hun op. Let bed hun sig i læben.
"But how.. how did you stop doing that.. why would they give that hate without reason?.." Spurgte hun lettere undrende. Hun havde mange spørgsmål, det havde hun altid haft. Specielt fordi hun vidste Kaeden tænkte meget over tingene. "Hate is all I know.. I can't even remember what I am without it.." Mumlede hun i en lav hvisken, om han hørte det eller ej vidste hun ikke. På en måde håbede hun han ikke gjorde.

Det var lykkedes hende at få vendt samtalen om på Kaeden, men det var ikke som hun forventede. Han virkede fraværende, havde det været så traumatiserende? Katlin rakte stille ud efter ham for at placere sin hånd på hans arm, men hendes hånd nåede ikke derover før han trak sig hånden til sig og knyttede den. Katlin kunne se han var vred og trak sig derved tilbage til sig selv. Hjertet begyndte at banke voldsommere og voldsommere - mest fordi, at hun ikke havde forventet at han ville blive vred. Så vred havde hun aldrig set ham før.. den eneste hun havde set så vred før var Evan. Derfor var hendes instinkt at rejse sig op. Katlin holdt vejret og så blot sin bror an. Hun kneb øjnene over hans ord. It was them. Katlin rystede en enkelt gang på hovedet, det gav ikke mening.
"Wh..I don't.. I don't understand." Fik hun sagt skælvende. Hjertet bankede voldsommere og voldsommere. Hun kunne næsten ikke følge med. Ordene flød udover hans læber og hun kunne ikke binde tingene sammen. Scenerne fløj henover hendes hoved, hun kunne se det for hende. Hvordan? Hvorfor ville de gøre det? Let slog hun blikket væk fra Kaeden. Så holdt han en lille pause, og der lod hun stille øjnene glide op på ham. Hun sagde ikke noget.. hun lyttede. Stemmen gav dig genlyd i hendes hoved og billederne. De havde løjet for hende. Sørget for at hendes sorg ville gøre hende blødere. Men hvad hun havde lavet var ikke det de havde troet. Hun havde trænet som en gal, og udtænkt hævn for at finde de shapeshifters eller ulve for at få sin hævn. Hun havde endda dræbt nogle. Skylden ramte hende og et par tårer gled ned af hendes kind. Katlin havde siddet om spisebordet med de mennesker imens de havde siddet med deres dukke ansigter og leget med hende som en marionetdukke.

Kaeden nævnte en pige. Tatia. Katlin løftede hagen lidt og sank en klump. Tatia havde reddet ham. Det navn ville hun huske på. Så godt hun kunne i hvert fald. Let nikkede hun og prøvede at skjule for forvirret og frustreret hun i virkeligheden var.
"I.. I'm glad you are alive.. and okay... I need some fresh air." Sagde hun så og sendte ham et skævt smil før hun så gik ud af rummet og døren lukkede i bagved hende. Katlin stoppede kort op og så sig omkring . Alle de folk der arbejdede og næsten ikke bemærkede hende. Så satte hun i løb, og hun løb så hurtigt benene kunne bære hende. Til sidst kom hun til en lysning, en lysning så smuk. Her lod hun sig falde ned på knæbene. Kjolen blev beskidt, men hun var lige nu ligeglad. Så lod hun tårerne flyde over. Bryde sig løb som et vandfald. Hun lod en hånd glide op for sine læber for at prøve at holde sine hulk tilbage, men det lykkedes hende ikke. Hun bukkede sig forover så hovedet blev begravet i stoffet fra kjolen.
"This can't be real.. it not real.." Mumlede hun i sine tårer og knyttede hænderne sammen. "Why me.. why is it always me..." Tilføjede hun og rettede sig op. Så pustede hun ud og tårerne gjorde omgivelserne en anelse slørrede for hende.
"I give up. I.. I don't know how to handle this.. I can't handle this..." Hviskede hun til sig selv. Så væltede hun bagover ned i græsset og holdt sig for øjnene. Hendes forældre var løgnere. Evan var død - ikke noget hun sørgede over. Men hele hendes virkelighed var blevet vendt på hovedet på en enkelt dag. Kaeden var næsten død for anden gang og hun havde skiftet form. Så bed hun sammen.
"Get your shit together Katlin. Stop being a weak piece of shit and do something about your fucking life." Stemmen lød voldsom streng i hendes hoved, og så seriøs at hun satte sig op i et sæt. Så tog hun en dyb indånding og pustede ud.

Imellem tiden havde Luna set Katlin storm ud og havde kigget lidt efter den unge shapeshifter. Derefter var hun gået imod Kaeden. Hun åbnede stille døren og så sig kort tilbage inden hun lukkede den.
"What happened?" Spurgte hun stille og gik over til Kaeden. Hun satte sig på kanten af sengen og tog hans hånd. Luna kunne mærke på ham, at han var vred og frustrereret over et eller andet. "You should rest.. being angry just slows the healing." Sagde hun med et skævt smil. Hendes tommelfinger kærtegnede blidt hans hånd i håb om at få ham lidt i ro.
"Just give her a minute. I could tell on the time it took her to change back.. that she needs more help with her inner animal then you." Sagde hun så og vippede hovedet på skrå.
"You know.. you are always welcome here, you don't have to almost die or get hurt to get in." Sagde hun med en lettere drillende tone for at ændre lidt i stemningen.
"I used some blood Tatia gave me from your pack.. Rakshas. So in a few ours you should be all good again."

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Lør 17 sep - 22:25

Kaeden rystede på hovedet nærmest som svar på hendes spørgsmål, om hvordan han stoppede med at hade, for svaret var, at havde han ikke. Smilet var fuldstændig væk og hans hjerte føltes tungt. Det var ikke et emne han ofte talte højt om.
"I haven't stopped or.. it hasn't stopped," svarede han en anelse dystert, "I still feel it inside of me... everyday."
Han tog en dyb indånding for han kunne mærke, hvordan hans ord påvirkede ham. Det fik hans stemme til at skælve og han havde ikke lyst til at vise den form for svaghed for sin søster. Derfor sørgede han også for at tilføje: "However I choose to ignore it. Remind myself that the hate is not me but what I've been taught. And that helps."
Han svarede ikke på hendes andet spørgsmål for ærlig talt havde han ikke et svar. Det kunne være, at de blot var uvidende og troede at de var dyr uden form for empati eller intelligens. Eller at de mente at selv som personer var de ikke værdige at være ved menneskerne. Sådan havde de altid sagt om vampyrer og skyggevæsner og lignende racer, men formskiftere var ikke væsner af mørket, selvom de måske så på det sådan. Den sidste ting som Kaeden kunne komme i tanker om lige her var, at de frygtede dem. Kaeden havde hurtigt efter han begyndte træningen i Niylahs flok lært at formskiftere var stærkere end mennesker og med deres loyalitet til hinanden stod de også bedre sammen, for ikke at tale om, hvor stærke de var, når dyret kom frem. Han havde flået et menneske levende, da han forvandlede sig. Tanken om det gav ham kvalme og han fokuserede i stedet på sin søsters ord.
”You’re my sister,” sagde han og tilføjede så mens han sørgede for at fange hendes blik, ”And you’re kind and you’re sweet and you’re funny even when your jokes are about me.”
Han prøvede at være sjov men i den her situation havde han ikke meget humor tilbage. Det blev endda sagt i en seriøs tone, som ikke passede til hans ord. Han kunne ikke få hendes ord ud af hovedet - Hun vidste ikke, hvem hun var. Det var præcist hvordan Kaeden havde haft det og egentlig stadig havde det. Deres familie havde ødelagt dem på deres helt egen specielle måde. Så uden dem var de intet. Men Kaeden ville nu hellere være intet end noget som ikke var ham.

Det var også en af grundene til at han ikke holdt noget tilbage, da han fortalte hende, hvad der faktisk skete den aften. Han ville ikke have, at deres løgne blev ved med at følge Katlin. Hun skulle vide det hele, hvor ondt det så gjorde. Hvilket han også kunne mærke at det gjorde på hende. Normalt ville han have stoppet med det samme af frygt for at såre hende og lægge armene om hende for at gøre alt okay igen. Men alt var ikke okay, faktisk var det eneste, der var okay, at Katlin var i sikkerhed. Fra de monstre, der holdt hende fangede med manipulation og misbrug.
Han reagerede heller ikke, da hun sagde, at hun ikke forstod ham, men forklarede videre til, at der ikke var mere at forklare. Hans vejrtrækning skælvede ligesom hendes men af vrede og han borede sine negle ind i håndfladerne for ikke at ryste i hele sin krop. Han kunne ikke en gang se på hende for han ville ikke have at hun så hvordan hans øjne brændte. Det her var had. Han havde følt det før, enten overfor sig selv, andre væsner eller den mand, som han nu havde dræbt. Det her had var blandet af sorg. Hans familie var fuldstændig ligeglad med om han var død eller levende så længe de andre ikke kendte til hans hemmelighed. De ville hellere bilde folk ind at han var død end at han var andet end menneske. Så lidt betød han egentlig for dem. Eller så meget betød race for dem. Ligemeget hvad så var han ikke kun vred. Han var knust.

Det var først da Katlin svarede igen, at han så på hende. Hun prøvede at skjule det, men han kunne med det samme høre, hvad hans ord havde gjort mod hende. Med det samme blev vreden erstattet med skyldfølelse. Han havde brugt Katlin som hævn, og det var ikke okay. Han burde beskytte hende fra smerte, ikke påføre hende det. Hun var allerede på vej ud af rummet, da han råbte efter hende: "Katlin, wait!"
Han strakte armen ud efter hende, men det var for sent - hun havde allerede nået udgangen. Kaeden ville efter hende så med et hop var han ude af sengen, dog holdt han dynen om sig for at have noget dækkende om sig. Men han nåede ikke langt før det begyndte at sorte for ham som stød gik i gennem hans krop. Hurtigt var den venlige dame henne ved ham, før han selv nåede at falde og havde en arm om ham. Ikke at det gjorde meget for hun var ikke så stærk igen, men Kaeden kunne heldigvis selv holde sig oppe. Han fik sat sig ned igen, hans hjerte bankede af lyst til at bruge alt sin energi på at løbe efter sin søster. Han var også tæt på at gøre det, men så kom Luna ind. Hvor han normalt ville have lyst op, mærkede han blot skammen lægge sig tungere om ham over hendes spørgsmål. Han så ned og lagde en hånd mod sin panden. Han var pludselig så træt igen.
"I told her the truth... Without taking her feelings into consideration," svarede han efterfulgt af et suk, "I hurt her... I'm supposed to protect her and the second I get her back, I hurt her."
Han lod hende tage sin hånd og blev en anelse mere beroliget af hvordan varmen spredte sig op af hans arm og ud til resten af kroppen. Men han så endnu ikke på hende. I stedet rystede han på hovedet.
"I need to go check on her," sagde han og slap Lunas hånd for at prøve at rejse sig op. Det virkede dog ikke og med en frustreret lyd lod han sig dumpe ned i sengen igen. Han var rastløs, for han ville ud og se til hende. Sikre sig at hun var okay selv efter alt han havde sagt.
Luna fik ham dog til at blive. Han nikkede og klemte øjnene sammen. Det hele var sket så hurtigt, hvordan hans liv havde fået endnu en drejning og hvordan hele Katlins liv var vendt på hovedet på grund af ham.
Han åbnede endelig øjnene og lod dem falde på Luna da hun forslog ham at han kunne besøge flokken eller måske hentydede hun endda til at blive. Men Kaeden var træt af at tænke og overveje og i stedet kom han med et lille fnys af et grin over hendes kommentar. Det var den effekt Luna havde på ham - hun kunne få ham til at glemme sine bekymringer og nyde nu'et. Han greb hendes hånd igen og lod sin tommelfinger glide hen over hendes håndryg hvorefter han sendte hende et svagt smil.
"I appreciate that," sagde han og holdt hendes blik lidt længere end han egentlig havde tænkt sig. Han blev væk i hendes øjne. Han rømmede sig så og gav hendes hånd et klem før hun slap den. Han skulle bruge den til at gnide sine øjne.
"It's funny," sagde han så, "A few months ago I would have hated the fact that Rakshas blood is inside me. Now I've gotten used to it. Now I know that it's not as dangerous as I was made to believe."
Der var mere til det end blot en sjov historie. Det var sådan med alt, ikke blot hendes blod. Hans familie havde holdt ham fra alt magisk så ting som kunne hjælpe ham blev set som noget han skulle holde sig fra. Han var ved at lære, at hans familie ikke altid havde ret. Han så på Luna igen, nu med et mere bekymret blik.
"Will she be okay? Do you think she'll fit in?" Han var meget nervøs for svarene. Han ønskede det bedste for Katlin. Hun fortjente det bedste.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Katlin on Søn 18 sep - 0:14

Luna lyttede meget opmærksomt til hvad Kaeden sagde.
"The truth can hurt. It's better she got it from you then another person." Sagde Luna og prøvede at være bare lidt opmuntrende. Hvis det var deres far som havde fået fingrene i det først, og havde vendt historien om til en helt anden - som jo var det der var sket. Så havde Katlin aldrig haft en jordisk chance for ligesom at kende sandheden. "You didn't hurt her. You made her realize her world isn't perfect or safe - that danger sometimes comes in your own home." Tilføjede hun med et skævt smil. Det var ikke fordi, at Luna ville give ham en peptalk eller lade som om, at hun vidste, hvordan han havde det. Hendes kusine havde trods alt dræbt hendes moster og onkel. Tænk, hvis hun havde fået fat i Wade? Så havde Luna haft mistet alt der.
"You need to rest, and I think she needs to be alone to breath." Pointerede Luna for at få Kaeden til at blive i sengen. Det var bedste for ham, at stresse over sin søster var ikke bedst for ham lige nu. Tydeligvis fejlede han også i at rejse sig op, så langt ville han ikke nå. Luna prøvede alt i sin magt at få hans tanker på noget andet - ikke at hun havde succes i det - men hun prøvede. Endelig så han hende i øjnene. De dejlige mørke øjne. Luna sank en klump.
"Ironic the world is like that. Few months ago you had no idea who I was. You could have seen me in the woods and you could be so scared of me or something." Hun trak lidt muntert på skulderen. Hvordan skæbnen valgte at forme deres liv var altid sjov at tænke over. Dog var hun tilfreds med, hvordan det havde fundet ud og involveret hende.
Det bekymrede blik vendte tilbage på hans ansigt. Luna bed sig i læben og kiggede imod den lukkede dør også tilbage på Kaeden.
"I will not lie to you. It will be hard for her. Nothing is the same for her anymore. She needs to look at every leaf again for it all to make sense. It will take some time." Sagde Luna og lagde en hånd imod hans kind. "But she will come around it. And I will make sure she will fit in just right." Tilføjede hun med et anerkendende smil. Luna var ret sikker på det.

Luna blev siddende ved ham. En ting var hun ønskede han skulle have det bedst muligt, den anden ting var, at hun vidste, at hvis hun flyttede sig ville han sikkert gå efter Katlin. Han ville gå igennem alle muligheder for at komme hen og finde hende. Han var en af dem der analyserede tingene i sit hoved. Tænkte for meget. Luna bed sig kort i kinden.
"You really need to take your mind away from her, just a few minuts." Så vendte hun blikket over på damen. "Please find some more food for him." Sagde hun og den venlige dame gik afsted efter noget mad der skulle tilberedes i madhuset. Luna så på Kaeden igen. De var alene.
"So what in the world could I do." Sagde hun eftertænksom, hvorefter hun placerede sine læber imod hans. Blot for at få hans tanker til at skifte retning på noget andet end omverdenen. Noget hun ville ønske, at hun kunne gøre noget oftere - men desværre ikke var en mulighed. Efter lidt tid trak hun sig fra ham.
"See.. all healed. Now get dressed. And go find your sister." Sagde Luna og sprang op fra sengen. Så sendte hun ham et skævt smil. "You are welcome to sleep next to me tonight. If you are planning on staying a little longer.. Katlin can sleep in my guest room. Like you were supposed to when you first got here." Tilføjede hun med et lille drillende blik. "See ya." Sagde hun så inden hun gik ud af den lille hytte.


Katlin havde stirret op i himlen i hvert fald en time nu. Længere føltes det som faktisk. Græsset klidrede imod hendes bare ben. Så satte hun sig op og kiggede henover naturen. Den var egentlig smuk. Landsskabet var som hun aldrig havde set det før. Let vippede hun hovedet på skrå imens hun iagttog naturen. Trænerne der dansede med vinden. Så tørrede hun sine øjne med sin håndryg og sank en klump. Let bed hun sammen. Så åndede hun lettere tungt ud. Katlin kunne ikke lide sandheden, men hun kunne heller ikke lide måden som hun var gået fra Kaeden på. Det tog ikke længe for hendes sanser at registrer i vinden at han var på vej. Det var vel derfor disse flokke levede herude, for at blive i et med naturen? Så rejste hun sig op og vendte sig om imod ham.
"Don't." Startede hun ud og rystede let på hovedet. "Don't say sorry." Hun vidste, at han ville undskylde. Let trak hun på skulderen.
"You had the right to tell me. I asked you to tell me." Sagde hun og lod en lille tårer trille stille henover hendes kind.
"Can I hug you now?" Spurgte hun med et stille svagt smil. Der var intet hun hellere ville. Katlin havde fået blod på tanden, og hun havde lyst til at råbe af sine forældre og ikke mindst sin anden bror. De havde løjet hende op i hendes ansigt og hun var vred. Vredere end nogensinde før. Men lige nu ville hun først fokuserer på Kaeden. Det havde de brug for.
"I know you feel guilty about it all. Don't. It's not on you."

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
When you are raised to sit and stare at people, you realize something.
You can see their true colors faster.. you learn the way they think and speak.
It is not that hard to find yourself being that, they broke you from such young age.
My dear, your fight has just begun - fight for who you are, before it is too late.
avatar
Katlin

Antal indlæg : 53
Reputation : 1
Bosted : South side of Ashen Wood
Evner/magibøger : Splitting

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Gæst on Ons 21 sep - 16:54

Af alle de ting som Kaeden havde fortrudt gennem sit liv var det her nok en af de værste. Jo, selvfølgelig skulle han fortælle hende sandheden men han havde været selvisk og fortalt den fyldt med vrede og had, netop det som han før havde fortalt hende at de burde give slip på.
”Hearing her brother talking about your family as if they were monsters. How is that any better? I should tell her the truth, yes, but I didn’t have to hurt her this way while doing it.”
Det var ikke for at svare Luna igen, men skammen havde fuldt ham så meget, at han ikke kunne tage hendes ord som opmuntrende. I steder blev hans hoved fyldt med tanker om hvordan han skulle redde sig ud af den her situation. Hvordan han skulle undskylde til Katlin og trøste hende, hvis hun overhovedet ønskede at se ham.
Luna talte videre og han nikkede let til det hun sagde selvom han havde svært ved at tro det. Han havde ikke lyst til at hans uskyldige, kærlige søster skulle kende til fare. Men hun havde allerede oplevet så meget af det på blot én dag og det var den dag Kaeden kom tilbage i hendes liv. Det kunne ikke være tilfældigt.
Dog fulgte han Lunas råd og med et tungt prust lagde han sig ordentligt ned i sengen. Han havde ikke mange smerter mere men han var træt, både fysik og psykisk. Meget var sket denne dag og selvom han var vant til altid at opleve nye ting, så var dette noget helt andet. Det var en del af hans gamle liv, en del som han havde savnet mest, som var tilbage. Men lige nu var han for bekymret og for udmattet til at glæde sig over det.

Hans øjne hvilede på hende, da tankerne gik til hvordan de mødtes. Selv med alt kaosset, der foregik i hans hoved lige nu, kunne han ikke lade være med at trække en anelse i den ene mundvige. Det var intet andet end gode minder fra den aften.
"I'm glad I met you the way I did," sagde han, "I'm thankful for Niylah giving up on helping me herself and sending me to you."
Mere sagde han ikke. Han kom ikke ind på hvordan hans verden lyste op, når han så hende eller hvordan hendes berøring kunne få alt til at gå væk. Han havde måske sagt til Katlin at han ville gøre det men han kunne ikke. Ikke endnu.
Men det gode øjeblik varede ikke længe for han igen tænkte på sin lillesøster. Han blev nødt til at vide hvordan det ville gå hende og han satte pris på at Luna svarede ærligt. Det gjorde stadig ondt at vide at Katlin ikke bare kunne få det godt med det samme som han ønskede for hende, men svaret var dog bedre end forventet. Kaeden havde på en måde prøvet det samme så han kunne heldigvis hjælpe hende i gennem det hvis det skulle være. Og hun havde Luna. Luna som nu placerede sin hånd på sin kind og fik ham ud af sin tankestrøm. Han gengældte hendes smil.
"Thank you. For wanting to help."
Han rystede på hovedet over Lunas ord.
"I can't," svarede han for det virkede virkeligt umuligt. Hun var hans ansvar og lige nu var hun et ukendt sted uden at han var der for hende. Selvfølgelig bekymrede han sig om hende.
Det virkede umuligt - men det var det ikke. For så snart Luna kyssede ham. Så var alle bekymringerne glemt, i hvert fald i et par sekunder for det eneste han kunne fokusere på var hendes læber mod hans og hvordan det sendte ny energi i gennem ham.
Kysset var for hurtigt over igen og efterlod Kaeden til at se på Luna en anelse overrasket, dog med et svagt smil på læberne. Han var så optaget af hende at det var først da hun sagde til ham at han var healet at han selv opdagede det. Hurtigt så han ned på sin brystkasse. Der var ikke noget tegn på at der nogensinde havde været pile i ham. Trætheden var der stadig men det var overskueligt og ikke på grund af den tidligere smerte.
"Wow," var det eneste, han kunne ytre. Han ville aldrig komme sig over hvor hurtigt det blod kunne hele.
Han var allerede på vej ud af sengen, men endte med blot at sætte sig op, da Luna talte til ham. Han kunne ikke lade være med at blive en anelse forfjamsket over hendes tilbud og kunne kun sige "I would love that." uden at kunne holde smilet tilbage. En nat med Luna var ikke noget han kunne sige nej til. Hun gik så og hurtigt trak han i noget tøj som nok var blevet fundet frem til ham og skyndte sig ud af døren for at finde Katlin.

Han spurgte rundt omkring og småløb rundt på pladsen men til sidst var der endelig en der havde set hende løb hen mod en lysning. Han fulgte vejen, som han havde set hende tage og ingen længe stod han bag sin søster. Den glæde Luna havde givet ham var væk og i stedet blev det fyldt op med frygt. Frygt for at Katlin ikke ville blive okay. Frygt for at hun ikke ville tro ham eller ikke tilgive ham for at fortælle hende sandheden på den måde han gjorde. Frygt for at hun ville tilbage til sin familie. Han tog en dyb indånding.
"Katlin, I-" Mere nåede han ikke at sige før Katlin afbrød ham. Det fik hans hjerte til at banke hårdere og ham til at holde vejret. Han tænkte med det samme at hun ikke ville høre hans undskyldning fordi hun allerede havde besluttet sig for ikke at tilgive ham. Men så fortsatte hun og lettede pustede han ud. Han rystede dog også svagt på hovedet, næsten præcist som hun havde gjort før.
"I need to apologize or I'll never forgive myself," sagde han og så så ordentligt på hende, "I'm sorry, Katlin. Not for telling you the truth because you deserve the truth but for telling you it in an inappropriate way. I shouldn't have talked about our family like that, I shouldn't have tried to take revenge by saying hateful words about them to you. So I'm sorry."
Katlin spurgte om et kram, hvilket hun bestemt ikke skulle spørge om to gange. Næsten før hun havde færdiggjort hendes sætning havde Kaeden grebet fat i hendes arm og trukket hende ind til sig. Han lagde armene om hende og klemte til. Der havde gået alt for længe siden han set kunne kramme hende, så nu skulle det gøres ordentligt. Han kyssede en enkelt gang i håret og hvilede så sin kind mod hendes hoved.
"I do feel guilty," sagde han, "But I also feel relieved. Happy. And at peace. Because I have you back and now I can be there for you."
Han trak hende lidt ud af krammet så han holdt fast i hendes arme og kunne møde hendes blik.
"And you need to know," tilføjede han, "That no matter what, I will always be there for you."
Hvilket var sandt. Nu havde han hende endelig tilbage, hvor han før troede han aldrig skulle se hende igen. Så han ville gøre alt for at hun havde det godt og kunne blive hans liv.
Han trak hende ind til sig og gav hende et sidste klem før han gav slip og greb hendes hånd. "I think we should head back. Luna has a place for you to stay. I, uh, stayed there the first night I was here and it's beautiful, you're going to love it."
Han begyndte at gå og tankerne var i gang igen. Han tænkte på hvordan hele hans dag blev vendt på hovedet, blot fordi at Caleb synes at han virkede passende til jobbet, han havde for ham. Hvilket sørgede for at noget gik op for ham. Han så ned på Katlin mens de gik.
"Do you know a guy named Caleb? He's the one who told me that a friend of his was in trouble."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ready aim fire - Kaeden

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum