Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | Juni

Latest topics
Top posting users this month
Razor
 
Selene
 
Kira
 
Rex
 
Reign
 
Angelica
 
Aaron
 
Miss Smith
 
Sean
 
Isabelle
 

Statistics
Der er i alt 280 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Natalie

Vores brugere har i alt skrevet 148649 indlæg in 7600 subjects

You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Indlæg by Chester on Man 1 aug - 18:14

S: I et lille forladt hus i Terrorville
T: Efter midnat, kun få timer til solopgang
V: En anelse blæst og køligt
Emne til: [You must be registered and logged in to see this link.]

Chester havde planlagt det her i nogle dage. Af en mand der ikke viste mange følelser, havde han en dårlig vane med at tage alt personligt. Det havde han også gjort for nogle nætter siden, hvor en eller anden møgtøs fik fat i det bytte, han havde forfulgt den nat. Godt nok havde hun ingen anelse om, at han faktisk havde tænkt sig at få den mand, faktisk vidste hun sikkert ikke en gang at han eksisterede, men han følte stadig en lyst til at hævne sig. Måske var det mere en undskyldning for at torturere nogen.
Han havde fulgt pigen, fundet så meget ud af hende som han kunne. Han kunne ikke finde ud af specielt meget, udover at hun stadig boede med sin skaber, som var en kvinde, og at det først var for nyligt, at hun havde fået lov til at jage selv. Og så hendes navn - Clara. Han havde derefter ventet til en nat, hvor hun atter skulle jage. Han fulgte hende i skyggerne og ventede til at hun var godt i gang med at drikke fra sit bytte. Så kom han op bag hende, og før hun nåede at se, hvem der angreb hende, havde han knækket nakket på hende. Det kunne slå hende ud i nogle timers tid. Kvinden, der var med hende i gyden, fik revet hjertet ud, og så var Chester videre med en dinglende vampyr over skuldrene.

Det første hun ville se, når hun vågnede var Chesters brede smil. Hans ansigt var tæt op af hende så hans varme ånde blandede sig med hendes.
"Rise and shine, sunshine," sagde han, før han rettede sig op. Resten af lokalet kunne nu ses. De var i en stue, men møblerne var gemt væk med hvide dun og væggenes tapet var nedrevet og dækket til med edderkoppespind. Dette var Chesters ekstra hjem, som han kunne lide at kalde det. Hvis han ikke følte for at tage sine ofte hjem til sig selv, tog han dem her til. Her kunne han godt klare sig et par dage og lege. Clara var bundet til en stol, altså bundet ved anklerne og håndleddene, så hendes underarme vendte opad. Hun var bundet med sølvkæder.
"That was really an ironic name, wasn't it," talte han videre, mens han traskede hen til sofaen foran hende, "You know, sunshine. Since sunshine is literally one of the only thing that can kill us. "
Et lille fnys af et grin kom fra ham, og han dumpede ned i sofaen, så støv fløj op i luften. I hans hånd holdt han en dolk. Skaftet var af træ men bladet var af træ. Han holdt den kun med to fingre, så den hang i luften. Han fugtede sine læber.
"Actually there's one more thing that can kill you too," sagde han. Han fik grebet ordentligt om dolken og rettede sig op, så han sad ordentlig i sofaen. Dolken blev peget mod ham, "Me."
Han stirrede på hende, ventede på at se hendes ansigt ændre sig fra forvirring til ren panik og så lo han højlydt.
"That face gets me every time, really," sagde han under sin latter. Det var virkelig rigtigt. Noget af det bedste med at jage var sit offers reaktion. Det var derfor han aldrig slog ihjel hurtigt. Han elskede at se dem kæmpe, og se, hvordan det langsomt gik op for dem, at der ikke var nogen udvej.
"How rude of me, I haven't even introduced myself! I'm Chester," sagde han og så stak han sin arm frem. Han havde en kortærmet trøje på, så hans blodåre på underarmen var tydelig. Hans blik hvilede på hans arm, mens han langsomt skar kniven hen over den. Han skar ikke en gang en grimasse. Han var vant til det. "And you're Clara. The little naive bitch, Clara. "
Hans stemme blev en anelse mere irriteret, selvom smilet stadig var malet på hans ansigt. Dråber af blod begyndte at strømme frem efter bladet havde efterladt hans hud og han lagde kniven fra sig. Blodet hævede sig op i luften ved siden af ham og hans mørke øjne lukkede sig mod sit bytte. Ved synet af det svævende blod gav hun sig til at kæmpe, men sølvet brændte sig ind i hendes håndled som hun prøvede at vride sig fri.
"I've been watching you Clara. And I think it's time someone taught you that the world isn't filled with happiness and sunshine."
Hans stemme blev kort dyster og endelig passede den til stemningen. Men så kom hans kokette smil frem på læberne igen, denne gang blandet med det sadistiske glimt i hans øjne, "Sunshine kills you, darling. It's way better to live in misery."
Og med de ord fløj blodet mod hende. Hun nåede lige at skrige, før det tvang sig ind i hendes mund og kvalte hende. En gurglende lyd var det eneste hun kunne udstøde, en lyd som var ren musik i Chesters øre. Han greb hårdt om dolken igen og gik mod hende, stille og roligt, mens hun druknede i hans blod. Men dette var ikke måden hun skulle dø på. Nej, han havde mange planer for lille naive Clara.
avatar
Chester

Antal indlæg : 60
Reputation : 2
Bosted : The Lazarus estate med Valeria
Evner/magibøger : Blood-manipulation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Indlæg by Gæst on Man 1 aug - 19:23

Clara havde passet sig selv hun var på jagt, hun havde fanget en kvinde og var ved at drikke, hendes parader var ikke særlig store og fordi hun var mere optaget af blodet end at lytte til sine omgiveser. Panthea havde altid bedt hende om at lytte. Hun havde ikke set vedkommende, det var tydeligt at han overrasket hende. Med et da knækkede hendes nakke blev alt sort. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været væk og da hun vågnede så til sin rædsel at hun var bundet fast til en stol og intet kunne gøre.  Hun mærkede hvordan sølvet brændte på hendes hænder og ankler, hun havde så store nogle øjne at de lignede at de var ved falde ud af hovedet på hende. Hun anede ikke hvad skulle gøre og hvorfor hun var her " jeg er ikke nogen solstråle" sagde hun bitret og en smule irriteret. Hun stolede på at Panthea kom og redde hende så langt havde hun heller bevægede sig fra deres hus, men hun vidste ikke hvor her var og hun kunne være langt væk fra de trykke omgivelser i Pantheas hus. Hun kom i tanke om at hun havde undervisning med Panthea og Djuna i dag og vis ikke hun kom ville det undre Panthea og hun ville komme.
Panthea skulle nok ordne det, hun fik efter lidt tid øje på Chester, hun rev stadig i sine lænker " jeg ved ikke hvorfor jeg har er, men vil de være sød at lade mig gå for så vidt jeg ved har jeg ikke gjort dem noget" sagde hun og stirrede svagt på det våben han bar og med et blev hendes øjne store igen og hun stoppede med det samme med at rive i sine lænker. Hun kunne kun se til som han skar hul i sin arm og med et forrundret gisp så hvordan hans blod voksede ud af arm og ind i hendes mund efter han sagt noget hun ikke havde hørt da hun skreg. Hun kunne gøre andet end lade det trække ind i hendes mund og langsomt kvæle hende. Det var som om alt lyset blev slået ud af hende. Hun anede ikke hvad skulle hvad kunne hun gøre? Hun var bare en dum ny vampyr som skulle være blevet hjemme. Hun prøvede på at tænke på noget andet end blodet som langsomt kvæle hende. dog hørte hun de gurglende lyde som lave og hun ville gerne have det til at stoppe. Hun ville gerne hjem.

Panthea havde ventet i et stykke tid, Clara var ikke kommet og det gjorde hende vred, Clara havde lovet at være her, men hun var her ikke, enten udeblev hun eller også var der noget galt. Panthea bedte Djuna om tage hjem, lukke og låse døren uden at lukke andre end hende og Clara ind når de kom tilbage. Panthea fik hurtig færten af blod og gik ind i gyden Clara havde befundet sig i. Kvinden havde ikke været helt drænet, men dræbt alligevel. Noget var helt galt. Hun måtte følge færten og se om hun kunne finde hende, Panthea var virkelig bange hvad var der sket. Hun plejede at være så hård og kold, men nu var hun rigtig bange for Clara. Hun havde svært ved at følge den. Da der blandede sig noget andet og mere ukendt ind over "CLARA!!" råbte hun og vidste ikke om hun kunne høre Panthea. Pantheas stemme bar noget den aldrig plejede nemlig frygt. Panthea var ikke bange for sig selv hun var mere bange for Clara.  Hun vidste at hun skulle være hurtig ellers ville hun død. Hun stoppede op foran et faldefærdig hus og sukkede det var der inde hun var, færten var stærk og hun måtte der ind. Hun gik med hastige skridt hen til døren, hun rev så hårdt i den hun kunne og strøg ind hun kiggede sig om og med overrasket gisp så hvordan Clara led. Panthea vidste ikke hvad hun skulle gøre, det var som hendes krop var ubevægelig og det så ud som om hun var naglet til jorden. Dog efter chokket havde lagt sig vendte hun sit blik imod Chester. Hun genkendte ham ikke, men måske han vidste hvem hendes skaber var.
Hun stirrede og endelig kunne hun gøre noget hun blottede sine tænder " hvad giver dig ret til at tage min vampyr og gøre hende ondt?" spurgte hun hendes stemme var isnende, men det var for ikke at vise ham frygten. Panthea genkendte ham ikke, men hun mødte så mange så hvorfor skulle hun. Hun var stadig ubevægelig og vidste ikke helt hvad skulle gøre " hør lad hende gå så tager jeg hendes plads" sagde hun og denne gang var der bedende i hendes stemme. Clara var som et barn for hende det var først gået op for hende for et par uger siden og hun kunne ikke holde tanken ud om at hun skulle miste hende. Desuden havde Panthea levet et  langt liv. Desuden vidste hun at vis Carmilla fik noget vide om at han havde gjort hende noget, ville det være ude med ham vis Carmilla fik fat i ham.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Indlæg by Chester on Tirs 2 aug - 1:30

Et nærmest fornærmet fnys blev udstødt af Chester over tøsens sidste ord, før blodet lukkede hendes hals. Han smilede stadig, men han virkede lettere irriteret over det hun sagde. Som om han lige havde fanget en person i at lave.
"You really don't know?" sagde han og satte sig på hug foran hende. Blodet lettede en anelse i hendes mund men befandt sig der stadig. Han ville ikke dræbe hende på sådan en ynkelige måde, nej der skulle en anden ynkelig måde til.
"Of course you don't," fortsatte han så med et skævt smil på læberne. Han strejfede op af hendes underarme med dolken. Ikke nok til at prikke hul men nok til at sølvet brændte mod hendes hud.
"Well, a few nights ago, I was really hungry, really. You've probably felt it before, you know, like a hunger where you become angry at everything? Yeah, like that. So I just needed to find a man and tear him to pieces and drink his blood."
Ordene lå naturligt i hans mund. Sådan var det, når man havde myrdet siden man var 17, var det normalt at sige sådan noget, selv når man ikke var vampyr.
"I found my man. Great guy, I really don't think anyone would miss him. He just had this lonesome way of walking. A perfect prey. But then..." han trak ordene ud som bladet på dolken endelig trænge gennem hendes hud og skar ned af hendes arm, "Then you came. Took him right in front of me. A personal offense, you should know that."
Han rettede sig op, men var stadig lænet mod hende. En klukkende latter kom frem fra ham. "Or maybe I just need an excuse to torture someone. It's been a long time since I've tortured a vampire."
Han stak dolken ned i skulderen på hende, nød hendes skrig, der blev kvalt af blod. Hans øjne hvilede på hende. De skinnede af en blanding mellem fascination og legesyg.
"They're more fun than humans. More... of a fighter-"
Han blev afbrudt, da døren gik op. Han rettede sig hurtigt op, nærmest som om han blev fanget i noget, han ikke ønskede skulle ses. Hvilket på en måde var sandt men så igen - Den person der gik ind var så godt som død alligevel, så det kunne egentlig være lige meget hvad de så. Det var Panthea, Claras skaber. Han kendte ikke meget til hende faktisk, udover at Clara gjorde meget for at lytte til hende. Han kunne derfor også forstå, hvorfor hun nu befandt sig i hans hus. Han trådte et par skridt væk fra Clara og derfor et par skridt nærmere mod døren. Hans arme spredte sig i en imødekommende gestus. Dolken var stadig boret ned ved Claras kraveben og dråber af blod farvede hendes trøje.
"Well, well, well, what a nice surprise. Just as I was talking about how I love torturing vampires, another one shows up, heh. Guess it's my lucky day."
Han sukkede over hendes spørgsmål og roddede en hånd gennem sit hår.
"Please don't make me tell that story again, I really think I've done enough talking for now." Han grinede kort over sin selvironiske vittighed. For han elskede virkelig at tale. Dog var der vigtigere ting at tale om lige nu.
Panthea ønskede sin tjenestepige fri. Det var vel forståeligt nok, ikke noget Chester kunne relatere til, men forståeligt. Men han var ikke færdig med at have det sjovt. Faktisk virkede det til at legen først nu var begyndt.
"I could let her go..." Blodet stoppede med at ligge i Claras hals og i stedet rejste det ned i hendes mave, så Chester ikke længere kunne betvinge det, i hvert fald ikke på den måde. "Hmm...."
Han tog sine handsker på, som han havde liggende på sofaen ved sig, og bandt Clara op, stille og roligt, der var ingen hast. Panthea virkede ikke til at bevæge sig ud af stedet lige nu alligevel. Han trådte tilbage fra stolen igen og gav Clara fri plads til at gå hen til sin skaber. I starten blev hun siddende, tvivlende. Så skyndte hun sig op. Men midt i hendes løb mod sin frihed, brugte Chester sin anden form for evne - Med sit blod i Clara kunne han få hendes ben til at spjætte, så hun med et højlydt brag faldt til jorden, så hun lå på maven. Han gik så hen over hende. Han ville godt have løbet med vampyrhastighed, blot for at spare tid. Men han havde mistet mere end et par dråber blod og selvom han lige nu var i kontrol, så var han ved at svækkes. Så han vidste godt, at snart skulle Panthea i lænker eller også skulle hun dø. Med den ene hånd greb han fat om hendes hår og løftede hende op og med den anden placerede han dolken mod hendes strube. Hans tænder var ude, klar til at bide ned i hende og hans blik satte sig mod Panthea. Det var en udfordring. Hans første træk i spillet.
"But where's the fun in that?"
avatar
Chester

Antal indlæg : 60
Reputation : 2
Bosted : The Lazarus estate med Valeria
Evner/magibøger : Blood-manipulation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Indlæg by Gæst on Tirs 2 aug - 20:55

Panthea måtte tage sig selv i ikke at ånde lettet op da han lod hende gå, men Clara nåede ikke i hendes favn for hun lavede et underlig spjæt og lagde nu på jorden, det var som at se en mors forgæves forsøg på at beskytte sit afkom. Panthea havde aldrig  været bange før og havde det kun været Chester og Panthea havde hun ikke havde tøvet med angribe. Frygten var ny for hende, det var ikke fordi hun ikke frygtede noget, men det virkede som små ting, til forhold til at miste Clara. Vis hun mistede Clara eller nogen af de andre hun holdte af ville hun sikkert igen komme ind mørket og vreden ville igen vokse. Han ville sikkert gerne have at hun blev sur og gjorde noget dumt. Hendes frygt for knive virkede lille og da han satte knive imod Claras hals var det nok hun måtte gøre noget. Idet hun havde tænkt tanken tog hun nogle få skridt frem "Hvis du så meget som prøver på det" sagde hun og sendte ham advarende blik " så vil jeg jage dig og gøre dit liv surt for dig så længe vi begge lever" sagde hun og nu var det nok hvis bare hun kunne komme tæt nok på til at hun kunne bruge sin evne så skulle han få som fortjent. Hun vidste dog også at de ville være fanget her indtil solen gik ned. Det ville ikke vare længe før den kom frem og gjorde det umuligt for dem at komme hjem. Hun gik med hurtige skridt hen imod ham og blottede sine tænder det var tydeligt at han ikke vidste hvem hun var, men kendte Clara åbenbart. Panthea lyste en smule op og måske kun måske det kunne hjælpe at fortælle hvem hun var. Hun var virkelig i vildrede. De følelser som vælde op i hende da hun så kniven blandet med frygten for at miste Clara var næsten for meget at bære. Hun stoppede op nogle få skridt fra dem " jeg vil ikke gøre det vis jeg er dig, jeg er en ældre vampyr, men ikke bare hvilken som helst vampyr. Jeg er datter af Carmilla og hun vil ikke tøve med at dræbe dig" sagde hun og hendes stemme lød truende. Hun var næsten sikker på at han måtte vide hvem Carmilla var og vis ikke så fulgte han ikke ret godt med. Hun begyndte at cirkle omkring dem. Hun kunne se at han var svækket og havde sikkert ikke regnet med at hun ville dukke op. Drog  havde han stadig fordelen med Clara under sig og sølv kniven i hånden. Hun vidste egentlig ikke hvor gammel han var, men hun havde faktisk kun mødt en vampyr som ældre end hende og det var hendes skaber.
Hun brød sig ikke om ham det var vidst tydeligt, men hun skulle nok sørge for at hans liv blev et helved, vis nogen gjorde hende vred eller gjorde  nogen hun holdte af noget, kunne hun være det resten af livet på den person. Hun var en fjende som kunne være farlig vis ikke han passede på ville det ske for ham. Hun stoppede dog sine bevægelser da han rejste sig. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " du er svækket jeg kan se det, men jeg derimod har styrken" sagde hun . Han skulle komme til fortryde det. Panthea skulle sørge for det. Hun havde lagt mærke til at han ikke havde løbet særlig stærkt hvilket hun havde villet og havde derfor gættet på at det var fordi hans evne havde svækket ham. Hvis ikke det var rigtigt havde hun taget fejl.  Hun fnys kort fint hun gik hen til sofaen for at finde de kæder han havde brugt på Clara hun samlede dem op og kastede dem hen til ham hvis hun kunne få ham tættere på sig selv kunne jo bruge sin evne, men hvis ikke det ville virke så havde fanget sig selv og kunne ikke hjælpe, men det var kun for at få ham tættere på hende selv " lænk du mig  bare hvis du kan" sagde hun og sendte ham et blik der kunne dræbe. Det var faktisk en fordel at han ikke vidste så meget omkring hende, det betød at hun havde et hemmeligt våben. Som han ikke kendte til, men evnen ville også svække hende bagefter for tænk sig skrue helt for den vis det lykkedes hende. da hvor lænkerne havde ramt hendes hud kunne se en rød streg af irritation. Panthea havde ikke trænet sig til at vænne sig til sølv.
Hun kiggede " jeg beder dig igen og dette er din sidste chance lad hende gå og hvad end du har af planer for hende  lad det gå ud over mig" sagde  hun og hun vidste hvad hans svar ville blive, men hun måtte jo prøve, men sådan en som ham kunne man ikke tale til fornuft og det vidste hun. Det var også gået op for hende at han sikkert ville lade en af dem død. Hun regnede med det, Panthea havde også været sådan inden hun havde fået ansvar, men så længe der var liv i Clara  var der håb og så længe ville hun blive ved med kæmpe, for hendes vampyr, hendes datter. Hun kunne ikke give op der var for meget på spil.

Clara havde lyttet til det hele der blev sagt og derefter kigget hen på døren da den åbnede sig, hun kunne se og lugte at det var Panthea og det gav en ny lyst til at kæmpe. Hun nåede dog ikke at tænke før kniven sad i hendes skulder og hun prøvede at holde et forfærdet skrig tilbage og der blev det mere til et gisp. Da han slap hende fri tøvede hun smule, men det varede ikke længe før hun rejste sig og løb alt det hun kunne uden sin vampyriske fart, men hun nåede aldrig derhen før hun lå på gulvet og alt luften var slået ud af hende. Hun nåede eller at tænke over hvad hun nu skulle gøre inden rev hende i håret og det gjorde ondt. Hun lukkede sine mørke øjne og sank en klump. Hun åbnede og så at Panthea var fór imod dem, men stoppede lidt fra dem. Hun undrede men med et var det gået op for hende hvad hun prøvede på. Panthea havde en plan, hun gispede svagt af smerte da han med fra hendes hår løftede op og nu stod de med front imod Panthea. Hun kiggede på kæderne som ramte jorden foran dem og betragtede det næste som skulle ske.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: You think there would be a reason for such diabolism, but really, I'm just in a mood ~ Panthea

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum