Hello Again //Zero Bang//

S: Ashen Wood Forest
T: Middag
V: Solen skinder
O: Træer

Rafaela var blevet udskrevet fra hospitalet om morgenen og havde fået sin faster Victoria til, at passe på den lille ny og Emily imens hun skulle ordne noget udenbys. Hun vidste ikke hvor længe Zero ville have hun skulle være der, men hun var nød, at være hjemme hos hendes onkel igen omkring midnatstid da resten af familien skulle forskellige steder hen dagen efter og ville derfor ikke kunne passe på børnene medmindre det var højst nødvendigt, at hun ikke kom hjem samme dag.
Hun følte sig pludselig lidt mere menneskelig udenfor hospitalets mure og alligevel ikke da hun var på vej til sin nye Herre eller gamle Herre eller hvad man nu kunne kalde ham. Hun havde ikke haft tid til, at finde nogle slaver til ham endnu, men hun havde ikke tænkt sig, at møde ham igen derefter uden, at have mindst en ny slave til ham. Hendes hvide hår sad i en fletning og hang ned over hendes ene skulder. Hun havde taget en sandfarvet trøje på og et par brune tætsiddende bukser på samt sorte støvler der stoppede lige under hendes knæ. Hun vidste sådanset ikke hvad hun skulle forvente, at få ud af denne dag overhoved, men det ville hun snart finde ud af.
Da hun havde gået i et godt stykke tid så hun en meget høj mur. Hun undrede sig lidt over, hvorfor der skulle en så høj mur til, at dække et palæ, men det var vel hans måde, at vise hvor meget magt han egentlig havde. Hun kiggede lidt rundt og overvejede bare, at vende om og gå hjem igen, men hun blev stående.

Lidt til højre for hende åbnede en metallåge i guldfarve. Og ud af den kom en mand gående. Det var en af vagterne. Han kom gående med et kæmpe øksespyd. "Hallo." Sagde han kort til hende. Før han slog sit spyds bund ned i jorden. Og i en bue bag hende kom der spyd op af jorden og rettede sig imod hende. Manden løb roligt hen til hende. Og sigtede selv på hende med sit eget spyd så hun ikke havde nogen udvej. "Hvad er dit ærinde her?" Spurgte manden kort stadig med spydet hævet imod hende.

Bag ham kom endnu en mand gående. Dog denne mand kendte hun med garanti. Det var Zero der kom roligt. Vagten så hurtigt Zero og stillede sig op i en ret stilling med spydøksen i hånden i garde. Hvilket betød det var sat i jorden og han holdte den helt op af hans krop. Zero så på vagten kort. "Dette. Er min nyeste slave. Vær sød at gå og slippe hende fri." Vagten nikkede kort og begyndte at gå. Zero sukkede. "Ikke nødvendigvis i den rækkefølge." Sagde han kort. Vagten stoppede op og så helt flov ud da han så slog sit spyds bund ned i jorden igen. Og spydende fra jorden gled ned i jorden igen. Hvorefter han roligt gik videre. Zero så på Rafaela kort. "Godt du kunne komme." Sagde han roligt og vendte sig roligt om i takt med han begyndte at gå hen imod den store metallåge. Lågen alene var cirka 4 meter høj. Og henover lågen var der dannet en lille tunnel så det ikke var kortere end resten af muren.

Rafaela stod længe og spekulerede på om hun skulle vende om og gå for det var da for dumt, at stå derude samtidig så kunne hun vel selv skaffe det forbistrede skyggevæsen blod? Hun lignede en der ikke lige blev overrasket over, at en man kom løbende imod hende med et spyd og, at der var spyd kommet frem bag hende. Hun skulle lige til, at svare manden der var kommet da hun opdagede Zero dukkede op. Hun tænkte kort, at det var træls for så kunne hun ikke blive stukket ned. Hun mumlede lidt for sig selv da han nævnte for vagtmanden, at hun var hans nye slave. Hun hadet det ord mere end noget andet udover Herre det ord hadet hun også utroligt meget. Hun kiggede på Zero. "Havde ikke meget valg" mumlede hun lavt for sig selv da Zero sagde, at det var godt, at hun kunne komme. Hun fulgte langsomt efter ham. Hun overvejede flere gange, at flygte, men var det hele det værd? Hun kunne vel lige så godt finde ud af hvad Zero egentlig ville med hende nu, hvor han havde magten over hende.

Han så roligt bagud på hende og sikrede sig hun fulgte efter. Hvorefter han førte hende igennem porten. Og videre langs det store forområde til palæet. Der var tydeligt flere vagter end der behøvede. Men med en dusør på over en million guldmønter var det jo vigtigt at holde sig sikker. Han vendte blikket imod hende kort. Før han førte hende videre hen til huset. Han åbnede roligt døren og gik ind og forventede hun fulgte efter. Han så rundt i rummet de kom ind i. Det var et stort rum i sort og hvidt marmor. Der var 2 trapper som begge førte op til den samme afsat på næste etage. Til højre for dem var der en dør som var åben. Man kunne se det førte ind til stuen. Den næste dør førte ind til spisestuen. Og derefter køkkenet. Til højre fra dem var der kun en dør. Det var toilettet med hans personlige boblebad og sauna. Og ligeud var der en dør som førte til en stor gang der gik langs alle de andre rum på badsiden af huset. Og så ud til haven. Han vendte sig roligt rundt imod hende. "Gå rundt og gør dig bekendt med huset." Sagde han roligt og viftede hende væk. Hvorefter han roligt gik ind i stuen. Udover hende gik der 2 andre slaver rundt og gjorde rent over det hele. Og en slave som var igang med at hælde et glas whisky op til Zero inde i stuen. Zero satte sig roligt i en lænestol og tog imod glasset. Hvorefter slaven gik igang med at gøre rent også. De alle 3 var iført det samme tøj. Et slavetøjssæt som de altid skulle være påklædt. Selv ude i det rigtige liv. Dog måtte de godt dække det ude for murene. En slave kom hen til Rafaela med et sæt og rakte hende.

//Se tøjet i profilen.

Rafaela fulgte efter ham, men hun ville ærligtalt godt vide, hvad han egentlig forventede af hende og andre informationer. Hun var dog sikker på en ting og det var, at hun flyttede ikke ind hos ham overhoved. Det nægtede hun fuldstændig så ville hun hellere lade sin mor dø for så meget ofrede hun ikke for hende. Hun kiggede rundt på haven, murerne og vagterne som de gik forbi udenfor palæet. For hende lignede det et fængsel. Hun sagde dog ingenting for hvad var der, at sige? Hun fulgte efter ham ind i palæet. Det hele så ret stort ud, men alligevel havde hun ikke rigtigt lyst til, at lære huset, at kende for det så hun ikke den store grund til overhoved. Hun ville ikke komme til, at bo derinde. Hun kiggede på de andre slaver. Hun syntes det tøj de gik i ikke var særlig pænt og overhoved ikke sexet. Hun syntes hans smag var blevet værre, men det ville hun selvfølgelig ikke sige til ham. Hun tog dog imod tøjet som en anden slave kom hen til hende med. Den røg så snart hun kom hjem. Hun kunne strække sig til, at gå i det når Zero var i nærheden men ellers glem det. Hun smilede blot venligt til hende der havde givet hende sættet og istedet for, at kigge sig omkring i huset gik hun hen til Zero "Hvad med, at vi får snakket nogle ting igennem inden jeg ser dit virkelige flotte hjem" spurgte hun ham. Man kunne tydeligt se på hende, at hun hellere ville nyde tiden sammen med sin søn og familie efter, at have været indlagt i en uge end at være på dette sted.

Han så på hende roligt i det hun kom gående. Og sukkede svagt. "Hvad med at vi får noget på det rene først." Han rejste sig roligt og stillede glasset på bordet ved siden af hans lænestol. Han så direkte på hende med de letlysende øjne. "Der er intet der holder mig fra at stoppe behandlingen af din mor med det samme. Der er intet der stopper mig i at tvinge dig ned på knæ og mishandle dig som en eller anden beskidt luder. Så husk det næste gang du mener mit hjem er et fængsel. Eller du mener at du ikke overskue at gøre hvad jeg ber dig om." Hans øjne havde set alle hendes minder fra det øjeblik hun var kommet. Så han vidste præcis hvad hun tænkte. "For hvis du tror for bare et øjeblik at du har noget at sige. Så tro om. Jeg kan dræbe dig på et øjeblik uden du ville kunne nå at reagere. Jeg kan slå dig ihjel med et enkelt sving med min klinge. Husk det." Sagde han roligt og drejede svagt hovedet. Hvorefter hans øjne begyndte at lyse kraftigere. Det var som om al lys i rummet begyndte at forsvinde. "Måske skulle jeg forgifte dig med den samme gift din mor har fået. Så du kan mærke den konstante smerte hun oplever." Han sukkede svagt og lyset kom tilbage i rummet i takt med at hans øjne dulmede i farven. "Enkelt og kort. Jeg bestemmer og du er slaven. Så start med at vise en form for RESPEKT!" Råbte han hårdt hvorefter han pludselig stod foran hende. Og placerede en knytnæve direkte i maven på hende. I det øjeblik forsvandt han og stod hvor han havde stået før. Det havde været en kort illusion hun havde set i takt med hans øjnes blik var plantet direkte ind i øjnene på hende. I virkeligheden havde han ikke slået hende. Men hendes hjerne ville nok få det til at virke som om smerten havde været ægte.

Hun blev helt paf over hans reaktion over, at hun var kommet for, at ville snakke nogle ting igennem som hun ville vide eller havde undret sig over siden han havde taget afsked til hende sidst de havde set hinanden. Det, at se hans hjem syntes hun var dumt når hun ikke en gang vidste hvad han egentlig ville have af hende. Ja hun var hans slave den var fesset ind, men der var flere forskellige slags og hun kunne ikke ligefrem læse tanker. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede ned i jorden imens han skældte hende ud. Han kunne altså se hvad hun tænkte når hun var indenfor hans mure. Ergo være hjernedød. Så var det på plads. Hun kiggede ned i jorden i alt den tid han havde skældt hende ud. Hun turde ikke rigtigt sige noget da hun vidste, at det ikke blot skadet hendes mor men også hende selv. Hun kiggede op på ham da han stod foran hende. Hun vidste godt, at han var vred, men hvad skulle hun sige? Hun var selv vred over, at hun ikke fik besvaret på alt det som kørte rundt i hendes hoved, men hun turde ikke en gang stille de spørgsmål længere ikke en gang tænke dem for de var sikkert for dumme til, at det kostede en straf. Hun forbandt alle hjem der havde høje mure som fængsler fordi hun følte slottet var et fængsel for hende selvom det faktisk var smukt indvendigt ligesom Zeros hjem var, men for hende føltes det som fængsel fordi det vækkede de minder hvor hun var fanget der hjemme på slottet. Selv haven hos hendes onkel kunne minde hende lidt om et fængsel da hun ikke måtte være udenfor haven uden andre var med. Det var sådan det var. Det var ikke noget bestemt. Hun skulle til, at undskylde for sine tanker og handlinger da hun mærkede et slag i maven og skreg op som en stukken gris. Hun faldt ned på knæ og holdt sig for maven. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun havde lyst til, at råbe af ham, men det ville ikke hjælpe hverken hende eller andre. Hun trak vejret dybt "Undskyld...Herre...Sker ikke igen" sagde hun lavt og bed sig i underlæben. Hun var dels skræmt, men samtidig kæmpede hun med, at holde sin vrede nede. Hun fortrød i et kort øjeblik, at hun ikke bare havde gået rundt og kigget i huset om ikke andet så bare så løst som muligt for hun ville ikke bo der, men den fortrydelse forsvandt hurtigt da hun ikke kunne se nogen mening for, at hun skulle gå rundt og se huset før de havde fået snakket sammen om, hvad han egentlig forventede af hende udover, at gøre hvad der blev sagt og skaffe de andre slaver til ham, for hun vidste ikke om han forventede, at hun flyttede hjem til ham eller at hun kom hverdag i mellem nogle bestemte tidspunkter. Det var bare en meget lang rejse som hun skulle tage hverdag for, at komme hjem til ham, hvis det var det han forventede af hende. Hun var jo nød til at passe på sin søn og være der. Hun var endda tvunget til, at hjælpe hjemme hos sin onkel som tak for alt det han havde gjort for hende siden hendes fætter hentede hende. Hun vidste dog en ting og det var, at hun ikke kunne flytte ind til ham for var det først der, at folk enten troede hun var blevet bortført eller blev holdt som slave og det skulle de ikke det havde han lovet hende, at han ikke ville fortælle nogen, men det ville være hans skyld at de fandt ud af det hvis hun skulle flytte hjem til ham. Hun sad stadig på knæ og holdt om sin mave. Hun kiggede overhoved ikke op på ham. Hun kiggede kun ned i jorden for, at undgå at se ham i øjnene for hun syntes han var skræmmende når man så ham i øjnene. Han kunne bruge sin evne som det passede ham imod hende, hvis hun så ham i øjnene eller han fik den mindste chance for, at kunne se hende i øjnene. Hun sad sådanset bare og ventede på en straf eller en ordre. Hun turde ihvertfald ikke gøre det som hendes hjerne sagde hun skulle.

Han så roligt på hende. Før han roligt stillede sin fod foran hende. "Kys den og undskyld." Sagde han kort. Hvis hun ikke gjorde det ville han tage fat i hendes hoved og presse hende ned imod hans sko. En ting var sikkert hun kom til at gøre det om hun ville eller ej.

Når hun havde gjort det rettede han sig op. "Godt. Jeg håber det har givet dig et billede af at du ikke bestemmer her." Sagde han roligt og så på hende svagt. "Du har underskrevet en kontrakt. Hvilket betyder at du skal følge den ligemeget hvad. Ellers må jeg jo gå til Sakref Morladin og forlange at mine rettigheder bliver opretholdt." Sagde han kort og så på hende med et svagt grin.

Han så kort rundt i stuen. Og rømmede sig kort. "Nåh men hvad er det så du vil vide." Spurgte han kort og gik så roligt hen til hans lænestol. Han satte sig ned i den og tog sit glas. Han tog et blidt sip af den og vendte så blikket imod hende igen. Og afventede hendes ord.

Hun kiggede ned på hans sko som kom til syne. Hun trak vejret tungt og bed sig lidt i underlæben. Hun havde overhoved ikke lyst til, at gøre det, men hun var nød til det. Hun fortryder inderligt, at hun gik med på den aftale, men så snart hun havde holdt sin del af aftalen så ville hun gøre alt for, at komme ud af hans magt igen og det kunne kun gå for langsomt. Hun kiggede op på ham med bedende øjne, hvor hun derefter kyssede hans sko. Hun kiggede op på ham igen med skræmte øjne "Undskyld, at jeg var ulydig Herre. Det var ikke i orden af mig Herre. Håber du kan tilgive mig Herre" sagde hun med en skræmt tone i sin stemme. Man kunne tydeligt se på hende, at hun var ved, at blive nedbrudt, men hun ville ikke lade ham tage alt fra hende for så vidste hun, at hun ikke ville kunne holde sin del af aftalen.

Hun nikkede forstående til det han sagde med, at have fået et billede af, at hun ikke bestemte "Jeg har forstået det Herre" sagde hun lavt og kiggede ned i jorden. Hun blev dog ved med, at sidde på knæene og kiggede ned i jorden. Hun rettede sig dog op og kiggede på ham med et undrende blik. Hvad mente han med, at bede om sine rettigheder hos hendes far? Man kunne godt se på hende, at hun ikke helt vidste hvad han snakkede om der.

Hun kiggede blot efter ham da han gik hen til sin lænestol igen. Hun flyttede sig overhoved ikke fra pladsen "Herre jeg vil bare gerne hvad du forventer af mig altså om du vil have jeg er her hos dig 24/7 eller om jeg skal komme på nogle bestemte tidspunkter og hvad du egentlig vil have jeg gør for der er jeg utroligt forvirret Herre. Jeg forstod heller ikke hvad du mente med, at bede om dine rettigheder hos min far. Vil du være sød og uddybe det for mig Herre?" spurgte hun usikkert. Hun kiggede tit ned i jorden imens hun snakkede til ham. Hun vidste ikke helt hvorfor hun frygtede, at kigge på ham.

Han sukkede svagt. De spørgsmål gav sig selv. Og det irriterede ham at hun ikke kunne regne det ud. "Jeg kan ikke ha 20 slaver rendende i huset hver eneste dag. Så der kommer udskiftninger hver 4 uge. I de 4 uger bor du her. Og så går der 4 uger hvor du bor ude for palæet." Sagde han roligt og rettede blikket imod hende. "Og hvad jeg vil ha fra dig er din lydighed. Din krop. Og så skal du gøre som de andre slaver. Holde mit hus rent og sørge for arealet indenfor væggen er rent og rydeligt. Og så forventer jeg du holder mine regler. Reglerne går på som følge. Den slavedragt du har modtaget skal du ha på på et hvert tidspunkt. Selv ude for murene. Dog har du lov til at tage tøj på udenom når du er udefor murene. Derefter så er regel nummer 2 at du gør hvad jeg siger når jeg siger det." Sagde han roligt og tog roligt glasset med hans whisky op til munden. Han tog en blid tår af den. Og kiggede så ligeud for sig. Det sidste spørgsmål var enkelt. "Din far Sakref Morladin er forpligtet til at opretholde loven. Og den kontrakt du underskrev erklærer du at du har underskrevet den uden tvang og at du vil følge aftalen som inkludere at du bliver min slave. Hvilket betyder at din far vil være nød til at sørge for du holder dig til kontrakten. Og forbliver min slave." Sagde han roligt og tog en tår mere af sin drink.

Hun sad stille og lyttede til det han sagde. Hun var ikke så glad for det med, at skulle bo hos ham i de 4 uger for hun vidste, at der ville hendes familie hurtigt regne ud, at hun var holdt fanget eller som slave et eller andet sted og det ville hun ikke have og de tillod overhoved ikke, at hun var væk fra huset i mere end nogle få dage af gangen og det ville sige maks 8 dage på 4 uger, hvor hun måtte være væk. Hun bed sig usikkert i læben og spekulerede på hvordan hun skulle fortælle ham det for hendes familie overvågede hende sådanset døgnet rundt fordi hun stadig havde planer om, at troppe op på slottet og dræbe den del af familien som boede der. Hun kiggede op på ham med et meget usikkert og skræmt blik "Øhm herre..." hun tav og vidste ikke hvordan hun skulle forklare det uden han ville blive sur på hende "Det med, at skulle bo i dit flotte hjem i de 4 uger kan give nogle problemer for den del af familien jeg bor hos vil ikke tillade mig, at være væk i mere end 8 dage alene på 4 uger grundet nogle personlige problemer. Jeg vil selvfølgelig gøre hvad du beder mig om Herre, men den del bliver svær herre" sagde hun med en stor usikkerhed i stemme, men man kunne også høre, at hun var 100% ærlig omkring det hun sagde og der ikke var nogen løgn i det overhoved. Hun nærmest kryb sammen på i skræk for, at han ville straffe hende for det hun lige havde sagt til ham.

Han vendte blikket imod hende kort da hun begyndte at snakke. Han sad og overvejede det hun sagde. Han havde set i hendes minder at hun talte sandt. At hun ville bo her i så lang tid ville bryde hans del af aftalen. Det måtte han ikke lade ske. Han sukkede kort og overvejede kort hvad han skulle gøre. Han nikkede fast besluttet for det han mente skulle gøres. "Tja vi kan udvide aftalen. For at retfærdiggøre du kun er her en uge ud af de 4 du skal være her. Må du vel anskaffe mig en slave mere. Hvilket giver 5 slaver. Det er den eneste måde jeg ser du kan retfærdiggøre ikke at være her i hele din periode. Dog vil jeg gå med til at den 5 slave godt må vente længere tid end lige nu." sagde han kort og tog en blid tår af hans drink. Han rettede blikket ligeud igen. Det var tydeligt det var det eneste han havde at sige om det. Hun måtte tage det eller blive de 4 uger. Hans mening var ikke til at ændre.

//Og det er en bruger ikke en NPC.

Hun kiggede på ham med et bedene blik og håbede der kunne blive lavet en anden aftale for, at det hele ville fungere. Hun var nød til, at prøve sig frem. Hun kiggede op på ham og lyttede stille til det han sagde. Hun tænkte i et kort øjeblik over den nye aftale. Hun nikkede stille til det han sagde "Det er en aftale herre og tusind tak for din forståelse herre. Har foresten en anden ting som måske kunne være med til, at retfærdiggøre, at jeg ikke kan være her i alt den periode herre" sagde hun stille og kiggede ned. Hun trak vejret dybt og kiggede op på ham igen "Jeg ved, at min opgave er, at gøre det hele nemmere for dig som din slave, men jeg vil gerne kunne tilfredsstille dig i den periode, hvor jeg ikke kan være hos dig herre. Så jeg tænkte på, at i de uger, hvor jeg ikke kan bo i dit smukke hjem herre så måske gøre som i gamle dage. Mødes et sted, hvor jeg kan tilfredsstille dig i nogle timer måske 2-3 gange om ugen?" sagde hun stille. Hun vidste ikke om det var en god aftale, men hun ville gerne vise overfor ham, at hun faktisk gerne ville prøve, at være en god slave overfor ham.

Han så roligt på hende. Og nikkede roligt. Det var en aftale ja. Men spørgsmålet var om hun kunne levere varen. Han så roligt ligeud for sig igen. Han lyttede til det næste hun sagde. Han tænkte kort over det. "Det betyder altså at du vil ha jeg tager fra sikkerheden af mit hjem hele vejen hen til hvor end du er? Nej. Men jeg vil gerne acceptere at mødes med dig så du kan tilfredsstille mig på det gamle kroværelse vi var på før i tiden i Doomsville. Men det er det eneste jeg vil acceptere." Sagde han roligt. Hans blik rettede sig imod hende. "Gå så rundt og se huset. Og kom tilbage iført den dragt når du er færdig." Sagde han roligt. Og så ligeud for sig igen. Imens han sippede et par gange af sin drink.

Hun kiggede på ham og lyttede stille til hans betingelser. Hun ville ikke haft noget imod, at tage til Doomsville for, at tilfredsstille ham, men hun havde forbud mod at komme der fordi hun stadig ville dræbe sin familie der. Hun trak vejret dybt "Men herre jeg har forbud mod, at komme til Doomsville og hvis jeg bliver opdaget af nogen bliver jeg ikke bare taget fra dig, men bliver smidt direkte i en fangekælder indtil min lillebror har overtaget kongeriget og bestemt, at jeg kan komme ud igen herre" sagde hun nærmest desperat da hun virkelig gerne ville tilfredsstille ham så godt som hun nu kunne. Hun trak vejret dybt og rejste sig op "Javel herre" hun gik ud af rummet de var i og negyndte, at se sig omkring i huset. Hun syntes selv, at det var en meget stort hus og det ville sikkert tage lang tid for hende, at se det hele, men hun måtte bare tage den tid det tog.

Han sukkede kort og rettede blikket imod hende. "Det er min betingelse." Sagde han kort. Og vendte blikket væk igen. "Jeg ser ingen grund til du ikke kan snige dig ind. En kappe og så direkte ind på kroens værelse. Jeg sørger for det er lejet og ulåst så du kan komme derop uden problemer." Sagde han roligt og tog en tår af sin drink. En anden slave kom ind som gik igang med at tænde pejsen. Før hun rejste sig og nærmest småløb ud igen. Zero sukkede kort. Han måtte huske at straffe den slave for at have glemt at tænde pejsen.

Zero sad fortsat i stolen. Nu med en cigar i munden og et nyt glas hældt op. Han ventede sådanset på at Rafaela kom tilbage. For han fik en mærkelig træng til at 'lege' lidt med hende. Dog ikke på en god måde. Ikke for hende i det mindste.

Imens Rafaela gik rundt i huset for, at se sig omkring som han havde bedt hende om tænkte hun over, hvordan hun skulle kunne snige sig ind i Doomsville for, at kunne tilfredsstille sin nye herre. Hun ville stadig hurtigst muligt ud af hans magt, men hun ville samtidig også prøve, at være en god slave så hendes tid som slave ikke var så slem om det så ville tage uger, måneder eller år. Det skulle bare fungere for hende for hun vidste godt, at hun ville blive straffet for det mindste, men samtidig så kendte hun sig selv godt nok til, at vide, at hendes temperament nemt ville flyve op i hende og det ville hun prøve for alt i verdenen, at lade være med. Hun var sådanset ikke hans slave godvilligt. Hun følte det som tvang da hun skulle tage valget.
Da hun stod udenfor døren ind til den stue som Zero sad og ventede på hende syntes hun stadig det var lidt svært, at finde rundt i huset. Hun havde aldrig været god til, at finde rundt i et hjem hun ikke boede i og hvis hun flyttede derind brugte hun flere uger på, at lære rummene, at kende for, at kunne finde rundt. Hun havde fået skiftet til den dragt hun havde fået tidligere af en anden slave. Hun havde ikke andet på end dragten og gik rundt i bare tæer. Det gjorde hun så til hverdag og det var hun tilpas med selvom gulvene for det meste var kolde. Hun havde ikke. Hun følte sig overhoved ikke tilpas i den, men det var måske fordi hun ikke kunne have sin hale fri i den rigtigt. Hun havde fået hjælp fra en af de andre slaver til, at få lavet et hul i den så hendes hale kunne være der for hendes hale gjorde, at dragen ikke rigtigt sad på hende for hun kunne dårligt nok gå da hun ikke havde halen fri.
Hun fik taget sig sammen til, at gå ind til Zero igen. Hun stoppede nogle få meter fra ham med armene hængende ned over siden, med let spredte ben og kiggede ned i jorden. Indeni hende var det som om der var en djævel der væmmede sig over hvordan hun opførte sig, men hun ville ikke have flere problemer end højst nødvendigt.

Det kunne godt være hun følte det var tvang det valg hun tog. Men hun kontaktede ham. Hun tilbød det selv. Han lyttede bare og tilføjede ting for at sørge for det var passende pris. Hvilket betød at ligemeget hvad hun sagde ville der aldrig nogensinde være tale om det skulle have været tvang. Hun kunne have prøvet at finde en anden løsning. Men nej. Hun valgte at blive hans slave.
Hvilket var det Zero var ude efter fra starten. Men det var ligemeget. Hun forærede nærmest hende selv til ham.
Han vidste hun stod udenfor. Han kunne høre folk gå rundt i hans hus specielt fra den stol han sad i. Det var fordelen ved hans hus. Det var bygget sådan at lige der hvor han sad i sin lænestol kunne han høre samtlige fodtrin der gik rundt indeni huset. Han havde fulgt hende rundt for at sikre sig hun gjorde som han sagde.
Han nikkede roligt for sig selv før han smilede. Han samlede svagt hænderne foran sig hævet i en tænkende position. "Du gjorde hvad jeg sagde. Godt." Sagde han roligt før han langsomt rejste sig op. Han vendte sig roligt imod hende. Hans skridt førte ham langsomt hen imod hende. "Jeg synes det er på tide at indvie vores lille aftale. På knæ nu." Sagde han roligt til hende imens han bevægede sig tættere og tættere på hende.

Hun vidste ikke om det havde været en fejl, at stå så længe udenfor døren, men hun var nød til, at få samlet sig selv efter, at have gået rundt i huset som stadig forvirrede hende. Hun ville ikke ligne en forvirret gås når hun gik ind til ham så hun håbede, at han ikke vidste det og hvis han vidste det håbede hun ihvertfald på, at han ikke ville straffe hende for det. Hun kiggede op på ham da han snakkede til hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare til det så hun kiggede blot ned i jorden igen. Nogle ville have deres slaver kiggede på dem med frygt i øjnene og andre ville ikke have, at de kiggede på dem uden de fik besked på det. Hun vidste ikke helt hvad Zero ville have så hun prøvede, at gøre begge ting indtil hun var blevet mere bevidst om hvad han foretrak. Hun satte sig hurtigt på knæ da hun fik besked på det og kiggede op på ham med et usikkert blik. Hun havde en ide om, hvad der skulle ske og alligevel vidste hun det ikke for hun kendte fra erfaring, at man ikke altid kunne regne ud, hvilke planer Zero havde med en.

Zero så roligt på hende mens hun sad på knæ. "Gad vide om din mund stadig er beskidt efter at ha brugt den på din egen familie." Sagde han kort før han roligt stillede sig foran hende. Og begyndte langsomt at åbne sin lynlås. Han førte roligt sin lem ud af hans bukser så den hang et par centimeter fra hendes mund. Han lod den være der i et par sekunder. Ikke fordi han forventede hun gik i gang. Men så hun virkelig kunne blive nervøs. Før han hårdt greb fat i hendes hår så hun sikkert ville åbne munden for at skrige. Før han pressede sin lem helt ind i munden på hende og så langt ind han kunne få den ind så hun ville blive kvalt på den.

Hun prøvede at ignorere den kommentar han kom med hendes familie. Hun prøvede virkelig, at glemme alt det der var sket dengang, men han skulle selvfølgelig pine hende med, at huske på det og det lyste næsten ud af hendes øjne, at hun ikke brød sig om, at blive mindet om den del af sin fortid. Hun svarede ham ikke og vær en muskel i hendes krop spændtes for, at ville slå ham for, at huske hende på det. Hun kørte det øverste af hendes hale imod sit lår så skælden gav hende nogle lette hudafskrabninger for, at holde hendes trang til, at slå ham nede.
Hun kiggede lidt på hans lem. Hun bed sig lidt i underlæben og skulle lige til, at åbne sin mund da hun mærkede, at han tog hårdt fat i hendes hår. Hun bed sig hårde i underlæben så det begyndte, at blødte. Hun åbnede dog hurtigt munden da hun mærkede hans lem presse sig ind. Hun sprællede da hun næsten ikke kunne få vejret da hans lem kom så langt ned i hendes hals. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun borede sine negle i sine håndflader for ikke at kradse ham for, at han slap og kæmpede ivrigt med ikke, at lukke sin mund så hun bed ham. Hun kiggede bedende op på ham med tårerne løbende ned af sine kinder.

Han smilede roligt. Synet af hende nu var netop det han søgte. Et submissivt blik der tiggede ham om at være sød. Men ville han det? Han tog roligt fat med den anden hånd i hendes hår og begyndte at rykke hende frem og tilbage på hans lem. Hurtigere og hurtigere i takt med hans egen lyst steg. Hver gange lige så dybt som den forrige. Hvilket betød hun ville blive blandet i en fornemmelse af at blive kvalt og kunne få luft. Han lod hende roligt få sit hoved ud så hun kunne få luft. Før han pressede sin lem ind igen og fortsatte. Han gik efter at hun ville begynde at prøve at tigge i de korte mellemrum han gav hende for at få luft. Han skulle nok sørge for hun aldrig ville trodse ham. Og dette var kun første trin. Han var sikker på at inden denne uge var færdig så ville hun også være færdig med at prøve og trodse ham på nogen som helst måde.

Hun prøvede, at få kontrol over sin krop så den ikke kæmpede så meget imod, men hun kunne ikke. Tårerne fortsatte bare med, at løbe ned af hendes kind. Hun var næsten lykkelig de gange hun kunne få luft, men det, at hun mistede luften og fik den igen gjorde hende mere ør i hovedet. Da hun fik lov til, at trække vejret ordentligt hostede hun og hev desperat efter vejret, men hun nåede ikke, at få nok luft syntes hun selv da han begyndte igen. Hun kiggede op på ham med et slørret blik. Hun begyndte, at blive svimmel "Luft...please...herre" fik hun stammet frem imellem de pauser hun fik for, at få luft. Hendes hoved dunkede og hun blev mere og mere svimmel jo længere tid der gik, hvor hun ikke fik nok luft inden hun blev kvalt igen.

Han grinte svagt. Hun var allerede begyndt at tigge. Det overraskede ham lidt. Han valgte at lytte til hvad hun sagde. Og lod hende komme fri fra hans lem for at kunne få ordentlig luft. Men så snart han mente hun havde fået luft nok stak han sin lem ind i hende igen. Og begyndte at rykke igen.

Der gik ikke lang tid med det før han følte han begyndte at kede sig. Han slap hende roligt så hun kunne få alt den luft hun ville ha. Men samtidig med han gjorde det svang han hende rundt så hun havde røven rettet op imod ham. Han placerede sin fod imellem hendes ben og stak spidsen af hans sko op imellem hendes ben og ind imod hendes underliv. Ja faktisk så hårdt at en centimeter af hans sko gled ind i hende. Mens han stadig grinte svagt og hånligt. "Bedre min lille slave?" Spurgte han kort imens.

Hun ville haft takket ham da han lod hende få luft, men hun hostede og hev desperat efter vejret og få klaret hovedet lidt. Hun gispede efter vejret og prøvede, at få luft nok, men hun kunne godt mærke, at han ikke ville lade hende få den luft hun selv mente hun havde behov for. Hendes syn var blevet mere normalt, men hendes hoved dunkede stadig meget. Hun prøvede efterfølgende, at slappe mere af i kroppen istedet for, at kæmpe imod for hun vidste, at det ville give det samme resultat som sidst. Hun prøvede, at berolige sig selv ved, at køre den bløde side af sin hale beroligende imod sit lår. Men hun havde stadig lidt problemer med, at få vejret.
Da han endelig slap hende faldt hun sammen på gulvet og hev efter vejret. Hun gispede og hostede. Han havde vundet. Hun ville ikke kæmpe imod længere. Det hvad ihvertfald ikke hendes plan fremover. Hun kiggede bedende op på ham "Tak...herre" fik hun presset ud af sine læber imens hun lå og trak alt det luft hun kunne til sig.
Hun begyndte, at bide sig i underlæben da hun mærkede, at han havde lagt hende så hun lå med røven op imod ham. Hun syntes personligt, at han var blevet værre end dengang på kroværelset, men det var måske bare lige nu? Hun håbede det kun var midlertidigt. Hendes underliv var stadig lidt ømt fra fødslen af og det gjorde det langt fra bedre da hun mærkede han pressede sin sko imod hendes underliv. Hun skreg så højt, at det ekkoede i lokalet samtidig med, at hendes stemme blev mere og mere hæs.