Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | Juli

Latest topics
» Do you wanna play with me?
Today at 16:33 by Samuel

» Hunted ~ Caleb
Today at 16:17 by Caty

» All the sickness...eh! (Razor)
Today at 15:50 by Razor

» A Lions Den
Today at 14:56 by Lynwood

» Hey Ho there traveller!
Today at 13:47 by Gemma

» Genforening af forsvundet familie - Lucky
Today at 12:32 by Jake

» A nice trip ~ Sayra
Today at 12:03 by Nella

» Lidt fravær på fra min side
Today at 11:44 by Emery

» I don't wanna cause any trouble just passing through- Lilith
Today at 11:38 by Meredith

Top posting users this month
Razor
 
Sayra
 
Reign
 
Lori
 
Sean
 
Christian
 
Selene
 
Ethan
 
Niylah
 
Tatia
 

Statistics
Der er i alt 292 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Julius..

Vores brugere har i alt skrevet 149549 indlæg in 7668 subjects

Welcome to wonderland - Lamattina

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Welcome to wonderland - Lamattina

Indlæg by Gæst on Ons 24 aug - 17:15

S: Et ukendt sted i Ashen wood.
T: Henover aften
O: Træer..
V: Støvregn, koldt.
P: En meget slidt kjole.
@Lamattina


Hendes ben havde snart ikke flere kræfter. De gik og gik kun fordi de skulle gøre det. Det var underligt for hende, eller det havde det været i starten - nu gjorde hun det blot fordi det var blevet vane. En umådelig dårlig vane ved at bøje under for andre, endnu en ting ved hende som var en skuffelse for hendes søster. Aria bed sammen og gik videre - gik og gik videre igennem mørket. Hænderne var bundet sammen foran hende imens hestevognen blot trak hende fremad. Derfor var det vel så nemt at gå. Kort overvejede hun, om hun blot skulle vælte ned i jorden og lade den trække hende afsted. Mørket faldt på. Skyerne dækkede for stjernerne og månen. Så der var kun mørke. Hun kunne ikke se, hvor hun skulle gå hen ad. Nok var hun tidligere vampyr og nu et skyggevæsen - men hun forstod ikke sine kræfter - havde aldrig forstået hadet og sorgen - magten. Aria havde altid prøvet at undgå den, men det havde ændret sig lidt. Der var så koldt nu, koldere end hun nogensinde havde følt i hele sit liv. Et hul hvor hendes hjerte burde være, hun var ingen ting mere - hun var glemt. Så stoppede vognen op, men Arias fødder stoppede ikke med at gå før hun var gået ind i vognen. Let rystede hun det af sig. Desuden var hun van til det. Smerten var en illusion.
"Oh dear. You look like trash." Lo den ene af kvinderne og gik hen til Aria. Hun løsnede rebet fra vognen og trak Aria med sig. Aria gjorde ikke modstand. Manden den ene mand der var der, var den hun var mest bange for. De aftner han havde sneget sig ind på hende og misbrugt hende - det havde sat frygtelige spor på hende som hun ønskede at komme af med. Dog var hun også bange for de to kvinder. De så alt som en leg. Det var derfor hun var et skyggevæsen nu. Det var ikke kun manden der misbrugte hende sexuelt, det gjorde kvinderne også - men også mentalt og fysisk. Til sidst var hun blevet denne her person som hun kaldte Aria. De vidste Aria ikke ville flygte, men bandt stadigvæk rebene fast til et træ, men med længde nok til at Aria kunne sidde henne ved dem. Aria kiggede blot dystert ind i flammerne, det føltes som om, at hun var alene - også selvom hun tydeligt kunne hører deres latter passere igennem hendes øre.

Lyd af ulve lød i det fjerne. Caroline havde fortalt hende om skovene før, og de havde da selv gået en tur sammen før ind for at se en af flokkene af shapeshifters der levede her i nærheden. Det var dengang, gid hun ikke havde været så dum. Så havde hun måske haft sin søster nu. Men nu var hun alene, en dukke. Pludselig hørte hun en lyd i krattet ikke så langtvæk fra hende.
"I need to pee." Hviskede hun let og rejste sig op. Så gik hun hen om til krattet for at finde ud af hvad lyden var. Lidt nysgerrighed var der tilbage i hende. En kvinde fik hun øje på i det fjerne, og Aria vil gå imod hende, men rebene stoppede hende og trak hende tilbage så ryggen ramte jorden.
"You such a useless tool." Kunne hun hører dem grine af hende, og rejste sig stille op. Let sank hun en klump og kiggede op - ledte atter efter hvad hun havde set.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Welcome to wonderland - Lamattina

Indlæg by Wade on Ons 24 aug - 22:41

Påklædning, minus sko. Hun har langt hår

Som altid brugte hun sine aftener på at bede, hun søgte svar fra guderne og det var svar hun ofte fik. Som ypperste præstinde, var hun en kvinde med vise forbindelser til stammens guder. I virkeligheden var dette selvfølgelig ikke rigtigt, hun var i bund og grund besat af et urgammelt væsen, som havde bildt hende ind, at hun var en gudinde og hun tilhørte en race af guder. Men fordi hun var blevet besat som 10-årig, så var det klart hun havde holdt ved troen om hvad Melinoë sagde var rigtigt. Selv den dag i dag, troede hun fuldt og fast på hvad Melinoë sagde og mente. Som hun vandrede igennem skoven, var det ikke just med en intention om at komme nogle vegne, mere blot fordi hun havde brug for at komme ud og røre sig *You know what, lets go out and kill someone...or more important eat someone!* forslog Melinoë drillende. Melinoë begyndte ofte at kede sig om natten, så det var enten disse forslag hun kom med eller også var det at finde noget mad. Ved tanken om mad, begyndte Melinoë at røre på sig *Like I said...let's find someone to eat! I'm hungry* brummede hun sultent *We aet for like under and hour ago* pointerede Lamattina, dog vidste hun at Melinoë altid var sulten og derfor var der ikke et sekund, hvor hun ikke hungrede sjælende af andre.
I takt med de bevægede sig igennem mørket, begyndte hun at høre stemme og denne gang var det ikke Melinoë *Did you hear that?* spurgte hun nysgerrigt, og til dette fik hun et ja. Nogle gang kunne hun fornemme hvad Melinoë sagde, også selvom ingen ord rent faktisk var udvekslet imellem dem, måske var det blot fordi hun kendte Melinoë så godt efterhånden *Let's check it out, maybe there's some food* some altid hungrede Melinoë efter mad, og da Lamattina ikke magtede høre mere om mad, gav hun ind og fulgte efter lydende af stemmer. Det var ikke så ofte hun, hørte stemmer i disse dele af skoven, for det meste var det egentlig kun dyr og andre væsner.

Som hun nåede frem til vognen, fik hun her øje på det unge skyggevæsen, et væsen hun ikke havde set i mange år og faktisk helt havde glemt om. Med rynkede bryn gik hun tættere på, og her bemærkede hun de andre. Fornemmelsen af frygt havde fået hende tættere på, specielt fordi de alle sammen et sted bar frygten i sig. Som kvinden fik øje på hende, lod hun sin ene finger lande foran sine læber, hvor hun indikerede hun skulle være stille. Hvorfor hun lige netop havde tænkt sig at hjælpe denne unge kvinde, vidste hun ikke endnu. Måske var det fordi Melinoë fandt skyggevæsnerne interessant, og hun meget gerne vil se nærmere på en, plus det betød også gratis mad.
Da hun endelig valgte at træde frem, var det med dem alle til stede. Skyggevæsnet havde netop rejst sig, og de tre andre kom frem, som var det for at undersøge hvem der kom. Nysgerrigt lagde hun hovedet på skrå, og her gik hun hen til den første "You carry fear with you child, you reek of it and it makes me hungry" hun lod blidt sin hånd glide hen over kinden på manden, før hun greb ham om halsen og her lod hun sine læber møde hans, i hvad der kunne minde om et kys. Dog som manden stivnede og her vendte de hvide ud af øjnende, var sandheden tydelig. Hun kyssede ham ikke, hun sugede derimod hans sjæl ud. Kvinderne holde sig sammen, tilbød endda skyggevæsnet som mad til hende, et tilbud Melinoë endda kort tog op med sig selv. Lamattina klukkede, og stille gik hun imod den første kvinde. Et blidt kys blev skænket hendes læber "It's quite alright dear, we all fear something...you just reek of it" som hun skulle til at give hende endnu et kys, valgte hun her at suge hendes sjæl ud. Til den sidste knækkede hun blot nakken på hende, det var en let og hurtig død.
De blå øjne mødte skyggevæsnets, hvor hun gik imod hende. Dog i stedet for at give antydning for at ville spise hendes sjæl, fjernede hun i stedet blot rebet "It appears that you are free, free to do as you please" hun fik et smil frem på sine læber. Det var dog ikke et smil der fortalte om blidhed, men mere mystik og en mulig farer.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.][You must be registered and logged in to see this image.]

I wasnt so sure about true love, right until I met you.
avatar
Wade

Antal indlæg : 27
Reputation : 5
Bosted : Ashenwood Forest med Tatia
Evner/magibøger : Easy Learning

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum