Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | vinter

Måned | December

Latest topics
» Come, see my power! (Lori)
Yesterday at 13:11 by Lori

» To be of use (Vetis)
Yesterday at 10:30 by Sean

» Et særligt møde - Azir
Tors 14 dec - 8:19 by Larlii

» You didn't see nothing - Razor
Ons 13 dec - 23:16 by Vetis

» I'm looking for the Big Bad Wolf - Damien
Ons 13 dec - 22:32 by Vetis

» Optrind til ... - Jazmin
Ons 13 dec - 17:31 by Kira

» Come on and show what u got ~ Rexxy (xxx)
Tirs 12 dec - 20:58 by Davia

» Angående mit eventyrsemne!
Tirs 12 dec - 20:45 by Gautham

» Please dont hurt me ~ Sirtimm
Tirs 12 dec - 20:37 by Lydia

Top posting users this month
Jazmin
 
Azir
 
Lori
 
Kira
 
Sean
 
Taliia
 
Vetis
 
Kace
 
Assorian
 
Sierra
 

Statistics
Der er i alt 238 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Melicia

Vores brugere har i alt skrevet 151566 indlæg in 7810 subjects

A fitting job - Haven

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

A fitting job - Haven

Indlæg by Aaron on Tors 15 sep - 17:35

Tid - Eftermiddag - 14:00
Sted - Havens hus
Vejr - Luftigt men varmt.
Omgivelser - Et varmt rum, men andet kan han ikke se.
Påklædning - Hvid skjorte, halvejs knappet, sorte bukser, sorte sko, intet stof for øjne.

[You must be registered and logged in to see this link.]

Aaron stod og stirrede direkte ud i luften, han stod som forstenet, imens hans øjne dog flakkede omkring, som de normalt gjorde, da de automatisk søgte efter noget at fokusere på, eller det gjorde han, selvom alt var mørkt.
Aaron havde fået et job, et job som ikke krævede meget mere af ham, end at stå stille, og det var han yderst god til, for det gjorde han nærmest hver dag, hjemme i sin egen lejlighed, men nu fik han penge for det, han stod nemlig som model for et stykke kunst. En fin kvinde havde kommet op til ham, og havde spurgt om hun ikke måtte låne ham som model, til at tegne efter. Aaron havde ikke sagt nej, slet ikke da hun faktisk tilbød ham penge for det. Ikke fordi at Aaron ligefrem havde brug for penge, hans forældre havde efterladt ham noget, siden at de døde, men man kunne vel altid tjene mere?
Kvinden havde åbenbart syntes at han var rigtig flot, så han ville ikke stå i vejen for at hun kunne komme til at male ham, det var da også lidt sjovt at komme på et billed.... selvom han ikke selv ville kunne se det... aldrig.
Han sukkede og sank lidt i skulderne, men rettede sig hurtigt op igen, for at kvinden kunne male ham helt perfekt.
Han vidste ikke hvor lang tid han skulle stå der, lige nu var der bare rigtig stille, fordi hun koncentrerede sig, mens Aaron han bare koncentrerede sig om at stå stille i så lang tid som han kunne, det var ikke fordi at han ikke var aktiv jo.
Aaron kunne fornemme på kvindens tilbød til ham, med hensyn til penge, at hun var i en ret så rig familie, hvilket Aaron ikke kunne være lidt flov over, da han nu stod i hendes sikkert meget fine hus, med ikke særlig fint tøj på, han havde bare en hvid skjorte på, som var åbnet så hans bryst kunne ses, for han havde ikke haft energi til andet, samt et par lange formle sorte bukser og et par sorte sko, andet havde han ikke på, og da han ikke kunne se hvordan hun så ud, gjorde det ham... en anelse usikker.
Aaron havde heller ikke taget sit stof for sine tågede øjne, som han ellers plejede, og da han havde spurgt kvinden om, om han måske skulle tage et på, sagde hun ivrigt nej til det, da hun også gerne ville fange hans øjne, hans blindhed, det var dog en anelse nyt for ham, da han slet ikke var van til at folk ville se hans øjne overhovedet, de så dem som skræmmende, men at kvinden sagde nej til at han skulle gemme dem, gjorde at han faktisk følte sig rigtig god tilpas.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 300
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Gæst on Tors 15 sep - 19:49

Påklædning: det her

Havens mor, Harper, var sikker på, hun havde gjort sig et fantastisk fund med denne mand, Aaron Corbet, der netop stod foran hende. Hun havde givet ham frie tøjler til at placere sig i den position, han selv følte for, da hun gik ind for en hvis naturlighed i billeder. Og selvom hun kun havde fået skitseret maleriet indtil videre, så det ud til at fungere.
Hun havde netop fået fordelt malingen ud på en træpalette, da Haven trådte ind i rummet. "Jeg skulle sige fra far, at han havde fået lavet en aftale med de dér fødselsforberedelsesmennesker," der gik længe, alt for længe, før han opdagede, at der stod en anden i rummet - men Aaron var så stille, og desuden var Haven ikke vant til at se sin mor male efter faktiske personer, når hun var i hjemmet. Det var kun, fordi Harper, der fuldt koncentreret placerede de første penselstrøg, ikke svarede ham, at hans opmærksomhed røg hen på den fremmede, "... jeg troede først, du ville begynde at arbejde igen, når babyen var kommet."

"Han er ikke en kunde. Jeg har selv ansat ham til at stå model," sagde moren fraværende uden at fjerne blikket fra maleriet. Hun stoppede i et øjeblik sine strøg og smilede varmt hen til Aaron, selvom hun godt var klar over, han ikke ville kunne se det, "De klarer det virkelig flot, hr. Corbet. Har De overvejet en karriere indenfor croquis? Jeg har selv taget mange kurser i det, og de leder altid efter modeller med unikt udseende."
Haven fjernede ikke sit blik fra Aaron. Havde travlt med at stirre ind i de tomme øjne, der alligevel virkede, som om de forsøgte at sige noget. Måske... eller måske var det bare sollyset fra vinduet, der havde ramt dem på en speciel måde.
"Hvad er der galt med hans øjne?" spurgte Haven, igang med at klø sig på siden af næsen. Hans mor næsten spjættede i overraskelse over sin søns ubehøvlethed, "Haven! Hr. Corbet, jeg undskylder på vegne af min søns... direktehed."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Aaron on Tors 15 sep - 20:13

Det gav nærmest et sæt i Aaron, da en mandelig stemme, pludselig afbrød den tavshed som lige havde opbygget sig i rummet. Aaron drejede kort hovedet mod hvor lyden kom fra, men vidste ikke om det var det rigtige sted han kiggede hen, før han hurtigt vendte hovedet den anden vej, så han stod ligesom før, for ikke at forstyrre Harper i det hun havde gang i. Det virkede ikke til at fyren som var kommet ind i rummet, havde lagt mærke til Aaron, men det havde han det nu også fint med, det var dog nok kun spørgsmål om tid, før han lagde mærke til at der var en anden i rummet, siden hans mor ikke svarede ham. Aaron gik ud fra at Harper var denne drengs mor, siden han havde snakket om en far og fødselsforberedelse? Aaron havde slet ikke kunne mærke at Harper var gravid, normalt ville hans sanser havde opfanget det.
Drengen snakkede igen, denne gang kunne Aaron mærke et andet blik på sig, end Harpers, så han måtte havde fanget den nyankommendes opmærksomhed.
Men på Harpers svar, kunne Aaron tydeligt mærke at det ikke lige var sønnen hun koncentrerede sig mest om lige nu.
Aaron kiggede bare stadig lige ud, eller hans pupil var alle vejne, men hvis han selv skulle vurdere hvor han prøvede at se hen, så var det lige ud.
Han grinte let og rystede på hovedet af Harpers spørgsmål. "Nej, det her er første gang jeg står model til sådan noget her, hvis de ikke havde spurgt, havde det aldrig faldet mig ind" sagde han ærligt, men hans smil fadede let, da sønnen, Haven som han åbenbart hed, spurgte til hans øjne.
Aaron bed sig let i læben af hans spørgsmål og vidste ikke hvad han skulle sige, han havde fået dette spørgsmål så mange gange før, men det var lige så akavet hver gang det blev smidt i hovedet på ham.
Han smilede dog af Harpers undskyldning. "Det er okay, jeg er van til det efterhånden" sagde han, uden rigtig at svare på Havens spørgsmål, for hvad skulle han sige... Haven kunne vel godt se at han var blind, eller han kunne vel forstå en hentydning fra sin mor, når hun reagerede sådan.
Dog ubevidst, havde Aaron drejet hovedet mod Haven, ikke præcist, men hvor han vurderede at han stod og bare lod sine øjne hvile i den retning han stod i.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 300
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Gæst on Fre 16 sep - 0:10

Harper så lettere utilpas ud - hun var vant til sin søns manglende høflighed, men når det gik ud over folk med misdannelser, der ikke selv kunne gøre for det, så begyndte det at blive flovt. Hun så ned på det begyndende maleri og åbnede munden på klem, "åh nej..." da hun opdagede, at spjættet fra før havde resulteret i en sort streg midt op over Aarons brystkasse. Hun fik med lidt besvær rejst sig og tog sig til maven, der var godt svulmet op, "jeg bliver nødt til at hente noget. Jeg er tilbage om et øjeblik, hr. Corbet."

Væk var hun, og stilheden mellem Haven og Aaron fyldte rummet. Blind... det måtte være det, han kunne ikke se andre muligheder. Men hvorfor stirrede han så på ham, som om han, ja... rent faktisk kunne se?
Haven skævede hen mod døren, hans mor var forsvundet ud af, og gik så hen til fyren, der virkede højere og højere, jo tættere man kom på ham. Ikke at det gjorde ham skræmmende at se på - faktisk lignede han mest af alt en forvirret hundehvalp. Haven vinkede foran fyrens øjne, inden han begyndt at vandre i cirkler omkring ham, som var han et stykke fremvist kunst. "De blinde, jeg har set, har altid været ulækre, tandløse tiggere eller spedalske..." begyndte han tænksomt for at konkludere, at Aaron i den grad skilte sig ud af mængen. Han greb fat om sin nakke og lod sin hånd hvile der, idet han stoppede ved Aarons side, "bor du alene? Kan man overhovedet det, når man er blind? Hvordan laver du mad?" spørgsmålene fløj ud, som var de allerede gennemtænkte. Haven havde aldrig haft muligheden for faktisk at snakke med en blind, og han var nysgerrig. Fyren havde garanteret fået de spørgsmål en million gange, men han var ligeglad; man måtte forvente folks nysgerrighed, når man på sin vis var en særling.
"Kan du mærke det her?" spurgte Haven med et afventende smil og bevægede hånden tæt op ad Aarons arm, dog uden at røre på noget tidspunkt. Hvis man havde mistet en sans, måtte de andre da være forstærket, ikke? Bare en smule? Ellers var man hjælpeløs. Sådan så Haven i hvert fald på det - han ville aldrig kunne leve uden sit syn. Et godt syn betød, at man havde fri adgang til lette førstehåndsindtryk af folk, og sådan nogle var trods alt vigtige.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Aaron on Fre 16 sep - 0:30

Der gik en kuldegysning gennem Aaron, da Harper, som det lød, havde lavet en fejl og hun blev nød til at gå for at finde noget som hun skulle bruge, sikkert til at gøre det godt igen?
Men at hun efterlod ham med hendes søn, gjorde at han fik denne kuldegysning, selvom sønnen ikke havde sagt meget, var Aaron ret nervøs over at være i samme rum som ham, et rum der var fuldstændig fremmed for ham, han var forsvarsløs og det gjorde ham virkelig utilpas.
Men Aaron nikkede blot, da Harper sagde hun skulle gå, og stod ellers bare og sagde ingenting i den tid Aaron og Haven nu skulle være alene.
Der var først rigtig stille, som virkelig var helt fint med ham, han ville helst have at Haven ville holde sin mund lukket.
Dog... pludselig kunne han mærke en hvis vibration i gulvet og en varme som kun kunne tilhøre et menneske, komme tættere på ham. Han sank en klump og vendte hurtigt sine tågede øjne ned mod gulvet, for at de ikke skulle være alt for synlige for Haven. Hans øjne var nærmest... hans største svaghed.
Han rynkede dog øjenbryne, da han kunne mærke noget vifte foran hans ansigt, og hvis han ikke gættede forkert, var det sikkert en hånd, som for den 1000 gang viftede foran hans hoved, i alle de år.
Dog havde han ikke lige regnet med at drengen ville begynde at gå rundt om ham, som virkelig gjorde ham utilpas.
Han stivnede nærmest da Haven begyndte at tale, meget forbavset over hvordan han talte til folk, meget direkte, han holdte slet ikke på noget, han havde intet filter. Men som den 'engel' Aaron var, valgte han ikke at svare Haven igen, med nogen som helst attitude, da det helt sikkert ikke ville vinde noget som helst.
Han sukkede tungt af alle de spørgsmål han fik kastet i hovedet, han havde nydt roen fra før, hvor det kun havde været Harper og Aaron, men det var slut nu.
"Det er ikke svært at bo alene selvom man er blind, man skal bare være selvstændig nok, og jeg laver mad som så mange andre" sagde han og trak på skulderne, han kunne sagtens bevæge sig rundt i et køkken, som han altså genkendte, det var meget sådan, at hvis han ikke kendte ting, havde han utroligt svært ved at finde rundt, men hvis det var nogen ting han havde været igennem nogle gange, kunne han sagtens gøre det uden at komme til skade eller noget andet.
Han hævede et bryn af Havens spørgsmål, men hans hår på hans ene arm rejste sig pludseligt, da han kunne fornemme Havens hånd tæt på sin arm, endnu en kuldegysning løb igennem Aaron, og uden han rigtig havde tænkt sig om, havde han vendt sig hurtigt mod hvor Haven havde stået ved hans side og havde taget fat i Havens arm, som havde han kunnet se, for at den ikke skulle komme nærmere, dog slap han den hurtigt igen, da det ligesom gik op for ham, hvad han havde gjort.
Han sukkede tungt og nikkede. "Ja, det kan jeg godt mærke" sagde han tøvende.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 300
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Gæst on Fre 16 sep - 1:50

Haven fornemmede en snert af flabethed i Aarons svar, der kom ud på en lige lovlig henkastet måde. Han vidste godt, hvad han mente. Uden tvivl. Om han ikke brændte sig utallige gange, når han lavede mad. Om det ikke var svært at vide, hvornår tingene skulle tages af varmen eller ud af ovnen. Om han ikke havde snittet sig en gang eller to i de lange fingre, der så fint befandt sig for enden af hans hånd. Det var vel et meget naturligt spørgsmål - et de fleste ville have lyst til at spørge om men ville være for bange til faktisk at stille, når det kom til stykket. Folk var så bange for at sige de forkerte ting. Men ikke Haven, han sagde, hvad der passede ham, spurgte om hvad der passede ham og konkluderede hvad der passede ham. Så måtte folk selv beslutte sig for, om de ville blive fornærmede eller ej.

Det gav et sæt i Haven, da der blev grebet fat i hans arm og i et øjeblik - bare et sekund - syntes Aaron ikke at virke som en hundehvalp mere. Chokket gjorde, at han reagerede langsomt, og det føltes som evigheder, inden han tog sig sammen og lod armen falde ned langs siden. "Så fintfølende," fnøs han fornærmet ud med en utilfreds grimasse malet henover ansigtet. Han trådte et halvt skridt tilbage, "men sådan er alle krøblinger måske?" og et drilsk smil dansede henover hans læber.
Harper var kun få sekunder efter tilbage med klude og vand, og med en trænet lethed fik hun fjernet den grimme streg på billedet, "sådan, så er det fint igen," hun ventede så tålmodigt på, at Aaron fandt positionen fra før frem, inden hun fortsatte sit arbejde, "dine øjne går perfekt sammen med det simplificerede tøj og den matte baggrund," endnu et smil dukkede op. Haven havde bevæget sig om bag hende for at kunne se det fra hendes synsvinkel. Okay, så han så ikke helt forfærdelig ud, men det var der altså mange, der ikke gjorde. Han kunne ikke se, hvorfor hun lige skulle vælge en blind mand til sine malerier.

"For resten, hr. Corbet," fortsatte hun efter lidt tid, "det kommer nok til at tage et par dage at blive færdig med det. Hvis De bor langt væk, er De velkommen til at overnatte her. Vi har gæsteværelser nok." Haven, der så fraværende ud efter at have stirret på penselstrøg efter penselstrøg, så pludselig op, "mor, du har ikke tid til at male i morgen. Fødselsforberedelser, hm?" Harper viftede det bare væk, "nå, det tager vel ikke hele dagen. Du kan jo holde vores gæst med selskab, mens jeg er væk."
Havens blik røg hen på Aaron, og det utilfredse mine var tilbage. Han havde ærlig talt ikke lyst til at bruge tid sammen med ham - han virkede som en bangebuks, var alt for følsom og, nåh ja, så kunne han ikke se en pind, hvilket i hans øjne var forstyrrende. Han var som et monster uden rigtigt at være det. Haven havde hørt historier om de her væsner, der boede dybt nede i grotter, og havde mistet deres syn, fordi det alligevel var for mørkt til at se noget dernede. Til gengæld var deres andre sanser blevet stærkere - præcis ligesom Aaron. "Ih, det skal nok blive sjovt," sagde han endelig i en mut tone, der ikke forsøgte at gemme sarkasmen væk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Aaron on Fre 16 sep - 5:14

Aaron fik en underlig følelser, hver gang Haven åbnede sin mund og sagde noget som ikke lige huede Aaron, noget som var meget uhøfligt, men i den korte tid han havde kendt ham, var det nærmest som om han ikke kunne være andet end uhøflig.
Dog den uhøflig bragte noget op i Aaron, som han ikke rigtig kunne placere, da han aldrig havde følt sådan før, det var en irriterende følelse, han blev en anelse sur på Haven og havde bare lyst til at.... Var det det mennesker kaldte provokation? Han kunne slet ikke lide den følelse.
Han måbede lidt af det Haven kunne finde på at sige, krøbling? Aaron havde set sig selv som krøbling i så mange år, da han først havde fået taget sit syn, hvor der havde været en enkel person, som kunne ændre den tanke gange, men han var der ikke mere.
Aaron skar nærmest tænder af hans valg af ord, så tæt på bare at sige et eller andet, ikke noget over stregen, men bare på en eller anden måde, forsvare sig selv.
Men så kom Harper tilbage, som han egentlig var virkelig taknemlig for, for så var Haven lidt forhindret i at sige, alt det han havde sagt til Aaron, da de var alene.
Aaron prøvede så godt at finde den position han var i før, men da han havde bevæget sig en smule, kunne det godt blive svært, men så måtte Harper lige råbe op, det var okay.
Han smilede til det hun sagde omkring hans øjne, hun var fuldstændig modsat hendes søn, det kunne Aaron alligevel godt lide. "Jamen, det er jeg da glad for" sagde han, stadig med blikket rettet ligeud.

At det nok kom til at tage noget tid, kom ikke bag på ham, han havde nok regnet med det inderst inde, men hendes tilbud var ikke lige nu som han havde forventet, det gjorde ham en anelse overrasket og måske en smule nervøs, siden at hvis han skulle tilbringe tid der og samtidig også overnatte, kom han sikkert til at se Haven rigtig meget, og han havde på fornemmelsen at Haven ikke ville have en krøbling til at bo i hans hus.
Som Aaron havde forventet, var Haven allerede igang med protestere og fortælle hans mor, at hun ikke kunne male, men hun bakkede ikke tilbage, hvilket Aaron godt kunne lide ved hende.
Aaron var dog ikke, såååå tilfreds med hendes forslag om at Haven kunne tilbringe mere tid sammen med Aaron, han kunne føle Havens blik med det samme. Han bed sig hårdt i læben og sukkede, han ville ikke sige Harper imod, Aaron havde langt vej hjem fra hvor de var, han kunne ikke finde hjem fra hvor de var, så at han kunne få lov til at tilbringe nogle nætter her, til hun var færdig, var ikke noget han skulle klage over, men Haven... han var utilfreds, det kunne sagtens høres i hans tonefald, et smil kryb frem på Aarons læber, da han ligesom stod over at kunne takke ja og ødelægge Havens dag, eller tage hjem og gøre ingenting.
Normalt ville Aaron være meget passiv omkring det, og ville gå en lang bue uden omkring al negativ energi, men efter Havens provokation, kunne han ikke rigtig holde sig tilbage.
Så med et smil på læben, valgte han at takke ja. "Det ville være rigtig dejligt, hvis jeg kunne få lov til at overnatte her, imens vi færdiggøre billedet, jeg er sikker på det nok skal blive... sjovt" sagde han, hvor han valgte at være lidt provokerende til sidst overfor Haven.

//Random jump cut - (håber det oki :3) //

Efter at både Harper og Aaron var blevet en smule trætte, havde de aftalt at de ville fortsætte imorgen, efter hun havde gjort hvad hun skulle, og kalde dette en dag. Aaron var også godt udkørt, han havde brugt sine sanser ekstra meget, da det hele var så fremmed og nyt, især det rum han stod i. Det gæsteværelse han havde fået lov til at låne, hvor der nu var redt op til ham.
Han stod dog bare i rummet, kiggede ligeud, som var han... en eller anden freak? Sådan ville Haven sikkert beskrive ham.
Han sukkede, han stod der blot fordi han ikke kunne finde rundt anderledes, han prøvede at danne sig et indtryk, inden han begyndte at gå rundt, hvor han gled sine føder over gulvet, for at fange hvor de bugtede eller bare var lige.
Men hans sanser svigtede ham, da de var lige så trætte som han var.
Med et opgivende suk og et ynkeligt piv, hev han sine skjorte af og smed den på gulvet. Han rettede sin ryg helt op, samt de købklumper som stadig var tilbage fra hans vinger. Han havde jo ikke rigtig tænkt over at det ikke lige var sit eget hus han var i, da han bare sådan tog trøjen af.
Samtidig begyndte Aaron at føle sig frem, til hvert eneste objekt der var i rummet, hvor han til sidst fandt sengen og han smilede tilfredst.
Han lagde sig pladask ned i den, liggende på maven og ansigtet ned i dynen, han nød blødheden og kunne ikke lade være med at døse bare en lille smule hen.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 300
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: A fitting job - Haven

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum