Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
» Fredsommelig ~ Kira
Today at 11:15 by Kira

» Første dag på nye stier.
Today at 11:12 by Gautham

» Sensommer minder (fortids emne)
Yesterday at 16:40 by Kira

» fraværtråd ~ Raven og Eliza C.
Yesterday at 10:01 by Kira

» SIRTIMM ~ Who are you
Yesterday at 2:26 by Sierra

» The Ring Is Caling
Fre 20 okt - 23:54 by Ardal

» Will you be my new playmate? - [Natalie emnesøgning]
Fre 20 okt - 21:58 by Emanuel

» Første dag i byen (Razor)
Tors 19 okt - 22:20 by Fenrer Leidolf

» The big adventurequest ~Assorian's fællesemne
Tors 19 okt - 19:52 by Gautham

Top posting users this month
Gil
 
Lori
 
Claan
 
Fenrer Leidolf
 
Sean
 
Gautham
 
Jazmin
 
Vetis
 
Kira
 
Jake
 

Statistics
Der er i alt 233 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Armelia

Vores brugere har i alt skrevet 151092 indlæg in 7783 subjects

Life is so short just hold me - Lavender

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Life is so short just hold me - Lavender

Indlæg by Audrey on Søn 2 okt - 20:07

[You must be registered and logged in to see this link.]



Det var aften. Ikke at hun var plaget af det mere, det var rart. Underligt, men rart. Det var hvad et halvt år siden, hvis ikke mere at hun havde fået vampyrerens forbandelse over sig. Og for mindre end et par dage uden, var hun blevet kureret for den. Hvordan kunne hun ikke huske, generelt hendes tid som vampyr var sløret. Mest på grund af den hjernevaskelse som var hent hende. Audrey havde endelig fået følelserne tilbage i sit system, og derfor var hun tilbage her. Nok var det ikke hendes hjem, men alligevel var hun endt her i sin konstante søgen på noget, der skulle give hende mening. Det var Lavenders sted. Hvad mon Lavender ville sige til Audreys forvandling om til en shapeshifter igen. Audrey havde ikke været sig selv som vampyr, og det var længe siden de overhovedet havde snakket til hinanden. Lige nu var Audrey ret så glad for Lavender ikke var kommet hjem endnu. For hun sad begravet i sine egne tårer og stirrede ud i luften på et punkt i væggen. Audrey havde været så tæt på at miste sig selv og hvem hun var. Stadigvæk var hun så i tvivl om hvem hun var dog. Det var det store spørgsmål, og hun ønskede hun kunne finde svaret. Måske var svaret her? Grunden til hun sad her lige nu og ventede. Audrey kunne være taget tilbage til Niylah, Wade og Tatia. Men hun var taget herhen. Hvorfor gøre det, hvis det ikke var et tegn. På den positive side havde hun det bedre, og var ikke betaget af at få konstant hævn på Josette. Hun var langtfra så vred og hævntørstig som hun havde været før. Lige nu ønskede hun at undskylde for Lavender for sin forsvinding. Så snart døren gik op, sprang Audrey fra sin plads og tørrede øjnene. Dog var det stadigvæk tydeligt at hun havde grædt.

De skridt hen imod Lavender var de hårdeste. De var tunge og en anelse rystende. Mest fordi, at hun var bange for, at Lavender ikke ville se hende i øjnene igen eller bare tale med hende.
"Heey." Startede hun ud da hun så Lavender og sank en klump. "How are you?" Spurgte hun en anelse stammende og holdt armene omkring sig selv. Efter hendes transformation om til menneske, havde det taget noget lyst med sig, og dette var gået udover hendes øjne. Den blå farve var blevet erstattet med en mørkebrun farve. Ellers var alt som de normalt var. Ellers var det lyse hår løst henover hendes skuldre. Let bed Audrey sig i læben, og havde problemer med at huske at trække vejret. "I.. I'm sorry that I haven't been here." Fik hun så sagt og sank en klump.  Takket være sin påklædning kunne man se de ar fra, at der havde været skåret i hendes hud på den ene arm og på det ene lår. Dog tog Audrey det som hun tog alle skader, de var noget man skulle have for, at se hvad man havde overlevet her i livet.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."
[You must be registered and logged in to see this image.]

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Life is so short just hold me - Lavender

Indlæg by Gæst on Ons 5 okt - 13:59

Påklædning + Hår


Det var længe siden at hun havde set Audrey. Lige siden hendes forvandling havde deres forhold nærmest mødt en endestation. Hun var på et tidspunkt forsvundet, hvilket Lavender ikke havde bemærket. Det havde været så godt, så godt at Lavender havde kunne tro at Audrey kunne have ændret hende til det bedre. Så godt at Lavender endelig fik den søde smag af godhed i munden. Men det stoppede bravt op da Audrey forsvandt og hun var alene. Hvad Audrey så havde lavet siden da havde hun ikke tænkt nærmere over. Hun var blevet opsøgt af en gammel ven, eller skulle man kalde det gammel uslukket flamme, Faith.
Faith havde hun altid haft blandede følelser med. På et eller andet punkt så havde hun ikke været den samme uden Faith’s hjælp. Måske på et tidspunkt, men Faith speedede hele processen op. Hun var dybt taknemmelig over det, indtil hun havde mødt Audrey. Audrey fik hende på daværende tidspunkt til at tvivle på om Faith virkelig havde været den for hende? Måske havde hun bare altid haft tomrummet efter Thalia. Den evige mangel på hendes søster der havde drevet hende ud på dette eventyr til at starte med.
Hun sad og dulmede over fortidens minder med et glas blod. Så friskt som det kunne blive, når hun endelig engang havde takket ja til en af hendes venners omvandrende donorer. Hun sukkede kort og tog et sip mens hun lænede sig tilbage i de dyre møbler. Af en eller anden grund kunne alt i hendes hoved møntes på Thalia. Det var Thalias skyld at hun forlod hjemmet, som resulterede i hendes evige liv som vampyr. Altså indtil hun så kunne være så heldig at finde modgiften, eller acceptere det evige liv i mørke. Det mørke hun nu altid havde ligget i.


En banken på døren fik de grønne øjne til at åbne sig og minderne var væk. Et dybt suk fik hende rejst fra lænestolen og det ellers så fine vinglas blev stillet på et nydeligt bord ved siden af. Med lettere tunge skridt bevægede hun sig ud til døren. Så længe uden en kontakt med omverdenen, så længe uden at se hverken Faith eller Audrey. Døren blev låst op og hun åbnede den roligt. Det syn der mødte hende var ikke ligefrem hvad hun havde forventet. Audrey.
Hvad var det så hun skulle nu? Skulle hun måbe? Skulle hun åbne sine arme og kramme hende? Alt imens hun overvejede sin hilsen, smagte hun på den underlig smag hun fik i munden af gensynet. Men den gamle følelse af velbehag og savn var der ikke. Hun tog en kort indånding og vidste helt klart hvorfor. Audrey var ikke vampyr mere. Hun mindede slet ikke om sig selv, udstrålingen var anderledes. En andens duft var på hende. Lavender løftede et øjenbryn og lyttede til hende, men det var som om at hun ikke selv kunne finde på nogle ord at sige.
Hvordan hun havde det? Nogen dage var hun heller ikke engang sikker selv. Den tid hun havde haft alene havde fået hende til at vandre baglæns. Hun var ikke længere den søde rare Lavender der reddede Audrey. Hun var blot den gamle Lavender i den nye Lavenders spejlbillede. Et kort smil kom frem på hendes læber men øjnene var følelsesløse:” I have been… well. Considering the amount of time that I’ve had to think dwell on the past.” Svarede hun kort og konkret. Noget inden i hende brød sig ikke om hvordan hendes hjerne ville gå tilbage til at være sukkersød, bare glemme alt der var sket. Det var bare ikke hvem hun var eller hvem hun ville være.
Men inden Audrey kunne nå at undskylde afbrød hun hende, mest fordi det ikke var det hun havde brug for at høre:” Dont. Apoligze… I think now of all times is the right time to talk. So if you don’t mind, come on in” sagde hun I en lettere neutral tone inden hun bakkede ud og åbnede døren helt for hende. Hun sukkede dybt indvendigt men udenpå blev der end ikke fortrukket en mine. Hvordan skulle man også kunne komme gennem sådan en konfrontation uden lige?
Da de kom ind så hun på hende:" You don't have to be so nervous. I dont hold onto grudges. However, I'm very interested in how you've changed. So do you care to explain?" kom det så enkelt fra hende. Hun lavede en getus mod stuen hvor den selvsamme sofa stod, den som Audrey havde ligget i da hun blev forvandlet. Nu kunne hun få lov til at sidde i den, uforvandlet?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Life is so short just hold me - Lavender

Indlæg by Audrey on Tors 20 okt - 11:53

Så snart døren var gået op, føltes det som om at verden stod stille. Åndedraget blev tungere og lyden af hjertet der bankede hårdt var så tydeligt - at det nærmest ringede for hendes ører. Let bed Audrey sig i kinden da Lavender begyndte at tale. Audrey havde aldrig rigtig fået regnet det ud, den gåde imellem dem. Det var som om, at kortene ikke helt gik op og alligevel var der en løsning i farevandet. Heldigvis nåede Audrey ikke at undskylde meget før Lavender stoppede hende. En ting var undskyldning for at have været væk, men at undskylde for hvad hun havde været igennem - ikke tale om. Mange af de brikker var ikke engang sat helt på plads endnu. Audrey nikkede. Det var nok nu det var bedst at tale omkring tingene. Audrey havde ikke talt med andre end Caden omkring tingene. Hun havde ikke rigtig haft nogle, og hun var heller ikke den samme mere. Men hvornår havde hun nogensinde haft en mulighed for at finde ud af, hvem hun var? Da Lavender gjorde tegn til, at hun måtte komme ind. Gik Audrey indenfor. Hvorfor hun var nervøs var et mysterium. For udover den konstante lyst til at såre Josette, så havde hun intet at være nervøs for. Måske Lavender ville se hende som et offer i stedet for hvem hun egentlig var? For det ønskede hun ikke. Audrey ønskede ikke folk skulle forbinde hende med at være det svageled. Det var nok hendes søstre var stærkere end hende fysisk. Lavender gjorde gestus imod sofaen. Lige præcis den sofa bar et par minder eller to. Den første aften Lavender og hende mødtes havde de siddet og drukket lidt forskellige vin.. anden aften.. havde hun ændret Audreys liv til det mørke liv som en vampyr. Så snart hun satte sig kunne hun mærke den kulde fra vampyrlivet. Det havde ikke været noget specielt godt liv. Minderne brændte i hendes øjne, men hun nægtede at lade tårerne løbe - også selvom hun mest af alt havde lyst til at føle den smerte. Lyst til at mærke sine følelser igen.

Lavender stillede hende et spørgsmål. Ikke at hun ikke havde forventet spørgsmålet. Men hun vidste ikke om hun kunne fortælle svaret, ikke fordi hun ikke ville - men fordi hun ikke var helt sikker på svaret. Audrey bed sig lidt i læben og kørte en hånd henover håret.
"I can only tell what I know." Startede hun ud og rømmede sig lidt. Så slog hun blikket ned i gulvet og pustede let ud. "I woke up in a cold dark room. There was some other vamps too. One by one they where taking out, and I could hear them scream. Not that I cared. All I cared about was how I could make Josette suffer. Even after the brainwash stopped it was all I could think of. So I didn't notice when they pulled me out to the lab - or what the heck they called it.." Audrey sank en klump. Lavender havde ikke spurgt indtil andet end forvandlingen, så hjernevaskelsen prøvede hun ikke at nævne. Selvom det var den værste.
"They did a bunch of testes. Not that I could feel it at that time. It was first later I realized that all the emotions came back at me. It was after they sat me free. I remember a little flashback about it.. not much. Just me being out of control, wanted to change.. like my body came back to me." Det var kludret for hende at fortælle, for hun forstod knap halvdelen af det selv. Men hun prøvede.
"It was raining. Alot. And I saw someone I hurt in the past, and that made it all come back. The pain, the hurt.. everything. And after that. I was me again.. or I think so." Let kløede hun sig i nakken og først nu turde hun se op på Lavender. De ar der var plantet på hendes krop nu var tegn på det hun lige havde fortalt, og det var ikke ligefrem alle sammen kønne, men de var der. Udfordringen var at leve med hvad der var sket.

"So.. did you get Clary back?" Spurgte hun så for at komme ind på noget andet. Audrey havde haft fortalt planen så snart hun havde været i stand til det. Efter alt var det, hvad der havde gjort Josette så sur. At Audrey ikke ville gå med til at kidnappe Lavenders lillesøster. Et lille sted håbede Audrey på, at der ikke var sket Josette eller Ramsay noget. For det ville hun selv stå for. Hun vil se på sin søster det sekund, hvor smerten og at ondt ramte hende. Måske tage livet af Ramsay? Der var mange muligheder...


_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."
[You must be registered and logged in to see this image.]

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Life is so short just hold me - Lavender

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum