Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | August

Top posting users this month
Jazmin
 
Kai
 
Sean
 
Noa
 
Candice
 
Kira
 
Yalena
 
Razor
 
Emery
 
Caty
 

Statistics
Der er i alt 282 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Vetis

Vores brugere har i alt skrevet 150777 indlæg in 7759 subjects

Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Gæst on Søn 23 okt - 20:17

S: På gaderne i Terrorville
T: Tidlig morgen, solen er på vej op
V: Koldt og blæsende
Emne til: @Isabelle

Han skulle til at dø. Igen. Men denne har gang var det permanent, og han var ikke sikker på, hvordan han havde det med det. Han var ikke klar, det vidste han godt. Når man havde levet et par hundreder år, begyndte døden at blive så uvirkelig, så intimiderende og på sin vis så ligegyldig overfor andre end en selv. I lang tid havde han tænkt at han lå over døden. Det havde han sådan set også tænkt, da han flygtede fra stedet, hvor mordforsøget fandt sted. Men nu var han ved at miste håbet.
Han havde rejst i flere timer. Han havde brugt alt sin energi på at bruge sin overnaturlige fart så meget så muligt i et forsøg på at nå hjem, før solen stod op, og på at bruge sin evne til at holde styr på alt blodet, der truede med at pumpe ud af det sår, Razor havde efterladt i hans hals. Den bastard. På en måde følte Chester sig faktisk forrådt, hvilket sådan set ikke gav mening. Han havde heller ikke tøvet med at slå Razor ihjel, hvis han gik i mod ham. Men det var som om dette havde været noget helt andet. Han slog ham ihjel for et menneske. Et ynkeligt menneske, der nok alligevel ville blive dræbt af en anden. Hvis ikke Razor selv. Hvor mange mennesker havde den knægt ikke også dræbt? Fuldstændig tåbeligt.
Sorte pletter svækkede hans syn, mens han tvang sig selv videre gennem gaderne i Terrorville. Der var tomt, men dette var også tidspunktet, hvor folk ikke længere var i byen, og andre var endnu ikke stået op. Hvilket betød, at Chester ville være fuldkommen alene, når han døde. Det havde han det egentlig fint med. Ingen skulle se ham i det her stadie - svag. Heller ikke Valeria. Hun skulle huske ham som hun havde oplært ham, ikke se ham dø på sådan en ligegyldig, uforventet måde. Han var måske ikke klar, han var måske endda bange, men hellere være alene, hvor han ikke behøvede at vise den frygt frem for nogen, end at blive husket som alt andet end han faktisk havde været de sidste mange år.
Det gjorde ikke en gang ondt mere. Nej, det var ikke helt rigtigt, men smerten lå blot som en tåge over ham, dulmede hans tanker og gjorde det hele en smule mere overskueligt. Han kunne ikke høre andet end sit eget hjerte banke desperat og hans hæse vejrtrækning. Han kunne ikke nå det. Han kunne ikke løbe længere, og palæet var i den anden side af byen. Han kunne allerede se de første glimt fra solen, der truede med at sprede sig. Han prøvede at se sig omkring, men der var intet andet end mørke, da hans syn ikke længere virkede. Og så faldt han. Alt styrke havde forladt ham og sørgede for han ikke længere kunne bruge benene. Han kunne ikke engang bruge sin frie hånd til at gøre faldet blødere, og ramte jorden med et hårdt dunk. Mørket lagde sig om ham som en tung byrde. Han kunne ikke flygte fra det. Han gav slip på såret og stoppede med at bruge sin evne, så blodet frit kunne strømme ud. Hellere dø ved eget valg end at lade solen tage ham. I det mindste kunne han bestemme dét. Det sidste valg, han havde mulighed for at tage i sit livs sidste øjeblik. Mørket tvang ham til at lukke øjnene og ligge stille, og han stoppede med at kæmpe.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Isabelle on Ons 26 okt - 16:14

Stedet hun befinder sig:  klik
Påklædning


Dagene var de samme hver eneste dag igennem de sidste 2480 år. Hun lagde her oppe på det øverste værelse, med vindue så solens stråler altid ville ramme hende inden den gik ned - og på samme måde være den første som de ramte når de stod op. Her lagde hun noget så stille på en seng. Dækket til af friske blomster omkring sig selv og i hele rummet. Luften var frisk som en sommerdag. Frisk mad var sat op i håb om, hvis hun nu skulle vågne en dag - så måtte hun jo være sulten. Disse mærkelige kattefolk gik rundt her. Templet var utroligt smukt og befandt sig i dette jungleagtige område. Disse folk i området var ikke blot her i starten for at bo her - de var her for at vogte over hende. Dog som årerne gik blev templet et sted for dem at tilbede om håb og fred. Den beroligende aura som Isabelle sendte ud til dem selv i sin søvn, havde tiltrukket mange af disse folk.

Dagen havde været meget fredfyldt udefra. Stille og rolig. Dog var det noget andet noget inde i hendes hoved. Det var en af de bedre drømme, men langtfra gode hun var igennem. Fanget i en cirkel af sine drømme, uden at være i stand til at vågne op - svømmede hun rundt i havet. Isabelle prøvede at komme frem, men bølgerne kastede hende tilbage og lod hende blive smidt nedunder de kolde voldsomme bølger. Isabelle kæmpede for at komme op til overfladen igen denne stormfyldte aften. De mørke bølger virkede ikke til at have en ende, og den eneste forskel der var for hende på himmel og vand - var de lysende stjerner på himlen. Isabelle forsatte med at svømme fremad. Hun vidste ikke, hvornår eller hvordan men hun skulle nok klare den - på en eller anden måde. Dette kunne ikke være enden, det var aldrig enden. Et gisp med vejret og hun føle sig pludselig trukket ned under havets bund. Pludselig ramte hun bunden og slugt var hun af mørket. Havet blev dannet til vægge omkring hende, og alt hun kunne var at kigge op på den store fuldemåne som dansede over åbningen til hendes nye fængsel.
"Let me out!" Råbte hun og rejste sig op. Hun skreg og råbte så højt hun kunne - velvidende at ingen kunne hører hende. En lyd. Lyden af fodtrin fik hende til at dreje sig rundt. En skikkelse af en kvinde som trådte ud af vandet og stirrede på hende med sine gyldne øjne.
"Time to wake up darling." Sagde hun med et skævt snedigt smil. Så ramte bølgerne ind og angreb hende fra alle sider.

Isabelle gispede højt og satte sig op. . Der var noget galt. Let kiggede hun sig omkring. Hun vidste, at hun ikke havde tid til at sidde og glo. Der var en ukendt vej til smerte der havde vækket hende. Let lukkede hun øjnene og havde slet ikke tid til at tænke sig om, hvor hun befandt sig. Tankerne vandrede væk, hen på en person som var døende. Iabelle vidste godt en dag ville hun få sig en person, som hun skulle beskytte med sit liv. Dog kunne hun hverken få sit hoved eller sin krop til at arbejde i balance. Hjernen var forvirret over alle de indtryk, som dette liv gav hende og på samme tid ville den have hende til at smutte inden det endte. Kroppen sulten og tørstig, efter ikke at have indtaget noget siden hun faldt i søvn først - ikke at hun var klar over sin evige søvn. Der var noget galt, eller noget der ville ske snart. Følelsen skar i hendes krop, at en død snart ville ske og den ville påvirke hende hæftigt. Isabelle fløj op af sin seng og svang benene over sengekanten. Her ramte hendes bare fødder på blomster der flød overalt på jorden. Let kiggede hun sig omkring og sank en klump. Så fandt hun en bog med streger for hvor længe hun havde lagt her. Let blinkede hun overraskende imens hun kørte sine fingre henover. Havde hun sovet? Det kunne ikke passe. Let rystede hun tankerne på plads så snart hun så noget mad. Isabelle nåede knap nok at tænke på, hvad hun mon spise eller hvordan det smagte - hun skulle blot have noget mad og noget vand at drikke. Så det fyldte hun ind i sit system hurtigt for at tænke klart. Til sidst tog hun sig til hovedet og klemte øjnene hårdt sammen. Hun kunne mærke det, ikke direkte voldsomt - men hun kunne føle hvor smerten var påsat. På den så hun også en løbe afsted for at nå væk fra noget, en flugt. Mere fik hun ikke før hun havde trukket de store sølvfarvede vinger frem. Så fløj hun ud af det store vindue, og ud. Eftermiddagen var blevet til nat, og som et stjerneskud fløj hun igennem skyerne og med vinden.

Luften var frisk, og fik hende til at vågne op. Øjnene søgte efter målet, så snart det var overstået kunne hun vel få lov til at tænke lidt? Så nåede hun hen imod en by, og solen begyndte så småt at stå op. Her kunne hun mærke smerten blive mere intens, som om, at det snart var nu eller aldrig. Her satte hun farten ydeligere op. Her så hun en herre falde til jorden. Hun dykkede ned imod jorden i en umådelig fart, som man ikke skulle tro kunne beherskes - men det kunne den. Hun greb fat under hans arme, og samlede sine hænder lidt over hans brystkasse. Så prøvede hun at holde lidt højde, og fart imens hun fløj afsted. Blodet fra hans hals beklædte hendes arm, hvilket overraskende ikke havde nogen effekt på dem. Man kunne sige mange ting om denne unge engel. Hun kendte ganske vidst ikke meget til denne verden, og hvad der var sket - men mange ting havde hun bekæmpet i et andet sted. For hende var det som liv hun havde og genopstod når hun døde. Han var tungere end hun havde regnet med, men hendes stædighed fik det til at lykkes. Nogle folk stod ivejen.
"Move please! Just an angel trying to save some one. Please Move.. Move!" Råbte hun af folk der flyttede sig fra engelen der kom flyvende med næsten topfart. Solen sneg sig op, og var næsten i hælene på dem. Så hun hamrede ind i en dør der var ved at blive lukket, og slog en mand omkuld. Hurtigt var hun dog på benene og fik lukket døren. Så gik hun hen og trak Chester op i deres sofa, og rullet gardinerne for. Let åndede hun lettet ud. Manden så underligt på hende.
"You cannot stay here." Brokkede han sig let og tog sig til hovedet. Isabelle havde ikke ligefrem undskyldt for sin pludselig ankomst i huset. "You need to go, and take your boyfriend with you." Isabelle rynkede kort på næsen og kæreste kommentaren, men slog det så ud af hovedet.
"He is not my.. wait? Are you got gonna kick us out? Look at him!" Isabelle gik hen og greb fat i kraven af manden og trak ham fremad, mod sofaen hvor Chester lagde.
"Look at him! He is dying!" Vrissede hun voldsomt, også sank hun en klump. Hun

Isabella tog en dyb indånding og kiggede ned på Chester, hun opdagede en kniv som hun tog op.
"I'm sorry." Hvskede hun og huggede den ind i armen på manden. I chokket tog manden sig til armen, og Isabella sparkede benene væk under ham, og løftede armen op imod Chesters læber, så blodet ville sive ind i hans system og forhåbentlig aktiverer hans healing.
"I'm gonna look for more." Hviskede hun til sig selv, og rejste sig op. Så tog hun kniven med sig. Let stille lyttede hun inden hun gik videre igennem huset. Søgte efter andre. Det var ikke fordi hun nød at gøre skade på andre, men hun gjorde hvad hun skulle for sin overlevelse. Og den hang på den åndsbolle af en vampyr der lagde nede i sofaen. Og hvis han var døende skulle hun bruge mere end en mand for at mætte ham - og hun ønskede ikke at tilbyde sig selv som morgen mad. Da hun kom ovenpå og kiggede ind af en dør, kunne hun se mandens kone der lå i sin seng og sov så sødt. Isabelle gik hen og kiggede ned på kvinden. Så lagde hun sin hånd henover armen på kvinden og lukkede øjnene. Følelsen af en trang til at beskytte klistrede hun på kvinden da hun vågnede op.
"Its my friend he is dying. Do what you can to help him please." Isabelle forfalskede et fantastisk eksemplar af en pige i panik, så snart konen køb ud for at gå ned og kigge. Så løb Isabelle efter. Hun ville lade vampyren slå til, men han skulle ikke tro, at han kunne tage hende med i faldet. Ikke tale om.

_________________
I mean, it’s an old, sad story.
The monsters treated you like crap,
turned you into a girl who loves monsters.
avatar
Isabelle

Antal indlæg : 39
Reputation : 4
Bosted : Terrorville
Evner/magibøger : Emotional manipulation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Gæst on Tors 8 jun - 20:34

//OBS: Dette er nu et fortidsemne, da andre hændelser er sket efter.

Han var lige ved at give op. Han havde sådan set givet op, siden det eneste han nu kunne fokusere på var mørket. Han var stoppet med at kæmpe og selvom han ikke var glad for det, så havde han accepteret, at det var hans tid til at dø.
Det var også derfor, at en bestemt følelse, væk fra mørket og smerten, blev sat i fokus. Det føltes som om han fløj. Hvis det ikke var fordi at Chester havde prøvet at dø en gang før, kunne han måske have bildt sig selv ind, at det var sådan døden føltes. Men nej, det havde han prøvet og døden føltes tung, ikke som at flyve. Men han havde ikke energi til at tænke mere over det, ikke en gang til at åbne sine øjne. På en måde nød han blot følelsen. Det gjorde det en del mere overskueligt at dø. Mere fredfyldt end at blive brændt om af solen. Han hørte en kvindestemme råbe op, men han kunne ikke forstå ordene der kom ud af hendes mund. Der var en susen i hans ører, der gjorde det. Måske var det meget godt. Hvis det var Valerias stemme ville han være godt irriteret og det ville være en træls følelse at dø med.

Følelsen af at flyve forsvandt og blev erstattet af en blødt underlag, hvilket fik Chester overbevidst om at han ikke var død endnu. Nogen måtte have båret ham. Åh nej, en kvindelig stemme der havde båret ham? Hvis det var Valeria der reddede hans liv ville han aldrig høre enden på det.
Mere nåede han dog ikke at tænke over det, generelt fordi alle hans tanker var slørrede, da noget blev presset mod hans læber. I starten havde han det som om han blev kvalt, men så snart han duften af blod ramte hans næsebore, fik han åbnet sine læber klem og tog godt i mod det.
Han troede aldrig han skulle være så glad for blod, og det sagde alligevel en del. Det var ikke en gang fordi manden smagte så godt, han var overvægtig og ryger, men bare følelsen af blodet der trængte ned i hans hals og livskraften fra manden der langsomt blev overført til ham var... ja, livsvækkende, sjovt nok. Blodet begyndte at pumpe rundt i Chester, varme hans krop op og han kunne mærke hvordan hans sår helede væk. Han blev ved med at drikke til hver eneste dråbe var væk og manden var udtørret. Så smed han ham fra sig og med ét var han henne ved den dame som lige havde trådt ind i stuen. Hun smagte bedre eller også var det mere fordi Chester sanser var skærpede, men i hvert fald havde han hurtigt tømt hende. Hun nåede knap nok at skrige, hvilket var godt, for selvom han ikke var døende længere, havde han alligevel en dunkende hovedpine. Hende smed han også bare på gulvet, som han åndede ud næsten lettet. Han var smurt ind i blod nu, rundt i munden og ned til brystet men han var ligeglad. Han var i live.
Han skulle lige komme sig over det hele, indse hvad der egentlig lige var sket. Ikke bare det at hans ven havde været tæt på at slå ham ihjel, mere det at en eller anden havde reddet ham. Det var ikke Valeria, så havde han duftet hende. Nej, så snart pigen, der sandsyndeligt var den person der havde reddet ham, kom ned, indså han hurtigt at det var en fremmed. Han havde ikke den bedste hukommelse, men han ville have husket en person, hvis de rent faktisk havde lyst til at redde ham. Han kunne tælle de personer på én hånd. Han satte sig på hug og greb den nu døde kvindes viskestykke, som hun havde haft i hånden og rejste sig op igen, mens han så på pigen foran sig. Hun duftede forrygende, men han måtte vente med at drikke hende. Han havde nemlig en idé om hvad hun egentlig var.
"And you are...?" spurgte han alligevel og tørrede noget af blodet af fra sit ansigt med viskestykket. Han rynkede på panden over hvor meget der kom af. Han havde nu aldrig været en fin drikker og når man var døende tænkte man nok ikke over at man spildte ud over det hele. Han så på pigen igen.
"It's not that I don't appreciate you saving me, 'cuz I do. But don't expect any favors. As a thank you for you saving me life, I haven't drained you from all your blood." Et meget svagt smil kom frem på hans læber og han bukkede. "You're very welcome."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Isabelle on Man 12 jun - 20:54

En del af tiden føltes det som stik i Isabelle, synet af vampyren der flænsede de uskyldige mennesker op. Drænede dem for blod, fordi hun lod ham. Engle skulle passe på mennesker, men naturligvis havde vampyren sikkert selv været et menneske engang - hvordan kunne nogle falde så dybt? Spøjst nok var det ikke noget hun ikke selv havde været. Inden hun vågnede op havde hun været alene, på bunden af havet. Alt selskab var bedre end intet selskab. Om hun så skulle overkomme sig over det lidt død der var? DEt kunne hun sagtens, hun havde set værre - gjort værre. Isabelle vidste dog også bedre end at stole på en fremmed, bare fordi, at hun beskyttede ham - betød det ikke at han gjorde det samme overfor hende. Sådan fungerede det halløj her vidst alligevel ikke, men måske hun kunne bilde ham det ind? Lige nu var det lige meget, udover hvis han angreb. Et fnøs forlod hendes læber som han spurgte hvem hun var.
"I'm that lucky person that are chosen to keep your ass from dying.. My name is Izzy," svarede hun og vippede hovedet let på skrå. Hun så blot på personen, som hun nu var tvunget til at beskytte og sørge for beholdte sit liv. Hvordan hun havde det med den del, ja det var så en anden sag. Det var ikke ligefrem, fordi at passe på en person var hvad hun ønskede mest. Faktisk ville hun bare opleve verden, men hun kunne godt se - at det måske blev lidt svært nu. Isabelle så på ham, som han tørrede noget af blodet væk i viskestykket, det klædte ham uden alt det røde væske i ansigtet - selvom hun nu aldrig havde været sart. Det kom vel af en tid med levende døde. Let hævede hun på et bryn, over hans lille 'tak for at redde mig'. Et lille nik forlod hende inden hun rullede elegant på øjnene af ham. Han bukkede for hende hvilket fik hende til at ryste kort på hovedet.
"Not that I'm not honored about that, but how the fuck did you get it that bad?" Spurgte hun og trådte nærmere vampyren. Let sank hun en klump. Måske irriterede det hende i virkeligheden, at hun ikke kunne finde rundt i sig selv lige nu. Finde rundt i hvad der skete omkring hende, hvordan hun følte om noget som helst. Det gjorde ikke engang ondt at hun havde været medskyldig i de to menneskers død. Det var vampyrens værk, men han kunne ikke have gjort det uden hjælp.

Isabelle tog en dyb indånding og trådte så helt op foran vampyren.
"Let me take a look at it.. you were pretty close to the end there.. I will just be sure that you are okay," sagde hun ganske stille og trådte helt op foran vampyren. Først tog hun ikke øjnene fra ham, for hun kendte ham ikke - hun skulle være sikker på det var okay, men på den anden side ville hun heller ikke vise ham, at hun var forsigtig. Det skulle han nødig tro hun var, for tvært imod. Let lod hun sine fingrespidser glide henover halsen, hvor såret havde været. Blodet var stadigvæk der, og hun lænede sig tættere på blot for at se om skaden var væk. Næsten. Det var næsten perfekt. Blodet måtte have sat skub i tingene som de skulle. Så tog hun sig i se op på ham. Trods alt var ansigtet kun få centimeter fra at der kunne være en form for kontakt. Isabelle sank en klump og tog så et lille skridt tilbage. Et lille suk forlod hendes læber, som hun fjernede håret fra den ene side og skubbede det over den anden skulder.
"You can have a little, but only a little. I don't make deals with the devil, but seems like it's my way to keep you alive. Take it or leave it," alt han havde brug for var en lille smule. Desuden var engle blod bedre end menneskernes blod. Isabelle tog ikke øjnene fra ham, nok også hendes måde at sige; at hun havde en plan b - han skulle ikke tro noget. Måske havde hun bare brug for at sætte nogle følelser i spil, og fare var i hvert fald en af dem der virkede. Eller normalt virkede.

_________________
I mean, it’s an old, sad story.
The monsters treated you like crap,
turned you into a girl who loves monsters.
avatar
Isabelle

Antal indlæg : 39
Reputation : 4
Bosted : Terrorville
Evner/magibøger : Emotional manipulation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Gæst on Man 17 jul - 22:53

Hun havde attitude. Det vidste Chester med det samme, som hun fnøs over de første ord der forlod hans læber. Det kunne han lide. Det gjorde det meget sjovere at svare igen, for det betød at han rent faktisk ville få en reaktion. Hendes svar på hans spørgsmål, fik blot et smil til at brede sig på hans læber, som han pressede sine læber sammen.
"Ooooh," svarede han sarkastisk begejstret. For begejstret var han virkelig ikke. Han kunne ikke fordrage engle. Og at skulle have en rendende i hælende på en som pligt? Det lød forfærdeligt. "My own angel. I've been wondering when you'd show up. I've already died once before, you know. Hence-"
Han lavede en gestus ned af sig selv, der var dækket til i blod. Han vidste ikke helt hvordan det med skytsengler fungerede og om hun kun lige havde fået ham eller om hun havde haft ham hele sit liv. Hvis det var det sidstnævnte havde hun gjort et forfærdelig job.
"Izzy." Han smagte på hendes navn. "Must be a nickname. No proper parents would name their child Izzy." Han så kort op og ned af hende, for at få et ordentligt overblik. I det mindste havde han fået en pæn engel. Det gjorde det at skulle have dem på nakken lidt nemmere. Måske ville hendes stemme til sidst blive irriterende men så havde han i det mindste noget godt at se på.  "I'm Chester. No nicknames, Chester will do."
Han tog nogle få skridt rundt i lokalet blot for at se rundt. Det var et fint hus, flot indrettet. Nok ejerløst nu, medmindre nogle børn kunne arve det. De måtte hellere takke ham for at slå deres forældre ihjel så, ellers skulle de have ventet i mange flere år. Izzy stillede ham et spørgsmål hvilket fik ham til at standse op og se på hende igen.
"Isn't your job to save my life? Not to ask about it?" Ærlig talt så ville han helst ikke tale om det. Han havde ikke helt selv fattet, hvad der var gået galt og bare tanken om det gjorde ham i dårligt humør. Det skulle nødig gå udover den engel som han lige havde lovet ikke at dræne for blod. "Besides it's not an interesting story. I pissed someone off I shouldn't have pissed off - same as usual."

Han havde bemærket at hun nærmede sig ham, men han havde ikke forventet at hun ville komme så tæt på. Frygtede hun ham slet ikke? Hun var en engel der lige havde set ham dræne to mennesker for blod. Chester vidste måske ikke meget om alt dette her skytsengle-halløj men han var ret så sikkert på at han godt måtte slå hende ihjel, hvis han ikke gad hende. Lige nu ville han nyde at være udødelig, men det ændrede ikke på det faktum at han var sekund kunne knække nakken på hende. Måske vidste hun bare ikke hvor ustabil han i virkeligheden var. Men nu stod hun helt tæt på ham og han rykkede sig ikke væk. Han rullede kort med øjnene, dog stadig med et smil på læberne, over, hvad der kunne tænkes at være bekymring fra hendes side. Selvom det var godt skjult bag hendes attitude, så ville hun alligevel se om han var okay, som om han var et eller andet svagt menneske.
"I'm fine. More alive than ever," mumlede han med dryppende sarkasme, men alligevel gippede det i ham, da hun rørte ved såret ved hans hals. Det var ikke helt helet endnu, selvom han havde drukket så meget blod. Han måtte virkelig have været tæt på at død, hold da op. Måske burde han været lidt taknemmelig for at få sin skytsengel i netop det sekund. Hvor heldig kunne man få lov til at være. Han lod hende undersøge ham og så i mellem tiden ned på hende. Nogle få sekunder så hun også op på ham, men øjenkontakten blev brudt, da hun trådte et skridt væk fra ham igen. Kun for at blotte sin hals for ham. Han kunne ikke lade være med at hæve øjenbrynene af hende. Hun ville rent faktisk lade ham drikke hendes blod.
"Really?" lød det også fra ham. Han så på hende og hun så på ham og i et sekund virkede det som en kamp om magten. Han indså så, at han rent faktisk stod og var afvisende overfor en engel der ville give sit blod til ham. Han trak på skuldrene. "Well, you don't have to ask me twice."
Han tog det ene skridt frem, som adskilte dem, så han nu igen stod helt op af hende. Han lagde hænderne på hendes hofter, trykkede hende ind til sig og bed ned i hende, uden tøven. Han prøvede at gøre det finere end normalt - han var vant til blot at rive halsen op på dem. Det var svært. Hun smagte fantastisk. Selvfølgelig smagte alle engle godt, men der var noget helt specielt ved det her blod. Noget han ikke kunne sætte en fingre på men som fik det til at sitre gennem hele hans krop. Han strammede grebet om hende. Han havde ikke lyst til at stoppe. Han kunne bare drikke hende tom for blod, nyde hver eneste dråbe der indholdt denne unikke smag. Men han havde lige sagt, at han ikke ville gøre det, og selvom Chester ikke altid holdt hvad han lovede, så havde kvinden lige reddet hans liv. Lidt taknemmelig var han. Så han fik til sidst løsrevet sig, men kun med læberne. Han var stadig bukket ned over hende, blot fordi at duften stadig ramte hans næsebore. Han var en anelse forpustet.
"I could get used to this," sagde han, måske mere til sig selv end til hende. Hvis det her var hvad det indebar at have en skytsengel så ville han nok godt kunne klare at have hende rendende. Han ville nok eventuelt blive træt af hende men hendes blod ville han aldrig sige nej til. Han havde stadig hænderne på hendes hofter. Hvis ikke han blev skubbet væk blev han stående sådan der. Han så ned på hende med et smil der var mere charmerende end før. "Nice to meet you, Izzy."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Isabelle

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum