Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Forår

Måned | April

Latest topics
» It's a whole new world ~Valerya
Today at 13:36 by Fenrer

» Fravær for Lux&Valerya
Yesterday at 21:41 by Valerya

» Lidt hjælp, tak - Gautham (fortids emne)
Yesterday at 19:14 by Gautham

» The game is on - Emnesøgning
Yesterday at 18:46 by Valerya

» Date please! - Sean
Yesterday at 18:33 by Lori

» Well thats a bummer. - Sean
Yesterday at 14:49 by Sean

» Varm stue og køligt selskab ~ Sean
Yesterday at 14:34 by Sean

» One big new world ~ Lori
Yesterday at 13:46 by Lux

» I don't know what's more exciting! You or your offer? ~ Sean
Yesterday at 7:25 by Misha

Top posting users this month
Sean
 
Fenrer
 
Lori
 
Misha
 
Nymeth
 
Vetis
 
Gautham
 
Lux
 
Isabell
 
Kira
 

Statistics
Der er i alt 243 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Valerya

Vores brugere har i alt skrevet 152074 indlæg in 7866 subjects

Pain is an illusion - Razor

Go down

Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Audrey on Lør 5 nov - 20:40

S: En kælder i det sydlige Ashen Wood
V: Køligt, let kold vin.
T: Eftermiddag
O: Det er typisk efterår i skoven
Påklædning i starten af emnet: klik - Senere i emnet: klik
@Razor <3


Skoven havde været hendes sted at søge hen imod længe. Nu var hun nået til den sydlige del, og havde endda bosat sig sådan lidt i en forladt træhytte. Det var dog alligevel ikke noget for hende, at leve sådan alene. Audrey var en person, som var opdraget til at lede andre folk. Så at være enspænder ville aldrig blive hendes ting, ligemeget hvor meget tortur hun skulle udholde - så ændrede den ting med at hjælpe og guide andre sig ikke. Det var en al for stor del af hende. Audrey levede allerede i en del skyld og skulle leve med de ting hun havde gjort under sin hjernevaskelse. Det blev bedre og bedre hver eneste dag. Første regel var ikke at give sig selv skylden for, hvad andre havde haft magten til at få hende til. Nu havde hun taget sig sammen til at opsøge Blakes flok. Hun vidste at han var i live takket være Tatia. Så at opsøge ham, ville være et skridt imod at mærke nogle gamle følelser. Med hendes nye skikkelse, kunne det vel ikke gå galt. Han ville ikke kunne genkende hende - desværre. Der var gået flere timer syntes hun, og mørket faldt hurtigere end regnet med.

En råb uden lige fangede hendes opmærksomhed. Fik hende til at liste sig afsted i østlig retning i stedet for nord. Den østlige del af skoven havde sine rygter. Tatia havde haft sine oplevelser der med en eller anden blandingsting. Så vidt hun havde hørt fra Raksha. Der havde generelt været ballade der, og alligevel søgte hun faren for at se om hun kunne være heldig at se kilden. Den råben der kom derfra, som var det en gale anstalt eller sådan noget. Det ringede nærmest for hendes øre. Audrey stillede sig op ad et træ og skjulte sig i skyggerne. De mørke øjne kneb sig let imens de prøvede at fokusere på de ting, der forgik. Det var egentlig mest for at distraherer sig selv. Distraherer sig selv så hun ikke drog imod Dragons Peak. Selvom hun ikke længerer var at væsen af natten... så følte hun stadigvæk denne her trang. Trangen til at sørge for at Josette led så modbydelige meget. Og hun hadede den trang. Hadede at have lyst til at flå hjertet ud af brystkassen på sin søster - ikke at hun ønskede Josette død, men hun ønskede at Josette skulle have lov til at føle sit hjerte - for at få det flået fra sig og opleve hvordan andre havde det.

Pludselig i sine egne tanker, havde hun ikke set - at hun var blevet opdaget. Da hun kom tilbage til den virkelig verden, stod de ikke specielt langtfra hende. Deres øjne glødede nærmest rødt, mindede hende om Tatias - eller blot en sulten vampyr eller dæmon. Audrey kiggede sig til alle sidder. Hun var omringet. Der var ingen steder at løbe hen, hun var fanget.
"What do we have here? A tasty little pretty thing." Sagde en og så bedømmende på Audreys uskyldige udseende. Han kom tættere på. Høj bygning og de bredde skuldre gjorde ham stor af se på. Som et bjerg i forhold til hende. En ting Audrey dog kendte til var at slå fra sig, så i det sekund han lagde hånden på hende - så greb hun fat om hans arm og vred den om. Snart havde hun placeret en kniv fra sin støvle imod hans strube, hvor den anden hånd greb fat om hans hår.
"Step back." Råbte hun arrigt til de andre der så tøvende til.  Audrey vidste godt, at lige meget hvad - så var det håbløst. Hun var så godt som deres fange, men ingen grund til at de skulle tro det ville blive nemt. Nok var hun ikke en af de shapeshiftere som var hurtige til at skifte form. Men hun havde smagt døden og set djævelen i øjnene et par gange. Alligevel stod hun her. De kom nærmere og for at gøre sin pointe klar - skar hun struben over på dæmonen. Så slap hun liget og sank en klump. Kampen tog tid, nok var hun ikke ligefrem nem at nedlægge, men hun var ikke umulig og talene var ikke på hendes side. Hun var stærkere i en gruppe, og lige nu var hun alene.

Slået ud. Lyden af hendes hjerte der kæmpede for at få blodet pumpet rundt i hendes system. Følelsen var tilbage. Følelsen af absolut ingenting. Lige meget hvor meget hun kæmpede imod den kolde følelse, så var det så let for den at sive ind i hendes system. Det var som at give en tidligere alkoholiker en stor øl eller en misbruger stoffer. Audrey kunne så let som ingenting få hendes følelser til at forsvinde imod hendes vilje. Hun åbnede let øjnene og kunne mærke hendes hænder ryste. Hun blinkede let. Billedet blev tydeligere. Der var mørkt og de små gyldne lys fra faklerne oplyste grotten ganske let. En celle. Hun var fanget i et form for bur. Lyden af hendes åndedrag var tunge og dybe. Endelig fik hun placeret sin blodige hånd fladt på jorden og løftet sig lidt op. Benene kæmpede for at sammenarbejde, men til sidst kom hun op og sidde på knæ. Audrey førte sin hånd igennem sit hår for at se sig omkring. Den tyrkise farve blussede op i hendes øjne, som de dyriske gener tog over. Gjorde at ulvens nattesyn kunne se ordenligt i grotten, og snart opdagede hun nogen i modsatte ende af cellen. En knægt vel og mærke. Med en fært der hang noget familiert over. Det mindede hende om.. "Blake." Hviskede hun let for sig selv og kneb øjnene undrende over imod knægten. Så lod hun farven sive ind igen og skifte til den naturlige.

Den lille følelse. Følelsen og mindet om Blake. Det holdt hende fra at flippe over i den mørke periode. Spørgsmålet var blot om det ville være nok i sidste ende.
"Maybe he will eat her." Der kom en latter fra den anden side af cellen. Audrey vendte hurtigt sit blik og bemærkede straks kulden. Hendes varme jakke og generelt varme påklædning. Den var blevet erstattet med noget andet, nærmest som om at hun skulle i krig. Let vrissede hun. Så fangede hun et gammelt duft spor på cellevæggen.
"Tatia.." Hviskede hun og lod sine blodige finger erstatte duftsporet med sit. Det måtte have været her Tatia havde været før.
"Nah. Remember the last animal freak. He didn't eat her. It will not be a good fight if he eats his partner." Sagde en anden. Audrey kneb let øjnene og sank en klump.
"What will you do little friend? Kill her? Team up with her?" Spurgte den første og stillede sig helt op til tremmerne.
"Rest up. We need you to be ready for the fight." Audrey pustede let ud.
"I hope that bitch from last time not shows her face... if she does I might have to cut her face in pieces. And feed them to her wolf-man.. or what he is." Vrissede en af vagterne og gik deres vej. Audrey kom endelig op og stå. Hun kneb øjnene sammen. Smerten smilede hun af. Ikke fordi hun var komplet skør, men fordi at hun havde savnet følelserne.

Audrey sank en klump.
"So. It seems like they have it all planned out for us huh?" Sagde hun og trak lidt på skulderen. Så satte hun sig ned på noget halm - som sikkert skulle forstille en seng af en art. Hun tog sig let til hovedet. Der var blåmærker på hendes krop fra kampen og enkelte sår.
"How long have you been down here?" Spurgte hun og så lettere nysgerrigt over på knægten. "And please don't eat me. I'm not that good to handle people when they try to do that." Et skævt smil sneg sig op på hendes læber. Audrey så altid det gode i folk, eller ikke altid - men hun prøvede altid at hjælpe hvor hun kunne.
"I'm Audrey." Præsenterede hun sig selv og sank let en kump. "If we are meant to fight together or escape this hell.. you might as well know my name."

_________________
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Razor on Ons 9 nov - 22:27

Razor havde ikke fundet sig selv i Ashen Wood ofte. Selvom minderne derfra efterhånden var vasket af vejen, så lå de stadig i ham - og styrede ham ubevidst udenom skoven. Tatia var heller ikke længere grunden for ham at tage herhen, hun boede i Firewood - hvilket var et sted han opholdt sig mere end nogensinde, så hvorfor bevæge sig herhen? Tja, jagt. En ting var at det var sjovt at jage væsner inde i byerne. Men at fange dyr i skoven var nu også sjovt, selvom man ofte stødte på andet end dyr mellem træerne. Egentlig havde planen , været at fange et eller andet, vildt - en fasan, måske en hare eller lignende. Og tage den med hjem til Reign. For det måtte man give ham - mennesket havde altså for stand på at lave mad. Nu hvor han endelig havde en smule nemmere ved at komme i kontakt med Reign så var det jo oplagt lige at bringe noget godt med. Som ikke var en menneske arm eller lignende, for det ville i sidste ende slet ikke falde i god jord.

Planen blev dog forhindret. En kniv i øjet på en hjort som var faldet død om, var det sidste han fik et klart syn af inden alting pludselig blev en smule sløret for hans syn, og en afskyelig hovedpine trængte sig igennem hans hoved - den tog mere og mere til og han måtte tilsidst bukke ned på knæ med hænderne op mod sit hoved, i en anstrengt lyd.
" Man, you're not surpose to kill him! "
" I'm just playing around - just knocking him out isn't very fun. "
Grin lød og smerten tog til, han vred sig kort i de nedfaldne blade på jorden. Razor var normalt ikke sart når et kom til smerte, men dette var ulideligt. Han bed tænderne sammen i et smertefuldt fnys. " Make it stop! " knurrede han og vendte et u fokuseret blik mod de to skikkelser han kunne se ikke langt fra hvor han var falde sammen på jorden.
" Stop? You want it to stop? Listen Itsy-bitsy, this is just the beginning. "
" Hey wait stop! You're killing him - that wasen't the plan! "
" Relax! You know this one is a fighter. Its just a little pain. "
" Maybe, but that pain is causing bleeding from places it shouldn't.. "
" Oh shit.. "
Med de ord rungende i hovedet, tog smerten til og klappede til sidst sammen så alt blev sort. Det var i sidste ende mere behageligt end følelsen af nåle der punktede ens hoved flere steder på en gang, uden at være i stand til at fjerne dem. Som om noget hev og trak i alle ens blodåre, for kun at lade nogle af dem vride sig helt i stykker. Blod løb fra hans næse og ved det ene øre. Hvilket heldigvis for Razor var hvad der gjorde at de stoppede.

Turen hertil havde sikkert ikke været rar hvis man havde været ved bevidst hed - det vidste Razor fra de hudafskrabninger der havde spredt sig hele vejen op langs den ene side af hans krop og ansigt. Trøjen som var gået i stykker og i det hele taget den mængde af skidt og mudder hans tøj var dækket af.
Han vidste ikke hvor længe han havde været vågen da en kvinde måtte gøre ham selskab bag tremmerne. Kønnet på personen vidste han kun fordi det var hvad bæsterne på modsatte side af tremmerne sagde. Han skimtede hende ikke et blik det første lange stykke tid. Han havde svært ved at samle tankerne omkring at være end her igen. Lige som det var på vej ud af hovedet, vendte det hele tilbage igen. Ashen Wood havde i sidste ende været en dårlig idé.
En svag knurrende lyd kom mere eller mindre uafbrudt for Razor, hver gang han mærkede et blik mod sig. Han havde ikke lyst til at skulle igennem det her en gang til. Hans held med en partner som Tatia sidst kunne umuligt være noget der gentog sig, og selv hvis det gjorde - så var det ikke sikkert at dem de skulle kæmpe mod var samme kaliber som sidst. Han var ikke bange for at dø - men at dø her? Det var nok det sidste han havde lyst til. Desuden kunne han ikke lade være med at blive irriteret over at de havde fået fingrene i ham igen, efter at have været sluppet ud af deres greb flere gange. Vist dem at han ikke var til at spøge med. Og nu? Nu sad han her.

" Shut up.. " Hvæste han til sidst af vagterne - der ikke fandt det andet end underholdende. Sidst han havde sidder her havde han selv været lige så rapkæftet som vagterne. Humøret havde været meget bedre end det var nu, men Razor var ikke den samme Razor længere - ikke den samme som sidst han havde været her havde mødt sin sjælesøster - personen der havde vist ham grunden til at slås - og at slås for noget i stedet for ingenting. Ikke at ligegyldige kampe var blevet udryddet i Razors liv siden, men han vidste at følelsen af kæmpe for dem man elskede betød noget mere end alle de andre.

" And what if I ate her huh!? Wouldn't you just go and find another freak to team me up with? " Sagde han i det han kom på benene og trådte hen til tremmerne. Uheldigvis et sekund for langsomt til at kunne nå at få fat i den vagt der ellers stod tæt. De trådte væk. Han skævede så bare lidt mod shapeshifteren som var til stede.
" I will eat you, if we're stuck in here much longer. I don't know how long I've been here, its not like I'm counting or anything. Aaand I'm Razor - I've been here before. Just to let you know - your stay probably won't get any better. Unless you're crazy and enjoy being locked up and having people play with your mind and force you to kill, with - in this case, me as your team mate. " Sagde han så bare.
" Wauw, what a presentation Razor.. " han rynkede kort panden lidt, men rystede så bare kort lidt på hovedet. Han var stille et øjeblik, før han kort bed sig lidt i læben. Men rodede sig så lidt op i det mørke hår. Hans blik fandt lidt efter Audrey igen og han kneb øjnene lidt sammen. " You know Tatia? " Spurgte han så lidt. Hendes navn var blevet nævnt for lidt siden, og selv hvis han ikke var opmærksom, så var det et navn han ikke overhørte i nogen sammenhæng.

" What is that.. can you smell that? " Spurgte han så et øjeblik efter, og skævede rundt. En giftig lugt kom snigende - fra det lille afløb der var i den celle de sad i. Han rynkede kort næsen lidt men trådte så bare lidt nærmere. Det virkede til at begynde med kun som en svag tåge der kom op og faldt tilbage ned mellem rillerne i den lille rist - men kort efter kunne man se at det var en væske der trangt sig op og meget langsomt fandt sin vej ud over mere og mere af gulvet under dem. Det lugtede forfærdeligt, og virkede ikke som noget man skulle røre ved, eller bare i det hele taget være i nærheden af.
" First round is starting my dear Fighters - find a way out, the hall way will lead the ones who survive out.. " Lød en stemme der rungende ned gennem gangen mod den celle de sad i. Hvordan skulle de kunne komme ud.
Razor rettede blikket lidt mod Audrey. " I guess.. eating you would be a waste of time right now.. " Sagde han så bare lidt og trak kort på den ene skulder. " Do you by chance have the ability to bite through steel? " Han lod hovedet glide en smule på skrå. Man kunne jo spørge, ikke at han regnede med at det var tilfældet, men hvad folk var i stand til - det var helt utroligt.

_________________

I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
avatar
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1442
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Audrey on Tors 10 nov - 16:13

Let rystede hun på hovedet af ham, over hans lille kommentar over, at han ville spise hende. Hun ville elske at se ham prøve, men hun ville ikke undervurdere ham. Ligesom hun hadede når man undervurderede hende. Audrey lyttede og nikkede anerkendende da han sagde sit navn, i sin meget lange snak. Let hævede hun på et bryn da han forklarede, hvad der skulle ske her.
"I don't. Tried that before. Not here.. but still. We have to be stronger then them." Mumlede hun lidt for sig selv. Audrey var lige sluppet fra et sted, hvor hjernevaskelse var en ting og derefter gjort til lejemorder. Hendes kusine, onkel og tantes blod var på hendes hænder på grund af det. Heldigvis havde hun det da lidt bedre nu.
"A presentation is a presentation." Pointerede hun med et skævt smil. Let kløede hun sig i nakken. Hun hadede at være fanget, men to ting var godt. Hun var sig selv og hun havde selskab. Så mistede hun da ikke forstanden endnu. Han nævnte Tatia, hvilket fik hende til at smile en anelse større.
"Yeah I do. Before she was with the Black Hounds.. she was with me and Blake. I was her mentor befor Wade." Svarede hun og vendte blikket imod ham.
"She told me about you."

Lidt efter ikke mere end to sekunder, ændrede stemningen sig. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle bruge sine sanser helt. Men hun kunne da lidt. Det var ikke ligefrem, fordi man behøvede en genial god lugte sans for at vide det var giftigt. Audrey nikkede kort, før hendes blik flakkede rundt. De mørke øjne prøvede at finde en kilde til lugten. Snart landede hendes øjne på hvad Razor havde fundet.
"Step back." Sagde hun hurtigt og trak ham nærmest beskyttende tilbage. Ikke ligefrem fordi, at de havde nogen tæt relation. Det var det der var med Audrey og passe på andre. Væsken der sneg sig op, som kastede det sig over imod dem med sine klamme fingre. Audreys blik kastede sig tilbage imod lyden af den stemme der rungede igennem gangende.
"Asshole." Brummede hun af stemmen og vendte opmærksomheden imod Razor.

Han åbnede munden for en kommentar, der ingen relevans havde for deres overlevelse, men alligevel kunne hun ikke undgå at smile lidt.
"I might not be able to bite through steel, but I'm no amature." Så gik hun hen til lågen, og kiggede lidt på låsen. Arbejde under pres var en af hendes specialiteter, eller hun var i hvertfald trænet op i det. Og for første gang længe, så var der nogle som havde brug for det hun havde lært. Audrey fandt nogle knapper på sit tøj, som hun rev af. Både de større men også de mindre, for at se om hun kunne få en der passede. Til sidst lykkedes det.
"Told ya." Sagde hun og kom på benene igen. Lågen åbnede, og lige i til de kunne nå at komme ud. I hvert fald inden væsken ramte dem.

Skrigende fra de andre celler gav hende en lyst til at løbe ned og hjælpe dem. Snart løb væsken også ud imod gangen, og de var nød til at løbe videre. Audrey løb imod udgangen af hulen sammen med nogle andre og naturligvis Razor. Alligevel følte hun at hun havde svigtet, og hendes brune øjnene var en anelse bedrøvede. De kom op af en trappe med hurtige skridt, så snart alle var oppe blev der smækket en dør i, med et ordenligt brag. Audrey lettede nærmest fra jorden i chokket, men søgte derefter så Razor på hans fært. Der var kun mørke tilbage i rummet. Audrey kunne ikke lide det her, noget virkede til at ville gå voldsomt galt inden særlig langtid.

Som forudsagt blussede der pludselig et orangelys op forenden af rummet. Ved siden af var der en tunnelgang. Simpelt. Dog ganske kort tid efter kunne hun hører det. Det fik hendes brune øjne til at kigge rundt da hun hørte larmen. Det gyldne lys oplyste kommet. Ovenover dem kravlede der væsner, som var blevet vækket af lyset. Levende døde.
"How the fuck are we going to fight them? We have no weapons.." Brummede hun lettere irriteret og kiggede sig omkring. Stemmen fra før kom igen.
"Second round is starting  Fighters - to win you have to fight your way to the tunnel with your teammate. But you will have to survive the walkers. A bite from them, and you will be joining them forever. Good luck. " De levende døde væltede rundt ovenpå hinanden ovenpå det glasagtige loft. Audrey fjernede blikket fra dem og fandt frem til Razor.
"Razor!" Råbte hun for at finde ud af, hvor han var. De andre gik i panik, men Audrey havde ikke tænkt sig at få derhen endnu. Lige nu galte det om at handle fornuftigt.

Lyden af glasset der var ved at knuses fik hende dog også til at reagere. Hun fandt ham endelig og greb fat i hans arm.
"We have to get away from all these people. The walkers will go after the noise and the light." En ting Razor vel kunne bruge til sin fordel var, at han var på hold med en der tænkte over tingene, men handlede på samme tid. Audrey prøvede let at rive ham med sig, men så faldt den første del af loftet over dem pludselig ned. Glasskår ramte ned og for Audrey satte der et par stykker sig fast i hendes ene skulder. Resten var blot støv som landede i hendes mørke lokker. Folk skreg som de levende døde kastede sig over dem, og åd alt fra engel til varulv levende. Audrey havde haft en kamp med dem før, og hun vidste hvordan de kunne bekæmpes. Dennegang havde hun ikke andet end Razor at beskytte, hendes familie var her ikke - og hun havde ikke andre end Raozr at miste. Så det var lettere at fokusere. Audrey slog blikket imod jorden. Et okay stort stykke glas blev hurtigt fundet og Audrey satte sig på hug ved det. Hun rev et stykke af sin trøje for at binde stoffet omkring hendes håndflade. Derefter kunne hun uden problemer gribe fat omkring glasskåret. En levende død kom imod dem, og Audrey tøvede ikke med at placerer glasset imod kraniet med en meget bestemt bevægelse.
"Aim for the brain." Sagde hun og kiggede over på Razor. Hun vidste ikke, om han kendte til at bekæmpe sådanne skabninger. Glasskåret virkede ikke mere. De skulle bruge nogle mere rigtige våben. Hvis de skulle komme igennem dette i live.

_________________
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Razor on Tirs 15 nov - 9:40

Samtalen omkring Tatia kunne ikke have været blevet kortere. Men hvad kunne man forvente? De var et sted hvor samtale ikke hørte til, her var det om at kæmpe for sit liv. Du kunne selvfølgelig også bare give op, men det var der heller ikke meget ved. Razor vidste at han ikke have planer om at lade dette sted være hans sidste. Slet ikke, og eftersom han kendte reglerne omkring det at have en team mate - var galt det også om at holde hende i live. Hvor meget hun så ikke var Tatia. Det bånd han havde med hende var uerstatteligt, men noget der lignede ville helt sikkert ikke være skidt at danne med Audrey. Hun virkede ikke på samme måde som den kriger Tatia var, men man kunne jo aldrig vide hvad hun gemte på. Han vidste alt for godt hvad det ville sige at dømme folk ud fra hvad man kunne se. Han lignede jo heller ikke ligefrem selv den store kriger - men han kunne kæmpe, og meget mere end hvad han så ud til.
Det giftige væske der langsomt spredte sig ud over gulvet og forsøgte at gribe fat om hvad det kunne - æde det op og gøre tilstedeværelsen for dem det ramte endnu værre end det allerede var. Tiden gik langsomt, mens massen overhalede tiden og før man vidste af det skulle man virkelig tage benene på nakken. Heldigvis virkede det til at Audrey havde en plan. Razor vidste godt selv hvordan man kunne bryde ind og ud af ting, men ikke en celle som denne. Så der var Audrey den han lagde sin lid til et øjeblik.
Turen væk fra cellen havde været overraskende let - Razor var ikke den mindste smule påvirket af skrigende der ellers rungede gennem gangende og burde sætte sig på sindet i en samvittighed, dårlig smag i munden. Men det gjorde det ikke - ikke for Razor hvert fald. Det handlede om overlevelse, og jo flere der døde før dem - jo tættere kom de på en mulighed for at slippe væk efter alt dette. Mørket derimod var en smule generende. Ikke fordi mørke var et problem, men det begrænsede sanserne i hvad de gerne ville.

Der gik ikke mange sekunder efter at lyset var fremme, til at panikken i folk begyndte. Razor selv var efterhånden god til at holde hovedet koldt, på trods af den fare farede frem lige over dem, og pludselig over alt omkring dem. Det var ikke den egentlige fare der slog ham i jorden, det var en forvildet gut der forsøgte at løbe væk der fik ham pæret på jorden. Men han kom hurtigt på benene igen for så at se efter Audrey som han havde mistet færten af et øjeblik i tumulten mellem levende døde - og... levende snart døde.
De var ikke lette at slå ihjel, det var som om at lige meget hvor mange lemmer man fik revet af dem, eller slag de fik - så rejste de sig igen eller kravlede efter i stedet for. Nogle få andre havde fået samme idé som Audrey var kommet med, trukket sig væk fra det store postyr, lyset. Ikke at man helt slap fra væsnerne der kæmpede sig frem, ragede ud efter en med deres stinkende hænder - deres lyde var ikke mere intelligente end deres udseende. Og man skulle ikke være ret klog for at have evnen til at udtænke deres taktik, for der var vidst ikke rigtig nogen.

" I'm not even sure these things have brains.. " mumlede han arrigt efter nær at være væltet om kuld af en flok af dem der forsøgte at trække ham ned, rev fat i ham. Men Razor var hurtigere end de var og havde fået sig revet fri inden den store skade ville have chancen for at kunne ske. Han rettede blikket mod Audrey - i et sekund der vidst var alt afgørende og han sprang hen og vred hovedet af en af dem, som kom mod Audrey, men eftersom hun så ud til at have travlt med en anden - måtte han jo nok hellere sørge for at der ikke skete hende noget. Larmen var efterhånden ikke så meget skrig men mere lyde fra de levende døde. Enten var folk blevet slået ihjel - eller havde fundet en rytme i hvordan de skulle kæmpe sig igennem mængden.
" We have got to move faster.. " Sagde han så hurtigt, og skævede sig over skulderen mod den flok der kom imod dem - mange andre havde travlt andre steder i tunnelen med at få nedlagt bæsterne. En anden gut havde slæbt sig til enden af gangen og havde fået den låge op som man skulle igennem for at komme helt ud, men han var tydeligt ikke velkommen på den anden side eftersom han var blevet bidt, ikke bare bidt - han manglede nærmest hele den ene side af sit ene ben.

Razor greb fat i Audray og trak hende med ud gennem lågen, kun til den forskrækkelse at ende med i et rundt rum med meget højt til loftet. Væggene var glatte af alger, hvilket var noget man ikke engang behøvede mærke på væggene for at finde ud af. Det eneste der var i rummet ud over dem selv var en stak kæppe der lå midt i rummet.
Kort efter fik de selskab af flere af de unge væsner der havde fået sig kæmpet ud af tunnelen. Ikke alle i lige god stand, men der var da heldigvis - uheldigvis mere end et par hold der var kommet igennem. Lågen til tunnelen blev lukket i et brag. Og man kunne høre hvordan de levende døde forsøgte at komme igennem. Dog uden held.
Razor væltede da han fik fejet benene væk under sig på grund af en metal stav der farede op af gulvet. Men det var kun for at skille ham fra Audrey - og gøre plads til det bur der voksede op omkring kvinden Razor ellers havde som team mate. Det samme skete for alle andre, en fra hvert team blev buret inde. Alle lige så forvirrede over det som Razor selv. Han kom dog hurtigt på benene og skævede rundt den den skrattende lyd fra højtaleren meldte sig.

" Only three teams will survive.. Get the key above your heads, lock out your team mate and find the exit.. " lød det højt. Og alle lod blikket glide mod loftet. Sandt, man kunne svagt ane 3 nøgler i toppen. Men at komme der op var et problem. Razor havde en fordel, men væggene var så glatte at det sikkert var en nær umuligt at kravle på. De tanker blev alligevel hurtigt slået væk da en lyd af rindende vand ramte hans øre.
" I forgot to mention. You'll have to hurry. Drowning is a possibility. "
Razors blik røg fra vanden der løb ud af små huller i væggene og gulvet - og hen på Audrey. Et par stykker havde været hurtige fra start og forsøgte sig med at kaste kæppe op mod nøglerne for at kunne slå dem fri. Men det så ikke ud til at være helt lige så let som man skulle tro, det krævede man ramte meget præcis for at løsne dem.
" I'll get you out.. " mumlede han kort, før han rynkede panden en smule. Han kunne da hvert fald gøre et forsøg. Han sprang så op på det bur Audrey var i, og videre hen på væggen. Som han dog kun kunne kravle meget langsomt på, og det krævede han placerede hænder og fødder meget præcist, flere gange var han ved at glide ned. Selvom man skulle tro at det var værst i bunden, så blev det mere og mere glat jo højere op han kom. Han måtte dog se sig slået da han faktisk nåede toppen og skulle til at bevæge sig ind mod nøglerne. Men loftet gav ham et ordentlig rap over fingrende og sendte stød gennem hans krop som et øjeblik fik ham slået helt ud, og han faldt ned igen. Landede på det bur Audrey var i. Vandet var allerede nået en god højde, så i det mindste landede han ikke direkte på gulvet.

_________________

I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
avatar
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1442
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Audrey on Lør 10 dec - 19:25

Naturligvis var det ikke sikkert disse væsner havde en effektiv hjerne som et normalt menneske, men nogetraptilhjernen var slået til og ønskede mad for overlevelse for disse væsner. Audrey kunne ikke rigtig holde styr på hvad der skete over det hele, hendes opmærksomhed var på Razor da han sprang på en der var på vej imod hende. Han måtte alligevel tage denne her situation yderst alvorlig, hvis han var villig til at hjælpe en helt fremmed. Let kiggede hun sig omkring igen og slog et par stykker mere ihjel. Det var ikke umuligt at slå dem ihjel, men at nå målet før det var forsent - var måske lettere sagt end gjort? Hun lyttede efter knægtens stemme da han sagde de skulle være mere hurtige - men igen var det lettere sagt end gjort. De mørke øjne spejlede sig henover området, for at finde en løsning. Men hun kunne ikke finde en, udover de skulle tage chancen og det var alligevel virkelig risikabelt i sidste ende. Pludselig greb Razor fat i hendes hånd og trak hende afsted. Hun løb automatisk med ham, hvis han havde fundet en vej ud - måtte de tage den. Det her spil var ikke et Audrey ønskede at spille, men de var nød til det - hvis de skulle ud.

Rummet var ekstremt højt til loftet, væggene var glatte som is - og hun ønskede ikke engang at rører ved dem. Audrey nåede at kigge sig omkring før tunnelen blev lukket så hårdt i, at hendes hjerte sprang op i halsen på hende. Lyden af de sidste skrig ude fra, og de levende døde der nærmest kradsede neglene af, for at komme igennem, fik det til at løbe koldt ned over hendes ryg. Audrey kunne kort mærke jorden ryste under hende, men ikke hurtigt nok til at reagere før hun væltede. En metal stav farede op af gulvet, og gjorde sådan at hun ikke kunne se andet end et form for bur. Audrey så sig omkring imens hun blev buret inde - med en knyttet næve bankede hun på metalvæggen, men uden noget skete. Let så hun sig omkring, før hun kunne hører en lyd. Det sitrede inde i hende så snart hun mærkede vandet omkring sine ankler.

Lyden i højtaleren fik hende til at lytte. Det virkede som en eller anden sindssyg test, noget i stil med det, hendes plejefamilie havde udsat hende for dengang hun var yngre - for at træne hende op til scenarier der kunne ske for hende i livet - og stimulerer hendes motoriske færdigheder. Vandet steg hurtigt inde ved hende, det var koldt, men ikke iskoldt. Let tog hun nogle dybe indåndinger, og forholdt sig egentlig ganske roligt. Lukkede alle lyde ude og fokuserede på sin vejrtrækning på samme tid med vandet kom op omkring hendes skuldres højde. Det var ikke ligefrem en behagelig følelse, men Audrey var den eneste af sine trillingesøstre der ikke var bange for vand. Audrey lagde sit liv i Razors hænder og gav ham tid, ved at være så pokkers rolig anlagt som hun nu var. Andre ville nok gå i panik, men Audrey havde styr på sin puls og sin vejrtrækning. Så i det sekund vandet var over hendes hovedhøjde, så var hun på sin hvilepuls. Hvilket nærmest gjorde hun stod i en sovetilstand totalt afslappet i vandet. Ventede. Det ville naturligvis ikke vare evigt, men det ville give hende en fordel. Et plask fik hende til at miste fokus kort, men hun tænkte sig hurtigt til det nok var Razor. Så hun forblev i den tro, og holdt sig rolig. Så godt hun nu kunne.

Pludselig blev vandet koldt som is, og hun kunne mærke - hvordan kulden prøvede at forvandle hendes årer til iskrystaller. Kroppen reagerede og bragte hende ud af hendes tilstand, og fik hende til at sprælle kort af forskrækkelsen. Dog på grund af den kolde temperatur faldt hende krop hurtigt i en ret usund ro, hvor hun fik totalt kontakt med sig selv. Det var helt underligt for hende, men følelsen af at være i takt med sig selv var vidunderlig. Så snart hun havde den kontakt lykkedes det hende at kæmpe for at holde øjnene åbne igen. Og hun svømmede stille ned til bunden. Her placerede hun hånden imod bunden.. og lige inden hun nåede at miste bevistheden igen, så lyste gulvet op omkring dem, og det åbnede sig. Vandet og Razor samt Audrey faldt ned i mørket. Ikke at hun bemærkede det, for hun var allerede bevidstløs igen.

Det tog lidt tid før hun vågnede, og gispede efter vejret. Hurtigt satte hun sig op for at hoste vandet op. Tøjet var blevet skiftet på hende og Razor. De måtte have sovet længe, for hun frøs heller ikke længere. De var blevet tøet op. Let så hun sig omkring. De var inde i en form for mørk hule, med enkelte fakler som lys. Noget i hulen brød hun sig ikke om. Audreys øjne faldt på Razor, og hun kravlede stille hen til ham for at ruske lidt liv i ham. Hvad der var sket med de andre hold var hun ikke klar over.
"For those alive, you will face a challange not to wake the giant wolves. If you do, face them or run as fast as you can." Sagde stemmen i højtaleren igen. Direwolves. Audrey sank en klump denne var måske til hendes fordel, godt nok var hun ikke en ligeså god shapeshifter som Tatia - men shapeshifter var hun da.
"Ready?" Spurgte hun Razor og sank en klump. Audrey pustede let ud, og så ind imod mørket de skulle til at igennem. "My guess is they never gave these wolves any food. Or just less.. they might be hungry enough to tear us apart."

_________________
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Razor on Man 12 dec - 10:43

Blackout var nok ikke det bedste at ende i. Især ikke når livet i forvejen var lige på grænsen til at blive revet ud af hænderne på en. Det var heller ikke så tit at det skete for Razor. Ikke så tit som man skulle tro, taget i betragtning af det ustyrlige liv han levede. - Men hvis tingene ikke tog en drejning, ville grænsen være noget, og han ville skulle sige farvel til denne verden. Ikke få Audrey ud, og højst sandsynlig trække hende med. Alt sammen fordi han handlede uden tanke og havde ladt sig falde til jorden.
Dette var dog ikke tilfældet, selvom vandet havde omringet deres kroppe, skete noget uventet pludselig og alting blev mørkt. I det de faldt ned gennem gulvet og landede et andet sted. Ikke fordi Razor bemærkede meget af det. Han var for længst i en anden verden - men stadig ikke nok til ikke at kunne vende tilbage til denne. Landingen var sikkert hvad der i sidste ende reddede hans liv, det fik hvert fald slået vandet han havde fået i sin krop ud. Men ikke at det var hvad der fik ham helt ved bevidsthed. Det var først da Audrey viste sig at han kom tilbage helt. Han slog øjnene op og skubbede sig op at sidde, før han rettede blikket mod hende.
" What.. " hans stemme knækkede inden han kunne nå at sige mere. Det fik ham til at løfte hånden op til sin hals, som gjorde helt ubeskriveligt ondt. Højtalerne overdøvede hans tanker og fangede hans opmærksomhed. Også selvom den egentlige plan havde været at finde ud af om Audrey var okay. Men hun var da i det mindste i live, på trods af Razors mislykkedes forsøg på at redde hende ud af buret hun sidst var forsvundet ind i.

" Wait what.. Does that mean?.. " Han rynkede kort panden en smule, men skævede så kort lidt rundt. Kæmpe ulve? Det var vel mere eller mindre præcis hvad Tatia var. Om Audrey var det samme? Det vidste han ikke helt, men de kendte hinanden. Så måske. Han var pludselig i tvivl om det var noget han kunne stille noget op med - eller om alle de distraherende følelser ville komme i vejen. Hvordan kunne han med sikkerhed vide at det ikke var en eller anden af dem han hev livet ud af? - Sådan måtte han ikke tænke, det var et spørgsmål om overlevelse. Det havde aldrig været et problem at slå ihjel før, hvorfor skulle det være et problem nu? Nej.. Han rettede sig op, før han kort nikkede en enkelt gang som svar på Audreys spørgsmål. Han var klar - det var det eneste han kunne være.
" Hungry or not.. We have to get out of here. " Sagde han så bare kort og rettede blikket kort mod Audrey, før turen så bare gik gennem mørket - mod den næste udfordring der jo tættere de kom mod - virkede som en svær en. Billedet af Tatia blev ved med at dukke op for hans indre syn, distraherede ham en smule for den egentlige opgave.

Ulvene dukkede op - og der var intet andet at gøre end at rydde dem af vejen. En normal ulv kunne være svær at slå ihjel, en kæmpe ulv - lige en tand sværere. Men en kæmpeulv, sultet til det punkt disse tydeligvis var - det var pludselig mere farligt end man først skulle tro. Deres øjne skreg af sult, bisterhed og iver til at kæmpe til det sidste. Første dråbe blod der spredte sig i omgivelserne gjorde det kun værre. Det tog et bid i skulderen før Razor vågnede ordenligt op og kom ind i kampen, med de kræfter han havde tilbage til at kæmpe med. Han sprang på ryggen af en ulv der kom med ham og måtte tvinge sig selv til at give den lidt ekstra for at kunne vride den omkuld - de var stærke som bare fanden, og det at dræbe så stort et dyr - krævede lidt mere end bare lige. Men det skete, han fik den ned og vredet den hovedet nok til at det sagde knæk - på trods af at den kæmpede bragt med tænder og klør. Det var hvad han skulle bruge for at kunne komme igennem de andre. Han skævede kort mod Audrey for at tjekke om hun stadig var okay - men måtte så hurtigt finde sit fokus tilbage mod endnu en ulv der hungrende efter mad sprang frem mod ham. Razor havde fra den faldne ulv, brækket en knogle han kunne bruge som våben. Så var det ikke kun styrke han var afhængig af.
Det var slet ikke som sidste gang, slet ikke som han havde oplevet det at slå ihjel som før. Det plejede ikke at stikke i samvittigheden at nedlægge noget så simpelt som en ulv. Men det gjorde det. Anden ulv røg ved hjælp af knoglen - og faldt til jorden med en klynkende lyd. Den havde i sidste ende ikke været ment til at blive slået ihjel, men var lige som dem selv bare en del af et eller andet sygt spil. Razor ville ikke finde sig i det mere. Han havde et øjeblik uden at en ulv var på vej mod ham, og udnyttede det til at spore sig ind på hvor folk holdt øje med dem fra. En knurrende lyd forlod ham før han løb mod en mur, som han kravlede op af. Rasende. Han nåede dog ikke langt op af muren, før han blev trukket til jorden igen, tænderne fra en ulv havde klappet sig sammen om hans skinde ben. Forsøgte kort at komme fri, men kunne godt fornemme på det hele at det var et tabt løb. Så han måtte i stedet gribe fat i en sten og slå den mod ulvens hoved. Første slag fik den kun til at bide hårdere sammen, men andet slag fik den til at slippe og træde tilbage.

Han gik dog helt i stå, pludseligt - og stod blikket rettet ud i luften.
" Do you hear that!?.. We have to go.. don't you.. We.. " Han rettede blikket i retning mod hvor ulvene var kommet fra. Dem der stadig var i live var drevet væk - og blevet erstattet af hvad der sikkert var en ny test - men det var ikke sådan Razor registrerede det. Synet af de to personer han holdt mest af sted et stykke væk. Han glippede et par gange med øjnene, bare for at være sikker - men de var der. Hvad han ikke vidste var at det bare var endnu et tanketrick. De var der slet ikke, men at lege med frygten i folk var vel i sidste ende hvad stedet her var bedst til. Panikken satte ind i Razor og fik hans puls til at stige - da smerten i øjnene på de to personer pludselig blev tydelig for ham. " No..No!.. They can't do that!.. " knurrede han og satte i løb mod dem. Han skimtede ikke Audrey et eneste blik, selvom han sikkert burde, det havde nok fået hans fokus tilbage på at det hele bare var snyd og bedrag. Hvis hun var udsat for noget lignende som Razor ikke selv kunne se. - Men han kunne ikke få øjnene drejet væk fra sit fokus. Tatia og Reign.

_________________

I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
avatar
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1442
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Audrey on Søn 18 dec - 14:55

Audrey var shapeshifter, men ikke en specielt god en. Ikke i forhold til Tatia eller Blake. Det var svært nok at slippe af med rædslen ved at have været vampyr, men ikke at have kontrol over sin shapeshifter side var endnu værre. Så snart ulvene nærmede sig, kunne hun mærke sin egen knurre. Øjnene glødede i en turkis farve, og en knurren forlod hendes læber. Audreys ulv ønskede at springe ud og angribe - men Audrey var ikke sikker på det var en god ide, men var heller ikke sikker på om hun skulle give in og lade det ske. Måske havde hun større chance uden. Ulvene slog til. Heldigvis var det ikke et nyt syn for Audrey at se kæmpeulve. Sulten sprang ud af øjnene på dem, og deres tænder løb i vand - blot at synet af kødet foran dem. Ulvene angreb, hvilket gav hende et chok. Det lykkedes hende at holde en på afstand ved at stirre udfordrende på den, de turkis glødende øjne hjalp lidt. Til sidst bukkede en under. Men det gjorde en anden ikke, og et bid i hendes ben gjorde det ikke lettere. Et halvkvalt skrig forlod hendes læber, men det så ud til ulven Audrey før havde haft øjenkontakt med ikke fandt sig i det - og angreb den som havde bidt Audrey. Audrey kravlede tilbage op langs en mur, og skar tænder imens hun så på sit ben. Let rev hun noget stof af sin trøje, og brugte det til at binde omkring sit lår - der hvor tænderne havde fået blodet til at sive ud. Audrey fik øje på Razor der forsøgte at kravle op af en mur, men ulven greb fat i hans skinnerben før hun kunne nå at rejse sig. Heldigvis fik han selv kontrol over situationen.

Audrey kiggede på ulvene der løb imens de peb. Lettere skeptisk sank hun en klump og kiggede imod hvor Razor gjorde. Let så hun nogle komme ud, Caroline og Amara. Det fik hende til at knibe øjnene let sammen, undrende. Så blinkede hun let. Det kunne ikke være rigtigt. Ganske rigtig, var det ikke rigtig. Audrey havde opbygget en tolerance overfor tanketricks efter den tid i fangeskab. Der skulle mere til at hjernevaske hende. Audreys blik flakkede hen på Razor. Let bed hun sig i læben, og prøvede at presse ord henover smerten fra hendes ben.
"Ra.. Razor.. listen to me." Startede hun ud og hendes vejrtrækning blev sværer at holde ved lige. "It's not real. Its a game." Tilføjede hun lidt højerer for at håbe han ville hører hende. Det var ikke sikkert han kunne hører hende, når nogle man elskede var i fare - så ville man ofte ikke kunne lukke andre ind. Men hun havde været nød til at prøve. Selvom Audrey kunne lukke det ude, prøvede det sig alligevel ind under hendes hud et par gange til. Let kom de tættere på. Skikkelserne. Det virkede så ægte, også selvom hun vidste det var falsk. Audrey bed tænderne sammen og fik rejst sig op.
"Go away." Vrissede hun til illusionerne. Nogle kom op bag ved illusionerne, mænd i sort. Stak dem ned bagfra, hvilket prikkede til Audreys følelser - men det var et spil. Let lukkede hun øjnene, og da hun åbnede dem igen var der intet. Let haltede hun over til Razor. Han måtte have set det samme, eller skulle til at sige det samme. Men før hun nåede at gøre mere var der en bagved hende som slog hende i hovedet med en sten - og det samme ville galt Razor når han havde oplevet illusionen.

Det tog noget tid før hun vågnede op. Hun var spændt fast til muren imens Razor var til en stol. Bevidstløs. Audrey kunne mærke smerten i hovedet slå over og næsten blive værre end den i benet. Mændende havde sat en form for ting omkring Razors hoved. Fandt nogle ting frem, som om de ville prøve at lave et hul i hans hoved. Audrey rømmede sig.
"Do.. Don't hurt him." Lykkedes det hende at sige. "He is just a boy..." Tilføjede hun og prøvede at rive i en af lænkerne. "Take me.." Hviskede hun. En kvinde kom over til hende.
"We are not gonna kill him honey. He will be perfect as our little killing flower. But our last try was not that good.. its best if they don't remember a thing about their old life.. its much more easy making their life in the way we want." Sagde kvinden. Let klappede hun Audrey på kinden. "And the teenagers as well as kids are the best targets." Tilføjede hun før hun rejste sig op. Audrey rev i lænkerne. Let kunne hun mærke sin forvandling træde i kraft, og inden lænke havde den store sorte kæmpeulv brudt sine lænker. Dog pladsen var ikke ligefrem gennemtænkt heller ej forvandlingen - og hun væltede nogle ting. De skarpe sanser fornemte ilden før den blussede op. Let skiftede Audrey form tilbage, ikke ligeså hurtigt som hun havde håbet - men nok til hun hurtigt løb hen til Razor, for at binde ham fri. Om de havd lykkes med deres forsøg eller ej var ikke til at vide. Let trak hun ham op i sin favn. Kvinden fra før var løbet da ilden blussede op. Røgen var ikke specielt god for Audreys lunger, men de skulle ud. Hun kæmpede sig igennem en bane af brændende ting. Kunne mærke hvordan vejrtrækningen blev mere sløv - på grund af smerten i benet. Hun haltede imod udgangen, men til sidst væltede hun. Mørket lukkede ned, og hun måtte indse, at hun ikke kunne kæmpe længere. Dog var der noget der greb hende og Razor.


Lyset ramte hendes øjne og tvang dem til at åbne op. Luften var frisk, og ikke hvad hun havde forventet. var hun i himlen nu? Let satte hun sig op ved hjælp af sin albue. Hun skærmede med sin ene hånd solens stråler. Det var en lille hytte, men den var ikke ukendt. Hurtigt svang hun benene over sengen, og havde helt glemt hun var skadet - bevis et på at hun ikke var i paradis. Beklædt var hendes krop, med noget tøj der heller ikke ligefrem var ukendt. Let kiggede hun sig i spejlet, hun havde sit gamle udseende tilbage. Let haltede hun ud af hyttens stue og udenfor. Det var Blakes territorium. Let fik hun øje på Blake, der hurtigt kom løbende hen til hende.
"Are you okay?" Spurgte han hende, og Audrey nikkede let.
"I am.. where is Razor?" Blake sank en klump og førte Audrey ind for at se Razor. Let satte hun sig ved sengekanten imens hun så på Razor med sine blå øjne.
"He is your family.. isn't he?" Spurgte hun og så hen på Blake, han nikkede.
"I didn't knew about him.. but I can smell it." Audrey sank en klump og så på Blake. De havde ikke set hinanden siden den gang de begge troede de mistede hinanden. Alligevel føltes det ikke som om der var gået en dag.
"I'm glad you saved us. Thank you." Takkede hun, men før Blake kunne nå at sige noget. Virkede det til Razor reagerede på et eller andet og de stod begge to bekymret over ham.

_________________
"You hold on to the pain they caused you

because it is the only thing left of them."

avatar
Audrey

Antal indlæg : 1230
Reputation : 9
Bosted : no where
Evner/magibøger : Torment Inducement

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Razor on Søn 18 dec - 22:20

Smerten der ellers bed igennem hans ben var slet ikke at mærke som han kæmpede sig mod billederne af Reign og Tatia der viste sig for øjnene af ham. Audreys forsøg på at få ham til at droppe det virkede ikke - hendes stemme var som en forhindring på vejen, og i stedet for at lytte til de ord han burde - valgte han bare at knurre af hende og fortsætte. Men der gik ikke længe før en smerte skød gennem hans hoved, og han måtte bukker under for mørket der omringende ham og han faldt til jorden. Bevidstløs.
Det var som om han var strandet i intetheden i alt for lang tid. Men han kunne høre og mærke alt der forgik omkring ham. Men intet kunne han se og jo mere han prøvede jo mere forsvandt de andre sanser også ud af hans kontrol. Flere gange som om han blev kastet ud og ind af sin egen bevidsthed. Ubehageligt - koldt, det gjorde ondt. Ulideligt ondt. Det var ikke kun smerten i hans hoved der slog ham ud af kurs hver gang noget forsøgte at dukke op for hans indre sind - nej flere gange føltes det som om hans hjerte blev flået ud af hans bryst - en stikkende følelse i maven. Erstattet af tomhed. Hans sind var en tornado mens han krop var helt stille - ikke en muskel rørte sig, ikke ud over de nerver der blev påvirket hver gang nogen eller noget rørte ved ham. Det hele foregik inde i hans hoved, selv den fysisk påførte smerte mærkede han ikke - det var ingenting i forhold til hvad der blev taget fra ham i det indre.

Det var lyden af stemmer der fik ham vendt tilbage til den virkelige verden. At det måske ikke var hvad han forventede at vågne op til var ligegyldigt. Hans forventninger var sjældent det egentlige. Det havde han vænnet sig til - det samme med skuffelsen, den kunne blive skubbet væk før den overhovedet nåede ind i hans krop.
" Jeez.. shut up already.. All the talk about family, you're making me throw up.. " mumlede han så bare, mere hæst end han selv havde forestillet sig. Dog var hans ord tæt efterfulgt af et lille grin. Det varede dog kun nogle sekunder. For øjeblikket efter var han på benene og havde skubbet Audrey op mod en væg med den ene underarm presset op mod hendes hals, mens den anden forsøgte at gribe fat i den kniv han altid havde på sig. Men da den ikke var at finde, rynkede han kort panden lidt.

" Where's my knife? " Knurrede han så bare kort lidt. Men igen - et udtryk der kun varede et øjeblik før det falmede igen og han trådte væk fra Audrey, dog flakkede hans blik lidt mellem de to personer. Han genkende dem ikke, anede faktisk ikke hvem de hvor, eller hvor han selv var. En hytte - ja tak, men det beskrev ikke nok til at kunne få Razors skadet hukommelse til at sætte billeder, navne eller steder på noget som helst.
" Okay, which one of you stole it from me? " Spurgte han så bare og hævede kort lidt et bryn. " I won't kill you if you tell me.. I promise! " tilføjede han så hurtigt, og fik et lille uskyldigt smil frem over hans læber. " And while you're at it, it would be reeeeeeally nice if you could tell me what the heck I'm doing here - and who you are? I don't remember you being a part of what I was out and about to do.. Jeez - now I won't be able to do it, and I won't get that piece of cake. It's probably gone already - greedy bastards. " Han rynkede kort panden, men hovedpinen vendte tilbage i sammen sekund og han trådte halv diskret tilbage til den seng han ellers havde ligget i. Det var først der det også gik op for ham at hans ben ikke var helt okay. I det hele taget var hans krop forvirret - men nok ikke lige så forvirret som hans sind. Ikke at det havde en betydning. Det ville ikke være første gang han var blevet slået bevidstløs og endt op et tilfældigt sted med fremmede mennesker. Eller væsner - som de nok mere kunne kaldes. Faktisk skete det ofte.

" I could of course just make myself at home here - even though I probably should head back. But I mean, look around.. Snacks are standing right there - really tempting. Don't you ever just feel like taking a bite of of yourself? " Han hævede kort lidt et bryn. Fascineret, mens han lod blikket glide ned over Blake - shapeshifters havde en eller anden speciel duft over sig, fristende - ingen tvivl om det. Ikke som engle - men noget andet. Det ville sikkert være godt til en forandring, og nu hvor muligheden for kage helt sikkert var blevet fejet på gulvet, så var det ikke et helt skidt alternativ.

_________________

I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
avatar
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1442
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Pain is an illusion - Razor

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum