I have come to thank you - Sean XXX

Lori var jo helt nuttet, en tanke han holdt for sig selv. Han havde fortalt manden det ville blive en trekant, men Sean havde ingen plan om at deltage selv. Det havde blot været en historie og selv om manden måske ikke faldt til den side normalt, havde de tiltrækkende evner gjort resten.
Ude i entreen lod han Lori hilse på ham, men velvidende at Lori sikkert ville ende med dårlig samvittighed hvis han kendte manden for godt, ville han ikke lade dem tale for længe.
"Godaften..." hilste manden, tydeligvis lidt nervøs selv. Han stod og gned kanten af sin trøje. Manden virkede helt lettet, da Seans hånd fandt hans skulder og blidt skubbede ham med over til den store trappe, hvis glatte marmortrin havde fået alt for mange til at falde.

Sean tog det af gæsteværelserne, som der havde møbler. En dobbeltseng, et skab til tøj og et bord med to stole. Vinduet vendte ud mod gaden og ikke ind mod Seans overgroede have. Nogle krystaller fra loftet og langs væggene spredte et varmt lys i rummet og gjorde det lidt mere indbydende end det nok ellers ville være, da der ingen pyntegenstande eller 'fyld' var i rummet. Han havde sluppet manden, kun for at gøre tegn til at Lori skulle tage føringen. Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv.
"Orin...Dette her er Lori. Han vil starte ud i aften" forklarede Sean afslappet. Mandens navn var Orin og manden nikkede svagt. Manden var tydeligvis fortryllet af begge mænds tiltagende ydre, men det var Seans aktive magi - der fik ham til atligne det mest tiltalende manden kunne falde for og manipulerede med hans følelser, evner som alle incubus havde - der fik ham til at blive i rummet og tilmed sende Sean mere end nok blikke.
Sean, til gengæld, så over mod Lori. Nej...Lori var nok ikke i stand til at starte det hele selv. Ville rødme eller besvime af pinlighed eller noget i den stil. Derfor trådte han selv hen til manden og greb blidt fat i hans kæbeparti. Hans læber ramte mandens. Mandens var kølige...Men det betød ikke noget.

Kysset gik fra overfladisk til dybere, som Sean fik lokket manden til at bruge sin tunge. Han lod hånden glide ned over mandens slanke krop. Kærtegnede ham. Først langsomt og prøvende, siden mere sikkert og krævende, til manden langsomt smeltede i armene på ham. Sean pressede manden over til sengen, til mandens ben gav efter bag ham grundet sengekanten og Sean endelig brød sine kys. Uhm...
Hans hånd gled drillende ned mellem mandens ben, hvor han kunne konstaterer at den drillende start havde haft en eller anden form for virkning. Med et knæ på sengen og det andet på gulvet, rettede han sig op og vendte sig om mod Lori. Han rakte inviterende en hånd frem, et tegn på at Lori skulle komme og deltage.

Lori var stille mens de gik op af trappen, og han mærkede tydeligt at hjertet begynde at galopere! Den ene del af ham kunne ikke vente. Mens den anden bare gerne ville vende om og løbe ned af de glatte trin der nok ville få ham til at falde på vejen, men derefter stikke af ud af hoveddøren der var lige der. Dog var den unge mand her ikke den eneste der var lidt tryllebundet.
Måske var det ikke så meget Sean Lori var trylle bundet af - eller… come on! Selvfølgelig var det, det! Men det var måske lige så meget eller lige nu mere tanken om det der skulle til at ske der bandt ham til den retning de nu havde sat mod gæste værelset. Nysgerrigheden på hvordan Sean bar sig ad! Hvordan han kunne lægge følelser og noget af hovedet væk midt i denne leg.

Da deres færd nåede op i værelset kunne Lori tydeligt mærke hvordan pulsen steg, og da Sean valgte at præsentere de to yngre fyre for hinanden, og Sean ligefrem mente at det var Lori der lagde ud, fik han en underligt kvælende klump i halsen. Skulle han starte?
Der var 2 problemer i den plan, 1 Lori ville stå som en forstenet bangebuks uden at turde røre sig ud af flækken, og 2 de gang han rent faktisk havde været sammen med mænd… tja… skal vi bare sige at han ikke var så vant til at styre showet?

Dog må Sean havde kunne se at Lori allerede nu var for nervøs til at starte det hele, for han tog i hvert fald initiativet, og tog det første skridt. Lori ende blot med at følge nøje med. Men jo mere han så med, jo mere mindede det her mere og mere om at se et bytte dyr der var godt i gang med at indfange sit bytte. Som en slange der langsomt men sikket kvase sit bytte. Ikke at Sean var en slange… men når man vidste hvad meningen med denne leg normalt var… så var det svært at forstille sig at denne fyr skulle slippe levende ud her fra.
Hvad var det lige han havde sagt ja til? Det han stod og så på lige nu, ville andre mennesker tænke som en rig mulighed for at se 2 andre hygge sig med manere. Men for Lori var dette som at kigge på en jagt.

Og han ende da også selv med at blive hvirvlet ind i denne boldblodige jagt da Sean valgte at række han hånd frem mod ham. Hjertet begynde atter at pumpe blodet hurtigt gennem hans system, dunke hård i hans bryst! Men denne gang var det ikke så meget panikken der fik hans hjerte til at reagere sådan.. for det den også pumpede rundt var adrenalin. Han var nervøs ja, men også forfærdelig nysgerrig. Hans blik fik kort lov til at glide over den stakkels fyr der stadig lå helt forblændet, og trods nervøsiteten i hans øjne, så han jo også ligefrem afventende ud!

Han trådte nogle skridt frem, tog Seans hånd, og stillede sig selv ved siden af ham, næsten på samme vis med et knæ i sengen og en fod på gulvet. Hans blik startede ud med at være på Sean. Han vidste ikke hvorfor men en form for overdragelse føltes som værende på sin plads.

Hans opmærksomhed blev derefter vendt mod fyren foran ham, de gå øjne fik lov at studere fyren et øjeblik, inden han selv valgte at læne sig frem for at indfange fyrens læber i et til at starte med roligt kys, der dog langsomt tog form til at blive mere ivrigt og intenst.
Det var faktisk sært! Det var Sean der havde været skyld i at Lorikans side engelig ikke havde så meget mod det der kysse noget mere, og at Lori ikke altid lagde noget I et kys.
Lori fjernede først sine læber fra Orins da hans egne gled ned af halsen på ham, hvor de fik lov til at danse lidt rundt over huden. Da hans læber blev mere eller mindre stanset af Orins trøje, rettede han sig en smule op. Han tog fat i det nederste af Orins trøje, så først på ham med et beroligende blik, og trak så trøjen af ham.

Hmm han så ikke værst ud.. ikke hvad han normalt var til. Men han var faktisk overbevist om at han rent faktisk ville kunne nyde den her omgang.

I en let bevægelse trak han Lori over til sengen. Manden kunne ikke flygte, selv hvis han ville, men det generede ikke Sean. Faktisk forventede han ikke at manden ville overleve, det kom an på hvor hurtig Lori var til at fange pointen og kontrollerer sig selv. Han gav Loris hånd et intimt kys, før han med en håndbevægelse gjorde tegn til at Lori endelig skulle gøre lige hvad han ville med manden. Men endnu fjernede han sig ikke. Han ville være sikker på Lori kom ordenlig i gang, men også prøve at huske Lori på at være tilstede og stoppe sig selv fra at spise mandens sjæl. Hans hånd slap Loris og lagde sig i stedet blidt mod Loris ryg. En evig påmindelse om at han var tilstede, en påmindelse om at Lori ikke skulle miste besindelsen. Seans blik gled ned på manden, som han holdt øje med de to mænd der kyssede og ikke mindst af Orin, der fik trukket trøjen af sig.
Han kunne ikke stoppe sig selv i at lade blikket glide ned over mandens overkrop. Slank, ja. Ikke tyk, faktisk måske lidt for tynd. Ribbene var tydelige, som manden lå på ryggen. Hans blik stoppede ved kanten af mandens bukser, før han smilte svagt. Han blandede sig ikke i selve akten mere, men flyttede sig i stedet, så Lori kunne komme til og overtage offere- øhm. Manden.
Men han kunne ikke lade være med at drille Lori lidt. På et tidspunkt rettede han sig lidt op og trådte om bag Lori. Hans hænder gled ind under Loris tøj og op af hans fantastiske overkrop. Åh! kroppen var sandelig ikke blevet værre efter sammensmeltningen af de to personligheder! Det kunne han mærke. Han lænede sig ind mod Lori.
"Husk at være tilstede. Fokus på din vejrtrækning, når du kommer så langt. Bare rolig. Jeg er her. Jeg vil stoppe dig gang på gang, til du viser fremskridt" forsikrede han i en lav og varm stemme. Så trak han sig tilbage. Var det sadistisk af ham? Selv hvis det var, havde han intet imod det. Hvad var dette, et indbegrebet af et venskab mellem to dæmoner? At deles om maden? At hjælpe hinanden? Det passede Sean mere end godt.

Det ville være en løgn hvis nogle sagde at Lori ikke kunne finde ud af at forføre.. eller, i hvert fald kunne den nye udgave af ham i hvert fald nemt finde ud af det. De fleste ville måske føle det som et pres at Sean stadig så med, og at han ligefrem havde en hånd mod Loris ryg. Men faktisk var det rart! Det var en forsikring om at han ikke behøvede at være bange for at det hele gik galt lige med det samme i hvert fald.
Efterhånden som hans læber placerede fugtige kys ned over Orins bryst og mave, kunne det tydeligt mærkes hvordan han smeltede under Lori. Mennesker! De var altid så nemme til at overgive sig.
Normalt ville Lori nok ikke tænke sådan! Men det var sandt, de 2 eneste stædige mennesker han havde mødt var Kace og Reign, og Reign ville have været smeltet på samme måde mange gange, hvis Lori havde haft lyst til at bruge sine dæmoniske evner på ham. Vejrtrækningen hos Orin var også en god måde at høre på at det han gjorde bestemt blev taget godt imod. Lori var i færd med at forkæle Orins mave med kys, da han pludselig mærke nogle hænder der gled op under hans trøje, noget der næsten fik ham til at trække maven ind, på grund af den kildende fornemmelse. Det var dejligt, og det kildede i hele hans krop, og et øjeblik var det da langt mere fristende at vende sig om, og fortsætte denne leg med Sean i stedet.
Han lyttede til hvad Sean sagde, og en hvis ro faldt over ham. Han rettede sig op, og trak trøjen af sig selv, hvilket afslørede den store aftegning på hans ryg, der nu var permanent. Og som gik fra hans nakke, ned over ryggen og stoppede omkring hans læn, og som også bredte sig ud over begge hans arme. Lori ville ikke ligne en fyr der have disse ’tattos’ som folk troede de var. Men det havde han altså. Men samtidig med at han smed trøjen, afslørede han også det store ar der ny prydet den ene side af hans mave, og som Sean måske tydligere end Lori selv husker som et stort og blødende sår, der kunne havde taget livet af ham. Hans hænder grab fat om Orin og løftede ham længere ind på sengen. Orin vejede jo ingen ting. Nu var Lori jo også dæmon men det var lige før han havde kunne bære på ham som menneske.

kysseriet fortsatte, men der blev bestemt også tilføjet berøringer. Berøringer der kun var ment som en ting! At vare hans partner op. De fleste ville finde denne scene underlig og akavet. Men som en Incubus dæmon, fandt han på en måde sig selv beruset over det her. Han var allerede godt og grundigt fanget i euforien og adrenalin indsparket han hele tiden fik.
Efterhånden gik tingene mere eller mindre stærkt, før han så sig om havde han allerede afklædt sin partner der lå i sengen som smeltet smør. Måske var der ikke så meget at sige til det! Han lå her i en seng der var blødere end de flestes, omgivet af nydelse, og ikke mindst 2 mænd hvis øjne var løst fast på alt hvad der foregik.

Lori selv fik smidt bukserne. Om det var deres leg, magen som Sean havde over denne stakels fyr, eller om det bare var fordi Orin pludselig fik mod nok til det anede Lori ikke, men han fandt i hvert fald pludselig fyren på vej ned af hans mave, og mod en helt bestemt del af hans krop. Pulsen steg, og det samme gjorde lyst, begæret og adrenalinen.
Lori stod på sine knæ, og så ned på Orin der var i fuld gang med noget han bestemt ikke var god til, men et var underordnet, for nu, var det tanken der talte. En underlig kløen begynde i Loris gane, vejrtræningen blev ivrigere og hans øjne skriftede pludselig farve til den meget genkendelige gu/orange farve der nok ville skræmme de fleste.
Desværre var det endt sådan at ved sammensmeltningen, der gjorde hans øjne det. At de normalt var sølvgrå, men når han blev sulten, aggressiv eller bare alt for opstemt, hvilket typisk resulterede i det første, så blev de gul/orange.

Han trak sig. Hele tiden nærværende, men ikke en direkte del af sceancen foran ham. Der noget anderledes ved at være en tilskuer, ved at observerer. At se en anden dæmon, der gjorde mennesket klar til at blive spist. Legen, den voksende nydelse og eufori. Det ville være løgn, hvis ikke det tændte Sean en lille smule og han kunne da slet ikke lade være med at smile for sig selv. Han holdt sig i fodenden, ude af syne, men tæt nok til at række ind og blande sig hvis det blev nødvendigt. Grundet den varme stemning, valgte Sean at smide sin egen trøje. Det ville være nemmere for ham at blande sig, minde Lori om kontrol og undgå at ødelægge hele stemningen, hvis han ikke var fuldt påklædt. Som var det meningen han var der.
Han var ikke selv sulten lige nu, hvilket også gjorde synet nemmere. Faktisk var det ret sjovt. Var det den forførelse han havde mærket hos Lorikan eller havde den ændret sig efter at Lori var blevet en del af det også? Han kunne ikke lade være med at analyserer det lidt. Og et eller andet sted ønske han var del af det. Men alt til sin tid. Han kunne finde sit eget legetøj senere eller håbe Razor ville med i seng.

Orin var smeltet og lå helt i Loris hænder. Vejrtrækningen og bevægelserne fortalte det hele. Manden var tændt og nød legen, uden at ane uråd. Lori selv var opslugt af det hele og Sean holdt hele tiden øje med Loris ansigt. Det kunne være svært at bedømme hvornår en dæmon begyndte at spise. For nogen var det en lille bid under hele akten, til der ganske enkelt ikke var mere tilbage. For andre var det i slutningen - det yndede Sean selv. Der var jo intet fast tidspunkt. Når sjælen var blottet for en, under et så sårbart tidspunkt hvor man lå intimt med en anden person...Det var så nemt!
Orin bevægede sig. En ting Sean ikke selv havde noget imod. Hvorfor ikke nyde det lidt når man var i gang? Desuden var pointen netop at træne Lori. Jo mere manden gjorde for at bryde grænsen, jo bedre, ikke?
Hans øjenbryn gled en smule sammen. Han kendte ikke så meget til det at Lori skiftede øjenfarve, men han havde bemærket det. Risikoen for det betød noget bestemt var tilstedeværende og derfor valgte han at blande sig. Han ville ikke forstyrre manden, så han kravlede lydløst længere op i sengen, om bag Lori. I en gnidende bevægelse gled han helt tæt på Lori, hans hænder bevægede sig op af den muskuløse og varme krop. Åh! Helt tæt på...Euforien...Det kunne ikke længere undgås at han selv blev hård. Han trak vejret dybt og smilte svagt for sig selv. Han pressede sig ind mod Lori, hans arme var gledet rundt om hans overkrop og placerede sig, så de nemt kunne holde Loris hænder fra mennesket, hvis ikke han brød sig om Loris reaktion.
Hans mund fandt vej til Loris øreflip. Nappede den.
"Træk vejret. Dybere" hviskede han, som var det ham selv der skulle forføre Lori. Ordene blev udtalt med en tung udånding.
"Du må ikke miste kontrollen..."

Kontrollen var netop ved at blive mistet, da Lori bemærkede Sean bag sig, bemærkede armene der blev viklet om ham. Det var svært at forklare, men lige der, lige på i det øjeblik kunne han lige så godt være ved at drukne! En tilfredsstillende og samtidig ophidsende gestus blev udført foran ham mellem hans ben, mens der bag ham, var en varm og behagelig mur, og ikke mindst lyden af den tunge vejrtrækning. Hans hoved blev lagt en anelse til bage med en nydende udånding. Han hørte dog Seans ord.
Og han adlød prompte. Han tog en tung og dyb indånding, og pustede roligt ud bag efter. Det hele snurrede og sitrede i hans krop, og trods den stadig konstante kløen i hans gane, så formåede han at gear ned. Øjnene blev sig selv, og et mere lettet suk fandt vej ud gennem hans læber.

Han vende hovedet lidt og så på Sean med et anderkendende smil ”tak” sagde han lavt da Orin nødig skulle ane uråd. Efter en kort periode efterfølgende, stoppede han dog Orin. Han havde lyst til noget helt andet nu. Han skubbede atter Orin ned i sengen. Han tog fat om Orins ben og skubbede dem lidt op, ingen han bukkede sig ned, kyssede Orins hals, fik ham til at glide ind i denne smeltene følelse igen. Inden han pressede sig ind.
Det var måske nok uundgåligt at det gjorde lidt ondt på den stakkels fyr nu det var første gang. Men det lød nu ikke til at være ulideligt.
agten var først rigtig ved at tage fat, og legen var efter hånden nåede det punkt de vel begge havde ventet på. Der for begge parter nød det.
og det kunne sagtens høres i rummet, suk og støn der blev blandet i rummet. Det hele gik godt… lige ind til.. ja.. hans øjne atter skiftede farve.
Han nåede dog at se væk, da han denne gang godt var klar over det. Han skulle jo nødig skræmmer stakkels Orin.. Han huskede selv på hvad Sean havde sagt, og prøvede at trække vejret dybere, men det var faktisk nemmere sagt en gjort midt i de mange støn der ellers fik lov at slippe ud. Han fik dog taget kontrollen, og det gik. Øjnene blev sig selv igen, og han kun vende tilbage til at være tilstedeværende overfor hans partner.

Dette skete desværre flere gange under legen, og mere og mere jo nærmere han selv kunne mærke han kom på et klimaks. På et tidspunkt så han tilbage på Sean, de gule øjne lyste nærmest op i et alt for sultent blik. Det ville bare være så nemt! Så nemt at stjæle den sjæl der så villigt lå og vred sig i nydelse, og som var så ufatteligt blottet lige nu. Måske endnu mere fordi fyren her åbnede sig endnu mere op ved denne førstegangs oplevelse.

Lori lyttede. Det var et godt tegn. Han lod Lori hvile ind mod hans egen krop og lod kun blikket hvile på manden, der havde travlt med andre ting, et øjeblik. Først da Lori havde taget en dyb indånding og var blevet rolig igen, slap Sean ham og trak sig lidt tilbage igen. Det virkede slet ikke til at genere ham, at disse to havde sex foran ham, selv om han var mindst lige så stiv og lige så klar. I stedet holdt han øje med dem med en overmenneskelig ro og disciplin. Hans egen krop slappede af.
Han lod legen fortsætte. Det meste af tiden var han i tvivl om hvorvidt de to mænd overhoved huskede han var der. Selv om han havde lovet Orin en trekant, virkede manden ikke til at savne noget.

Han holdt skarpt øje med Lori, hver gang han fornemmede noget. Hver gang han virkede til at bevæge sig anderledes eller øjnene ændrede sig. Til at starte med sad han som et rovdyr på spring, klar til at bryde ind. Han ville ikke bryde ind helt til at starte med, mest fordi det virkede til at Lori prøvede. Og rigtig nok. Måske var han lidt stolt over det. At det virkede, at Lori huskede det og kunne gennemføre det. I hvert fald...Så langt så godt. Sean ville sende ham et opmuntrende smil, hvis Lori endelig så over mod ham. Bare for at sige han klarede det godt og var godt på vej.

Men ingen kunne klare det uden problemer første gang. Eller...Før eller siden vil der altid være en første gang. Men det var også forventeligt der ville være problemer eller ens forsøg endte galt. På deres bevægelser kunne Sean se de nærmede sig enden på legen. Slutningen...Så ville Lori have klaret det....Men også det tidspunkt der var sværrest at styre. Der, hvor kroppen gav efter og mere eller mindre ikke lyttede til nogle former for fornuft. Han havde bevæget sig tættere på, uden at gøre sig bemærket. Hvad ville der ske?
Det var som om Lori var opmærksom på det og bad ham om hjælp. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Denne gang var der ikke rigtig plads til at han kunne gribe fat i Lori bagfra, så han satte sig ved siden af dem. Orins blik gled en smule op, men han var så langt væk i nydelse og tiltrækningskræften hos incubuserne, at han ikke virkede til at bemærke noget.
Han var ikke videre blid. Hans arm gled ind foran Lori og rundt om hans overkrop og med en kraftanstrengelse, der grundet hans styrke som Archdemon burde kunne modstå Loris, trak han ham væk fra Orin. Afbrød samlejet, ganske enkelt, trods de begge havde nærmet sig et godt sted. Orin så endelig ud til at bemærke noget var galt og Sean måtte både koncentrere sig om at holde Orin snørret med sin magi, så han ikke ville ende med at opdage det hele og flygte, samt holde Lori fast. For han slap ham ikke til at starte med. Tværtimod skubbede han ham ned mod sengen og satte sig ind over ham. Med hænderne på Loris skuldre mødte hans mørkegrå øjne Loris.
"Træk vejret" beordrede han. Som lovet ville han forstyrre samlejet, hvis han ikke stolte på at Lori kunne styre sig.
"Du får ikke lov til at gøre det mod Orin"
Han nævnte navnet af en bestemt grund. Lori havde været tynget lidt af samvittighed tidligere på natten og forhåbentlig kunne mandens navn minde Lori om at han var en levende person. En han ikke burde spise.

Pulsen pumpede, adrenalinen susede rundt i hans krop, og tørsten, sulten og begærret blev dog større og større. Han havde faktisk allerede lænet sig ned mod Orin da for at stjæle det der stod ham allerkærest, uden han sikkert vidste det, netop i det øjeblik hvor han ville blotte sig fuldstændig. Dog kom Sean ham til undsætning, selvom det i det sekund slet ikke virkede som nogle hjælp. Han var langt væk i beruselsen og sulten til at det her var okay at stoppe, derfor så han ikke mildt stemt ud da hans blik ramte Sean. De orange/gule øjne stirrede intenst på ham, og et øjeblik lænede han sig rent faktisk op mod Sean, som havde han skiftet taktik, og smag, og nu blot ville prøve med en anden sjæl der var tættere på. Han lyttede ikke lige frem til Seans råd da hans vejrtræning stadig susede afsted, og hans hjerte galeperede i hans bryst.

Først da fyrens navn blev nævnt, stoppede han pludselig op. Hans øjne ændrede pludseligt farve til den sølvgrå, og hans blik ramte Sean, som hvis han slet ikke havde set ham tidligere. Han så først uforstående ud, til det rent faktisk gik op for ham hvad han havde været ved at gøre. Han fik et mere skyldfyldt udtryk, og sank næsten helt ned i madrassen, som hvis han kunne glide ned gennem den og gemme sig så havde han gjort det.
Hans blik blev vendt væk fra Sean. Tænk at han havde mistet kontrollen alligevel?... han havde ellers klaret et indtil nu. Forsøgt at følge Seans råd. Han rettede sig lidt op, og fik skubber Sean væk fra sig ”det er vidst din tur til at overtage” erkend han mens han fik møvet sig ud af sengen. Han kunne ikke være der inde lige nu! Sulten sad stadig og prikkede i hans gane, og han stolede ikke på sig selv.
Hvorfor var han gået med til det her? Hvorfor havde han tilladt at bruge Orin som et usselt forsøgsdyr? Han fik fanget et tæppe som han slog om Livet inden han gik mod døren. Han havde brug for luft! Og hvis ikke han fik det hurtigt, så gik han amok.
Noget hverken Sean eller Orin skulle se.
Han havde kvalme, kvalme over sig selv. Ikke engang når han virkelig ville, så kunne han være sammen med nogle uden at hungre mere efter deres sjæl end deres krop.
Hvordan skulle han nogle sinde lære det? han havde ikke lyst til at forsøge sig på stakler der troede de bare skulle have sex med en flot fyr, men i stedet ende med at dø fordi han ikke kunne styre sig?

Til at starte med nåede han slet ikke ind til ham, så han måtte blot vente. Med tiden ville adrenalinen og lysten tage af og Lori ville blive sig selv igen. Orins navn så dog også ud til at virke. Han slap Lori, da han virkede til at være sig selv igen. For et øjeblik vidste han ikke hvad han skulle sige...Han havde ikke beregnet at Lori ville reagerer så stærkt på det hele. Så følsomt. Han gned sig i panden og så over på Orin. Han havde ikke rigtig selv lyst til ham, ikke lige nu. Lori var vigtigere for ham end et tilfældigt menneske.
Han var i tvivl. Skulle han give Lori luft? Noget sagde ham han burde. Men samtidig havde han en god ide om at Lori var hård ved sig selv. En ting Sean gerne ville tale ned, inden Lori skadede sig selv på en eller anden måde.

Lori forsvandt ud af rummet. Han ville give manden et øjeblik. Et øjeblik, som Sean brugte på at bøje sig ind over manden. Han var usikker på om manden skulle bruges mere i nat, men for en sikkerheds skyld måtte han hellere beholde ham lidt. Ellers kunne han jo bare spise ham senere selv. Han sagde end ikke noget til mennesket, men pressede let mod hans halspulsårer til han besvimede. Han trak en dyne hen over manden og sørgede for manden så ud itl at have det godt. Han ville sikkert vågne op igen om lidt, men så kunne hans butler eventuelt tage sig af ham.
Sean rettede sig op og trak sin trøje på i en hurtig bevægelse, mens han forlod rummet og lukkede døren efter sig. Han så sig omkring...Hvor kunne Lori være forsvundet hen? Nok ikke så langt. Formentlig til de dele af huset han kendte. Derfor gik han mod trappen, der også førte til dørene ud. Uanset om det så var ud til hoveddøren eller til døren ved siden af trappen, der førte igennem en lille gang og ud i haven. Sean havde godt nok en altan på sit værelse, men Lori kendte næppe til den.
Han gik til han fik øje på Lori.
"Lori!" kaldte han. Det ville næppe stoppe den flygtende dæmon og Sean satte efter ham. Før eller siden ville Lori stoppe op, om ikke andet så fordi han ikke havde tøj på.

Om det var adrenalinen der fik ham til at reagere som han gjorde… eller måske i virkeligheden skuffelsen var ikke til at vide. Han havde været så tæt på! Så tæt på at have klaret det! Godt nok med hjælp, men han havde kunne klare det. Han havde kunne være sammen med en uden at dræbe dem. Men det havde han ikke formået.
Hans gang var hurtigt og bestemt, og på vej ned af trappen skete der ganske enkelt det han havde frygtet. Han snublede og satte sig lidt på røven. En ømmende lyd kom fra ham, og det gjorde bestemt ikke humøret bedre.

Han kom dog på benene og ned af trappen. Han skulle til at tage fat i håndtaget til hoveddøren, men han stoppede. Han havde ikke en travl på kroppen. I stedet vende han om og gik mod dagligstuen. Han havde set en dør der førte ud til have, så han måtte jo bare bruge den i stedet. Det var faktisk underligt at vade rundt her i Seans hus. Men det var ikke noget han tænkte nærmere over.
Han fandt vejen ud, men havde kun lige åbnet døren, og trådt ud da han hørte Sean bad sig. Åh! Han orkede ikke hans råd lige nu! Derfor stoppede han ikke op. I stedet fortsatte han ned i haven, på de bare tær, men da han ikke rigtig kunne finde rundt i haven og fordi hans tær allerede var fugtige og kolde stoppede han op. Han vende sig rundt mod Sean og inde han ville få kastet en eller anden klog sætning i hovedet startede han selv ”jeg orker ikke nogle højtidlige og kloge ord lige nu okay!?” sagde han skabt og slog ud med armen med huset ”du så selv hvad der skete der oppe!.. jeg kan ikke styre det! og jeg NÆGTER at lade uskyldige være forsøg for at jeg MÅSKE kan komme til at have sex uden at dræbe vedkommende!” udbrød klart i en frustreret tone.

Han forstod ikke selv hvorfor han reagerede som han gjorde, og måske var det forskrækkelsen, måske var det vreden på sig selv, eller i det hele taget skyldfølelsen der ende med at hans øjne blev blanke, han vend sig væk. Han havde ikke lyst til at stå her midt i Seans have mens Sean så på det og tude.
Han sukkede opgivende ”jeg er træt.. træt af at være…. Anderledes!” knurrede han.
”som Lori var jeg anderledes fordi jeg var så forbandet uskyldig, som Lorikan fordi jeg ikke havde den mindste smule forståelse for andre… og nu… som en hel person.. er jeg den værste dæmon man kunne tænke sig!..... Jeg kan ikke engang bare være et mennesker fordi jeg er NØD til at dræbe for at overleve!” han sukkede.
Og tog hænderne op for sit ansigt. Han sukkede og vende i stedet hovedet opad, så op mod den ellers utroligt smukke stjerne himmel.
Han stod lidt, inden det lod til at han kølede mere ned. Han sukkede ”undskyld Sean… jeg ved godt det ikke er din skyld…” mumlede han så. Han så tilbage mod Sean ”hvad med Orin?.. ” spurgte han så. Sad den stakkels fyr bare der oppe helt alene?

Han nåede at se Lori, der forsvandt om bag trappen. Han regnede hurtigt ud at Lori gik efter at komme helt udenfor. Han satte farten lidt ned, ville ikke virke desperat for at få fat i Lori, ville vise at Lori skam gerne måtte gå hvis han ville. Han gik ikke med for at stoppe ham i det.
Men før eller siden var han også udenfor. Udenfor med en Lori, der ikke var iklædt i mere end et tæppe om sine ædlere dele. Foråret var her, men kulden lå stadig i luften. Haven var overgroet, men det eneste man så i mørket, var de forvredne konturer af buske og små træer, af det høje græs eller forvredne blomsterstande, der før havde været så prægtige.
Sean stoppede op, en smule overrasket over Loris udbrud. Hans hænder gled op i luften, som overgav han sig, omend han blot viste Lori at han ikke var kommet for at føre en krig med ham.
Derfor holdt han sig stille. Lod Lori rase ud og give udtryk for nogle af sine frustrationer. Han havde mange ting at sige. Mange ting, han ønskede at sige. Men han ventede.

Sean var ikke så påvirket af det igen. Han var helt rolig, mens Loris følelser gav den gas. Han sendte Lori et svagt smil, da han endelig virkede til at køle lidt ned. Han trådte tættere på og ville lægge en hånd på Loris ene skulder, hvis manden tillod det.
"Det er okay" forsikrede han roligt. Kunne Lori da slet ikke se det?
"Ingen har succes første gang de prøver på noget nyt. Orin er i live og har det godt, du fik ikke gjort ham noget. Du klarede dig virkelig godt!" noget let og optimistisk var gledet ind i Seans stemme. Han ønskede Lori skulle indse at han ikke havde gjort noget galt. Ikke denne gang, i hvert fald. At alt var gået fint, at Orin havde det godt og Sean havde stoppet ham, præcis som han havde lovet han ville.
Men han ville ikke bringe det på banen, at Lori blot skulle øve sig lidt mere. Ikke lige nu, hvor Lori var så sårbar. I stedet trak han på skuldrene og slap manden.
"Du er ikke anderledes. Og du er ikke den værste dæmon. Du har ret i...Jeg er af den ældre generation. Jeg har eller har haft en ide om hvordan dæmoner skulle være. Men den nyere generation nægter at lytte, så det er lidt en tabt kamp. Min yngste søn fandt sammen med et menneske. En af mine...bekendte...Er drevens. Hun hader at dræbe, hader at være dæmon, så hun blev den mest foragtelige form for dæmon man kan blive. Eller, det vil nogen sige. Der findes et væld af dæmoner med følelser og dårlig samvittighed!" forsikrede han, i håb om Lori fik det bedre med viden om at han ikke stod så alene med det som han troede, eller var så anderledes som dæmon. Han trak vejret dybt og studerede Lori et øjeblik, før han gjorde et let kast med hovedet mod huset.
"Lad os stoppe for i dag" meddelte han så. Dette var en udvikling og Lori havde haft det svært nok for i nat.
"Vil du ikke ind og have tøj på? Måske noget at drikke?" foreslog han mæglende.

Det var båede lidt pinligt, men faktisk også rart at han havde fået lov til at rase af. Og det at Sean ikke havde afbrudt ham, havde nok også været det bedste. Hvis han havde sagt nogle af de der kloge ord han altid kunne komme med, var Loris hoved noget eksploderet og de var endt med at blive uvenner.. og det ønskede han ikke. Ikke eftersom at de LIIGE var begyndt at tale sammen igen.
Han så på Sean da han lagde hånden på hans skulder. Han lyttede til hans ord, og en underlig blandet følelse kom i hans krop. Han gjorde det godt? Men… han var jo tæt på at dræbe den stakkels fyr? Men alligevel var der noget i ham der begynde at rose ham selv frem for at skælde ud. Det var lidt underligt.. Hmm – måske var det i virkeligheden fordi han bare manglede den der, der faktisk kunne fortælle ham at han IKKE gjorde noget galt. Alle andre hadet det faktum at han var en dæmon, det faktum at han gjorde som han gjorde for at overleve.
Men Sean… han forstod det! Han ligefrem roste det.

De ting Sean fortalte hjalp underligt nok. Så.. han var virkelig ikke så forfærdelig en dæmon? Han var ikke en total vanskabning der havde følelser og skram med i det at dræbe? Men hans samvittighed var med til at gøre at han ikke bare slog hvem som helst ihjel. Og det var måske i virkeligheden en god ting? Og hvis selv Sean kunne acceptere Loris levemåde som dæmon, hvorfor skulle han så ikke selv kunne?
Et lettet og mindre smil formede sig på hans læber efterhånden som Seans ord gjorde forskellen. Han så på ham og sukkede lidt. ”jeg har nok bare stadig svært ved at acceptere hvad jeg er” sagde han så. Og det var måske i virkeligheden ikke så underligt. Han havde kun være sammensmeltet et par månede, og tråds Lorikan vidste alt om at være dæmon, kunne sådanne 2 forskelligheder jo nemt give en vis form for konflikt.

Han vende dog blikket mod Sean da han sagde det burde stoppe for i aften. Han rystede dog hurtigt på hovedet ”nej!... jeg ved jeg kan klare det!... Jeg.. er bare nød til at prøve noget andet” sagde han lidt beslutsomt. Han så lidt ned på sine fødder der efterhånden var godt kølige. ”Men ja.. jeg tror gerne jeg vil ind nu” sagde han og trak på skulderen.
Mens han gik ind så han dog tilbage på Sean. ”men… jeg har nok stadig brug for din hjælp” erkende han ens han fik grebet fat i tæppet der var tæt på at glide af da han gik ind af døren.

Han smilte svagt. Han ville helst ikke have Lori udmattede sig selv for meget. Nogle gange var det godt med en pause, at lade krop og sind slappe lidt af, før man prøvede igen. Man kunne ikke altid presse et resultat frem, trods alt. Men omvendt kunne han godt forstå ønsket om at få noget til at lykkes, ønsket om at gøre et eller andet, som kunne ændre noget.
"Hvis du stikker af igen, er det slut for i nat" bekendtgjorde han så bestemt. Han fulgte efter Lori indenfor.
Hans butler var nok gået i seng, egentlig. Sidst han havde set manden, havde han været træt og ved at spise et let måltid. Da han alligevel havde givet besked om de ikke skulle forstyrres, kunne han ikke fortænke manden i det. Men det gjorde også at ingen se dem, som de vandrede frem og tilbage fra værelset.
Sean havde ingen viden om at Lori var faldet på trappen, som han fulgte ham tilbage til værelset.

På værelset var Orin oppe igen. Han holdt sig en smule til halsen, selv om behandlingen ikke burde have efterladt mærker eller gjort ham øm. Hans blik fløj op, da de trådte ind i rummet og det var tydeligt han ikke var lige så åben for at lege mere, som han havde været i starten. Han rejste sig fra sengen.
"Det var...Det har været sjovt...Tror jeg...Men altså..."
Mandens ben rystede svagt. Han havde sikkert lidt ondt, ikke van til den behandling han havde fået. Sean smilte svagt for sig selv. Hans ene hånd gled op i luften.
"Undskyld Orin. Legen blev lidt voldsommere end forventet, men der er heldigvis ingen skade sket. Vil du ikke nok blive her lidt endnu?" Han trådte tættere på manden. Han var ikke sikker på om Lori havde viljen til også at sikre manden blev, så Sean valgte at gøre det. Manden rystede, da Seans varme hånd gled ned over hans skulder. Orin sank, tydeligvis i vildrede om hvad han burde gøre.
"Jeg vil...Altså...Helst...Og det er sent...Meget sent"
Sean rystede svagt på hovedet og lænede sig frem efter et kys. Et kys der var overraskende blidt og tydeligvis gjorde manden helt paf. Efter et øjeblik virkede det dog til at manden begyndte at slappe lidt af igen.
"Ssshhh" tyssede Sean på Orin, da han brød kysset og vendte sig om mod Lori. Ville Lori stadig fortsætte?

Lori smilede roligt da Sean nævnt at de stoppede hvis han stak af igen. Han rystede på hovedet ” det gør jeg ikke” forsikrede han.
Han fulgte med Sean ind, og kunne godt mærke nervøsiteten kommer lidt tilbage. Hvad hvis Orin blev skræmt for livet så snart han så Lori? Eller hvad hvis han havde nået at gøre skade på Orin? Tankerne fyldte hans hoved, og et øjeblik overvejede han om det nu virkelig også var en god ide.

Da de kom til værelset kunne han tydeligt fornemme Orins nervøsitet der var steget en hel del. Så han VAR blevet lidt skræmt. Han sukkede lidt for sig selv, og stod blot med sin arm ned lens siden, og den anden holde fast om tæppet så det ikke faldt helt af. Han betragtede Sean, der beroligede Orin, og han stod selv og overvejede hvorvidt det egentlig var korrekt at gå videre. Hvis Orin var så nervøs for det, så var det måske ikke den bedste ide.
Hans blik gled dog op da Sean vendte sig mod ham, efter kysset. Han stod lidt, blot og betragtede manden, der tydeligvis kunne mærke hvad der ellers havde forgået tidligere. Han valgte dog at gå videre. Han var i det mindste nød til at prøve! Han var nød til at gøre et forsøg mere! Han kunne ikke bare stikke af og hade sig selv hver gang noget gik galt.

Derfor valgte han også at gå roligt hen til de 2 mænd. Han lod en hånd blidt nusse Orins arm.
”Orin.. jeg er virkelig ked af at jeg mistede kontrollen.. du vil nok ikke tro det, men… det her er også meget nyt for mig.. jeg.. blev nok bare grebet af stemning.. det beklager jeg, og det vil ikke ske igen! Det lover jeg dig” sagde han med en mild og blid stemme.
De sølvgrå øjne havde et blidt udtryk, sådan et udtryk som Lori i virkeligheden var mester i. Han trådte lidt frem mod Orin, og lod i stedet hånden glide op, og kærtegne hans kind, mindst lige så ømt som hans stemme havde lyst.
”jeg håber virkelig du vil blive?.. Jeg vil gerne have du husker det her som en god oplevelse” sagde han og sende ham et roligt og blidt smil. Han tog mandens hænder, og trak ham lidt med sig ”kom.. lad mig vise dig noget” sagde han inden han kravlede op i sengen og lagde sig mens han hev Orin med ind over sig med et ben på hver side. ”vil du have det bedre hvis vi gør sådan her?” spurgte han roligt, og smilede varmt til manden.
Lige nu handlede det mere om at få tilliden tilbage, ind at prøve metoder af! Ende Orin med at gå i panik eller stritte imod under det her, så ville Lori nok SLET ikke kunne styre sig. Han så lidt hen mod Sean, og derefter på Orin igen ”eller… fortrækker du at Sean ligger ud?” spurgte han så med et roligt smil.

I virkeligheden havde manden ikke en chance, ikke mod to incubusser. Sean lod Lori træde til og han var faktisk en smule overrasket over hvor godt han klarede det. Han virkede skabt til at berolige folk og lokke dem til sig. Det var svært ikke bare at smile, men at bevare den rolige og alvorlige fatning, som Orin forhåbentlig også blev beroliget lidt af. Orins øjne hvilede på Lori og et usikkert smil gled over ham, da Lori snakkede om at det også var hans første gang. Det så ud til at berolige manden lidt. Måske troede han endda det var meningen? At tingene gik lidt vildt for sig? I så fald var han en smule naiv.

Sean slap manden og lod Lori styre showet. Jo mindre han blandede sig, jo bedre og han nød virkelig hvad han så. Nød at se Lori sådan i kontrol. Uden tvivl det der var den fremtidige Lori - på en gang nød til at dræbe, men alligevel typen der gjorde det så blidt og tillidsfuldt som han kunne. Alle havde jo deres stil. Sean foretrak det mere vilde, selv om man ikke altid kunne vælge.
Orin gik med over mod sengen og virkede tøvende. Han sad og så ned på Lori et øjeblik, før hans blik gled over til Sean et øjeblik. Så rystede han let på hovedet. Nej! Nej...Dette virkede faktisk lidt rart. Disse to mænd var så venlige, men især Lori og det fik Orin til at slappe mere af. Han lænede sig ind over Lori. Selv om han mere eller mindre var gået med til at prøve igen, havde han stadig ingen erfaring og vidste ikke helt hvad han skulle gøre.
"Nej...Nej...Jeg tror det er fint..." Orin sendte Lori et smil, der stadig bar præg af lidt usikkerhed.

Sean satte sig på en stol. Der ville formentlig gå lidt tid før de nåede så langt, at Lori risikerede at miste kontrollen igen.

Orins nervøsitet var tydelig, og det var der vel egentlig heller ikke noget at sige til. De fleste ville blive lidt forskrækkede hvis den slags skete under ens første gang. Derfor var det også ret vigtigt at han vandt Orins tillid igen. Og det gjorde man ikke ved BARE at gå til den, nej, det ville måske lige tage lidt tid.
Lori smilede lidt da Orin valgte at takke nej til at Sean skulle lægge ud. Det var måske lidt dumt, men det fik hans indre til at lave en lille sejers dans. Han var lige blevet valgt over Sean, og det kunne da ikke undlade at skabe en stolt følelse i hans krop.

Orin virkede til at være en smule mere medgørlig, selvfølgelig skulle der stadig arbejdes på tilliden! Men så måtte han jo bare sørge for at være så blid som muligt. Og det var vel også okay? Havde han været kun Lori, så var det nok hvad han selv havde fortrukket. Hvor Lorikans del… vaaar.. lidt mere hård. Men måske var det i virkeligheden den bedste kombination? At være blid og rolig, samtidig med at man kunne være dominerende? Hmmm måske var det, det han skulle fokusere på nu? Det kunne måse også hjælpe på at han ikke tænkte så meget på det med Orins sjæl?

Et mildt smil bredte sig på Loris læber da det bestemt så ud til at Orin ikke helt vidste hvad han nu skulle gøre. Lori rettede sig mere op, og placerede et blidt kys mod Orins læber, han nussede hans kæbe roligt imens, Hans hænder gled ned om Orins liv, og både lidt pludseligt, men samtidig på en blidt og rolig måde, fik han vendt dem rundt, så Orin atter lå i madressen. "bare rolig.. der sker ikke noget" forsikrede han med en blid og smørrende tone der for de fleste ville være som honning for ens hørelse. Måske skulle d bare starte ud sådan her, Orin kunne altid få lov til at prøve det andet senere. Men Lori var tydeligt den der var nød til at starte deres leg. Han kysstede Orin flere gange, forkælede hans hals og bryst med kys, mens hans hænder kærtegnede Orins krop i blide bevægelser. Intet stressende og overgeart. Det var nok lidt for hurtigt til den slags.
i virkeligheden var det nok også Loris lidt dårlige samvittighed der fik ham til at yde lidt mere forkælelse for Orin end han måske egentlig havde tænkt sig tidligere. Derfor gled han også ned over Orins mave, ned mellem hans ben, og valgte at gengælde den tjeneste Orin selv tidligere havde udført.

Da det lod til at Orin var ved at være mere eller mindre smeltet, besluttede Lori at de vidste godt kunne tage skridtet videre. Han lagde sig op til Orin igen, stadig lidt kærligt og roligt. Og det var da også i et lidt andet tempo han lagde ud med at tage Orin efter han var trængt op i ham.
Det hele gik underligt nok meget bedre, han havde slet ikke denne forfærdelige trang. Den sad ikke og irriterede ham, måske højest som en lille kilden i ganen, men ellers ikke. Måske var det at koncentrere sig om at gøre dette på en speciel måde faktisk en god ting! Måske var det det han skulle gøre frem over?. Samtidig brugte han også Seans råd, så hver gang hans egen vejrtrækning var ved at køre for højt op, og han kunne mærke på sig selv at han var ved at blive lidt for ivrig.. så trak han blot vejret dybere og dybere.

Først da de efter forholdsvis langtid, kunne han mærke den prikkende fornemmelse i sin gane, de var begge ved at nå det punkt hvor de ville være færdige. Hans hænd knugede sig lidt om lagnet under ham, han var nød til at holde fokus men det var svært. Orin var LIGE der.. og det ville være så nemt blot at sjæle den. Han ende dog i stedet med at bukkede hovedet ned ved siden af Orin, hvis nu han lod vær med at se på fyren, og så bare koncentrerede sig om sin vejrtrækning, og om at andet end den sjæl der snart ville være blottet totalt for ham.
øjnene begynde at gløde, og nervøsiteten steg i ham som de kom nærmere og nærmere. Hvad hvis det skete igen. Han vende blikket lidt hurtigt mod Sean, trods de gule øjne lyst, lignede han mere en der søgte hjælpe end en der var tæt på at fortære en sjæl. Han skulle ikke stoppes igen! Det nægtede han. Men han var stadig nød til at havde noget andet at tænke på, noget der ville få ham til at tænke på andet end det han ellers hungrede sådan efter

Han havde holdt lidt øje med dem. Han var fascineret af den måde Lori fik lokket Orin til at slappe af og være med på legen. For det var tydeligt Orin smeltede stille og roligt i armene på Lori, på en måde der næsten kunne gøre ham selv helt misunderlig. Da resten af akten var i fuld gang, gled hans blik væk fra de elskede mænd og rundt i lokalet, før det gled ud af vinduet. Lige nu havde Lori styr på det og det var også først til sidst Lori virkede til at have problemer. Derfor kunne han roligt tænke sine egne tanker og ikke lade sig opsluge af akten foran ham.

Orin havde overgivet sig til Lori. Lige da de havde vendt sig om, var han begyndt at blive nervøs igen. Men han nød den forkælelse han modtog, at mærke der var andet end ukendt smerte - og nydelse - og skræmmende oplevelser. Manden havde aldrig været specielt seksuel erfaren, kun haft få kvindelige partnere, men aldrig noget der havde varet ved. At være sammen med Lori var en helt anden oplevelse, som på en måde skræmte ham.
Da Lori trængte op i ham, var han usikker på om han brød sig om det. Han følte sig lidt øm efter sidst, men snart forsvandt det og på en måde var det ganske nydelsesfyldt. Lori var så betænksom, så god! Og derfor blev han også bragt tættere og tættere på sit eget klimaks og glemte alt om at det for lidt siden havde været en skræmmende oplevelse.

Sean kunne høre på dem, da tempoet steg og at de nok snart ville nærme sig en slutning. Han så tilbage på dem, klar på at rejse sig og gribe fat i Lori, hvis uheldet skulle ske igen. Da Lori så over på ham, var han tilfreds med at se øjnene ikke havde skiftet farve - en indikator han hurtigt havde lært at kende. Han rejste sig afslappet og gik over til sengen. Han kravlede op i den, til han stod på knæ og lagde en beroligende hånd på Loris ene skulder. Han trak ikke manden væk denne gang, for Lori virkede til at have kontrol. I stedet var den fortrøstningfuld og en støtte. Bad tavst Lori om at blive ved, velvidende Sean var lige der, til at stoppe ham, skulle noget ske.

Orin virkede heldigvis til at han stolede mere på Lori. Det var tydeligt at Orin blev lidt nervøs da Lori vende ham rundt. Men den øgede opmærksomhed og forkælelse virkede tydeligt til at fungere. Han sørgede hele tiden for at holde sin opmærksomhed på Orin. Han sørgede hele tiden for at Orin følte at han var tryg, og at han var i centrum.
Det kunne da også tydeligt fornemmes at dette var en helt anden oplevelse for dem begge. Ja det gik lidt langsommere, men det var ikke ensbetydende med at det ikke var godt, og i virkeligheden måtte Lori indrømme at det var faktisk næsten var hårdere end hvis man bare gjorde det i den fart han var vandt til. Plus det var hårdt at holde sin opmærksomhed så længe og meget på en person.

da de begge var ved at nå deres klimaks, og Lori kunne mærke at det pludselig blev svært at holde den mur oppe som han havde byttet op. Så da Sean valgte at komme over i sengen til dem, gjorde ham både lidt nervøs men også fortrøstningsfuld. Så da han mærkede hånden mod sin ryg, fik det ham faktisk ligefrem til at slappe af.
Det gav ham lidt modet til at fortsætte. Så længe Sean var her, var han ikke bange for at der skete noget! Da han vidste at Sean ville stoppe ham hvis den slagt skulle ske.
Da klimakset var nået, holde Lori sig dog så længe han kunne indtil Orins klimaks var nået, inden han selv lod det hele blive sluppet løs.

Da de begge havde nået klimakset, gik der ikke længe inden Lori vældede om på ryggen ved siden af Orin, i en forpustet vejrtrækning. Han lå med lukkede øjne og prøvede at få pusten. Han vende dog hovedet og så på Orin. Hans arm lå under Orins nakke, og han havde faktisk ikke noget imod det. Han smilede blidt men dog træt til ham. ”hvor.. hvordan har du det?” spurgte han forpustet, lidt for at sikre sig at han faktisk VAR okay, og at Lori ikke havde overset noget.
Hans blik gled dog lidt roligt op på Sean. Han smilede roligt til ham, med et taknemlig blik. Han smilede dog lidt skævt, inden han grab fat i Sean, og trak ham ned til sig, han placerede et kys mod hans læber i et smækkys, inden han slap ham.
han havde aldrig troet at han skulle ligge og have sex med en person, mens en anden så på. Og det kunne man ikke rigtig løbe fra var sket.

Han sukkede dog lidt ud, og så på Orin der tydeligt var træt. Han lagde sig om på side, og rejste sig lidt på sin albue. ”skal jeg følge dig hjem?” spurgte han roligt med et blidt smil.
Dog vende han pludselig blikket mod Sean. Han havde slet ikke overvejet om Sean havde planer med Orin. Personlig syntes han jo at Orin var blevet udsat for rigeligt, og fyren ville nok ikke ligefrem kunne holde til en omgang mere når nu det var første gang.. og Lori havde selv været sammen med Sean.. han var IKKE lille!
Men han vidste i virkeligheden ikke hvad Seans plan var.

Det virkede til at virke. Lori var rolig og fattet, selv om Sean tydeligt kunne mærke at manden anstrengte sig. Det var godt. Det var godt at arbejde for tingene. Intet blev serveret og hvis der var noget man ønskede sig, måtte man arbejde for det. Hånden blev der, til klimakset var nået. På et tidspunkt havde han været svagt usikker på om Lori kunne klare det, men han havde taget chancen og alt var forløbet som det skulle. Lori måtte være talentfuld, sådan at klare det så godt. Det så man ikke hos alle dæmoner. Da mændene faldt sammen, udmattede, satte Sean sig mere ned og lod først blikket glide over manden. Var der sket noget? Nej. Manden så fin ud. Vejrtrækningen var endnu lidt hivende og hans krop så ud til at ryste lidt af udmattelse og efterskælv af nydelse, men i det mindste i live. Og Lori?
Sean kunne godt forstå hvis Lori var godt tilfreds med sig selv. Det burde han være og han sendte Lori et smil. Et oprigtigt et.

Lori formåede også at overraske ham, da han trak Sean hen mod sig og placerede et kys. Ikke at han blev siddende eller liggende. Han trak sig hurtigt væk igen. Ikke fordi det nødvendigvis var ubehageligt, men fordi det var upassende. Alligevel grinte han lidt og puffede til Lori.
"Godt" roste han, før han kravlede ud af sengen.
Orin havde kæmpet for sin vejrtrækning og grinte også selv. Hans hænder gled op igennem hans hår, før han så kort på Sean. Orin rødmede dybt, før hans blik gled over til Lori.
"Jeeg...Altså...Jeg kan sagtens finde hjem..." Bemærkede han. Orin kæmpede sig op at sidde. Da han prøvede at rejse sig fra sengen, truede hans ben med at knække under ham et øjeblik, før Sean greb fat i ham og hjalp ham med at blive på benene. Sean kunne næsten mærke Loris tavse spørgsmål og han rystede svagt på hovedet.
"Du kan få lov at vaske dig. Min butler kan sørge for du kommer godt hjem. Jeg beklager for ulejligheden, men håber alligevel du fik noget ud af"
Orin sendte ham et svagt, taknemmeligt smil.
"så kan jeg virkelig ikke bede om mere, kan jeg? Men...Jeg ved ikke om jeg vil en anden gang...Dette skal lige...fordøjes" Han drejede hovedet og så på Lori igen et øjeblik, før han greb ud efter sit tøj.
"Jeg tror...Vi har griset dit sengetøj?" undskyld han samtidig.
"Det skal du ikke tænke på" Forsikrede Sean. Han havde ingen lyst til Orin. Han var ikke sulten og manden var træt. Han kunne ikke nedgøre Loris hårde forsøg ved at spise manden. Det havde egentlig været planen. Planen at beholde ham her og spise ham en af dagene. Alligevel kunne han ikke helt gøre det lige nu. På en måde var Orin...Loris.
Lori virkede selv noget udmattet.
"Der er også mulighed for bad til dig" tilføjede Sean, da han hjalp manden over mod døren.
"Ellers kan du hvile dig eller...Hvad du nu vil. Jeg sikre mig lige at Orin får lov at vaske sig og kommer ud af døren" Sean støttede Orin ud af værelset.

Orin blev vist til gæste-badeværelset. Der var kun en spand med koldt vand, men Orin virkede ikke påvirket af det, da han vaskede sig og fik sit tøj på. Sean ventede udenfor. Da han var færdig, fulgte Sean han med i entreen og hjalp ham med et få sin kappe på. Butleren blev vækket og fik besked på at følge Orin hjem. Til sidst stod de bare i entreen, Orin med hånden på dørhåndet og et tøvende udtryk.


//OOG: Jeg ved ikke om Lori havde mere at sige til manden eller insisterede på at følge ham hjem, så jeg giver dig muligheden for begge dele xD

Det var et roligt smil der hvilede over Loris læber som Orin sagde han selv kunne finde hjem. Han satte sig dog op i sengen da Orin gjorde det samme og prøvede at stige ud. Lori selv nåede slet ikke at reagere på Prinsen ubalance før Sean allerede været hurtig og havde grebet ham.
Han rodet sig selv lidt i håret mens Sean viste Orin mod badeværelset, han så dog op, da Orin talte om at han nok lige skulle synke det inden han havde lyst til at prøve igen. Lori sende han blot et mildt smil, og et nik. Han sad med det ene ben trukket op mod sig, og det andet bukket ind under.
Han sad mest og slappede af, hans puls var stadig en anelse høj, og adrenalin var stadig i hans krop. Og samtidig havde han en enorm succes følelse! Han havde næsten lyst til at springe rundt og sige juhu! Hvis ikke det var fordi han var så pokkers udmattet lige nu.

Han sad lidt der i sine egne tanker, indtil hans lille hoved kom på en ide. Han bed lidt i indersiden af læben, og grublede over, om det mon var et klogt træk. Men på den anden side, der kunne vel intet ske ved det?.
Han smuttede ud af sengen og fik hevet sine bukser op, inden han skynde sig hen for at finde noget papir og en pen.

Han smuttede ud af værelset, og ned af trappen. Orin var allerede ved at gå, og Lori nåede kun lige at fange ham inden han åbnede døren "Orin!.. vent lige!" Kalde han lidt da han gik ned af trappen i et rask tempo, men dog ikke så hurtigt at han ikke kunne nå at gribe fat hvis nu han skulle falde.
Han kom ned og over til Orin med et brødet men blidt smil. "Her" sagde han og rakte han papiret, hvor på der stod hans adresse.
"Hvis du skulle få lyst til at ses igen... Også bare til en kop te.. så kig forbi" sagde han med et mildt smil. Han kyssede Orin lidt ømt på kinden "kom godt hjem" sagde han med et blidt smil, og en anderkende berøring mod armen.

Da Lori og butleren var gået, vende Lori sig mod Sean med et kæmpe smil, og han kunne ikke Undgå at komme med et lidt for glad "hop" inden han grinte lidt. "Jeg gjorde det!... Hahah!" Og lød næsten som om det var en verdens bedrift han havde gjordt.
Han lagde armene over kors med et drillende skævt smil "og du ville have jeg skulle stoppe hva?.. du troede måske ikke på at Lori her kunne klare det?" Grinte han lidt med en lidt for selvtilfreds stemme.

Han strakte armene op over hovedet med et gab "nårh!.. det er også ved at blive sent" mumlede han og gik mod gæsteværelset for at ville hente dit tøj. Da han kom der op gik jagten ellers på hans strømper og trøje som åbenbart var forsvundet midt i det hele

Han afventede det roligt. Hans butler var ved at få sin kappe omkring sig, stadig lidt groggy, da han var blevet vækket midt i sin søvn. Men som huset butler kunne han ikke klage, men måtte følge sin Herres ønsker.
Orin vendte sig om mod Lori, da denne rakte ham et stykke papir. Han så lidt på det, tydeligvis usikker på hvad han skulle gøre eller hvad det betød. Til sidst sendte han Lori et træt smil og nikkede svagt, før papiret blev gemt væk i en lomme.
"Det skal jeg nok" forsikrede han, ikke uden at rødme en anelse af Loris kys. Han nikkede en sidste gang til Sean.
"Tak for alt"
Så forsvandt han og butleren ud af døren, som blev lukket bag dem.

Sean vendte sig om mod Lori og sendte ham et svagt smil. Måske var det fordi han selv var ved at være træt, at han havde svært ved at dele Loris entusiasme. Alligevel gjorde han et forsøg. En hånd klappede kort Lori på skulderen.
"Jeg var sikker på du kunne klare det!" påpegede han i en let tone og med et drillende blik.
"Men god arbejde"
Hans blik gled over til hoveddøren et øjeblik, før han så tilbage på Lori.
"Du er vel ikke allerede forelsket?" spurgte han så. Han havde fundet det ret specielt at Lori havde gjort så meget for en mulighed af at se manden igen. Når det kom til stykket vidste han intet om Loris kærlighedsliv, og det havde jo heller intet med ham at gøre. Muligheden var jo også at Lori måske ville beholde kontakten, så han kunne øve sig igen en anden dag.

Han lod Lori springe af sted for at finde sit tøj. Om lidt ville han sikkert være helt alene i det store hus. Det gjorde intet, det havde han været næsten siden han var flyttet tilbage. En butler gjorde ikke den store forskel, det var ikke en person han satte sig ned og snakkede med. Han lod hånden glide igennem det strittende, mørkebrune hår. Til sidst gik han ind i opholdsstuen og samlede det brugte thestel sammen på bakken. Han bar det ned i køkkenet, mens han afventede at Lori blev færdig. Han forventede mere eller mindre at Lori også ville gå nu her. Når det kom til stykket, var der ikke mere at gøre for i nat.

Han var klar over at det var ment som drillerig, men alligevel fik Seans spørgsmål ham til at tie lidt. Forelsket? Hvorfor troede Sean det? Han så en smule mod døren. "Forelsket?... Den slags gør jeg mig ikke i" konstaterede han blot.

Han havde gjordt det 2 gange og begge gange var gået galt, og efter sammensmeltningen, havde Lorikan mening om forelskelse og følelser hjulpet noget af vejen for denne beslutning. Hej hvorfor dog forelske sig og sendtes blive såret, hvis man kunne undgå det.
Han så på Sean "jeg syntes simpel bare at det kunne være interessant at gøre det igen, han var jo ikke værst af en jomfru at være" sagde han inden hans færden op af trappen fortsatte.

Han fik sit tøj på, og kom derefter neden under igen. Han kunne høre Sean rumstere i køkkenet. Han gik der ud, men stillede sig op af en væk, og slappede af.
"Jeg troede faktisk det var meningen at du selv skulle have haft en bid af kagen?" Spurgte han så. Han vidste godt at Orin var tiltænkt til Lori, men Sean havde til at starte med virket meget energisk også.
Han betragtede Sean lidt, inden hans blik sank en smule.

Tiden var fløjet denne aften, og nok mest for Lori, havde den været meget indbringende, på flere måder.
Han skulle helt sikkert stadig øve sig, men det gav en hel del mere blod på tanden. Hans blik gled over på Sean "når.. men du er vil også ved at være træt.. så jeg brude nok lade dig komme i seng" sagde han roligt.

Nej, hvem gjorde sig i den slags? Den slags gjorde ondt. Folk forlod bare en. Til højre og venstre. Sean var selv opsat på at undgå den slags og det var netop af den grund han holdt en hvis afstand. Undgik for mange fysiske berøringer. Nej, det var nok at forholde til den fysiske tiltrækning og ikke mere end det.
Thestellet blev skyllet af og sat på en ny bakke. Hans butler kunne gøre det rent senere. Maden rørte han ikke selv, så det var endnu en ting hans butler kunne nyde, når han kom hjem. Han var næsten færdig, da Lori kom ind igen.
Han brummede svagt ved Loris spørgsmål.
"Det var også tanken. Men jeg ombestemte mig. Godt for dig...Jeg ville nok have spist legetøjet" Sagde han og sendte Lori et drillende blik. Han gik tættere på ham, mens han med en håndbevægelse lod Lori vide, at de skulle vende tilbage til entreen.
"Ah. Jeg har mit. Jeg er sikker på du også snart bliver ramt af udmattelse og på det tidspunkt, vil være glad for at være hjemme" bemærkede han sigende.
"Men jeg håber du har fået noget ud af det. Tøv ikke med at skrive eller besøge mig igen, hvis du er i tvivl om mere. Og ellers kan det være vi mødes i bogbutikken en dag!" forsikrede han afslappet og ville vise Lori til entreen.

Lori kom blot med et kort smil da Sean sagde han nok havde spist legetøjet hvis han havde deltaget. Okay.. det var Lori måske lidt glad for han ikke havde gjordt. Både fordi han måske lidt ville havde følt at hans arbejde havde været spildt så, men også fordi han jo egentlig syntes godt om Orin, og da havde været trist over det hvis Sean havde valgt at dræbe ham alligevel.

Sean virkede træt, og det var også det der fik Lori til a trække sig. Han kunne da også selv mærke trætheden banke på, men han ville ikke bare sådan gå, hvis Sean havde håbet at Lori blev. Han smilede lidt da Sean sagde at Lori altid var velkommen til at skrive et brev eller besøge ham hvis han havde andre spørgsmål, og at de eller måske mødte hinanden i bogbutikken. Han grinte lidt mens han begynde at tage sine sko på i entreen "sig mig tror du virkelig du slipper så let af med mig?" Drillede han lidt.
Han puffede til Sean med et blidt smil. "Jeg gider da ikke kun komme forbi når jeg skal bruge din hjælp" sagde han så inden han fandt jakken og tørklædet. Han vende sig mod Sean med et mildt smil.
"Jeg ved godt jeg har sagt det mange gange!... Men.. tak for alt Sean! Du ved slet ikke hva det betyder for mig, at have en jeg kan tale med om de her ting! Det betyder virkelig meget" erkende han inden han sende ham et sidste taknemmelig smil.

Han åbnede døren, og så kort tilbage mod Sean inden han trådte ud i kulden. Det var stadig koldt om natten, og Lori sluttede sig lidt inden han lukkede døren bag sig, stak hænderne i jakkelommerne og raslede hjemad.

//OUT

Han fulgte Lori ud og sendte ham et lille smil, før han trak let på skuldrene.
"Oh? Jamen du er velkommen til hver den tid" bemærkede han afslappet. Til hans tak, smilte han bare. Han vidste Lori var taknemmelig. Uden tvivl det betød en hel del.
Han så Lori sikkert ud af døren. Han låste døren, velvidende hans butler havde en nøgle, før han med et overraskende træt suk vendte sig om og fandt vej ovenpå igen. Gæsteværelset kunne hans butler gøre rent. Han forsvandt ind på sit eget værelse, kun for at opdage det var kølig, da der ikke havde været ild i pejsen eller nogle folk herinde i længere tid. Han trak sit tøj af og begravede sig i de bløde dyner, betrukket med silke-sengetøj. Alligevel kom søvnen ikke med det samme, som hans blik gled over til døren, der førte ud til hans lille altan. En altan, hvorfra han kunne se ned i sin egen have.
Her var stille. Meget stille. Det var ikke fordi han nødvendigvis savnede Lori som så. Måske savnede han bare nogen der ville kærtegne ham lige så ømt som Lori havde gjort. Man skulle ikke tro det, men Sean havde altid haft et blødt punkt, selv om han kun lukkede de færreste så langt ind. Og erfaringen sagde ham at dem, der kom derind, enten trampede på ham eller forlod ham. Det var ikke Loris skyld og han ville aldrig lade det gå ud over ham. Det var nok at han kunne hjælpe på en eller anden måde. Gav ham lidt et formål.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Før eller siden ville han falde i søvn.

//Out