☽ If this is goodbye - can we atleast be friends? (Reign)

Reign spyttede det sidste ud og tørrede munden af i det drivvåde jakkeærme. Vandet havde ikke føltes koldt - det havde det måske været, men han havde haft alt for travlt med at prøve at overleve til for alvor at mærke efter. Men nu føltes alt koldt, virkelig koldt. Vådt tøj var aldrig en god ting, især ikke i starten af sådan en elendigt forår, hvor der ikke havde været så meget som en solstråle at se fra himlen.
"Yeah..." snøftede Reign lavt ud og skubbede sig langsomt væk fra stenen. Han kørte pandehåret tilbage, der blev siddende i få sekunder, inden de våde totter besluttede sig at vende tilbage til panden igen. Han tilføjede et spørgende, "you?" og rettede lidt på det stykke af Razors trøje, der var bundet om hans arm. Den var begyndt at kunne mærkes igen, hvilket på den ene side var noget skidt, fordi det gjorde fandens ondt, men på den anden side betød det, at der ikke var gået koldbrand i den. Og hvis han kunne slippe for at få sin venstre arm skåret af, gik han gerne igennem et smertehelvede for en stund.

Det var næsten komisk, hvordan de to kunne formå at få noget akavet ud af en så stressfuld og hektisk situation, og hvis Reigns fornemmelser ikke var helt ved siden af, havde det noget at gøre med måden, de havde forladt hinanden sidst. Det havde ikke just været et rart farvel, og ingen af dem havde opsøgt den anden for at snakke om tingene, så det havde bare ligget akavet mellem dem og summet. Alle de ting, der ikke var blevet sagt, alle de ting, Reign ikke havde lyst til skulle siges. Og selv da halvdæmonen brød stilheden, gjorde det intet bedre. Faktisk gav det bare Reign mere lys til at komme væk, komme hjem. Hans krop og sind havde desperat brug for at slappe af, og det kunne de ikke med Razor i nærheden.
"Yeah, real lucky," mumlede han i en tone, der skulle have været mere sarkastisk, men han ikke havde energi nok til at fremføre korrekt. Hans fingre gled henover skaftet på den kniv, han tidligere havde samlet op. De detaljerede ingraverede forme gjorde det klart, at det stadig var den, der sad i skaftet. Det var godt. Nu var de nået så langt, og han ville ikke dø nu. Hvis de mødte noget på vejen hjem, ville han være klar til at hugge det ned - ligegyldigt hvad det var.

Reign hørte udmærket godt halvdæmonens ord - andet var svært, når der var så stille i det, der vist nok var en form for grotte. Det var i hvert fald ikke en del af arenaen, alt her så og føltes alt for naturligt til at være det. Men det var ikke et svar, der forlod menneskets mund men i stedet et småforagret, "you're just gonna sit there? Razor, we have to keep going. I'm cold, I'm hungry and my whole body hurts like crazy. We need to--" Reign stoppede sig selv og så hen mod det, der virkede som den eneste vej at gå og forhåbentlig førte dem udenfor og væk fra de forfølgere, det stadig var muligt, de havde. Blikket blev liggende lidt der, inden det utilfredst vendte tilbage til Razor, "I'm going. Now," og han startede målrettet sin gang mellem de stejle klippevægge. På vejen tog han sin jakke af - den varmede alligevel ikke en pind og var bare tung og irriterende at gå rundt med på.

Razors blik var fæstnet mod Reign. Hvorfor gjorde det altid så ondt at se dem man hold af være i stykker. Også selvom Reign ærlig talt slet ikke virkede til at være lige så påvirket af det som han burde. Men det gjorde bare at Razors ord holdt stik - han var modig. Stærkere end man skulle tro og det var overraskende for Razor at se. Måske han burde lade være med at tvivle sådan på ham. Ikke at han havde tvivlet på ham uafbrudt, men der havde da været øjeblikke.
" Actually I am.. Just gonna sit here for a moment. Sorry if thats a problem for you. " Sagde han så bare, en smule bistert. Ikke fordi det egentlig var ment til at skulle komme ud som en spydig kommentar - men det gjorde den. Han forstod ikke helt hvorfor stemningen skulle være sådan. Det var en irriterende stikkende fornemmelse. Nærmest værre end alt andet de havde været igennem. Hvad var meningen med det hele hvis en ting som dette ikke engang kunne få dem til at se hinanden i øjnene og sætte bare en smule pris på hinandens selskab.

Han skævede kort lidt mod sit ben men endte så bare med at ødelægge sin trøje yderligere for at finde et stykke af den omkring såret, før han lettede sig fra jorden igen og mod sin vilje trådte efter Reign. " You're such a moron.. " knurrede han så bare af ham da han i en halv humpende gang endelig nåede hen til mennesket som heldigvis ikke var nået specielt langt væk i de øjeblikke Razor havde brugt på at gruble over alt og ingenting i sit hvad han selv kunne fornemme dumme hoved. Han var træt af tanker, de var spild af tid - det havde været så meget nemmere før.
Han skævede kort tilbage men rettede så bare blikket frem. Han vidste ikke engang selv om Reign havde valgt den rigtige retning at gå i - men det kunne også være ligegyldigt. Grotten gav ikke tryk for meget andet end vand og mørke. Kunne man mærke en vind fra nogen steder? Nej - ikke det der lignede så forhåbentlig var dette den rigtige vej. Jo kortere turen ud var jo bedre. Simpelt af de grunde som Reign havde nævnt. Træthed, sult og kulde.

Han rystede kort lidt på hovedet da det et øjeblik virkede som om hans øjne skulle til at klappe i, men i stedet var det prikker for øjnene der slog ham ud af kurs. Efterfulgt af en pivene lyd der skar i ørerne. Han var først i tvivl om det var noget der fyldte omgivelserne. Men da Reign ikke ligefrem så ud til at være påvirket af det måtte det være inde i hans hoved. Han skar kort lidt en grimasse men stoppede så op og sine håndflader dække sine øre - uden held dog. Det virkede ikke. intet virkede og det blev kun værre og værre.
" Get out.. " hvæste han lavt for sig selv før han bed tænderne sammen. Det skiftede mellem sorte og hvide prikker for øjnene - for engang imellem at blive til farverige billeder der kastede sig sammen i en pøl af forvirring. Han støttede sig et øjeblik mod muren ved sin side før han lod blikket finde sin hånd. Han rystede hurtigt på hovedet igen før han lukkede øjnene. " Shit.. " knurrede han kort i et øjeblik hvor der blev stille i hans hoved.
" Reign... " Sagde han så bare lidt. " Reign can you please guide me - you need to get us out.. " Sagde han så bare hurtigt - dog uden at åbne øjnene. " They're trying to find us through me.. " Sikkert fordi de nærmest for evigt havde rodet rundt i hovedet på Razor. Som om de altid vidste præcis hvor han var. Selvfølgelig - hvorfor slippe når der først var adgang. Om det stammede fra hans første møde med arenaen.. Sikkert. De måtte ud og væk.

Reign orkede ikke at svare tilbage på den spydige kommentar. Han var træt nok i forvejen, og at skændes ville bare tage mere af den energi, der i forvejen ikke var meget tilbage af. Derfor fortsatte han bare i stilhed, hvilket i bund og grund nok også var det bedste. Hvis de var venlige overfor hinanden, ville det alligevel bare være skuespil - et skuespil der ville ende, så snart de var ude og i sikkerhed. En deprimerende tanke der desværre ikke kunne være meget andet end sand.
Tippen af hans sko ramte på noget og efter at have mærket lidt efter, regnede Reign ud, det måtte være en form for klippeafsats. Ikke særlig høj heldigvis, nem at klatre op på. "I think we're heading in the right direction. Upwards," han greb fat med sin raske arm og nåede lige at trække sig selv op, da en ikke særlig beroligende lyd lød fra Razor. Reign sprang med det samme ned igen og skyndte sig hen til halvdæmonen, der pludselig var den, der skulle hjælpes. Rollerne var byttet om, og trods han slet ikke følte sig klar til det, accepterede Reign uden at tøve udfordringen.

"Hey, hey, hey, relax. I'm right here," forsøgte han sig for at berolige drengen og greb fat i hans skuldre for også fysisk at gøre det klart, at han var tilstedeværende og klar til at hjælpe. Reign forstod hurtigt, hvad det var, der skete. Eller, nej, han forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, hvordan folk på den måde kunne spore sig ind på andres syn, men han forstod, at det var et problem, og det var det vigtige lige nu. Faren var ikke ovre, dette begyndte for alvor at gå op for ham. De måtte være forsigtige, tage ét skridt af gangen og forholde sig så rolige, som det nu var muligt. Men det var selvfølgelig let at sige. Mindre let faktisk at gøre og overholde.
Reign nikkede lidt - glemte i et kort sekund, at halvdæmonen ikke kunne se en pind - og greb hans hånd, "come on, just listen to my voice. I'll keep talking."
Men dette var lettere sagt end gjort. Reign var ikke særlig god til at tale, slet ikke under pres, og udover de få kommentarer, der advarede Razor, når der var afsatser, trin eller ting, man kunne falde over, var der ikke meget at sige. Her ville halvdæmonen havde været et bedre valg - han kunne tale, selv når der intet var at tale om. Ofte talte han uden egentlig at sige noget. En slags volapyk og så alligevel ikke. "I'm gonna make the world's biggest pie when I get home. With lots of celery and- and cottage cheese. Probably gonna eat 'til I throw up," forsøgte Reign sig alligevel at holde stemmebåndet igang og forhåbentlig gøre halvdæmonen bare en smule mere tryg, mens han ledte vej, hele tiden med et fast greb i Razors hånd. En enkelt gang fløj en hel dynge flagremus hen over dem, og trods de skreg og hvæsede, gjorde de dem ikke noget - var nok blevet lige så forskrækkede, som de to personer, der havde bevæget sig ind i deres hule, var.
Og pludselig var det der. Ordsproget 'der findes altid lys for enden af tunnellen' gav pludselig så meget mere mening, da Reigns øjne faktisk fangede lys nede i den anden ende af den hulegang, de befandt sig i. "Light. Razor... Razor, I think I found the exit," sagde han håbefuldt med en snert af desperation gemt i stemmen og kunne ikke modstå at sætte farten en smule mere op.

Om det gav mening for Razor det Reign sagde med at gå opad - ikke rigtig. Men han stolede nu alligevel på fyren. Der var trods alt mere hjerne gemt bag menneskets pande end bag halvdæmonens. Når det kom til logik hvert fald. Det kunne jo være Reign havde læst en bog engang hvor nogen var flygtet ud af sådan en situation og havde valgt at bevæge sig op frem for hen eller ned. Ned var måske også super dumt hvis man tænkte videre over det. Men det var så også der der ikke nåede at komme flere tanker igennem hans hoved om det emne. Smerten i hans hoved havde overtaget og gjort det svært overhovedet bare at tælle hvor mange fingre man havde - selvom svaret jo var indlysende. Og dog, han kunne have mistet nogle uden at vide det.
" I wouldn't mind a piece of that pie - I mean.. if you could maybe save a piece for me in your binge." Sagde han så bare lidt med et lille grin og forsøgte at følge så godt med Reign som muligt. Klamrede sine hænder omkring menneskets mens han trådte afsted i blinde. Det føltes som om de gik en evighed - sikkert fordi han ikke kunne se, og hvert skridt var en udfordring. Både i ikke at falde, men også fordi han virkelig stolede på Reign til at få dem ud uden for store problemer. Hvilket overraskende nok virkede til at være tilfældet, da han pludselig snakkede om lidt.
" You're dying are you? Light is what happening when you die.. please don't die.. " Sagde han så bare hurtigt og kneb øjnene lidt sammen i et forsøg på at huske at holde dem lukket.

Han strammede kort grebet om Reigns hånd og forsøgte så godt som muligt at følge med. Også da Reign satte tempoet lidt op. Dog var det kun en følelse - for det var egentlig ikke fordi han formåede at bevæge sig selv meget hurtigere. Ringen i ørerne var blevet værre og det føltes som om alting trak sig sammen, kun for få sekunder senere at give ham næseblod.
" Not so fast.. " mumlede han så bare lidt og gned kort de lukkede øjne med fingrene fra den hånd han ikke holdt stramt fast om Reign med. Han kunne selv fornemme lyset selvom han havde lukkede øjne. Men det var svært helt at tyde om det var et godt eller dårligt tegn.
" You feel that.. " sagde han så bare lidt med et lille smil om læberne, da en brise nåede frem til dem. Vinden nåede ind her, så lyset måtte uden tvivl være deres vej ud.
" Calming.. " mumlede han så bare lidt. Han ville allerhelst bare åbne øjnene og nyde synet af udenfor så snart det var muligt. Men det ville være et spørgsmål om få øjeblikke før de ville vide hvor de var. Og hvis Razor ikke tog helt fejl, så var de ikke lige en flok dæmoner der bare sådan gav op når de havde sat sig noget for. Det var en kølende fornemmelse. En så simpelt ting som at holde sine øjne lukket var mere anstrengende end det kunne se ud - mest fordi der foregik ting i hans hoved der forsøgte at overbevise ham om at åbne dem. Nærmest en feber agtig tilstand og med evnerne til at vende og vride hans psyke til det punkt hvor alting gjorde ondt. Nærmest så var det fysisk at der blev lukket af for sanserne, gjorde ham svimmel og helt igennem afhængig af Reign til at blive på benene. - Han blev til sidst i tvivl om det var vand eller blod der løb fra ikke kun hans næse, men også ørerne.

"No, it's the exit, I swear. It really is," overbeviste Reign, der ikke kunne få blikket fra udgangen. Lyset, det smukke lys. Han havde ingen idé om, hvor længe de havde været i arenaen, eller hvor længe de havde været bevidstløse inden for den sags skyld. Men det havde næsten været aften inden, koldt og ganske mørkt. Lyset gjorde det tydeligt, det ikke var tilfældet nu - det stammede fra solen, den sol der endelig viste sig. Den første rigtige forårssol. Det kunne ikke være andet end et tegn på, at det hele nok skulle gå, at de ville klare sig. At der virkelig fandtes lys for enden af den forfærdelige, mørke tunnel, dannet af stress og vildskab, de havde været igennem.
Reign satte modvilligt farten lidt ned, "sorry..." og blikket blev mere og mere længselsfuldt, jo tættere på de kom. Snart var de fremme, og nu selv Razor, der havde lukkede øjne, kunne fornemme, at det var sandt, vidste Reign, at han ikke så syner.

Han slap halvdæmonens hånd så snart, de var ude, skyndte sig over til et træ og trykkede sig op af det, nærmest krammede det, "oh god, I missed you. All of you." Kinden blev trykket ind mod den grove bark, og Reign gav sig selv lov til at nyde øjeblikket lidt. Det var stadig koldt udenfor, især når man stod i drivvådt tøj, men både vinden havde lagt sig, og solens stråler varmede jorden, så det var fantastisk alligevel. Udenfor var fantastisk. Lys var fantastisk.  
Reign fik endelig revet sin opmærksomhed væk fra træet og og hen på Razor i stedet. Det smil, der hang over hans læber og slet ikke virkede til at kunne komme af, forsvandt på et splitsekund, da han fik øje på det blod, der havde forladt både drengens næse og ører. "Fuck..." han havde været uopmærksom og dum. Førsteprioriteten var, at de begge overlevede, ikke at han kunne rende og kramme træer. Reign skyndte sig over til hybriden, vendte hans hoved lidt til siden for at kunne se nærmere på ørerne, "does it hurt a lot? Can you walk?" Men Razor fik ikke lov til at beslutte det, for menneskets øjne faldt snart hen på indgangen til hulen, der så hundrede gange mere faretruende ud set udefra og føltes som et form for varsel. Et varsel om at de skulle komme afsted med sig, hurtigst muligt. Solens stråler og træernes milde hvislen prøvede at narre dem - de kunne ikke blive. "You're gonna have to," sagde Reign fast besluttet og greb halvdæmonens hånd for at trække ham videre med sig. Hvor de var på vej hen, anede han ikke. De måtte være i Ashen Wood Forest, men den var koloenorm, og alt lignede hinanden, så den eksakte beliggenhed var ikke til at sige.

Selvom de princippet ikke rigtig havde været inden døre længe - så var den friskeluft under åben himmel, mellem træerne meget bedre end den tyngende kolde luft der havde været i grotten, i tunnelerne. Meget bedre end den varme luft der havde fyldt arenaen med lugten af sved og blod. Ikke at blod var en dårlig ting i Razors verden, men når det lå som en tæt tåge omkring hele ens eksistens, så var det pludselig ikke det bedste i verden længere. Han måtte modstå fristelsen til at tage et kig omkring sig da de trådte ud - hvilket ikke var svært i den tilstand han var i. Desuden var Reigns reaktion rigeligt på nuværende tidspunkt og han kunne ikke helt lade være med at smile.

Dog boblede der sig en kort indre panik op i ham da Reign pludselig var udenfor rækkevidde og Razor gik helt i stå midt i det hele. Stadig med lukkede øjne. Han lod hånden finde vejen op og mærkede omkring ved sin næse, kun for at finde ud af at det ikke bare var noget han troede. Han blødte faktisk. Han rynkede dog panden lidt af Reigns ord - " Who?.. " mumlede han så bare lidt før han kort rystede lidt på hovedet. Hvem savnede han? Her var ikke andre?
" Sure.. I can walk.. " Sagde han så bare lidt og nikkede en smule. Det var en smule problematisk - Razor vidste ikke hvor langt væk de behøvede komme for at de ikke længere kunne nå hans sind. Hvis der overhovedet var en afstand der var lang nok. Ellers måtte han finde en anden måde at skille sig af med forbindelsen. De måtte ikke vide hvor de var. Razor ville ikke byde Reign at skulle kastes ind i sådan en situation igen - nu var de jo lige sluppet fri.
Han fulgte med med det samme da Reign igen trak ham med afsted. Det var meget mere rart at bevæge sig rundt herude. Skovbund var trods alt en lidt mere kendt ting end et bumlet huleunderlag. " Do you reconize anything? " Spurgte han så lidt og gav kort Reign hånd et klem. Han følte sig forpustet, uden egentlig at være det. Men det var som om det hele fik det at trække vejret til at være en udfordring.

Han mumlede kort et eller andet udtydeligt for sig selv. Irriteret over ikke at kunne se, ikke at kunne lugte andet end sit eget blod - for ikke at nævne høre ordentligt ud over den ringen der fortsat langsomt drev ham til vanvid. Hjælpeløs - lige nu var han ikke andet. Han kunne så ikke helt lade være med at grine lidt, ikke fordi det var sjovt - men komisk. Åndssvagt. " they're probably just gonna kill me - pull the plug. I mean - why not.. How stupid can they.. " og han gik ud som et lys - Der blev helt stille og endnu mere mørkt. Hans hånd holdt ikke længere et godt greb om Reigns og han faldt ned på jorden da hans ben stoppede med at bære ham. Måske ikke den rette kommentar at vælge at besvime på.
Det var heller ikke fordi det varede for evigt, et par minutter måske. Men han kom til sig selv igen. Der var stille - ud over lydende omkring. Ingen ringen for ørerne eller forfærdelige spændinger i hovedet. Helt roligt. Hvilket var det der bundede i at han godt turde åbne øjnene. Et øjeblik en smule forvirret.

Jo længere de kom væk fra hulen, jo mere rolig følte Reign sig. Der havde virkelig været noget med den, det var han sikker på. Men det kunne være ligemeget nu - de var på vej væk, den kønne natur virkede beroligende, og tanken om hjem virkede pludselig meget tættere på. "No, not a thing. But I think- maybe..." han stoppede lige så forsigtigt op og læste ud fra solens placering, hvor nord, syd, øst og vest sådan cirka måtte være. Drejede sig en tand og satte mod syd, "this way." Det var stadig ikke til at sige, hvor de endte, men syd ville enten føre dem til Cliff of Kings, Corpsewind Cementary eller - forhåbentligt - Doomsville, og det var trods alt bedre med en lille chance for at finde et velkendt sted hen end slet ingen.

Reign førte halvdæmonen omkring samtlige besværligheder, der lå spredt omkring i skovbunden - stubbe, nedfaldne grene, sten. Det ville være synd for Razor, hvis han faldt, og endnu mere synd, at Reign uden tvivl ville komme til at grine af det. Alligevel var der noget rart over at vide, at man kunne grine og smile igen. Det betød, alt omkring dem begyndte at blive mere sikkert. Trygt. En behagelig, naturlig stilhed der kun engang imellem blev brudt af et par kvidrende fugle.
Reign var ikke den eneste, der følte sig tilpas nok til at kunne trække på smilebåndet igen. Den velkendte lyd af drengens grin lød bag ham, fyldte ham med en indre ro, trods det ikke ligefrem var behagelige ord, der forlod dæmonmunden.

Men de varede ikke længe, og idet ordene stoppede, gjorde deres hænders faste greb det også. Reign vendte sig halvt op og mærkede straks, hvordan hans hjerte bevægede sig helt op at sidde i halsen. "Hey," forsøgte han først og tog et par hastige skridt tilbage for at kunne se på halvdæmonens. Men da det ikke var til nogen stor hjælp, smed han sig ned på alle fire, stående over drengen, og besluttede sig at bruge følesansen fremfor synet. "Hey!" sagde han lidt højere og placerede en let lussing på drengens kind. Ingen reaktion bortset fra hos Reign selv, hvis mave snart gjorde lige så ondt som halsen. "No, no, no, come on..." han mærkede efter på Razors håndled og tjekkede for vejrtrækninger, og der var ingen tvivl om, at der stadig var puls, hvilket normalt ville have været en massiv lettelse, hvis ikke det havde været for den panik, der nægtede at forlade menneskets krop. Pulsen kunne stoppe, han kunne ende med at blive liggende der for evigt. Helt bleg og kold for så at ende op som et skelet og til allersidst - støv.
Det føltes på en og samme tid som uendeligheder og alligevel kun få sekunder, før drengen endelig slog sine øjne op igen og fremviste de lilla iris. Reign så først lige så overrasket ud, som halvdæmonen selv, før lettelsen fik lov at skylle ind over ham, og han lod sig smide på ryggen ved siden af drengen. "Fuckin' shit..." var af en eller anden grund det første, der forlod menneskets mund, og han lukkede i et øjeblik øjnene i et forsøg på at slappe så meget af som muligt og få sin anspændte vejrtrækning ned på normalt niveau. Da det næsten var lykkedes, løftede han sig selv en smule op ved hjælp af armene og så vredt på Razor, "don't ever do that again! Idiot..."

Razor skævede rundt et øjeblik, men lod så blikket lande på Reigen igen kort efter og kunne ærlig talt ikke lade være med at smile lidt. Et smil der få sekunder efter blev til at lille grin. " Moron.. " Sagde han så bare kort lidt før han et øjeblik lukkede øjnene og trak vejret dybt ind - men kun for langsomt at puste ud. Han holdt øjnene lukket et øjeblik, men skævede så lidt mod Reign med et lille smil om læberne. Faktisk lå han længere end forventet bare og kiggede på Reign. Nød stilheden, det var rart.
" Soooo.. You're just gonna lay there? Reign - we have to get going. I'm cold, I'm hungry and my body hurts like crazy.. " Sagde han så bare lidt i en drillende tone. - En gentagelse af Reigns egne ord fra tidligere. Han endte dog bare med at rykke helt tæt på Reign og begrave ansigtet ved fyrens skulder.
" But I might be to tired to move... " mumlede han så bare næsten utydeligt og lod øjnene glide i igen. Det var alligevel for fristende at blive liggende her lidt. En fristelse Razor ikke kunne holde sig fra. Han kunne kun håbe på Reign heller ikke havde voldsomt travlt. Selvom de i sidste ende burde skynde sig videre.

" Thank you.." sagde han så bare lidt da han rykkede på sig igen. Efter at have stjålet alt duften af Reign med næsen et øjeblik. Han rystede kort lidt på hovedet men satte sig så op. De skulle videre. Razor kunne i det mindste se igen og der var lidt mere ro på til at bruge sanserne til faktisk at finde ud af hvor de skulle hen. Han skævede lidt rundt og hvilede kort hånden mod sin pande. " I have no idea where we are.. " mumlede han så lidt før han skubbede sig op at stå. Han stod et øjeblik kort lidt foroverbøjet med hænderne placeret over sine knæ. Smerten i hans lår bed en anelse, men ikke nok til at få ham ned igen. Det var alt for stort et projekt hvis han først endte med at sætte sig ned igen. Han rettede sig helt op og od blikket glide rundt mellem træerne. Lyttende efter noget der kunne være tegn på fare - men der var ingenting. Kun skovens fredelige lyde. Det var næsten for godt til at være sandt. Dog havde han ikke tænkt sig at stille spørgsmålstegn ved det.

" So.. You got us out - I'm counting on you to get us... Home - which way? " han lod hovedet glide en smule på skrå - faldt nærmest i staver et øjeblik. Men sendte så bare Reign et lille smil. På trods af hvor meget tid de egentlig havde brugt på at være i vand - så var der stadig en ufattelig mændge blod der dækkede både hud og tøj. Razor kunne ikke helt finde ud af om det var helt ekstremt attraktivt, eller skræmmende. Skræmmende fordi det kunne have været deres død. Attraktivt fordi..
" You're turning me on.. You should wear blood more often. Makes you look tough and really sexy. Mmmh.. " Sagde han så bare lidt - manglende filter. " Yea.. " Han kneb kort øjnene lidt sammen men rettede sig så bare op og begyndte at gå - også selvom han netop havde sagt at Reign egentlig skulle føre an. Måske var det bare en måde at undgå at tale mere end nødvendigt om unødvendige ting. Men det var som om et nyt energi depot var fundet frem efter at der pludselig var blevet stille i knoppen på ham.

Et lavt fnys forlod Reign, som han førte blikket frem for sig igen, og snart efter opgav den vrede facade. Han var ikke vred, han var lettet. Fandens lettet faktisk, den torsk kunne ikke være bekendt bare at dejse om på den måde. En mild irritation dukkede også op i overfladen, da halvdæmonen tog sig den frækhed at gentage hans ord fra før - selvfølgelig på den flabede måde, som kun Razor kunne gøre det. Reign åbnede munden for at give ham et par verbale smæk for ikke at have nogen tidsfornemmelse overhovedet men gik i stedet i stå og kunne ikke få så meget som et suk ud, da halvdæmonens hoved lå placeret ved hans skulder. Åh gud, hvor var det længe siden, de sidst havde haft nærkontakt. Helt af sig selv i hvert fald - ikke fordi en dødbringende og pissehamrende skræmmende situation tvang dem til at holde hinanden i hånden. Villigt og uden bagtanker. Og trods Reign ville have mere, meget længere tid og meget tættere på, tog han det, han nu fik - Razors hår dansede imod hans kind og sendte kuldegysninger ned af ryggen. Hvordan en så lille, dum ting kunne gøre så meget, forstod Reign intet af, og han følte sig som en klovn, som han lå der og sugede den smule kærlighed, Razor udviste, til sig. Så svag. Til grin svag.

Halvdæmonen trak sig væk og kom på benene, og Reign måtte bide tænderne sammen og koncentrere sig for ikke at bede ham om at blive. Snart kom han selv på benene. Børstede jorden lidt af sine bukser, "it's, uh... south. We're heading south. That way," Reign rømmede sig og ville sikkert have været kommet med en flabet kommentar om, at der var svært at få Razor hjem, når han ikke havde ét, men han havde alt for travlt med at koncentrere sig om ikke at se på halvdæmonen, at det var svært at få ordene rigtigt ud.
Men Reign fejlede, da drengen alligevel formåede at sige noget så overraskende, at det ikke kunne undgås at fange hans opmærksomhed. Det var også strengt af Razor at sige sådan noget i et så sårbart øjeblik som dette, hvor Reigns sind og følelser var blevet kastet rundt med. Han svarede ikke - gloede bare fortsat på hybriden med en klump i halsen, indtil han, efter hvad der virkede som evigheder, endelig vendte sig og begyndte at gå.

Reign greb muligheden for at være alene uden at blive kigget på i et øjeblik og trykkede lidt ned på flængen i armen. Det gjorde ondt, sendte en bølge af smerte gennem hans arm, men virkede også. Vækkede ham, sørgede for at holde ham på dupperne og ikke falde for halvdæmonens små numre igen. Hans hoved havde ligget på hans skulder i ti sekunder, og han var kommet med et enkelt tirrende kompliment - det var det. Ikke noget at gå i spåner eller smelte over.
Reign tog en kort men dyb indånding, inden han tog af fra jorden og luntede op på siden af Razor. "If we keep going this way there's a big chance we'll end up in Doomsville. We should be safe there," konstaterede han og tog jakken på igen, mest for at dække og fjerne den kildende følelse, der stadig var det sted, drengen før havde haft sit ansigt. Hans hår var efterhånden tørt - sådan var det med kort hår, det tørrede heldigvis hurtigt. Det var rart med i hvert fald én ting, der ikke var sjasket ind i vand. "So... how's the slave life working out for you?" spurgte Reign, der lod som om, han havde travlt med at spejde ud i skoven efter skjulte fjender eller forfølgere, selvom sandheden var, at han slet ikke havde mod nok til at se på halvdæmonen. Egentlig havde han lovet sig selv ikke at snakke om det, ikke nu, det var der ikke tid til. Men der var så stille, og ingen kunne vide hvor lang, turen ville ende med at være - Ashen Wood Forest var trods alt stor - så et enkelt spørgsmål kunne ikke skade.

Razor lod blikket falde på Reign da han endelig besluttede at følge med. Ikke fordi det havde taget ham lang tid, men mere end det øjeblik Razor havde brugt på overhovedet at bevæge sig. Han rettede så bare blikket frem - håbede på at Reigns stedsans var i orden. Nah, han håbede ikke bare - han stolede blindt på den. Mest fordi hans egen ikke virkede lige nu - og selv hvis den havde gjort så havde han nok alligevel valgt at stole på Reign. Han var i sidste ende sikkert mere opmærksom på sine omgivelser når han opholdt sig i Ashen Wood - Razor selv var altid kun på dupperne efter noget at sætte tænderne i eller vride halsen rundt på. Det var ikke ligefrem fordi han var opmærksom på hvad han farede forbi for at kunne finde tilbage igen.
" Safe... Such an odd word.." mumlede han så bare kort lidt. Efterhånden noget han aldrig rigtig kunne bide sig sikker i. Det var som om en mørk sky hang over hans hoved og dryppede ulykker ned på hans skuldre. Halvdelen af dem var han selv skyld i - men altså, han kunne da umuligt være skyld i det hele selv - eller kunne han?

" It's not.. " Sagde han så bare kort og skævede kort lidt mod Reign med et halv skeptisk udtryk. Men det var vel sandt nok. Han havde ikke været ved Sean siden hans hukommelse var kommet tilbage - hvilket han nok burde, men det krævede alligevel lidt mere end simpel tilstedeværelse. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder.
" Is that why you're mad.. " Sagde han så bare lidt, halvt som et spørgsmål. Egentlig ikke noget han behøvede et svar på. Egentlig virkede det åndssvagt at bringe noget så dumt på banen efter hvad der var sket.
" We could just - not talk about it.. And pretend its not a thing.. I could ask you what you have been up to before almost getting killed - apologize for your hunting trip got all messed up. I'm guessing that was what you were doing in the woods before shit went down.." Sagde han så bare lidt og lod blikket hvile mod Reigns ansigt et øjeblik. Kun for kort efter at sende ham et lille smil.
" Or I could compliment you - and hope that you would actually listen this time. You did just show a whole other side of you.. You're mental! " Sagde han så bare med et grin og puffede kort til fyren. " Hot mental - kinda crazy.. You're not all fluff and puff.. Thats good to know. " Han rettede så bare blikket frem igen med et smil. Han bed sig så kort lidt i læben før han kort skævede mod Reign igen.
" And... Now I know that I don't have to worry sick every night for your sake - you can protect yourself when things get really bad.. " Han nikkede kort lidt nogle gange. Det var sandt - Razor bekymrede sig en del, især fordi han var en af grundende til at Reign var i fare - endnu mere nu. Men Reign kunne godt selv. Han var en voksen mand. Mere end bare et ynkeligt menneske. Han lod så bare sine hænder glide ned i sine lommer - kun for at opdage hvor ødelagt hans bukser egentlig var. Nærmest utroligt de stadig kunne blive siddende på hans krop. Han endte til sidst bare med at rynke panden en smule.

"Swell," forlod monotont Reigns læber, der fortsat måtte banke sig sig selv i hovedet for ikke at se på halvdæmonen. Han havde nok reageret på samme måde, hvis Razor havde sagt, det var fantastisk, og at han elskede det. For i bund og grund var Reign ligeglad med, om han kunne lide det eller ej, han bragte det kun op, fordi- fordi han kunne. Måske bare for at være irriterende, måske bare for med vilje at skabe mere splid imellem dem. Det var meget nemmere ikke at lade sig forføre af drengen, når man var vred på ham.
"I'm not mad," nåede Reign at protestere i et næsten lige så intetsigende toneleje som før, inden der blev foreslået at glemme det hele, droppe samtalen, hvilket ærlig talt irriterede ham, trods han hårdt forsøgte på ikke at vise det. Det var idiotisk at tale om, især nu, det vidste han jo godt, men samtidig ville det hænge mellem dem for evigt og nage, hvis de bare, som Razor foreslog 'lod som om det ikke var en ting'. Desuden føltes det som kujonens udvej ikke at tale om tingene. Reign ville tale. Selv hvis det endte i et skænderi - hvilket var meget sandsynligt - ville han tale om det.

Men disse ting kunne han ikke sige. Hvis han gjorde, og det endte i et bistert skænderi mellem dem, ville hele skylden ende på ham, fordi han havde lagt op til det. Så trods det bed og trak i ham for at protestere, holdte han mund og lod halvdæmonen få sin vilje. Ikke mere snak om det.
"Thanks, great compliment," svarede Reign i stedet og kunne ikke holde en snert af foragt tilbage i stemmen. Han var godt klar over, halvdæmonen oprigtigt mente, det var et kompliment, men at sige sådan noget til Reign, der slet ikke brød sig om den person, han var ved at forvandle sig til, var ikke ideelt. Faktisk det modsatte - ud af alle de ting, Razor kunne sige, var dette nok en af de værste.
Reign kunne alligevel ikke modstå i et øjeblik at se på ham, da han spurgte, "can we just not talk? I know I started it and I'm sorry, I shouldn't have. Just no talking from now on." Idéen, om at Razor skulle holde mund i mere end ti minutter, virkede helt til grin, men det var nu heller ikke, fordi han ikke måtte sige noget overhovedet. Han kunne sige, hvad han havde lyst til, når han havde lyst til det - bare de ikke behøvede at snakke. Sammen. Det ville nok være det bedste for begge parter i sidste ende. Reign havde været en idiot for at bryde stilheden overhovedet med sin dumme smalltalk.

Han rynkede kort panden lidt - forsøgte virkelig ikke at lade Reigns ligegyldighed trykke på nogle af de knapper han efterhånden havde fået i selskab med mennesket. Der var vel i sidste ende en grund til at det var så besværligt. Fordi følelser kom i klemme, så meget nemmere da de ikke var en del af noget. Eller nogen - måske var det derfor lige præcis Reign var så besværlig for tiden, sikkert ikke engang besværlig - bare kompliceret fordi der lå så meget mellem linjerne at ingen af dem helt kunne finde ud af det. Ikke at det gjorde det bedre med den attitude - sur men ikke sur. Glad men ikke glad - ligeglad også alligevel ikke helt. Det var alt for kompliceret til Razor og jo flere ord der røg ud over læberne på Reign - jo mere stak det til irritationen over sit eget tydeligt fejlende forsøg på at lette stemningen.

Til sidst knækkede tråden dog fuldstændig og Razor fjernede blikket fra Reign. Det var vel fair nok. Hvis fyren ikke ville snakke så ville han ikke snakke. Om Razor kunne holde kæft var noget andet. Men han kunne i princippet bare finde andre at snakke med. Håbe på at Doomsville ville vise sig for ham selvom han ikke fulgtes med Reign hjem. For et øjeblik overvejende han virkelig bare at skifte retning.
" Fine.. " Sagde han så bare kort - dog ikke på en sær fornærmet måde. Måske bare en smule ligegyldigt. Han kunne godt lade være med at snakke - om ikke andet kunne han bare lade hans tanker slagte ham langsomt og håbe på at det at Reign fik sin vilje ville hjælpe bare en smule. Dog var tvivlen større end tålmodigheden og trak ham allerede få sekunder efter igen ud af stilheden.

Han klikkede kort med tungen og rettede blikket mod Reign. " Seriously - what is your problem? " Knurrede han så bare kort en smule. Lidt mere vredt end det egentlig skulle have lydt.
" What am I doing wrong? 'Cause obviously I'm not doing anything right.. " Sagde han så bare og rynkede panden spørgende. " If you don't want to talk, fine.. But I'm not gonna stick around in your silent boble forever. If you wanna talk about things - don't leave when things dosen't go the way you expect them to.. " han tørrede kort noget blod væk fra sin hage men rystede så bare lidt på hovedet.
" I'm sorry about all of this, but I can't keep holding on if you keep pushing me away. The least you can do is giving me something to work with.. Do you even wanna be with me? Or should I just go? " Han lod blikket finde Reign igen. Velvidende om at alt han sagde kunne være alt det forkerte og kun ødelægge endnu mere. Men kendte man halvdæmonen nok vidste man også at han sagde mere eller mindre alt der poppede op i hans hoved, medmindre han virkelig anstrengt sig for at holde kæft. Ugh der var så mange flere ting han kunne sige - men måtte bide sig i læben for at holde kæft og give mennesket en chance for rent faktisk at reagere på de ord han indtil nu havde fået sagt. De kunne hurtigt miste ende hvis han blev ved også ville det ende med slet ingen svar på noget som helst - ikke fordi han i forvejen regnede med noget brugbart. Hvornår havde han nogensinde fået det?

"Fine," gentog Reign i en tone, der matchede Razors så meget som muligt, og slog ligeså blikket væk. Stilhed kunne have reddet dem så mange gange. Deres skænderier havde det med hurtigt at udvikle sig fra at værre slemme til værre, fordi ingen af dem kunne holde deres kæft og absolut skulle fortsætte med at trykke på alle de forkerte knapper. Dette var sundt for dem, dette kunne være starten på noget, der rent faktisk fungerede, noget de kunne bruge i fremtiden. Når tingene blev slemme, skulle der være ro. De havde ikke en parterapeut, der kunne hjælpe dem, de havde ikke en Max, der kunne fortælle Reign, når han blev for grov, de havde ikke en Zac, der kunne minde Razor om, at han skulle behandle sine kæreste med respekt. De havde kun hinanden, og ingen af dem var særlig gode til at kommunikere på det, der blev set som den værende korrekte måde. Derfor var stilhed svaret. Derfor var stilhed nødvendigt.

Men denne stilhed blev brudt lige så hurtigt, som den havde fundet sted. Halvdæmonen kunne som sædvanlig ikke holde sin mund lukket - noget Reign altid havde haft et underligt forhold til. På den ene side var det skide irriterende, for der fandtes tidspunkter i livet, der krævede ro, og det kunne drengen bare ikke forstå. Men på den anden side elskede han også hans stemme og nogle af de helt latterlige ting, han sagde, fordi det hjalp ham til at forstå drengens særprægede tankegang.
Lige nu var Reign det dog helst foruden. De ting, der blev sagt, var komplet unødvendige men satte alligevel en masse igang i Reign, der kæmpede og bed tænderne sammen for ikke at svare tilbage. Men heller ikke han havde selvkontrol nok til bare at lade kommentarerne flyve henover hovedet, og svarede trods stort forsøg på kontrol, "no, I don't wanna be with you. Seriosusly, you just got that into your tiny brain by now?" Han stoppede helt op for at vende fronten mod halvdæmonen. Så på ham med et par blanke øjne, der måske ved første øjekast så ganske neutrale ud men gemte på en isnende, grålig kølighed. "I want you to leave me alone, I want you to stop making my life a mess and I want you to fuck off," fortsatte Reign med en seriøs foragt i stemmen, han ikke gad lægge skjul på mere. Det var der ingen grund til mere. Og trods alting gjorde ondt - ikke bare kroppen, der var blevet slynget igennem arenaens vildskab, men også det indre, der havde travlt med at snøre sig selv sammen til tynde tråde - fortrød han ikke sine ord. Måske havde han inddirekte slået op op med Razor sidst, men alt havde stadig virket så usikkert. Dette her kunne ikke tages fejl af - afslutningen på forholdet. Og ikke kun det, det var afslutningen på det hele. Sådan nogle ord kunne ikke være en del af et venskab, ikke engang et bekendtskab.

Reign stoppede op, og det samme gjorde Razor et kort øjeblik efter. Han rettede blikket mod mennesket og forsøgte at spore om det faktisk var hvad fyren mente. Det eneste han fik ud af det var en knude i maven som hvis han ikke havde evnen til at gemme det væk - helt sikkert ville have stået skrevet over hele hans ansigt at Reigns kommentar gjorde ondt. Især fordi det udtryk der fulgte med ikke sagde andet end at det var den rene sandhed der fløj ud over læberne på ham. Han sagde ikke noget de første sekunder, stod bare lidt med blikket mod Reign mens hans hoved stille og rolig ryddede sig selv for det kaos der havde samlet sig for lidt siden. Men det var som om der blev helt tomt. Hans blik flakkede kort til den ene side, men fandt rimelig hurtigt tilbage igen før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. Han følte sig indvendig på renden til et sammenbrud. Det stak og bed over det hele. Det var jo slet ikke det der var meningen. Fordi det at være ved det dumme menneske gjorde ham jo glad og gav en rar følelse indeni. Men ikke nu, slet ikke. Det gjorde kun ondt. Sikkert fordi det var en meget direkte afvisning Reign havde kastet efter ham. Selv hvis han forsøgte at overbevise sig selv om det modsatte, så var det ikke muligt. Det var begrænset hvor mange døre man orkede åbne kun for at finde en ny på den anden side. Han kunne ikke jagte Reign for evigt.

Han anede ikke hvor længe han havde stået og gloet på Reign uden en tanke, men længe nok til ikke at have bemærket at tårene der havde samlet sig i hans øjne og kæmpede for at få lov at slippe fri, var blevet udskiftet med et smil - et smil der lidt efter udviklede sig til et grin.
" I may kill people - but you? You're way worse, you just leave them to suffer.. " Sagde han så bare og rystede kort lidt på hovedet. Han bed kort tænderne lidt sammen og sank en klump. Men fulgte så bare Reigns forhenværende ord og gik. Hvad anden mulighed havde han? At blive hængende i hælene på Reign ville ikke gøre noget som helst bedre. Som den desperate hundehvalp han havde været i hvad der lignede for evigt. Nah - dumt, til grin. Hvad blev der af ingen følelser - lige gyldighed og had til mennesker? Reign havde mere eller mindre ødelagt den side af ham. Også måske ikke helt alligevel - I taks med hans skridt mens han gik væk var det som om det stille og roligt boblede frem i ham igen. Blandet med alt det der bare gjorde ondt. Alting på en godt - godt eller skidt.. For Razor set lige nu var det frustrerende og forfærdeligt. Så kunne kærlighed være hvad det ville, Razor fandt det fra dette øjeblik helt utrolig dumt, åndssvagt og ikke for at nævne smertefuldt. Ugh.


// Eeeeegh out ~

Reign kunne næsten ikke tro det. Ikke nok med at Razor lod ham vente i evigheder på en reaktion, men da den så endelig kom, var det et grin. Et grin. Grin var godt, grin var rart, der burde være meget mere latter i verden, men det kunne ikke passe mindre til netop denne situation. Om det var, fordi Razor var overrasket, vidste Reign ikke, men lige nu følte han bare, hans afvisning blev gjort grin med. At den slet ikke var seriøs nok til at kunne droppe den lalleglade facade i bare et øjeblik. At han blev grinet lige op i ansigtet, hvilket kun fik følelsen, af at han gjorde det rigtige, til at vokse. De skulle ikke være sammen, de skulle aldrig have fundet sammen til at begynde med. Det var et dødt projekt lige fra starten af og en komplet latterlig drøm. Flytte ind sammen, tsk. Hvorfor tænkte Reign nogensinde, det var en god idé? Hvad ville de have opnået udover spildte penge?

Han så efter Razor, der gjorde, hvad der blev bedt om, og gik, og lige så stille kunne han mærke, hvordan den trykken, der længe havde befundet sig i hans brystkasse, lettedes. Om det var en dårlig eller god ting var til gengæld ikke til at sige. Rart og ubehageligt på samme tid - en underlig fornemmelse.
I et øjeblik fik Reign det skidt med at lade ham gå. De var stadig ikke ude for fare, og de ville være langt mere sikre, hvis de blev hos hinanden. Men der var intet at gøre, halvdæmonen var væk nu, og Reign kunne ikke gøre andet end at gå og håbe, han ramte Doomsville hurtigt nok til ikke at blive fanget igen. Og så skulle han lede efter Django. Den stakkels hund var bare blevet efterladt alene i skoven. Den var heldigvis klog, så måske den havde vendt tilbage til sit hjem, men det var langt fra sikkert, og igen kunne Reign ikke gøre andet end at krydse fingre. Det var hårdt at føle sig så magtesløs.

// *sobs* ude