Remembering yet?(Razor)

Razor vidste ikke hvor længe han havde været bevidstløs. Han vidste kun at han havde en hovedpine uden lige da han endelig kom til sig selv igen. Okay han havde måske ikke været væk voldsomt længe. Men længe nok. Han åbnede ikke øjnene til at begynde med - det orkede han simpelthen ikke lige. Men han var sig selv igen - så meget vidste han. Nogen gange ville han ønskede at han ikke kunne huske hvordan han havde opført sig i sin manglende kontrol. Men alt stod klart for ham. Han rykkede kort lidt på sig og åbnede endelig øjnene lidt. Han lukkede dem dog igen få øje blikke efter og lod sin ene hånd finde vejen op til sit hoved. Ikke fordi det på nogen måde lindrede hovedpinen - men man kunne vel bilde sig selv ind at en blid berøring kunne gøre et eller andet - om end ikke mentalt.
Sean var her - men det tog alligevel lidt før Razor endelig formåede at rette blikket en smule mod manden, og først da han havde samlet sig nok til at sætte sig en smule op. Han bed sig kort lidt i læben men fjernede så bare blikket lidt igen. Uden at sige noget. Hvad i alverden skulle han sige? Han kunne ikke forklare hvad der skete eller ikke skete - det skete bare. Undskylde? Razor var ikke en person der undskyldte, det skete nærmest aldrig. Men måske var lige netop dette faktisk sådan et tidspunkt.

Han bed kort tænderne lidt sammen. " I'm sorry.. " Fik han så alligevel tvunget frem over sine læber, ikke specielt højt eftersom hans stemme svigtede ham en smule. Det var som om hans krop ikke helt havde registreret hvad der var sket og stadig forsøgte at samle sig. Selvom et blackout da burde have givet den et break - men den valgte på den anden side at vågne før den kunne have samlet sig selv hundrede procent. Han rettede så bare blikket lidt mod Sean igen - kun for at lade det falde hen mod døren indtil det sted hvor kaosset ligesom havde fundet sted. Man kunne stadig dufte blodet - ligene. Måske var det ikke et sted folk valgte at komme til lige foreløbig.

Han rynkede brynene lidt før han satte sig på en lidt anden måde. Vred sine tanker i selv bebrejdende kommentarer. Hvordan kunne han være så dum? Han vidste at det ville påvirke hvis han besluttede at gå på 'nu-slå-vi-ihjel' tur med følelserne i alle retninger. Det skulle ikke være sådan, han havde fejlet sin opgave. Det var aldrig noget der blev set godt på. Også oven i købet en opgave der kunne have været klaret på ingen tid hvis han havde holdt hovedet og sit fokus hvor det skulle være. Han ville gerne sige noget mere - men intet ville komme ud hver gang han forsøgte. Han ville helt sikkert ende med at sige det forkerte - eller ikke. Han kunne bare prøve. Han havde i princippet ødelagt en masse så hvorfor ikke ødelægge lige en smule mere ved at sige dumme ting? Nej.. han var stille et øjeblik. Et langt øjeblik før han så endelig så mod Sean.
" Please don't fire me - I can do it.. " Sagde han så bare lidt før han slog blikket ned. Det fandt dog lidt efter Seans arm - eller der hvor Razors tænder tidligere havde været placeret. Han overvejede et øjeblik hvor meget det egentlig havde virket. Det var meget forskelligt, men egentlig havde han alligevel fået rimelig godt fat. Men taget i betragtning af at de begge var ude havde det nok ikke virket lige så godt som på dem der kolapsede helt og var ude af stand til at bevæge sig i et mindre stykke tid.

Han sad med lukkede øjne og fokuserede på sin vejrtrækning. Det var en vane han havde fået, en ting der gav ham ro og mulighed for at vurderer tingene på en bedre og mere objektiv måde. Når han sad sådan her, gik det op for ham at han nok var mere påvirket af lammelsen end han først havde regnet med. Men hvad ellers? Det rejste sikkert rundt med blodet. Hans arm var værst ramt, men som han sad her og fokuserede på sin vejrtrækning, kunne han mærke at hans åndedrag ikke kunne komme så dybt ned som han ønskede. Det var som om han simpelthen bare ikke kunne trække vejret nok. Ikke fordi han følte, han blev kvalt. Men samtidig var det som om han ikke helt kunne gøre som han plejede alligevel, som om der lå noget tungt henover ham.
Hvis Razor havde bidt ham i skulderen, i halsen, på overkroppen generelt...Hvordan var det hele så endt? Måske havde det lammet hans hjerte. Hans vejrtrækning. Sean kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Han følte egentlig ikke at han havde været så tæt på døden, så tanken virkede næsten absurd.
Da Razor bevægede sig, orkede han til at starte med ikke at åbne øjnene. Alligevel lyttede han efter - lyttede efter hvordan Razor havde det. Ville han springe op og gå på en ny rampage? Nej. Han blev siddende. Der var en god sandsynlighed for at det var den normale Razor igen, var der ikke?

Da Razor endelig sagde noget, åbnede han øjnene og drejede hovedet en anelse, så han kunne se over på ham. Til at starte med havde han intet at sige selv. De sad i stilheden, trods Sean ikke fandt den specielt ubehagelig. De havde begge brug for helt at forstå hvad der var sket og finde ud af hvad de skulle gøre nu.
Det var først da Razor gentog sin undskyldning, at han følte han måtte sige eller gøre noget. Han vædede sine læber. Han var egentlig tørstig...Ja, at komme hjem stod nok øverst på listen af hans behov lige nu.
"Dette job er forfejlet. Jeg sender en anden efter dem" bemærkede han, i en tone der ikke rigtig lod sig modsige. Han orkede ikke flere kampe, trods alt og Razor skulle vide at Seans ord var loven. Den eneste lov Razor nogensinde behøvede at bekymre sig om, så længe han arbejdede for ham. Til sidst sukkede han.
Der var ingen grund til at være urimelig hård. Stod de ikke lige nu? Razor havde skulle takkes med ham, da han havde det dårligt og Sean måtte tåle at blive bidt. Måske stod de bare lige nu.
Med den raske hånd mod muren, kæmpede han sig op i stående position. Hans blik gled over til Razor og et svagt smil gled over ham.
"Det er min egen skyld. Jeg vidste der var noget galt, men lod dig løbe i forvejen alligevel. Jeg burde have stoppet det" sagde han så og lukkede øjnene igen et øjeblik. Hans arm virkede tung og upraktisk som den hang ned langs hans side. Han burde binde den op. Det ville være behageligere. Han så sig omkring...Der lå flere lig, hvis tøj han kunne låne, men på samme tid var han ikke sikker på at han orkede det. Med kun en hånd ville det se besværligt og dumt ud. Irriterer ham, fordi han ville føle sig handicappet. Den slags kunne han slet ikke.
"Jeg fyrer dig ikke...Men jeg er heller ikke tilfreds. Jeg ved ikke om du vil...Men jeg ville sige vi har nogle ting at snakke om. Men først og fremmest syntes jeg vi skal gå hjem" bemærkede han så og så over mod Razor igen. Det svage smil var forsvundet og i stedet virkede Sean overraskende træt. Som om han for en gangs skyld slækkede lidt på de parader, han normalt altid formåede at holde op. Den styrke, der altid fik ham til at gå med en rank ryg og sende folk et arrogant blik.
"Hvordan har du det? Er du okay?"
Han mente fysisk. Razor så også noget udmattet og forslået ud.

Razor vidste ikke hvad han kunne forvente af Seans reaktion - men han måtte indrømme at han blev lidt lettet over at det ikke var et ultimativt vredt ansigt der stirrede tilbage på ham. Alligevel slog han sig selv gentagende gange mentalt. Det var ikke meningen at andre skulle overtage de opgaver Razor havde sig - han havde jo manden? Han havde været lige for næsen af ham. Han rynkede kort næsen lidt - Irriterende. Det var selvfølgelig klart at Sean i sidste ende ville stole mere på andre til at få det gjort en at tage chancen med Razor igen.
Han fulgte Sean lidt med blikket da han rejste sig op men overvejede det så kort lidt. Sad et øjeblik med blikket rettet lidt mod muren. Ingen tanker i hans hoved råbte højt nok til at blive hørt - det var bare en stor storm. Så i stedet forsøgte han at mærke efter om han selv havde evnerne til at komme på benene. Han var udmattet - alt for udmattet. En ting han hadede, nærmest mere end noget andet.
Han rystede så bare kort lidt på hovedet. " No.. " Sagde han kort og tyggede lidt på hvad hvordan han kunne komme med flere ord. - Det var ikke Seans skyld. Men kun at sige det ville ikke give meget forklaring på noget. " I felt it coming - I should've just not gone to begin with. " Sagde han så bare lidt. Det var måske halvt sandt, i sidste ende var det faktisk først da han havde haft kniven i manden at det var slået rigtig klik for ham. Eller var der? Han blev faktisk pludselig i tvivl. Eller om det var hele den begyndende dialog han havde haft med Sean der havde drevet ham til bare at smutte også ageret ud fra det. Sikkert. Han var så dum - ikke engang kende sine egne svagheder.

Han kørte kort sin ene hånd op gennem sit hår før han så bare skævede rundt på jorden. Han fik så endelig samlet sig nogenlunde nok til at kunne komme på benene. Det var en langsom process men han formåede at komme op at stå. Med håndfladen hvilende mod sin pande et øjeblik.
" I'm good - I think.. " Sagde han så lidt før han rettede blikket lidt mod Sean igen. " What the hell did you do? " Spurgte han så lidt. Han vidste noget af hvad Sean var i stand til - men han mindes ikke at have set eller hørt noget om hvad han havde gjort denne gang. Razor var drænet, fuldstændig. Og hvis det var noget Sean bare lige kunne gøre - så var der måske en grund til faktisk at lade være overhovedet at prøve på noget. Det var ikke fedt at rende rundt og føle sig som en tung sten.
Nu kunne han så forsøge at samle sine tanker også - så længe der ikke blev forventet andet af ham end at hans fødder bar ham hjem. Så kunne hovedet for lov at lege sin egen leg. Finde ud af hvad det præcis var Sean ville snakke om. Razor mistænke en forklaring på hvad der lige var gået af ham. Det var noget han ikke kunne forklare. Han havde prøvet før - men det gjorde ham irriteret at skulle prøve. Men måske det var nødvendigt.

" One good thing though! " Sagde han så lidt og forsøgte sig lidt med et lille skævt smil. " Now I know thaaat I can bite you - and it will actually work a little bit. " Sagde han så bare - måske endda faktisk lidt drillende. Om det virkede og ville løsne en stemning der hurtigt ville kunne komme snigende vidste han ikke. Men Razor var efterhånden en smule god til det - hvert fald med de fleste andre. Sean var en smule kompliceret. Men det var jo også en af de ting der gjorde ham så forbandet interessant.

Et eller andet sted havde han mest lyst til at komme hjem, få et bad, noget frisk tøj og så sove et par timer. Vente på armen blev normal igen...For det blev den vel, gjorde den ikke? Jo. Det kunne umuligt være en holdbar gift. Han havde set Razor lamme folks kroppe, men folk var altid døde, før Sean havde kunne se hvad der ville ske med tiden. Det positive var vel han ikke kunne mærke hvad der nok ellers havde været en sviende smerte fra bidet. Selv om han lige nu langt hellere ville mærke det, end have en lam arm.
Hans blik hvilede på Razor en tid. Så det var en...Tilstand...Razor kendte til og kunne mærke komme. Så der måtte være noget der triggede den og Sean mistænkte stadig at det havde været deres ret fejlede dialog lige inden. Det vigtigste var at få en fornemmelse af hvad der havde bragt Razor til det punkt, så han kunne prøve at forhindre det skete igen. Men hvis det var...Følelser eller tanker...Der bragte Razor til det punkt...Var der vel også noget at snakke om. Noget der kunne minimerer muligheden for det skete igen senere eller ligefrem allerede igen i dag?
Han ledte efter tegn på det, på at Razor ville miste besindelsen igen, men lige nu mindede han bare om sig selv. Træt, men sig selv.

Han sendte ham et svagt smil og med sin raske hånd slog han let ud med en af gaderne, som en invitation til om de skulle stavre sig hjem. De ville ligne nogle sølle nogle, hvis nogen så dem, men sådan var det nu en gang.
"Det er min evne. Du så den også, første gang vi mødtes. Da jeg slog pigen ihjel og brugte hendes lig til at dræbe hendes far og...Mor, mener jeg?" Han kunne ikke huske det hele, blot at han havde brugt evnen.
"Jeg kan manipulerer med dødskraften...I mangel på et bedre ord. Lige som alt levende har en livskraft, har døden også sin egen energi og den kan jeg fjerne eller hive i som jeg vil. I dit tilfælde, ville jeg have kunne dræbe dig, hvis jeg ønskede det. Men jeg brugte det blot til at fjerne din energi, gøre dig udmattet og få dig til at stoppe...Eller, det var målet i hvert fald" Hans friske hånd gled hen over hans pande, igennem håret og ned over hans nakke. Hvordan skulle han forklare det? Han var ikke altid selv sikker på han forstod evnen. Oh well, Razor skulle nok stille spørgsmål hvis det var. Det gjorde han altid.
Hans blik gled ned på hans lammede arm og hans øjenbryn gled en smule sammen.
"Hm. Ja, du kan bide mig og ja. Folks evner virker også på mig. Men du skal ikke blive sur hvis jeg enten slår dig eller dræber dig en anden gang" bemærkede han så, knap så optimistisk over det. Ikke fordi Razor havde opdaget en svaghed ved ham, eller hvad man kunne kalde det, men fordi han ikke fandt nogen fornøjelse i at gå rundt med en arm han ikke kunne bruge. På den anden side var det vel i sådan en oplevelse som denne, hvor det gik op for en hvor mange ting man brugte en arm til.

Turen hjem ville nok blive langsom og medmindre Razor ville blive længere, begyndte han hjemturen hjem. Jorden var våd, fugtigen lå i luften og truede med at gøre ham kold. Hans bukser var våde, hvor han havde siddet på jorden og i det hele taget bar hans tøj præg af det skidt og blod, som han havde rullet rundt i for lidt siden. Forfærdeligt.
"Så. Du mister besindelsen. Du kan mærke det komme, men du kan ikke stoppe det, er det korrekt? Ved du præcis hvad der bringer dig i den tilstand? Og ikke mindst, er det noget der sker ofte?" spurgte han så.

Razor huskede godt den nat - det havde været underholdende uden lige. Men havde det været den evne han havde brugt på pigen? Sean vidste det vel bedst selv. Razor havde svært ved at sætte det sammen. Dog gav det mere mening da Sean faktisk forklarede evnen lidt.
" Well... It worked - sort of.. " Sagde han så lidt og rynkede panden en smule før han så kort bed sig lidt i læben. Razor begyndte at gå - langsomt. Det føltes hurtigere end det egentlig var men fik stadig turen tilbage til at virke helt hen i vejret langt.
" So you can play voodoo with dead people and steal the energi from the living? Or.. I don't think I understand.." Sagde han så lidt et øjeblik efter. I sidste ende var der vel ikke så meget andet at forstå end at Sean havde trukket energien ud af Razor for at stoppe ham. Det havde virket til et hvis punkt - også helt, for han var jo endt med at gå i gulvet. Og kunne for den sags skyld stadig mærke udmattelsen et hundrede procent. Så vidste han da at Sean havde sine kneb til at stoppe ham hvis det skulle ske igen. Razor selv vidste nu også at hans evne virkede på Sean. - Måske var det så bare vampyrer den havde en tendens til at svigte lidt med. Men havde vel heller ikke på samme måde en fungerende krop som så mange andre væsner. Spøgelser eller allerede døde væsner virkede det sikkert heller ikke - men det var nu heller ikke fordi han havde haft lyst til at sætte tænderne i en levende død.

Han lyttede til hvad Sean spurgte om. Kort sagt ja - så var det sådan det var. Men han var stadig ikke sikker på hvorfor og hvordan og hvad der kunne gøres ved det.
" Well.. I don't know - It happens more and more often. I guess.. " Sagde han så først lidt og rettede blikket frem for sig. " I haven't been able to pull myself out of it before. knocking me out helps. But that kinda hurts you know.. " Sagde han så bare og rynkede panden en smule. Ikke fordi smerten var det værste ved det - men det var bare en irriterende ting at skulle rende rundt med konstant hovedpine. Som om det ikke meldte sig nok i forvejen.
" Sometimes I don't even notice it though, maybe because it's not that bad. But like this - I don't know. I might end up killing someone that I care about - and I don't really wanna do that. " Sagde han så lidt og krattede lidt blod af sin arm. Noget var godt på vej til at størkne helt.

" Almost like the lust for blood - mixed with everything that goes on inside my stupid head. " Han rettede blikket lidt mod Sean og trak kort lidt på den ene skulder. " Or maybe that just a side of me thats tired of being bottled up - and when it gets the chance - Boom.. " Et lidt betuttet smil fandt vej til hans læber før han så bare overvejede det lidt, hans blik fandt frem på jorden foran sig for ikke at ende med at vælte over et eller andet eller snuble på det ujævne underlag - for hans balance var lige nu altså ikke det bedste. Han ville gerne kunne forklare bedre - men det var svært at forklare noget man var helt igennem i tvivl om selv. Og hvis han prøvede ville han sikkert bare forvirre sig selv endnu mere over det.

Han trak let på den friske skulder og fokuserede selv på at komme fremefter. Hans eget blik var rettet på jorden foran ham. Oh...Der var lang vej hjem...Men der kørte næppe mange vogne, man kunne betale for en tur, på denne tid.
"Jeg er ikke engang sikker på jeg selv forstår den..." svarede han så bare. Det havde været i forlængelse af...Oh, af så meget! Først ritualet til Archdemon, der havde givet ham...Jamen den eneste måde han kunne forklare det, var at der var skygger i hans sind der talte til ham. Forlangte ting af ham. Og efter uheldet med et ritual, da han var sammen med Delilah - hvorend hun var henne nu - havde skyggerne ændret hans evne. I det mindste var skyggerne væk. Men Sean kunne stadig savne sin gamle evne...Hvor svært havde det været ham at træne sin nuværende evne? Hvor ofte havde han ikke været tæt på at dræbe en eller anden, ganske enkelt fordi han ikke havde haft styr på evnen?
Men det hele virkede så længe siden nu. Som i et andet liv, en drøm eller et mareridt.

Så Razor havde oplevet det en del gange før. Mon han faktisk havde dræbt nogen, som han egentlig ikke ville dræbe? Det var en mulighed og hvis ikke, var det en mulighed for fremtiden. Det måtte være frustrerende ikke at have den kontrol. Sean ville aldrig kunne leve uden kontrol. Kontrollen var nøgleordet. Sean havde det bedst når han var i kontrol.
Sean gik og holdt om sin lammede arm op, så den ikke trak ham til den ene side når han gik og så han slap for den hængende fornemmelse i hans skulder. Det virkede jo næsten som om hans arm ville falde af eller noget, som om hans led blev overbelastet i skulderen. Lammelsen måtte godt snart gå.
"Jah, jeg tænkte nok det var noget i den stil. Jeg vil...Well...Altså..." Han trak vejret dybt og rystede svagt på hovedet. Sig det nu bare!
"Undskyld i hvert fald. Hvis jeg forværrede situationen. Jeg er ikke altid så nem, er jeg vel?" retorisk spørgsmål.
"Så hvis du kan komme af med den forvirring eller nogle af alle dine tanker eller følelser...Eller hvad det er. Vil du måske få færre episoder af den slags? Det lyder da som noget vi kan arbejde på, hvis du vil. Gudinden skal vide jeg gerne ville vide mere om hvad der sker inde i det lille hoved af dit" bemærkede han så med et svagt, skævt smil.
"Jeg ved måske ikke altid hvad jeg skal sige. Eller gøre. Men jeg kan lytte. Hvis du får problemer eller bare har brug for at sige tingene højt. Jeg vil lytte...Det ved du godt ikke?" tilføjede han så, stadig med blikket rettet frem for sig. Dette var lige så meget udviklende for ham selv, som det måske kunne hjælpe hans få bekendtskaber. Razor, Lori...Han blev jo snart en svag krammebamse for de følelsesmæssige besværede individet i hans omgangskreds. Han brød sig ikke om det...Men han kunne heller ikke undgå længere. Han havde brug for at adresserer det. Få det frem på bordet og sætte nogle mere tydelige spilleregler mellem ham selv og hans bekendtskaber. For at bevare kontrollen og bevare sine få bekendtskaber. Det var bare ikke altid så nemt...

Razor trak kort lidt på skuldrende. " No.. You're not.. " Sagde han så bare først lidt. Han rettede sig en smule op, men det nyttede ikke - for hans krop var som en som en sæk kartofler. Uduelig. " I mean.. No - you're not easy - You're actually really confusing - sooo maybe that might have triggered something.." Sagde han så bare med et lille smil, et skævt et af slagsen. Han placerede sin hånd lidt i sin nakke og lod blikket falde frem for sig igen.
" My little head is a mess - I don't understand half of whats going on. " Sagde han så lidt og rystede en smule på hovedet. Det var dog ikke fordi han ikke ville fortælle Sean - eller gøre et forsøg på det. Han ville gerne selv kunne forstå - men i sidste ende tvivlede han også på at Sean forstod hvad tingene i Razors hoved mente eller betød eller bare i det hele taget var der for.

" I know - " Han rettede blikket mod Sean. " But I kinda don't know what to say, I'll just end up blabbering about everything and not really say anything usefull. I need specific questions for my brain to focus on what I'm actually looking for. And asking them myself? Well.. It dosen't really work that well.. " Sagde han så lidt og rynkede kort brynene lidt. Det var forvirrende. Måske var det hele bare ment til at være forvirrende og uforståeligt.
" I guess.. " Startede han så lidt før han skævede lidt tilbage hvor de kom fra. Men han rystede så bare lidt på hovedet. " I'm breaking into pieces - and I don't know how to put them back together. I never learned that. Killing is the only thing I'm fit to do soooo being an actal person - thats kinda hard.. " Sagde han så bare lidt - det var vel at skrabe toppen af kagen. Der lå sikkert meget mere i det. Man kunne sikkert lede længe i Razors sind efter flere ting - mange ting. Ende op med en så lang liste at det kunne give en hver hovedpine.

" I've been training and killing my whole life - lived as slave in a basement. Controlled by this - I don't know, he had this - there was just something about him. I knew what he wanted and all of that was so much fun. The rush, the blood, the proud face when I got back. The reward? " Han var stille et øjeblik men trak så bare kort lidt på skuldrende med et lille smil om læben. " Pain.. " Tilføjede han så lidt. " Like a drug - I reconized the faces the people back there had. Thats me - All sucked up in the urge to feel. - But not feel, 'cause that wasen't allowed. Sadness, Anger, Happiness - non of that is allowed. You just excist - fed up on excitement. " Måske var spørgsmål alligevel ikke så nødvendige alligevel. Nogle gange hjalp det bare at begynde at tale også kom ordene helt naturligt, også kunne han bare håbe at det ikke var volapyk for dem han egentlig talte til.
" Then I met Panthea and everything went up side down. I let myself feel everything. And now it's just - all mixed up and the boxes are broken. I can't fix it - not even just a little bit. " Han rynkede panden en smule. " Do I even make sense? " Spurgte han så bare lidt og skævede mod Sean.

Han gjorde nøjagtig det samme som han gjorde over for Lori. Haha! Jah...Hans bekendtskaber kunne tælles på en hånd og navnene Razor og Lori var dem, der dukkede op mest. Dem og Nephthys. Men sådan var det bare.
Han lyttede uden at afbryde. Da Razor havde snakket om specifikke spørgsmål, var han allerede gået i gang med at overveje det. Hvad skulle han spørge ind til? Det kunne være svært, for det gik op for ham at det var begrænset hvor meget han kendte Razor. Og med den begrænsning, blev det også svært at stille spørgsmål. Han skulle nu nok finde på et eller andet, om ikke andet så fra et tilfældigt emne, bare for at tage hul på det hele...
Men det blev slet ikke nødvendigt. For snart talte Razor løs og fik endelig sat ord på nogle af tingene. Sean fik endelig et bedre indblik i hvilken forvirrende verden der var inde i Razor og hvordan Razors liv havde været før. Hvorfor spurgte Sean så sjældent ind til folks tidligere liv?
Fordi det ganske enkelt ikke slog ham som relevant, medmindre folk havde et specifikt problem. Og fordi det var den nemmeste måde at undgå spørgsmål om ham selv. Det der betød noget, var lige nu og her. For ham i det mindste.
Eller hvad? Nogle gange var det også så forvirrende for ham selv. Han kunne tænke sig selv forvirret, hvem havde lige den evne? Det var bedre og nemmere at holde tingene simple. Men det var altid når han besluttede sig for det, at tingene blev endnu mere indviklede og han skulle prøve at rette trådene ud.

Han smilte svagt, mere fordi det var en vane end noget andet.
"Ja. Ja, det giver mening" bemærkede han.
"Jeg tror flere har det...Svært...Ved at finde ud af hvad de føler og hvorfor. Det er aldrig simpelt og man kan ikke bare sætte sig ned og beslutte sig. Man kan få en hvis klarhed...Men der vil altid dukke noget nyt op" sagde han så. Ikke for at stjæle Razors håb om at få det bedre. Måske mere for at forklare at det var overraskende normalt at være forvirret over den slags. I hvert fald hvis man var Sean, i hvert fald hvis man fik et indblik i de sind, som Sean efterhånden havde mødt.
"Du er vel bare bagud. Du har haft så lang tid, uden at føle, uden at måtte føle og nu indhenter det hele dig. Jeg tror du må tage dig tid til det. Find ud af hvordan du har med ting som...Som dine tidligere slaveejere. Med at dræbe. Med de folk, som du ser mest i din hverdag. Er du vred over det der skete mod dig? Er du taknemmelig? Har du brug for at få hævn, få en afslutning? Er der nogen du er glade for? Nogen du vil være der for eller nogen du slet ikke kan fordrage? Der findes så mange spørgsmål at stille. Vi må lave nogle kasser til dig, give dig en chance for at håndterer tingene...Tænker jeg"
Sandt nok var han ingen læge på området og talte mere ud af erfaringer og teorier, end fordi han vidste alt om emnet. Først og fremmest skulle tingene give mening for Razor og så kunne Sean altid rette sine teorier til, hvis der blev brug for det. I hvert fald kunne han ikke bare ignorere problemet.
"Jeg ved ikke om jeg rammer rigtigt...Men måske er problemet også, hvis du prøver at tænke på alt, føle alt og finde ud af alt på en gang. Måske er det nemmere at tage den lidt med ro. Tage en ting ad gangen...Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig. Stille dig nogle mere specifikke spørgsmål, hvis det kan hjælpe dig" tilbød han, selv om hans blik endnu en gang var vendt tilbage til jorden foran dem. Med deres dybe samtale mistede han fokuset fra den lange vej hjem og, i hvert fald for ham, nærmere de sig deres hjem hurtigere end han egentlig havde regnet med. Denne gade...Ja, de var nået længere end han lige havde set.

Han rystede bare en smule på hovedet. " I'm not angry - I actually never really feel anger the way I can other people do. Besides he's dead now - I killed him. " Sagde han så bare lidt med et lille grin. Det var egentlig ikke meningen at han ville grine - men det kom vel bare automatisk. Han skævede kort lidt rundt. Det var første gang han havde et rent billede af at miste kontrollen. Der havde han slagtet hele hans herres familie, på en ganske rolig dag. Bare det at tænke tilbage på det fik ham til at miste fokus - han pillede kort lidt ved sine fingre mens han lyttede til hvad der var Sean. Manden havde ret - men det gjorde det ikke mindre kompliceret. Det var jo en process som kunne lyde helt uoverskuelig at komme igennem - hvis det overhovedet var muligt at komme igennem den.
" Or maybe I am angry. Angry that feelings wants to be a part of me. " Sagde han så bare lidt og fugtede kort sine læber. Hans blik var rettet frem på jorden. Det var et kompliceret emne at snakke om - en ting var overhovedet at snakke med Sean på den måde, det var ikke som sådan sket uden problemer. Den udmattelse han havde i kroppen blev fejet lidt på afstand når alt aktiviteten pludselig foregik oppe i hans hoved. Han tænkte for meget - det var også noget Sean havde ret i. Alting på en gang ikke bare en ting af gangen.

" Everything kinda just colapse together everytime I try to only focus on one thing. " Sagde han så lidt. Forvirringen var ligesom kilden til alle de følelser han havde. Det ene øjeblik kunne han forsøge at forstå den glæde han havde når han var sammen med Reign eller Tatia - hvordan det hele boblede rundt i hans krop - også med et skød en ny følelse ind, angst eller tristhed og gjorde det hele umuligt at finde rundt i. På det punkt var det lige før Sean var meget nemmere selskab fordi han endnu ikke havde SÅ dybe følelser at han ville kunne falde på knæ i gråd over en diskussion. Alligevel kunne han ikke lide ikke at være på en stabilt niveau med manden. Underligt. En ting var arbejde, en anden var sex - men på trods af det lå der da mere mellem dem. Gjorde der ikke? Han rettede endelig blikket tilbage mod Sean med et kort overvejende udtryk. - Netop der, selvom de snakkede om lige netop det som et problem. Så formåede han alligevel at mixe alting. Det var vel det der var problemet. Dumt.

Han rynkede kort næsen lidt men bed så kort tænderne lidt sammen. " ... What if " Sagde han så lidt og begyndte efterhånden at nippe mere i sine fingre end bare at pille ved dem. Distrahere sig selv en smule.
" What if - would it.. Is it possible not to be suited to be a person - and just be a tool? 'Cause then I might just choose to be that. I don't think I'm ready for what it takes to get my shit together and learn how to seperate feeling from eachother. If I just block it out - it will all go back to how it use to be, right? " Han rynkede kort panden lidt med blikket mod Sean.
" And by that I don't mean behaving like I did back there - but just, not - like this either.. I feel weak - feelings make you weak. I hate weak - that the one thing I don't wanna be. Ever. " Sagde han så lidt og rystede på hovedet. Svag var mere en følelse end en tilstand. Razor vidste at fysisk var han stærk og han kunne fysisk være svag - men han var god til at tvinge sig ud af fysisk svaghed. Det mentale var sværere og nemmere bare at lukke helt ude end at tænke på.

Han vidste ikke om han var meget bedre til den slags selv. Han dømte ikke Razor på det, et eller andet sted havde han altid vidst at Razor var en forvirret fyr. Alle de spørgsmål og tilfældige sætninger fortalte det. Om forvirringen, men også de dybe tanker som Razor lod skinne igennem og fortalte om et dybt og kompliceret sind. Sean havde vel bare ikke reageret på det før. Det havde aldrig virket som en ting, som han skulle tage sig af, fordi de egentlig aldrig havde været så tætte. Men det var ved at gå op for Sean at ønskede at have nogen tæt. Det jagede ensomheden på flugt og gav ham en bedre grund til at stå op af sengen. Nogen at hjælpe, nogen at holde øje med.
Hans raske hånd slap langsomt den lammede og lod den hænge ned langs hans side igen. I stedet gled hans raske hånd ud og lagde sig roligt mod Razors nakke, hvilede mellem hans skuldre. Bare for at lade Razor vide han var det, gik han ud fra. Men hvorfor skulle hver handling, hver tanke og hver følelse altid havde en forklaring, en undskyld? Han drev sig selv til vanvid på den måde, hvis han ikke snart vænnede sig af med det. Han havde svære og svære ved at rationaliserer alt.
"Du kan...For en tid. Men det vil indhente dig. Folk vil ikke behandle dig som et objekt, de vil forlange du har samme følelsesliv som dem. Følelser, tanker. Tvivl, problematikker eller gode stunder. De vil hive dig ind i det igen og måske vil det kun slå dig det hårdere til den tid" svarede han. Det gjorde ham mere rolig at fokuserer på en andens problemer, end at tænke på sine egne.
"Det er som regel...Aldrig godt at udsætte. Det er bedre at tage tingene ved roden og få styr på det" sagde han så og slap Razor igen, hvis han ikke allerede havde rystet Seans hånd af sig.
De gik nu på gaderne i Terrorville. Det kunne han se, fordi den mudrede jord og vandpytter var blevet til brosten. Åh godt! Han var udmattet. Træt og såret. Razor havde det næppe bedre selv. Han tog fat om sin dårlige arm igen. Det var simpelthen mindre end behageligt at den hang sådan. Ville der være brug for lægehjælp? Nej. Sean brød sig ikke om den slags, han ville hellere klare sig selv. Han kunne rense såret og så ville lammelsen nok gå over om nogle timer eller noget.
Han trak vejret dybt, bed lidt hårdt sammen, var stille for en stund.
"Følelser..."
Han kunne ikke rigtig få det sagt alligevel. Hans blik hævede sig og gled over husene omkring dem. Hvis en vagt fandt dem nu, ville de nok tvivle på de overhoved hørte til i denne del af byen. Heldigvis virkede der stille.
"...Gør en svag. Men man kan ikke altid være stærk. Kunsten ligger i at skjule det for sin omverden og kun være svag, når man er sig selv" Han lod fjern. Som om han var fordybet i sine egne tanker, sine egne erfaringer.
"Altid være i kontrol..." Han rystede svagt på hovedet. Hvad var det han sagde? Dette hjalp ikke Razor.
"Følelser er der. Du kan ikke undgå dem" slog han så fast, denne gang mere henvendt til Razor end til luften omkring dem. Han sendte Razor et prøvende smil.
"Vi er snart hjemme"
Der var det igen. Hans måde at skifte emne, når der blot var en risiko for at nogen ville stille spørgsmål til ham selv. Men hvad var han bange for? Razor havde mere end nok problemer med sig selv. Fyren havde næppe energi eller overskud til at være interesseret i Seans indviklede indre. Desuden handlede det også om Razor nu, ikke om Sean.

Seans berøring var ikke noget han havde regnet med - men derfor børstede han det ikke af sig. Kun fordi det et øjeblik nær fik hårene i hans nakke til at rejse sig. Men på en god måde - ikke som i angst eller lignende. Mere bare afslappende beroligende. Ikke fordi han var oprørt og havde brug for at blive beroliget. Men det gjorde alligevel noget. Måske var det bare sådan med nærkontakt i det hele taget. Men det gjorde også bare at trængen til at falde på hovedet i en seng og sove for evigt halede ind på ham. Han skulle ikke slappe mere af end han allerede gjorde så ville hans ben kollapse under ham og han ville ikke kunne gå resten af vejen. Så han rettede sig lidt op, dog med et lille smil om læberne.
" Mmm... Yea - Sean you need to stop being old - and wise - old and wise goes hand in hand. Soon enough and tiny grey hair will appear on that good damn good looking head of yours. " Sagde han så bare med et lille skævt smil. Han måtte løsne sig lidt op før det hele blev for meget. Altid noget at han kunne mærke bare lidt når det blev lidt for seriøst eller kompliceret for hans hoved. Ikke at han skubbede emnet helt ud af verden - men holdt det stadig en smule på afstand. Måske i frygt for faktisk komme dybt nok til at tage fat i hvorfor han var et rod lige pt.

Han lod blikket hvile mod Sean et øjeblik og kunne ikke helt lade være med at smile lidt skævt. " By the way.. " Sagde han så lidt før han kort bed sig lidt i læben. " Your arm will be okay - soon. " Sagde han så lidt mens han nikkede. Den havde godt nok set ud til at være en smule kompliceret at rende rundt med. Razor havde ikke lige prøvet at være lammet selv før - men det virkede ikke voldsomt rart. Sådan ikke at have fornemmelse for sin krop.
" And you never talk about - You seem to be in control, tell me how you do it and why you have to do it? " Sagde han så lidt og sendte måske bolden tilbage på Sean. Razor kunne sikkert snakke for evigt om alt mulig der havde med ham selv at gøre. Men der ulmede noget ukontrollerbart lige under overfladen og det var en risiko at løbe at bringe det på banen igen. Han havde ikke lyst til at skulle igennem hvad de lige havde været igennem en gang til. Ikke fordi det på nogen måde var muligt, han var helt kvæstet og ville i sidste ende bare ende med at rulle rundt i en knurren og bister bitterhed omkring ikke at kunne gøre mere.
" Home.. " Sagde han så bare lidt mumlende til sig selv og rettede blikket frem. Det var underligt. Hjem var så fjern en ting, og alligevel så havde han jo faktisk et hjem nu. Det var længe siden han havde haft det. Ja - Drageborgen havde halvt været et hjem - men ikke helt. Han havde boet ved en anden herre i en kort periode - men det var aldrig rigtig blevet hjem. Så var der hans første herre - det havde været hjem. Men det var væk og siden der havde der ikke været lige så meget ro på det punkt i hans liv som nu. Han vidste hvor han kunne sove og spise - søge hen når ingen andre steder synes at være.

" Tatia told me once that we're all a little human.. I still don't believe that - But maybe I believe that we all have a little somethin' somethin' human, non-human part that demands to be - Even you, and thats kinda nice. " Sagde han så bare lidt før han nikkede en smule. Også selvom der var så mange ting ved Sean han ikke forstod - så var han stadig en person og det var rart at vide. At den mægtige Sean ikke var umulig at røre.

Der var det. Han mærkede det anspændte, der overtog hans krop, hver gang nogen dristede sig til at stille spørgsmål. Det var irriterende. Et sted ville han helst undgå det, men et andet sted følte han at han også skyldte Razor nogle svar. Tingene ikke altid kun handle om andre...Hvad var det nu? En person...Var det Luce? Alane? Neph? Nej, han huskede det ikke. Kun at en af dem havde snakket om det. Man måtte give lidt igen. Man kunne ikke forvente åbenhed, uden selv at åbne lidt op. Det var dumt. Hvem havde oprettet den regel?
Men han ønskede sig det faktisk. Han ønskede nogen interesserede sig for ham, selv om han samtidig frygtede det. Han kunne ikke selv håndterer det. At blande andre ind i det...Det virkede ikke som en god ide.
"Gråt hår? Det skal nok klæde. På en eller anden måde" svarede han så frisk han kunne.
Desuden var det rart at vide, at hans arm forhåbentlig snart blev sig selv igen.
Han trak vejret dybt. Det var så meget nemmere bare ikke at sige noget, faktisk.
"Jeeg..."
Der var ikke så mange steder at flygte hen denne gang, var der? Jo. Der var altid steder at flygte hen. Andre emner at tage fat på.
"...Kan ikke styre det" svarede han så lige ud.
"Vi to er måske mere ens end du tror. I sin tid...I sin tid, da der endnu var folk der interesserede sig for mig og jeg for dem...Når de sårede mig eller jeg blev vred...Folk døde af det. Jeg kan ikke håndterer følelserne. Ved ikke hvor jeg skal gøre af dem, hvordan jeg kommer af med dem eller løser dem. Det er nemmere at afreagerer ved at slå ihjel. Mere simpelt" Han trak på skuldrene.
"Resten er et spørgsmål om øvelse. Det er skuespil og evnen til at kunne fjerne fokus. De færreste stiller spørgsmål, men hvis folk endelig gør det, handler det om at dreje emnet ind på noget andet. På en måde så folk ikke opdager det. Jeg har gjort det så ofte, at det er blevet en naturlig reaktion for mig. Men nu angår mine følelser jo heller ingen" Der var noget skræmmende ved det smil han sendte Razor. Som om det på en måde var enormt ensomt, men samtidig tog stor afstand. Som om det i sig selv bad Razor om ikke at gå for langt, at presse Sean for langt.
Men Sean mente hvert et ord. Hans følelser ragede ingen. Hvad skulle folk også stille op med dem? Komme med nyttesløse råd, vise medynk. Ting Sean ikke kunne bruge til noget. Det var nemmere at hjælpe andre og fokuserer på praktiske opgaver, end at fordybe sig i en stillesiddende snak om følelser.
Deres hjem dukkede op. Uden helt at tænke over det, satte Sean farten op, da han både var ivrig efter at komme hjem og ivrig efter at stoppe samtalen, inden Razor stillede for mange spørgsmål.
Der var altid en måde at flygte. Sjovt som han indrømmede det for sig selv, men alligevel ikke så en grund til at ændre det. Dr. Trott havde været for tæt på...Og måske hevet ham ud af en depressions mørke tåger. Men der var virkelig ingen grund til at andre kom så tæt på. Han ville blot føle sig svag. Folk reagerede aldrig som man troede. Han sad altid på nåle, spændt på hvordan folk ville tage tingene, men han blev altid skuffet. Han vidste ikke hvad han forventede, men det var som regel aldrig det han fik. Og så begyndte han først at blive frustreret, blive vred og med udadgående, voldelige handlinger.
Hvis han blev voldelig, var det som regel fordi balancen var knækket. Et råd om hjælp? Nej. Sådan ville han ikke tænke over det. Det var bare en reaktion. En han faktisk godt kunne lide, men som også skræmte ham, fordi der ikke var meget kontrol i den.
"Jeg kan ikke vente til min arm bliver normal igen!" forsikrede han. Razor ville bemærke det...Emneændringen. Forhåbentlig tillod han den. Hvor var han dobbeltmoralsk...Rådgav andre, men fulgte på ingen måde selv sine råd.

Sean fangede hans fokus på mindre end et øjeblik da han faktisk valgte ikke at skubbe Razors spørgsmål helt til side. Hvorfor det kom så meget bag på ham vidste han ikke - fordi Sean var en lukket bog? Sikkert - måske Razor alligevel havde lært at læse bare en smule. Eller lod en anden læse op for ham. Sådan kunne man måske godt beskrive det. Hvert fald lyttede han til hvert et ord - også selvom det kun vækkede endnu mere nysgerrighed i ham end hvad godt var. Han bed sig kort lidt i læben før han rettede blikket frem. Stadig lyttende - overvejende. Uden at være helt igennem analyserende. Der var jo noget om snakken - hvis det var sådan de mindede om hinanden var det da klart at hver gang emnet 'følelser' kom på banen, skabte problemer og spændinger - hvis ingen af dem anede hvad de havde med at gøre.

" You should listen to your own advice it seems.. " mumlede han så lidt - dog ikke på en hård måde, mere en konkluderende måde. Sådan var det vel. Sean virkede til at have styr på det hele når han talte - men tydeligvis var det slet ikke sådan. Razor tog det dog til sig. Det betød noget. Også selvom han måske ikke helt var så god til at vise det - så rørte det alligevel noget i ham.
" But... Then I almost feel sorry for you - I mean, the fact that I actually care about how you feel about stuff. That must be torture." Sagde han så lidt og rettede blikket tilbage mod Sean. " I'm good at questions - but it seems you're better an pushing them away than I am. Maybe you should learn how to answer them and I should learn how to keep some of them to myself. " Han trak kort lidt på den ene skulder men rettede så blikket lidt frem mod huset da det dukkede op. Overraskende hurtigt, hvor blev turen af? - Samtaler fik vel bare tiden til at gå hurtigere på en eller anden måde.
Han sakkede hurtigt en smule bag ud - han var stadig kvæstet når det kom til energi niveau og havde en smule svært ved at følge med da Sean satte sit tempo op. " Do you feel the need to help people because you don't want them to help you? " Spurgte han så bare lidt og lod hovedet glide på skrå. Han forsøgte endnu engang at følge med Sean - lidt hurtigere formåede han at komme med hen til huset. Men ikke helt så hurtigt som han ville ønske han var i stand til.

Seans arm - den ville snart blive god igen. Men så lidt var Razor ikke at nare - også alligevel. Havde Sean ikke vækket hans nysgerrighed havde han sikkert kunne lade emnet passere lettere end nu. Han havde ikke lyst til at lade det ligge. Heller ikke selvom alt havde tydet på at det var det rette at gøre. Han skævede kort lidt op af huset men måtte stoppe op inden han nåede helt frem. Han hvilede kort sin hånd mod sin pande og blinkede et par gange med øjnene. Åbenbart havde det alligevel lige tæret det ekstra på ham at energien stadig lakkede nok til at slå ham ud af kurs.
" Don't ever do that again.. " mumlede han så bare lidt. Mest til sig selv - men også lidt henvendt til Sean. Det var trods alt Sean der havde hevet energien ud af ham. Hans krop var slet ikke forberedt på sådan en omgang.

For hvert ord Razor ytrede, jo mere irriteret blev han. Det var præcis den slags han ikke havde brug for...Folk der gjorde sig kloge på ham. Havde ideer om hvordan Sean skulle gøre tingene, fordi alle havde en ide om hvordan man gjorde det 'rigtigt'. Han fortrød allerede. Hvad havde han tænkt på? Han havde brudt en tendens, der havde fulgte ham i så mange år. Flere hundrede år, hvis det kunne gøre det. Det værste var at han herfra og til at blive vred...Der var ikke lang vej. Det var den nemmeste måde at skabe afstanden igen: Blive vred og skubbe folk væk. Han havde gjort det mange gange og det havde også givet bagslag. Folk havde forladt ham for det eller holdt pauser, før de gad se ham igen. Men man ændrede ikke sine vaner fra den ene dag til den anden. Han var ikke engang sikker på om han hverken kunne eller gad ændre det.
"Du bekymrer dig om mig?" Hans øjenbryn dansede lidt op og ned. Hvad skulle han stille op med det? Han havde faktisk ikke forventet det. Hvem vidste hvad Razor tænkte? Nej. Sean var ikke rigtig sikker på om der fandtes nogen, der rigtig interesserede sig for ham. Men det var okay, for det var en ting han var ved at vænne sig til. Det var bedre at være der for andre...Og så ignorere resten. Eller kun håndterer det, når han var alene.
"Lad være med det. Jeg klarer mig. Folk der bekymrer sig om mig, ender ofte i ubehagelige situationer" bemærkede han så bare. Sådan var det. Det var en fact. Alle endte i ubehagelige situationer, enten fysisk eller psykisk. Men det værste...Det værste var at folk, der påstod de brød sig om ham, altid forsvandt. Ville Razor også snart forsvinde? Han ønskede det ikke. Ønskede ikke det skete mere. Kunne Razor ikke bare lade være?
Han ønskede ikke engang at tænke over de ting Razor sagde. Han skubbede det væk, væk, væk.
"Nej" svarede han så bare. Han kunne prøve at forklare det...Men han gad ikke. Det var også indviklet, formentlig. Nej, den åbne bog havde lukket sig hårdere i, end en østers. Prikkede man for meget rundt, klappede den i og nægtede at åbne sig igen.

Huset. Af en eller anden grund havde han en ide om at spørgsmålene ville stoppe, når de nåede huset. At stille flere spørgsmål til Razors liv nu...Virkede alt for dobbelt moralsk, til at han kunne. I stedet fiskede han en nøgle op af sine lommer og låste hoveddøren op, efter at have tilbagelagt de få trin op til hoveddøren. Han så sig over skulderen for at være sikker på Razor var med. Et eller andet sted...Ønskede han jo at Razor kom godt hjem.
"Kan du selv komme af de sidste trin og indenfor? Bare rolig. Denne gang skal jeg nok lade være med at kræve du tager et bad, før du må sove" bemærkede han, denne gang mere drillende. Ville løsne stemningen lidt, foruden skifte emnet. De var hjemme nu...Nu skulle de slappe af. Komme sig oven på tingene. Det kunne Razor vel nok forstå. Han skubbede hoveddøren op, hvor Tim allerede kom dem i møde. Han orkede ikke sin butler lige nu...
"Tim!...Ah. Hård nat. Vil du sikre at Razor kommer ordenligt op i seng?" foreslog han, velvidende Razor sikkert næppe ville tillade hjælpen. Men måske havde Razor intet valg, hvis han faldt på vej op af trappen, på vej til sit værelse.
Tims øjne gled over Seans dårlige arm, men Sean viftede med sin friske hånd.
"Tænk ikke på det. Det går over" forsikrede han.

Han forventede at Razor fortalte ting og var det ikke tilfældet var det lige gyldigt - men på den der lige gyldige - jeg foretrak du sagde noget - lige gyldige måde. Nu lå bolden ved Sean og han afviste den. Sparkede den væk med det samme. Ja han havde sagt noget. Men man kunne ikke læse et kapitel uden at ville have mere af den bog Razor i sidste ende vidste manden var. Han skulle da have credit for at prøve. At Sean faktisk siden starten havde valgt at gemme væk hvad han var for en mand var ikke Razors skyld - han havde forsøgt, stillet et hav af spørgsmål - puttet kommentarer ind som måske ville kunne få ham til at nævne et eller andet. Men det havde hjulpet lige lidt hver gang. Dette var selv samme situation. Han havde fået lidt men ikke nok. Det mente han ikke selv.
" I do care, maybe I just suck at showing it.. " Sagde han så bare lidt før han kort overvejede det lidt. Det var sandt. Han bekymrede sig. Evnen til at vise det ville sikkert komme i takt med at han vidste præcis hvorfor og hvad bekymringerne betød. Razor måtte måske bare indse at dybe samtaler var noget han måtte tage med Tatia - hun lyttede og svarede og var villig til at lade den gå den anden vej rundt også. - På den anden side forstod hun ham ikke hundrede procent, netop fordi han havde en side der slet ikke var til at forstå - den blev fodret af begær. Blod og alt den negativitet og frygt den kunne komme i nærheden af. Han valgte dog ikke at stille flere spørgsmål, de meldte sig nok på et andet tidspunkt. Han var måske i sidste ende for træt til at være insisterende.

" How generous of you.. " Sagde han så bare med et skævt smil om læben før han rystede lidt på hovedet. Et bad ville være rart - men nej, det var det sidste han orkede. Han ville sove. Han havde brug for at sove - og hans seng kunne ikke komme hurtigt nok. Han følte efterhånden han var på nippet til endnu et styrt med ansigtet mod jorden - ikke fristende. Så han måtte styre direkte mod sin seng.
Han formåede at bevæge sig op til hoveddøren.

" No no! I'm good - do whatever, I can find my room myself. " Sagde han hurtigt. Han havde ikke brug for hjælp. Trappen var nok det værste - men så ville han jo også være fremme så hvis han bare tog den helt stille og roligt. Han rettede sig kort lidt op for at samle sig helt til den ultimative opgave det virkede til at være at skulle finde sit værelse. Han trådte med det samme mod trappen og nåede et par trin op før han måtte gå i stå og tage et mentalt tilløb for at kunne klare et par mere.
" co-operate you stupid body.. " beklagede han sig lidt mumlende til sig selv da han nåede halvvejs. Han lænede sit hoved lidt mod væggen og lukkede kort sine øjne et øjeblik før han bed sig lidt i læben og fortsatte. Han skulle bare forestille sig sin seng - sin dyne - søvnen der kunne omfavne ham og endelig lade ham slappe af. Samle energi til en ny dag. En dag forhåbentlig uforstyrret af alt og ingenting. - Sådan som han drømmende sig mod drømmeverdenen begyndte den efterhånden at blive virkelig at han efterhånden havde sat sig på trappen og døset hen. Utroligt. Blikket fra butleren vækkede ham dog igen - han havde ikke brug for hjælp! Så han var afsted igen. Powernap på 2 sekunder havde alligevel motiveret ham nok til at klare resten af trappen.

I virkeligheden var det mere kompliceret end som så. I dette øjeblik, hvor han lod Razor komme indenfor, overhæle ham og begyndte bjergbestigningen op af trappen, gik det op for ham.
Sean reagerede ikke så godt på skjulte spørgsmål og små hentydninger. De var så nemme at børste væk. Det fungerede meget bedre med direkte spørgsmål: Men de måtte ikke handle om noget ubehageligt, for så ville han blot afvise dem. Som han så Razor stavre af sted, følte han noget tungt inden i sig. Ikke fra armen, fra lammelsen, men fra...Noget andet. Hvad? Som om han havde forspildt en chance? Eller mere som om han igen havde skubbet noget væk sig selv, selv om han vist nok ønskede sig det modsatte?
Men kunne ingen da se?
Kunne ingen da se, at han ikke kunne finde ud af det selv? Hans følelser hungrede efter nogen, de kunne omfavne og være sammen med. Hans logik fortalte ham at den slags kun gav problemer og han burde fokuserer på at komme videre, uden at lade nogen komme for tæt på igen. De kæmpede i hans indre og nogle dage vandt den ene...Andre dage, den anden. Der var aldrig balance, aldrig enighed, aldrig bare en ting at gøre eller følge. Det var også for Razor var gået direkte ind til benet, i stedet for at give sig tid til kødet først. Direkte ind til kernen. Følelser og håndteringen af dem. Ingen lettere emner til at starte med, ting som Sean havde nemmere ved at tale om.
Han havde stået og døset hen i sine egne tanker og forvirring, men han kom til sig selv igen, næsten samtidig med at Razor sov på trappen. Han sukkede, smed sine sko og kappe fra sig og gik over til trappen.
"Det er fint Tim...Jeg burde selv gøre det..." fik han fremsagt. Tim var efterhånden noget forvirret. Begge af husets beboere var udmattede og mere eller mindre skadede. Tim vidste slet ikke hvad han skulle gøre!
På en eller anden måde fik Razor kæmpede sig op af trappen. Sean ville følge efter ham ind på hans værelse, for at være sikker på han kom helt ind i seng. Tim stod endnu på trappen og så tvivlende efter dem, før han tøvende vendte sig og gik ned af trappen igen. Men Sean havde ikke tålmodighed eller overskud til at fortælle Tim hvad han burde gøre i sådan en situation.

Hvis Razor var ved at kollapse, ville Sean gribe fat om ham med sin raske arm og støtte ham. Hvis ikke, ville han bare følge efter. Før eller siden ville Razor komme ind på sit værelse og over til sin seng.
Sean ville lade ham kollapse på sengen og hvis Razor ikke selv orkede det, ville han lirke dynen fri og lægge den over Razors spinkle krop.
Han satte sig på sengekanten. Ville egentlig vente til Razor sov. Hans blik gled over til det nærmeste vindue.
Måske var det hans egen udmattelse der talte. I et øjeblik havde han mere lyst til at sove her, om det så blev på gulvet, end gå tilbage til sit eget, ensomme værelse. Til mørket.
Han begravede sit ansigt i den raske hånd et øjeblik. Han ville så gerne sige noget...Det sad lige der. Som en klump i hans hals. Sige noget mere. Lade Razor vide, at han ikke gjorde det for at skubbe ham væk. Men han var ikke sikker på han kunne, at han kunne komme over den forhindring, vanerne og det forsvar, han havde bygget om sig selv.
Han trak vejret dybt.
"Måske i morgen..."
Det var ikke mere end en hvisken. Hans blik gled over til Razor igen.

Razor nåede endelig frem til sit værelse - uden helt at opfatte det havde han fået hjælp alligevel. Det var som om at kroppen vidste at sengen var lige om hjørnet og havde lagt sig selv til at sove på forhånd. Men i seng kom ham. Efter ikke selv at have haft tanken på faktisk at udnytte dynen han havde - men det klarede Sean for ham og inden han vidste af det var han pakket godt ind og lå med hovedet tungt i en blød hovedpude. Det var en så rar følelse at noget lige nu ikke kunne slå det. Ren afslapning i den ultimative udmattelse. Fantastisk.

Han havde ikke forventet at Sean blev længere end kun lige for at 'sætte ham af' ikke at det gjorde noget, slet ikke. Det var nu egentlig også meget hyggeligt, selvom han i sidste ende var for træt til at opfatte det helt. Han røg lidt mellem søvn og at være vågen et par gange - underbevidstheden var lidt splittet om hvorvidt han burde sove eller fokusere et øjeblik på Sean. Forhåbentlig var det okay at søvnen vandt - for det gik ikke længe inden den omfavnede ham helt og trak ham med til drømmeverdenen. Han kunne kun håbe på at det var en verden der faktisk ville lade ham hvile og ikke fylde hans hoved med billeder der gav ham lyst til faktisk at være i kaosset i den virkelige verden.

Underbevidstheden talte stadig til ham - hvert fald så længe Sean valgte at blive i rummet - eller sidde på sengen. Hans tilstedeværelse talte altid lidt til Razor. Manden burde vide at Razor ikke blev hængende i samme selskab medmindre der var mere i det end simpel underholdning. Måske havde det været sådan dengang i Dragons Peak - men tingene havde så sandelig ændret sig gevaldigt siden der. Han vidste ikke hvordan han skulle takle Sean - men det var heller ikke fordi han ønskede at rode i mandens liv og følelser fuldstændig. Han var bare nysgerrig. Men ønskede samtidig heller ikke at Seans mening omkring hvorvidt han ikke betød noget skulle være en realitet - for det var slet ikke sådan det var.
Han vendte sig en halv omgang i en knap så overskudsagtig bevægelse. Men kun for bare at stjæle Seans hånd. " Mmm.. Now you're stuck in here for good.. " mumlede han så bare i en træt stemme men med et kort lille smil. Sean havde været for langsom til at smutte inden Razor havde besluttet at han ikke kunne sove ordenligt hvis Sean bare sad der. Hvis han skulle have selskab var kontakt et must - så simpelt var det at Razors hjerne fungerede.
" Better get comfortable.. " mumlede han så bare næsten uhørligt. Stadig med Seans hånd fanget mellem sine egne. Men han forsvandt ellers bare stille og roligt tilbage i søvnen igen.

Han havde blot ville sikre, at Razor kom ordenlig i seng. Derefter ville han rejse sig, forlade rummet og finde sit eget værelse og seng. Han ville bare lige sidde lidt...
Måske var det egoistisk af ham at blive siddende. Men hvis Razor alligevel sov, gjorde det så noget? Bare et øjeblik.
Han forventede allerede at Razor sov og hans eget blik var allerede gledet ud af vinduet igen. Udenfor herskede mørket endnu, men Sean gættede på der næppe var så længe til det blev morgen og solen ville stå op. Det dunkede i hans arm på en ubehagelig måde, som om hans krop prøvede at komme af med giftstoffet, eller hvad det var, og genoplive armen. Han burde rense sit sår, huskede han pludselig.
Men han nåede ikke så langt, før Razor havde grebet hans hånd. Hans blik gled ned til hænderne, før det fandt Razors mere eller mindre sovende ansigt. I et øjeblik havde han lyst til at smile, sådan et rigtig smil. Et smil der betød noget, frem for alle hans små ligegyldige smil. Til sidst gav han sig...Hvis Razor mente han skulle føle sig det behageligt, betød det at han lagde sig ned. Han rejste sig lidt, men uden at hans hånd gled fra Razors. Han lagde sig i sengen, ved siden af Razor. Sengen var stor nok til det og Sean, der selv var lidt af et puttedyr når det slog ham, havde også sikret at Razor ikke løb tør for puder eller andet af den slags.
Så med hovedet på en blød pude og fornemmelsen af Razors nærhed fik ham overraskende nemt til at falde i søvn.
En dyb søvn, der ikke var forstyrret af alt muligt. Han var udmattet. På alle måder.

Det var tiltrængt søvn - selskab i sengen gjorde den kun endnu bedre. Sådan var det vel mere eller mindre altid. Varmen fra en anden krop tæt ved sin egen - det gav måske bare en eller anden ubevidst tryghed. Desuden var der ingen grund til at Sean forsvandt fra værelset bare fordi Razor var døden nær af træthed. Men han havde sovet godt - ikke så længe som han sikkert burde. Men han var på den anden side bare ret dårlig til at lytte til præcis hvad han behøvede eller hvad hans krop havde brug for.
Han var vågnet forholdsvis tidligt - også selvom han ikke helt vidste hvad tid det så end var. Stadig træt - men stadig med en ny energi der sørgede for at han ikke bare sådan lige kunne falde i søvn med det samme igen. Måske senere - men hvile var en svær ting for Razor og selv i søvne kunne han blive rastløs.

Han havde overvejet at snog sig ud af sengen og smutte i bad - men så afhængig var han nu alligevel heller ikke for at komme af med sin energi lige med det samme. Han lå i stedet bare lidt med blikket rettet mod Seans ansigt. Det ville være meget sjovere hvis manden vågnede. Men måske krævede det at han vækkede ham.
" Seeeeean... " Hviskede han så bare lidt med et lille smil om læberne. " Seeeeeeean... Would you get mad if I ate Tim? " Spurgte han så bare lidt - dog stadig en i en lav tone. At råbe Sean ud af sin søvn var måske ikke det bedste træk - heller ikke fordi Razor lige var en der råbte voldsomt meget. Godt nok talte han i strømme og bevægede sig som et egern med for meget sukker i systemet, men at råbe? Nej - så højt rystende var han nu alligevel ikke.

" He's wandering around all day everyday - edable and stuff.. It's hard not to you know.. " Sagde han så bare lidt før han rykkede lidt på sin pude. Det var ikke engang fordi han var sulten - men det kunne bare være sjovt at lege med butleren for en stund. Han kunne vel sagtens undvære en finger eller noget. Måske ikke en hel hånd - dem brugte han trods alt rimelig meget.
Han tiltede så bare om på ryggen og lod blikket finde loftet et øjeblik. " I can smell him.. " mumlede han så bare lidt med et lille smil om læben. Dæmonisk - men ikke som aftenen før, slet ikke i den kaliber af begær. Måske mere bare lidt typisk Razor der keder sig en smule opførsel.

Han sov tungt og hans vejrtrækning var dyb og regelmæssig, hans krop varm. Han havde ingen dyne på og han havde stadig alt sit tøj på - når det kom til stykket, kunne sengetøjet nok trænge til at blive skiftet bagefter. Han havde sovet på siden det meste af tiden og næsten ikke bevæget sig. Til at starte med, sin hånd hvilende blandt Razors, til en af dem havde trukket sine hænder til sig i søvne.
Selv da Razor var vågen, sov han stadig. Fik indhentet al den søvn han ikke fik til hverdag, hvor han ingen søvnrytme havde og kun fik et par timers søvn, når det endelig var.
Men han begyndte alligevel at bevæge sig lidt, da Razor bevægede sig og hviskede til ham. Som om hans underbevidsthed bemærkede alle disse forstyrrelser og langsomt vækkede ham op. Til sidst begyndte han at blinke lidt med øjnene, før han trak vejret dybt og strakte sig i sin lidt forkrampede position. Oh! Hans krop virkede tung af søvnen.
"Hmmmm?" Sean kom med en lang brummelyd, der fortalte at han registrerede at Razor sagde noget, men ikke præcis hvad. Han drejede hovedet og så lidt på Razor. Så gled hans øjenbryn en smule sammen. Var det...Nåe ja. Han havde lagt sig til at sove her. Var det passende? Det var vist for sent nu, selv hvis det ikke var.
"Vent...Hvad?" mumlede han og tvang sig selv til at vågne mere op. Han havde altid været hurtig til at vågne.
"Tim? Selvfølgelig må du ikke æde Tim!" slog han endelig fast. I et øjeblik lukkede han øjnene og lå lidt. Men med en kraftanstrengelse fik han vendt sig og sat sig op, svundet benene ud over kanten, til hans fødder landede på gulvet. Hans hænder gled hen over hans ansigt og igennem håret.
Først nu gik det op for ham, at han kunne bruge sin arm igen. Han kiggede lidt på den, som han knyttede og åbnede sin hånd. Hans anden hånd gled hen over den. Han kunne mærke noget igen! Men...Ah. Shit. Han havde ikke fået renset sit sår. Forhåbentlig gik der ikke betændelse i. Han kiggede lidt på det, før han besluttede sig for at et øjeblik mere uden vand og sæbe ingen forskel ville gøre og han i stedet drejede hovedet og så hen mod Razor.
"Er du kommet dig?" spurgte han. Solen skinnede ind i af vinduet, medmindre Razor altid havde trukket gardinerne for. Dag. Sikkert midt på dagen eller noget i den stil. Han fik garanteret ikke noget praktisk ud af denne dag.

Han lod hovedet glide lidt på skrå men rynkede så kort panden lidt. Dog flakkede hans blik mod Sean igen få sekunder efter da det virkede til at han nærmest havde travlt med at komme op. Det var ikke det der havde været Razors intention. " Hey! I didn't wake you for you to leave.. " Sagde han så hurtigt og rullede om på siden igen. Helt præcis hvorfor Sean skulle blive kunne han dog heller ikke komme på. Måske ville det være meget godt at komme op - ud, eller måske lige i bad først - men så ud og trække luft. Emnerne fra i går kunne sagtens blive lagt på hylden et øjeblik. Hvert fald for Razor. Han ville egentlig helst selv bare gerne glemme hvad der var der var sket og komme videre. Men der var andre ting han måske stadig godt kunne være nysgerrig omkring. Men måske var det endnu ikke helt det rette tidspunkt at grave sig ind i Seans hoved.

" Mhm.. I think. " Sagde han så bare hurtigt og nikkede en smule. Han havde det bedre - meget mere energi end han kunne huske han var endt op med i går. Han følte sig ikke længere så tung og skulle ikke hive sig selv rundt i alle bevægelser.
" Looks like your arms is back to normal. " Sagde han så bare lidt med et lille smil om læben. Han prikkede kort lidt til Seans arm - kort før han så bare skubbede dynen væk og satte sig op. Han lod blikket hvile lidt mod Seans ansigt men skævede så bare kort lidt rundt i rummet.

" Do you have crazy plans today? Or am I allowed stealing - some of your time? " Spurgte han så lidt i det han rejste sig. Ingen svimmelhed - han var vidst good to go. Hans blik lå dog mod Sean igen. Måske fordi han forsøgte lidt at finde ud af hvad der var for en Sean han havde med at gøre. Manden skiftede humør lige så ofte som Razor selv - og nu var det morgen. Det var i princippet ikke voldsomt tit man som sådan vågnede op ved siden af hinanden efter - kaosset igår.
" I mean - just to be safe, that I don't eat him anyway. Would you blame me if he suddenly actually disappeared? " Spurgte han så lidt og placerede sin hånd mod Seans skulder, kun fordi det var oplagt at bruge ham til at læne sig lidt op af nu hvor han stod her på sengen. Han havde faktisk ikke helt så mange idéer til hvad han ville bruge Sean til i dag - men det ville også være fint at være på sidelinjen af mandens liv. Han vidste bare at han ikke orkede at være alene og havde alligevel ikke helt planer om at bevæge sig udenfor. Ikke før han var hundrede procent sikker på at han ikke ville eksplodere med det samme. Selvfølgelig var han aldrig sikker på det - men det at fare ud og lave rav i den med det sammen formindskede nok ikke mulighederne.

Han smilte svagt og trak let på skuldrene. Han var jo ikke gået endnu. Men han ville heller ikke blive liggende...
Faktisk var han allerede i gang med at overveje hvad dagen skulle bruges til. I bad, rense sit sår, var umiddelbart de to mest pressende ting. Mad var egentlig også på listen. Efter i går følte han sig ret sulten efterhånden. Sean sad ikke stille, lå ikke stille. Han var en aktiv mand, trods alt.
"Ja!" medgav han og bevægede bekræftende sin arm. Den var sig selv igen og det var han nu ret glad for.
"Jeg har vel ingen planer. Jeg har sjældent planer...Tingene kommer af sig selv" forsikrede han og ville egentlig have rejst sig, da Razor besluttede at bruge ham som støtte, med en hånd på hans skulder. Han så hen på Razor igen.
"Jeg skal i bad. Have noget mad. Du kan jo følge med hvis du vil" bemærkede han så, velvidende han næppe kunne holde Razor tilbage alligevel. Hans ene hånd gled igennem det strittende hår igen. Han havde allerede bevæget sig væk fra deres samtale i går og kunne opføre sig, som om intet af det rigtig sket. Slåskampen var sket...Men samtalen, i det mindste. Eller den mislykkedes samtale. Forhåbentlig ville den ikke blive taget op...Sean havde en god ide om at det bare ville ende på samme måde, hvis Razor stillede spørgsmål til hans følelsesliv.
"Jeg ville nok undersøge sagen...Og du ville helt klart være under mistanke" svarede han så og puffede let til Razor.

Det bankede på døren. Sean så op. Ah...Tim?
"Kom ind!" kaldte han. De havde alligevel begge sovet med tøj på, så der var ingen semi-nøgenhed at tage hensyn til. Det var Tim og han havde et brev i hånden.
"Oh...Godmorgen Sir...Razor. Øhm. Dette brev er ankommet, fra Miss Nephthys..." Tim noget ikke rigtig at sige mere, før Sean havde skubbet sig fri af Razor og snappet brevet ud af Tims hånd.
"Tak Tim. Forbered noget the og mad til Razor, vil du? Og et bad, tak" foreslog han og skubbede næsten Tim ud af værelset. Tims blik gled tøvende fra Sean til Razor, før han vendte sig om og gik.
Sean lod døren stå, da han i stedet var interesseret i at kigge ned på brevet. Han havde mødt Neph et par gange, siden de var blevet gode venner igen. Til tider sov han hos hende, når de forsvandt ind i hinandens arme og havde en vild aften med hed sex, rifter og bid. Den eneste vampyr Sean lod drikke sit blod. Hvor ofte havde han ikke rifter på ryggen eller et bid på kroppen, efter en vild nat med hende? Måske inviterede hun bare på noget mere the. Måske havde hun nyt at fortælle.

" Like I was ever going to leave you alone.. Maybe if you told me to. But you sort of never tell me to do anything.. Maybe I'm just briliant at not doing stuff and doing stuff before you even want it.. A secret power of mine! " Han fik et skævt smil frem over sine læber - det falmede dog et øjeblik efter og han rystede bare kort lidt på hovedet. " Probably not.. I suck at reading people.. " han trak så bare kort lidt på den ene skulder og skulle lige til at smutte ned fra sengen - Lige som det bankede på døren. Så det var der hans fokus røg hen et øjeblik. Han blev stående lænet mod Sean, men det varede ikke længe da Seans opmærksomhed hurtigt var henne ved brevet.
" Foood sounds great - yes! " Sagde han hurtigt med et smil. Slet ikke dårligt med noget mad. Det var nok en af de ting Razor sjældent sagde nej til. Han var bare knap så god til at huske det når der ikke var andre til stede til at minde ham om at han faktisk var helt utrolig sulten.

Razor var stille et øjeblik. Stod bare lidt med blikket rettet mod Tim som leverede et brev til Sean. Det var en underholdende butler - han virkede altid til at være ved at skide i sit tøj af angst over et eller andet, men samtidig formåede han at holde en nogen lunde maske og faktisk slet ikke virke så nervøs.
Han hoppede ned fra sengen og lod blikket glide over brevet som Sean stod med mellem hænderne. " Mmmh, fascinating.. Who's Nephthys? " Spurgte han så bare lidt og lod hovedet glide en smule på skrå. Et navn han ikke mente at have hørt Sean nævne - hvert fald ikke ud af dem han havde nævnt som Razor huskede. Men han huskede nu også mest kun Daron og Assorian - sikkert fordi det var nogen han faktisk havde mødt selv, også sad navne bare bedre fast når man kunne sætte et ansigt på også.
" Clearly someone important.. " Tilføjede han så lidt før han kort overvejede det lidt. Han lod blikket hvile mod Seans ansigt et lille øjeblik før et halv lusket smil dansede sig hen over hans læber og i et split sekund snuppede han brevet ud af hænderne på Sean. Han trådte hurtigt ud af rækkevidde mens han betragtede brevet en smule. Han skævede dog så kort lidt hen mod Sean og lod hovedet glide en smule på skrå.
" Now that I know how to read.. Maybe I should find out myself! " Sagde han så bare med et smil som han bevægede sig ud af den allerede åbne dør. Han viftede kort lidt med det men forsvandt så ud af døren. Han anede ikke hvordan man læste - bogstaver gav ikke meningen. En ting var at Reign havde lært ham at skrive sit eget navn - men ærlig talt så kunne han ikke engang huske hvordan det var han havde formået det. Men energien havde han da hvert fald fået tilbage - og det var helt utrolig rart.

Han havde været ved at åbne brevet, da Razor pludselig var hoppet ind og havde taget det ud af hans hænder. Hans øjenbryn gled sammen. Seriøst? Noget så barnligt?
"Nephthys er en veninde...Giv mig brevet!" forlangte han. Ah, han kunne jo ikke forklare hvad Nephthys var! Hun var alt. Familie, en veninde, en kæreste...Hun havde været alt og var alt, men samtidig intet af det. Men hun var den person, som altid vendte tilbage og altid tilgav ham, uanset hvor ofte de skændes over et eller andet.
I et øjeblik var han tæt på at smile og slå det hele hen, som han rakte sin hånd frem i en tavs kommando til Razor om at give brevet tilbage...
Det ændrede sig hurtigt til irritation, da Razor sprang ud af døren med brevet. Han vidste faktisk ikke om Razor havde lært at læse, men uanset om Razor havde eller ej, satte Sean pris på privatlivet. Så som at man ikke bare læste andres breve!
Han klemte om sin næse et øjeblik, lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hvis han først blev sur nu, var det det samme som at indrømme, at Razor havde vundet legen. Kunsten var altid at forblive rolig.
Ville Neph overhoved skrive noget, der kunne være så farligt, at andre ikke måtte læse det? Næppe. De delte ingen hemmeligheder. Ingen, som nogen af dem ville nævne og da slet ikke i et brev.

Han fulgte snart med ud af døren og kiggede efter Razor, kun for at gå efter ham. Hvad var pointen overhoved med denne...Leg?
"Razor!" kaldte han bestemt. Blot for at lade fyren vide at han trådte over en grænse.
"Manerer! Man stjæler ikke - eller læser - andres breve!" Der var altid noget, når man var sammen med Razor, var der ikke?
"Brevet indeholder næppe noget specielt alligevel! Kom nu her med det! Jeg skal nok fortælle dig hvem hun er, hvis det er noget du virkelig vil vide!" brummede han. Hvor var Razor løbet hen? Altså.

Barnlig - Jeps.. Razor var sådan en som kunne gå fra at have en dyb samtale - selv endda i perioder virke som en helt moden person der faktisk havde flere kloge ord end hvad man skulle tro. Andre gange var han bare børnehave barn. Irriterende, belastende og kun med fokus på at trykke på folks knapper og være på tværs. Som sædvanligt kun for hans egen underholdnings skyld.
Smilet forsvandt heller ikke fra hans læber - slet ikke da Sean fulgte med og forsøgte at få brevet tilbage igen. Han lod blikket følge manden. Han følte ikke helt han havde stjålet brevet fra Sean - nærmere bare lånt det for en kort stund. Også lidt længere. Han dukkede op bag Sean efter at have spioneret mod ham fra loftet. Det var vel bare endnu en god ting ved at være præcis den han var. Som en flue på væggen - også alligevel ikke helt eftersom han jo ikke var en flue. Han lod blikket hvile mod Sean før han lod hovedet glide lidt på skrå.
" Maners? Those you haven't taught me about.. " Sagde han så bare lidt og vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder som han stod med brevet bag ryggen med sine foldede hænder. Manerer var en mærkelig ting. Var det ikke bare sådan noget med at bruge kniv og gaffel - sige nej tak og ja tak. Eller takke i det hele taget. Bukke eller neje og smile til folk? Okay Razor levede kun op til en af de ting - men han var til gengæld også god til det - at smile til folk selvfølgelig. Hvilket gjorde at han sendte Sean et smil.

" I didn't steal it though - I only borrowed it.. You can have it back.. Soon " Sagde han så bare lidt med et lille smil om læben. Han holdet blikket mod Seans ansigt. Egentlig ville han lidt ønske han faktisk kunne læse - men så på den anden side var det rigeligt hvis Sean fortalte hvem hun var - eller alt mulig andet spændende der sikkert kunne komme ud af munden på manden.
" But tell me first - and not just who she is. I want the whooooole story about everything. I bet you've got alot to say about this fine lady. " Han nikkede hurtigt nogle gange med et lille smil. Kort efter blev hans udtryk dog ændret til noget mere ventende. Han forventede alligevel en del af Seans svar - et brev ville kun fortælle meget lidt. Der var sikkert en del mere i hans bekendtskab til denne kvinde end bare et brev. Sean var trods alt... Sean - der var altid mere bag. Slet ikke en mand der dyrkede simpelt - og det var spændende. Han skævede et øjeblik lidt ned mod trappen men rettede så blikket tilbage mod Sean. Han havde stadig brevet i sin ene hånd, men hænderne var ikke længere bag hans ryg. Men i stedet havde han lagt armene over kors.