Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | Oktober

Latest topics
Top posting users this month
Melisandre
 
Arthur
 
Midnight
 
Matthias
 
Raxess
 
Taliia
 
Sean
 
Zayden
 
Althorn
 
Marcus
 

Statistics
Der er i alt 289 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Avacyn

Vores brugere har i alt skrevet 155807 indlæg in 8090 subjects

Sometimes the calm can become angry - Wade

Go down

Sometimes the calm can become angry - Wade

Indlæg by Luna on Ons 29 mar - 9:56

Natten var begyndt at falde på, men hun havde ikke givet op endnu. Det var gået over grænsen, og måske fordi det kom så tæt på hende som noget kunne. Katlin og Niella havde været alt for tæt på, og det ville hun risikere. Det kunne hun slet ikke håndtere det, og det boblede i hende af vrede. Ingen skulle komme så tæt på at gøre sådan skade på hendes medlemmer, og for første gang længe - mødte hun den vrede som gjorde hun pludselig ikke kunne holde kontrol. Alt den kontrol, alt den snak om ikke at dræbe - at alle fortjente en fair change - men nogle gjorde ikke. Grebet om kniven strammede sig, som vreden ramte. Luna havde sendt de andre hjem, bedt dem om ikke at gå ind i det. Hvis der var en anden alfa som ønskede at udfordre hende, så måtte han komme an. Det kunne være Alexandria der havde sendt folk, det kunne være. Luna kom frem til grotten, hvor Katlin og Niella havde været holdt fanget. Måske var det godt nok, at hun ikke havde haft Kaeden med her ud - og dog. Han ville kunne distrahere den her vrede, fordi han sikkert ville have været vred. Færten ramte hende, og gjorde næsten dyret i hende ude af kontrol. Lysten til at skifte form ramte hende, men des mere hun holdt det inde - des mere kæmpede det imod. Luna gik igennem de mørke skove, som hun opfangede synet af fakler. En ny lejr lige i nærområdet. Kampråb var tydelige, og lyden genrede hende. Dog som hun nærmede sig, var der en fært der slog igennem. Nok en af de eneste andre ting i hele verden, der kunne slå hende ud af kurs. Fik hende til at synke en klump og ændre retning. Luna bevægede sig mod færten, og stoppede op et stykke fra den.
"What are you doing out here so late at night? If you miss me so much you could just come and visit," sagde hun med et lettere kækt smil - og satte kniven på plads i sit bælte. Det var yderst sjældent hun faktisk var bevæbnet. Nærmere aldrig faktisk, hjertet bankede stadigvæk hårdere og hurtigere af den vrede som ikke endnu havde forladt hendes system helt. "Or did you simply just feel like I was about to do something stupid?"


//@Wade - sorry couldn't help myself <3

_________________
I may be the last one, but I am the one still standing.
I am the one turning to face
the faceless hunter in the woods on an abandoned highway.
I am the one not running, not staying, but facing.
Because if I am the last one, then I am humanity.
And if this is humanity's last war, then I am the battlefield
avatar
Luna

Antal indlæg : 118
Reputation : 7
Bosted : The south side of Ashen Wood, Her pack is called: Naitblida
Evner/magibøger : Teleportation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Sometimes the calm can become angry - Wade

Indlæg by Gæst on Fre 7 apr - 11:42

Han vidste ikke hvad han lavede her. Han var vandret herud igen, velogmærket vidende at det ikke var en god idé at opsøge fortiden. Men hans dyriske instinkter havde overtaget og Tatia havde ikke været der til at holde skak på ham. Var det her hvad han var blevet til? Et dyr indtil Tatia kom og skulle samle ham igen? Hans hjerne føltes som grød, intet virkede til at give mening. Så han ville tage ud i den sydlige del og jage jægere, som han havde gjort ved enhver lejlighed han kunne før Tatia kom igen.
Var det for at beskytte Luna? Eller var det bare fordi han kunne? Var der det en god gerning eller en god gerning blandet med onde intentioner? Han havde opdaget fakler i det fjerne og opråb til kamp. I sin ulveform havde han nærmet sig, som han prøvede at finde ud af hvem de nu var. Fjender? Venner? Var der overhovedet en linje der skilte de to ting ad? Hvad udgjorde trækkene for en fjende? Han knurrede kort ved tanken om at de to ting nogen sinde kunne være ens.
En stemme fik ulven til at dreje hovedet og han blev mødt af sin søsters øjne. Ulven fnøs let inden han så stille forvandlede sig tilbage. Han greb en taske som han havde haft med sig, og klædte sig roligt på igen. ”I wanted to make sure that you were safe. Seeing that I can’t be the brother you deserve, I’d rather fight till my last breath, keeping you safe than anything else. I'm not allowed to die though, I couldn't risk hurting Tatia further... So this will do.” Sagde han så. Det overbeskyttende gen der var vokset som en svulst og skubbet resten væk. Et kæmpe ansvar at påtage sig uden egentlig at have fået lov.
Han gnubbede sit ansigt og kiggede så på hende mens hun fortsatte noget så kækt. Det fik ham til at fnise lettet, i det mindste var hendes humor noget han havde savne at lytte til. Han så frem mod lejren og stirrede på en fakkel der bevægede sig rundt om hvad der måtte være et bål i en glædesdans. ”I know you too well to know that you’d do something not-stupid. My only worry is how much that stupid would get you killed.” Drillede han, dog uden en specielt lalleglad tone. Han var for fikseret på faklen til egentlig at lade sig rive med I smådrillerier, som fik hele hans sætning til at virke hårdere end det egentlig var ment.
Et suk undslap hans læber som han vendte hende ryggen og rystede på hovedet. ”I’m sorry. My mind. I’ve not been the same ever since I lost her. And now that I finally have her back, I feel that I will end up hurting her. The old Wade. He’s gone. Far too gone for me to bring back. When I’m with her, I feel him coming back. But it’s not enough, Luna. It’s not enough and I fear that she will notice it too.” Sagde han så med en bekymret stemme.
Ingen hemmeligheder mere, det havde han besluttet sig for. Alt for længe havde han ladet hemmeligheder og skjulte følelser opsluge ham, ødelægge ham. Nu hvor han var så ustabil var det med at holde det hele i skak, finde hoved og hale i hvem han endelig skulle blive til. Han vendte blikket tilbage mod Luna og rystede på hovedet af sig selv. ”I don’t know who I am anymore… Who am I?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Sometimes the calm can become angry - Wade

Indlæg by Luna on Fre 7 apr - 15:42

Luna så imod sin bror, som han talte. Talte som om at han langtfra fortjente at være en del af hendes liv, men godt for hende at det ikke var op til ham at bestemme det - ikke alene i hvert fald. Luna sendte ham et skævt smil som han let fniste af hendes kommentar, hun tog ikke ligefrem ordene alt for hårdt. Der var ord og sætninger der kunne være værre - desuden virkede han en anelse fraværende, så det gav hun skylden.
"Well, just because I was the kid who always got into trouble - doesn't mean it will end that bad... or you are right.. it will end bad," svarede hun og trak en anelse på en grimasse. Ved nærmere eftertanke var det måske slet ikke sådan en god ide igen - men hun kunne stadigvæk mærke lysten til at gøre det. Ikke noget der ligefrem lå hende spor naturligt. Hvis det ikke havde været for Wade, var hun sikkert allerede gået ind i løvens hule - uden at vide spor om sine nye fjender - det var nok nærmere det farligste.

Dog blev hun opmærksom da han let sukkede og vendte hende ryggen. Luna rynkede på sine øjenbryn ganske kort og lyttede egentlig blot til ham. Måske var alt han havde brug for egentlig bare at sige, hvad der sad i tankernes dybte. Alt det han måske ikke turde sige til Tatia? Den frygt og følelse af at miste sig selv, var en hun kendte til. Hun havde levet på den vej i flere år end hun egentlig ønskede - og hun ønskede slet ikke at Wade skulle igennem den samme tur. But it’s not enough, Luna. It’s not enough and I fear that she will notice it too. Luna trådte et enkelt skridt tættere imod ham og sank en klump. Det betød overraskende meget for hende at han faktisk åbnede sig for hende. Livet var hårdt og hun vidste Wade var typen, der mente at han ikke behøvede at han bare kunne smide det væk i en boks - håbe på en eller anden ville samle den op på et tidspunkt. Da Wade lagde sine øjne mod hende igen, gik hun hen til ham. I don’t know who I am anymore… Who am I? Et mere sørgmodigt træk strakte sig henover hendes ansigt, som hun lagde armene omkring ham. Hun var betydeligt lavere end ham, men det gjorde det omfavnelsen mindre fyldt med omsorg af den grund.
"You are still you. There is no old and new you.. yes there is a difference in who you were before all this shit happened to you.. and how it effected you," svarede hun og og løftede de mørke øjne op mod ham mens hun egentlig snakkede. Luna var der, og det skulle han vide. "You need to face what you have done, we all do. Once you do that.. It will feel more like peace with yourself. Your mind is a great thing. You think very much about everything, but you have to understand one thing. You can't waste your life wondering if Tatia is walking to the left or right at the moment. Some things you have to let go. When you think too much, you never really relax." Tilføjede hun med et svagt træk på smilebåndet. "I know you want me to tell you who you are.. give you an answer, but I can't do that - but it will take time to find out. If I could find peace with my mind, so can you," hun gav ham et stille nik.

"And talk to her. It seems scary because all that happened to her.. but if you don't talk to her about it.. you will hurt her in the end.. pushing away your own emotions won't help her," sagde Luna så og sank en klump. Luna havde selv det med at skubbe andre væk fra sig når de kom for tæt på - eller det var til Kaeden kom ind i billedet - han havde fået hende til at åbne sig for ham, og alle de tanker og minder osm havde presset på  og næsten havde druknet hende - at åbne sig havde gjort det så meget lettere at svømme mod overfladen. Det havde været befriende. "Saying you aren't the brother I deserve and you fear you will hurt Tatia.. what about changing these goals? Set goals for your life.. what do you want.. and what will you do to get it?" Spurgte hun og sank så en klump. Hun slap ham og trådte ind foran ham, for at se ham op i øjnene. Ganske let lagde hun en hånd mod hans arm.
"For the record.. you are more then what I deserve."

_________________
I may be the last one, but I am the one still standing.
I am the one turning to face
the faceless hunter in the woods on an abandoned highway.
I am the one not running, not staying, but facing.
Because if I am the last one, then I am humanity.
And if this is humanity's last war, then I am the battlefield
avatar
Luna

Antal indlæg : 118
Reputation : 7
Bosted : The south side of Ashen Wood, Her pack is called: Naitblida
Evner/magibøger : Teleportation

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Sometimes the calm can become angry - Wade

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum