Hjælp fra en uventet kant - Sean

Omgivlser: masser mennesker som myldere imod haven eller ind de små gyder
tid: 12:40
sted:: Minotaris.
vejr: det er mørkt og skyet
tøj: en aksegrå kappen og en mørkeblå kjole
Dato: 6 juni
Lyra havde haft nat helvede hun var igen stukket af fra hendes far som havde overasket hende ved moderens grav. Lyra var altid nede at besøge hendes moders grav på moderens fødseldag. Lyras læber var som streg. Hun anstrengte sig falde i med alle disse mennesker som ikke vidste hvad der skete. Udenpå virke Lyra rolig, men indeni var rædselslagen for hvad der ville ske. Hun var alene igen til hjælpe sig. Lyra var født opvorkset Minotaris dette her havde engang været stedet hun kaldte hjem, men nu kunne ikke flygte hurtigt nok væk fra. Lyra gispede idet hun kunne høre hendes søster Liara hende rungede vredt til nogle mænd om de skulle skynde sig finde Lyra, ellers kunne de lige så pakke deres ting skride.
Lyra var den eneste af børnene der tilnærmelsevis ligende moderen, Ligesom Lyra havde Lyras og hendes andre søskende blåe øjne, men det der var kun Lyra som havde den samme farve skæl som moderen og de samme isblå drageøjne. Lyra satte farten idet de mennesker der omkring hende gjorde det samme. Menneskene tydeligvis bange for denne fremmede kvinde som stod med hvad den lignede mindre hær. Lyra sukkede hvor ville det være rart med noget uventet hjælp.
Lyra tanker faldte starks på Sean hvor var han blevet af det lang tid siden havde set, men tænkte på kom den samme kildene fornemelse som først gang set ham. Den fornemelse varmede aller mest. Lyra sukkede svagt drejede ned af mindre gade som var halv mørk. Flere gadelygterne gået stykker og rundt omkring hende stod der skumle mænd skulede til, nogle af dem sov sikker på grund af alt den alkohol som de havde drukken. Hun ånede lettet op, her kunne sikkert være sikkerhed bare så længe hun havde trukket kappen godt op om hovdet.
Lyra forsatte ned af gaden kom noget som mindede om bodel kvinder kom slæbende med mænd og flere mænden kom også selv eller forlod stedet. Lyra vidste ikke hvorfor, men draget til måske på grund af lyset og varmen som strømmede ud derfra. Lyra forsatte hen i den åbende dør.

Lyra gispede idet dame trak hende længere ind " kom indenfor min pige" sagde den ældre kvinde med lidt varm, drog skarp klang. Lyra kunne ikke andet end følge med for grebet omkring hendes starmmede så meget at det næsten lukkede fra blodtilførelsen. Lyra trukket afsted end til rum de åbenbart skulle ind i dukkede op. Lyra blev nærmest kastet der ind kvinden låste døren bag dem. Hvad ville hun og hvem var hun. Lyra blev bange idet kvinden gik imod hende, Lyra fór forbi kvinden som kommet halvvejs hen til hende og trak hev håndtaget for komme ud. Kvinden smilede opgivende trak hende hen til segen som var hun bare en sæk kartofler. Kvinde fik Lyra lagt ned på sengen satte sig på så hun ikke kunne idet trak kappens hætte væk fra Lyras hoved. Det røde hår og de isblå stirrede ind kvindens næsten tandløse smil.
Lyra følte kæmpede ikke mere imod, men lå lige så stille som kunne drog gengældte hun ikke det tandløse smil. Lyras an sigt forblev koldt og utrykløst.

Som den dæmon han var, havde han visse behov. Et af dem var selvfølgelig mad...I form af en sjæl. Og den eneste måde at få det, for hans vedkommende, var at nyde en kvinde oveni.
Det var derfor ikke uventet at han befandt sig på samme Bodel som Lyra lige var blevet hevet ind.

denne nat havde han en mørk T-shirt på¨, mørkebrune bukser og bare fødder. Hans mørkebrune hår var redt fint tilbage, selv om hans pandehår nu altid faldt ned i panden på ham. De mørke øjne gled opmærksomt hen over omgivelserne.
"Tak for i aften smukke" han kyssede hende på hendes øjenlåg. kvinden var selvfølgelig død nu, ude afstand til at leve videre uden sin livsgnist. Nøgen. han lod dynen glide over hende, så det lignede hun sov.
Frisk og fuld af energi efter sit lille måltid, trak han hurtigt i tøjet og klaskede lidt vand i hovedet. Han smilte til sig selv i spejlet. Aftenen var næsten kun lige begyndt og han følte sig virkelig i form!

Han forlod værelset og begyndte at gå ned af trapperne. Fulde af ludere og begærlige mænd.
Hans blik gled over rummet, umiddelbart roligt...Da han opdagede en ung kvinde. men ikke hvem som helst...Hans hjerte hoppede en ekstra gang og han trak sig ind til siden, op af væggen, mens hans øjne fulgte hende...Han havde ikke set hende i lang tid. og hun havde haft alle disse problemer! De skulle have mødtes, men af en eller anden grund var det aldrig sket. Og så havde hun bare været væk, ham som ellers kunne finde hvem som helst!
Rygterne lød at hendes far havde fået fat på hende igen og han havde leget med en plan inde i sit hoved for at få hende ud igen...Men her var hun!
i det samme greb en kvinde fat i hende og de forsvandt ovenpå igen. og lyra lignede ikke en der ville med den ældre kvinde.
Han gik op da trappen igen og hen af gangene, til han fandt dem igen.
Han holdt sig skjult og så hvilket værelse kvinden forsvandt ind i, sammen med Lyra.

Han tænkte sig om et øjeblik, men listede så hen til døren og tog forsigtigt i den...Låst. Han lyttede på døren og hørte få lyde. Men ikke noget der lød godt.
Han tog et valg - Han ville slå døren ind.
"Lyra?!" råbte han, for at fortælle hende at han var der. Og så gik han et skridt tilbage og sparkede på døren til den begyndte at give sig.

Lyra trak vejret tungt før hun faktisk genkendte kvinden som sad der kiggede på hende, drog blev hun forstyrret idet en genkendlige stemme skar igemen døren og ind til hende " Sean" mumlede hun vendte så sit blik imod kvinden derefter tog Lyra lidt akavet fat i den venstre arm og der rev ærmet på fine røde kjole op hun have på. Det var hendes gammle barnepige " Nora?" spurgte hun kneb øjnene en smule samme, jo det var gode gammel Nora drog havde hun noget yngere den gang hun passede Lyra. Kvinden hoppede ned idet Lyra havde genkendt hende. Idet Lyra rejste sig og fór hen til døren hun måtte stoppe ham og fortælle ham intet var galt at det var okay " det er okay" halvråbte hun ud igemmen døren. drog nægtede Nora at åbende døren for hun ville fortælle Lyra hvorfor hun havnet her og der skulle ingen forstyrrelser til. Lyra vendte sig om imod den ældre kvinde " du bliver nød til at lukke ham ind" sagde hun for Lyra var klar over at ind skulle han nok komme lige meget hvad og Lyra længtes efter hans nærvær det gjorde næsten ondt at at var der ude og hun var here inde. Hun kiggede på døren som smule i sine hængelser, men hun håbede at havde nået stoppe ham for ballade havde hun ikke brug for
Lyra fandt det ikke mærkeligt at var inde faktisk stille hun ikke spørgsmål tegn ved hvorfor, og det gjorde ikke ondt at vide at han været for, for det vidste godt. Eller det vidste ikke hele sandheden, men vidste udmærket hvad det var. Det disse hersens kvinder som brugte sig værst tænkligmåde. Lyra ovetalte den gammel kvinde til lukke døren op. Lyra stod kiggede lysten til springe i hans arme var, men holdte sig tilbage hun havde ikke til kvinderne troede at hun sådan en selv som solgte sig, det lød en smule mærkelig, men det var derfor hun ikke gjorde det. Nora satte hen sengen

Klappede på sengen for Lyra til at sætte sig ned. Nora begyndte at fortælle hvorfor blevet sendt her for hun understregede at dette valg hun selv valgt, men noget Lyras far valgt for hende. Lyras far var nemlig gode venner ejeren. Det betød at det var farligt for Lyra være her, det vidste Nora og hun, men da Nora havde set kappekældte pige/ unge kvinde måtte bare tage chance og håbe at det var Lyra. Den dag Nora blevet slæbt væk fra Lyra havde gjort ondt hende, faaktisk så ondt at næsten ikke holde til. Lyras sendt Nora her til for at få hævn eller glemme minderne? Lyra mærkede tårende trille ned hendes kinder, det Nora hende Nora. Kvinden kiggede træt på Lyra idet de blev afbrudt.
Manden kom ind Nora, lignede for det en boldt så omkring mave var han, han havde skjorte på hvor knapperne næste ikke kunne holdes lukket. Lyra fór samme vidste med det samme at var hendes fars ven. Hun havde sekund Sean for det næste hun så var søster Liara som også var blevet passet af Nora. Det så på kastede sig imod ham, men hun ikke så manden greb fat i hendes kappe hætte. Nora havde ikke noget med dette her at gøre havde hun? Lyra kiggede på Nora. Hendes vidste Lyra hvor meget skyldfølelse hun. Dette her havde været fælde somm lige var røret i med begge hendes ben.
Lyra hvæsede af vrede og frygt idet Liara vendte sig om imod Sean idet hun gik tættere vred og hvæssede Lyra endnu mere, man kunne tydeligt se hvor meget det morede søsteren " tag ham med vi kan måske bruge ham" sagde med beordende stemme. Lyra sluppent gik imellem to vagter ved siden af hendes lille søster.

Døren knirkede hængslerne og var begyndt at flække vise steder, da han hørte Lyras stemme. Umiddelbart lød det som om...Ja, som hvad? Fornemmelsen var helt forkert...han stoppede og døren blev åbnet. Og det var med lettelse han endelig kunne lade sine øjne hvile på Lyra igen.
"Du er uskadt..." næsten hviskede han og lod da blikket glide over denne Nora.
Han trådte ind i rummet, men lod med vilje døren forblive åben...Han havde det ikek godt med det her, lige meget hvad Nora fortalte.
Han stolede ikke på hende. Mest af alt ville han bare gerne holde Lyra i sine arme, bare et øjeblik, men han fornemmede også godt at det nok ikke var tiden for det.

Han lyttede med, opmærksomt, ventende...Og endelig skete det. Han viste det.
Det var en fælde. Nogle vagter kom ind i rummet sammen med en fremmed kvinde. Som sikkert var i familie med Lyra, de lignede i hvert fald hinanden på visse punkter.
Han lod blikket glide over dem alle sammen efter tur...Og smilte så. Ja, faktisk grinte han.
"dumme kvinde!" sagde han roligt og lod sit blik hvile på Liara.
"Vil du virkelig risikere flere liv på dette her? Svigte din egen søster, som jo enlig bare søger et roligt liv, et liv hun selv bestemmer? Hvad er du da for en søster!" han rystede på hovedet, men flyttede sig ikke. Han lod vagterne tage fat i ham men så ikke urolig ud af den grund.
Det var bare til de kom udenfor...Der var der mere plads.
Så skulle de nok se hvilket uhyre de havde valgt at tage med dem.
Eller skulle han tage hele vejen med dem? for at se hvem der enlig var rod til dette her? Nej, han kunne ikke risikere de gjorde Lyra noget...Var han alene kunne han godt have fundet på det. Men han ville ikke risikere Lyras sikkerhed.

Lyra følte sig en smule tynget af al dette hun følte elendig kigggede ned jorden et eller andet måtte hun gøre for at forsøge for at komme væk og om det liv var hun for en gang skyld lige glad med de lige nået ned trappen som førte ud " sidste gang" mumlede hun blev mere og mere vred " det er sidste gang lader jeg bestemme" halvråbt halvt ud til dem rummet og halvt til sig selv. Inden hun igen forvandlede sig til slanke hvide to bende drage hendes øjne søgte rundt og brølede fartruende folk som havde gået forbi begyndte panikslagne løbe rundt de fleste af dem ned ud i natten. Lyra var så vred at svært ved styrre den store slanke krop. Hun svejede idet hendes hale fælede de to vagter som stod foran hende. Inde i hendes kørte den samme remse som hun havde sagt højt. Søsteren havde regnet med dette vredes udbrud. Liara forvandlede sig grå drage. Lyra fór fremad for angribe først, men det hun kom fremad drejede Liara forbi hende ramlede ind væg klagende gav efter drog gik ikke stykker, men det nogle revner.
Lyra væk vendte sig om imod Sean for med øjnene at fortælle skynde sig at væk. Imens holdte dem, atter brølede idet Liara tog omkring halsen på hende og løftede hende smule op for jorden, en stille hvislen kom Liara, idet man kunne høre brøl ude fra gaden Lily og Lusia hendes tvillingesøstere. Hvor de kom fra anede hun ikke, men kærkommet syn, de var ligesom nogen kæmpede imod Liara og hendes. fór forbi Sean hammerede ind Lirara med sin fin præsicion at det næsten ikke kunne være muligt. Hendes var nemlig kendt for at være klodset når de var i deres sande form.

Drager. Over det hele. han var van til selv at udtænke sig en plan og udvej at han nogen gange glemte at folk også selv kunne gøre noget. Og lyra var sandelig en vred drage når hun lystede det!
Han flyttede sig rigtig nok, nu hvor vagterne fra før havde sluppet ham for at flygte fra dragerne.
Han fjernede sig fra deres kamp, men uden at stikke af. Han var her for lyras skyld. Desuden...Der skulle mere end nogle vrede drager til at skræmme ham.
Han holdt sig ude i siden og kunne ikke andet end se på. Han kunne selv forvandle sig og kæmpe med, men til havd nytte?Nu hvor hjælpen kom af to tvillingesøstre måtte han bare vente og se hvad der skete...Men et storslået og måske en smule skræmmende syn, det var det!

Da lyra mærkede grebet om hende løsnede sig om kom fri hun sig de drager komme de selv lysere skæl, men der stadig grå i dem, de helt hvide som lyars og gjorde hende tvillingerne sendte hende vidste med det samme hvad det betød. Hun forvandlede sig mennese skikelse styrte hen imod Sean hun var nær spurtet forbi drog greb hun hans hånd " vi må afsted nu" sagde hun nærest hoppede flere trin ned af trappen. Hun skulle ´væk fra øen nat, hun ville gerne takke sine søskende, men nagede trang se Nora igen åd hende op indenvendig drog sagde hun ikke noget det eneste kunne høres var hendes skridt tomme mørke gade.
Hun savnede allerede at være at anden sted og leve som nomade drog vidste hun skulle tage kampen op. gys stille nået imod hendes far alene han for stærk og for magtfuld...

Sean lod blikket glide over dragerne en sidste gang, før han løb med hende, bag hende for at være sikker på han ikke tabte hende.
De kom meget snart ud og stod nu i byen. Sean lod blikket glide rundt...Personligt foretrak han ikke at tiltrække sig opmærksomhed, også begrund af sit job, men denne gang var der vist ikke noget at gøre ved det. Denne gang...Og sidste gang. Da de smadrede en kro i en anden by begrund af gammel...Ja, venskab vel nærmest. Han sukkede svagt.
De måtte væk herfra, det var de begge enige om. Men et skib ville ikke være særlig sikkert, medmindre de selv kunne finde en lille en..Men i denne verden fandtes motoren ikke, så det måtte blive med muskelkræft, hvilket ville tage en del kræfter...De samme kræfter som det ville tage at forvandle sig.

"Åh Lyra, det er altid fuld af spænding og aktivitet at løbe ind i dig" en lille kommentar han lod falde med et svagt smil.
"Nuvel, vi må handle hurtigt. Vi skal væk fra øen..." han var allerede begyndt at gå ned mod vandet.
"...Men et skib er ikke ligefrem den sikreste måde, dog nok den eneste.
Medmindre jeg skal flyve os væk herfra? Det må da snart være min tur til at være i det sjove jo" han sendte hende et overraskende roligt og betryggende smil. en evne han altid havde haft, at være rolig og have overblik...selv når ting som dette skete.

Lyra stoppede ikke før hun sikker på at de langt nok væk,hun trak vejret dybt kiggede ned af sin hendes kjole revet flere steder og kiggede på ham for første gang inden lod hun sig falde ind i hans arme hvor havde hun drog savnet ham. hun lukkede øjnene. Sean var kommet som kaldet og hendes søskende, Lyras tåre begyndte trille. hun følte at verden stå stille isælr når de sammen. Følelsen var mærklig hun mødt ham et par gange før, men følte allerede at det var mennigen at de skulle sammen, det behøvede ikke at være sådan noget med kærlighed, men alligevel hun vidste ikke hvorfor han vækkede disse følelser i hende. Hun havde kun haft det sådan en gang før. Hun havde hørt hans bemærkning smilede lidt af den, men hendes smil forsvandt drog var det alvor.
Lyra sukkede svagt " min far vil vide om dig nu hvor min søster har set dig" sagde hun og åbende sine øjne kiggede på ham, han havde også ret i skibet. Skibene kunne de flygte i alt for mange mennesker og hvis de skulle uden mange mennesker skulle de jolle som skulle skubbes afsted med hånd kraft. Hun vendte spørgende sit ansigt imod " hvordan kommer så her fra?" spugrte hun og vidste ikke helt om ville vide svaret.

Han havde fuldstændig glemt at de endnu ikke have hilst ordentlig på hinanden og hendes kram kom med en smule overraskelse. Dog gengældte han det. Og kyssede hende på kinden. Han viste ikke hvor deres forhold kunne føre hen, men noget alvorligt kunne det ikke blive. Det havde han ikke plads til i sit liv. kunne ikke tillade det!
Han følte det også mere...som om hun var en forsvundet søster end en kærlighed. okay...en meget nær søster så...
Han tog hendes hoved i sine hænder og så hende ind i øjnene et øjeblik.
"Det er ved gud godt at se dig...tænk ikke på det forresten...Jeg er så jaget i forvejen" han trak på skuldrene og slap hende, så sig hurtigt omkring.
"Tja, jeg kan jo forvandle mig til den dæmon jeg jo er og flyve os væk herfra?" foreslog han.
"Det er stadig mørkt, så hvis vi flyver højt nok ser de os måske ikke" mørkt og overskyet, et genialt vejr at gemme sig i.

" Flyve?" spurgte hun og bed svagt i læben, hun var ikke glad for flyve, men på den anden side var det eneste måde de kunne komme æk her fra. Lyra tøvende en smule, men nikkede. Der var ikke andre måder oog han ville gerne hjælpe og det syntes hun alligvel at de skulle.


// min krea failer helt vildt//

Han smilte da han så hendes usikkerhed.
"Bare rolig...Jeg slipper dig ikke" han trådte lidt tilbage, samlede sine kræfter og brugte sin energi til at forvandle sig om til sin dæmonskikkelse. Han voksede, mere muskuløs, hans hud blev mørkere. En hale voksede frem, to store vinger. To små horn i panden. Hans negle voksede og blev til nogle små kløer. Hans øjne blev næsten helt sorte.
Han gik over og tog forsigtigt Lyra op i armene.
"Hold fast" gryntede han, med den dybere og voldsommere stemme han fik af at være i denne form.
Han baskede en prøvende gang med vingerne, så baskede han til og nærmest hoppede op i luften. Lidt efter var de sikkert i luften, oppe mellem skyerne.
Han holdt hendes fast uden at klemme for hårdt og så ned på hende for at se hvordan hun havde det. Men begyndte så at flyve mod fastlandet.
"Hvor skal vi tag hen?" gryntede han

I det de stod oppe luften klemte hun øjnene hårdt sammen og vidste ikke om skulle åben dem, hun holdte alt det hun kunne for falde ville hun helst ikke, det ville slemt vidste ikke hvor højt de var oppe og det var vidst fint nok. Hvor skulle de tage hen? Det anede ikke et sted der ikke var for langt væk, men på den anden side var det godt komme så langt væk som muligt. Hun sank svagt klump og han måtte kunne høre hvor højt hendes hjerte bankede det sad ihvertfald oppe i halsen.
Hun vendte sit ansigt imod hendes øjne var stadigt lukket, men det var hendes mund ikke, hun mærkede vinden på sin hud, den underlig forfriskende og køllig, hun kom tanke om sprøøgsmålet da faktisk gik op for at anede hvor de skulle flygte hen, hun smilede svagt før hun forsigtigt trak på skulderne, måske de skulle angribe hendes far, sammen med ham følte hun at hun kunne slå en hel hær af hendes far.

Intet svar. han smilte bare svagt, hun brød sig virkelig ikke om det. var hun højdeskræk? Han fløj og snart blev vandet overtaget af land. Byer forsvandt under dem. Men deres fart og højde gjorde det også noget køligt, så han begyndte at gå ned i højden, mens han ledte efter et sted at lande. Endelig så han en lille landsby og valgte at lande lidt væk fra den. Ude midt på en eng.
Han satte farten ned, drejede rundt en enkelt gang, før han landede og satte Lyra trygt på jorden.
Han forvandlede sig tilbage til et menneske og så let smilende på hende.
"Det var da ikke så slemt, vel?" prøvede han og så ned af sit selv. hans bukser var revnet og det var hans skjorte også, men det hang stadig på ham og skjulte diverse steder.
Han lod en hånd glide gennem sit nu let filtrede hår og så på Lyra.
"Hvad nu?" spurgte han

Lyra var glad idet de landede på jorden, hun sukkede lettet og åbende øjnene. Hun kiggede sig omkring en eng. Hun smilede svagt det var et smukt sted. Hun anede ikke hvor de var, men her så fredfyldt ud. Hun vendte de blå øjne imod ham smilede, hun glad for at hendes hud var bleg, for så ville han ikke ligge mærke til hvor dårligt hun havde haft det. Lyra var mest glad for at være kommet uskat ned igen. Flyving var for fugle, engle og ja dæmoner. Hun havde bestemt ikke noget imod flyving, bare det ikke var hende der skulle flyve. Hun mærkede svagt kalvmen som langsomt forsvandt. Hvor skulle de nu gå hen, lyra havde ikke set landsbyen da hendes øjne havde lukket starmt til. Hun smilede " hvor skal vi gå hen?" spurgte hun og ville ikke slippe ham lige med det samme, hun bed sig svagt læben inden hun vendte sig om så stod med ryggen til. Hun havde svag´fornemelse af at de ikke alene, ikke noget som farligt, men nogen betragtede dem fra afstand.

Han gik hen og lagde sine arme om hende. For trygheden og nærheden. Han havde heller ikke lyst til at slippe hende, ikke med det samme. Trods deres selskab altid var fuld af spænding og adrenalin, holdt han på en eller anden måde alligevel af hende.
"Der var en landsby i nærheden. Nyheden er nok ikke nåede til den endnu, hvis der overhoved er nogen der, der interessere sig for dette her. For dig. Men det er stadig en chance at tage, stadig kun et spørgsmål om tid" sagde han.
Han fornemmede det også og sukkede, mens han spejdede gennem mørket og rundt i deres omgivelser. De fik da heller aldrig fred!
Hvad det end var, kunne det vist ikke være med forbindelse til hendes far...For de viste jo endnu ikke at de var her.
det mente han da ikke...Men derfor kunne det jo godt være en fjende alligevel.
Han blev lettere anspændt, mens han ventede på at dette noget skulle vise sig...

en lille pige kom ud af busken, hun havde grædt hun snøftede stadig meget kræftigt idet hun forsatte hen imod Lyra og Sean. Hendes var røde og der sad noget snort i den gylden hår, pigens blåe øjne studerede dem, hun vidste ikke helt de var ven eller fjende. Pigen stod kiggede idet Lyra trak sig ud fa hans arme for trøste pigen. Hun lagde svagt hånd på pigens hoved. Lyra gættede på at hun imellem 5-8 år gammel. Hun ville vise pigen at pigen ikke skulle frygte dem. Lyra hvade heldigvis forstand på småbørn. havde stadig små søskende nogle af dem på pigens alder.

Sean var dog mere tøvende. Til forskel for Lyra havde han aldrig været god til småbørn. Eller stolede på dem, for den sags skyld. Og han følte sig stadig ikke særlig tryg. Pigen kunne sagtens være en fælde...eller et uhyre i sig selv. Havde han ikke set det flere gange? små børn der kom løbende, græd de var blevet væk eller andre slemme ting...
Og han havde forbarmet sig. Gik med dem. For at blive angrebet.
"Pas lidt på Lyra...Du ved ikke barnet er alene" sagde han, hvis barnet skulle være en af de få som faktisk var til at stole på, var der ingen grund at kaste alt for slemme sætninger gennem luften. Men advare kunne han jo.

Lyra havde nok tendens til at tro på det gode i folk og især børn, ihvertfald til det modsatte var bevist. Hvad skulle denne lille pige kunne gøre dem, med hun faktisk ikke var en liille pige. Hun vendte sig Sean " jeg tro altså ikke hun er fare" sagde hun vendte derefter blikket imod pigen drog undrede det hende hvad lavede her ude så sent. Børn budre være i deres senge nu, men lod som ingen ting og tog hans advarelse til sig. Hun spurgte pigen hvorfor hun var her. Pigen fortalte hende hviskede nok fordi stolede for meget på Sean at familie havde været på gemmenrejse, men flok af underlige ulve havde dræbt hendes forældre og en storsøster. Lyra vidste med det samme hvad de mærkelige ulve var. Det var varulve. Vendte sig om imod Sean " vi kan ikke efterlade hende her" sagde bedende de måtte tage hende med til den nærmeste by.

Guderne forbyde kvinder og deres moderinstinkter! Lige fra Lyra havde set barnet, viste han det ville skabe problemer. Og havde han ikke fået ret?
Han regnede ikke med at deres andre fjender, fra øen, endnu kunne være kommet hertil. Som sagt viste de jo ikke hvor de var taget hen. Men der kunne stadig gemme sig andre ubehageligheder der...Og måske nogen der kendte Lyra. eller ham selv, for den sags skyld.
"Og hvad skal vi i byen? Aflevere hende på det lokale børnehjem?" hans stemme var ikke så snerrende som den kunne have været, men kun for barnets skyld. Han ville ikke tilbringe for meget tid i byen. Faktisk slet ikke. Men Lyra skulle heller ikke få lov til at gå alene.
Så de måtte ligge en hurtigt plan for hvad de gjorde.

Lyra stod med ryggen til ham længe hun var næsten sikker i sin sag, pigen var ikke en fælde, men de kunne efterlade hende. hun lod svagt en hånd glide igemmen pigens hår, hun kunne ikke bare vende ryggen til og bare går efter lidt hvor givet den lille beskidte sin opmærksomhed, vendte hun sig Sean, hun havde roligt og varmt blik. Han var usikker eller endda bange for at de skulle blive fanget. Hun sukkede svagt imens den lille pige betragtede Sean bedende blå øjne. Hun lagde svagt en hånd på pigens hoved for berolige hende. Pigen trådte frem for Lyra for betragtede Sean noget grundigere " vi kan heller ikke bare efterlade hende" sagde hun og hendes stemme var helt rolig desuden havde brug for at finde sted hvor hun kunne blive vasket og få noget rent tøj på. Hun sank ´svagt en klump og sukkede, de kunne heller tage hende, det var Lyra godt klar over, men hun kunne efterlade hende.
Lyra tog pigens hånd gav den klem. Før vendte ryggen imod ham, hun ville ind til byen og han skulle ikke stoppe hende, men det varmede alligevel en lille smule at han bekymrede sig om hende. Hun smilede svagt før hun forsatte kiggede hun sig over skulderen for se påp Sean.

Han havde faktisk tilbudt sin hjem. Han ville bare vide hvad de skulle gøre, så de hurtigt kunne komme væk igen.
"Lyra!" sukkede han, næsten opgivende.
"Du løber lige ind i løvens gab, hvis ikke vi bliver enige om hvad vi gør.
Derfor spørger jeg igen. Skal vi bare aflevere hende på det lokale børnehjem?" spurgte han. Han kunne ikke lade hende tage af sted alene. Det kunne han bare ikke.

Lyra kiggede på pigen hun kunne ikke komme med og måske var der nogle af hendes slætninge ledte efter hende, men idet han sagde børnehjem klemte pigen hendes hånd ret hårdt Lyra kiggede ned på hende, hun vidste ikke hvad der skulle ske pigen " det bliver nød til" sagde hun og smilede svagt til pigen. Hunstod stadig med ryggen til.

Han nikkede svagt.
Lyra så ud til at acceptere det, trods pigens modvilje. Det var jo det bedste de kunne gøre.
"Men det skal gå hurtigt, for din egen sikkerhed" han gik op til dem og sendte dem begge et lille smil.
Så gik han med dem mod byen....

//sorry kreasvigt.//

Imens de gik tænkte Lyra, hvad ville der ske med pigen ville hun finde nogle slætninge som kunne tage sig af hende. Lyra sukkede svagt hvad skulle drog gøre, pigen gav hendes hånd et klem " Mig med jer" sagde hun og det Lyra at snakkede som lille barn når hun nu lignede der var ældre, måske hun ikke havde haft skole gang. Lyra rynkede brynene rystede så hovedet " det er for farligt, følgesvend og jeg er jagtet dyr" svarede hun gav pigens hånd et klem, Lyra ville gerne havde hende med, men vidste godt at der var stor fare for at det ville ende pigen galt, ligesom det endt Natalie. Hun sukkede svagt da kom til at tænke på sin forlovede og hvordan hun havde bragt ham og hans barn i fare, det havde været skyld i igen nu Sean. Hun stoppede op og kiggede skyldbevidst på ham " Sean måske du skulle tage væk" sagde hun og ville ikke have der skete ham noget. Hendes blik var en smule dystret, men mest trist.
Lyra var færdig med bringe folk fare " tag hende med ind til byen, der noget jeg skal" sagde hun imens viklede sig ud pigens greb. Hun måtte slå igen, hun måtte kæmpe imod hendes far. Lyra var træt af løbe og gemmne sig, men det kun hende som kunne tage kampen kun hende alene. Hvis ikke snart fik sat en stopper for dette her ville hun aldrig kunne leve normalt liv.
Alt dette her var gået op for hende i bar dette spilt sekund.