♔ Trapped in Limbo ~ Dream (Tatia)

En så frisk luft skulle man lede længe efter. Duften af morgen fugtigt græs, lyden af fugle der fløjtede solen op på himlen. Man kunne nyde solopgangen. Føle varmen der efter en kølig nat spredte sig hånd i hånd med solens stråler over det store område. Razor havde aldrig set noget lignende. Den fornemmelse man fik i kroppen ved bare synet af det var som at blive forelsket i verdenen helt på ny. Han tog en dyb indånding og lod øjnene glide i et øjeblik før han rejste sig. Men kun for at bevæge sig højere op. Han ville have den fulde oplevelse af solopgangen. Det var ellers aldrig noget han havde fundet spændende. Det tog lang tid og var egentligt kedeligt at kigge på. Dog følte han sig nærmest helt draget af det denne morgen. Som om ingenting kunne stoppe ham i at ville se det.

Alt det kaos der havde fyldt hans sind på det seneste virkede til at være så langt på afstand at han slet ikke rigtig havde en idé om hvad det egentlig var kommet sig af. En indre ro - en ro han ikke havde følt i mange måneder. Befriende en følelse. Han nåede toppen af bakken - kun for at møde et syn der på hvilket som helst andet tidspunkt ville have fået hans mave til at slå knuder på sig selv og sprede en irritation igennem hans krop. Men det gjorde det ikke. I stedet blev han lettet - glad. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Et smil bredte sig over hans læber og han lod blikket falde mod solen igen før han placerede sig ved siden af Tatia.
" It's weird - I've never thought I would actually take my time looking at the sun rise - it's amazing. " Sagde han så bare lidt med et lille grin før han kort vippede lidt med sine fødder. " But! Afterwards I gotta show you something - something amazing! I found it in the forest! " Sagde han så og vendte blikket mod shapeshifteren ved sin side. Smilet forblev om hans læber, og en tydelig begejstring væltede ud af ham. Han anede ikke hvor længe de havde været her. Men det var et fantastisk sted. Alt hvad man forestillede sig kunne være - og der skulle ikke mere end en tanke til før det kunne fjernes igen. For det meste - der var huller i systemet. Men ikke nok. Ikke nok til at få noget af det til at virke mindre virkeligt.

Drømme var noget for sig selv. Selv hvis man prøvede var det nærmest umuligt at kontrollere. Endnu sværere var det når det var en tvungen søvn. Ikke på den der ubehagelige måde hvor man var fanget i et mareridt ude af stand til at slippe væk. Nej dette var anderledes. Tvivlen om det virkelig var en drøm meldte sig flere gange. Men det kunne det umuligt være. Selv hvis man nev sig i armen var man til stede i dette vidunder af en verden. Tankerne om blod og ødelæggelse var forsvundet. Underligt nok, det bragte ellers også glæde i Razor men på dette sted var det som om at magi og spænding var nok i sig selv. Som om at naturen havde evnen til at kærtegne kedsomheden med en lokkende hånd.

Sandheden var dog en helt anden. Rummet deres kroppe var placeret i var ikke just et rum man ønskede at vågne op i. Heldigvis var det fanget i drømmen og så ikke hvad der var omkring dem i den virkelige verden. Rummet var oplyst af stearinlys, væggene var dækket af reoler og hylder med små glas hvor på små etikker var sat. Hvad der stod var ikke til at vide - det var på et sprog som sikkert kun de færreste i virkeligheden forstod. Gulvet var dækket af tæpper i alle verdens farver. Samt to stakke med dyner hvor på den ene Tatia lå med hovedet vendt mod Razor som lå modsat på den anden bunke dyner. Små lys i grønne farver viste hvordan deres sind var komplet til hinanden. I den anden ende af rummet sad et væsen. Han lignede en blanding af et menneske og en bjørn. Hans krop var dækket af lang mørk pels mens et dystert ansigt gemte sig bag et skæg og et alt for slidt tørklæde. Han sad med fingrende i et glas som indeholdt en sort tåge. Den smaskede lyd der kom hver gang han trak fingrende ud af glasset og stak dem i munden var de eneste lyde der var i rummet.
Han var et væsen der lokkede folk ind i en drøm, en drøm der gjorde virkeligheden til et forfærdeligt sted at være. En drøm så perfekt at tanken om andet var nær umulig. Man ville blive der - betale en hver pris for at få lov at blive der. Han fangede deres sind til det til sidst var skrøbeligt nok til at sjælen kunne forlade kroppen uden kamp. Han gemte dem i glas - lod dem være spærret inde til sindssygen trådte i kraft og gav en sjæl en helt særlig smag. Så åd ham dem. Hvordan han helt præcis havde fået fat i Tatia og Razor? - Tja det var svært at sige. Men væsner med tav på drømme og søvn havde vel sine metoder.