In here it's always a question of life and death [Fortidsemne]

Tid Det er aften
År Det er et par måneder siden, foregår derfor i fortiden
Sted Villaen er lokaliseret i østdelen af Ashen Wood Forest. Bag selve villaen, er der en relativ stor bygning, her i kan finde arenaen, et trænings område, et sted de tager sig af de skadet og til sidst et lokale med alle burene (hvor alle shapeshifterne befinder sig, de sover her, får mad her og venter her på at skulle kæmpe.)
Omgivelser Vil blive beskrevet i emnet
Vejr Det er koldt udenfor, der kan være trusler om regnvejr og måske endda torden
Påklædning Hun er nøgen

Emnet er tilegnet Ma babest babe aka @Tatia <3

Skoven lå ødet, i disse egne turde ikke engang ulvene at hyle. Det var som om, at selv dyrene vidste at på disse egne, kunne der være en trussel mod dem og denne trussel var i form af Kurt og Cate Vavoya. De var ikke bange for, at bortfører folk og endda uskyldige dyr, blot for at tilfredsstille de folk, som kom og betragtede kampende. Skoven var mørk, og som man nåede villaen, kom der ofte en lyst til at vende om og aldrig komme igen. Ikke desto mindre bar den smukke villa magt med sig, og den var sikkert kendt som spøgelseshuset i disse egne, det som de små børn løb ud til, også straks løb væk fra igen. Det var i omegnen kendt som monsterhuset, og det var et sted Shapeshifters aldrig bevægede sig hen, medmindre de ville forsvinde.
Knap en km væk fra villaen, var der stor bygning. Det var her alt skete, det var her de alle var fanget. Alle vinduer var var med tremmer, så der kunne komme lys ind, men ingen af dem ville kunne stikke af. Det første man blev mødt af som man trådte ind, ville være synet af en relativ smuk kvinde. Hun stod for at tage imod folk, de sædvanlige gæster fik altid et smil og blev inviteret ind, hvor fremmede oftest blev holdt tilbage. De sædvanlige gæster, kiggede listen gennem over de kæmpende, og gav derpå pengene til kvinden, og de skrev derpå deres navn ud fra den de ville støtte, samt hvor mange penge de ville ligge i puljen. Derpå begav de sig imod arenaen. Arenaen bestod af et nedsunken område, som var omring 9 meter i længde, og 5 i brede. Der var godt 15 meter ned, og blot for at sikre ingen af dem ville kunne flygte derfra, var der pæle som pegede mod midten af arenaen. Omring arenaen var der adskillige sædder, og for hver cirkel af sædder omkring arenaen, var der en forhøjning, således alle kunne se med i kampen.
Indgangen til arenaen var i form af to jerndøre, en i hver side. Den kunne udelukkende kun åbnes op på den modsatte side af selve arenaen, og derpå kunne ingen af de kæmpende forsøge at flygte gennem dørene. Jerndørene førte til kælderen under selve bygningen, og det var her var de alle holdt fanget. Selve kælderen bestod af adskillige rum, hvor der var adskillige burer. Burene var ikke de største, men de var alligevel store nok til, at en meget stor bjørn ville kunne bevæge sig rundt i det, dette betød dog ikke, at de havde uanet mængder af plads. Ofte var de også sat ind to af gangen i hver enkel bur, blot for at sikre et vis sammenhold, og en lyst til at ville overleve. For når de formede bånd med hinanden, vidste de at det ville give væsenerne et ønske om at overleve, således de kunne tilbringe mere tid, sammen med folk de holde af. Der var indtil videre 30 shapeshifters i den kælder, alle fanget og alle tvunget til kamp. Der var en enkel trappe op, og dette var den eneste sande udvej fra kælderen, og den førte op til et sted bag stedet gæsterne betragtede kampende. Her ville man kunne finde trænings området. Det var et område, der mindede lidt om selve arenaen, dog var dette et stort bur, hvor to kæmpere kunne komme ind, og her træne med hinanden.

Dette var alt sammen hendes hjem, og det havde det altid været. Modsat alle de andre, hvor mange af dem kom og gik, så havde Lithra været den eneste, som havde overvejet det hele. Hun havde set de mange kampe, som havde været der mellem folk, hun havde set liv forlade selv de bedste kæmpere. I takt med hun var der, i takt med hun selv kæmpede flere og flere kampe, forsvandt meget af hendes medfølelse. Hun blev mere og mere brutal som årende gik, og hun bekymrede sig mindre om andre, det var hendes overlevelse og dog så de hende som en alfa. Hun var trods alt den, som hellere end gerne tog en kamp, end at lade dem lide. Hun ville ofte bruge flere timer, om ikke andet blot for at lære dem, at slå fra sig og rent faktisk overleve.
Nu sad hun ventende i sit bur, nøgen som den dag hun var født. Nøgenhed var dog intet for dem, alle begav sig rundt i enten deres dyriske form, eller denne nøgne skikkelse. Frøs de kunne de blot forvandle sig, og derpå holde varmen bedre. Blev der ført nye kæmpere ind, ville de blive ført til kælderen, og var de sat til at kæmpe, ville de gøre det ved morgnen. Der var aldrig kampe om natten, men derimod ved eftermiddagen, for her var dagen smukkest. Litrha sukkede, som hun hvilede sit baghovedet imod kulden, fra burets tremmer. Det var dog også her, at hun hørte døren ved trappen gå op, og fortrin kom imod hende. Fra lyden af deres skridt, lød det som de mange vagter, der bevogtede stedet og sørgede for ingen stak af, eller at der kom snyd fra nogle af parterne. Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, som hendes burs låge blev åbnet op, og en ung kvinde blev kastet ind til hende. Hun gjorde plads i bunden, således de ville kunne side ved siden af hinanden "What did they give for you?" spurgte hun, som hun lod sine blå øjne vende imod denne fremmede unge kvinde.

Påklædning: Klik

---

"Time to get up, she-wolf," vrissede en af jægerne til hende som hun sad i buret. Tatia vippede hovedet over mod ham, uden at sige et ord. Hun ønskede ikke at snakke til dem overhovedet, derfor holdt hun mund. Hvad ville de hende nu? Det kunne umuligt blive godt. Han satte sig på hug ude foran hendes bur, og så på den udmattede shapeshifter. "Do you wanna have a chance to fight for your freedom? A chance to just fight.. never mind, you will do it anyway. Get her," tilføjede han og det sidste blev sagt som en komando til de andre om at åbne hendes bur og løfte hende ud. Tatia var ikke ligefrem i en tilstand til at kæmpe ret meget lige nu, men de havde tænkt sig at gøre hende klar. Shapeshifteren var generelt udmattet, men denne dag havde hun ikke været tvunget til den endeløse smerte af en ufuldstændig forvandling - de havde ladet hende være, hvilket gjorde hende en anelse nervøs. De bragte hende ind i det telt, hvor de vaskede deres shapeshiftere, ingen gad de på nogle der levede i deres eget skidt - så måske lidt tænkte de på deres fanger. Tatia havde ikke ligefrem lyst til at spise, og det var ikke meget hun havde fået i systemet det seneste stykke tid, hvilket havde realteret til hun var blevet tvangsfodret med mad. De kunne ikke have et eksperiment som ikke havde den næring som hun skulle. De satte hendes hår op i en hestehale efter hun var blevet vasket - klædte hende ikke i meget tøj.
"You will have few weeks in this place, and then you will be back with us. Don't worry, they aren't allowed to kill you," sagde en anden og klappede hende let på kinden. Tatia slog øjnene let op, hvor hun havde lyst til blot at kvæle disse folk. Se deres hoveder forlade kroppen, men hun undgik det. Alt for at undgå de ville straffe hende for det. De ar hun havde fået på sin hud, i form af de brændmærker, stød alt de havde brugt til at aktivere hendes skift før dem med evnerne til det var kommet til. For hvad var det værste en shapeshifter kunne udsættes for? Den konstante smerte ved at være fanget midt i sit skift, knoglerne der konstant kørte rundt uden at kunne finde sin plads - nerverne brændte op og huden ætsede nærmest.  Det var en følelse hun ønskede at opleve så lidt så muligt, og også en ting hun var den eneste på lejren der havde overlevet i den periode. 10 måneder i den smerte, alt der holdt hende i live var det hul hendes hjerte fyldte ud med en illusion af Wade.

De smed hende i en vogn da hun virkede til at være præsentabel. Det var ikke fordi lejren lå langt væk fra det sted. Men de ville ikke risikere at nogle så dem på vejen. Ikke fordi mange turde omgå sig i den østlige del. Der skete alle de dårlige ting. Da vognen endelig stoppede, blev der snakket lidt udenfor - men Tatia gjorde ikke engang noget for at lytte. Måske havde hun virkelig bare givet op, You can do this, lød stemmen som fik hende til at kigge modsatte ende af vognen. Wade sad og så mod hende, Tatia gav ham et nik før hun klemte øjnene sammen. Et stik i hjertet som det blot havde været en illusion. Der blev åbnet indtil hende, og de tog hende ud. Førte hende afsted i armene, som var hun en farlig fange-  hvilket man på sin vis også godt kunne sige hun var. Musklerne spændte sig op, og lysten til at forsøge at rive sig fri blev stærkere og stærkere. Tatia ville da ikke være sig selv for ikke at prøve? Så naturligvis skulle hun lige teste vagterne af, hvilket endte med hun fik en albue sendt i maven og luften blev pustet ud af systemet. Tatia sank sammen, og følelsen af håbløshed bragte sig kort over hende igen. Først da de egentlig slap deres grab omkring hende, vågnede hun op igen. Naturligvis blev hun placeret bag nye tremmer.  De blågrønne øjne så sine omgivelser i en flakkende bevægelse, overraskende rolig. Dog stoppede blikket i det sekund hun lagde øjne på den anden shapeshifter.

Først vidste Tatia egentlig ikke om hun ville snakke, men på den anden side var det en anden shapeshifter. Let rømmede hun sig. Stemmebåndene var ikke blevet brugt igennem en længere periode, hvilket gjorde den lettere hæs.
"Enough.. I guess," hun rømmede sig igen, "I'm just a part of an experiment.. they are getting gold for testing me here.. just another day in hell," det sidste blev sagt i en mumlen. Tatia tog en dyb indånding og fik sat sit ordenligt op.
"What are you doing here?" Spurgte hun i ren refleks, hun vidste ikke om denne her kvinde havde været her længe - om hun var ny. Måske burde hun stoppe med at bygge sit håb op omkring andre folk? Sidst havde det været håbet om Gautham kunne få hende fri, og hvad havde det endt i? Tatia næsten dræbte sig selv. Det sæt klør der stadigvæk sad som om nogle havde været ved at sætte dem i hendes hals - aftegnelserne fra sårerne var der stadigvæk - kun fordi Tatia havde været ved at tage sit eget liv da smerten havde været for intens. Hendes illusion af Wade havde stoppet hende, og for hvilken skyld. Hun havde ingen tilbage alligevel? Wade ville ikke engang vide hun var død hvis hun døde? Niylah ville ikke vide det, Blake. Ingen vidste ærligtalt hun var væk, for hun var smuttet efter sit brud med Wade. Der var ingen andre til at redde Tatia end hende selv.

Det var tydelugt at se på på Lithra, at hun havde været inde i arenaen mange gange. Hendes krop var dækket af ar rundt omkring, ved hendes skulder havde et bidemærke, fra da en bjørn bed ned. Det havde været fra en af hendes første kampe, hvor hun uheldigvis endte ud med at forvandle sig tilbage til sin menneskelige form. Hun huskede smerten, og hvordan kampen var sluttet med det samme. Det var en tid, hvor de ikke kæmpede for døden, men derimod blot for at kæmpe, dette var dog ikke noget som varede lang tid, for godt 5 måneder efter angrebet fra bjørnen, begyndte de kampe de havde den dag i dag. Dette var selvfølgelig ikke det eneste, som fremviste hvor mange gange hun havde været i kamp. På trods af hun var i dyreform, så resulterede skaderne hun fik i kampende, at hun fik en hel del ar rundt omkring. Der var en fin blanding af bidemærke, og rivemærker. Hun havde endda engang været tæt på at miste livet, havde hun været i menneskeformen ville det sikkert havde taget hendes liv. Dette kunne ses i fire rivemærker ved hendes hals, arret gik fint ind over bidemærket. Der var også ganske få i hendes ansigt, men ikke nær så mange.
I takt med hun betragtede den nye tøs, hævede hun øjenbrynet. Hun havde i starten troet, at hendes kære forældre havde købt hende, dog syntes der at være en hel anden historie til det. Det trak i hendes venstre mundvige, så skulle de ikke mødes i kamp, for når hun kæmpede så kæmpede hun for at dræbe. Der var en ekstrem brutalitet i hendes kampstil, som kom var resultatet af både hendes evne, men også et liv i et bur. De behandlede hende som et dyr, og man kunne sige hun var godt på vej til at blive. Hun nikkede, som et tegn på hun lyttede "This isn't hell dear, it's the place people come to die" forklarede hun med et skuldertræk. Dette var virkelig et sted, ganske få rent faktisk blev længe ved, de døde enten af skader, i kamp eller andet lig dette. Det var virkelig kun fordi hun var heldig, og måske endda fordi hendes mor blot besad en smule kærlighed for hende, at hun faktisk endnu ikke var død. Der var selvfølgelig også det faktum, hun rent faktisk var en god kæmper, at hun endnu var i live.

Da spørgsmålet kom til hende, lagde hun hovedet tilbage imod væggen af buret "I have always been here, I'm the one who will always stay, they wont let me go" forklarede hun, og en lettere muskuløs mand i buret ved siden af, på hendes side, grinede af hendes kommentar "They will never let you go Lithra" han var en af dem, hun rent faktisk talte mest med. Han var ved hendes side, i en bogstavelig forstand. Normalt talte hun faktisk ikke, da de to mødte hinanden den første gang, nægtede hun at tale til ham og det tog hende op til lidt over en måned, før hun rent faktisk begyndte at svarer ham. På trods af hun respekterede ham, ville de to ende i en kamp, ville de begge kæmpe for at vinde.
Hun rullede med øjnene, men vendte dog sit ansigt mod kvinden "Tomorrow you will fight, if you're lucky it will be against that idiot, if not it will be him" hun pegede imod manden ved sin side, men også mod en ung mand som var på den modsatte side af dem. Han var vild, han var den hun aldrig havde kæmpet imod, og hun havde en hel del respekt for ham. Han havde været så svag da han første gang kom til stedet, men hun trænede med ham og havde faktisk lært ham en hel del. Nu var han brutal, og hun så ham engang rive en prærieulv i stykker "He may not kill you, but he will tear you apart, you will be lucky f you don't loose a limp" hun pegede imod en ung mand, han lignede som var tæt på de 15, og han manglede hele sin venstre arm, han var fuld af ar. Hun lød måske hård i hvad hun sagde, men efter næsten 20 år i fangeskab, så blev man sådan "In the morgning they will come, and they will take you to the arena were you will fight, you're lucky because they wont kill you if you refuse" hun vendte blikket fremad.
Netop som hun skulle til at sige noget igen, åbnede døren og tre mænd, med store tønder kom ned i kælderen. De kastede et stykke kød ind til hver enkel person, og alle reagerede som var de dyr. Den ene af vagterne grinede ondt, som kødet blev kastet ind i buret med de to kvinder. Hun tog kødet i sin hånd, og bed et stort stykke af det. Blod samlede sig om hendes mund, og dette gav hende blot et langt mere dyrisk udtrykke end førhen.

Da Tatia talte sproget, sproget som hun selv og ganske få andre kunne, trak det ganske svagt i hendes venstre mundvige. Hun trak på skulderne og mødte endnu engang Tatia's blik "sha" var det eneste hun sagde. Det at tale sproget igen, mindede hende helt om sin ungdom, dengang hun var sammen med Lexa og de år hvor hun rent faktisk var glad. Dette forsvandt dog ligeså stille, specielt efter Lexa brutalt blev myrdet og det igen efterlod hende alene. Hun trak på skulderne "People come to see a dog fight, and if they can't see one, they wont give money and if they don't give money, some people are going to get very angry" minder fra da hun selv nægtede at kæmpe dukkede op, hun kunne huske hvordan de havde forsøgt at drukne hende, og det havde ikke engang været det værste ved det hele "They are going to force you to change, and in the beginning it will be nice, they might cut you or try drown you, but if you keep refusing...the punishment will be worse. They do not care how much money the people who came with you gave them, if you do change...they are probably going to make you wish that, you were dead"
At dø ville måske i sidste ende være en nåde, som meget få rent faktisk fik og hun var sikker på, at dette ikke var noget hun fik. Selvom hun et eller andet sted gerne ville dø, for så kunne hun slippe for disse kampe, så var der en del af hende som endnu ville leve, som ikke tillod hende at få denne gave. Da hun udtrykte at det ville være svært for hende, rent faktisk at kunne forvandle sig, hævede hun øjenbrynet "I hope for your own sake that, you will be able to change" pointerede hun med et trist smil. Alle de gange hun havde forsøgt at nægte, alle de gange hun havde ytret hun ikke længere ønskede kæmpede, alle gange havde de givet hende ønsket om aldrig at sige den slags igen. Alle hendes ar var ikke kun på grund af kampene, nogle af dem var fordi hun havde nægtet. Hendes kære moder havde endda sunket dybt nok, at hun havde forsøgt at skade Adria, blot fordi hun havde sagt nej...det var selvfølgelig også en fejl, som hun kun lavede én gang.
"Where were you...you know before those fuckheads took you?" spurgte hun nysgerrigt. Normalt gad hun ikke lære folk at kende, men Tatia var en kriger og de kunne derfor forstå hinandens mareridt. Dette gav hende en lidt større lyst, til rent faktisk at spørge ind til hendes liv, eller rettere livet før hun blev taget til fange.