Real or fantasy? - Remiel

S: Lunas flok
O: Alle de fine hytter, og glade folk
V: Solskin
T: Middag
P: Klik
@Remiel <3

---

Hun var taget hen for at se, hvordan tingene fik for Kaeden. Ærligtalt, så ville hun bare se om det år hun havde været væk, havde gavnet ham. Havde han det godt? Hun håbede han havde fundet den flok han følte sig tilpas i. Følte sig hel i. Og selvfølgelig at han havde det godt med Luna. Tatia vidste deres afsked havde været en anelse dramatisk, og endnu mere dramatisk hvis de snakkede om det - specielt nu hvor Wade var tilbage i hendes liv. Tatia vidste hun var velkommen på besøg her, og derfor var hun gået ind. Dog var et år alligevel et stykke tid ikke at have været set af nogle, men folk sagde intet til hende. Et var skælvende blikke af skeptiske tanker, ellers gik det. Dog stoppede hun op da en sær følelse ramte hende, det var den samme sære følelse.. som de andre gange hun havde været her. DEnne gang bed hun dog blot mere mærke i den. Tatia rynkede undrene på sine øjenbryn. Så fangede hendes øjne ham. En person som stod et stykke væk, og allligevel følte hun sig trukket imod personen. Uhyggelig nok. Faktisk skræmmende. Det var ikke på en måde, som hun følte sig draget imod Wade. Denne her fornemmelse var ny, og alligevel så langt gemt væk i hendes underbevidsthed at hun ikke kunne finde den frem. Normalt når hun fandt nogen genkendelig, kunne hun kende dem på fært. Denne her person, var der noget genkendeligt og en masse ukendt. Hun fandt sig selv i at gå nærmere, stille og roligt. Tatia vippede hovedet let på skrå og så på ham. Hun havde lyst til at lade sin hånd ramme hans hud for den fysiske kontakt. Dog gjorde hun det ikke, det var som om hun ikke turde tage kontakten - fordi den genkendelighed skræmte hende en smule. Dog opdagede hun snart at hun stod ret tæt på den fremmede, og måtte komme op med en forklaring på hendes indtræden i hans personligesvære.
"Oh hey. Oh.. I" Hun kløede sig en anelse nervøst i nakken. "Sorry. I was just.." Tatia sank en klump og prøvede at redde sig ud af den. Hvor var hendes tale egenskaber blevet af? De var som bare pludselig forsvundet.
"You just seemed a little.. i don't know.. familiar.."


//A little short.. hope it works <3

Påklædning: Her

Det havde vist sig ikke at være det mest forfærdelige i verden at forlade området i mere end en eftermiddag uden noget egentlig formål. Turen i skoven havde bragt oplevelser han ikke havde forventet. Han kunne måske fortryde en smule at opdagelse af byen ikke var blevet til mere. Det var ikke fordi han aldrig havde været der, men det var længe siden og hvis han udover det havde opholdt sig tæt på en myldrende flok af andre end shapeshifters - så havde det kun været en meget kort tur. Han var dog kommet tilbage, og så kreativ anlagt som han var, var han i færd med at bygge videre på det hegn han ville lave - hegn ud af specielle sten han havde fundet omkring i skoven eller de andre steder han nu opholdt sig. Indtil videre var det meget flot. Spring fyldt med farver - det bekræftede en hver der var i tvivl om hvorvidt sten bare var ensformige og kedeligt, at det hvert fald ikke var hvad de var. Det var næsten som at læse et eventyr! Man var bare selv i fuld kontrol over handlingen.

Helt væk i sin egen verden bemærkede han ingenting omkring sig. Ikke fordi han ikke ville men fordi han forsøgte at træne sig i ikke at lade sig distrahere fra hvad han lavede til hvad der foregik omkring sig. Det var først da blikket der var rettet mod ham begyndte at ruske i hans indre at han skulle vende sig om. Bemærke kvinden der var ankommet. - først der så han op og rettede opmærksomheden hen over sin skulder. Et øjeblik helt uden at sige noget. En fremmed, men alligevel så bekendt. Det var et øjeblik som om det hele stod stille.
Det var ikke fordi han stirrede, men hans blik forlod ikke kvinden et øjeblik. Han kunne ikke helt beskrive hvad der foregik inden i ham. Men noget helt utroligt. Måske kunne det sammenlignes med at se en person man havde savnet så inderligt, så længe. Som om en vigtig brik i et puslespil endelig fandt sin retmæssige plads.
Blikket kunne sagtens have været måbende over hvad det var for en kvinde. Hun var smuk og på trods af det usikre ord skreg hun nærmest af styrke. Indre som ydre. Helt sikkert en kriger en hver pack kunne ønske sig.
" It's you.. " sagde han så endelig og lod hovedet glide på skrå. " not just any you. You you.. You know? Wauw " sagde han så og rettede sig lidt op før han rodede sig i det mørke hår.

Han trådte så bare med det samme tættere på hende, selvfølgelig med et smil om læben. Han kunne ikke placere hende men han vidste uden tvivl at hun var vigtig. Det var hvert fald det der pressede sig mest på. Hans blik flakkede et øjeblik tilbage mod sit arbejdsprojekt, så mod jorden for til sidst at ramme kvinden igen.
" let me show you something! " sagde han så hurtigt og greb hendes hånd, men i samme sekund som han kom i kontakt med hende sprang hans hjerte nærmest et slag over og gav ham et øjeblik hvor hans evne besluttede at skyde ned gennem hans arm og videre til kvindens hånd. Om han nåede at stoppe det bare en smule - forhåbentlig, måske ikke så meget som han ville have ønsket og den gnistren der omfavnede deres hænder ville ikke være voldsomt rar. Hvert fald ikke for alle andre end ham selv.
" shit! I'm sorry!" han slap igen. Hurtigt og tog nærmest sig selv i hånden og sendte hende hurtigt et undskyldende blik. Og her gik han og troede at han endelig var ved at få bare en lille smule styr over sin evne. Det gav vidst bagslag. Det havde jo ikke helt været meningen.
Alligevel grublede han over årsagen. Det var ikke fordi han normalt havde den reaktion når han rørte ved folk. Det plejede ikke at være et problem. Det måtte være samme grund som hvorfor han følte sig så tiltrukket af hende - uden at det var på nogen seksuel måde. Følelsesmæssigt. Der hvor knuden i den røde tråd var gået op.

Tatia havde ikke forventet andet end måske et underligt ansigts udtryk fra ham, men hun fik noget helt andet - det var nærmere hende som stod forvirret imens hun så imod ham. It's you.. Let hævede hun på det ene øjenbryn, måske havde han set hende før? Hun tvivlede på, at han havde set hende kæmpe - så det var nok ikke derfra - men hvad vidste hun. Han trådte tættere på hende og Tatia holdt vejret ganske kort. En lille del af hende ønskede at træde et skridt tilbage, men hun blev stående. Tatia havde denne her underlige fornemmelse, og hendes nysgerrighed ønskede hun skulle vide hvad det var - og gerne nu. Han var hurtigere end hende, meget hurtigere end hende - mest fordi Tatia stadigvæk var ved at finde ud af, hvordan hun skulle reagere. Normalt reagerede hun hurtigt, ret hurtigt - men lige her kunne hun ikke finde ordene - eller sine handlinger. let me show you something! Hurtigere end hun fik lov til at lytte til ordene havde han allerede grebet hendes ene hånd - og et gisp gav sig fra hende da et stød strømmede igennem hende. Det var ikke fordi, at det gjorde sådan ondt - hvad der gjorde ondt var meget spredt for Tatia. Musklerne i hendes krop spændtes, men det var som om hun sugede det til sig i stedet for at ligefrem reagere på det. Så snart hun havde fået skubbet den fysiske smerte til siden, gravede noget andet sig frem i hende. I'm sorry!Tatia rystede let på hovedet, i form af at han ikke behøvede at undskylde. Alle evner kunne gå ud af kontrol, men det var nu ikke derfor hun rystede på hovedet helt. Tatia blinkede let over en mere genkendelig følelse.

For mange år siden da hendes mor døde, havde hun haft denne her fornemmelse - en form af skød der strømmede igennem hende, den strøm der havde fået hende til at skifte form for første gang. Tatia rynkede på øjenbrynene og trådte et par skridt tilbage. Hovedet og tankerne var ved at samle minder sammen, sortere dem efter hvad hun ledte efter. Så nåede hun til en brik fra sin fortid, så fjern tilbage at det havde ændret sig mange gange. Hendes far havde fortalt hende at hendes mor ikke kom hjem mere - og hun blev ved med at spørge om.. om.. Kubo var okay. Kubo.. Let tog Tatia sig til hovedet og glemte næsten at trække vejret. Til sidst slog hun blikket tilbage op på ham foran hende.
"I'm Tatiana," præsenterede hun så sig selv. Det var aldrig sket før at hun havde præsenteret sig med sit fødenavn. Selv hendes far kaldte hende Tatia som hun blev ældre, men Tatiana var det tætteste familie som kendte hende igennem det navn - specielt hendes mor gik kun op i at kalde hende Tatiana. "I use Tatia most tho, my father loved it so." Tilføjede hun og smilede skævt over minderne. Normalt var det ikke ligefrem fordi at hun smilte ved tanken om sin manglende familie. Men hun var næsten sikker. Måden hendes øjne lyste en anelse mere op, som om at hun havde knækket koden. Der var aldrig nogen som havde direkte fortalt Kubo var død - men hun var 4 år, og med nok snak om han slet ikke fandtes - havde gjort hun havde troet på det - lige til nu. Hun trådte et skridt frem igen.

Det ville have været typisk hvis hun valgte at gå væk. Den effekt havde det for det meste på folk når man ud af ingenting valgte at give dem stød. Eller, afhængig af hvem det var. Han havde også oplevet at nogle var interesseret i at se mere - men så senere blevet skuffet da han mere eller mindre måtte droppe det i frygt for at gøre skade. Sådan var det med elektricitet. Selvom han havde en nogenlunde kontrol, så var den aldrig garanteret. Det havde ligesom lidt sit eget liv. For det meste kom det når hans følelser var i udspring - i situationer hvor han ingen kontrol havde over følelserne i sin krop. Hvilket han havde fået en del af de seneste år. Ikke alle følelser dog - der var stadig en masse der lå gemt i ham. Han mistænkte dog heller ikke at det var fordi noget i ham havde lyst til at skade kvinden ved at give hende stød. Tvært imod. Det var ligesom bare sket.

Hans hjerte sprang nærmest et slag over da hun præsenterede sig. Ikke fordi alting med et fald på plads. Men fordi en følelse i ham gjorde ham opmærksom på det navn et sted langt tilbage i fortiden. Billeder der flakkede omkring i hans sind, utydelige men de var der. Fornemmelsen i hans mave. Kildende, men behagelig. Han huskede hende - pludselig virkede hendes ansigt meget mere bekendt end det før havde gjort. Det krigeriske ydre var vasket væk og erstattet af noget langt mere nærkommen. Behagelig, som - han kunne ikke beskrive det. Som det lille ansigt med et stort smil om læben han huskede fra det der var nærmest en fortrængt del af hans fortid. Hvorfor var det blevet skubbet så langt væk. Hun var en del af ham, en del der var blevet væk og endelig var kommet hjem. For at sige det mildt - eller også var det ham der var kommet hjem.
Hans udtryk beskrev hans følelse. Chokeret men alligevel meldte et smil sig stille og roligt mere og mere om hans læber. Lidt forsinket måske, hans øjne udviste allerede den glæde smilet normalt havde job for at gøre.
" Tatiana... " Sagde han så lidt og bed sig kort i læben, dog med et smil. Han rystede så bare kort lidt på hovedet. Et navn der hørte til i hans mund - men ikke havde brugt længe - alt for længe. " Tatia.. " Han nikkede så bare lidt og pillede kort lidt ved sine hænder foran sig - da han endelig slap det greb de ellers havde haft omkring sig. Han rettede sig så bare lidt op - og et lidt mere kækt udtryk meldte sig endelig over hans ansigt. " We're in the forest ya know - dosen't that mean Fox is sort of your name? " han hævede kort lidt et bryn, dog med et halv drillende smil om læberne. Han huskede selvfølgelig ikke alting - men små glims fra tiden inden.. Ja den del havde han ladt sig fortrænge. Gravede han dybt nok havde han sikkert muligheden for at finde minderne frem. Men han havde sat lås på den kasse de var i.
" I think I'm Kubo.. Or I mean - I know I am.. Ugh.. " Han rystede kort på hovedet men rodede sig så bare lidt kejtet i håret.

" You look so strong.. " Sagde han så bare før han kløede sig lidt i nakken. Ingen tvivl om det - imponerende stærkt. Okay nu havde han også kun set hende som en fire årrig lille lalleglad pige, selvfølgelig var der sket meget siden. Men måske var det bare tydeligere at se på hende end en selv. Ikke fordi Kubo havde været igennem så meget ud over det sædvanlige - der var selvfølgelig ting der kunne peges ud i fortiden som ikke havde en lykkelig slutning eller en smertefri gennemgang. Men Tatia - som hun stod der, måske var det bare ham der analyserede for meget. Eller også var det den næsten 6 sans de havde mellem hinanden.
" I feel like hugging you. Just a tiny bit scared that you would... You know, squash me " Sagde han så lidt og kunne ikke lade være med at sende hende et smil. Det var dog alligevel halv en opfordring til at det helt sikkert var hvad de burde gøre. Bare lige et øjeblik.
" But if you're not going to do that, then I can promise I wont.. zapp you. " Tilføjede han så lige hurtigt.

Det var en underlig følelse, på samme tid med hun kunne mærke læberne skævle - som når man ikke kunne holde tårerne tilbage, blandet med denne her fantastiske følelse der skræmmede hende en anelse. Måske var det fordi, at hun følte sig underligt hel. Som om hele hendes liv havde manglet denne her del, og nu stod hun foran den - og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Der var en masse blanded ting der ramte igennem hende, og hun skulle finde en måde at komme op til breden før hun blev trukket for langt ud. Dog så snart han talte, sagde hendes navn, som prøvede han at placere det på sine læber. Der slog hendes hjerte en tak over, og hun var mere sikker end nogensinde før.We're in the forest ya know - dosen't that mean Fox is sort of your name? Luften forsvandt ud mellem hendes læber, og det krævede en anelse kontrol for ikke at besvime. Hvordan kunne ord slå en så voldsomt omkuld? Endelig kom hun mere eller minder til sig selv, og gik taget ordene til sig. Det drillende smil fik hende til at ryste lidt kækt på hovedet.
"I guess it should be," svarede hun blot og fnøs lettere kærligt. Det var stadigvæk underligt, men underligt på en god måde. I think I'm Kubo.. Or I mean - I know I am.. Ugh.. Tatia rystede let på hovedet af ham.
"I know, my mind kinda fixed the broken parts of my past together.. " svarede hun og kløede sig let i nakken.

Et skævt smil strakte sig op på hendes læbe, da han nævnte hun så stærk ud.
"I am strong," svarede hun, det var fremskridt. Det sidste stykke tid havde hun tvivlet lidt på sin styrke, men ikke mere - der var ingen grund til at tvivle. Delvis var der nogle ting at arbejde med, men det gjorde hende ikke mindre stærk. Han virkede så uskyldgt, så ganske uberørt at jægeres onde tanker. Men hvis han levede ved Lunas flok, var hun sikker på at Luna gjorde det bedste for ham. Det tvivlede hun ikke på. Wades søster, underligt nok at tænke på i sidste ende. Hjertet sprang en takt over, som hun egentlig bare stod foran ham. I feel like hugging you. Just a tiny bit scared that you would... You know, squash me En latter forlod hendes læber, samt et par tårere der sneg ud ud over hendes øjenkrog - ikke fordi hun var ked af det, tvært imod. Hun var glad på en måde, som hun ikke var glad normalt når hun var glad. But if you're not going to do that, then I can promise I wont.. zapp you. Tatia nikkede til ham.
"I'm not gonna squash you," fik hun så endelig sagt og svang sine armene omkring ham.

Følelsen der strømmede igennem hende var ny, også alligevel ikke - den var gammel, og glemt. Det var som om, at de to poler havde ventet på at møde hinanden så længe - og endelig mødtes de. Den ene del af hende hun havde manglet hver eneste dag, den havde hun i sin favn nu. Tatia tog sig selv i at trække ham endnu tættere på sig, fordi hun frygtede han ville forsvinde igen. Dog var det heller ikke ligefrem fordi, at hun ejede super styrke - men hun knugede ham indtil sig på en bestemt måde. Let åndede hun lettet ud, og kunne mærke den positive følelse der strømme igennem hende.
" I thought I lost you.." Hviskede hun og lukkede øjnene i for at suge følelsen til sig. Hvor lettet hun var, kunne ikke beskrives med ord. Det var som om hun turde give slip, og give sig over i en anden rolle. Hun turde give slip og lade gå på det negative der holdt hende tilbage - for at lade det positive suge hende i den rigtige retning. "I can't believe you are here.. alive.."

Kubo var bestemt typen der elskede kram. Han krammede gerne hele verden hvis det skulle være. Selv måske fjenden hvis det kunne rede ham fra at skrue bissen på - ikke fordi han var specielt god til det, så et kram var mere eller mindre en nødløsning, redning, en dejlig og hjertevarm gestus. Alligevel var der intet kram han før havde fået der kunne sammenlignes med hvad dette kram bragte frem i ham. Det var ikke bare en genforening mellem to personer der ikke havde set hinanden længe. Ikke bare en genforening mellem søskende som havde været drevet fra hinanden. Nej det var som to sjæle der endelig lærte de samme dansetrin. Endelig havde fundet den matchende tone i en sang. Det var som når foråret viste sig - alting sprang ud og hele verden virkede til at give mening igen. Følelsen af noget der endelig blev fuldendt.

Selvfølgelig gengælde han det - det ville være synd at lade Tatia gå glip af et af Kubos få talenter. Et kram. For hvis der var noget han var god til så var det det. Selvom han tvivlede på at han var den eneste der mærkede alt andet der foregik inden i kroppen i krammet. Det var utroligt. Ubeskriveligt.
Han havde ikke lyst til at give slip - slet ikke. Og det gjorde han heller ikke. Han holdt hende tæt indtil sig. Lod alting falde på plads i sin krop - i sit sind. Det var som om et helt kapitel af hans liv blev åbnet og pludselig blottede sig fuldstændig for hans hukommelsen.
" Alive - Indeed.. " Sagde han med et smil om læberne før han rettede blikket lidt mod hendes ansigt. " And you too - I don't know, something tells me I've been closer to loosing you, than the other way around.." Sagde han så lidt og strøg hende over håret med den ene hånd. Tatia var ikke den lille pige der sad i hans hukommelsen - men alligevel var hun præcis hvad han huskede. Hans søster - blod - bedre halvdel.

Han slap endelig krammet helt, også selvom det var sværere end som så.
" I was about to show you something, right? You kinda knocked me out for a moment - maybe you're the reason I'm such a confused muppet " Sagde han så bare drillende før han puffede til hende. Samling på tanker havde altid været et problem, men lige nu virkede det faktisk helt roligt. Indre ro - noget han havde stræbet efter i en evighed og synet af Tatia gjorde at det kom helt naturligt. Måske han i virkeligheden bare skulle have ledt efter hende i stedet. Det ville have været så meget nemmere.
Han lod kort blikket glide over sin skulder mod sit mindre bygge projekt - men lod det så falde tilbage på Tatia.
" How do you feel about stones? I've been making this - fence-sort-of-thingy and umm.. I gotta admit, it's pretty cool. " Sagde han så bare før han trak hende med det over. Denne gang uden at give hende stød. Det var egentlig meget simpelt et projekt. Sten stablet i en omkring halv meters højde. Indtil videre indhegnede det halvvejs omkring en hytte. Det flotte ved det var vel egentlig at ikke to sten var ens og hele regnbuens eksistens kunne fornemmes i alle stenene. Solens stråler gav det en unik effekt - nærmest som når den skinnede mod overfladen på en så eller reflekterede i åens vand. Når man nu som Kubo ikke kunne få sig selv til at være tæt på vand - måtte man finde den skønhed et andet sted.

Tatia kunne ikke beskrive følelsen der bankede igennem hende, de følelser hun følte. Alle de positive følelser, som forbandt hende med Kubo - følelser hun troede der var forsvundet. Deres far havde løjet for hende, tanken bragte en del forvirring i hende - men hun valgte at skubbe den til side. I hvert fald for nu, nu skulle hun opsluge alt den her glæde - så hun kunne bruge den senere. I don't know, something tells me I've been closer to loosing you, than the other way around. Et grin forlod ganske kort hendes læber, mens øjnene strålede af glæde. Måden han strøg hende over håret, alt gav pludselig mening for hende.
"That might be true.. trouble always seems to find me," svarede hun i et lettere komisk toneleje - ikke at det ligefrem var sjovt, men det virkede som den eneste måde at sige det på. Det var underligt, hvordan alle tingene i Tatias hoved syntes at falde på plads. Alle brikkerne fandt hinanden igen.

Krammet stoppede, også selvom hun ikke helt ønskede det. Et sted i alle de mørke tanker var han i stand til at smide en sæk med lys ind, som banede vej til hun følte på denne her måde. You kinda knocked me out for a moment - maybe you're the reason I'm such a confused muppet , Tatia kunne mærke et par små tårere der dannede sig i hende øjne. Dog blinkede hun dem væk, som han puffede til hende. Tatia kunne ikke undgå at grine af det drillende toneleje.
"Well, sorry about that," svarede hun med et skævt smil - og fulgte derefter med Kubo hen til, hvad han ville vise hende. How do you feel about stones? Let nysgerrig og forvirret nåede hun at hæve på brynet, inden han forklarede om sit hegn af sten. I gotta admit, it's pretty cool. Tatia lod ham trække hende med sig med et stort smil på læberne. Kort virkede det som om, at de var børn igen - at han altid trak hende med over til de mest underlige og sjove ting. Ligesom da hun viste ham sommerfugle klippen i deres baghave første gang. Tatia stoppede op og så på det hegn han havde lavet.
"Wauw, it's beautiful," svarede hun med et stort smil. "Is that your cabin?" Spurgte hun nysgerrigt, nu når hun havde fundet Kubo - var hun nysgerrig på om han hele tiden havde været ved denne her flok. Havde de hele tiden været så tæt på hinanden, og alligevel så langtfra hinanden.
"But I most say, you are very creative," pointerede hun med et kærligt smil på læben. Mange spørgsmål dannede sig i hovedet på Tatia, for der var så mange år hun ønskede at finde ud af, hvordan var gået ham.

Noget sagde ham at Tatia helt sikkert ikke levede livet sikkert - måske var det første hånds indtrykket han havde fået for få øjeblikke siden der stadig sad i ham. En kriger. Den styrke hun kunne udvise bare ved at være til. Utroligt. Men det kom med konsekvenser. Konsekvenser Kubo var alt for god til at tænke over - hvilket i sidste ende helt sikkert var derfor han ikke levede livet på kanten. Han turde ikke engang stikke fødderne i en å og gik altid udenom vandpytter.. Det sagde lidt om fyren.
Han lod blikket hvile mod hende et øjeblik - måske lidt mere end et øjeblik. Men det var bare svært for ham at fatte at hun var lige her. Hvor mange år var det siden? Det kunne han ikke engang huske. Alt for længe, men det var så godt at.. det var bare.. hvordan kunne.. den følelse.. ubeskriveligt.

" I know right? A slow progress though - finding the stones I mean.. I might soon need to travel a biiiit more than I've been doing uptil now.. " Sagde han så lidt før han trak lidt på den ene skulder. Endnu et problem med et isoleret tankesæt og overskud til at opleve den verden der jo sådan set var derude. " It is indeed - wanna take a look? " Spurgte han så med et smil, men var allerede på vej hen til døren. Kubos hytte var mere eller mindre alt hvad der foregik i hans hoved, kreative ting - snore med sten med huller i - drømmefangere han selv havde lavet, tøj han selv havde lavet, hatte i alle former og farver også var der selvfølgelig en seng - et bord og en gammel lænestol gemt et sted under alt hvad han nu ellers havde fået pakket ind i hytten.
Han åbnede døren for hende og lod hende træde ind først. " Soooo what have you been doing? Tell me about your life - I wanna know everything. Also! All the possible - not-so-good-stuff.. " Sagde han så med et smil om læben. Ikke fordi det var fedt at høre om deprimerende ting eller trælse ting, men de var en del af livet og hvis det var en del af Tatias ville han gerne vide noget om det. Hun behøvede selvfølgelig ikke komme med en hel roman til ham om alt og intet hvis det ikke var det hun havde lyst til - men Kubo elskede at høre omkring folks liv, eventyr - oplevelser. Følelser, op og ned ture. Han kunne lytte til det for evigt. Og selv fortælle, han havde bare modsat mange andre ikke voldsomt meget at fortælle om. Medmindre man synes ting som at stikke halen mellem benene og gemme sig i sin hytte var underholdende. Okay det passede ikke, han havde oplevet ting. Men det var ikke noget man væltede bag over på stolen over. Tværtimod.

" Oh! And can I get you anything? I've goooot - water.. And uh, maaaybe some buns actually - If I didn't eat them all earlier.." Han rodede sig kort lidt i håret men forsvandt så hen for at tjekke helt præcis hvad han egentlig havde. Han havde så mange ting han gerne ville snakke med hende om. Men ville samtidig heller ikke overfuse hende med spørgsmål på en gang. Og i sidste ende var det slet ikke sikkert hun havde tid til at sludre - der var vel anden grund til at hun var her end ham selv. Medmindre hun vidste han var der og det var grunden til hun var kommet - men han tvivlede for overraskelsen over at se ham her havde været tydelig.

Uskylden der hang over ham, var modsat hende. Han virkede ikke ligeså ødelagt inden i som hun måske var. Dog tvivlede hun på livet havde været et på roser og regnbuer - alle havde deres eget mærke, som ruskede i dem af og til. Hvis han var i live, vidste han vel hvad der i virkeligheden måtte være sket med deres mor - hvorfor havde deres får løjet så meget for hende? Dette satte umådelig mange tanker igang i hovedet på Tatia, som hun egentlig ikke regnede med at skulle have. I might soon need to travel a biiiit more than I've been doing uptil now.. et skævt smil blomstrede henover hendes læber.
"Just don't go to the east of these woods, gonna find more trouble their then you want," forslog hun - hun ønskede ikke at se ham i hænderne på de mennesker. It is indeed - wanna take a look? Et nik forlod hende, og Tatia fulgte med Kubo indenfor. Tingene forgik i nuet ved Kubo, det kunne hun mærke - det var lige nu han ledte efter sten, og det var nu han skulle vise hende en masse ting. Han var tydeligvis hurtigere rundt i tingene, hvor Tatia var lidt mere en der tog sin tid - omkring visse ting i hvert fald, at finde rundt i sit hoved tog en umådelig tid.

Det var tydeligt at hun kunne lide indretningen. Den var så personlig, modsat hendes huse og hjem - der var så enkelte og indrettet rent praktisk. Naturligvis var hun lettere hjemløs lige nu, sådan hun havde ikke et hus, værelse eller hytte - ganske rigtig kunne hun altid smutte op til Blake, ingen tvivl om det. Men hun turde ikke se ham i øjnene, hvilket nok var grund til lidt flere af de problemer hun havde haft - som at blive brændt levende. Det tætteste hun kom på hjem var dog hvor Wade var, Wade var hendes hjem.
"You sure know how to make a home all personal, it looks amazing," sagde hun så og sendte Kubo et varmt smil. Soooo what have you been doing? Først sank hun lidt en klump, da alle det spørgsmål kom flyvende, I wanna know everything. Also! All the possible - not-so-good-stuff.. Let sank hun en klump - det var ikke ligefrem fordi hendes liv var det mest spændende når man tænkte over det. Jo der skete noget hele tiden, men alligevel føltes det som om intet skete overhovedet.
"My life is not that fascinating," startede hun stille ud, som hun trådte mere ind i hytten og sig omkring. Tatia følte sig tilpas her, og det forkom hende underligt - men hun forstod trods alt hvorfor. "I've been living in the woods since I was 9. Alone, by the age of 12 I was found by a pack in the north. Was there few years, till I moved away.. found a wolf pack in vest. The black hounds. Been their till I moved away last year," det var et kort resume - og der bar slet ikke nok detaljer. Niylah og Luna var allierede det burde ikke være et nyt navn for ham, men måske var det. Det var slet ikke sikkert han bemærkede hvad der forgik om ham. "Also Luna is my boyfriends sister, not that he lives here," tilføjede hun og rystede lidt på hovedet.
"If you want a more not so good stuff of my life.. well.." Tatia prøvede at finde ud af hvor hun skulle starte, og hun manglede ofte et filter - hvilket gjorde når hun først var gået igang med at snakke, kunne hun have svært ved at holde mund igen. "I been fighting for my life since I lost you, lack of control and problem dealing with anger. Hunters trying to kill me, everyone. Been in forced to fight like a slave in an arena.. spend last year as an experiment and then I was burned alive.. and my little brother tried to kill me not that many days ago.. but it's okay.." så åndede hun ud og rystede på hovedet. Hjertet sprang et par takter over.
"That was around that.. " sagde hun så og kørte en hånd igennem de mørkebrune lokker.

Tatia var ved at være van til folks nysgerrighed omkring hende. Nicholas havde haft en masse spørgsmål til hende også, nok mest omkring Wade og livet i en flok. Men Kubo levede selv i en flok, han ville sikkert ikke spørge om det.
"I ate before I got here, that's okay - you don't have to get me anything," svarede hun på hans spørgsmål med et skævt smil. "And no need to go easy on me, I can see you are bobbled up with things you wanna say - just ask," tilføjede hun med et anerkendende nik. Det var nemmere at tale når hun var i et flow, for så tænkte hun ikke så meget om det - og alligevel gjorde hun senere. Som at tænke over de forfærdelige ting hun lige havde lagt ud med. De begyndte først at banke på nu de ord hun havde sagt.

" Oh yea I know - I made this.. this.. " Han gik kort i stå og kneb øjnene lidt tænkende sammen et øjeblik. " This - Nevermind. But you're right, east side - off limits. Way to dangerous. I wouldn't last a second.. " Sagde han så bare med et skævt smil om læberne. Kubo var selvsikker på en million andre punkter end når det kom til fysisk styrke overfor fare. Måske endda også det mentale. Ikke at han ville være en panisk person hvis tingene ville gå galt. Eller det vidste han egentlig ikke for så galt var det vidst aldrig rigtig gået. Kubo holdt sig simpelt bare fra fare og håbede at fare ville holde sig fra ham. Det var vel muligt at gå gennem livet uden alt for voldsomme hændelser.. Right? Han kunne håbe. Han synes nu hvad han havde oplevet var rigeligt - også selvom det var ingenting i forhold til en masse andre.
Han lyttede til hvad Tatia sagde og holdt blikket rettet mod hende. Han forstod ikke helt hvordan hun kom fra 'Ikke så fascinerende' til - hele det døds scenarie der stillede dannede sig for Kubos øjne. Kamp, ødelæggelse og bare i det hele taget kaos uden lige. Hvilket sikkert også var derfor han pludselig blev helt enormt stille. Ikke fordi han ikke ville svare, men det havde lige sat en masse tanker i gang i knoppen på ham.

" I thought about asking you to define 'not so fascinating' - but then.. Defining it wouldn't even come close to reality.. " Han lod blikket hvile mod hende et øjeblik før han rynkede panden en smule. Alt det gode kunne ikke hamle op me al den elendighed der tydeligvis havde ramt Tatia. Han kunne undre sig alt hvad han ville - men det ville han jo ikke ligefrem få svar ved at gøre.
" How are you holding together? " Spurgte han så bare lige ud. Det gav ikke mening for ham. Mange ville bryde sammen på et split sekund men hun stod der - stadig med et udtryk der udviste mere end hvad godt var. Hun virkede ikke oprørt over det. Dog tvivlede han på at det var tilfældet. Kubo var måske en forvirret person, men han var ikke dum og han kendte til facader - de facader folk kunne bygge op for at beskytte sig mod den verden der hele tiden kastede med sten og det der var værre.

" On the other hand - It seems that your life has been waaaaay more exciting than mine - good or bad. I don't envy you though - I'm pretty cool with safe and sound. Staying on the safe side of alive feels pretty good. " Han kneb kort øjnene lidt sammen. Han kunne kun håbe at det ikke blev taget som en negativ kommentar. Han var tilfreds - nogen gange jo, så savnede han da lidt spænding, men så snart det meldte sig var han meget hurtig til at trække i land og falde tilbage til sin sikre og rolige hverdag. Den havde han nu meget kært.
Han krublede kort et øjeblik før han så bare trak lidt på den ene skulder. " I do.. Have alot of questions. But I don't know if they're actually worth anything. I mean, it's so long ago and things change all the time. The picture I painted myself to forget about everything seems to hold together quite fine - maybe getting the answers could ruined more than it should.. " Sagde han så lidt og rodede sig kort lidt i håret. " But.. I do have to ask. How are you? Do you have people in your life who makes you happy? " Han rettede sig kort lidt op men lod så hænderne dumpe ned i sine lommer.
" Us leaving - did it make you feel unwanted or... somehow us letting you down? " Spurgte han så lidt. Hvis det var tilfældet kunne han ikke forklare sig ud af det - hvis det ikke var var det godt. Der var ingen måde egentlig at forklare det hele på. Alting var sket så hurtigt og Kubo havde måske fortrængt det en smule - meget. Han havde tænkt meget på Tatia siden. Men til sidst var hun også blevet til at så fjernt minde at det faktum at hun stadig fandtes virkede som en uvirkelig drøm.

Det virkede så normalt at komme med alt det rod og ødelæggelse, som egentlig hang over hende. Tatia havde vendt sig til det - desværre kunne man sige. How are you holding together? Ordene satte tankerne igang, og måden hun rynkede på sine øjenbryn viste hun tydeligt blev påvirket af det. Det virkede som om, at hun egentlig ikke burde have klaret det - men det havde hun. Tatia stod her som et levende væsen der stadigvæk havde kampgejsten høj - om det var en god eller dårlig ting ville tiden vise.
"I really have no idea about that, it just happens.. but father did raise me to fight till my last breath.. so," svarede hun og kløede sig let akavet i nakken. Hun var trænet kriger.. trænede basic for at overleve hver eneste dag for at overleve. Tatias mur var bygget til at holde de værste storme ud, men alligevel havde denne her revet en pæn del af muren ned, og hun var ved at bygge den op - det krævede dog alligevel en del ikke at blive påvirket af hvad der fandtes udenfor muren. Usikkerheden, frygten.

Your life has been waaaaay more exciting than mine - good or bad. Et lille kækt fnøs forlod hende, han burde ikke misunde hende og hun var glad for han ikke gjorde. Tatia ønskede ikke det dårlige i sit liv for nogle, men det dårlige gik op med det gode. Gode ting skete hver eneste gang noget dårligt var overlevet. For det meste. Hun havde da fået Wade igen. Hun havde fundet Kubo. Det var da smerten værd et stykke af vejen, ikke sandt?
"I'm glad you are staying safe, one of us needs to be safe," svarede hun med et skævt smil. Let kørte hun hånden henover sin kind for at føre en lille hårlok om bagved øret. Tatia fangede ikke rigtig nogle af hans ord som negative, nærmere noget der ramte hende et eller andet sted. Hun var blot god til at lade som det ikke ramte så godt som man troede. Maybe getting the answers could ruined more than it should.. Ganske let kneb Tatia sine øjenbryn og tog en lidt dyb indånding - ærligtalt vidste hun ikke hvad hun skulle forvente at Kubo lige der. Der kunne være ting der gik ham på. How are you? Do you have people in your life who makes you happy? Tatia åndede let ud.
"I'm getting better. And yeah.. I do have people in my life that makes me happy.. I have a boyfriend.. he is actually Lunas brother - that is kinda of funny," svarede hun og kunne ikke undgå at slippe en harmonisk latter ganske kort. "And then I have other amazing people in my life," tilføjede hun og trak lidt på skulderen.

Us leaving - did it make you feel unwanted or... somehow us letting you down? Spørgsmålet kom bag på hende, løb hende koldt henover ryggen. Ærligtalt havde hun fortrængt det for længest, minderne var blevet til drømme som hun ikke troede var virkelige - ikke indtil nu. Tatia sank en klump.
"It was sad. With all the bad things that have happened, my mind worked it's way around it, you didn't let me down at all," svarede hun bekræftende. Han skulle ikke have det dårligt med det eller noget - det var langtfra hans skyld. Specielt ikke når det kom til at deres far havde fået ødelagt hele historien om Kubo for hende.

Det var næsten svært at få tankerne omkring. At man egentlig faktisk havde haft en far? Der var sket så meget siden at det var blevet så fjern en tanke. Desuden havde det ikke været nødvendigt med forældre her i flokken. Ikke fordi man ikke ønskede at man havde nogen. Men det ville sikkert havde været anderledes hvis man havde haft dem mere end de år man nåede at have en faktisk normal familie.
" Both of us needs to be safe - not just me. Now I have to worry even more.. " Sagde han så bare og sendte Tatia et drillende smil. Hun havde været i hans tanker meget. Måske ikke nær så meget de seneste år som i starten. Men det betød jo ikke han havde glemt sin tvilling fuldstændig. Der ville altid ligge en vis bekymring i ham. Også selvom han måske ikke var helt bevidst omkring den. Og nu? Nu ville det kun vokse sig større og han ville helt sikkert være opmærksom på det. En ting var at han nu vidste at Tatia var i live, en anden var at hun tydeligvis levede et liv på grænsen mellem liv og død. Det var alligevel en skræmmende tanke.

" Wait.. How.. How can we be so close and so far from each other at the same time? I mean - you know Luna, I know Luna - Wade? I must have been living in this bubble far to long. " Sagde han så lidt og rystede lidt på hovedet. Det gav jo næsten ingen mening hvordan de ikke kunne have krydset veje eller hørt om hinanden igennem andre før. Måske fordi ingen tænkte over at det kunne have haft en betydning for noget? Det var selvfølgelig heller ikke alle ting folk delte med hinanden og det var mange år siden. Han rettede sig kort lidt op men smilede så bare lidt skævt. Han kunne ikke helt forstå det. Han var dog glad for at Tatia havde gode folk i sit liv. Det var betryggende.
" Life is crazy - obviously. But I'm glad.. Glad you're here. Alive.. " Han nikkede lidt. Det var svært at sige præcis hvordan han havde det med det hele - det eneste han var helt sikker på var at han var glad for at hun var her og bare i det hele taget at se hende igen. Noget han ikke havde regnet med ville ske. Enten fordi tanken om at hun kunne være død havde ligget i ham. Men også fordi.. Underworld var stor og med Kubos manglende rejse gaver ville det være meget usandsynligt at de kunne mødes langt herfra.

Han rodede sig kort lidt i håret men trak så bare kort lidt på den ene skulder.
" You sure I can't get you anything? Tea? Water? " Han lod hovedet glide en smule på skrå før han kort lod blikket strejfe rundt i hytten. Det ramte dog hurtigt Tatia igen. Damn - han havde fået sin søster tilbage. Det var helt uvirkeligt - men hans krop vidste det var virkeligt. Sådan som alting kørte rundt inden i ham af bare begejstring.
" You have to show me where you live too! - That ofcourse if you don't normally live to far away. You do live in Ashen Wood right? Or in the city? I could probably go to the city one day.. " Sagde han så lidt med et skævt smil om læberne. Han ville gerne se hvor og hvordan Tatia boede. Kubo hjem beskrev hvert fald rimelig godt hvad han var for en spraglende personlighed - det kunne være Tatias hjem også beskrev hende ret godt.

Tatia sank let en klump og åndede lettere tungt ud.
"What if I promise you I will stay more safe?" Spurgte hun med et skævt smil. Måske hjalp det lidt, bare lidt. Tatia havde det allerede dårligt med hun havde smidt ham ud af sit hoved, men det var kun på grund af deres far - han havde direkte bedt hende om at tage sig sammen. Når hun faktisk tænkte over det var det ret hårdt, pludselig at opdage det havde været en løgn. Tatia sank en klump og sendte egentlig blot Kubo et smil.
"I'm not here that often, and we didn't know - but I felt like I should be here at some point in my life.. but you being here it makes sense," svarede hun med et lidt større smil. Tatia kløede sig let i nakken. Det gav jo mening alligevel, hvis de havde vidst hinanden var det samme sted - eller hun havde vidst han var i live, ville hun da have ledt efter ham. Det faktum at hun ikke havde haft kendskab til det, gjorde jo sjovt nok hun ikke havde overvejet det. Og nu var hun her. "But it's kinda funny, you know Luna and I know Wade her big brother," tilføjede hun og løftet lidt muntert på skulderen.
"You should meet him sometime," efteralt var det jo familie, så selvfølgelig skulle hendes tvillingebror møde hendes kæreste.

Selvfølgelig var hun også glad for at han var i live. Det var underligt pludselig at få den sandhed smidt i hovedet. Han var i live, det var først rigtig ved at gå op for hende nu.
"Trust me, I'm also happy you are alive - really happy." svarede hun ham med et varmt blik i øjnene.
"But what about.. didn't we.. didn't we have .. a sister to?" Spurgte hun lidt forsigtigt, mest fordi hun ikke var helt sikker på sine informationer der strømmede ind i hovedet på hende igen.

Hovedet kunne ikke omfavne det helt, og alligevel kunne hun sagtens. Det virkede for godt til at være sandt, men hun ønskede ikke det kun var en drøm - hun bad til det var virkelighed.
"I'm good, no thanks," svarede hun lige nu var hun alt for fyldt med følelser til at være tørstig eller sulten. Tatia nikkede til ham da han sagde, at hun skulle vise ham hvor hun boede henne.
"It's not that far. Me and Wade found a place in the middle of the woods in a cabin," fortalte hun ham med et varmt smil. "I would love to show you.. I have place in Firewood Village to. You know where we grew up. I found the house and renovated it.. it's a second home.. but my real home is with Wade," pointerede hun stille.
"I can take you now to the cabin, if you want?" Forslog hun og vippede hovedet let på skrå.

" I really want to believe that that is possible - but... Maybe just promise me not to go dying or something crazy like that. Don't be a fool like me and stay safe all the time. It's no good.. " Sagde han så bare med et lille smil om læberne. Der var ingen grund til at sætte sig selv så meget i bås - så længe hun ikke døde var han egentlig rimelig tilfreds. Og rolig. Stormen i ham havde dæmpet sig gevaldigt på den korte tid han havde været i selskab med Tatia, det måtte jo være fordi en enorm bekymring var løftet fra hans skuldre. Han vidste hun var i live. Selvfølgelig var der stadig andre ting der stadig tyngede - men det kunne han sagtens acceptere lige nu. Han havde vel lov at nyde den lethed han følte lige nu?
" I would love to meet him sometime. I kinda always wanted to meet him, but you know - now there's actaully a good reason to it. And not just 'cause I'm creepy like that, wanting to meet every person in the world sorta thing. " Han trak kort lidt på den ene skulder før han så rettede sig en smule op.

Den lette følelse forsvandt på et øjeblik. Tatia spurgte indtil deres søster. Han vidste de første sekunder ikke rigtig hvad han skulle svare, han lod bare blikket hvile mod hende et øjeblik før han så bare trak en smule på den ene skulder. Hvad skulle han sige? Bare det at tænke på det var... det var.. han anede jo ikke engang hvordan han følte med det. Han havde ikke tænkt bevidst på det længe - fortrængt det som så meget andet. Kujonsk måske - men det var mere eller mindre den eneste måde der havde virket bare for at kunne få en hverdag til at hænge sammen siden.

" Yes! Show me where you live! " Sagde han så hurtigt og smilet vendte tilbage, ikke helt unaturligt for alt hvad Kubo var mere eller mindre en omvandrende solstråle så det kom rimelig naturligt frem selv hvis han ikke ville. " I mean - I would love to see where you live.. " Sagde han så lidt med et lille grin før han rettede sig en smule op. Det var vel nemmest - eller ikke nemmest, men smart. Nu vidste Tatia hvor Kubo boede og eftersom hun ikke virkede til at være interesseret i en kop te eller lignende - hvorfor så sidde herinde og sumpe når muligheden for at Kubo så Tatias hjem lå lige udenfor døren?
Han lod blikket hvile mod hende et øjeblik - bare sådan for lige at kigge på hende et øjeblik mere. Ikke på en skummel måde, bare for at bekræfte hvad han så - sin søster - hun var lige der. Han snuppede sin hat fra en hylde og plantede den på sit hoved. " Let's go! " Sagde han så hurtigt og smuttede hen og åbnede døren for Tatia. - Så hun kunne vise vej selvfølgelig.

"Well I'm not even sure it is possible for me to even stay safe.. so I can promise that," svarede hun med et skævt smil. Selv hvis hun ønskede at alt smerten og dramaet omkring hende skulle stoppe - så ville det nok aldrig nok. Tatia var bare en af de folk, som var sjove for verden at teste. I sidste ende var hun vel også blevet van til det, så længe det ikke blev alt for livstruende - selvom hun også havde overlevet det før.
"I guess you might have seen him.. you just haven't thought about it.. just like I have been here before, without us knowing.. The world is crazy like that," pointerede hun med et skævt smil. "But knowing every person? I can give you a big list of people you don't want to meet, trust me," tilføjede hun med et lille fnøs. Udfra Kubos reaktion på snak om en søster, fik det blot bekræftet at der var en.. men skæbnen kendte hun ikke til. Det gjorde han sikkert heller ikke. Tatia kneb øjnene lidt, men valgte alligevel at lade det gå - på trods af nysgerrigheden ønskede at trykke på alle knapperne.

Det hele blev vendt da de besluttede sig for at tage hjem til Tatia. Den måde han udbrød så glad og det var måske hvad Tatia havde brug for. En sol til at bryde igennem den mørke nat der egentlig var sænket over hende. Smilet strakte sig op på hendes læber.
"No it's okay.. I like your.. what is it called.. positivism?" Svarede hun blot og kløede sig kort i nakken. Så smuttede de afsted, væk fra Lunas grund.
"It's in the middle.. I have some other family in the North.. so me and Wade found a place in the middle.. then it's easy to visit everyone.. and yeah.. you know," fortalte hun som de gik. Det var måske mærkeligt at høre, at hun havde andet familie. Men hvorfor gemme på den slags, en eller anden dag ville han sikkert møde Blake alligevel. Desuden var det jo ingen hemmelighed.

Som de gik fik Tatia færten af en jæger, og trak automatisk sin daggert.
"Can you smell that?" Spurgte hun i en let hvisken, og lavede tegn til at han skulle blive stående. De røde øjne trådte frem og vækkede de dyriske instinkter. En skam virkelig, at hun ikke kunne skifte form - men angsten var grebet for dybt om hende. Desuden kunne hun vel klare sig med sine krigeriske træning og instinkter. En pil fløj igennem luften og gjorde hun bukkede sig bagover, så pilen knap og nap snittede hende. Hurtigt kom hun op igen og fik øje på jægeren. I et perfekt kast lod hun sin daggert blive sendt igennem luften og ramte jægeren lige igennem halsen. Et af hendes talenter var knivkast, og nu vidste Kubo det også. Tatia gik hen til jægeren og tog sin daggert, tørrede den af i jægerens tøj blot for at sætte den på plads. Hun var klar over at Kubo var en del af Lunas flok. De gik ikke ind for vold, det var hvad Kaeden så godt kunne lide ved den. Tatia vendte opmærksomheden tilbage på Kubo.
"Those damn hunters think they own the place," mumlede hun lidt og gav Kubo et nik. "Come," smilede hun til ham og begyndte at gå videre imod hytten.