Get knocked down, get back up - Kai

Hun var blevet lidt længere oppe. Mest fordi, at hun hadede at være i en tom seng alt for længe. Hun vidste Kai var i Shadowflame for at se tingene an der. Sommetider var det der, som var mest kaos - det var der alt det 'slemme' skete. Denne aften havde der været en del brande og trusler, og Kai var taget derned - også selvom Andrea prøvede at overtale ham til hun skulle gøre det. Dog vandt han denne diskussion. Andrea havde sunget for Drew tidligt, og senere på aftenen lagde hun Elena i seng med en godnathistorie. Så var hun gået i bad. Lockheart lagde inde ved Elena, det var en vane han havde for sig. Vagterne stod udenfor, og på grund af Andrea og Kai var så stærke - det samme med Nicolas. Så havde de aldrig virkelig mange vagter på. Nicolas var ude også. Efter blod. Men det var ikke noget som gjorde hende utryg. Det havde der ikke været brug for. Jo Noah levede på den anden side af slottet og prøvede jævnligt at få mere og mere tid med hende. Men hun havde cuttet kontakten med at opsøge ham. Andrea sad i soveværelset og nynnede for sig selv. Pludselig hørte hun en lyd. Fodtrin. Let kneb hun øjnene. Kai måtte være kommet hjem tideligt. Så hun gik hen til siden af døren og stillede sig op af væggen. Her ventede hun på ham. Dog da døren åbnede var det ikke Kai. En mand greb om hendes hals og klemte til. Andrea greb fat om mandens håndled og vred det rundt så han slap. En mere kom ind og slog hende på siden af hovedet. Det næste sekund lagde hun på jorden. De fik bundet hendes hænder over hovedet på hende til et bordben.
"So what are you gonna do? Your king is in Shadowflame looking for us. The vampire is out of town. And If you do something to us, we have a man in your sons room. If something happens to us.. he will kill the little prince." Sagde en af mændene. Andrea sank en klump. Hun sagde ikke noget. Drew var vigtigere end hende.
"So. We do what we want to do with you. Ruin you. Tell people about how we touch the queen. What do you have to say?" Spurgte den anden.Andrea så op og fulgte dem med øjnene imens de satte sig ned på hug ved siden af hende.
"Go ahead, ruin me! I could give a damn about my reputation in your heads." Vrissede hun let af dem, dog alligevel overraskende roligt.
"And in Sunfury?" Spurgte de med latter.
"They will believe their queen." Sagde hun uden at tøve. De overvejede kort hvad de skulle sige. Til den ene af dem greb fast i hendes ben og kørte den klamme svedige hånd op ad det. Andrea sank let en klump.
"If you scream. If you do anything. We will kill Drew." Hviskede den anden i hendes øre. Andrea klemte øjnene sammen.
"Lockheart.. please.. If you can hear me. Find him in Drews room. Kill him. And get Kai." Tanken blev sendt, men hun det virkede vidste hun ikke. Hun havde aldrig prøvet at kommunikere med Lockheart igennem tankerne før.

Dog gjorde Lockheart det. Han hørte hende. Han listede ind på Drews værelse og angreb manden hurtigt - ingen skrig ingen larm overhovedet. Så fløj han ud af vinduet og igennem den mørklagte by. Det tog ham ikke længere for at opfange Kais fært i området. Han dykkede ned og hen til kroen, og ind igennem det lukkede vindue til det værelse Kai ville overnatte på. Glassede blev knust, men dragen var ligeglad. Så snart den kom op og stå, rystede den sig kort. Så brølede den, et tegn på der var nået galt. Lockheart ville aldrig bare flyve væk hjemmefra uden der var noget galt derhjemme.

Andrea havde ingen anelse om det havde virket eller ej. Så hun turde ikke tage chancen. En af de fem mænd lagde en hånd henover hendes hjerte, og hun kunne mærke en smerte i sin brystkasse. Følelsen af en af hendes evner blev taget fra hende. Lysten til at skrige brændte voldsomt i hendes hals. Styrken. Super styrken forsvandt fra hendes system, langsomt og smertefuldt. Andrea kunne se, hvordan mandens hånd blev glødende. De prøvede at trække hendes kjole af hende. Deres klamme hænder rundt på hendes hud. Hun prøvede at lokke ned for omgivelserne. Tanken om at de skulle gøre Drew eller Elena noget var det som gjorde hende bange. Man så ramte det hende bagefter. Ville Kai forlade hende, som Noah gjorde tilbage i tiden for denne ting. Hvis de nåede at voldtage hende.. ville Kai så forlade hende. Frygten ramte hende og gik hende nærmest til at gispe. Pludselig fløj dragen ind af døren i et brøl. Greb om manden der skulle til at voldtage hende. Lockheart greb om manden med sit gab omkring livet på manden. Manden blev rusket godt i som et andet legetøj. Andrea så op da Kai endelig kom ind af døren. Sveddråber af udmattelse fra da evnen blev stjålet fra hende var tydelige. Den nøgne krop som skulle forstille at ydmyg hende var fremstillet som det første han så. En af mændene greb sit sværd og holdt det for Andreas strube, for at få Kai til ikke at gå nærmere.
"Don't come any closer." Truede manden. Lockheart knurrede og brølede af manden. Andreas hjerte var ved at springe ud af brystet på hende.
"Dracarys." Fik hun hvisket, Lockheart opfangede det dog. Så snart dragen åbnede gabet kom der en kraftig flamme ud. Ramte både manden og Andrea. Voldsomme flammer. En normal person ville dø i de flammer. Og det var kun Noa der vidste de begge kunne gå igennem ild uden at komme til skade. Dragen lukkede gabet og vippede hovedet på skrå. Klynkede kort. Men så slukkede flammerne og Andrea sad op. Let brækkede hun nakken på plads og rullede skulderne tilbage. Dog ikke ligefrem i sin bedste kampstand.
"Kai watch out!" Råbte hun da en angreb Kai bagfra.


//@Kai here ma babe! <3

Andrea gispede da Kai blev ramt i baghovedet. Heldigvis skulle der mere til at skade ham, og det slog fuldkommen klik for ham. Vreden var altid voldsom ved en varulv, specielt en nightcan, men endnu værre ved Kai. Knoglerne der brækkede var en normal lyd, men alligevel fik den det til at løbe koldt ned over hendes ryg. Rebene var brændt over da Lockheart havde brændt manden. Andrea pustede ud og kiggede på Lockheart der stadigvæk kiggede bekymret på hende. Hurtigt gav hun dragen et nik, og den angreb de resterende mænd der var i rummet, som Kai ikke havde fået fingrene i. Blodbadet var snart ovre og Lockheart gav et tilfreds brøl fra sig. Andrea flyttede øjnene fra Lockheart og hen på Kai da han kom imod hende. Stadigvæk i sin form, men det havde aldrig generet hende. Trods alt havde hun altid været varulv og hun kendte det jo. Hun så ham i øjnene da han kom hen til hende. Lod den kolde ulvenæse ramme hendes kind. Andrea pustede ud.
"I'm okay." Hviskede hun. Heldigvis havde de ikke nået at gøre hende noget der var værre. Dog takket være minder fra sin fortid, så var hun alligevel ved at fyldes med skyld. Det kunne hun vel takke Noah for. Ikke at hun havde fortalt nogen omkring den lille ting, det var noget hun fyldte sig selv med. Let sank hun en klump.
"I'm sorry.. " Hviskede hun så og sank en klump. "I'm sorry I couldn't defend myself.. don't hate me." Det var tydeligt at der var et ar fra en oplevelse, der fik hende til at sige sådan her. Alle vidste, at Andrea ville gøre alt for dem som stod hende nær. Af en eller anden grund følte hun at hun skulle forsvare sig selv, og det havde ikke noget med Kai at gøre. Det var blot hendes egne oplevelser der gjorde hende bange for reaktionen.
"They said they would kill him.. they said they would kill Drew.." En lille tårer gled nedover hendes kind. Hun var blot lige nu bange for at miste Kai. I hendes hoved var det hendes egen skyld. Skylden åd hende op indefra, for hun havde allerede dette frygtelige scenarie af Kai som ville rejse sig og gå sin vej. Måske råbe lidt af hende først. Det var hvad Noah havde gjort. Andrea elskede Kai så meget, og at miste ham var ikke noget hun ønskede.

Det brændte stadigvæk i hendes brystkasse efter den ene havde fjernet hendes evne. Det gjorde en underlig form for ondt, noget hun ikke ligefrem kunne heale. Dog satsede hun på det ville gå over om lidt. Lockheart begyndte at trække ligene fra mændende ud af rummet og ud i haven - så de kunne blive brændt senere, eller hvad de ønskede at gøre med dem. Fodre vagthundene med dem? Andrea kunne mærke sit hjerte banke hurtigere og hurtigere, og hun vidste Kai også sagtens kunne hører det.

Han skiftede tilbage lidt efter. Kai var den eneste person i hele verden, hvor hun ikke bare løb hurtigt hen og tog noget stof over sin hud. Hende og Kai kunne sidde midt i stuen, nøgne, men ingen sagde noget eller følte sig forlegne. Han rynkede brynet af hende, som om, at han undrede sig over hendes ord. Ikke at hun forstod, hvorfor han undrede sig. Hendes undskyldning var trods alt logik i hendes hoved. Hun nåede ikke at tale helt ud før han lagde en hånd om hendes nakke, hvorefter han pressede sine læber imod hendes. Andrea kyssede ham tilbage, og lyttede derefter til ham. Han var ikke vred på hende. Han råbte ikke af hende. Han gik ingen steder. Han trykkede hende tættere ind imod sig. Hud imod hud. I am not Noah. Det var det som hun bemærkede mest i den sætning. Så fløj hun kort tilbage til tiden hvor Jazmin havde fået et flip på hende, dengang hun stadigvæk ledte efter Noah på trods af hvad han havde gjort hende

'' Nej. Jeg har ikke set Noah, men jeg kan da godt forstå han er skredet. Det ville jeg sgu også gøre, hvis jeg havde været dum nok til at være sammen med en som dig. '' Andrea prøvede at holde på de positive tanker, men nogle dage var det svære end andre. Specielt efter en oplevelse som dette . Minder fra den anden gang det var sket passerede hendes hjerne og fik det til at krible ned af hendes ryg.
Andrea prøvede at rive sig fri, men hun var spændt fast med sølv på arme og ben der holdt hende godt fast. "Hvad vil du med dig din sindssyge stodder!?" Råbte Andrea og kiggede med et flakkende blik rundt. Først da en dart pil fløj igennem luften og ramte hendes kraveben, snerrede hun af smerte. Så gik han tættere hen til hende.  ---- Noah så væk, og kiggede staks ned på Andrea som lå, oven på en anden herre. Tårene begyndte at vælte en smule ud af ham, imens han bare af raseri, råbte ud for sig; '' HVAD LAVER DU MED EN ANDEN EN? Kunne du ikke bare sige du ikke ville mere? Det var det eneste du skulle sige, og så kunne vi gå fra hinanden? '' Noah havde endnu ikke fået blikket af hende, der var bundet fast. So blev hun slået tilbage til virkeligheden da det gik op for hende hun kort var frosset fast i fortiden. Så kiggede hun op på Neal der kyssede hendes tårer væk.

"I know. Lockheart has the same heart as me." Tilføjede hun med en lille svag stemme. Let kneb hun øjnene da han reagerede voldsomt. Ikke vred, mere frustreret. Ikke at hun bebrejdede ham. Så snart man følte sig magtesløs, så blev man frustreret. Han kyssede hendes mave og Andrea lagde armene omkring ham. Han rettede sig op og lagde sine hænder mod hendes kinder, hvorefter han kyssede hendes pande.
"Listen to me. Nothing off this is our fault. We are all okay, no one is hurt. We won the battle, and yes. There will be some scars. But we have each other. We are much more powerful then what tried to hurt us." Svarede hun. Det var sjovt, hvordan hendes personlighed ændrede sig, hvis folk havde brug for hendes styrke. Andrea lod sine fingre strejfe henunder hans hage og løftede hans hoved op. "Don't you dare blame yourself for this. Understand?" Sagde hun og der var ingen indvendinger der. Andrea ville ikke have han skulle tage skylden for det.
"You are here. With me. That time with Noah.. he left me. Me and Elena. And I was scared in one moment that you would do the same thing. Because some scars doesn't heal. But I know you stay. Because you are you."

//out