Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1161

Årstid | Sommer

Måned | August

Latest topics
Top posting users this month
Jazmin
 
Kai
 
Noa
 
Sean
 
Candice
 
Yalena
 
Kira
 
Razor
 
James
 
Caty
 

Statistics
Der er i alt 282 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Vetis

Vores brugere har i alt skrevet 150729 indlæg in 7756 subjects

The mystery of the woods - Aaron

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Selene on Søn 25 jun - 0:31

"Okay okay.. this is the last time I convince you to go on adventure with me.. I promise!" Udbrød hun i en blid latter. Selene holdt Aaron i armen imens de gik igennem skoven. Egentlig på deres vej hen for at besøge Tatia, men Selene havde besluttet sig for de kunne da sagtens udforske bare lidt af skoven først. Desuden var hun jo banlyst fra den sydlige del i hvert fald Lunas grund - det gjorde der var lidt omvej. I det mindste var hun ikke alene, så det gjorde hende intet. Amber var hjemme, møde familien var ikke lige nu. Senere. Først ville hun i det mindste nå at fortælle Aaron og de andre omkring den lyshårede unge shapshifter som skæbnen havde smidt i armene af Selene. Dette var den perfekte mulighed for ikke blot at vise Aaron at hun kunne hænge sammen, men også for at snakke. Selvfølgelig var hun langtfra helt okay, men hun blev bedre og bedre hver eneste dag - det var hvad der betød noget. Amber hjalp en del, også selvom hun nok ikke var klar over det. Ansvaret gjorde det lettere for Selene at forholde sig til,i hvert fald når hun var hjemme. Klædt i et par shorts og en top, samt håret sat op i en høj hestehale, kunne hun rigtig mærke sommeren trænge mellem de tætte træer. De vidste vidst nok også begge to godt, at det ikke var sidste gang at Selene ville trække dem igennem endeløse stier, træer og buske. Det var en del af den side af hende, som stadigvæk skreg at hun var ret ung. Alt efter hun havde været 8 også endda før havde ikke været mere leg end det hun selv fandt på. Umådelig eventyrlysten det kunne man ikke sige at hun ikke var.
"I like this.. you know.. just walking around, it's so quite out here.. I miss it, but I wouldn't give up my life in the towns for anything," fortalte hun som de gik dybere ind i skoven. Hvor de var henne af anede hun ikke. Det at Selene også holdt om hans arm, var ikke blot for at være tættere med Aaron - men også for at han ikke behøvede at bruge sin evne hele tiden. Desuden hvis han ville se noget, kunne hun kort stoppe op og vise ham det fra sit syn - det var også en unik oplevelse. "It's still weird everything.. Nothing is the same anymore, even when I try to make it that - not just with the bad stuff, also the good things.. everything is just turned upside down.. it's hard to make your mind around everything.. or is it just me who is that messed up?" Spurgte hun og rystede let på hovedet af sig selv.

//[You must be registered and logged in to see this link.] <3

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"The thing is, sometimes you have to
do things you don’t want to do
because you’re the only one that can do them"

- Selene


avatar
Selene
Admin

Antal indlæg : 1440
Reputation : 14
Bosted : Selene has a little house in Terrorville where she lives with Amber - and when she is in Firewood Village she lives with Moria.
Evner/magibøger : Sensory Scrying + Venomous Fangs

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Aaron on Man 26 jun - 23:25

Sidste gang? Det tvilede han nu stærkt på, han kendte hende, han kendte Selene, selvom det ikke var lang tid siden de lige var kommet ind i hinandens liv igen. Han kendte hende dog stadig nok, til at vide at det ikke ville være sidste gang, at hun slæbte ham med på et eventyr. Det ville han simpelthen ikke tro på.
Don't promise something you can't keep, I know you too well sis svarede han tilbage og grinede af det.
Det var ikke fordi han havde noget imod at hun slæbte ham med på eventyr, det var ret hyggeligt, bare de to, de fik tid sammen til at tale, det var vigtigt. Vigtigt for dem begge, eftersom deres første gang de hang ud alene, ikke gik alt for godt.
Aaron havde brug for af vide at Selene kunne klare sig, at hun var fin nok og kunne fungere i hverdagen efter hvad der var sket.
Hun virkede dog til at være den samme glade Selene som han kendte, men han vidste godt at hun var god til at holde sine følelser gemte og ikke rigtig tale om hvad der gik hende på, det fik han også et indblik i, den dag det skete.
Aaron havde ikke taget sin evne i brug, så lige nu var hans øjne bare nærmest overskyet og hans normale øjenfarve var gemt væk. Han kunne selvfølgelig ikke se noget, som resulterede i at han måtte koncentrer sig mere om hvor han gik, end egentlig at tale med Selene.
Han ville nu gerne tage evnen i brug, men eftersom han brugte den ret meget for tiden, på grund af Nik, så valgte han at det var tid til en pause. Han blev også meget træt for hver gang han brugte den og han følte at han mistede mere og mere energi for hver gang han brugte den, som om den tog mere energi for hver gang, det skræmte ham lidt, men han tænkte ikke så meget mere over det.
Skoven var et dejligt sted bare at gå rundt og tænke alene, eller bare gå rundt og tale sammen. Det var altid så dejligt stille, udover træernes hvisken og dyrnenes lyde, men det var som om det ikke gjaldt, fordi de tilføjede til hyggen ved at gå i skoven, bare at lytte til naturens lyde. Siden Aaron var bedre til at lytte efter en hver detalje, end at se, så var det en fantastisk sted at være, når han bare havde lyst til at lytte og ikke se. At være blind kom med sine goder, nogen gange havde han faktisk brug for ikke at se noget, eftersom han havde levet med det i så lang tid.
Han måtte indrømme at han havde glemt for et kort øjelbik, hvad de virkelig var i skoven for. Det havde været for at besøge Tatia selvfølgelig, men eftersom Selene havde lokket ham til at tage noget af en omvej, så var det som om han egentlig glemte hvad det egentlig var de kom efter.
It's very peacefull out here, I miss it too sometimes, but I agree with you, I would choose my life in the city over this sagde han og smilede stort.
Det hjalp meget at Selene holdt om hans arm og prøvede at guide ham lidt. Det var første gang i lang tid at han faktisk var blind i flere timer. Ikke at han havde glemt hvordan han skulle klare sig som blind eller at han havde mistet sine gode sanser, men det var stadig dejlit med en hjælpende hånd, han følte sig lidt sikre.
Han smilede ldit af det hun sagde og rystede let på hovedet. I don't think you are messed up, your life can never be the same, the whole way through, it will always change, for good or bad, I think everyone has the same feeling as you at some point in their life. Having a hard time to wrap your mind around it, I had a hard time adjusting to being blind, you had a hard time adjusting to... what happened to you... It's just life, it can be bad, but also good, example after our family reunited, it took time to adjust, but it was a good thing sagde han og smilede let.
Det var hvad Aaron var virkelig god til, bare at snakke og komme med råd eller forklaringer. Ikke at han var lige så god som Nik, som var psykolog og kunne hjælpe meget mere, men stadig. Man skulle i hvert fald ikke komme til Alessio med de samme problemer og forvente et særlig godt svar i forhold til Aarons, det vidste han, sådan var de så forskellige, ham og Alessio.


Sidst rettet af Aaron Ons 28 jun - 0:08, rettet 1 gang
avatar
Aaron

Antal indlæg : 299
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Selene on Tirs 27 jun - 20:40

"Okay okay, you are right, I give you that - I'm way to funny for promising something like that," pointerede hun ned et skævt smil på læben, i en næsten lalleglad tone. Selene ønskede de kunne slappe af sammen, eller i hvert fald overbevise Aaron om at den episode ikke ødelagde noget. Det gjorde den helt sikkert men hun valgte ikke at tænke så meget over det lige nu. Det kunne være det kom senere og ganske rigtigt. Det var naturens magiske egenskaber, den fik en til at slippe tankerne ud mellem træernes træne og hviske sine hemmeligheder videre til ens sind. Selene havde ikke i sinde at slippe Aaron, måske havde han styr på at befinde sig rundt - men hun kunne godt lide at vide hvor han var, så hun ikke pludselig mistede ham på vejen. Okay måske havde hun heller ikke set ham befinde sig rundt blind før, så lidt skeptisk var hun måske. Ellers var det bare frygten for at blive efterladt alene ude i skoven, ikke at skoven var hvad hun var bange for.
"Isn't that the funny part? Tatia, Kubes and Alessio live here in the wilderness, and the two of us city creatures - I find that funny," kommenterede hun med et skævt smil. Måske kunne han ikke se at hun smilte, men det var også blot en naturlig del af hendes væsen - at være glad. Samtalens dreje punkt fik dog smilet til at forsvinde bare lidt, ikke helt, men alle ville kunne se der var noget i hendes blik. Tilpasning. Hun hadede egentlig det ord, og der var ikke mange ting som Selene hadede.
"Adjust.. hate that word.. I get it.. you need to fit into the role life hands you, but you don't have to adjust it. When life gives you something, you chose, to let it break you or build you - simply as that. There might be a few mountains to climb but it okay to struggle, don't we all do that at times?" Spurgte hun lidt ud i det åbne. "I found a way to deal with my problems long time ago.. not the right one, and after a while.. I met someone, and there are still some side effects but the person really helped me forget what I did to stop my struggles.. her name is Amber.. I found her in the park, what is she ten years old or something like that," fortalte Selene så og kløede sig kort i nakken med den frie hånd. "She lives with me now, a bit skeptical but I remember being alone by her age.. Moria took me.. in a fallen angel and learned me about life..  guess she taught me I could give other people a second chance too," snakkede hun stille videre. Det var egentlig rart at fortælle om Amber men også om Moria. Det var en person som betød utrolig meget for Selene, specielt fordi hun havde passet på hende da ingen andre havde hænder til at kunne rumme hende.


Evnen opfangede noget. Fik Selene til at stoppe op og øjnene ændrede sig kort, men kun ganske kort. Hun kunne lugte.. blod. Selvfølgelig opfangede slangen det, og det var et held at Selene var i kontrol lige nu, ellers havde evnen måske taget overhånd. Det var det enkelte skridt videre som gjorde forskellen på auraen i skoven.
"Can you feel that?" Spurgte hun og sank en klump. Det var en trykkende stemning, som om en tung og mørk tåge var blevet presset ned over deres skuldre. En luft så tung den allerede gjorde Selene tørstig og ikke kun efter vand. Det værste var dog langtfra at de ikke kunne gå tilbage uden at få et mindre stød i ryggen - nej, det værste var fremad og også den eneste vej de kunne gå. Skoven syntes at blive malet mørkere som sekunderne trådte ind, nærmest som om at dagen blev forvandlet til nat. "Save your eyes for later, it's gonna be dark here soon anyway," mumlede hun lidt men ikke lavt nok til at han ikke kunne hører det. Selene var ikke bange for at forsøge sig fremad, i hvert fald i små skridt. Det var bedre at bevæge sig imens hun bare havde lidt syn tilbage for øjnene. Selenes blik flakkede rundt, men også søgende for dyr eventuelt fugle eller en ulv - bare et dyr der kunne se i nattens mørke ville være rart.
"I can see a cave.. maybe we should go in till it gets more clear to see anything.. I don't know.." Forslog hun stille og sank en klump.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"The thing is, sometimes you have to
do things you don’t want to do
because you’re the only one that can do them"

- Selene


avatar
Selene
Admin

Antal indlæg : 1440
Reputation : 14
Bosted : Selene has a little house in Terrorville where she lives with Amber - and when she is in Firewood Village she lives with Moria.
Evner/magibøger : Sensory Scrying + Venomous Fangs

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Aaron on Lør 1 jul - 23:43

Han grinede bare og rystede på hovedet af hende. Han kunne godt lide hvor energisk hun var hele tiden. Så fuld af liv og altid ude på ballade af en slags. Det var alt modsat af Alessio, som han havde tilbragt så meget tid sammen med, i så mange år.
Well I don't mind getting dragged around by you, it's fun sagde han smilende mens han lyttede til træernes knirken og skovbundens knasen, imens de gik. Hans hørelse var rigtig god, når han koncentrerede sig om den, som han gjorde når han var blind, da det var det som ligesom førte ham vej.
Han ville hurtigt finde ud af, hvis de ikke var alene, især med den skovbund, da ens fodtrin var ret tydelig og ikke ville kunne gemmes, lige meget hvor varsomt man nu end trådte.
Samtidig indånede han den friske duft, duften af naturen, naturen havde mange dufte, der var ikke kun en, men mange, som fra træernes bark, eller blomster i buskene. Vinden tog alle disse dufte med sig og smed i hovedet på en. Der var så mange dufte, men alligevel var det bare en velkendt duft.
Hans opmærksomhed gled tilbage på Selene, da hendes stemme overdøvede de fleste lyde. Han smilede og nikkede. Det var sjovt, mærkeligt. Mærkeligt fordi at de havde boet så tæt op af hinanden uden at vide til hinanden. Sjovt at tre af familiens børn skulle vælge lige præcis den samme skov, mens to skulle vælge byen.
Så alligevel ikke så mærkeligt igen, da det var det som gjorde dem til familie, selvom de var forskellige, var de på en måde ens.
It is very funny svarede han og grinte lidt.
Han trak lidt på skulderne af hvad hun sagde. Han vidste ikke helt om han var endnu. Han blev nød til at tilpasse sig til verden, efter han blev blind, det var ikke bare noget han kunne komme over, selvom det blev bedre med tiden, havde han stadig tilpasset sig sin nye livsstil. Nye hjalp hans evne ham så, men sådan var det jo ikke for alle.
I had to adjust after I went blind, it wasn't just a struggle, it was a new way of living, that I could never get rid of, no mountains to climb, because no matter how many times i climbed, I would always stand on the top... blind sagde han og trak på skulderne igen.
Han smilede dog igen, da hun fortalte om personen, Amber, som havde ændret hendes liv til det bedre. Han havde repsket for at Selene havde taget en pige så ung ind, for at tage sig af hende. Det var ikke alle og en hver der kunne det, men som Selene sagde, havde hun været i den samme situation år tilbage.
I'm happy that you have found a way to get better sagde han glad.
Han havde ikke hørt om denne Amber pige før, men han ville gerne møde personen som gjorde hans lillesøsters liv bedre.

Han blev vågen og var lidt mere koncentreret omkring sine omgivelser, da Selene begyndte at virke urolig. Hendes spørgsmål fik ham også til at være lidt urolig. Han vidste ikke rigtig i starten hvad det var han skulle føle, indtil han ville tro han vidste hvad hun talte om.
Han vidste ikke hvad der skete omkring ham, hvordan de så ud, men han kunne mærke det, den trykkende stemning, der lige pludselig kom over dem. Var det skoven? Var det noget i skoven? Han var fristet til at bruge sin evne, men han vidste godt at han samtidig havde brug for en meget lang pause fra den, især efter at have brugt den så meget hos Nik, så han forblev bare blind og ville lade Selene føre an.
What is happening Selene? Spurgte han uroligt, mens han prøvede at lytte efter pontentielle skyldige, måske en anden person eller et dyr. Han vidstse ærligtalt ikke hvad han lyttede efter.
Han nikkede da hun begyndte at tale om en hule, det ville nok være et sikre sted for dem at være lige nu, hvis der nu var noget ude i skoven som var farligt.
Let's go to the cave, it's seems like a safe spot to be right now hviskede han. Måske en anelse bange for at der var nogen tæt på nok, så de kunne høre hvad de sagde.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 299
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Selene on Søn 2 jul - 12:22

"I don't know," pointerede hun da Aaron også blev urolig - i det mindste lyttede han til hende og brugte ikke sin evne. "It's just a feeling.. a dark one," tilføjede hun og sank en klump. Ikke fordi hun ønskede at gøre ham bekymret, men ærlighed frem for alt. En hule virkede som det sikreste sted til natten måske ville forsvinde igen, eller hvad fanden den her tykke tåge var. Selene bevægede sig mod grotten sammen med Aaron, og til Selenes overraskelse var den selvfølgelig ikke særlig stor, lige plads til de kunne gemme sig - og det var så det. I hvert fald set ude fra.
"It's small but it should be okay for a little while," sagde hun og så halv bekymret ud i mørket der trak sig ned over træerne. Selene tog en dyb indånding, ikke ligefrem fordi dette var noget hun var van til og dog. Hvordan overlevede en lille pige i byerne når verden var stor og farlig. At finde et sted at søge ly var en god ting, så det var det overlevelsesinstinkt der slog til - altid de ting man kendte til. Selene så ud for at se om hun igen kunne få øje på noget.
"I'm gonna try something, if you hear anything - I need you to give my hand a squeeze, okay?" Sagde hun før hun fik øje på en ravn i nattens mørke. Selene tog en dyb indånding før øjnene blev blanke og det var som om sjælen forlod hendes egen krop for at tage over ravnen.

Alting var mørkt og hun kunne se hende og Aaron sidde i grotten. Dog lige nu var det ikke det vigtigste, hun skulle finde ud af om der var nogen grund til bekymring at se udefra. Dog var det ikke ligefrem nemt med hendes evne, hun så kun hvad ravnen så - hun havde ingen kontrol over hvad den viste hende. En lyd gjorde at hun kunne mærke ravnen blev bange eller måske var det bare den stemning som hun selv havde kunne føle. Ravnen smuttede på vingerne og begyndte at flyve, hvilket var signal for Selene til at smutte tilbage til sin egen krop. Et lille gisp forlod kort læberne og hun tog sig til hovedet.
"I couldn't see anything, but even the animals can feel something is wrong," sagde hun lidt bekymret. Sikke et eventyr hende og Aaron dog var kommet på. Så kiggede hun over imod Aaron og sank en klump, for hurtigt at ændre sit ansigt til undrende. Det lignede en stor mørk skygge bagved ham som kom nærmere, for blot at sætte en hånd på skulderen af ham. Det var først der Selene opfangede det faktisk var en skygge af et eller andet væsen, men før hun nåede at reagere på det mærkede hun et form for stik på skulderen og hun gik ud som et lys. Det samme skete for Aaron.

De blev slæbt ind af en hemmelig indgang i grotten, og dybere og dybere inde var der en form for fangekælder. Sat i hver deres bur, dog lige med et lille hul, så hvis de kravlede derhen kunne de se hinanden bare lidt. Selene slog øjnene op hurtigt så snart hun havde muligheden for det. Slangens hvide øjne opfangede faren og var derfor den der reagerede. Hjertet sprang en takt over før Selene fik kontrollen over kroppen igen.
"What the fuck is this," mumlede hun og tog sig lidt til hovedet. Hun kunne mærke, hvordan hun følte sig tørstig. Hvordan alt næring var suget ud af sin evne og tænderne begyndte at gøre ondt.
"One is awake! Amazing!" Udbrød en stemme og en ung herre løb hen til buret og kiggede på Selene. Engel det var tydeligt på hans aura. "We are here to free you," sagde han så med et stort tandsmil - direkte sindssygt næsten.
"Well freeing me by caging us, is not really how its done," svarede hun og kom endelig på benene. "Where is he?" Spurgte hun så. Englen lavede et nik til den mur der delte dem op. Selenes blik flakkede med det samme derover, hvor hun fandt det lille hul og kastede sig ned derhenne.
"Aaron?!" Råbte hun lidt for at være sikker på han var der, "are you okay?" Spurgte hun bekymret og så tilbage mod engle fyren.
"Don't worry, I'm not here to kill anyone. I'm just having fun!" Udbrød han glad og klappede hænderne lidt sammen. " As I told you, I'm here to purify you, and get rid of that snake.. isn't that what you really want dear?" Spurgte han fristende. Generelt var det Selenes største ønske, at slippe af med denne her tørst som udtørrede hendes hals lige nu. Selene vidste hvis det ikke havde været fordi hun var spærret inde lige nu, var hun sprunget på den første som kom med et blodsår eller bare duftede for godt. "Well after this, you will beg me to do it," tilføjede han og klappede to gange. To dæmoner kom frem fra skyggerne og gik ind til Aarons bur. Alt for egentlig bare at give ham et par gode slag, så duften at blod snart ramte Selenes næste. Øjnene blottede sig frem igen, det hvide blev rødt og det brune blev vidt som sne. Tænderne blottede sig uden tøven, og Selene uden kontrol. Så da de smed Aaron ind i buret til hende, var det svært ikke at gå sulten imod ham. Alligevel var der en kamp indeni om ikke at gøre det, men des mere hun gik imod din sult des mere smerte var der at mærke.
"Think about my offer dear," sagde englen så og lo lidt imens han så på Selene der gik imod Aaron frem og tilbage. Som var hun en løve der ventede på at ville gå til angreb på sit bytte.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"The thing is, sometimes you have to
do things you don’t want to do
because you’re the only one that can do them"

- Selene


avatar
Selene
Admin

Antal indlæg : 1440
Reputation : 14
Bosted : Selene has a little house in Terrorville where she lives with Amber - and when she is in Firewood Village she lives with Moria.
Evner/magibøger : Sensory Scrying + Venomous Fangs

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Aaron on Søn 2 jul - 18:06

Selenes ord fik ikke ligefrem Aaron til at være rolig. Alle hans sanser var oppe og køre på fuld tryk, bare for at fange et eller andet omkring dem. Et skridt der ikke kom fra dem, en vejrtrækning der ikke tilhørte deres, et eller andet som var udover det sædvanlige. Han havde på en fornemmelse at det ikke bare var en følelse, men at der var noget efter dem, noget i skoven som forfulgte dem, måske noget som allerede havde fundet dem, og nu bare ventede på det rette tidspunkt? Han kørte sig selv lidt op, ved alle de tanker der gik igennem hans hoved lige nu. Det var forfærdeligt, hvor bange han egentlig kunne blive, især når han var blind.
Hulen var lille, han kunne mærke det da de kom ind i den og gemte sig. Der var lige plads nok til de to, det var et held at han ikke var lige så red for små steder som han havde været i starten, efter han blev blind. Det gjorde ham meget utryk. Det var lidt mærkeligt, da det måske ville give mere mening, hvis en blind var bange for et alt for stort sted, men sådan var det ikke for ham.
It's fine, just for a little while yeah. sagde han bare og prøvede stadig på at lytte efter hver en lille ting. Samtidig med at han også følte jorden, efter de mindste viberationer der nu var der.
Aaron nikkede til det Selene sagde. I will do that svarede han og lod hende gøre hvad hun nu ville prøve på.

Det gav et hop i Aaron, da Selene gav et gisp fra sig og lød til at være tilbage. Dyrene? De var altid meget gode til at føle når der var noget galt. Aaron fik kuldegysninger, men ikke på grund af det Selene sagde, men noget koldt rørte hans skulder, men inden han rigtig kunne se sig om, eller nå at reagere, kunne han mørke at han blev meget døsig og til sidst faldt han om.

Han vågnede op til lyden af stemmer ikke langt fra hvor han nu var. Da han vågnede mere og mere, kunne han høre lyden af sin søsters stemme og en mands stemme. Han begyndte at føle sig rundt på jorden, det var koldt, de var ikke i skoven mere, det var ikke skovbunden han kunne mærke, men beton. Han rejste sig langsomt på benene, men blev hurtig svimmel og greb ud efter noget at støtte sig på. Han blev mødt af en kold mur, som sendte en panisk følelse igennem ham. De var taget til fange, lukket inde.
Det værste var at Selene ikke var der hvor han var, han kunne høre hendes stemme, men den blev overdøvet af noget der skildte dem ad og han regnede med at det var muren.
Han kunne pludselig høre Selenes stemme kalde på ham. Han tog sig til hovedet og gik hen til den mur, hvor hendes stemme var stærkest.
Selene... What is happening, where are we? spurgte han bange. Det var som om at han var yngre end Selene, som han opførte sig lige nu. Han kunne ikke gemme sine følelser, han kunne ikke skjule at han var bange, men det lød til at Selene var bedre til at forholde sig.
Han havde lyst til at bruge sin evne nu, til at se hvad der skete, til at se hvor de var, men han kunne ikke koncentrer sig, han var alt for bange til at koncentrer sig.
Da han hørte en dør åbne sig, tænkte han nok at det var hans celledør. Men inden han rigtig kunne nå at reagere på noget, fik han en knytnæve i maven og et knæ i ansigtet, hvor han til sidst lå ned på det hårde gulv, mens hvem end der var over ham, begyndte at sparke ham. Han kunne mærke at der var flere, på grund af at han fik flere spark end en enkelt person ville kunne klare.
Han var blevet helt svimmel og hans krop var øm, da de tog ham ud af sin celle og han blev smidt ind i en anden.
Han gættede på at det var Selenes celle. Han prøvede at rejse sig op, men uden held. Det gjorde så ondt.
Selene? Where are you
spurgte han forgæves.
Til sidst valgte han at bruge sin evne, så han brugte al sin energi på at koncentrer sig og til sidst gav det pote. Han fik sit syn tilbage, kun til at se Selene gå fra side til side, med hendes blik rettet mod ham, men ikke et blik han kendte til. Det var sultent, det kiggede på ham som om han var mad.
Hans hjerte begyndte at hamre hårdt og til sidst var det som om hans blik forsvandt igen og han blev døsig endnu engang, men samtidig var der noget som overtog hans sind, og det var ikke træthed.

I stedet for Aarons blå øjne, var det nu et par sorte øjne som stirrede tilbage på Selene.
Det var første gang hans dæmonblod havde taget over på den måde, at han blev en hel anden, som om han blev besat.
Hvad der nu var tilbage af Aaron var en kold blodig dæmon. Den rejste sig op og healede alt hvad der var sket ved Aarons krop.
Den havde taget over, fordi at Aaron havde følt sig truet, ikke at det var sket før, men nu var dæmonen mere aggresiv.
His own sister wants to eat him, would you look at that. Dæmonen var hånlig overfor Selene. Dens smil var psykotisk som den kiggede på hende med sine sorte øjne og afventede hendes hver eneste bevægelse. Den ventede på at hun gik til angreb på ham.
avatar
Aaron

Antal indlæg : 299
Reputation : 5
Bosted : Bor sammen med Nikolay og hans hunde.
Evner/magibøger : The aftermath

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Selene on Søn 2 jul - 19:32

Det var anstrengende. Umådeligt anstrengende ikke at gå i flæsket på ham, egentlig bare ikke at give slip på kontrollen helt. Synet der spillede sig foran hende fik hende til at undre sig. Synet af Aaron der rejste sig op med de perlesorte øjne, fik slangen til at hæve interesseret på et bryn. Kommentaren fik hende til at smile skævt og vippe hovedet let elegant på skrå.
"Oh sweet boi, I would never eat you," svarede hun og blinkede med øjnene ganske uskyldigt. Det var langtfra en kommentar som Selene ville komme med, og i sandhedens time var det ikke engang hende der talte. Det var som om at hun var blevet smidt ind i en sort kasse i sin egen krop, og bankede for at slippe ud. Der var noget andet på spil som nok også var grunden til, at Selene havde følt først at der var ngoet galt med hende. Aaron virkede klar på angreb, måske skulle hun give ham en kamp? Men slangen vidste bedre end bare at angribe, specielt en som forventede et angreb. Hvad troede han hun var dum, ha, ikke tale om. Slangen stoppede op og løftede en hånd op ganske let med kun en finger i luften - som stille blev bevæget fra side til side. "Silly little angel, I don't want to hurt my dear brother. What I do want, is a drink," tilføjede hun og hævede let på brynet. Tørsten var voldsom, men selv ikke slangen ønskede egentlig at skade familie - det var der ingen grund til.
"Oh come on, this was just getting interesting," brokkede englen udefra og gik lidt tættere på tremmerne. Selene fik genvundet kontrollen og øjnene blev brune igen. Det var først nu hun fik lov at se de sorte øjne.
"Aaron?" Spurgte hun undrende og sank en klump. Kroppen gjorde ondt, men det var lige meget - hun skulle ikke skade Aaron. "What is going on?" Spurgte hun igen og trådte et skridt tættere på ham. Selene prøvede at forholde sig roligt og kæmpede imod tørsten. Hvis der var noget galt med Aaron ville hun hjælpe, men på samme tid var hun meget opmærksom. Frygt var noget hun kendte til, men også en fjende hun vidste hvornår hun skulle vise og ikke gøre.
"He doesn't seem to hear you dear, I would advise you to not go any closer," pointerede englen ude fra og Selene vendte blikket over imod ham.
"Shut up," råbte hun så af ham i frustration.

Hun var så tørstig og det gjorde så ondt. Hele kroppen rystede, men ikke kun på grund af tørsten. Også på grund af hendes mangel på Razors gift i sit system.
"Oh, this doesn't look good - need a little venom my sweet summer child? It's not from the hybrid friend you have, but it should do the trick." Spurgte englen så Selene. Stædigt rystede hun på hovedet og tog ikke øjnene fra Aaron. Men blikket blev dækket af sorte prikker og svedperlerne begyndte så småt at danse henover hendes pande. Englen fiskede et glas op og så lidt på det, hvorefter han skruede lovet af. Selenes øjne spærrede op og det flakkede fra Aaron og hen på glasset - umådelig mange gange, tydeligvis havde hun et problem.
"I can't.. I can't fight it.. I'm sorry," sagde hun så til Aaron før hun nærmst faldt mod tremmerne. Englen tog et par gode skridt tilbage, lige nok til at Selene ikke kunne få fat på ham, som hun strakte armene ud for at nå ham. Hun kunne næsten rive sin skulder af led ved dette og blikket havde nærmest allerede suget næringen ud af det. "I need this, please, please give it to me," bad hun og brød næsten sammen i gråd.
"All you need to do, is to show your fangs - and then you can have it all," sagde englen. Selene bed sammen.
"Then you won't hurt him," sagde Selene så ganske bestemt. Englen nikkede og Selene gjorde som han havde bedt om. I det sekund hun viste sine tænder, stak han en kanyle i hende igen. Som sendte hendes krop i drømmeland - dog stadigvæk med tænderne fremme. Så da dæmonerne kom ind igen for at kæmpe lidt med Aaron - så kunne englen dansende snige sig ind og snuppe Selene.

Dæmonerne gik lidt efter igen og låste Aaron inde. Han ville ikke kunne se hvad der skete, for rummet var lukket af, men hører, åh, Aaron kunne hører alt.  Selene blev spændt op på et kors, søm gennem hænderne og fødderne for at holde hende oppe. Det var alt sammen for at englen bedre kunne se, hvad han skulle gøre. Udover han gik og sagde alle mulige mærkelige ord, og kastede med, hvad var det? Rosenblade? Der var tændt lys omkring korset - han skulle jo trods alt rense hende. Til sidst vågnede Selene af smerten og skreg af den intense smerte i hele kroppen. Sveden tog ikke længe om at gendanne sig på panden og i nakken, og hjertet sprang næsten ud af hendes brystkasse i panik. De enkelte stop mellem skrigene blev til gråd i ren panik.

Slangen trådte frem kort, men så føltes det bare som om at hun blev kvalt. Hun prøvede at hive vejret ind men det lykkedes ikke. Til sidst trak evnen i sig selv, men Selene gispede stadigvæk efter vejret. Så skete der noget en ubehagelig følelse af noget der var på vej op, og ganske rigtigt. Til sidst måtte hun åbne munden fordi en slange ligeså stille kravlede ud af munden på hende. Slangen snog sig ned af kroppen til den til sidst fik det sidste med sig og var på jorden. Selene hev vejret ind og stirrede blot på slangen.
Slangen skiftede form foran hende, og der stod en kvinde.. eller nærmere en tro kopi af Selene selv. Uden diverse skræmmer og måske lidt mere hård i blikket. Kvinden trådte hen imod Selene og rystede så på hovedet.
"Oh dear sister, it pains me to see you like this," sukkede hun lidt og englen stod blot der med store øjne. Trods alt var den frie af dem ikke i noget tøj, og ikke ligefrem grim at se på. Selene var dog umådelig forvirret.
"Something to wear please, and get her down from there," beklagede Valerie sig og rystede let på hovedet. Englen fik hurtigt igang og smuttede ud bagved imens dæmonerne tog Selene ned. Valerie trak i det tøj som englen kom med til hende, og besluttede sig så for at give Aaron et lille visit. Slangen var en ganske god skuespiller og nu var hun i egen krop og det skulle fejres. Først og fremmest ville hun se sin bror for første gang uden at overveje at æde ham. Madeleine så blot på Aaron med et skævt lille smil.

Imellem tiden prøvede Selene at komme på benene igen, men hun kunne knap nok stå på sine ben. Englen rakte hende et glas med engleblod som Selene måtte bunde. Hun fik nærmst kvalme af blodet, for første gang nogensinde var det ikke hvad hun havde brug for - men det hjalp på at heale sårerne.
"You are now purified," sagde englen lidt og Selene måtte sidde lidt for at sluge det hele. Sårerne var okay healet, men blodet var stadigvæk beklædt på en stor del af hende. Selene gik haltende imod hvor den anden kvinde var forsvundet hen.
"Aaron don't listen to her," sagde Selene lidt fortvivlet, hvilket fik Valerie til at vende hovedet om imod Selene.
"You should rest, you look awful," pointerede Valerie med et svagt djævelsk smil. Selene sank en klump.
"Who are you even?" Spurgte Selene så undrende, hvilket fik Valerie til at bryde ud i latter.
"How hard did that angel guy hit you? I'm your twin sister Valerie, sis, been living inside your body with your mind all my life. Who else should have saved your ass everytime you didn't know how to handle the world, huh?" Spurgte Valerie måske en smule hånene.
"I never really had a family, someone to hold me when I was sad, or you know a life, but you did!" Vrissede Valerie og gav så Selene et slag på siden. "You had everything and it's not because you are a good little girl who deserves happiness" forsatte hun og greb fat om Selenes hals og pressede hende op imod en mur. "It's because you stole mine," tilføjede hun og kastede Selene tilbage hen langs gulvet.  Selene kom på benene og sank en klump.
"I stole your happiness? I didn't even know you existed," svarede Selene og tog sig til den blødende læbe. Valerie fnøs let og rystede på hovedet.
"That's my point, you never paid attention to the signs I gave you, no one did," pointede Valerie vredt.
"Should I just kill her Aaron, would that make you all see me?" spurgte Valerie med et hævet øjenbryn, som hun så overpå sin storebror.

_________________
[You must be registered and logged in to see this image.]
"The thing is, sometimes you have to
do things you don’t want to do
because you’re the only one that can do them"

- Selene


avatar
Selene
Admin

Antal indlæg : 1440
Reputation : 14
Bosted : Selene has a little house in Terrorville where she lives with Amber - and when she is in Firewood Village she lives with Moria.
Evner/magibøger : Sensory Scrying + Venomous Fangs

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: The mystery of the woods - Aaron

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum