I don't wanna cause any trouble just passing through- Lilith

Tid: 23:45

Sted: Ashen wood

Vejr: mørkt og en smule skydet.

Omgivelser: for nu kun hende, men kan aldrig sikker for hun lige nu ladet hendes og bevidst omkring falde.

PåKlædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et par mørkere bukser og bare fødder.



Hun anede ikke hvorfor hun var endt her de fór igennem skoven i en mørk hestevogn og hun sad sammen med to mænd, hvad de ville med hende vidste hun ikke helt og sukkede svagt inden hun startede sin evne. Hendes øjne ændrede farve og blev mere gyldne som even trådte i kraft. Et svagt smil og flirtende smil bredte sig på hendes læber som hun greb ud efter den   ene mands hage og tvang ham til at se hende i øjnene. Hun bed sig svagt i læben tænkte kort over hvad hun skulle sige " you don't wanna capture a poor woman I am no threat to you I was just minding my own buissnes when you came along and capture me so please let me go" sagde hun og hendes stemme lød mere hypnotiserende og med hjælp fra det feromon hun ud sendte når evnen var i kræft,  varede  det ikke længe før de to mænd som sad der inde gjorde tegn til at stoppe til ham som sad uden for og styrrede vognen. Hun skyndte sig ud da de åbnede døren og man kunne høre en forfærdet brummen da kusken så at hun var sluppet ud. Hendes øjne var blevet de mørke igen. Hun tænkte ikke  meget over det andet end at hun skulle af med sine sko  og hun lavede en hurtigt bevægelse imens hun tog dem af og smed dem. Heldigvis havde hun valgt ikke at tage den sorte kjole på som hun sædvanligt havde på. Hun var glad for den beslutning nød at hun taget havde den en skjorte og et par bukser på. for det gjorde at hun kunne bevæge sig frit.
Hun skulle finde et sted hvor hun kunne samle kræfter og hvile sig evnen gjorde at hun fik hovedpine. Hun kunne høre stemmere bag sig og sikkert også fordi hun havde hun meget god hørelse. Stemmerene var vrede og kolde. Hun var for langt væk til at skælne ordene, men hun kunne godt høre vreden. Hun vidste ikke hvor længe hun løb, men da der kun var mørket og stilheden stoppe hun og hvilede kroppen op af et træ. Hun anede ikke hvor hun var og hvordan hun kom tilbage, men lige nu gjaldt det heller ikke om at komme hjem for nu skulle finde et hvor hun kunne samle kræfter og være i ly af solens stråler end til hun kunne finde tilbage til byen. Det betød også at hendes piger skulle være alene i meget lang tid hvilket gjorde at hun fik en smule dårlig samvittighed. Heldigvis var de handlekraftige og de plejede som regel at føle hendes regler som var til for at beskytte dem.

Selvom hun for meget længe havde mistet sin familie havde hun ikke sinde at miste denne, pigerne kom og gik, men de var altid velkommende til at komme tilbage når de ville og det var lige meget hvad race de havde, hun trak vejret en smule tungt som hun begyndte at gå. Hun lod sanserne få en pause imens hun bare gik. Hun var ikke bange for at skulle blive angrebet da hun sikker på at hun var dybt nok inde skoven til mændene ikke turde at følge efter hende. Normalt skulle der  meget til før hun blev gal, men de havde alligevel tændt vreden i hende og det bekræftede hende igen at mænd troede at de var de stærkest. Hun blev dog forstyrret da hun hørte lyden af rinende vand og gik imod den og endte ved en lille bæk. Hun satte sig ned og samlede det kolde vand samle op i hendes hænder og gav sig til at vaske hendes ansigt som var blevet beskidt under kampen  med mændene inden de havde overrumplet hende. De havde været mange og til sidst havde hun måtte give op. Hun vaskede nogle små sår som hun havde fået og de havde hældt vievand i så de groede langsommere sammen. Udover det havde hun været heldig. Hun forstod godt folk ikke brød sig om hendes slags og havde hun haft valget så var hun heller ikke blevet vampyr. Det ville sige så havde hun for længst  været sammen med sin afdøde familie. Nu var hun blevet til et monster som som levede af blod og af til dræbte for sjov.

Meredith var anderledes og tabet af hende datter og forlovede gjort at hun havde fået en enorm beskytter trang for dem der  betød noget. Hun lyttede igen til hendes omgivelser, men alt var stille. Hun valgte dog at blive siddende i den lille bæk. Da hendes krop var træt og hun ikke orkede at flytte sig mere lige nu.

Stilheden blev brudt af hvad lød en lidt kviste som knækkede et eller andet sted omkring Meredith. De forskremte fulgte af buskadset der blev ruskede, fløj væk så hurtigt de kunne, men de skrappede af det de blev skræmt af. Og så, stilhed igen, som havde det bare været et af skovens dyr. Endnu en gang, lidt rusken i buske, kviste der blev knækkede, som når nogle trådte på dem, dog denne gang var lydene tættere på Meredith. Og lige så hurtigt som det var kommet, var det forsvundet og stilheden faldt over området. Der gik nok omkring 5-10 minutter med stilhed, før at et unaturligt og gyseligt ulvehyl lød et sted omkring hende, og lyden af en dyb knurrende lyd, kunne få de flest til at pisse i bukserne, da den knurrende lyd, lød større end en normal ulv og vildere end noget andet dyr man kunne møde i skoven. Et lille stykke fra hvor Meredith sad, i buskads, lyste der sig nogle skindende orange øjne, efterfuld af den dybe knurren. Øjne tilhørte et kæmpe bæst, 3 meter høj, hvis den stod oprejst på sine bagben, kiggede direkte på vampyren med næsten sultne øjne. Den holdte sig på af stand mens den gik på alle fire, langsomt i en cirle omkring Meredith. Den rejste op på bagbene, med en hånd placerede på en træstamme, og forsvandt igen, som var den lavede af luft. Før Meredith vidste af det, landede den gigantiske [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] foran Meredith, med pels så sort som kul og kraftige aggressive orange øjne. Med et kraftigt greb omkring Merediths ene skulder og side af halsen blev vampyren kastede gennem luften så hun ramte skovbunden længere væk fra hvor hun havde været før, hvor varulven nu stod.
Den knurrede og stod faretruende vendt mod Meredith. Med en krop, byggede i ren muskulatur, ingen form for fedt eller noget som kunne svække den, dette var den ultimative jægere blandt dyreriget, meget få dyr, kunne hamle op med en varulv. Dog, hvis Meredith havde lagt mærke til, var der ingen fuld måne at se på natte himlen, det var ikke en gang inærheden af en fuldmåne. Dog, foran hende, hvor hun havde siddet før, stod der nu en 3 meter høj varulv og knurrede af hende.
Dog angreb varulven aldrig Meredith, da flere folk ankom til stedet, et par af dem bar buer, sigtede imod Meredith. En ældre mand placerede sin hånd på varulvens overarm, da skulderen var lidt for højt oppe for ham. Varulven forvandlede sig tilbage til menneske, hvilket ikke var noget varulve ikke bare kunne. Hvor der før havde været et 3 meter høj muskuløs varulv, stod der nu en nøgen ung kvinde med en blond stor manke af [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og faldt på alle fire, da det stadig gjorde ondt på hende at forvandle sig efter behag. Den ungen nøgen varulve kvinde kiggede på Meredith og så som den ældre mænd og resten af gruppen, alle trukket deres våben imod Meredith. Den ældre jægere gik hen og satte sig på hug foran Meredith, so, what brings a tired vampire into Trishana territory? Spurgte den ældre jægere, klar lederen af denne lille jæger gruppe. Nogle flere viste sig, dog dette var store ulve, hvilket betød shapeshifters.

Meredith hørte godt kvistene som knækkede, men igen lod hun som ingen ting dog havde hun fået færten af at der var andre og at hun ikke var alene mere. Hun forsatte med at vaske sine sår, hendes mørke øjne var rettet imod vandet. Hun skulle lige til sige noget, men nåede det ikke før hun blev kastet igennem luften så hårdt at al luften blev slået ud af hende og hun trak vejret en smule tungt. Hendes krop var stadig en smule svag pågrund af brugen af hendes evne. Hun fik færten af shapeshifter og de fleste af dem var den race, men hvad der fangede hendes opmærksomhed var varulven. Hun havde aldrig set en som kunne forvandle sig frivilligt, men hun havde nu heller ikke mødt mange af deres slags. Hun vendte sit blik imod den ældre herre og fjernede sit hår som var faldet ned i hovedet på hende. Det var tydeligt at hun var i undertal og med Varulven på deres side havde hun ingen chance, desuden var de bevæbnet og de kunne sagtens dræbe hende med et skud imod hendes hjerte. Hun sagde ikke noget med det samme, men sig omkring på de andre hun hadede at være den som var i centrum og lige nu var hun den som alles blikke hvilede på. Hun betragtede Varulven som hun forvandle sig tilbage til sin mennskeform. Hun åndede lettet op. Det betød vel at de ikke ville angribe for hun ville forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt. Hun stirrede en smule på kvinden måske lidt for længe fjernede sit blik og lod det hvile på den fremmede mands blik. Hun satte sig en smule anstrengt op " what a way to be treating your guests or in my case a intruder, I din't even attack you when I smelled you. trust me if I wanted to hurt you all I allready tried to" sagde hun svarede ikke som sådan på hvorfor hun befandt sig på deres område.
Som sagt havde hun ikke lyst til give dem problemer så derfor blev hun siddende så stille hun kunne selv den lille spidse gren som sad i hendes arm holdte hun sig fra. Hun var i undertal og hun kunne lige så godt erkende det. Det kunne godt være at hun var en vampyr, men hun kendte også sine grænser og der var ikke den store chance for at hun ville vinde under alle omstændigheder. Istedet løftede hun sine arme op i en bevægelse for at vise dem at hun ikke havde i sinde at kæmpe imod. Hvis de angreb alligevel så ville hun selvfølgelig forsvare sig, men der var ingen grund til at puste til ilden " don't worry I am not hungry I have eaten awhile ago so I am not interested in your Precious  blood so I am not a theart to you" sagde hun og betragtede den ældre herre som var hende nærmest. Hun var dog en smule sulten, men det var ikke nok til at det ændrede hendes øjnfarve og hun kunne sagtens holde sig tilbage i nogle dage endnu.

Hun vidste ikke helt om hun skulle rejse sig heller blive siddende, hun var forvirret over hvorfor de engtlig nærme sig hende igen vendte hun sit blik imod varulven som nu stod i sin menneskeskikkelse. Hun vidste ikke hvorfor, men hun fandt denne varulv ret spændende hun følte sig lettere irreteret over at hun var endt i denne siuation hun havde egntlig været på vej hjem inden hun var blevet angrebet af de andre som var skyld i at hun nu var tvunget ind i dette område, hun var langt fra på hjemmebane " I promise I am just pasing thourgh but I need some rest and then I will try to find my way back to the city, but for now tried and lost so please can I be allowed to rest before I leave?" spurgte hun og havde stadig sine hænder i luften og blikket rettet imod jorden så hun ikke virkede truende på nogen måde. Mere ville de ikke få ud af hende, da hun ikke stolede på nogen af dem. Hun kiggede ganske kort hen på varulven i håb om at  hun ville forstå. Meredith vidste godt at hun var et monster og håbede at varulven vidste hvordan føltes at blive anset for at være et monster. Hun var fanget igen uden nogen chance for at kunne kæmpe imod for gjorde hun det, var det sikkert at hun ville død. Hun vænnet sig til liv uden dem som betød mest og det med førte at hun kommet til hvor hun var nu. Hendes piger kunne heller ikke undvære hende, men det var op til de fremmede hvad de ville gøre med hende. Hun ville ikke starte en kamp. Hun håbede at hun havde bevidst det ved blive siddende.

Nogle af de andre unge jægere, som havde holdt deres bue rettet mod den siddende vampyr, kiggede på hinanden i det som vampyren sagde, de tvivlede på at den vampyr overhoved havde nok krafter til at give en lussing. Meredith lignede en der havde været på flugt og allerede være i en slem kamp, at dømme ud fra hendes udseende. Yea right sagde en tredje shapeshifter sakastisk til at hun kunne slå dem ihjel i den tilstand hun var i.
I'll say we treat an intruder to our territory pretty justified, wouldn't you agreed? Besvarede den erfarne og ældre jægere som stadig sad på hug foran hende. Why don't you let us decide where-or-not you're at treat to us? fortalte han hende og rejste sig. to jæger greb hver en arm af Meredith før hun vidste af det, var hun påvej dybere og dybere ind i skoven, ikke nok med at hun var var langt væk fra dem som prøvede at få fat på hende, men også friheden.
Den unge varulvekvinde havde forvandlede sig tilbage da gruppen begyndte at gå med Meredith og gik nogle gang på to ben som resten, men valgte nogle gang at gå på alle fire. Det kunne ofte være overvældende for nogle at være inærheden af varulven, da den var så stor og skræmmende at se på. Varulven satte i spring og forsvandt et sted blandt en masse træer og først da Meredith befandt sig inde i en stor lejer, så hun kvinden igen som menneskeform, dog denne gang med [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på.
Hvis Meredith hadede at være i centrum af opmærksomhed, ville hun virkelig hadede det nu, for nu var der en hel lejer som af givet hende deres opmærksomhed. Ikke fordi at de snakkede med hende, men der var mange øjne der faldt på hende. Meredith blev ført hen ind i et telt, hvor hun blev bundet fast til den via håndledene, så hun ikke kunne gøre andet end at rejse sig op og sætte sig.
To af klanen blev stillet som vagter inde i teltet for at holde øje med hende, som sikkerhed, da hun som sagt ikke havde fortalt dem det de ville høre. Den ældre jæger stod og snakkede med de andre ældre, samt lederen af klanen. Meredith kunne se ud af det store telts åbning og kunne se gruppen snakke om hende, diskutere hvad de skulle gøre med hende.
En ældre kvinde kom ind i teltet, men blev kort stoppede da vagterne var vagtsomme, når de havde med vampyre at gøre. Den ældre kvinde, selv en varulv, smilede venligt til Meredith og bar en lille skulder taske, som hun satte sig ned foran vampyren.
Hun åbnede sin skulder taske og begyndte at gøre klar til at rense Merediths sår, da der kunne gå infektion i sårende, I'm not going to hurt you,
just here to clean your wounds forsikrede hun, inden hun gik igang, så vampyren ikke troede at hun prøvede på at skade hende.
Vagterne var opmærksom, begge to bar spyds som var så høj, som dem selv, men på måde mindre dødelig, hvis brugt rigtig. Da kvinden var færdig, smilede hun varmt til vampyren før hun forlod teltet.
Den unge varulvekvinde som havde overraskede hende til at starte med, kom nu ind i teltet, hun kiggede med seriøse øjne på vampyren, det var tydelig at der var en historie bag blikket Meredith fik. Leave us fortalte hun vagterne som brokkede sig en smule, men de gik udenfor og stod vagt der i stedet for, så den blonde kvinde og Meredith kunne snakke alene.
I wonder what an injured vampire is doing so far from the cities? Spurgte hun og knællede foran Meredith. Varulvekvinde var en meget smuk ung kvinde med vildt blondt hår som stadig var sat op som før. Lilith, som var varulvens navn, havde efterhånden haft nogle rigtig dårlige oplevelser med denne udøde race og hun var efterhånden blevet god til at jæge og slå vampyre ihjel som varulv.
Dog nåede der ikke at blive meget snak, før at de blev afbrud af de to vagter som havde fået order på at bringe vampyren hen til de ældre og lederen af klanen. Meredih stod nu foran en blanding af ældre varulve, shapeshifters og endda to engle, alle samlede i en halv cirkle ved Meredith.
Why are you here in our part of the forest vampire? Spurgte Blake hende.
More importantly, what are your intention? Spurgte en af de ældre varulve efterfølgende.

Hun fnøs kort hun hørte godt den enes modsvar, men en  gnaven vampyr var som oftes en farlig modstander og en man ikke skulle joke med, heldigvis for dem var hun hverken gnaven eller lystne for deres blod selv i hendes tilstand kunne sagtens tage nogen med ned i faldet inden hun selv døde, men hun havde ikke lyst og som manden igen snakkede til hende, valgte hun at være stille. Hun kæmpede ingen gang imod da de førte hende længere ind i skoven hun bevægede sig ingen gang som den anden ældre varulv kom ind så længe at de ikke gjorde tegn til at ville gøre hende noget, så hun heller ingen behov for at gøre det. Hun sad dog ikke ret længe alene før varulven fra før kom ind og begyndte at tale med hende, men hun vendte bare blikket frem for sig uden rigtigt at sige noget og da hun skulle til at sige noget kom vagterne tilbage for at tage hende med hen for at snakke med nogen som hun ikke havde set før. Da kom forskellige dufte fra dem, men igen var de fleste af dem shapeshifters. Hun stod nu kiggede på dem dog fjernede hun hurtigt sit blik fra dem og ned i jorden. Hun var ingen trussel ihvertfald ikke endnu, men hun blev en smule irreteret over deres evige spørgsmål og det stod nu klart at hun ikke kunne komme udenom dem ved at være stille og nægte at svare på dem.
Hun følte sig ret lille som hun stod foran de andre, det kunne godt være at hun var en vampyr, men hun stod ikke ret stærk og havde ingen jordisk chance for at vinde over dem. Hun ånede en smule dybt og tungt imens hun overvejede hvad hun skulle sige. Hun havde ihvertfald ingen skumle intioner om at være her. Faktisk så var det ikke hendes skyld at hun var endt her i midten af alt dette " I don't have any  intentions accutlly just ended up here by accident and I swear I don't wanna eat you if it's is what you think" sagde hun svarede stadig ikke på hvorfor hun endt her, men det var altså ikke hendes skyld eller måske det var, men hun var blevet jagte ind i denne del af skoven. Hun vendte blikket op og kiggede på hvem der måtte være lederen i håb han at han kunne se hvad hun sagde var sandt. Hun havde ikke lyst til at skulle forklare sig mere så hun vendte sig forsigtigt imod vagterne og rakte hendes arme frem imod dem så de kunne tage hende med tilbage til teltet " just so you know I was on my way home to my girls when someone kidnap me, but I did manged to escape from them.  If I cause any truoble know I didn't mean to and I promise I am not here to cause any trouble" sagde hun og vendte sig imod Blake.

Hendes blik ramte igen jorden " I am wounded and tired I am having headache " sagde hun tav en smule imens hun tænkte " please i need some rest and then I promise to leave and never come back" sagde hun og efter dette stod hun bare uden rigtigt vide hvad hun skulle, men forventede at vagterne sikkert ville komme og bringe hende tilbage til teltet hun havde været i før. Hun ville virkelig ikke skabe problemer for nogen og de kunne binde hende fast igen hvis ikke de troede på hende, men en ting var sikkert, de  kunne begge blive enige om var at det nok ikke var det smarteste at have en vampyr i  en lejer fyldt med mad for længe. Hun stirrede bare i jorden uden  rigtigt at sige mere, men de havde fået deres svar så kunne de nu bare lade hende være end til havde bestemt hvad de skulle gøre med hende. Hvis hun skulle dø her ude så ver det vel sådan det var hun kunne intet stille op og i sidste ende var det deres beslutning. Tanken om at død gjorde hende ikke bange, men hvem skulle tage sig af hendes piger når hun ikke var der til at gøre det. Hun trak vejret dybt et par gange imens hun ventede på deres beslutning.

Overraskende nok accepterede de hendes svar og gav tegn til at vagterne skulle vise hende tilbage til teltet hun havde været i før. En beslutning blev vedtaget efter en evighed og Meredith blev sluppede fri og ført ud til slutningen af lejeren, hvor Lilith stod og ventede med simpelt [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på. Det enste våben man kunne se hende bære, var halv lang dolk, som fint sad i sin skede ned langs Lilith venstre hofte.
The elders don't trust you, so I've been tasked with bringing you out of the forest, in safty for our home and camp forklarede Lilith simpelt og med en rolig stemme.
Med en håndbevægelse mod den mørke skov, lagde Lilith Meredith an til at hun skulle gå ind i skoven af en lille, næsten utydelig skovsti. Varulvekvinden ville selv gå, når Meredith gik og som begge kvinder forsvandt ind i Ashen Wood skoven, begyndte deres lille tur, ud af skoven.
Lilith sagde ikke det store til Meredith, som de gik gennem skoven, dog varulve-kvinden sørgede for at vampiren var inden for hendes syn.
Klokken var ved at ramme 2 om natten og lige i det at de snurrede omkring en større træstamme, susede en stor flok hjorte forbi dem, hvilket fik Lilith til at stoppede og fik Meredith til at stoppe selv. Hun begyndte nu at lytte og snuse omkring dem.
Lilith sprang pludselig på Meredith så den sorthårede vampyr blev skubbede op af træstammen med Lilith der holdte sin højre hånd foran Merediths røde læber og mund, samt venstre hånd omkring vampyrens hals.

Hvis nogen så dem nu, ville man tro at de var midt i at dyrke en aggressiv sex leg, men sandheden var langt fra det, da grunden til at Lilith havde regerede sådan og pressede sig nærmest intimint op af Meredith, var af det som passede dem få minutter efter flokken af hjorte.
Ikke langt fra hvor de gemte sig op af træstammen, passerede der 5-7 varulve og dire-ulve i en kæmpe flok som drønnede efter den store flok hjorte. 3 af varulvene bremsede op da en velkendt duft tog dens opmærksomhed. Vampyr. De alle tre begyndte at knurre, som var de klar på at angribe hvem end der stod bag  det store træ. Alle var enten større eller lige så sort som Lilith i varulveform, hvilket var varulven man ikke bare skulle tage for givet.
Lilith havde håbet at alle varulvene ville smutte forbi dem... desværre virkede det ikke til at heldet var med dem og Lilith var så tæt på at gå ud og møde de tre varulve forvandlede.
Hun kiggede Meredith dybt i øjne, som var de to elskere der lige havde delt et ømt og kærligt kys, men i virkeligheden grublede hun over, hvordan hun skulle bære sig ad med denne her situation. Men lige som hun skulle til at gøre det, lød hylet fra resten af flokken, og de tre varulve forlod med deres eget gysende hyl og forsvandt i mørket. Lilith kiggede fra siden af træstammen og slap Meredith da kysten var klar og gav tegn til at de måtte fortsætte.
We better get going, before they come back to check out the tree further forklarede hun og fortsatte ruten mod udkanten af skoven.

//Sorry det tog noget tid, før jeg svarede <3

Det at hun var i teltet var som et fristed for hende, hun var væk fra alle de dømmende øjne, hun skulle ikke forklare sig. Det tog lang tid og jo længere tid det tog jo mere iretabel blev hun, men endelig kom de tilbage og hun ånede lettet op,  som de førte hende ud her fra, hun hadede deres blikke og hadede at være centrum. Heldigvis stoppede det og hun kunne komme hjem til  hendes trygge og vante omgivelser. Hun betragtede varulven som de nærmede sig. Faktisk var hun glad for at det lige præcis var hende og ingen af de andre. Måske hun fik muligheden for at snakke.
 Hun lod blikket glide imod lejren en sidste gang, selvfølgelig troede de ikke på hende, det var der ikke mange som gjorde af den grund at hun var en vampyr. Hendes krop var stadig øm, men hun ville heller ikke presse mere, inden længe forsvandt de ind i skoven. Der var stille længe efter Lilith havde fortalt hende at det var hende som skulle følge hende ud af skoven faktisk kunne hun ikke være andet end glad. Hun nåede dog ikke synderlig langt før hun selv blev forstyrret af en flok hjorte. Det varede ikke længe før hun fik færten af varulve, men hun nåede ikke sige noget, før Lilith havde kastet sig imod hende og presset hende op af det nærmeste træ. Hun havde svært ved at synke, men prøvede alligevel. Hun mærkede Lillith´s fingre på hendes kolde læber og lige pludslig var det eneste hun kunne tænke på. Dog blev hun også revet ud af de tanker da hun duftede at nogen af dem nærmede sig  og ikke ret lang tid efter kunne hun høre deres advarende knurren. Hun havde svært ved at koncentere sig når Lilith var så tæt på hende. Hun sukkede lettet da de forsvandt. Hylet som de hylede efter at de andre havde hylet fik hende til gyse en smule og hun sukkede irreteret til varulven. Havde hun behøvet at var så brutal? En advarelse kunne have været nok, men næe nej selvfølgelig ikke. Hun havde dog også reddet hendes liv " you could just warn me instead of being so brutal and so close" sagde hun sukkede irreteret det var ikke første gang og hun burde vide at denne varulv var brutal. Hun virkede irreteret, men i bund og grund var det for at skjule at det at de havde stået så tæt sammen havde påvirket hende på en ret så irreterede måde.

Hun nikkede bare fulgte efter Lilith og var stille i et stykke tid imens hun lod tankerne flyve, hun var bekymret for de mænd som rent faktisk havde været grund til at hun var havnet her. Hun måtte passe bedre på næsten gang. Så hun ikke endte i en ligende situation. Da det gik op for hende at hun havde været stille længe smilede hun svagt til varulven, det var ikke sikkert at varulven ville ligge mærke til det, men der var  noget moderligt over smilet som det altid var Meredith's smil" I don't think I got your name, but my name is Meredith and I am happy that you are the one to follow me back" sagde hun efter hun havde sagt det tav hun. Hun var ikke den bedste til snakke omkring sig selv og hun var rigtigt god til at skjule hvem hun var og hun satte altid andres behov før sine egne. Hun hadede at være i centrum fordi sidste gang hun havde gjort det var hun endt med et liv som hun ikke rigtigt vidste hvad skulle gøre med. Hun var blevet stærkere, men prisen ved at være blevet vampyr var for høj, hun havde mistet alt ved at blive det. 
Hun var et monster i hendes og alle anders øjne, selvom varulven ikke nævnt det vidste hun at denne varulv følte det samme som alle andre gjorde. Hun prøvede på at glemme at hun havde hovedpine og fokuserede istedet på lyde og andre ting som kunne betyde evt. en fjende, men lige nu virkede altid roligt og hun kunne slappe lidt mere af.

Lilith kiggede smule over skulderen og kiggede mod hende og et lille flabet smil formede sig i den ene side af de fyldige læber, They would have heard me, the other was easier and faster forklarede hun, dog hendes blik viste at den blonde varulv tænke nok nogle andre sjovere tanker.
Den blonde varulv lyttede til naturen omkring dem, da de sagens kunne blive overfaldet af sådan en gruppe, som de lige havde undgået før og hun ville nødig ødelægge tøjet hun havde på.
Lilith bemærkede ikke at der var tavs mellem dem for et stykke tid, da hun godt kunne lide stilheden i skoven, det gav som hende ro i sindet. Lilith bemærkede godt smilet, dog hun vidste ikke, hvorfor vampyren smillede, til hun hørte kvindens navn. Lilith... and why is that? Spurgte den blonde varulv og kiggede på Meredith med et hævet øjenbryn. Det havde været rent tilfældighed at det havde været hende, Blake havde ment at Lilith skulle gøre det, hvilket fulgte hans order.
Varulven åbnede en lille bæltepose, som hang i bæltet og fiskede noget tørrede kød frem, da hun var blevet lidt sulten. Lilith kiggede lidt tid på det tørrede kød og så hen på Meredith, og tænkte, *kunne vel give hende noget.. hvis vampyre overhoved spiser andet end blod..*.
Want some? Dryed meat or are your kind only into blood? Spurgte hun først uskyldigt, men kom til at dreje spørgsmålet, til et mindre uskyldigt spørgsmål med tonelejen. For at være ærlig, har Lilith kun haft dårlige oplevelser med vampyre, da alle vampyre hun havde mødt gennem sit liv, har enten prøvede at dræbe hende, eller fangede hende for så at tvinge hendes varulve forvandling og så slå hende ihjel. Egentlig overraskende, hvor mange gange nogle kunne finde på måder at dræbe hende på, nu da hun tænkte over det.
Som om der var et vædemål kørende og den der kunne finde flest måder at slå hende ihjel på, ville vinde æren. Lilith var faldet lidt hen i tankerne og gik bare på instinkt, da hun kendte skoven ud og ind stortset. Lilith havde faktisk glemt kort at hun gik sammen med en vampyr og fik snappede sig selv tilbage, da det gik op for hende at hun faktisk gik ved siden af Meredith, som var de ude og gå en tur.

Varulven stoppede op ved en lille flod og gjorde tegn til at de skulle stoppe ved stedet. Don't suppose your kind like burst into fire or some shit like that with the sun? Spurgte hun og kiggede på Meredith, som Lilith satte sig ned og lænede sig op af et træ.
'Cause the sun is about to rise and we won't get out of the forest before that forklarede hun helt roligt med begge arme om hovedet, som hun hvilede sig.
Ganske rigtig, så steg solen nærmest lige efter at Lilith havde nævnt det og begyndte at varme op omgivelserne, samt skabe lange store skygger i skoven. Om det var sandt eller ikke, eller hvad end solen gjorde ved vampyre, så var træstammen de var ved, en af de større i skoven, det vil sige at de kunne være i skygge for solen.

Igen var hun stille hun gad ikke at blive ved desuden kunne der også være noget rigtigt i det Lilith sagde, Meredith var ikke den eneste skabning med en god hørelse, det eneste gik hende på var at hun havde været så brutal. Heldigvis havde hun ikke brug for luft som mange andre havde. Hun sagde stadig ikke noget til det, men trak bare lidt ligegyldigt på hendes skuldre. Hun kunne vel heller ikke være vred for Lilith havde lige reddet hende fra en kamp hun ikke havde kunnet vinde. Meredith kiggede på Lilith med et lidt strengt ansigt udtryk da hun nævnte det med solen og som hun kiggede op imellem træerne så hun til sin frygt at solen var på vej op og det var tydeligt at se på hende at hun ikke kunne være i solen. Heldigvis gav det træ de stod ved meget skygge. Hun var fanget under dette store træ sammen med Lilith som var en varulv. Normalt var deres racer fjender, men Meredith var meget anderledes. Selvom hun var en vampyr så var hun stadig meget menneskelig og det skyldtes at den gang hun var blevet forvandlet var hun blevet fundet af et menneske som havde taget hende til sig. Nu havde hun sine piger og havde det ikke været for dem, så havde hun for længst druknet i mørket. Mørket lurede stadig i hendes sind, men hun var blevet bedre til at skjule hendes følelser når hun var sammen med andre og derfor var der ingen som rigtigt vidste hvordan hun havde det inderst inde, men det var sådan hun ville have det. Meredith ville heller have at hun var den bekymrede sig om andre end at andre bekymrede sig om hende.
Meredith kiggede ned på det tørret kød som blev hende tilbudt og af ren høflighed tog hun imod det og satte sig ned et sted hvor hun sikker på at hun kunne blive i skyggen ” I can eat it but it dosen’t taste that good and I don’t get full, the only thing I live on is blood if its What you are asking  about” sagde hun og havde godt hørt drejning Lilith’s spørgsmål havde taget.Hun tog en bid af kødet og et svagt smil spillede på hendes læber som Lilith spurgte om hvorfor hun var glad for at det var Lilith de havde sendt med hende. Hun svaredeikke, men smilede bare det ville hun lade være op til Lilith  at finde ud af. Igen var hun stille imens hun prøvede på at finde ud af hvor ved træet det var bedst at være.

Dog var hun glad fordi lige præcis Lilith havde fascineret hende, desuden var Lilith også den første varulv hun havde mødt, hun havde før ikke haft lyst til at opsøge nogen af dem, lige netop fordi de var naturlige fjender, men Meredith var aldrig rigtigt en som dømte folk ud fra deres racer, men i stedet for dømte hun dem på hvordan de var imod hende og andre. Hun kunne aldrig drømme om at indlede en kamp imod nogen med mindre de selv havde bedt om det og faktisk havde Lilith og klanen hun havde været en del af været ret heldig med at hun var som hun var. Meredith havde altid taget afstand til at være vampyr og hun hadede det af og til, men det havde også sine fordele. Hun kiggede sig omkring og i alle hendes år som hun havde været vampyr havde hun  ikke været udenfor en dør når solen stod op. En af de ting hun savnede som vampyr var at kunne gå ude i solen. Lige nu var det første gang hun havde set den stå op og det var smukt. Selvom solen ville kunne dræbe hende fandt hun den smuk. Hun vendte sit blik imod Lilith ” it’s beatiful the Sun to bad that i can’t go out in the sun one of  few things I misses even today” sagde hun eftertænksomt og svarede alligevel på hendes spørgsmål.

Lilith havde godt forventede svaret og rullede øjne en smule af det og var hun sikker på at Meredith var nu mere bekymrede over ikke at blive ramt af solen, end hun var om mad smarte godt eller ej. Den blonde varulv klemte øjne en smule sammen som hun kiggede på vampyrens kryptiske smil og rullede øjne af den ældre kvinde med et smil af sit eget. Solen steg langsomt højere og højere på himlen og skyggerne blev lige så stille mindre og mindre, hvor de sad, hvilket betød at Meredith måtte på et tidspunkt, rykke tættere og tættere på Lilith.
Why not just change back? I'm sure some nutcase has a way to do it svarede hun som forslag, men inderst inde var hun enig med den ældre vampyr. Rettelse, hun var enig med den ældre vampyr den fjerde dag efter fuldmånens opstigning, for der blev hun tvunget tilbage til sin menneske form og nyde den varme sol igen ordentligt.
Guess you're having the worse side of the apple out of both of us, but at least you don't have a date every fullmoon with your inner beast kommenterede hun og kiggede fra sine hænder og hen på Meredith med et lille smil i den ene side af sin mund.
Som dagen gik og de to kvinder sad ved siden af hinanden, to racer der naturligt hadet hinanden, havde formåede ikke at flå hovederne af hinanden, hvilket var lidt af en præstation. Skyggerne var nu blevet så små at Meredith var blevet tvunget til at sidde helt op af Lilith så de sad skulder til skulder, ben til ben og hofte til hofte.

Heldigvis kunne vampyren stadig sidde med strakte ben da skyggen var større end den på siden af dem.
Som de sad ved træet og nærmest gnubede op af hinanden, fald en tanker ind, som hun nok ikke ville få muligheden for at spørger en anden vampyr om igen. Hey, cold beauty, lemme ask you something, since now might as well be good as any, since we're rubbing at each other anyway begyndte hun og kiggede Meredith in øjne med sine egne klare blå, kun få centimeter fra Merediths.
What is it with your kind and always "poking the bear" and then running away like you're thinking it's a game? Spurgte hun Meredith med et hævet øjnbryn. Det var noget der knagede hende i baghovedet i rigtig lang tid, da hun selvfølgelig havde mødt vampyre før.
Dog hver gang at hun mødte vampyrene, prøvede de altid enten at fange hende, tease hende, flygte fra hende, når har været transformerede og bare i det heletaget, været ekstrem fustrerende irriterede.
Lilith fjernede ikke blikkede fra den meget smukke sorthårede vampyr kvinde og ventede på et svar fra hende. Det var ligesom ikke særlig meget andet hun eller de kunne lave... Lilith kunne vel altid jage, men det følte hun ikke lige for og så skulle hun også forvandle sig.. ugh og sørger for at hendes tøj ikke ville forsvinde når hun kom tilbage.

Meredith havde rykket sig alt efter hvor meget solen flyttede sig og det endte med at hun nu sad så tæt på at hun igen fik svært ved at tænke. Hun havde aldrig før været så tæt på et andet væsen der havde måske været en før, men det var så anderledes og vedkommende var også en vampyr. Lilith var levende og den varme hud imod hendes gjorde det svært at tænke, men hun havde ingen anden mulighed, medmindre hun ville død. Hun ville ønske at solen snart ville gå ned,  så hun kunne få den afstand som det krævede så hun kunne tænke mere klart. Meredith blev dog revet tilbage til virkeligheden som Lilith snakkede igen hun havde det mærkeligt med tanken og på anden side hvis det var sådan havde de ikke forlængst delt det med verden. Desuden havde hun en magt som et menneske aldrig ville kunne have havde hun havde ingen grund til at ville forvandles tilbage. Hun havde tænkt længe over det, at der skete noget med hendes ansigt det som om Lilith havde ramt noget i hende og på mange måder havde hun også, men hun havde ikke gjort det med vijle dog ramte tristheden og lige der havde hun svært ved gemme den væk " it's possible, but why should I, I have notthing to be human for when I got turned I lost everything. My life, daugther and my soulmate the one person who knew me the best" sagde hun lidt eftertænktsomt og det var ikke fordi hun normalt delte ud af disse ting, men hun kunne heller ikke lave noget og det var med arbejde og hendes piger at hun plejede glemme det triste, men kunne ikke rigtigt lave noget nu andet end passe på at solen ikke ramte hende " I didn't even get  to  say goodbye to either one of them, if they had been alive maybe just maybe I had a reason to be human, but either way as vampire I can protect my girls" sagde hun og begav sig igen ind i dybe tanker, det skinnede næsten ud igennem hende at hun følte at det var hendes skyld at de ikke overlevede dette angreb som faktisk var skyld i at hun var blevet som hun var. Heldigvis hjalp pigerne ubevidst på hendes humør og det var også dem som gjorde hende menneskelig. Havde hun ikke haft dem så sikkert og vidst at Lillith og hende ikke havde kunnet sidde og snakke som de gjorde. Meredith følte sig ligepludslig helt fortabt, men ganske kort for da vendte blikket imod Lilith igen var alt det triste væk og smilet tilbage.

Hun betragtede svagt Lilith " I fight every day not fell in to darkness and let my vampire side win because if I do I will never come back to the human side of me, which I'm trying so hard to keep" sagde hun og vendte blikket frem for sig imens hun atter lod sine tanker flyve, men kun for en stund da hun vendte sit blik imod Lilith som igen skulle til at stille hende spørgsmål, men de havde heller ikke andet at lave, hun valgte ikke at spørge ind til varulvens kælenavn det måtte hun selv om. Meredith vidste at for mange var hun pæn en af vampyrernes hemlige våben, man vidste ikke hvad der skete før det var forsent at gøre noget. Hun kiggede tænksomt ind i de klare blå øjne som stirrede ind hendes mørke " I don't actually know, maybe it's because they want to tease you and then run away, I mean there are different vampires. If it's wasn't for my humanity then I wouldn't be differnt from  what you describe, when vampires gets old some of them lose their humanity, I think and if it wasn't for the girls there live with me at home I would have lost it a long time ago" svarede hun så godt hun kunne og anede om det var godt nok heller noget Lilith kunne bruge, men hun havde aldrig tænk over det da hun ikke selv var blevet jaget af hendes slags. Hun vidste bar at hun havde to sider af sig selv, men det vel bare hende som kæmpede med to sider af sig selv. Alle en mørk og lys side og man valgte selv om man ville lade den ene eller den anden skinne igennem.

Da Meredith blev vampyr, var hun fortabt, tabet havde gjort underlige ting ved hende som hun stadig den dag i dag kæmpede med, men den havde også ført andre ting med sig som overhovedet ikke kendetegende en vampyr. Hun havde valgt at hjælpe Rose havde vidst hende at hun kunne gøre en forskel og sammen havde de skabt Rosehaven og hun havde haft arbejde som kunne hjælpe, men efter Roses død havde hun ikke haft nogen at snakke med og havde lukket det inde ved at arbejde hårdt og godt. Pigerne kom og gik, men selvom det var sådan så hun dem stadig  som familie og hun var sikker på at Rose  havde vidst hvor meget hun trængte til en familie så sammen havde de lavet en til hende.
Hun fået en kæmpe beskytter trang og alle som var del af hendes familie kom ind under den, hun ville langt som at offer sit eget liv for at beskytte dem hun holdte af og havde det ikke været for Rose havde hun ikke haft nogen at beskytte.

Lilith lyttede til hvad Meredith fortalte hende omkring hendes spørgsmål, mens de blå øjne gik fra Merediths mørke øjne og naturen omkring dem. Med nogle varme havblå øjne, kiggede Lilith i Meredith smukke mørke øjne I know how that feels actually... You and I, isn't that different from each other when it comes to family fortalte hun vampyren som lidt efter lidt, sad helt op af siden af den blonde varulv. Faktisk, på den måde som Meredith sad og nærmest gnubbede sig op af Lilith, begrund af solen, lignede det mere et par som nød hinandens nærvær.
Lilith sad allerede halvt inde i solen, med solstråler der oplyste noget af hendes kønne varme ansigt og, hvis det ikke havde været fordi at en kæmpe sky dækkede solen, ville Meredith næsten sidde over på Lilith, for ikke at blive ramt af skolens stråler. Lilith kiggede op på himlen, Looks like you're in luck,
cold beauty, lets move, before you start to jump on me.. oh and dies tilføjede hun til sidste og gav Meredith et smulende kæk, men samtidig drilisk smil på sine røde fyldige læber.
Lilith kom hurtigt op på fødderne igen og ventede på at Meredith var med hende, før den blonde varulve starte i gå-gang mod udkanten af den store skoven. You know Cold Beauty, who would have thought a vampire of all creatures, getting help from their sworn kommenterede Lilith drilisk som de bevægede sig mellem de mange træer. Lilith kiggede op på himlen igen og lige som de var ved at nå udkanten af skoven, trak den blonde varulv Lilith ind til sig, så de endnu en gang stod ansigt til ansigt, krop mod krop, ved et træ.
Lilith blinkede lidt som hun kiggede dybt i øjne på vampyren, so close, yet so far lød det fra hende og slap Merediths kolde hænder. Lilith havde trukket Meredith ind til sig, da den store sky havde passerede solen og havde slået den ravn-hår farvede vampyr ihjel.
Lilith gik forbi Meredith og stod i solens stråler med blikkede rettede mod himlen, we'll make a bit stop here Cold Beauty, doesn't look like another big cloud, will pass over the sun, anytime soon forklarede Lilith og kiggede på mod Meredith som stod i en kæmpe skygge unden et træ med nogle meget tæt siddende blade og grene.

Lilith satte sig ned igen ved træsammen de stod ved og kiggede ud af skoven. Man kunne se de mange landsbyerne og i horizonten, lå en større by, hvilken en, vidste Lilith ikke. Byer var ikke hendes specielle og hun kunne nogle gange fare vild, hvis det var i mylretiden, hvilket var en af grundene til at hun holdte sig fra dem. En anden grund var larmen, ugh, bylarm var slemt og hun fortrukte den fredelig natur i skoven, og så var der det at hun kunne forvandle sig, uden at det ville skabe problemer for hende.
Lilith hvilede sine øjne på Meredith en smule uden rigtig at lægge mærke til det, da hun var i sine egne tanker og røg tilbage i virkeligheden og så væk. For at være ærlig, var det en smule mærkelig for hende, at være så tæt på en vampyr, som hun ikke havde flåede til millioner af stykker. Og så var der det, at Meredith vampyr skønhed havde en vis tiltræknings evne på hende... problemet ved at være til begge køn, fortalte hun sig selv, men det at være mere tiltrækkede af det samme køn, forstærkede det bare.
Et andet problem ved denne tiltrækning, var at hun aldrig havde prøvet at være tiltrukkede til en vampyr før... nærmest aldrig i sit liv... kunne måske havde noget at gøre med at hun altid slog racen ihjel, når hun mødte dem.
No matter, de skulle alligevel snart gå hver sin vej, ingen grund til at udforske muligheden eller udforske det fremmede.
Lilith satte sig godt tilpas over af trækket, med en arm hvilende på bøjede knæ og den anden på sin mave, som de ventede på at en ny stor sky ville tildække solen, så Meredith kunne slippe ud af skoven og hen til den nærmeste civiliserede by og bedre dække for solen.

//Sorry for den lange vente tid :C <3

Meredith lyttede og smilede  svagt, hun havde aldrig ønsket liv som kunne vare evigt og det var nok det som gjorde at hun var så menneskelig som hun var, hun arbejde så hårdt for ikke at lade den side af hende komme igennem, den side som var kold og så fuld af had til omverden. Hun arbejde så hårdt på at holde den side ude af sit liv. Den var der det kunne hun ikke benægte hun vidste at det var svært og af og til skinnede den igennem. Hun kiggede tænksomt over på Lilith og da hun sagde at de ikke var så forskellige hvad familie angik røg hendes ene bryn spørgende op af. Det var gået op for hende at også Lilith havde mistet nogen hun holdte af et svagt smil bredte sig på hende blege læber " even when people lose their familiy they're are able to find new ones, you have your clan and it kinda works as a familiy, you are working together to survive and if that's not a familiy I don'tt know what is" sagde hun og som Lilith rejste sig gjorde hun det samme, de skulle skynde sig og videre og det var engtlig ikke fordi hun havde lyst til at have så travlt med at komme tilbage. Hun ville gerne lære mere omkring denne Varulv som hun gik ved siden af og som de gik lod hun sine tanker glide, men det varede ikke længe før hun kom tilbage og igen kom der et svagt smil " I am not like them, normal vampires I am me and that what in end mattered  isn't it or is it my bubbly charme and personality there  persuaded you to give me chance and the fact that I didn't attack you and any of the hunters when they capture me" sagde hun og nåede ikke sige mere før de igen stod så tæt.  Hun sank svagt en klump. Hun havde afskrået sig fra alt der havde med nærhed at gøre efter hun havde mistet dem som hun holdte af og det var kun blevet værre med tiden fordi hun havde overbevidst sig selv om at den kærlighed hun havde haft  aldrig ville  komme igen. Efter hendes forvandling havde hun begravet sig i arbejde og til sidst var pigerne kommet til Rosehaven, hvilket bare havde givet mere arbejde, på den måde slap hun for smerten ved ikke at være god nok. Hun prøvede på at skjule det, men det åd hende op indvendig ikke at være god nok, hun havde ikke været i stand til at redde dem da det gjalt. Hun var ikke en helt, men hun var heller ikke en skurk og ihvertfald ikke et offer for hvad der havde været en uheldig nat på vej hjem.

" I'm uhm too old for you young lady and it will never end well if we go down that road, I have been there and I  lost every person that was close to me don't do that it make me uncomfortable been so close to someone" sagde hun unden rigtigt tænke over det, men Meredith kunne ikke det gjorde hende sindssyg at være så tæt på hende og hun kunne slet ikke finde ud af om det var godt eller skidt at hun var så tæt på det forvirrede hende og hun havde godt set de blikke hun havde fået og Meredith vidste godt at hun var smuk, men det var fordi hun var en vampyr der var intet naturlig omkring det. Hun satte sig hvor var hun blevet stilt og kiggede i smug over på Lilith med et smil på læben " I don't mind staying for awhile, I like to get to know you better, usual I don't talk to your kind that often and you're probably the first one who talk to me without killing me after" sagde hun og rynkede svagt på næsen af det, det var ikke ment som en hån imod varulve, men mere det at de var fjender. De burde kunne enes. Dog vidste Meredith godt at Lilith kunne være farlig, men af en eller anden grund fandt hun sig selv stole på hende.
Hun pegede på den store by i bagrunden som tårnede op over de mindere landsbyer og noget varmt fandt vej ind i hendes  krop " the big city over there is Doomville and the place I life, Rosehaven is my home if you ever find youself in the city come find me" sagde hun selvom at de begge vidste at det nok ikke kom til at ske. Lillith slog hende ikke som værende et by menneske og en som holdte sig fra dem.

Lilith sad på et træ overfor Meredith, så det var lidt svært ikke at skabe øjenkontakt til hinanden. Well to be fair... I kinda got pulled into this family after my real family klan got murdered by another werewolf klan, by orders from some vampirelords indrømte hun og viste tegn på tristhed over tankerne ramte hende. Lilith vidste faktisk ikke, hvorfor at hun fortalte det til vampyren foran sig, men på en måde, var det rart at snakke om nogle gange. Lilith hadede ikke Meredith, selv om hun var en vampyr, hun nød faktisk selvskabet.
Tristheden over den blonde varulvs øjne forsvart lige så hurtigt, som den var kommede som Meredith snakkede videre. Et charmerende dog kækt smil formede sig på sine fyldige læber, som hun lænede sig forover så den blonde varulv nu var på alle fire. Med et sulten dyrisk blik, kiggede Lilith direkte ind i Meredith mørke kolde øjne. Langsomt begyndte den blåøjede varulv at kravle henimod Meredith, mens Lilith slikkede sig forførende henover læberne og opførte sig næsten som en vild ulv der forfulgte sit byttedyr.
Som Lilith kom nærmere og nærmere den smukke vampyr, bed hun sig drillende i underlæben, mens en lav dyrisk knurren lød. Oh I don't know, one time for everything hviskede Lilith blidt ved Meredith øre som læberne var få centimeter fra den ældre vampyrs øreflip.
Lilith trak sit ansigt en smule tilbage så de nu var ansigt til ansigt, Lilith på alle fire foran Meredith der sad op af et træ, what ever road do you know? Spurgte hun forførende og lænede sig ind for et kys mellem is og ild. Men, som Liliths fyldige røde læber var få centimeter fra den smukke vampyrs egne atraktive læber, stoppede Lilith, og et kækt smil formede sig, might take you up on that offer cold beauty hiskede hun forførende og kravlede tilbage til sin plads som var overfor Meredith igen.
Looks like another big cloud is about to cover the sun soon fortalte Lilith, som hun havde kiggede op på himlen. Der var ikke gåede lang tid før at solen blev dækkede til, hvilket fulgte en varulv og vampyr der spænede så hurtigt de kunne hen over de store grassletter mod den nærmest landsby.
Lilith kiggede op, shit de havde ikke meget tid... sollys begyndte at vise sig i højre side for dem, en 10-25 meter fra, hvor de løb og før de vidste af det, følte det næsten som at solens stråler jagtede dem.
Landsbyen de stormede ind i, var en af de større og de stod i en halvstor kro med en god sjat mennesker allerede i. Begge kvinder fik nogle nysgerrige blikke, da det ikke var et syn man så hver dag.
Den blonde varulv kiggede på Meredith og smilede roligt til hende, Lets hold here for a minut or two... forslog hun og satte sig ned ved et bord som var op af vægen ved et vindu, så de kunne se, hvornår næste store sky ville dække for solen. Det var faktisk ret sjov leg for hende, at undgå solens stråler, var aldrig noget hun normalt brugte for at fordrive tiden. Var nok ikke lige det Meredith ville se som en sjov leg, da hun som sagt, kunne dø af solens stråler.

Meredith lyttede imens hun betragtede Lilith på mange måder var de ens, de havde begget mistet. Hvor Meredith var endt på en meget mørk sti så det ud til Lillith stadig havde en chance for et liv i lyset, det var ikke noget hun ønskede for nogen selv ikke hendes værste fjende, hun skulle til at sige noget, men nåede det ikke før Lilith kom tættere på, det var tydeligt at se at der var noget mere dyrisk over denne kvinde som nu kom tættere på, men istedet for gå på hendes to ben kravlede hun på fireben og ligende et rovdyr, men hun lagde ikke for meget i det, fordi hun var så fokuseret på hvor tæt hun kom. Hun vidste at Lilith vidste at det irreterede hende at have Lilith så tæt på og det stod klart for hende at hun bare gjorde for at drille hende, men det lykkedes alligevel Lilith at overraske hende som hun nærmede sig hendes øre, den varme ånde imod hendes kolde øre fik hende til at bide sig selv en smule i læben. Hun hadede når folk kunne påvirke hende på den måde, men på den anden side kunne hun vel heller ikke give Lilith skyden for at være så betaget af hende, men det var kun fordi hun var så unaturlig smuk, det var ihvertfald det hun bildte sig selv ind.  
Hun betragtede hende og rømmede sig " a road you and I never should take" sagde hun efter at have holdt vejret en smule for længe, det var ikke fordi hun havde  behov for luften, men for væsner som havde behov for den, måtte dette være en smule mærkeligt. Hun betragtede Lilith som hun kravlede tilbage på sin plads og hun skulle lige til sige noget mere inden hun blev revet ud af sine egne tanker og kiggede op. Ganske rigtigt en stor sky skyggede for solen.

Hun var hurtigt oppe og det varede ikke længe før de spændede afsted for at ungå solens stråler som langsomt begyndte at komme tilbage, de nåede en lille landsby og hun smilede svagt som de kom ind i skyggen.  Hun hørte hvad Lilith sagde og hævede svagt det ene øjnbryn " why not stay to dusk?" spurgte hun og det var tydeligt at hun ikke fandt dette spor morsomt. Det var ikke Liliths liv de legede med, selvfølgelig havde hun levet længe, men det var stadig ikke en god nok grund til at lege med hendes liv. Meredith satte sig. Som en fuld mand satte kursen imod dem. Betraget af Merediths unaturlige skønhed satte sig ind ved siden af hende. Han lagde slet ikke mærke til Lilith fordi han fuldt optaget af kigge på Meredith. Hun vendte sit blik imod ham og rynkede svagt i afsky på næsen " do you mind, I am kind of busy don't you see" sagde hun og lavede en bevægelse imod Lilith. Det passede ikke manden særlig godt for han brummede utilfredst af hende og med det samme som hun havde sagt det, klemte han hendes lår og lænede sig frem imod hende. Hun kiggede omkring og så at det kun var hende og Lilith og en bartender.

Hendes øjne ændrede farve, fra de mørke brune nærmste sorte til gylden brun, hendes duft ændrede sig fra død til en meget mere sød lugt " go home to sleep and forget about me" sagde hun og dem som havde hørt hendes normale stemme fik en meget mere flirtende og forførende stemme at høre. Hun brugte igen sin evne, som hun normalt brugte til lokke folk i en fælde og spise af dem. Evnen virkede lidt som sirienes sang, borset fra at hun ikke sang, men talte og lugtede anderledes. Imens hun havde snakket med manden havde hun holdt i hans kæbe så hun kunne se ham i øjnene og der hun slap rejste han sig og gik. Hendes vejrtrækning var blevet tung og igen så hun ikke ud til at have det godt, hendes øjne ændret sig tilbage, men matte nærmste kedelige at se på. Hun tog sig svagt til hovedet og de blev nød til at blive til det mørke, det ville være umuligt for hende at have så travlt som de før hen havde haft det.

Lilith hævede øjenbrynede og kiggede rundt på stedet stay.. in this dump? And still dusk? Spurgte hun og var ikke imponerede over denne kro og bygning. Hun savnede næsten allerede at være ude i skoven og i det fri. Lilith vendte sin opmærksomheden mod en mand, sikkert en der boede i landsbyen, som åbenbart mente at Meredith var noget så interessant. Lilith var dog bedøvende ligeglad om manden slet ikke bemærkede hende, det var hun næsten glad for, for Meredith så ud til at kunne håndtere sådan nogle typer meget bedre end, hvad Lilith ville havde gjort.
Lilith før hun vidste af det, var hendes fyldige læber ved Meredith øre igen, som den blonde varulv lændede sig mod den smukke vampyr. Med en næsten helt forførende stemme, hviskede Lilith ord Meredith ikke kunne nå at høre og den blåøjede varulvs øjne hvilede mod Merediths øreflip, noget der var meget fristende at nappe i.
Pludselig blinkede varulven, som havde hun været forheksede og trak sig tilbage, did... did you just enchant me?! Spurgte hun i en blanding af overraskelse og fornærmede. Og så igen, spændingen og adrenalinen det gav i sin krop, som en helt ny følelse hun aldrig havde prøvede før.
kroejeren havde ikke været til at se nogle steder og de to modsætninger var de eneste som sad i kroen, dog det var ikke så mærkeligt, det var tros alt tidlig om morgen. Lilith kunne godt se at Meredith havde brugt meget energi på det lille trick mod den fulde mand, så han forlod stedet og hvis de skulle fortsætte, måtte Lilith bære kvinden, noget hun bestemt ikke gad.
Guess we're staying here cold beauty, don't suppose you got any money? Spurgte hun og kiggede op, som kroejeren kom hen for at tage deres bestiling, da han regnede med at de var kunder.
Two women... together? Or... Ma'am, are you okay? You don't look too good spurgte kroejeren en smule bekymrede da Meredith så noget så bleg ud. Lilith var hurtig tænkende og svarede før Meredith kunne, My companion and I are very tired, we've been traveling for two days straight, we don't got any money, but after my friend has rested, she will pay you back, with interest forklarede Lilith og lagde en arm om Merediths skulder, så de sad hofte til hofte.
Utroligt nok, købte kroejeren det, man manglede sikkert kunder og tænkte hvis Meredith ville arbejde pengene tilbage, kunne han vel godt give et rum til tøserne. Hvad Lilith ikke lige, havde regnede med, var da kroejeren kom tilbage og viste dem ovenpå, til deres midlertidig værelse, at det var en tomands seng. I'm sorry ladies, but it's the only room I got og med disse ord, skyndte han sig ned igen, efter Lilith havde fået nøglerne, da der var kommede nye kunder. Med en arm om livet på Meredith, som hun også havde haft da de gik op af træpperne, da Meredith som sagt var udkørt, stod de nu foran deres væreste. Den blonde jæger "hjalp" Meredith ind og fik hende sat ned på sengen, ikke fordi at Lilith troede Meredith ikke kunne klare det selv, men fordi at Lilith ville tease vampyren lidt.
Som de nu begge sad på sengen, alene, på en kro, i et værelse med en dobbelseng, kiggede Lilith rundt. Ikke noget at råbe hurra over, men så igen, hun var nok ikke den bedste til at dømme rum i huse, da hun har levede i naturen hele sit liv.
Do you alway get so tired out when using your ability? Spurgte den blonde varulv, som hun vendte sig rundt og med begge hænder plantede på madressen, lænede hun sig en smule forover. Som det store fyldige blonde hår gled ned foran sig, kiggede Lilith Meredith i øjne og ventede spændt på et svar, ikke nok med det, men hun havde et aldeles charmerende smil på sine fyldige og naturlige røde læber.