All the sickness...eh! (Razor)

Der var gået noget tid efter Seans nat med Razor. Natten havde bragt nogle ting med sig og Sean havde brugt de sidste par dage på at sende nogle folk til de største havnebyer på dette kontinent og søge efter...Hvad? Han var ikke helt sikkert. Når det kom til stykket havde Razor ikke rigtig givet ham så mange oplysninger om manden, men Sean var fortrøstningsfuld. Han skulle nok genkende manden når han fandt ham! For nu ville han blot holde øje med de pirater han kom i nærheden af. Lave nogle optegnelser over hvilke skibe, hvilke besætninger og ting i den stil. Det måtte være en start.
Hans søgning for arenaen var også kommet til en pause. Han havde et navn at gå efter nu, men han havde ikke haft tid til at undersøge ejeren af navnet endnu. Faktisk...Var alt sat lidt på pause. Forhåbentlig kun for en dags tid. Klanen kunne sagtens arbejde videre uden ham, han havde sørget for alle altid vidste hvad de skulle gøre eller kunne forvente og sørget for der altid var nogen der stod for ledelsen. Den ville ikke lide, hvis Sean tog en uventet fridag.
For midt i alle Seans projekter var han blevet træt. Meget træt. Mere træt end han plejede. Det var kommet snigende og han havde brugt de sidste to dage på at sove langt mere end han nogensinde havde gjort før. Det var ikke bare en søvn på et par timer, som han plejede, eller søvn fuld af mareridt om den ensomhed Sean følte i sit indre. Det var en tung søvn. Bekymrende...Men måske havde han bare været mere træt?
Hvis det ikke havde været for den voksende hovedpine, at han var begyndt at få det lidt for varmt selv om altandøren på hans værelse stod åbent dagen lang eller han var begyndt at hoste og nyse. Argh! Hvad var dette? Havde nogen udsat ham for en forbandelse? Men intet havde ændret sig! Han havde ikke indtaget noget, han havde ikke haft særlig mange elskere på det sidste eller spist særlig mange, for den sags skyld. Ingen uventede gæster det sidste stykke tid. Hvem eller hvorfor skulle give ham en forbandelse?
Han havde intet fundet på sit værelse, ingen efterladte uforklarlige dukker eller urter, der kunne give den slags virkninger. Så hvad gik det hele ud på? Hvorfor varede det flere dage og forhindrede ham i at arbejde?
Stædigt var han blevet ved. Det måtte jo gå væk før eller siden. En dæmon blev ikke syg. Så det var den sidste mulighed i hans tanker.

Han forstod det stadig ikke, da han vågnede sent denne dag. Han arbejdede gerne hele natten og sov det meste af dagen, men denne nat var han taget tidligt hjem for at sove. Han havde ikke kunne koncentrere sig og varmen var blevet for slem. Nu, da han var vågnet, var varmen forsvundet lidt igen og han kunne bedre overskue at sætte sig op...At rejse sig op...
Men han følte sig overraskende svag. Den pludselige kølige fornemmelse af at forlade en varm dyne gav ham kuldegysninger, efterfulgt af nys. Han nøs ud i luften...
En dæmon blev aldrig syg. Han havde aldrig lært at nyse ned i armen eller i det mindste blot i sin hånd. Selvfølgelig kunne der være støv i luften, men....
Hånden gled igennem det mere-end-normalt strittende hår. Hans hår var mere strittende efter hans svedeture når han sov. Noget han heller ikke normalt havde. Åh, hvad var dog dette?! Han forstod det ikke og det irriterede ham!
Han trak et par bukser og en trøje på og tvang sig selv ud af sit værelse. Han havde været halvvejs nede af marmortrappen, på vej til køkkenet efter en kop the, da han pludselig måtte gribe fat i rækværket og sætte på et af trinene. En pludselig svimmelhed havde grebet ham og han hvilede sig ind mod rækværket i håb om at det ville forsvinde. Det havde truet med at sende ham faldende ned af trappen...

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Uden solbriller selvfølgelig. Og med det sorte læderhalsbånd om halsen + en læderkæde med en ring i.
Fodtøj; Bare tær ~

Razor var næsten aldrig hjemme. Og når han var så sov han. Det skiftede mellem at være et par timer til flere dage. For det meste efter at have hængt ud med Selene. Han måtte nok indrømme at det at arbejde ikke var blevet prioriteret specielt højt. Det på trods af at tingene i det mindste var bedre med Reign, bedre med Tatia. Faktisk var det hele faktisk bedre. Der var selvfølgelig en masse ting man kunne smide ind som ikke var godt. Hele pirat episoden fyldte stadig alt for meget og trak ham ind i mørkere tanker end han gad acceptere. Loris ord rungede i hans hoved - også selvom han havde snakket lidt med Reign om noget i den retning. Så fyldte det stadig. Hans selvværd var helt i bund - utroligt nok, for det havde ellers aldrig rigtig fejlet så meget. Men han var pt lavet af glas og det mindste bump på vejen fik alle stykkerne til at falde fra hinanden. Det var der han havde brug for Selene og hun var der præcis når han havde brug for det, uden spørgsmål eller lignende. Det samme galt selvfølgelig den anden vej rundt.
Han var faldet i søvn på en stol lænet halvt ind over køkkenbordet. Egentlig havde han bedt om at få serveret et eller andet at spise. Men eftersom han var faldet i søvn i de få sekunder han havde siddet og ventet - var det med maden blevet udskudt. Dog blev han vækket ved duften af kød der blev stegt på en pande. Også var sulten måske alligevel lidt på vej tilbage. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist. Han havde været ude længe, alt for længe. Kommet hjem - stadig påvirket. Dog ikke helt så meget længere, det værste af det var sovet væk.

Maden var blevet stillet ved siden af ham. Men det virkede efterfølgende som om folk trak sig på afstand - pause måske? Eller andre mere spændende ting end at lave mad til en sovende slave. Hvad var meningen overhovedet? Var det ikke normalt slaver der gjorde sådan et arbejde. Razor var vel heller ikke en normal en i den kategori. Det havde han aldrig været. Hvilket som helst andet slave liv havde han nok ikke accepteret.
Han skulle lige til at tage første bid af sin mad da han opsnappede en anden aktivitet i huset end dem der arbejdede her. Hvilket fangede hans opmærksomhed og han var hurtigt oppe at stå i sin ellers stadig lidt søvnige tilstand. Men træthed forsvandt hurtigt. Han trissede ud til trappen for at tjekke og måske spørge hvad Sean havde af planer. Dog var det ikke just det syn af manden han havde forventet at se. Han lod hovedet glide lidt på skrå før han kneb øjnene lidt sammen. " Damn Sean.. You look like shit. " Sagde han så bare lidt og et lille smil bredte sig over hans læber.
" Have you been drinking enough water? " Spurgte han så, drillende - nærmest som var det Razor der havde ansvaret for manden og han var et børnehave barn der ikke selv kunne tænke sådan en tanke. Razor lod sine hænder dumpe lidt ned i sine baglommer mens han betragtede synet af den tydeligt knap så veltilpasse mand foran sig. Det var ikke så tit man så Sean sådan - han mindes faktisk slet ikke at have set Sean sådan. Jo manden havde været træt. Men man skulle være dum som en dør hvis man ikke kunne se der var mere end træthed i gære her.
" Are you sick? It looks that way. Did you eat something bad? 'Cause then you just need to let it all out! And you'll be good to go. " Han nikkede hurtigt nogle gange. Måske han allerede havde snakket manden til vandvid. Det var nok ikke en turbo taler som Razor man orkede hvis man virkelig havde det skidt. " I can get you a pillow if you're going to stay there. " Han vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder før han rynkede næsen lidt.

En eller anden stemme rungede i hans ører og det tog et øjeblik for ham at åbne sine øjne til at undersøge hvem det faktisk var. En tjener, der ikke brød sig om at Herren sad på trappen måske? Nej. Selvfølgelig ikke. Det var Razor, opdagede han en smule sent. Fyren stod og sagde en hel masse, men Sean opfangede egentlig kun brudstykker af ordene. Det gik for stærkt for hans feberhede hjerne.
"Vand?" mumlede han svagt.
"Dårlig mad?" Han grinte svagt og lukkede øjnene igen. Han kunne sagtens sidde her hele dagen opdagede han. Det var rart. Rækværket og ikke mindst den hårde marmortrappe var dejlig kold. Kunne man sove på en trappe?
"Jeg spiser ikke almindelig mad, Razor..." hans ord kom lidt langsomt. Han tvang sine øjne op igen. Blot snakken om mad, trods Sean slet ikke spiste menneskelig mad, gav ham kvalme. Det var underligt. Han havde intet drukket af alkohol siden natten med Razor.
Han tog en dyb indånding for at jage det lidt på flugt.
"Dæmoner bliver ikke syge" tilføjede han og tvang tydeligvis sig til at reagere mere normalt. Tvang ordene til at komme med sin gamle kraft og ikke i den svage stemme han havde haft lige før. Hånden blev hvid, som den greb hårdt fat om rækværket og han kæmpede sig op at stå. Han lænede sig ind mod rækværket, ville ganske enkelt falde uden. Hvor var hans balance blevet af?
"Nogen må have forbandet mig..." mumlede han. Det var virkelig den eneste mulighed! Dæmoner blev ikke syge og han var for stædig til at tro det var en mulighed. Dæmonsygens opdukken var flere år gammel og derfor ikke det første i Seans tanker.
"Vi skal have tjekket...Hele huset...Der er intet på mit værelse..."
Han ville have trådt et trin ned, men endte med at sætte sig igen. Hvordan skulle han tjekke hele huset for tegn på ond magi, når han ikke engang kunne komme ned af trappen selv?

" Knoooow but.. Maybe you wanted to try? I don't know - I mean.. You're missing out in some delicious shit." Sagde han så bare lidt med et trak på skuldrende. Han lod blikket hvile mod Sean og fulgte mandens bevægelser. Lyttede til hans hjerteslag og forsøgte at spore sig ind på.. Hvad prøvede han egentlig på? Razor var ikke læge og havde ikke forstand på noget som helst når det kom til helbred. Han kunne fornemme hvis folk ikke havde det helt super duber. Sean var det dog tydeligt lige nu - især fordi manden altid gik som gjorde. Som om det kom naturligt til ham at fange alles blikke og bevæge sig på en måde der dragede dem med sig. Lige nu havde man nok mest lyst til at gå modsatte vej.
" Is that a fact or? " Spurgte han så et øjeblik efter. Razor lod hovedet glide lidt på skrå. Han vidste ikke om dæmoner blev syge eller ej. Han havde selv været syg - men han var på den anden side heller ikke hel dæmon så han kunne ikke bruge sig selv som eksempel. Sean burde vide det, men manden kunne lige så godt have sagt det fordi han forsøgte at overbevise sig selv om at han ikke var syg. Se det var noget Razor kunne være med på! Indbildninger for at få hjernen til at tro det modsatte. Det virkede hvert fald nogen gange.

" A curse!? " Han fik kort store øjne, men ikke chokkeret - nærmere enormt nysgerrig. " You seriously think that? How? Who? Why? " Han skyndte sig tættere på trappen og så undersøgende på Sean. Det kunne vel i princippet være alle. Sean var nok en venlig mand - men han var helt sikkert også en der hurtigt kunne skabe sig en hær af fjender.
" What am I surpose to look for? You go lay down! I'll find whatever you need me to find. " Sagde han så mens han nikkede. Gå på eventyr i huset - det virkede som et eventyr i sikre rammer. Hvad end Sean skulle have fundet, så var Razor den rette for jobbet. Han havde hvert fald allerede fundet sin energi tilbage og var mere end klar på hvad som helst.
" Do you need my help getting back to your bed? We can pull out a couch down here if you want? " Han skævede kort lidt rundt før han rodede sig lidt i håret - dog fandt hans blik kort efter Sean igen. " Even thooough - you look sick. What a boring curse - they could've at least done something.." han lavede kort lidt nogle bevægelser med sine fingre. " You know.. epic, gross? You look like you.. They could've made you ugly - turned you blue or something cool like that. " Han rynkede kort næsen en smule men smilede så bare lidt skævt. Forbandet - det var alligevel noget af en teori.

Hans hjerte slog langsommere, men hårdt. Hans krop var slet ikke minded for aktivitet lige nu, den ville bare gerne ligge stille og prøve at komme sig over hvad end der havde ramt ham. Sean sukkede svagt. Han orkede ikke dette her! Det var gradvist blevet værre. Det var allerede slemt nok! Det ville vel ikke blive værre end det her?! Kunne det overhoved det?!
Det var værre end slemme tømmermænd! Og det var nok det nærmeste Sean havde været på at blive rigtig syg.
"Dæmoner bliver ikke syge...Den eneste sygdom der kan ramme dem er..." Han snakkede lavmælt og da han skulle til at nævne dæmonsygen blev han stille. Hans sætning døde ganske enkelt ud og hans øjenbryn gled tættere på hinanden.
Det var sandt. Der var jo dæmonsygen. Kunne han...? Men hvor? Fra hvem? Han havde ikke hørt om nogen syge. Hvad var sandsynligheden? Sygdommen dukkede tilfældigt op hist og her, efter den var blevet opdaget i Aquener for nogle år siden. Nej. Det kunne ikke være det!
I stedet gik han i krig med sin teori. Lige nu virkede det som den største sandsynlighed.
"Hvem ved?" svarede han med mangel på energi og samme iver som Razor lagde for dagen.
"Jeg har fjender. Mange tør ikke gør noget, men nogle af dem er..." Han hostede svagt.
"...Er magtfulde nok til at gøre denne slags. At være en kriminel overlord er ikke uden fjendskab, som minimum fra byens lov og andre klaner" svarede han med noget der skulle minde om et svagt, skævt smil. Der var jo også ofrene for nogle af de ting de gjorde. Folk der blev bestjålet eller nogen der mistede et familiemedlem. Sean skjulte sig ikke, han frygtede ikke folk, så måske havde nogen endelig fundet en måde at ramme ham? Eller måske var det efter hans tid i Dragons Peak? Der var mange muligheder! Oh...Han orkede næsten ikke at tænke over det. Han stønnede svagt af ubehag, som hans hoved dunkede.

Måske ville han have grint af Razors forslag om anderledes udseende og hvad ellers, men lige nu havde han ikke meget overskud til den slags. Han ønskede ingen medynk, ingen medlidenhed, så det var heller ikke fordi han ønskede tingene anderledes. Razor var Razor.
Han trak tungt på skuldrene.
"Led efter...Ting der ikke bør være der. Måske nogle efterladte urter i et bundt...Tilfældige smykker der ligger et skjult sted. En dukke. Hvad som helst" svarede han, på sin vis glad for at Razor ville give det et forsøg. Det bekræftede ham i at muligheden for at han var forbandet, var reel. Razor sagde i hvert fald intet imod det, men gik med til det! Så måtte det være sandt. Han kunne ikke blive syg!
Og dæmonsygen...Var så dødelig...Der var virkelig ingen anden mulighed!
Han kunne sende bud efter Nicholas. Måske havde manden et antidote et sted? Det var jo blevet lavet og mange dæmoner havde fået den, lige da sygdommen var brudt ud. Men havde de den stadig liggende nu, nu hvor så mange færre blev ramt?
En ting af gangen. Han var sikkert slet ikke syg, jo.
"Jeg skal bare...Lige op igen..." Han skar en svag grimasse. Det sidste han havde lyst til at ligge i sin seng hele dagen. Han var allerede træt af sin seng! En mand, der kun sov få timer i døgnet, gad ikke ligge i den hele dagen. Det var enormt kedeligt og man kunne kun fokusere på hvor dårligt tilpas man følte sig. Han ville langt hellere bruge hele dagen på at sidde på trappen. I det mindste ville han kunne snakke med folk, se dem arbejde rundt om ham.
"Gå du bare i forvejen..." foreslog han så.

" Huh? " Han kneb øjnene lidt sammen. " So demons can get sick - or not? " Han rynkede panden en smule. Lidt forvirret - meget forvirret. " You're making no sense Sean.. " Sagde han så bare og rystede lidt på hovedet. an vidste ikke hvad manden tænkte. Måske han bare burde lade være med at sætte spørgsmålstegn ved det. Han skævede kort lidt rundt før han overvejede det lidt. Alting der ikke burde være der? Der var mange ting. Han rynkede kort næsen en smule - han måtte vel bruge alle sanserne for at spore sig ind på hvad end det så kunne være. Også selvom det at smide en forbandelse over Sean virkede som en underlig ting at gøre. Hvem ville gøre det? Sandt der kunne være mange, men i sidste ende - hvem? Det var en fej måde at få bugt med et problem.
Han kløede sig kort lidt på halsen ved de bid mærker han havde efter Selene. Et af dem han ikke orkede at få gjort noget ved eftersom de hurtigt ville få lov at vende tilbage. Han rystede så bare lidt på hovedet og vendte blikket mod Sean.
" Sean you need to lay down.. Cursed or not - you look like someone on the edge of dying. So do me a favor - lay down while I look around. " Sagde han så bare, et øjeblik i en faktisk alvorlig tone. Razor kendte godt mandens stædighed, men den var der ikke brug for lige nu. Det nyttede ikke at han skubbede sig selv rundt i den tilstand. Tænk hvis det gjorde det hele meget værre. Desuden, hvis han bare lagde sig ned ville Razor ikke behøve holde lige så meget øje med ham som hvis han forsøgte at bevæge sig rundt, hvilket han - af hvad Razor kunne se. Faktisk slet ikke burde være i stand til.

Han svingede kort lidt med sine arme før han så bare begyndte at snuse sig omkring. " I don't even know what to look for - herbs? Well.. Maybe you could be a little more specific? Or I could find a doctor - a which maybe? She would be able to figure out what is wrong in no time! " Sagde han så bare med et lille smil om læberne. Han lod blikket glide rundt før han så mod Sean igen. Han havde mest lyst til at svinge manden over sin skulder og placere hans stædige røv i hans seng. - Selvom det i sidste ende bare ville få Sean til at rejse sig igen og eksistere andre steder end liggende.
Razor måtte indrømme at han faktisk ikke havde skænket Sean meget opmærksomhed på det sidste. Hvilket sikkert også var derfor han ikke havde bemærket at manden ikke havde været helt på toppen. Ikke før nu, men nu var det så også så tydeligt at selv en blind mand ville bemærke det. Han havde haft travlt med alt mulig andet. Alt for meget andet. " What about a shower? You smell funky - that might lighten up your excistence just a bit? Maybe? Yes? No? A cold one? Are you feeling hot? You look hot.. " Sagde han så bare og lod hovedet glide på skrå. Han havde halvt gennem rodet en kommode, samt ladt blikket fluksurere over en reol. Ingenting der virkede til ikke at høre til eller virkede den mindste smule mistænksomt. Måske han i sidste ende burde lede efter noget der havde den mindste fært af noget anderledes.

Han stønnede svagt for sig selv. Han havde næsten ikke overskud til at forklare Razor hvordan det hang sammen med dæmoner og sygdom. Heldigvis var det ikke sikkert han blev nød til det, som Razor snart fortsatte ud af en anden tangent. Også selv om den ikke var mere behagelig. Ligge i en seng?
Han lukkede øjnene, holdt godt fast om rækværket så han ikke ville falde igen. Han åbnede hurtigt øjnene igen, for uden dem virkede hans balance endnu mere skrøbelig og denne trappe var ikke god til at miste balancen på. Marmoren var glat. Et utal af folk var faldet på den, havde slået sig. Noget der havde lokket Sean til at lægge et tæppe, der gik i midten af trappen, men stadig lod lidt af trappens dyre materiale vise sig i hver side.
Til sidst vinkede han Razor tættere på. Fint. Han kunne godt bruge at ligge ned, så turen gik vel...Op til værelset igen? Men han havde nok brug for lidt støtte. Først for sent kom han i tanke om at Razor nok stadig ikke brød sig om berøringer...Han vinkede en sidste gang ud i luften, et tegn på at det var lige meget, selv om Razor måske slet ikke havde nået at opfange hvad Sean egentlig ville. I stedet vendte Sean sig om og stadig med et godt tag i rækværket nærmest hev han sig op af trappens trin.
"Fint. Jeg lægger mig lidt...Eller får et bad. Eh...Vi skal have fat i en tjener...Til at fylde det..." mumlede han så og stoppede op, kun et par trin højere oppe nu. Nu vendte han sig om for tydeligvis at gå ned igen, for at hente en tjener til at fylde hans badekar. Det var jo ikke til at tænke ordentlig lige nu! Det frustrerede ham. Og det frustrerede ham det var foran Razor. Han følte altid han skulle gøre ekstra meget for at beholde magten i rummet, når det omhandlede Razor, for ellers ville Razor enten gøre som det passede ham - og som ikke altid huede Sean - eller måske bare helt gå sin vej og aldrig komme tilbage. Frustrationen gav ham styrken til at gå ned af trappen igen. Jagede den dunkende hovedpine væk et øjeblik, bare lige nok.
"Jeg skal ikke bruge en læge! Eller en heks!" bekendtgjorde han så og lod en hånd glide igennem luften som han understregede sine ord med en overraskende styrke for en mand der var syg. Han hadede læger. Han hadede generelt alle, der kom for tæt på, uden han følte han kunne stole på dem. Folk der ville rage eller rode ved ham eller i nærheden af ham. Læger, der troede de vidste det hele, eller medicin, der smagte og lugtede forfærdeligt. Nej, han var jo ikke engang syg! Hvad skulle en læge så kunne gøre?
Den eneste han virkelig stolte på, angående lægehjælp, var hans gamle pensionerede butler og Nephthys, der endnu en gang var forsvundet. De eneste folk han kendte, der rigtig kendte noget til den slags...
"Skal du bare stå der og se smart ud? Enten gør du dig nyttig eller også fjerner du dig!" vrissede han pludselig. Hans temperament var pludselig løbet af med ham, selv om han øjeblikkeligt fortrød det.
Det var bare fordi...
Han følte sig så udsat...

En kort knurrende lyd forlod Razor. Det var egentlig ikke meningen, den kom bare per refleks. Han kneb øjnene sammen og stoppede op - gloede vel egentlig bare et øjeblik mod Sean.
" Wauw okay... " Sagde han først før han kort slog ud med den ene arm. " And now I'm the one you're mad at? Jeez.. I'm not just standing. I'm looking - it's not like I know what I'm looking for. " Sagde han så bare. At blive bebrejdet for bare at stå og glo når han faktisk ydede en indsats? Nej det gad han ikke. Manden var tydeligt ikke på toppen - men det gav ham ikke en grund til at hakke på den eneste person der faktisk var her og gad og hjælpe. Okay måske havde han overset Seans forsøg på at få ham til at hjælpe ham oven på - men det var da også kun fordi han var i gang med at lede efter mistænksomme genstande eller ting. Han kunne trods alt ikke være flere steder på en gang.
Han rynkede næsen en smule før han så bare rystede lidt på hovedet. " Getting annoyed wont help you what so ever. So pleeeeae just.. Go lay down - I'll take care of the rest.. I'll make sure some one prepares a bath for you. " Sagde han så bare kort efter. Han trådte så bare hen til Sean, mens han lavede en lidt sigene bevægelse der indikerede at manden skulle smutte op i sin seng. " I'll even make you stinky disgussting tea if that makes you feel better? " Han lod hovedet glide en smule på skrå før han så bare rystede lidt på hovedet. Han kunne hvert fald godt finde ud af at lave te' og han havde der efterhånden fundet ud af at det var en af de ting folk serverede for syge mennesker. Hvor syg så Sean end var - nu hvor han nægtede at være syg. Men det ændrede ikke på at han så syg ud. Meget syg. Vås! Selvfølgelig kunne dæmoner blive syge. De havde en krop, en solid levende krop - og alle kroppe kunne blive syge af et eller andet.

Han stoppede op da han nåede hen til manden og lod blikket glide over ham. " When did you last eat? " spurgte han så lidt og lod hovedet glide en smule på skrå. " And I know.. You don't eat food. But you eat something - do you think a soul can bring something with it - that might have, turned you into thiiiiis.. Very sick looking badass demon? " Spurgte han så lidt og bed sig en smule i læben. Det var selvfølgelig bare et forslag - men Razor havde ingen idé om hvad han burde gøre. Han kunne lede hele huset igennem for ting, men hvad hvis der faktisk ikke var noget brugbart at finde. At det i sidste ende måske ikke var en besværgelse men noget helt andet som havde gjort Sean syg. Godt nok var manden gammel - men han kunne vel umuligt vide alt om alting når det kom til sygdom. Razor havde svært ved at tro at dæmoner ikke kunne blive syge - bare det mindste. Det virkede helt hen i vejret.

Razors irritation hjalp ikke på det. Ah! Han havde det så dårligt! Det ville han ikke modargumentere. Han følte sig virkelig dårligt tilpas. Og den eneste måde rigtig at give udtryk for det...Var at fare i hovedet på den eneste og nærmeste. Det var uretfærdigt...Men nogle gange kunne man bare ikke styre det. Sean kunne ikke. Selv ikke nu, velvidende Razor havde ret, kunne han lokke noget der bare mindede om en undskyldning over sine læber.
Han nåede heller ikke langt ned af trappen igen, for Razor gjorde tydelige tegn på at Sean skulle stoppe og vende tilbage ovenpå. Op i sengen.
Hvis han dog bare forstod hvad der skete! Hvad dette var! Og ikke mindst, kunne han få det til at gå væk?!
Han gned sin svedige pande. Frustrationerne, tankerne, gjorde ham svimmel og for en stund steg kvalmen i ham igen. Kvalmen...Det var kvalme, var det ikke? Den underlige, pinefulde fornemmelse i hans mave? Det mindede om små kramper, helt inde i maven.
Dæmonsygens karakteristika var netop det. Kramper i maveregionen. Feber, hoste, nysen. Efter nogle uger ville flertallet dø. Han kunne ikke klare tanken om at det kunne være det. Det MÅTTE ikke være det. Sean havde ingen planer om at stille træskoene!
Til sidst sukkede han bare og skuldrene faldt. For nu ville han bare gøre som Razor foreslog. Måske ville det hjælpe lidt? Og det at han gav efter for Razors forslag...Måtte vel også gælde som en tilkendegivelse af at Sean havde gjort noget forkert i at blive vred på ham...Ikke? Måske var det lidt langt ude. Men i Seans hoved gav det mening. Han gav op. Han ville gå i seng, han ville tage et bad, han ville endda drikke the, selv om han ikke havde lyst til noget lige nu.
"Fint, fint...Jeg giver mig" mumlede han så.
Razors forslag omkring Seans spisevaner var måske en god teori. Sean var ikke så kræsen, selv om han heldigvis havde holdt sig på den rigtige side af sexsygdomme. Men så igen, en dæmon blev ikke syg. Kun af dæmonsyge. Det smittede igennem kropsvæsker og aldrig delte man flere, end når man var intim...Men kun mellem dæmoner, ikke? Sean spiste ikke andre dæmoner. Kunne sygdommen have hvilet i andre af hans ofre?
I et øjeblik glemte han at stoppe sine tanker fra at konstatere han virkelig var syg.
"I forgårs...Jeg spiste i forgårs..." svarede han så, usikker på om Razor fik noget brugbart ud af det. Måske var Razor bange for Sean ville blive sulten, midt i sin ikke-sygdom-sygdom og ville prøve at spise ham?
Alligevel trak det svagt i hans ene mundvige, som Razor alligevel formåede at kalde ham Badass.
Godt så. Han vendte sig om for at kæmpe sig helt op på toppen af trappen igen. Han skulle finde vej til sit værelse.

" Wise choice.. " Sagde han så bare kort før han lod armene glide over kors. Sean måtte finde sig i at Razor bestemte et en smule. Bare lidt. Razor lod blikket hvile mod Sean før han rodede sig lidt i håret. Et eller andet sted var det sjovt at se Sean så... Svag? Men på den anden side var det helt forfærdeligt - for han var slet ikke særlig underholdende. Og ville helt sikkert ikke gøre meget for underholde Razor - ikke udover det ansvar Razor lige selv havde kastet på sine skuldre ved at sige han nok skulle klare 'resten' hvad end så resten kunne være. Sørge for et bad - eller hvert fald for at der blev lavet et til ham. Te - han kunne lave te. Mad til manden havde han ikke planer om levere. Medmindre det indebar at finde en sjæl et sted og slæbe den med hjem. Det ville ikke være det sværeste i verden.
" Good - okay.. Well.. " Han stod et split sekund lidt rastløst før han så bare vendte rundt på fødderne og satte i gang mod en af tjeneste folkene. Forhåbentlig havde de tid til ikke at holde kaffe pause hele tiden og hjælpe til med hvad der skulle gøres. Sean skulle have et bad - ikke at han ville be dem bade manden - men bare lavet et bad. Razor kunne selv lave te også kunne Sean finde sin plet i sin seng indtil tingene var klaret. Spekulere over hvad det var for en forbandelse eller sygdom der havde ramt ham. Også selvom han virkede ret overbevist om at dæmoner ikke blev syge.

Der gik ikke mange sekunder før Razor havde skaffet en til at sørge for et bad. Manden begyndte med det samme at rende frem og tilbage som en hårdt arbejdende myre. Yderst interessant at glo på. Og det eneste der var at glo på mens Razor stor og fumlede med at få en kedel op at køre så der kunne blive kogt varmt vand til te. Han vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder før han skævede mod den mad han havde efterladt på bordet da Sean var kommet ned af trappen. Han lod kort hovedet glide lidt på skrå før han bed sig lidt i læben men snuppede så bare kødet fra tallerknen og bed sammen om det før han snuppede bakken med den te han havde lavet og smuttede ovenpå. Hvad det så end var for en te vidste han faktisk ikke. Han havde spurgt en i køkkenet og havde fået et svar. Så han havde selvfølgelig bare lavet ud fra det svar.
" Teeea! " Sagde han så bare - mumlede eftersom han stadig havde kød mellem tænderne. Ikke specielt charmerende sådan med en lump kød hængende ud af munden. Han lod kort blikket glide rundt før han med den ene fod skubbede døren op indtil Sean - eftersom han gik ud fra at manden var nået derind. Havde han gemt sig et andet sted ville Razor selvfølgelig bare lede indtil han fandt ham igen.

Sean havde kæmpet sig ovenpå. Selv turen op af trappen var belastende for kroppen og anstrengelsen truede med at gøre ham yderligere svimmel. Til sidst nåede han sit værelse, orkede ikke engang at lukke døren ordentlig bag sig, som han bare lod sig vælte om i sengen.
Sean havde et privat toilet og baderum, som en dør fra hans værelse gik direkte til. Tjenerne havde en anden vej ind i baderummet, så Sean bemærkede ikke engang tjeneren, som denne brugte den anden dør fra gangen til at fylde det store trækar derinde. Tjenerne havde godt bemærket at Sean ikke var på toppen og de forestillede sig sikkert deres, men det kunne Sean ikke tage sig af nu.
Seans værelse var mørkt. Gardinerne hang for vinduerne og for døren ud til Seans lille altan. Døren stod på klem og en let brise fik til gider gardinet til at bevæge sig. Den friske luft jagede alle Seans lugte væk. En syg person kunne ofte få et rum til at lugte forfærdeligt, men det var ikke tilfældet lige nu og selv hvis det var, ville Sean næppe bemærke det selv.
Med de nøgne fødder gemt under en dyne og ellers stadig påklædt lå han på ryggen, med den ene arm over sine øjne og prøvede at slappe lidt af. Dette var virkelig forfærdeligt!
Han havde aldrig oplevet noget lignende. Han kunne ikke lade være med at overveje...Kunne man ikke få det til at gå væk igen? Folk tog medicin for alverdens, for at få noget til at gå væk. Men hvis det var en forbandelse kunne man selvfølgelig ikke bare indtage noget og så gik det væk...

Det var først da Razor kom ind at han bevægede sig igen. En brise fra altandøren fik ham til at nyse, som han prøvede at sætte sig op for at modtage Razor, der kom ind med theen. Han vinkede Razor over mod skrivebordet, der som altid var fyldt op med diverse breve og kort, så Razor kunne stille theen fra sig der. Samtidig bankede en tjener på døren.
"Badet er klart"
da tjeneren, efter et hurtigt blik på både Razor og Sean, ikke virkede til at være yderligere ønsket skyndte han sig at gå igen. Lukkede døren efter sig.
Sean lod en hånd glide igennem sit hår og trak vejret dybt, som han sad på kanten af sin seng. Pludselig var det at ligge ned noget af det eneste han havde lyst. Meget mere behageligt for hans dunkende hoved end at sidde eller stå. På det punkt havde Razor haft ret...
"...Når du er syg...Eller nogen anden er syg...Hvordan er det så?" spurgte han stille, med et blik der enten var lukket eller kun så ned på gulvet.

Razor lod kort blikket flakke mod tjeneren der trådte ind og indformerede omkring at badet var klar. Fint fint, ikke at det betød så meget for Razor - han regnede med Sean godt kunne finde ud af at bade selv. Medmindre selvfølgelig han ønskede selskab af Razor, men det var ikke ligefrem fordi han havde lyst til selv at fange den sygdom han stadig var overbevist om Sean var blevet ramt af. Han fik placeret teen på bordet før han så bare vendte opmærksomheden tilbage mod Sean. Han lod hovedet glide en smule på skrå før han så bare trak lidt på den ene skulder. " Well... Usually I just ignore it, so I don't really think about it that much - unless ofcourse its really bad and just having your eyes open makes you dizzy. If that's the case. I don't know, not not at all that great - stomach pain, headache. Hot and then cold and then hot. It feels like - I'm about to explode, restless but to weak to move and to sick to find a way to stay in your body. " Sagde han så lidt og kneb øjnene lidt sammen.
" Sometimes it helps juuust throwing up and bam! You feel great! - Or a nice loooong visit to the toilet - that is kinda great too.. " Han rodede sig kort lidt i håret før han så bare trak lidt på den ene skulder. " And then there's times where you just gonna have to wait it out - pray not to die - even though it would be a nice escape from the awful way your body is feeling. " Der var mange måder man kunne sige det på - men Razor var nok en af dem der godt kunne overdrive en smule. Eller også var det kun fordi han virkelig bemærkede sygdom når det ramte hårdest ellers tog han sig ikke af det. Han var ikke pylret.

Han vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder men sendte så bare Sean et halv skævt smil.
" But ofcourse - if demons dosen't get sick, then... It must be something else. Right? " Han hævede så kort lidt et bryn før han overvejede det en smule. Man ønskede ikke sygdom for nogle - men det skete. Og Sean var lige nu et pragt eksempel på en syg person. Hvad end det så var han fejlede. Razor var trods alt ikke helt dum.
" Get up - your body won't heal in a cold shower. Probably only make it worse. " Sagde han så bare og gjorde en lidt hunsende bevægelse med sin ene hånd. " I'll keep you company if you like. Or - you can call for me if you need me. For anything. Either way, I'm not getting in the water with you. Way toooo risky.." Sagde han så bare med et lille grin.
" You can drink the tea while being comfy in the bath - then you can get all warm and fuzzy both on the inside and outside! " Sagde han så bare kort efter. Ellers ville teen jo også ende med at blive kold og det ville være ærgerligt.

Sygdom var da forfærdeligt. Han havde set syge folk, men aldrig tænkt særlig meget over hvordan det måtte have føltes for dem. Altså fysiske skader, som sår eller brækkede knogler, var noget han kunne relateret til og tildels tage sig af selv, selvfølgelig til en hvis grænse. Men sygdom? Der var alligevel et punkt han ikke rigtig vidste så meget om. Aldrig havde gidet at sætte sig ind i.
"Dæmoner kan rammes af en sygdom...Men den er ret dødelig. Så lad os håbe det er noget andet, ikke?" brummede han til sidst. Hvis det var...Det var det ikke...Men hvis det var...
Hvad så? Sean havde intet testamente. Hvem skulle han også give sin ting hvis det endelig var? Daron? Drengen ville sikkert nægte at modtage noget af det. Razor? Razor var da definitionen på at være ligeglad med den slags ting og Sean var ikke sikker på om fyren overhoved ville respektere de få, personlige ting som Sean holdt tæt ved sit hjerte. Alane? Lori?
Det var en absurd tanke. Det var nemmere at håndtere ideen om at tage et bad.

Han havde været ved at rejse sig fra sengen, da kramperne i maven tog til. Automatisk gled hans arme rundt om hans mave og han knækkede sammen på midten med et ansigtsudtryk der tydeligt fortalte de smerter han gennemgik lige nu.
"....Fuck..."
Kramperne var ikke rare. Som...Noget inden i ham, der vred hans tarme og organer rundt. Flåede det fra hinanden. Selv ikke dårlig mave gav denne slags kramper...For selv om Sean ikke spiste mad, kunne han stadig rammes af dårlige mave. Han indtog jo drikkelse af diverse arter.
Han gispede efter luft. Han gled ned og sidde på sengen igen. Svagt huskede han at det bedste mod kramper var at strække ud i den del af kroppen, der var ramt af dem...Men han kunne ikke få sig selv til det. Til sidst gik de væk af sig selv og han kunne endelig slappe lidt mere af. Trække vejret igen. Hele hans indre føltes ømt og udmattet. Fuck.
Efter at være kommet sig lidt tvang han sig selv op igen. Halvt foroverbøjet kom han over til døren, der førte ind til hans private badeværelse. Han åbnede døren og stod så i rummet. Det store kar i midten dampede af varmt vand, håndklæder var lagt frem og badet var blevet tilføjet nogle olier der skulle rense og berolige, så rummet var ved at få en sød duft.
Sean kæmpede sig over til kanten af karret og stod støttet op af det med en hånd. Tøjet skulle af...
Han kunne slet ikke overskue det, men gav sig til at kæmpe med det alligevel. Da han ikke havde overskud til selv så simple bevægelser, resulterede hans dæmoniske styrke i at han halvt og halvt flåede tøjet af sig...
"Så varme er godt?" brummede han svagt. Hvad gjorde rask? Hvad lindrede? Af en eller anden grund var han afhængig af hvad Razor kunne fortælle ham. Den varme luft fra badet fik ham til at nyse. Hans næse løb. Shit...
Han greb et af håndklæderne, tørrede sig så godt han kunne og kastede håndklædet over i det ene hjørne, hvor han ikke ville forveksle det med et rent et.

Razors blik hvilede længe på Sean - han vidste ikke helt om han burde hjælpe manden eller bare blive stående og gro fast i gulvet under sig. Han rodede sig kort lidt i håret før han skævede lidt mod døren til badeværelset. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder. Han fulgte med Sean ud på badeværelset og - stod til rådighed hvis der var brug for hans hjælp. Også selvom det var underholdende nok i sig selv at se Sean kæmpe sådan rundt med sin egen eksistens. Razor havde det jo helt fint så han kunne ikke rigtig sætte sig i Seans sko og føle den belastning hans krop var i. Heller ikke selvom han mistænkte at have prøvet noget lignende. Nej nej, han fandt det underholdende frem for synd. Måske lidt synd, men manden var ikke på renden til døden endnu og man skulle jo ikke tagende sorgerne på forskud.
" And what sort of illness is that? The one demons can get? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide på skrå. Han vippede kort lidt frem og tilbage på sine fødder da han stoppede op ved siden af karet.
" Well... Being cold usually makes it worse. Sooo I guess making sure your body is warm is a good thing - if you're sick then it might not be able to do the job all by itself so the warm water from a bath is good.." Sagde han så bare lidt mens han nikkede. Han overvejede det kort lidt før han så bare smilede lidt skævt. Utroligt at han huskede hvad folk faktisk havde fortalt ham når han som lille havde nægtet at gøre alle de kloge ting man burde gøre når man var syg. Hvile sig - ikke lege i haven på bare tær om vinteren. Glemme sin jakke eller andre ting. Når han tænkte tilbage havde han faktisk været syg mange gange, men simpelthen bare ikke gidet gøre noget ved det. Heldigvis ikke noget slemt nok til at slå ham ihjel.

Han pillede kort lidt ved sine fingre før han skævede mod håndklædet Sean kastede væk. Han smilede så bare lidt skævt før hans blik rettede sig mod manden igen. Et øjeblik en smule betragtende - godt nok var han syg men det ændrede ikke på at han stadig så godt ud - syg men stadig enormt attraktiv. Han lod hovedet glide lidt på skrå men rettede sig så bare lidt op. " Soooo do you need me for anything? " Spurgte han så lidt. Han lod sine hænder dumpe ned i sine lommer. Han var lidt i tvivl om hvilke ting han egentlig kunne hjælpe med. Sean skulle vel forhåbentlig bare bade. Han kunne være selskab - men gad manden i virkeligheden høre på Razors plapren når han havde det som han havde? Razor tvivlede - men så igen.. Han kunne også bare vente og se, sendte Sean ham væk så måtte han jo gå. Hvis ikke - tja så var Razor da i det mindste underholdt.
" As long as you don't die its fine. Soooo if you suspect that demon sickness - please tell me and tell me what to do about it. Not gonna let you die you know.. " Sagde han så bare lidt og rystede kort lidt på hovedet.

Tøjet var af. I mere eller mindre hel tilstand. Sean kunne ikke være mere ligeglad, da han trådte op i karret. Lunt...Måske også lidt for varmt. Langsomt sænkede han det ene ben ned i vandet, så det næste, før resten af kroppen langsomt blev sænket ned i vandet. Hans krop gøs af den pludselige varme og gav ham et vandfald af nye nys. Hvad var denne trolddom? Hvad hjalp det at nyse på denne måde? Det var så ubehageligt. Et sprøjt af...Spyt? Han skyllede sig i vandet og sank så langt ned, at kun hovedet var oppe. Det var på en måde rart og afslappende at være i vandet...
"Dæmonsygen..." mumlede han. Han hvilede hovedet mod karrets kant og lukkede øjnene lidt. Han havde ingen overskud til at overveje hvor tiltrækkende hans krop selvfølgelig var. Eller for aktiviteter den slags tanker kunne medføre.
"...Er...Hvad ved jeg? Ny. dukket op for...Hvad...Nogle år siden? Stor dødelighed. Rammer kun dæmoner. Jeg mener...Når jeg tænker over det...Dækker mine symptomer så egentlig ikke sygdommen? Jeg ved det ikke..." Han havde fulgt lidt med i sygdommen lige da den var brudt ud, men havde siden glemt alt om den.
"Der er en kur...Men hvor og hvordan...Det ved jeg virkelig ikke" brummede han en smule ligegyldigt. Han drejede hovedet og åbnede øjnene lige nok til at se hen mod Razor. Hvorfor stod han der?
Han trak en arm op af vandet og vinkede Razor tættere på, indbød ham til at sidde på den stol, hvor tjeneren egentlig havde efterladt en stak håndklæder. De kunne jo bare smides på gulvet eller noget.
"Den tager vist...3 uger? 4 uger? Nogle uger i hvert fald...Før man ved om man dør eller ej. Jeg har en rapport om den et eller andet sted..." hvor var rapporten blevet af, midt i alle hans flytninger fra den ene by til den næste? Han blev faktisk i tvivl. Ham, der altid vidste hvor alt var! Tydeligvis var sygdommen blevet nedprioriteret i hans hjerne.
"Bare...Tal lidt med mig. Ellers falder jeg i søvn og så drukner jeg" afgjorde han så bare. Han havde faktisk ikke lyst til at være alene lige nu og som han lå her, med lukkede øjne, følte han sig faktisk noget udmattet.

Razor rynkede kort næsen en smule før han så bare placerede sig på stolen efter at have lagt håndklæderne på gulvet ved siden af. Han satte sig med det samme i skrædderstilling - at sidde normalt var ikke noget han gjorde specielt ofte. Han vippede kort lidt med sin ene fod mens han overvejede det hele lidt. Dæmonsyge. Det sagde vel næsten sig selv. Razor havde ikke hørt om det. Underligt hvis man tænkte over han havde brugt det mest af sit liv blandt dæmoner - men nej. Det var ikke en sygdom han havde skulle høre om.
" Sooooo that means you're going to die? In a few weeks? " Spurgte han så lidt før han kneb øjnene lidt sammen. Han rodede sig kort lidt i håret men nikkede så bare en smule. " Unless we figure out how to make it go away. I can do that. " Sagde han så bare og nikkede nogle gange. Han havde absolut ingen planer om at lade Sean dø. Hvor dumme intriger de kunne have med hinanden så var Sean hans herre, og ven. Ingen tvivl om det. Razor havde efterhånden lært at venner var nogle man passede på så det var da en ting han havde tænkt sig at gøre. Desuden gad han ikke være herreløs igen og det ville han jo blive hvis Sean døde.

Han pillede kort lidt ved kanten af karet før et lille halv skævt smil bredte sig om hans læber.
" Drowning isn't that bad - I tried it once actually. After the burning sensation in your throat it's all very peaceful. " Han trak lidt på den ene skulder før han skævede en smule rundt på badeværelset. " Sooo do you know where that report thingy about the sickness is? Not that I can read it - but I do know a few people who can read who would be able to help. " Sagde han så lidt før han kort bed sig lidt i læben. Det ville jo være smart. Han kendte op til flere der kunne læse. Reign var nok ikke den rigtige at spørge. Hvis man søgte dybt nok i det venlige menneske ønskede han i sidste ende nok at Sean faktisk døde. Kun fordi manden generede hans tanker - måske. Razor snakkede ikke så tit om Sean i selskab med Reign så han kendte faktisk ikke helt fyrens holdning til manden. Kun at emnet normalt gjorde ham en smule.. stille. Hvad det så end betød. Tatia kunne læse, Selene kunne læse - det var da hvert fald to muligheder. Selene så han alligevel ofte så hun var faktisk oplagt at spørge til råds.
" Wait a second.. " Sagde han så lidt før han rettede blikket mod Sean og lod hovedet glide på skrå. " Does that mean you've been living for.. what - eight hundred years? And you have never ever been sick? " Han gik i stå et øjeblik før han så bare rystede lidt på hovedet. " Thats just.. " Han rystede lidt på hovedet endnu engang. " So cool! - Wauw... " Han kunne ikke helt lade være med at grine før han så bare rettede sig lidt op. " See - why didn't I get that part of a demon? I'm basically just.. A weak-ass shapeshifter. How depressing. " Tilføjede han så bare lidt med et halvhjertet suk.

Han kunne ikke rigtig tænke på det hele som om han ville dø...
Et eller andet sted havde han måske accepteret at det i princippet kunne være dæmonsygen. Måske. Hvis man så negativt på det. Men at dø? For en mand, der var opvokset med at udødelighed var det naturlige for ham, var tanken om at dø inden for de næste par uger lidt for absurd. Han kunne ikke rigtig vikle sine tanker omkring det, forstå det. Dø? Naaah. Det var hans lod at se andre dø, men ikke selv at dø. Som den stille skygge, der altid var der, mens alle de andre skygger kom og gik. Ensomt, måske, eller blot enormt magtfuldt. Det var jo ikke fordi han var den eneste udødelige i verden, så han havde mange bekendtskaber han også ville høre om eller se igen inden for de næste mange mange år.
"Et eller andet sted i biblioteket...Jeg har nogle kasser med rapporter, som ikke er bøger og derfor ikke hører til på en hylde" Han trak let på skuldrene og tvang de trætte øjne åbne. Theen? Havde der ikke været the? Han rettede sig lidt op fra sin halv-liggende position i vandet.
"Jeg har ingen plan om at drukne, Razor...Det og så at blive sat ild til påstår folk at skulle være de værste måder at dø på. Men hvem er død om og om igen til faktisk at kunne sige det?"
Han studsede ikke så meget ved at Razor mente han havde prøvet at drukne. At drukne betød som regel død, men Razor sad jo lige ved siden af ham, så helt død kunne han ikke være. Han viftede let i luften med den ene hånd.
Prøvede Razor at tage sig af ham? Nuttet. Og umuligt. Sean tog sig af Sean. Når det kom til stykket var der aldrig rigtig andre. Og han havde ikke brug for at Razor gik og startede et rygte om at Sean var dødelig syg...Den effekt det ville have på hans rygte, hans klan, al hans arbejde!
Nej. Det måtte ikke ske.
"Hvis folk spørger er jeg udenbys de næste par uger..." han gad ikke tilføje et 'hvis' i tilfælde af han døde. Som nævnt var tanken for absurd og han ikke rigtig klemme det ind i sine tanker eller tage sig af det.
"...Jeg får brug for du...Smutter ned til klanen en gang i mellem, tjekker op på tingene og kommer hjem til mig med rapport om hvordan det går i klanen. Bare rolig, du skal ikke selv skrive eller læse noget. Bare hente. Okay? Klanen kan for nu styre sig selv. I hvert fald de næste par uger, okay?"
De kunne lige så godt få styr på de praktiske ting. Sean ville næppe kunne sidde og arbejde det næste stykke tid alligevel.

800 år...Han havde ikke helt levet så længe. Nu han tænkte over det havde det egentlig nok været hans fødselsdag igen. En dag som alle andre. Han var...761 nu, ikke? Det gik langsomt fremefter. Så hans storebror var...850? Eller deromkring?
Alle de år. Det løb som længe, men for Sean gled det hele lidt sammen og han havde ikke rigtig en fornemmelse af hvor langt tid der egentlig var gået, var det ikke fordi han havde holdt øje med hvor mange år der var gået. Selv tingenes tilstand ændrede sig ufatteligt langsomt.
"Nogen siger udødelighed er en forbandelse. At se folk dø igen og igen. Ensomhed. At man går glip af følelsen af...Rigtig at være i live eller jagte et mål. Ting der betyder meget mere for folk, der kun lever de næste 50-100 år" bemærkede han så og så over mod Razor igen.

Han kunne under ingen omstændigheder lære at læse på få uger - hvis der overhovedet gik så længe før det var for sent. De vidste jo godt nok ikke med garanti hvad Sean fejlede men dæmonsyge lød ærlig talt ikke udelukket. Måske manden havde samlet det op på sin rejse - men det først slog til nu? Det var ikke fordi Razor havde meget forstand på sygdomme, han vidste bare hvordan det føltes at være syg. Så en dæmonsyge han aldrig havde hørt om var helt sikkert ikke det han skulle gøre sig klog på. Han måtte finde de papirer Sean snakkede om og evt få en til at hjælpe med at læse det. Om ikke andet var der da andre folk i huset som måske kunne læse. Han
" Well.. " Sagde han så bare lidt før han kort overvejede det lidt. Han trak så bare kort lidt på den ene skulder. " Good - I'm not sure I would be able to bring you back if you did. Some people know how to do it. Did you know that? Without magic or anything. Impressive. " Han nikkede kort lidt nogle gange før han så kort rynkede panden en smule. Razor havde selv oplevet det - tilbage i arenaen hvor han var fanget i en kugle af vand. Der var lige et øjeblik hvor han slet ikke rigtig kunne huske så meget andet end en følelse. Også den ubehagelige fornemmelse af sin krop igen eftersom den havde været i smerter.

" I can do that - no problem! " Sagde han så med et enkelt nik. Rapportere omkring hvad der skete i klanen ville ikke være et problematisk job. Han regnede dog ikke med at Sean ville være senge liggende alt for længe. Han ville finde en måde at gøre manden rask på. Det var deprimerende at være omkring syge folk - især dem som havde sygdomme som i værste fald ville trække en med i døden.
" Just because you're old and dying! Dosen't mean you get to be wise and depressing. We're gonna figure out a way to make you better. Somehow! " Sagde han så bare - super optimistisk. Han havde ingen anelse om hvor slem en sygdom det egentlig kunne være. Måske lidt, men det virkede som en fjern tanke at Sean faktisk kunne dø - han var udødelig? " You just have to find people in your life who wont just go die - I mean.. I bet you're not the only one who can live forever! Vampires dosen't die either. And you're cool - who wouldn't wanna spend a eternity with you? Imagine how many great adventures!? Jeez.. " Han kunne ikke helt lade være med at smile før han rettede sig lidt op. Razor ville hvert fald ikke have noget imod at få sit liv forlænget en smule. Han havde sandt nok oplevet en masse på meget kort tid - men det betød ikke han mente han havde nok år tilbage til alt det han gerne ville. Især ikke hvis hans krop på et tidspunkt blev gammel og ude af stand til at bevæge sig.
" I'm greedy when it comes to life. I feel immortal - act like I'm immortal. I'm not though, I did die once. And I have been close to dying way to many times. - What if all the lives that I take, is somehow the reason why I'm still here - how cool would that be? Like.. every kill makes my life span longer? Stronger? " Han kneb kort øjnene lidt sammen før han så bare hævede lidt et bryn. Fascinerende alligevel.

Han rystede svagt på hovedet og gav sig til at vaske sin krop med en vaskeklud. Det var faktisk rart at så sveden skyllet af og i et øjeblik - men kun et øjeblik - kunne han snyde sig selv til at tro et bad ville vaske det hele væk og når han rejste sig, ville han have det bedre.
"Jeg forventer ikke at nogen hjælper mig til at leve videre. Men for at være ærlig, har jeg aldrig rigtig tænkt over døden. Den er ikke aktuel for mig på samme måde som for dødelige. Det at døden ikke røre mig tilføjer nok til min naturlige arrogance" han smilte svagt, ikke det mindste ked af det var en af siderne af hans personlighed. Han nød at gå blandt dødelige og vise dem sand magt, sand styrke, sand udødelighed. Og hvis de dødelige kom lidt for tæt på, ville han blive Døden for dem.
"Hvem siger jeg er døende? Skal jeg mindre dig om at mindst 10% altid overlever? Jeg er Archdemon. Hvis nogen overlever må det være mig!" brummede han så utaknemmeligt. Havde Razor allerede afskrevet ham? Det var hurtigt. Han dyppede hovedet ned under vandet og kom op igen et øjeblik efter, med vand der dryppede ned over hans ansigt. Hans hår blev mørkt og fladt af vandet og Sean måtte børste det væk for det ikke skulle dryppe ham i øjnene.

Han svarede ikke til det med venskaber. Han havde bekendte der ville leve evigt, præcis som ham selv, men at være venner for en evighed? Det virkede lige positivt nok. En af livets løgne. Han havde levet i 800 år og ikke et ansigt var stadig det samme. At tro anderledes ville være at lyve for sig selv og give sig selv falsk håb. Men det var ensomt...Men måske skyldtes det mere hans egen personlighed. Der fandtes andre der levede evigt og som ikke var ensomme. Men hvem vidste, måske var det noget alle udødelige ville føle før eller siden?
Han rømmede sig svagt og rystede svagt på hovedet. Det fik hans hoved til at dunke igen og han holdt straks op. Eh...
"Sådan tror jeg nu ikke det fungere. Du er blandingsrace ikke? Halvt det ene og halvt det andet. I princippet kunne du godt have arvet mulighed for udødelighed, men du kunne også have arvet mulighed for at være dødelig. Selv om jeg er udødelig kan jeg stadig dræbes af almindelige skader, af våben, af ulykker. Alle, der ikke spiser mad, dør af sult. Mennesker er dødelige, selv om de spiser dyr hver dag. Mennesker dør, selv hvis de ligefrem er kannibaler. At slå ihjel giver ikke til ens eget liv, det er jeg sikker på" argumenterede han og følte sig egentlig bedre tilpas ved at tænke på andet end sin sygdom...Også selv om emnet var vokset frem efter snakket om sygdom og død. Nogle lidt dystre emner, helt klart.

" You should? Why else would people help you? If you're not even gonna expect them to? That like punching someone in the face and expect them to be cool with it. " Sagde han så bare lidt før han rynkede panden en smule. " One thing is if you don't want help - thats cool, feed your pride. But stepping on the trust between to people? " Han lod blikket hvile mod Sean et øjeblik før han så bare trak lidt på den ene skulder. " Or maybe I'm foolish - but to be honest I'm expecting you to help me keep on living if I died - or almost died. And thats because I trust you and I know I'm not just an ant in your way. 'Cause why would you bother having me around if that was the case? You care - just like I do. " Sagde han så bare lidt før han kort rettede sig lidt op.
Han kunne så ikke helt lade være med at grine. " Seee? 10% Thats like... Yea - maybe you're not dying quite yet. Not unless you accept the fact that there's people who might be able to help you. And by people I mean me! " Sagde han så bare med et lille smil. Han vidste godt at Sean havde andre i sit liv også. Men hvem vidste han ikke helt præcis - det var kun en af dem han havde set og mødt - hvert fald af hvad han kunne huske. Udover dem i klanen selvfølgelig. Men han havde aldrig i sit liv planer om at opsøge Lori om hjælp til noget. Aldrig. Men Sean kunne ikke automatisk være en del af de ti procent, ikke medmindre der blev fundet en måde at gøre ham mindre syg.

Razor gloede et øjeblik mod manden før han så bare kneb øjnene lidt sammen men klikkede så bare kort med tungen og rystede en smule på hovedet. " You're no fun! " Sagde han så bare - dog med et skævt smil om læberne før han rejste sig fra sin stol.
" It would still be cool if it worked like that. Think a little outside the box - imagination is key! Especially when you're lying sick all day everyday. Then you can't just spend time thinking logically - thats boring. " Han gjorde kort en bevægelse med sin ene hånd før han vippede en smule frem og tilbage på sine fødder. Måske der også bare nogle gange var lidt for mange idéer i hovedet på Razor. Lidt for mange teorier. Eller omvendt var det Sean der helst skulle se tingene så de gav mening. Der var mange muligheder. Men ikke noget der var værd at spille samtale på når der allerede fra starten var en tydelig seriøsitet i Sean som Razor ikke helt kunne leve op til på nuværende tidspunkt.
" Do you still want your tea? I mean.. it might have gotten a liiiittle bit cold - but you know. Dosen't make it taste bad - I think.. " Han rodede sig kort lidt i håret før han så kort overvejede det en smule.

Han rømmede sig svagt. Razor misforstod ham og måske netop for det Razor kun havde misforstået ham, følte han sig ikke videre stødt over hans valg af ord. Til tider kunne Sean ellers godt finde på at tage tingene lidt for...Nært.
Han rettede sig i vandet, så han kom tættere på Razor. Han lagde armene på kanten af karret og hvilede hagen på dem, mens resten af hans krop hvilede under vandet. Han ville have rakt sin ene arm ud efter Razor, hvis ikke det var fordi han var i tvivl om han alligevel kunne nå herfra. I stedet gled der et svagt smil over ham og hans øjne spillede i det dunkle rum.
"Er du usikker på om jeg vil stå der, hvis du får brug for mig?" spurgte han direkte. Det var rart at vide Razor troede på ham, håbede han ville være der. Som at føle nogen...Faktisk havde brug for ham?
"Razor. Du er min slave, men også en ven, om du vil det eller ej. Hvis der nogensinde skulle ske dig noget ville jeg sætte alt i bevægelse for at hjælpe dig. For at hjælpe hvem som helst, der står mig nært nok. Kun få folk står så nært, at jeg vil gøre næsten alt for dem...Men du er en af dem. Så tvivl aldrig på at jeg vil være der for dig" Hans stemme var blevet lidt mere alvorlig, modsat kommentaren før det havde været en anelse mere drillende. Han bevægede sig lidt under vandet, fik det til at skvulpe let ind mod karrets kant.
"Måske vil du også være der for mig...Men jeg forventer det ikke. Mine problemer er mine problemer og til tider kan de være farlige for folk omkring mig. Jeg vil ikke sætte mine få nære bekendtskaber i farlige situationer eller risikere at de risikerede noget ved at hjælpe mig. Eller at de overhoved ved hvordan de skal hjælpe mig! Det er nok for mig at vide de gerne vil. Og...Lad os være ærlige...Hvor mange vil faktisk stå der, hvis det virkelig gjaldt? Jeg har haft flere der kaldte sig mine venner...Men så snart jeg fik det svært...Var der ikke en skygge tilbage af dem" Han rettede sig op fra vandet. Han havde mistet lysten til badet. Hans sind var blevet mere mørkt, efter at huske tilbage på de besværligheder han havde haft i Dragons Peak. Han kunne stadig ikke håndtere han havde haft en depression og han kunne stadig ikke ryste alle de negative tanker af sig. Alligevel var det dog blevet bedre på det sidste. Bedre, fordi folk som Razor og Lori hele tiden var der, hele tiden fortalte ham noget andet end hvad han havde overbevist sig selv om.

Han rejste sig op, trådte ud af karret og bukkede sig ned efter et håndklæde. Hele hans hoved dunkede på den mest forfærdelige måde af bevægelsen. Han stønnede svagt for sig selv og begyndte at tørre sig med håndklædet. Ude af det varme vand gled igennem kuldegys over hans krop og fik ham til at nyse. Og han havde ikke engang noget rent tøj med ind...Måske skulle han bare gå ind i sin seng, nøgen som han var. Nøgenhed var ikke et problem for ham, trods alt. Langt fra pinlig over det.
"Du vil gerne hjælpe? Jeg ved ikke hvordan du skal hjælpe" indrømmede han bare. Razor var ingen læge. Han kunne ikke engang sende Razor ned til det lokale hospital, for Sean var ikke engang sikker på hvad han skulle bede Razor spørge efter. Eller om hospitalet overhoved havde det? Eller give det, uden at se patienten? Der var så mange hvis'er.
"Bare fordi jeg er realistisk, betyder det ikke jeg ingen kreativitet har. Jeg gider bare ikke skuffe mig selv med ligegyldige forestillinger om verden omkring mig. Ville man så ikke hellere foretrække sin fantasi frem for den faktiske verden? Vil man så ikke ende med at leve et liv, hvor man for evigt fortryder man faktisk lever i en langt mere kedelig og hård verden, end den man selv opfinder?" svarede han, før han vinkede Razor med sig, fordi Sean ville forlade badeværelset og ind i sin seng. Theen kunne han tage med i sengen, trods alt.

Razor kunne ikke helt lade være med at smile før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. Egentlig var han ikke usikker på det, også måske alligevel en smule. Kun fordi Sean var som han var - men i sidste ende var det sikkert kun fordi Razor ikke havde lukket manden ind på samme måde som han havde gjort med så mange andre. Hvis han virkelig gav sig tid til at tænke over det, så vidste han godt at Sean ville være der for ham. Han havde trods alt ikke udvist ikke. Og taget i betragtning af Razors opførsel, så var det heldigt at tingene stadig virkede til at være sådan.
" Maaaaaybe.. Just wanted to hear you say it.. " Sagde han så bare lidt drillende med et lille smil om læberne. Han overvejede det kort en smule - det var vel ikke underligt. Om det var en forpligtelse overfor den ansatte man havde eller ud fra oprigtigt venskab og bekymring. Det var sådan set lige meget, det kunne man altid diskutere - Razor ville dog nok mene at Sean og ham var rimelig meget på samme side i dette.
Han lyttede til hvad Sean sagde og kunne da også sagtens se det sørgelige i det. Og se grunden til hvorfor man måske i sidste ende kunne give lidt op på det punkt. Folk kom og gik konstant og hele tiden. Ville man ikke såres af dem var det bedste vel ikke at lade dem komme for tæt på, eller lade sine egne følelser komme i vejen. Men det var jo stadig rart mens det var der? For det meste - til tider. Det gik op og ned. Hvis Razor skulle tale ud fra sin egen erfaring med sin korte levetid så var der kun få ting der var til at prale over. Og for at det ikke skulle være løgn, ville venskabet til Sean nok være en af dem. Et af dem i toppen oven i købet. " It's their loss.. " Fik han så alligevel mumlet lidt. Han kunne ikke forstå hvorfor nogle bevidst havde valgte at pakke rygsækken og forlade deres plads i mandens liv. Han havde ikke selv planer om det.

Det ærgrede ham lidt at han ikke kunne hjælpe med noget. Mest fordi det også ville give ham noget at lave. Han havde på fornemmelsen at den form for underholdning han kunne finde ud af ikke egnede sig specielt til syge folk. Det var vel begrænset hvor længe Sean kunne holde ud af lytte på ham tale om lige gyldige ting. Hans fulgte manden med sit blik før han lod hovedet glide lidt på skrå. " Is it inappropriate to say 'Bless you' to demon? " Spurgte han så bare efter Seans nys - noget der efterhånden var kommet gentagende gange fra manden. Stakkel. Han smuttede efter ham tilbage til værelset før han lod blikket glide lidt rundt.
Han bed sig kort i læben og nåede nærmest på rekord tid at rode Seans seng ved at være sprunget op i den også ned igen, inden manden selv nåede derhen." Someone changed the bedding.. So tempting! " Sagde han så bare med et lille smil før han kort svingede lidt med sine arme som han nu stod ved siden af sengen igen. " Should I worried? I'm not gonna get sick from whatever you caught right? 'Cause that would just be... I don't even know.. " Sagde han så bare og viftede kort med den ene hånd samt rystede en smule på hovedet. Ingen grund til bekymring. Hvis Sean var blevet forbandet eller forgiftet eller - ramt af dæmon syge. Så var der næsten ingen chance for at det var noget Razor kunne opfange også.
" So tell me Sean - what's your favorite flower? " Han lod blikket hvile mod manden et øjeblik, men smuttede så hen og snuppede bakken med the - det var ikke noget han selv skulle fumle med, så det gjorde Razor meget hurtigt. Dog enormt forsigtigt så snart han havde grebet bakken. Kun for ikke at vælte det ud over det hele. Hvilket nemt kunne ske med de hurtige bevægelser han ellers havde.

Han ignorerede at Razor hoppede i hans prissatte seng og smed sig selv i den. Sengetøjet var blevet skiftet...Man kunne både se at den var blevet redt og sengetøjet var ikke fugtigt at sved længere og duftede af sæbe. Han begravede sin næse i det. Han havde faktisk svært ved at dufte til det...Hans næse måtte være halvvejs stoppet af et eller andet.
Han kravlede ned under en af dynerne og sukkede svagt, men behageligt. At ligge ned, eller semi-ligge-ned, var godt for hans krop. Håndklædet smed han på gulvet. En tjener kunne tage det senere. Sean orkede i hvert fald ikke at smide det til vask lige nu.
Hans blik gled over til Razor, som denne tog theen. Seans øjenbryn nærmede sig lidt. Havde han nogensinde set Razor gøre denne slags? Var fyren oprigtig...interesseret eller bekymret for Seans tilstand? Han rettede sig lidt op i sengen, så han kunne tage imod bakken uden at spilde det hele ud over hele sengen.
"Tak" brummede han. Han satte bakken ved siden af sig på sengen, så han selv kunne sidde med koppen med the...Som han gik i gang med at skænke op.
"Jeg ved det ikke. Så vidt jeg ved, har der ikke været nogle historier om hybrider der er blevet ramt. Jeg tror du er ret sikker" bemærkede han så. Måske skulle man være helt dæmon før det fangede? Man kunne håbe. Det sidste Sean ønskede var at Razor også blev ramt. Men hvem vidste egentlig hvordan sådan noget foregik?
Han tog koppen med the i sine hænder. Med et par puder i ryggen kunne han sidde helt behageligt, næsten...Hyggeligt. Det bad havde virkelig hjulpet.
Favorit blomst? Han trak på skuldrene. Nu kendte han jo ikke alle blomster og selv blandt dem han kendte, var der flere hvis udseende han elskede, men hvis navn han ikke kunne.
"Jeg ved ikke hvad den hedder. Men der er mange smukke blomster" svarede han så bare. Han rømmede sig svagt.
"Razor, jeg..." Han så ned i sin kop med the. Der kom kun en svag damp fra den, vidnede om at den ikke var så brand varm som den oprindeligt havde været. Men han kunne mærke den stadig var lun, hvilket var fint nok til ham.
"...Får nok brug for din hjælp det næste stykke tid. På en anden måde end normalt. Du er min eneste mulighed for...At finde ud af mere om sygdommen og måske ligefrem finde kuren. Jeg gider ikke have fremmede læger i mit hus...Så måske skal du bryde ind...Når vi ved nok om kuren til at du kan genkende den?" foreslog han så. At snakke om blomster havde været Razors forsøg på at skabe en samtale og det var fint nok. Men det sidste i Seans tanker lige nu var blomster, så han håbede Razor ville tilgive ham at vende tilbage til sygdommen. Det rigtige at gøre...Ville være at prøve at skabe en plan. Hvis han nu ikke kunne komme sig af sig selv...Ville den kloge prøve at opstøve kuren. Og hvis man ikke brød sig om fremmede folk i sit hus, på sit værelse, måtte man selv skaffe sig den. I hvert fald det sidste kunne han forhåbentlig bruge Razor til. Måske var Razor ligefrem den eneste han kunne håbe på. Lori ville sikkert hoppe og danse for at hjælpe ham, men manden var selv en dæmon og Sean ville ikke risikere at sprede sygdommen.
"Og...For alle tilfældes skyld...Hvis noget skulle ske...Vil jeg sørge for du kan blive boende her, selv hvis jeg er væk, okay? Du skal ikke gå og være bekymret over om du er uden hjem om et par uger. Det skal jeg nok sørge for"
Badet...Al den samtale...Havde fået ham til at angribe emnet mere på og hårdt. Fået ham til at indrømme flere ting for sig selv. Han ville langt fra sige han VILLE dø...Men folk ville måske stadig tænke det var en mulighed. Og måske ville Razor før eller siden også bekymre sig om de praktiske ting ved det...Hvis det skete.
Han tog afslappet en tår af sin the.

Razor spadserede med det samme hen og trak en stol frem han kunne sidde på. Også selvom de sikkert begge vidste at det var begrænset hvor længe han kunne holde sig rolig i en stol. Han vippede kort lidt med den ene fod før han kneb øjnene lidt sammen. Det var heldigt at han vidst var uden for farezonen - men at Sean ikke kunne nævne en specifik blomst? Yderst skuffende. " Many beautiful flowers - then I wont accept disappointment when I pick my favorite flower to put on your grave.. " Sagde han så bare lidt med et lille smil, dog et drillende et af slagsen. Han regnede ikke med det blev nødvendigt - men HVIS det nu gjorde.

Han lod blikket hvile lidt mod Sean før han rynkede næsen en smule. " You don't have to worry about it - I'll figure out whatever needs to be done for you to survive.. " Sagde han så bare lidt mens han nikkede. At ligge så meget lid i en person som Razor var sikkert svært nok i forvejen. Men han var ikke helt nyttesløs. Razor var ikke i tvivl om at han sagtens ville kunne komme hvert fald bare i nærheden af noget der lignede en kur - måske. Han kendte da til folk som ville vide lidt og hvis han kunne tyde hvad den rapport Sean havde indeholdt så var det da slet ikke et problem.
" Live here? But that would be awful! I can't walk around here all by myself - that would just be.. No.. No no no no.. " Han rystede hurtigt på hovedet før han rynkede panden en smule. " No. I can't - then you wouldn't be here and I can't fill out all of the space in this crazy house all by myself. " Han rystede på hovedet endnu engang men rettede sig så bare lidt op. Men tog så bare kort en dyb indånding. " You're not going to die.. - Not on my watch! " Sagde han så bare og sendte Sean et sikkert smil efter fulgt af et kort nik. Der var ikke grund til at grave mere i døden. De havde jo stadig et par uger ikke? Det kunne de nok godt finde ud af. Fandtes der en kur måtte der være nogle der vidste noget om den og Razor havde tænkt sig at finde lige præcis de personer.

" Maaaaybe it's not a bad time to learn how to read.. " mumlede han så kort lidt og sad et øjeblik lidt uroligt i stolen. Hans blik fandt dog Sean få sekunder efter og han smilede kort lidt skævt. " I mean - it is a matter of life and death.." Tilføjede han så lidt med et kort trak på den ene skulder. Han havde overvejet det - længe. Og havde da også gjort nogle forsøg på noget. Men det var slet ikke nemt - en ting var at lære bogstaverne hundrede procent, næste var at sætte dem sammen til ord også sætninger. Hjernevridning uden lige. Han vippede kort lidt med sin fod før han skævede lidt rundt i værelset.
Han pillede kort lidt ved sin halskæde før han bed sig en smule i læben. " Do you like it better here? I mean compared to Dragons Peak? " Spurgte han så lidt og lod blikket falde tilbage på Sean. Razor kunne bestemt bedre lide det her. Ikke kun fordi det var tættere på det liv han havde forladt hver gang han drog til Dragons Peak - men også fordi der var noget mere hjemligt over dette hus end en hel borg. Om Sean havde det på samme måde? Måske - manden havde trods alt givet udtryk for at Doomsville var hans hjem mere end andre steder. Og det at hans klan var oppe at køre igen kunne vel heller ikke være helt skidt.

Så Razor havde på den ene side afskrevet ham til døden...Og på den anden side stærkt besluttet på at hjælpe Sean af med sygdommen? Sean var efterhånden van til Razors humor, selv om den ikke altid faldt i med Seans egen, så han kommenterede det ikke. Hvis han skulle dø...Hvad så? Begraves? Brændes? Han fandt det underholdende at tænke på en præst af Elona'dal ville sige nogle pæne ord, når han var et væsen der havde dræbt næsten hver eneste nat siden han var blevet født. Næsten. Og hvem ville komme? Nej. Døden var ensom for ham og han havde ingen lyst til at overgive sig til den. Hvis Razor ikke ville snakke med ham om det...Hvad så? Hvad skulle han så gøre? Han tvivlede faktisk ikke på at Razor ville prøve at undersøge det nærmere selv...Men Sean var ikke typen der bare lå stille og ventede på et svar. Hvis der kom et svar. Hvem vidste bedre hvor hurtigt distraheret Razor blev?
Mens han endnu var frisk nok til faktisk at tænke over det...Måtte han finde en måde at få fat i en kur. Skulle han selv forlade sit hjem? Eller...Få nogen fra klanen hjem til hans hus, sætte dem ind i det...Eh, det havde han slet ikke lyst til.
Hans tommelfinger gled over krussets glatte overflade, mens han tænkte over det. Men hans tanker ville ikke komme lige så nemt som normalt, men mere som om han trak dem igennem en eller anden sump eller tåge og måtte tvinge dem til faktisk at tage form.
Han trak på skuldrene.
"I så fald står det dig frit at gøre hvad du vil med det. Lad det forfalde...Sælg det...Giv det til Reign eller hvem du nu hygger dig med på det tidspunkt...Blev din egen herre eller giv det til en anden, som du vil kalde herre...Efter døden kan jeg jo være ligeglad, men i det mindste ville du have en seng til du fandt en ny" brummede han, lige så stædigt. Det var nu også mere en tilfældig tanken end noget han havde haft brug for at tænke over før. Hvor underligt var det ikke lige?
"Jeg tror der skal mere end et par uger til at lære at læse ordentligt...Selv hvis du træner hele dagen" bemærkede han så, uden at kommentere på at han tvivlede på Razor kunne sidde stille og koncentrere sig netop en hel dag. Der var jo en grund til at Razor ikke kunne læse, ikke særlig godt. Ikke fordi Razor ikke havde haft en mulighed for ikke at lære det...Hvis det endelig var kunne Sean jo lære ham det...

Emnet gik videre til noget helt andet. Hvorfor nu? Han havde opdaget at blomsterne havde været forbundet til Razors fantasier om Seans begravelse...Ville han nu finde ud af hvilken by Sean skulle begraves i?
Tanken deprimerede ham en smule og han så over mod gardinet, der bevægede sig let i en brise ude fra.
"Ja" svarede han så bare. Det var vel det korte svar. Han ville ikke komme ind på alt det med den depression han havde haft. Det kapitel havde de været igennem, der var ingen grund til at køre rundt i det.
"Doomsville er mit hjem. Jeg har bevist over for mig selv at jeg kan indtage en by...Men at det ikke er ligegyldigt med hvilken by. Måske er det den lovlige magt jeg ikke bryder mig om...Jeg elsker magt, men helst hvis jeg samtidig går imod nogen...Vidste du at herskeren af Doomsville officielt er blevet meldt savnet? Ingen har den ultimative magt over byen lige nu" bemærkede han så og så tilbage på Razor.