OMG! What the F*** just happened?

Det havde ikke ligefrem været let at vende sig til det hele, men det havde Luna. Hun havde vendt sig til at der var et mærke på hendes ryg konstant - og at hun havde en krig at kæmpe mod en anden flok. Luna havde mistet Kaeden i denne krig, ikke sådan dramatisk og alligevel. Måske var det i virkeligheden hendes skyld at Katlin var umulig og var gået på en jagt uden at vende tilbage. Selvfølgelig ville han finde sin søster, det var kun forståeligt - men de ting der var blevet sagt havde ændret hendes syn på deres forhold for altid. Dog var han glemt nu, i overarbejde, og i sidste ende var han ude af hendes liv. En befrielse i sidste ende mærkeligt nok. Luna hadede dog sig selv for at føle sådan. Emori holdt øje med flokken imens Luna var ude og opsøge fjender, tjekke om der var nogle i omgivelserne. Det hjalp at kunne teleportere sig ud af grunden for at se sig omkring. Så undgik man mærkelige blikke og spørgsmål om hvor man skulle hen. Selvfølgelig ønskede Kubo også bare hun skulle være rolig. og at hun skulle være okay. Sandheden var vel nogle ting havde gjort Luna mindre rolig, og hun kunne mærke sig selv i at blive splittet i sind. Den ene side var ved at vise hende at alt det voldsomme hun havde lært i hendes liv var nødvendigt at bruge, og den anden side skreg for at nogle ville trække hende i land for at begå den fejl. Luna hadede at være brutal, men hun var mester i det. Det havde hun været siden hun var barn. Alle slavehandlere havde lært hende dårligt om livet, mord, tyveri, tortur - alt. Hun havde været udsat for så meget i sidste ende, og nu sprang det hele på ryggen af hende.

Selv samme ting skete nu, hun så ilden fra et bål - og bevægede sig nærmere. Luna var snedig, og som tideligere lejemorder vidste hun også hvordan hun skulle begå sig. Først ville hun kende disse folk, var det bare mennesker - eller var det flere jægere? Hun hørte deres snak og vrissede lidt i det skjulte. Normalt ville hun bare have angrebet dem i sin menneskelige skikkelse. Alle de kendte Luna vidste hun næsten aldrig skiftede form. Den store kæmpe jaguar var frygtet i hendes flok, fordi de vidste den havde en vis anden brutalitet. Nogle gange tog den overhånd, og måske i sidste ende var den Lunas indre følelser som hun ellers gemte bag et roligt sind. I hvert fald skiftede hun form. Og den store kæmpe jaguar på næsten 2 meter, sort som natten og med skinnende blå øjne der kunne ligne måner. Den knurren der kom fra hende var dyb og gav ekko i den tidelige aften. Det var altid nemmere for hende at begå sig i natten på grund af pelsens farve. Dog inden jægerne kunne nå at gøre noget var kæmpen allerede sprunget i flæsket på dem. Flåede lemmerne af de skrigene jægere, bid for bid. Lod dem endda ligge og gispe efter vejret - før hun gjorde en ene på deres lidelser. Luna skiftede tilbage til sin menneskelige skikkelse og tog en af deres knive op. En lyd længere henne fra en der prøvede at flygte over imod fangen, endte med den i ryggen - gispende efter luft som Luna kom derover og placerede sin fod på midtryggen. Hun trak kniven op, hvorefter hun greb fat i mandens hår for at trække hovedet tilbage. Så brækkede hun nakken på ham, og sukkede let. Den nøgne hud dækket i blodet fra jægerne, det havde ikke været set længe.

Hjerte banken fik hende til at se sig til siden. Der sad en fyr lænket til et træ. Det måtte være ham de havde drillet med at ville spise ham. Luna sukkede lidt hvorefter hun satte sig på hug ved ham hun lige havde slået ihjel og fandt et sæt nøgler.
Don't worry, I'm not here to kill you, fortalte hun så med et træk på smilebåndet hvorefter hun fik sluppet ham fri. I just don't like hunters very much.. not when they take shapeshifters as their toys, pointerede hun så og rejste sig op.
Can you stand? My pack isn't that far away - I can take you, have some people look at you.. so you can be cleaned up.. sagde hun så og trak på skulderen lidt.