Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1162

Årstid | Efterår

Måned | November

Latest topics
Statistics
Der er i alt 294 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er skovmanden

Vores brugere har i alt skrevet 156236 indlæg in 8115 subjects

Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Man 14 maj - 18:12

Sted: The Forest/Skoven ved elverne
Tid: Formiddag
Omgivelser: En lille sø hvorved træerne ligsom lukker op så himlen åbner op og lyset skinner ned i søen. Ellers er der bare træer, træer og en masse træer.
Påklædning: Intet...

@Althorn

Vinden blæste blidt igennem træerne og medbragte med sig forårets mangfoldige dufte og en følelse af ro. Diverse planter stod i fuld flor og pyntende skovbundene med et mangfoldighed af farver og aromaer. Skoven var dejlig stille foruden selvfølgelig de forskellige dyrs lyde fra tid til anden. Fuglenes legende kvidren, insekternes summen og nogen få græssende hjorte. Det var et smukt sted... ingen tvivl om det. Dog var nok det mest betagende syn selve søen. Smukt afspejlede den de nærtstående træer som let svajede i vinden. Vandet afspejlede også solens lys og glimtrede som en fortabt gylden skat. Alt i alt var her idyllisk og smukt. Selv en person som Vetis kunne let blive forført af et sted som dette. Dengang han boede med sine børn havde han også fundet noget meget afsidesliggende og smukt som dette. Det havde været nogen af de bedste år af hans liv. Han havde til og med nydt idyllen og stilheden. Han havde været som en anden... nogen gange ville han ønske at han bare kunne gå tilbage, men det var der ingen mulighed for. Hans børn var for længst fløjet fra reden og startet deres eget liv. Efter de var taget af sted... så var det bare ikke det samme længere. Vetis var alene igen og var endt med at bo i Doomsville. Det stik modsatte af idyl og skønhed.

Vetis havde i noget tid nu været ude at rejse. Det gjorde han fra tid til anden og denne gang var han taget til skoven. Han vidste godt at det var her at elverne holdt til, men det var ikke hans intention om at komme for tæt på. Han kendte trods alt ikke meget til racen... ikke at der ikke kunne gøres noget ved det. Han havde trods alt hørt om dem og det han havde hørt havde været interessant nok. Især hvor smukke de skulle siges at være. Det var noget som kunne være fedt selv at være vidne til. Det måtte dog være på at andet tidspunkt. Lige nu havde han klædt sig af og begivet sig ud i søen. Efter en lang gåtur i dette vejr var han blevet svedig. Tøjet havde han lige vasket først og lagt det til at tørre på nogen sten. Han dykkede kortvarig og lagde sit hvide hår tilbage idet han kom op igen. Vandet var dejlig køligt og Vetis' muskler slappede allerede af han lukkede øjnene imens han baskede i solen. Her kunne han godt bruge flere timer.


Sidst rettet af Vetis Søn 15 jul - 22:50, rettet i alt 2 gange
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Man 14 maj - 18:43

Dette her var en af de dage Althorn elskede mest. Foråret var i fuldt flor, og han havde ordnet de daglige pligter tilbage i Forestina, så han kunne tage ud på en af sine små, private rejser. Når han holdt sig indenfor skoven eller højelvernes område insisterede hans vagter heldigvis ikke påat gøre ham selskab, det var kun når han skulle ud til andre lande at de gjorde, selvom han helst bare ville rejse alene... Men som konge vidste han godt det var mere eller mindre umuligt. Han var heldig at de bare lod ham rejse rundt i skoven alene, trods alt.

Men for at komme langt nok væk fra byerne til rigtig at nyde skoven i al dens pragt, betød det at han måtte ride, ellers ville han aldrig nå tilbage igen samme dag. Så han havde taget fat i sin trofaste elg, og var redet ud af Forestina, iført hans mere praktiske tøj og den mindre krone, der ikke gjorde hans royale herkomst helt ligeså tydelig som den han bar indenfor Forestina's grænser - udover at han selvfølgelig havde sin bue, sine pile og sit sværd med, til hvis det ku skulle blive nødvendigt. Han havde redet gennem skoven i et par timer nu, og fik elgen til blot at slentre stille og roligt afsted, som de nærmede sig en af hans yndlings søer. Det var her han bøjede sig let ind over sin elg, da han tydeligt hørte en svag plasken, lang tid før andre elvere ville have - skarpe sanser var nu en rar ting at have. "Tîn," sagde han blidt til elgen, der standsede næsten helt op, for at gå nærmest lydløst fremad istedet - ligeså stille som en elg normalt ville hvis den følte sig truet.

Som de kom tættere på, endte de med at være ved udkanten af søen. Grundet farverne i Althorn's tøj vidste han at han var godt kamoufleret, som han let klappede sin elg på halsen, så den stoppede helt op. Han rettede buen der sad md strengen over hans bryst så selve buen var bag på hans ryg sammen med pilekoggeret, og sværdet solidt sat fast i sin skede ved hans liv med et bælte, der også havde en bæltetaske omme bagpå. Derefter stillede han sig op på dens ryg, og med et lille, sikkert hop, kom op i egetræet de var standset ved, og som havde flere grene der hang ud over kanten af søen, omkring der hvor han hørte lydene fra. Han sneg sig langsomt og roligt ud på en af disse større grene, som han kiggede mod søen, og hurtigt  fik øje på manden derude, igang med at bade... Og... Wow.... Praise be to Nimar, he's gorgeous... Han stirrede lidt på manden, før han prøvede at snige sig lidt længere frem på grenen, komme tættere på uden at blive opdaget, men grundet han nu var en smule distraheret af mandens skønhed, kom han til at skubbe til en gren så bladene højlydt bevægede sig på trods af at der ingen vind var! Med det samme frøs han fast i den position han var i, i håb om at hans tøj kamouflerede ham godt nok til at hvemend det var, ikke fik øje på ham. Han kunne trods alt bedst lide at observere folk lidt længere tid før han tog kontakt til dem...

// Tøj + smykke/krone + buen + sværdet. Tîn = quiet, på elvisk.
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Man 14 maj - 22:27

Vetis kørte noget vand op af armene og vandrede længere ud i søen for at bade lidt. Han dykkede og åbnede øjnene op under vandet. Vandet var dejlig klart så man kunne se alt. Der var så dejligt fredfyldt under vandet samt Vetis var vægtløs. Herunder var der intet som tyngede ham. Hans krop var fri og han var sikker på at hvis han kunne flyve havde det nogenlunde været denne følelse som han ville have. Gid at han kunne flyve... transport ville være så meget nemmere, men, bare følelsen af det. Hvad han ikke ville give for det... men, Vetis var langt fra et væsen som nogensinde ville komme til at flyve. Ikke at det skulle stoppe ham. Ligsom så meget andet gik det ikke at give op på forhånd inden at man havde prøvet alt. Især vis det var noget som man brændte for, men lige nu var Vetis ret godt tilfreds med vandet. Han kunne heller ikke forestille sig at det ville være nemt at dykke med vinger. Det måtte være forfærdeligt tyngende, men det kom vel også an på hvilke type vinger at man havde. Havde man de samme som ænder var det nok ikke det samme problem. Vetis kunne dog ikke lade være med at forestille sig engle med andevinger.

Da han kom op igen rettede han på sit hår og løftede noget vand og i hans hænder og spejlede sig i det. Det var måske ikke det bedste at være så forsvarsløs herude, men på den anden side, hvem skulle lige angribe ham? Elverne? Var de ikke godheden selv sammen med englene? I alt fald så frygtede han ikke ligefrem for sit liv lige nu. Det ville også være træls hele tiden at frygte for sit liv hver dag. Det havde han skam prøvet før og det var skam ikke noget som han kunne anbefale nogen. Det havde været forfærdeligt... ikke noget han skulle tilbage til vis han kunne standse det. Det fede var bare at han var så meget stærkere nu. Dem som før havde været en trussel for ham var her heller ikke længere og han kunne bedre tage sig af sig selv. Hans mor var heller ikke mere nødsaget til at føle sig hjælpeløs og afmagtet. Alt i alt var Vetis liv blevet så meget bedre. Det var som om hans fortid aldrig havde fundet sted, men, det var der ingen tvivl om at den havde. Den havde trods alt efterladt sine ar. Af fysiske havde han overraskende ikke så mange igen. Det var mere mentale ar som gik dybt og havde ødelagt ham. Hvilket var grunden til at han var rejst væk fra sin mor til at starte med. Hun skulle ikke se ham som han var. Ikke en smuk og stolt kvinde som hende. Det kunne han simpelthen ikke gøre imod hende.

Han blev lidt sørgmodig af at tænke på sin mor og lod vandet glide ud af hånden. Han savnede hende noget så forfærdeligt. Det var vel normalt taget i betragtning af hvor mange år han ikke havde set hende. Han kunne bare ikke få sig selv til det, også selvom han havde givet hende børnebørn... Hun ville elske dem og de ville elske hende. Så meget var han sikker på.

Han lagde sig tilbage i vandet og flød på ryggen. Han havde ikke hørt lyden tidligere siden at han havde været under vandet, men da han flød på ryggen så han dog noget oppe i et træ. Han kiggede lidt forundret op. Det kunne jo sagtens bare være en fugl eller noget.

avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Man 14 maj - 23:06

Althorns øjne var stadig fikseret på manden der badede i søen... han havde i alt fald ikke set ham før, såmeget vidste han. For hamville han uden tvivl kunne huske. Og fra den her afstand af, kunne det også tydeligt ses at han ikke varelver, i de korte glimt han fik set mandens ører... Ingen spids. Så nok ikke en der boede i skoven normalt, for selv de formskiftere der boede her, vidste han besked om. Hvilket jo gav godnok mening når han nu var regenten i dette område. Men heldigvis så var hans lille brøler da ikke blevet opdaget, da manden havde dukket under overfladen lige idet Althorn larmede... Hvor heldig kunne han have lov til at være!

Han var derfor allerede begyndt at bevæge sig igen, da han så opdagede blikket der blev vendt mod ham, som manden igen dukkede op i overfladen - og det var rettet direkte på ham, ikke bare i nærheden af ham, så ja... Han vidste godt at han var opdaget. han kunne ikke bevæge sig en millimeter i nogen retning uden at blive opdaget, så han kunne vel ligeså godt selv hoppe ud i det åbne. Det besluttede han sig i alt fald for, efter et par sekunders overvejelse. Med en lethed og elegance der var naturlig for elverne, sprang han stille ned fra grenen, og bøjede let i benene da han landte, for at rette sig op igen, med de blå øjne nu rettet mod den anden mand, og sollyset letglimtende i den grønne sten i hans 'krone'.

"Mae g'ovannen," sagde han først roligt til manden med et let buk i hilsen, hvorefter han blot for en sikkerheds skyld spurgte "Pedil edhellen?" med et let spørgende udtryk i sine øjne. Som næsten forventet kunne han se at manden ikke forstod hvad han sagde, og han skiftede derfor hurtigt over til det sprog, han vidste blev talt i det meste af resten af verden. "One could always hope you knew our language," sagde han så, i det samme blide, stille og rolige tonefald som det første han havde sagt. "Now that you're just around our borders. It's not often I see anyone but elves here." hans øjne holdt han fokuseret på den fremmedes ansigt for nu, prøvede at ignorere resten han kunne se, før vandet dækkede for det sidste.

// det elviske er 'well met' og 'do you speak elvish?'
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Tirs 15 maj - 0:26

Han rejste sig op i vandet da det han tidligere havde kigget på kom ned for træet. Så det var altså en person? Interessant... og ikke bare hvad som helst. Det virkede til at være en elver. Ikke at det var overraskenede siden at han var så tæt på deres hjem. Vetis kiggede i alt fald nysgerrigt på ham siden at han ikke før havde mødt en elver. Det her var utroligt nok første gang at han stødte på en... og sikke en standard han nu satte for resten af sin race. Det som Vetis havde hørt var skam sandt nok. De var virkelig smukke... Vetis havde sjældent set noget smukkere og det var noget af et kompliment fra en Incubus. Vetis var trods alt vant til at det var ham selv og hans race som havde det med at tiltrække opmærksomhed på det område. Det var ligsom deres måde at leve på og nemmere anskaffe dem føde. En utiltrækkende incubus/succusbus var en død én, eller bare en virkelig dårlig én.

Han nærmede sig personen lidt mere og kiggede uforstående på ham idet han talte på et ukendt sprog. Det var nok elvisk, men, det var ikke lige noget som Vetis kendte til eller kunne tale. Han kunne dog godt nogen andre sprog, som infernalsk. Dog gættede han sig til hvad manden måtte have sagt ud fra den tone som han havde sagt det i og hvad ville give mening. Han havde trods alt bukket for ham så det var nok en hilsen eller noget i den stil. Det var enlig ret galant at han bukkede og det hele. Taget i betragtning af at Vetis var nøgen og det hele. Det var noget af en interessant situation. Der gik dog ikke lang tid før manden talte et sprog som Vetis kunne forstå.
"Indeed that'd be helpful, but unfortunately I've never had the pleasure of learning your beautiful language," sagde Vetis smilende til manden. Han kørte en hånd igennem sit hår idet han gik nærmere. Elvermanden her virkede ekstrem høflig hvilket altid var noget. Om det så var et spil for galleriet var aldrig til at vide, men det var vel også altid med til at gøre sådan nogen møder her endnu bedre. Det var hjernespillet bag det samt taktik. Alt var taktisk. Der var ikke mange som bare gjorde noget for at gøre det. Nej, det havde en hensigt. En hensigt som sådan skulle være til ens egen fordel. Ellers gav det ikke så meget mening at udføre den til at starte med.

"Really? Well, that's a pity. With a beautiful place like this, that's hard to imagine," sagde han venligt og sødt. Elverne havde vel bare været gode til at holde deres grænser og holde de fleste ubudne gæster væk. Det eller folk var nogen fjolser og farede vildt og endte sine dage i en mørk afkrog af denne kæmpe skov. Det var skam også et muligt scenarie. Vetis selv kiggede manden ind i hans utrolig smukke blå øjne. Han havde ikke set nogen lignende farve. Det var som om at han ikke havde set farven rigtigt før han havde set denne mands øjne. Det var en underlig effekt denne mands skønhed havde, men vis Vetis tænkte tilbage havde han haft lignende reaktioner de gange han havde mødt andre racer for første gang. Det var ufattelig spændende. Vetis begav sig også til at undersøge resten af elverens krop med sit blik. Ikke dårligt. Slet ikke dårligt endda, men, hvordan mon manden havde det med at han kiggede så intenst? Det kunne vel enligt, men han ønskede ikke at skræmme ham væk. Ikke når nu han havde mødt en vaske ægte elver.

"Now tell me...  I'm curious as to know, how long were you up there exactly?" Vetis smilede til ham med et glimt i øjet. For uanset hvad kunne han ikke lade være med at tænke over hvor længe manden havde været der. Mest af alt var han også nysgerrig for at vide af hvilken årsag at han havde været der. Havde han været der lang tid før og bare hvilet? Eller... havde han set noget som selv havde fanget hans øjne?

"If you wanted to bathe then you could've just joined me... unless of course you're shy and just waited for me to leave. If so, then that must've been uncomfortable and I'm terribly sorry for putting you in such a situation," sagde han undskyldende.


Sidst rettet af Vetis Tors 8 nov - 23:35, rettet i alt 2 gange
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Tirs 15 maj - 2:50

Althorn holdt ryggen og hovedet rankt og højt hævet,mest af alt ud af vane. Værende opvokset som enearving til tronen havde han fået noget så utroligt meget træning i alt muligt, inklusive holdning så selv dén kunne give folk et prag om hans status. Han prøvede at lade være, af og til, men som regel tænkte han slet ikke over det - der var trods alt nogle hundrede års træning i det, og den slags var svær bare lige at lægge på hylden når man mødte nye folk. Det var nok kun egentligt Darya han kunne lade være med det overfor, grundet han havde kendt hende lige siden han var en lille knægt - før han havde lært alt det her.

Hans blik var en smule varsomt som han så den anden mand gå tættere på ham, men det var også her det blev tydeligt at se at han ikke helt forstod hvad han havde sagt, så han skiftede over i det mere almene sprog, og fik da også svar på det, hvilket fik ham til at smile let. Godt det var det første sprog han havde lært, udover sit modersmål. Selvfølgelig havde han stadig lidt accent på det, det var svært at undgå når man til hverdag var omgivet af elvere - så når han talte var der en lidt blødere, nærmest syngende klang til ordene. "Not many do, unless they specifically aim to get on our good side." sagde han så, mens han stadig holdt godt øje med manden som han kom tættere på - lod med vilje stadig blikket hvile på hans ansigt, undlod at lade det vandre af ren respekt for den fremmede.

"We take good care of our borders. There's a lot of potential enemies out there. A lot of potential friends, too, though." det sidste ville de fleste af hans folk nok ikke være enige i - det var langt fra dem alle der så ligeså mange muligheder i de andre racer som han gjorde, langt de færreste skovelvere der var eventyrlystne nok til at drage så tit ud af deres land som han selv gjorde. Han så godt hvordan manden indgående betragtede ham, men lod sig ikke mærke ved det. Det var ikke første gang det var sket, og nok heller ikke sidste. Især mennesker lod til at vende sig efter ham på åben gade når han besøgte menneskenes byer.

Og ja, så kom spørgsmålet da. Selvfølgelig ville det komme, selvfølgelig ville han vide hvor længe han havde været der. "A couple of minutes," svarede han ærligt, og puffede en enkelt længere tot hår væk fra sit ansigt, om bag det ene spidse øre. "And not out of waiting, no. It just seems logical to me to observe a stranger before approaching him. Try to get to know what you're dealing with." det var jo så både sandt, men også en måde at skjulepå at endnu en grund til det, havde været mandens smukke udseende der havde gjort ham en kende for nysgerrig til at han kunne lade være med at undersøge det hele nærmere.
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Lør 19 maj - 15:24

Så rank og stiv i det som manden stod kunne Vetis ikke lade være med at forestille sig at han havde en pind stukket op et vist sted... men, mest af alt tænkte Vetis enlig bare at han måtte være nogen. Nogen af status. Det var nemlig sjældent at nogen stod sådan medmindre de var nogen som var vigtig. Det kunne også bare være at dette var måden de fleste elvere stod på men, det tvivlede Vetis på. Han regnede ikke med at det var særligt rart at stå sådan i længden. Medmindre altså at man bare var vant til det og det virkede det som om at manden var.

Vetis lagde også godt mærke til mandens varsomme øjne. Altid en god idé men Vetis havde dog ingen intentioner til at gøre manden fortræd... endnu. Der skulle ligsom være en grund til det og det havde Vetis ikke foreløbigt. Udover det så gad han heller ikke. Det ville trods alt være et kæmpe spild når nu han havde mødt en elver. En smuk mand endda. Dem var der ikke så forfærdelig mange af i denne verden.
"Well, I can imagine that to be true. I myself have never really had the pleasure of meeting your kind before and therefore not have had the need of learning your language," svarede Vetis manden. "That is until now of course... Had I known I'd have a beautiful encounter with a handsome elf such as yourself, I would have learned a phrase or two beforehand," sagde han og smilede til manden. Vetis var ikke bange af sig. Han vidste godt at nok mange ikke brød sig om nogen som ham, men det var han egentlig ligeglad med. Der var så mange andre ting at bekymre sig om i denne verden end en mand som foretrak andre mænds selskab. Især når det var at man begyndte at true ham på grund af det... for eksempel hvordan man skulle gennemleve smerte af at få flået sine lemmer af.

Vetis nikkede bare anerkendende til det manden sagde omkring hvordan de tog sig af deres grænser. Interessant nok var hans holdning om at der lurede fjender såvel som venner. Vetis kendte ikke meget til den elviske tankegang, men denne virkede da interessant at manden her havde et åbent sind og så muligheder. Måske var elverne ikke så indelukket og afskåret fra andre som Vetis først havde hørt og troet. Han havde for det meste hørt at elverne bedst kunne lide at holde sig for sig selv ude i skovene og som sådan ikke søgte kontakt med andre civilisationer. Smart nok men på den anden side ikke så produktivt. Der var så meget som de trods alt kunne få ud af de, medmindre de altså havde alt som de skulle bruge, men alliancer var altid godt. Hellere alliancer med kraftfulde og stærke nationer end kraftfulde og stærke fjender. Man skulle dog altid lige vælge folk med omhu. Ellers kunne det hurtigt gå galt på så mange måder. Hvilket nok var grunden til at manden var varsom. Måske kendte han allerede til dette koncept... det burde mange egentlig men der var også ret mange som bare ikke ville se sandheden i øjnene. Sandheden om at ikke alle så ud til at være hvordan som de først fremstod. Vetis var helt klart én af de personer som man ikke skulle skue blot på hans udseende eller væremåde.

Et par minutter? Hmm... tja, han var trods alt under vandet i et par minutter så det gav god nok mening, men han havde også været distraheret. Manden kunne sagtens have været der i længere tid uden at Vetis havde lagt mærke til det. Med det som manden sagde bagefter kunne Vetis dog ikke dy sig med det næste som han sagde.
"Logical? Well, who am I to judge if it's in your custom to observe naked bathing men before approachig them? I mean watching them naked first, stripped down to the bare minumum does seem to give one an idea of what you're dealing with," sagde han en smule drilsk inden at han fortsatte. "So, tell me. What have you concluded thus far? Am I a danger...?" Idet han sagde det løfte han sine arme op og puttede sine hænder bag hovedet. Vandet løb ned af hans nøgne krop og gennem veje af hans muskulatur. Nu var det bare om at de hvordan manden reagerede.
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Lør 19 maj - 17:31

Althorn var udmærket godt klar over at hans holdning godt fortalte et og andet om hans status - han hadede det egentligt, da han hadede hvordan det kunne få andre til at tro han følte sig hævet over dem... Altså ja, det var han i samfundsstrukturen, men han ville nu helst bare behandles som alle andre, han gad ikke den ekstra respekt folk pludselig udviste så snart de vidste han var konge. Endnu en grund til ikke at have kronen på udenfor byen, medmindre han var på officielle rejser.

Han smilede let af komplimentet han fik - det var langt fra første gang han havde hørt folk synes han var smuk, men fra en der også var så smuk som denne mand? Det skete lidt sjældnere. Det var nu meget godt han var rimelig god til at holde styr på sine følelser. "It is never too late to learn some," sagde han i et blidt toneleje. Det var nok de flesteelvere der var af den mening, også - med deres lange liv de nu engang havde, og det samme kunne vel så også gøre sig gældende for andre langlevede racer, kunne han tænke sig til. Han var i al fald tæt nok på manden nu til at kunne lugte han ikke bare var et menneske. Igen, endnu en grund til at være på vagt - der var så mange racer der bare lignede normale mennesker, men som ligeså godt kunen være komplet forskruede som de kunne være enormt godhjertede.

Og så var der det drilske der... Det kunne han måske næsten have sagt sig selv. Skulle han bare have løjet og sagt han først lige var ankommet? Så kunne han måske have undgået dette. Men gjort var gjort, og nu måtte han jo prøve at redde sig lidt ud af det her, uanset hvor svært det ville blive. "A danger? I haven't decided yet." sagde han langsomt, som hans blik kort flakkede ned på mandens overkrop, før han hastigt førte det tilbage til at fokusere på ansigtet igen. Nej, nej, nej. Lad være med at blive distraheret. Uanset hvor smuk han er. "You should never judge a book by it's cover, after all. The same goes for people's looks. Even the most angelic being might be a demon in disguise... Or the other way around."

// undskyld den blev lidt kortere :/
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Lør 19 maj - 23:33

//Det er skam okay Wink Kræver ikke af nogen af de skriver op til flere sider//

Han virkede i alt fald ikke til at have været stødt over hans kompliment. Det var da altid noget... så var det bare om at se hvor langt han kunne gå med sådan nogen kommentarer. Det ville også være sjovt om at se om han kunne få nogen større reaktion ud af manden siden at hans ansigt ikke afslørede så meget igen.

"That certainly is true," især når nu man havde så mange år at gøre brug af. Han var trods alt et væsen som kunne leve i ret lang tid... vis man altså ikke lige blev slået ihjel, men det gjaldt vel for de fleste. Der var trods alt vel ingen som fuldt ud var i stand til at leve for evigt. Vel ikke i denne verden? Det ville mi alt fald så være noget som Vetis ville afprøve vis nogen påstod at kunne leve for evigt... det ville i alt fald være et interessant projekt. Alt den tortur han ville kunne udsætte dem for. Uden at de så ville dø. Det ville være det mest perfekte test-subjekt.  

Det var da altid noget at han heller ikke så Vetis som nogen fare endnu. Nu var han så også ubevæbnet... foruden altså lige med han havde mellem hans ben. Det var et våben i sig selv, men han havde faktisk også kun en kniv med og en kortsværd som lå ved hans tøjbunke. På den anden side så havde han også sagt at han ikke havde bestemt sig endnu... tja, det kunne der vel laves om på? Eller det kunne i alt fald testes for Vetis havde noget på fornemmelsen som kunne gøre dette møde ret så interessant. Det var bare at anse det rigtige tidspunkt og tage en chance, men det krævede tålmodighed... heldigvis var det noget som Vetis havde godt af.
Vetis fangede hans blik idet det hurtigt havde flakket. Han kunne ikke lade være med at smile og give manden et tilfreds blik. Han var skam velkommen til at tjekke ham ud. Det var trods alt grunden til at han stod som han stod. Ærgerligt at han kun havde tilladt sig selv at kigge i så kort tid.

"Brains and beauty... what a lovely combo," sagde han halv-flirtende til manden. Han kunne rigtig godt lide hans kommentar men en demon in disguise. Nu var han så ikke så meget skjult. Hans natur var trods alt ret svær at løbe fra. Lige så stille tog Vetis sine arme ned og begyndt at gå op fra søen. Han gik op fra bredden og stod nu fuldstændig nøgen på land med siden mod manden. Han rettede på sit hår inden han gik over mod sit tøj. Selvfølgelig med ryggen til manden. Elveren ville dermed have frit mulighed for at stirre lige så tosset som han ville uden at blive forlegen eller kigge væk. Vetis kunne trods alt ikke se hvor end han kiggede. "It's very good advice indeed... and in the city it certainly fits for most of it's denizens," sagde han imens at han havde samlet et klæde op til at tørre sig med. Han havde vendt fronten mod manden igen og tørrede sit hår med det imens han gik over mod ham.
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Søn 20 maj - 2:23

Det var da om ikke andet godt at den fremmede også godt kunne se det med at man altid kunne lære noget nyt, at det aldrig varfor sent til det - og det var blot endnu en ting der understøttede at manden nok ikke var menneske, da det lod til at mange mennesker mente der netop VAR en tid hvor det var for sent at lære noget nyt da de alligevel snart naturligt ville dø. En synd og skam, hvis du spurgte Althorn. Der var altid tiden til, og en mening med, at lære noget nyt. Altid. Uanset hvor kort eller hvor længe man levede så var der vel en god pointe og en hvis glæde i at lærenye ting. Det øjeblik hvor tingene klikkede på plads - ja, Althorn vidste i alt fald næsten ikke noget bedre. Det var nok også endnu en grund til at han elskede at rejse ud i verden - alle de nye ting han lærte om andre kulturer, andre lande, andre folkeslag, andre racer. Nogle af tingene havde lært ham at være så varsom og årvågen som han var nu, men andre ting havde også lært ham at se på de små ting i livet og finde glæde i dem.

For ja, han elskede at rejse ug og opdage nye ting, men han elskede det ligeså højt når han kom hjem til skoven igen og bare kunne sætte sig ude midt i naturen, bruge timevis der, omringet af naturen, føle sig ét med den på en mådesom andre racer overhovedet ikke lod til at forstå - altså jo, lyselverne var utroligt tæt på det, de elskede også naturen - men alligevel på en lidt anden måde end hans eget folk lod til at gøre. Lyselverne ændrede trods alt på naturen for at få tingene som de ville have det, mens hans eget folk respekterede skoven på en anden måde og byggede udenom tingene naturen havde skabt - for de var jo i sig selv som de var ment til at være, skabt perfekt, og derfor skulle der heller ikke pilles ved dem, men de skulle værdsættes i deres naturlige skønhed, istedet. Noget så simpelt som hvordan vandet stille og roligt rislede afsted i strømmen, afgav en bølget afspejling af himlen, var jo utroligt smuk uden der blev pillet ved det.

Althorns blik, der var gledet lidt ud til siden, til den smukke natur der omgav den smukke mand foran ham, gled igen tilbage til den fremmedes ansigt, som der blev talt til ham igen. Han tillod sit smil at blive en smule større, og bøjede kort hovedet som for at sige tak, før han reelt svarede ham. "Is there a reason for all this flattery? Not that I don't like compliments, but one usually only gives them to others expecting something in return for it, be it a simple thanks or something more." Han ville gerne have stoppet sig selv, men nu manden selv vendte ryggen til, så kunne elveren alligevel ikke helt lade være med at lade sine øjnekøre en enkelt gang ned af mandens glinsende våde krop, og han sank da også lydløst en klump i halsen som reaktion på det han så. Nimar, grant me strength... Det var forkert bare at kigge sådan efter en anden mand, det vidste han jo godt, men... Det der var også bare unfair, at se så godt ud.

Så snart den fremmede gjorde det mindste tegn til at vende sig om igen, dog, gled Althorn's blik med det samme hen på strømmen, som havde han blot kigget ud over vandet hele tiden mens ryggen havde været vendt til ham. "It's good advice in the forest, too. An animal might look cute and cuddly, but it will most likely try to tear you to shreds if you do the wrong thing to it. Just like even the fiercest predator can become your friend, if you know how to tame it. I should know, of all people." sagde han med et svagt smil som han tænkte på hvordan han havde fået sin mini drage - ikke fra en opdrætter, men en han selv havde tæmmet ude i skoven.
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Søn 20 maj - 16:14

"A reason? Need I have one?" spurgte han inden at han fortsatte. "Well, I suppose that to be true in some circumstances. People can be manipulative, that is true, though I expect nothing... after all I was merely stating a fact." Vetis smilede sødt til manden og blinkede til ham.
"Just as one would comment that water is wet, the sun is warm and the the moon is bright and beautiful. Now see, I wouldn't expect the moon to thank me or do a favor," sagde han let leende.

"Though, if I'm being too direct... do please tell me. I've been told so before... though I generally just like to speak my mind to be honest," sagde han idet han tørrede sit våde hår yderligere. Vandet drev ned af hans krop. Der var ikke meget man ville kunne se... men stod lyset rigtigt var der steder hvorved man ville kunne skimte fine kridhvide ar. De var meget gamle disse ar og så ikke ud af meget... der var dog én af dem som gik dybt. Det ar gik ham lidt under lænden og skråt over maven på ham. Det stoppede lidt under hans navle. Det var et ar som havde fået helt tilbage fra hans barndom og noget som han huskede som gjorde ondt som en i helvede... Det havde de andre så også som han havde modtaget fra den gang. Dengang de havde flået i ham som havde han været intet andet end en simpel kludedukke.

"Good advice indeed," sagde Vetis anerkendende. Det var i alt fald en sund livsfilosofi at have. Vis man ellers ville holde sig i skindet og i live. Lød også til at manden her kendte en del til det. Det var trods alt skoven som han befandt sig i. Der var der en del trusler i form af vilde dyr og andre kreaturer som kunne finde på at bosætte sig. Vetis kom også til at tænke på den gang han sammen med sine børn tæmmet en bjørn. Hans børns elskede ven og kæledyr. Sir Bearington the Brave. Han var alligevel blevet ret gammel og hans børn havde været søde at holde igen når de legede. Det var dog også fedt at de havde kunne leget vildt med den. Ligsom en bjørn. Nok mest af alt Aiden siden han havde besad så megen styrke. Selv som lille. Det havde dog været lidt problematisk men Vetis havde vidst hvad han skulle gøre og hvordan han skulle opdrage sine børn. Det var faktisk noget som han havde været ret god til. Nok ikke noget som de fleste kunne forestille sig når de ellers så Vetis, men der var også stor forskel på hvordan han var som far og hvordan han var dagligt.
"It goes for most people... though, most aren't vicious without reason. I myself am a very reasonable man and have no reason to be hostile," svarede han og kiggede elveren i øjnene. Så tæt som han stod var det nok ikke svært for elveren at ligge to og to sammen. Vetis' unaturlige skønhed og lugt kunne kun afsløre at han i alt fald ikke var et menneske. Så meget kunne de fleste se medmindre altså at man ingen idé havde om hvad man skulle se efter. Det var trods alt ikke alle og enhver som kendte til hans race... eller subrace for den sags skyld.

"Honestly I'm just enjoying the calm surroundings... far away from the bustle and noise of the city. It's not often I get to do that and meet a sweet elf... who thinks he's so sly with were he's looking," tilføjede han til sidst med at smil og et glit i øjet. Manden ville nok blive en smule forfjamsket over at blive fanget i det. Især når nu han havde ellers været så forsigtig med at kigge... Vetis havde godt set det og det gjorde ikke noget. Det skulle manden da også vide.
"Not that I mind, mind you. It's how I was made... though I guess I must look quite pecuiar with my white hair," sagde han og snoede noget hår om fingeren.

"Not that I can do anything about that... I'm born the way I am and that's that," sagde han også selvom han forbandt sit hvide hår langt væk fordi... det var noget han havde fået fra sin far af. Den var hans forbandede farve.
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Søn 20 maj - 17:39

"Not always... Just most of the time," nåede Althorn da lige at sige, med et svagt smil, inden manden talte videre. Han vidste dog ikke helt hvad han skulle synes om det blink han fik - jo, altså, han kunne jo godt regne ud hvorfor han fik det, men hvordan han selv skulle føle omkring det, det var en anden sag. På den ene side var det jo en god ting. Men på den anden side lagde det også op til noget meget forbudt,noget han havde forsøgt at fortrænge i... Godt og vel hundrede år. Siden dengang med det menneske... Ude hvor ingen kunne se dem, ingen kunne forstyrre dem - det som det lig enu kun var Darya der vidste noget om, da hun var den eneste han turde fortælle om den slags, da han vidste hun ikke ville dømme ham for noget som helst, og hun ville holde på hans hemmeligheder til den bitre ende. Hun var i sandhed den eneste han virkelig ville betegne som sin ven, lige nu. Og det trods at der blev set lidt ned på deres venskab, da hun ikke var af adelig byrd som ham selv.

"I don't see a problem with being direct. It just saves us a lot of time that could be better spent on other things than trying to decipher what one really means, at any given moment." Han tillod sine øjne at vandre, blot en smule, som han observerede manden tørre sit hår,de våde dråber der stille slap det kridhvide hår for at falde til jorden eller blive absorberet af klædet. Hans øjne gled dog igen tilbage til den fremmedes ansigt, gled let over den perfekt formede kæbe, den glatte, nærmest fejlfrie hud... Selv uden hans skarpere syn havde han jo sagtens kunen se manden var alt for smukt formet til at være et helt normalt menneske. Jo, hans egen tidligere, menneskelige elsker havde da også været utorligt smuk - det var det der fangede hans nysgerrighed i første omgang - men ikke på samme plan som denne mand var det. Der var noget overnaturligt over det, præcis på samme måde som folk før havde beskrevet mange af elvernes bevægelser til at være overnaturligt smukke og flydende i det, som en indviklet dans. Endnu en indånding, så tæt som de stod mens de kiggede ind i hinandens øjne, og der ville nok kunne ses genkendelse i Althorn's blå øjne - ingen tvivl om den lugt. Overhovedet ikke menneske, nej. Hans ord lige før havde måske været lidt for præcise, for han havde været i nærheden af nok dæmoner til at genkende den lugt.

Ikke at det gjorde ham noget, ikke lige nu. Ikke alle dæmoner var automatisk en fare. Mange andre af hans race ville være uenige, og gå til angreb på stedet, men Althorn havde dog mødt og snakket med nok af dem til at vide de ikke alle sammen krævede blod, død og ødelæggelse... Eller, i alt fald ikke hele tiden. Og det var det vigtigste. han var dog stadig ikke helt sikke rpå præcis hvilken type dæmon manden her var, omend han havde en fornemmelse af det, alene ud fra hans udseende. "I guess it is a welcome change of scenery, yes. I don't see much of your kind outside of the cities, no." sagde han så blot, med et stille smil. Smilet falmede dog lidt, og det var komplet umuligt for ham at standse den svage varme han kunne mærke brede sig i hans ansigt, som der kom den svageste antydning af en rødmen henover hans høje kindben. "I was just... Doing my best to be respectful towards you," prøvede han at forklare sig selv, før han tog en dyb indånding og så væk. "It is not... Becoming of a man like me, to look at anyone that way. Neither male, nor female."
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Man 21 maj - 18:38

"Yeah, my thoughts exactly..." sagde han smilende. Der er så mange til som ville være ligetil vis folk var ærlige om deres intentioner... men, på den anden side var det også sjovt at få folk til at indrømme ting eller selv tilbageholde sine egne intentioner. Det var en urgammel leg som hørte mennesker som vel som andre væsner til. Hvor ville de ikke være vis ikke de havde egenskaben til at lyve og skjule deres sande jeg? Det ville i alt fald være kedeligt. Især for væsner som ligefrem også levede af at bedrage og snyde andre. At ændre på det ville have katastrofale følger for dem.. eller, det ville i alt fald være ret slemt for dem.

Imens han tørrede sig og kiggede ham i øjnene så Vetis skam også blikket af genkendelse... eller det regnede han sig til at det var efter at han havde set det et par gang før. Nu var det bare om at se hvordan han reagerede. Vetis' muskler spændte en smule klar til hurtigt at træde tilbage vis det var at eleveren angreb. Han vidste trods alt godt at elvere ikke brød sig om dæmoner... især ikke inden for deres egen grænser og enemærker. Udover det forholdt Vetis sig rolig og lavede ikke nogen pludselige bevægelser. Ikke at der virkede til at ske noget... denne elver var vel noget for sig selv og ikke præget af andres måde at være og tænke på. Det var altid noget at værdsætte. Især imellem to væsner som enlig var naturlige fjender. Ikke at Vetis tænkte så meget over sådan nogen ting. Han var enlig ret ligeglad overfor dem som han skulle kunne lide og dem han skulle hade på grund af hans race. Der var trods alt personligheder blandt de racer og det var ikke lige altid at de var som man forestillede sig. Engle... én af hans race nok længste og største fjende kunne alle falde ned på dæmonernes eget niveau. Alle kunne falde... det var dermed sværere at stige for når man faldt så langt som man gjorde fra sådan en højde, så kom man ikke op igen. Uanset hvem man end havde været. Ikke at Vetis selv havde set det ske men han havde da hørt om det før. Han gad dog godt have haft set det. Det havde sikkert været noget af en oplevelse.

Vetis slappede lidt mere af nu og begyndte i stedet at tørre sin arm. Derefter kiggede han rundt om i den nærliggende skov. "That it is... it's so nice and beautifuly calm here. Though you should praise yourself lucky that my brethren doesn't come here that often. They'd probably destroy it shortly after having entered... together with all the other places that they'd visited," sagde han med et stort suk. På den anden side ville han egentlig lidt ønske at han kunne have vokset op sådan et sted her. Bare hans mor og ham selv. Lidt ligsom han gjorde med sine egne børn. Han var nemlig ret sikker på at hans opvækst så havde været en del nemmere og mere berigende end den havde været traumatiserende og ødelæggende. Nej, havde han boet her havde nok i alt været en komplet anden person. Nogen gange kunne han ikke lade være med at tænke om hvordan den Vetis ville være. Ville han så være stærkere end han var nu? Mere succesfuld? Mere elsklig... Men, den Vetis fandtes ikke og ville aldrig komme til det. Det var ikke andet end spekulationer og han kunne lige så vel have endt som han gjorde eller værre. Det var i alt fald ikke til at vide og det gav ingen mening at udforske det koncept yderligere. Det gav ham alligevel ikke noget og det var heller ikke fordi at han var utilfreds med det liv som han havde nu. Han gjorde som han lystede og levede på kanten.

Red suits him... tænkte Vetis idet at elveren rødmede. Det var et ansigtsudtryk som syntes at passe ham ret godt. Gad vide hvordan hans andre ansigtsudtryk så ud? Det ville være fantastisk at se, men lige nu nød Vetis bare at hans syntes at være forlegen. Det var på en måde kært.
"How sweet of you," sagde han og lage klædet om has skuldre.

"Becoming of a man like you? I don't... how is that so?," spurgte han og kiggede uforstående på ham. Han ville kunne forstå at vis han sagde at det ikke var passende... men, han havde ligefrem sagt at det ikke var passende for en mand som ham selv. Det kunne der meget vel ligge noget i. Nu var det bare om at finde ud af hvad... for selv havde Vetis nogen ideér til hvordan det kunne være tilfældet.
"Are you to look at me if I was clothed then? Is it because I'm indecent? I just don't get it sometimes," sagde han sukkende. "Who decided that being naked is indecent? I mean, we were all born this way, naked and without a shred of clothing. Were we indecent then?"
"What changed when we grew older? I mean, we're still the same person. The same body... just older," derefter krydsede Vetis sine arme og så betænksom ud.
"Maybe... maybe it's because when we get older people start to desire each other... and can't look at each other without wanting them. Therefore covering people up because wanting someone is, oh so wrong and sinful," sagde han, det sidste ladet med sarkasme. Derefter kiggede han elveren i øjnene. "What do you think? Are you desiring me and thus unable to look at my naked form?" kort efter lo han. Ikke hånligt dog.
"I jest. I know full well that someone as beautiful and noble like you, couldn't possibly find it in themself to find someone like me, desirable..." sagde han med et hint af en trist mine og tog sit klæde af skulderen. Derefter bandt han dem om livet på sig selv så det dækkede hans underliv.

"I'm just grateful that you haven't slain me on sight already... but, actually found in himself to stand my presence and talk to me."
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Man 21 maj - 22:52

Althorn smilede svagt for sig selv, omend lidt af smilet var forsvundet, da det netop var gået op for ham at det var en dæmon der stod foran ham. Havde han været mere som hans far, så havde han nok enten trukket sin bue eller sit sværd, nu. Eller nok mere tyet til sin magi - siden han jo selv brugte lysmagi og udmærket godt vidste at dæmoner ikke ligefrem var glade for den slags. Hans far havde altid prøvet at fortælle ham at det ikke nyttede at prøve at tale fornuft med mørkets væsner, de var alle fornederdrægtige, tænkte udelukkende på sig selv og ville aldrig andre noget godt. At de altid fordrejede alt hvad man sagde. Nuvel, det var da også sket et par gange før, men alligevel virkede denne dæmon til at være... En lille smule anderledes end andre han havde mødt. Og ikke kun på grund af hans utroligt flotte udseende, der nu han vidste hvad han var, nærmest skreg ham ind i hovedet med præcis hvilken type dæmon han havde med at gøre her. En type han ikke selv var stødt på før, i sine næsten 500 år.

Hans smil vendte dog tilbage da hans skarpe sanser godt fangede hvordan dæmonen slappede af igen, da han kunne se han ikke ville ham noget ondt. Endnu, i alt fald. Althorn lod altid tvivlen komme folk til gode. Alle fik en chance for at vise at de ikke var som alle rygterne og fordommene sagde deres race var. Althorn selv var trods alt et godt eksempel på dette - de fleste kendte kun til myter om elverne fordi de 'altid holdt sig i deres skov og hadede fremmede'. Nuvel, for mange var det måske sandt nok. Men det havde det aldrig været for Althorn. Han elskede at møde nye folk, opleve nye steder, og han var også sikker på det havde været med til at åbne hans sind, og i sidste ende ville gøre ham til en bedre konge end han ellers ville have været. Ikke at hans far havde været galt på den, han syntes bare han var en kende for konservativ og mistroisk til tider.

"Don't get me wrong, I'm very happy they don't come here that often. And considering how much the nature here tends to be on our side, and the light as well, I think it is better for them, too." sagde han blot med et stille smil. "We have our ways of turning the forest against our enemies, after all. I'm sure you've heard of it. All the horrible tales of someone angering an elf to find themselves swallowed by roots in the middle of the forest," han kunne dog ikke holde et svagt grin tilbage. Det var en smule absurde historier, men ikke helt usande, trods alt. Ikke for dem der var mestre i naturmagien.

Men den rødmen der blussede i hans kinder. Hvor ville han dog ønske han bare kunne få den væk. Hvorfor i alverden skulle han dog blive så let forlegen? Det var jo ikke ligefrem fordi han ikke havde set en anden mand nøgen før. Det var bare... Som regel kendte han jo personen en del bedre først. Og så havde de heller ikke haft samme unaturlige skønhed over sig. "Well... I think the world would only truly be lost if we ever lost our manners," sagde han blot, som svar til kommentaren på hvorfor han havde holdt sit blik væk så meget han nu kunne. Respekt og manerer var trods alt nok nogle af de største fundamenter for et mere sofistikeret samfund, var det ikke?

Han rømmede sig let, og sukkede da den fremmede spurgte ind til hvorfor det nu ikke var sømmeligt for en som Althorn selv. Han blev jo næsten nødt til at fortælle hvem han var, i sidste ende, gjorde han ikke? Ellers var det lidt svært at forklare hvorfor han blev nødt til at opretholde den høflige facade så meget mere end mange andre. Og han var elendig til at lyve. Det sidste han godt - derfor, når han endelig løj, var der som regel en gnist af sandhed gemt i løgnen også, for ikke at gøre det helt vildt åbenlyst. "I... Don't think it is quite befitting for a leader of a people to be... Ogling another man. Or woman. I was raised better than that." selvom han godt vidste at der var en ting i hans opdragelse han aldrig ville kunne leve op til... Og det var at have en rollemodel af en familie. Kone og børn. Det var bare ikke ham, på noget punkt overhovedet, uanset hvor meget han prøvede at skjule det.

Ordene der slap dæmonens læber, og det intense blik før han spurgte om han var interesseret i ham, fik desværre farven til at blive i hans kinder, og så snart mandens blik slap hans igen, så han væk, og undlod at komme med en kommentar til det næste der flød over de perfekte læber. Hans kropnærmest dirrede efter at komme tættere på den anden mand, efter at have set så meget af ham allerede. Det summede let i hans fingre af begær, begær efter at lade fingrene køre over den perfekte hud, de skulpterede muskler. Men han vidste samtidig godt hvor forkerte de tanker var, hvilket var grunden til han blev stående bomstille istedet - måske lidtfor stille. Hvis man var vandt til at se efter det, ville de tnok kun være alt for tydeligt hvor meget Althorn i virkeligheden gerne ville tættere på dæmonen, hvor meget han kæmpede imod sin egen krops lyster.
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Ons 23 maj - 0:32

"Don't worry... I understand completely. Nobody really wants us...since we tend to destroy more than we create," sagde han med lidt af et skævt smil. Der var aldrig rigtig nogen som havde ønsket sig dem til at starte med. De var ulykkes skabt og var resultatet af noget ondskabsfuldt. Det gjorde dem dermed forbandet og uønsket til at starte med. Om det så havde været deres eget valg at blive født som dæmon... nogen gange fik folk det til at lyde som om at det var sådan at det hang sammen. Det hørte mange mørke ting en dæmons natur og meget af det var da også selvforskyldt, men mange af de ting kunne de så ikke gøre for. De skulle vel også leve... eller havde de overhovedet ikke den samme ret til det grundet deres forfædre og frænder handlinger? Men, folk gjorde nok ret i at fordømme dem. De kunne være nogen lede sataner og Vetis fordømte og dræbte gerne op til flere af sine såkaldte artsfæller. Han følte trods alt intet for dem. De havde ikke den samme kærlighed og følelse af fællesskab som nok de fleste racer. For dæmoner var det hver mand eller kvinde for sig selv og den stærkeste overlever. Generelt var de ikke meget forskellige fra dyr... men, det var alle racer generelt. Det var det dog mange af dem som bare ikke ville indrømme. De troede at de var så meget mere hævet over dem og det med følge sine instinkter gjorde de sig ikke meget i. Ikke at hvad de lagde mærke til. Selvfølgelig fulgte de deres instinkter. Hvordan skulle de dog ellers have overlevet i så lang tid?

Vetis var ikke overrasket over at elverne havde et godt forsvar overfor mørkets væsner såvel som dæmonerne. Der var trods alt en grund til at hans race nok ikke tilbragte så meget tid herude. De kunne trods alt nemt miste livet vis de ikke var forsigtige. Om Vetis så havde været dumdristig af at komme her kunne vel diskuteres... men, han var gjort at et lidt andet stof og på den anden side var han ikke gået for tæt på elvernes rige. Man kunne i alt fald godt sige at han udfordrede skæbnen en smule, men hvornår gjorde han ikke det? Hver dag var vel en udfordring af skæbnen og han ønskede heller ikke at det skulle være på nogen anden måde. Det var trods alt sådan at man bedst kunne bide sig sikker på at man var i live.
"I've heard tales akin to what you speak of," svarede han smilende. Nogen af historierne havde været en smule absurde, men det passede vel fint til denne verden. Den havde det med at være rigelig absurd så der var ikke så mange ting som kunne komme bag på én. Især ikke når man alligevel havde levet et godt stykke tid. Eller... så gammel var han jo heller ikke. Han var de 264 hvilket i sig selv ikke var noget i forhold til så mange andre væsner. Der var dem der havde levet de 1000 år allerede. Selv havde det at opnå de to første århundrede var faktisk ikke gået så hurtigt som man skulle tro. I alt fald ikke for Vetis. Det havde nok noget med at han hver dag prøvede at fylde sin tid med et eller andet at lave. På den måde havde ting det med at få en smule langsommere.

Det var noget så underholdende at se hvilken effekt Vetis' ord havde på manden og den måde han rødmede på. Vetis var nu helt overbevist om at farven rød helt klart var elverens farve. Vetis var ikke helt sikker på om det havde være på grund af manerer. Ikke sådan rigtigt. Han havde trods alt nogen andre aner om hvad det kunne skyldes. Verden skulle i alt fald nok klare sig fint uden manerer, men mandens holdning viste vel bare hvor meget han satte pris på det. Han var helt klart én af rang eller status som var blevet oplært i denne tankegang. Ingen tvivl om det.

Forklaringen skulle han sig ikke vente længe på, men han måtte indrømme at han blev en smule overrasket. Han havde ikke ligefrem regnet med at elveren ligefrem var en leder. Det gav mening. Han havde bare ikke forventet at han ville være af så høj rang... men, det var ikke første gang at Vetis havde stødt på så højt rangeret en person. Slet ikke.
"Ogling? Was that what it was?" sagde han drilsk. Det var muligt at elveren bare lagde for meget i det eller at Vetis ikke lagde nok i det. I alt fald virkede det til at manden troede at han havde forklaret sig... kunne være at han havde overbevist sig selv om at det var årsagen til det. Så sød sådan som han afveg fra det. Der skulle dog mere til for at overbevise Vetis. Især når han ligefrem kunne lugte begæret. Det var så tydeligt så tæt som Vetis stod på ham. Elveren mund fulgte godt nok hans hjerne og såkaldte logik... men, elverens krop. Det var straks en anden sag. Den fulgte hans hjerte og hans lyster. Nu var det bare om at skubbe ham udover hans grænser. Hvor meget mon som skulle til?

Da elveren stod som forstenet smilede Vetis med et glimt i øjet. Han tog et selvsikkert skridt frem imod ham og studerede hans ansigt nøje. "Ogling is what we do... no need denying it. It's what we've done for centuries and something that we'll do for many more," sagde han med en blød og sød stemme. Han var ikke alt for tæt på ham, men nok til at han havde dæmpet sin stemme til et mere sensuelt toneleje. "And, as leader... surely you're not without your own desires like the common folk. Like me... " Vetis prøvede at få øjenkontakt men ville ikke røre ham endnu. Derfor vinklede han sit hoved til at kunne se manden i øjnene.
Derefter flyttede han sit hoved langsomt så hans mund til sidst var få centimeter fra elveren øre.
"There is really no shame in wanting something. To fancy something. I myself fancy things that are beautiful. Things that are strong. I fancy many things even those that are exciting and dangerous... Would you be offended if I said that I fancied you?" spurgte han lavmælt og sensuelt. Hans egen krop var nu også kun få centimeter fra manden, men hans egne hænder holdt han omme bag ryggen.


Sidst rettet af Vetis Ons 23 maj - 14:20, rettet 1 gang
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Ons 23 maj - 12:55

Det der med at der ikke rigtig var nogen der havde ønsket sig dæmonerne… Tja, det var vel nok egentligt en af de sandeste ting Althorn nogensinde havde hørt. I det mindste, så lod det da til at langt de fleste godt ville have den væk fra jordens overflade. Der var aldrig nogen der stolede på dem. Og det var jo som regel med god grund… Trods alt vidste han jo godt at de havde det med at fordreje både andres og deres egne ord, for at komme ud af problemer eller trække folk dybere ind i dem. Og det havde været den største grund til at hans far havde nægtet alle og enhver dæmon en chance for diplomati med ham da han var konge. Men Althorn selv… Måske var han bare en kende for naiv, for godtroende, men han troede fuldt og fast på at der måtte være dæmoner der ikke var helt så slemme som alle gik rundt og sagde de var. Han var jo trods alt selv et pragteksemplar på at ikke alle elvere var ens, så hvorfor skulle alle dæmonerne så være ens? Nogle af dem kunne meget vel være meget fornuftige, og vise sig at kunne blive gode allierede. Og en god konge skulle aldrig afslå muligheden for at få en god allieret til sit folk, trods alt.

Men han havde også en kraftig fornemmelse af at denne dæmon allerede legede med ham, allerede nød at dreje hans ord til egen vinding. Det burde nok være et faresignal, men… Forbandet være hans moralske kodeks, men det bød ham at lade tvivlen komme folk til gode. Han troede lige han hurtigt havde fået børstet tingene væk, men manden blev bare ved med at køre i det… Skubbede til de tanker han vidste var noget så forkerte. Han skulle ikke have denne lyst, dette begær for en anden mand. Det skulle han heller ikke have haft den gang med mennesket - lige så lidt som han burde have det nu, med dæmonen. Og det uanset hvor smuk en mand han var.

Var det en smule overraskelse han kunne se et kort sekund i dæmonens ansigt? Tja, det var vel egentligt også forståeligt nok. Nok ikke lige hver dag man mødte ledere, medmindre man altså selv var en. Så skete det trods alt rimelig ofte, med alle de forhandlinger der foregik frem og tilbage over bordene. Det var med vilje han ikke havde brugt ordet ‘konge’ endnu - for det første vidste han ikke hvordan manden ville reagere, og for det andet så introducerede han kun rigtigt sig selv som den konge han var, når han dukkede op til forhandlinger, både herhjemme og i de andre lande. Derudover var det bare nemmer eog mere behageligt ikke at gre det store ud af det, da det så kun var elverne der rigtigt vidste hvem han var. Det var kun hvis han sagde sit navn at det nogen gange dæmrede for folk - for dem der holdt øje med det politiske landskab, i alt fald. Det kunne godt være nogle få af elverne stadig havde svært ved at vænne sig til at det nu var ham og ikke hans far der var konge, men mange af de andre racer havde skam indprentet sig dette. Det var trods alt for lidt over 50 år siden at kroningen fandt sted.

“Looking at another man like that, while he is naked? Yes, that’s what I’d say ‘ogling’ is.” sagde han, nu med den rolige tone tilbage i stemmen, selvom hans tanker og krop var alt andet end rolig. Han stod blot en smule mere uroligt end før, vippede lidt med tæerne af den ene fod for at komme af med noget af al den nervøse energi der havde samlet sig i hans krop, ligesom hans ene hånd fingre også bevægede sig lettere uroligt mens han sørgede for at tage langsomme, dybe vejrtrækninger, for at prøve at hjælpe sig selv med at forblive så rolig og fattet som han altid skulle virke til at være. Århundreders opdragelse i aktion.

Hans øjne, der kort havde kigget ud mod strømmen igen, røg straks tilbage på dæmonen som han trådte tættere på. Han rynkede brynene meget let, i en svagt mistroisk mine ved hans ord. I bund og grund havde han jo ret, men det ændrede ikke på at Althorn’s opdragelse fik det til at føles noget så forkert. Og endnu mere med den kæmpe hemmelighed han havde holdt væk fra sin familie i alle disse år hvor de havde prøvet at finde smukke elver kvinder til ham, som han bare absolut ingen interesse havde i. Der var en grund til at han de sidste… Hvad… 70 år i alt fald, havde løjet om at han var sammen med sin bedste veninde, efter hun gik med til løgnen for at hans familie ikke sådan skulle hakke på ham længere. Hvis hemmeligheden nogensinde kom ud vidste han godt hvor hurtigt hans ære ville blive knækket… Han ville være en svag leder. En svag konge.

“... You’re right, I’m not. But that doesn’t mean I will act on my every whim,” sagde han så, og slappede en lille smule mere af - da lige indtil dæmonen fik øjenkontakt med ham, og han udmærket godt vidste at den indre kamp nok ikke var helt skjult i hans øjne… Tværtimod. Der var så megen konflikt inde i ham at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre. Han vidste hvad der ville være det rigtige at gøre - hvilket nok ville være at bare gå væk nu, før ting udviklede sig til noget der kunne skade hans omdømme. Men han vidste også godt hvad han havde allermest lyst til, hvad hans krop skreg efter - især siden han havde nægtet sig selv at være sammen med en anden mand siden mennesket for godt og vel hundrede år siden. Han havde i bund og grund levet i cølibat, og det gjorde hans krop ham noget så frygteligt opmærksom på at den ikke var helt tilfreds med, nu.

Han blev revet ud af sine tanker som han bemærkede hvor tæt dæmonen nu var på ham, og han stivnede let som han mærkede hans varme ånde mod sit øre og sin hals, som den silkebløde stemme gled ud over de perfekte læber. Han sank en klump ved de ord der forlod manden, som atter skubbede til hvad der nu føltes som en ild i hans brystkasse - en meget, meget behagelig ild, der spredte varmen ud i resten af hans krop. “... No.” mumlede han endelig, efter lidt tid. Because I fancy you, too, even though I shouldn’t… “... Even though it is wrong.” But I know it feels oh so right… Han kunne dog ikke få sig selv til at træde væk, eller bare se væk fra manden. Nej… Hans øjne var som fastlimet til ham nu, til de utroligt smukke former i hans ansigt.
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Søn 27 maj - 1:02

Uha, der kom en indrømmelse. Manden havde ikke kigget på ham af ren og skær observation. Der havde ligget noget mere i det. Han havde skam kigget på Vetis med nogen andre øjne. Det kunne Vetis så godt selv have fortalt ham dog. Det havde været en del tydeligere jo tættere at han var kommet på ham. Om elveren så lige selv havde lagt mærke til hvad han havde indrømmet eller om han havde gjort det med vilje var ikke til at vide. Han havde i alt fald virket rolig idet han havde sagt det, men hans krop havde været en hel anden sag. Det kunne godt være at han skulle til at lære at styre mere end blot hans tonefald og hans ansigt. Den krop der og dets helt eget sprog afslørede alt. Sådan som den ellers bare udstrålede nervøsitet og uro. Det var dog tydeligt at lige nu var det stærkt hans mentalitet og viljestyrke som havde overtaget. Hvad mon mere der skulle til for at svække det? Vetis var nemlig meget interesseret i det siden at han var begyndt at blive ret så interesseret i elveren her. Han var hot og han var ikke lige til hvilket altid var en dejlig udfordring. Derudover var det heller ikke fordi at Vetis havde noget bedre at tage sig til lige nu, så han kunne lige så godt forsøge sig med elveren her.

Tja, ingen sagde at han skulle agere på sine lyster... men det ville i alt fald være sjovt vis han gjorde. Vetis havde trods alt med at gøre det selv til tider, men i dette tilfælde viste han godt at han skulle træde varsomt. Bare allerede det at han var en dæmon komplicere nok lidt tingene. Det gjorde at manden var alt for forsigtig og sikkert også en smule mistænksom. Ikke at det ikke gav mening, men Vetis ønskede på ingen måde at fortære ham... okay jo, men nok bare ikke på den måde som man skulle tænke. Ham her skulle nyder, langsomt og i fulde drag... som en god vin. Hans sjæl kunne få lov til at forblive så længe at han fik lov til at få en smagsprøve.
"I thought as much... you smell like one full of desire..." sagde han smilende og flirtende. Han stod stadigvæk i mandens privatsfære men rykkede sig hverken væk eller tættere på. Han skulle ikke have chancen for at flygte endnu. Det ville trods alt bare få ham til at løfte paraderne igen hvilket Vetis ikke ønskede. Derfor var det vigtigt at bibeholde hans opmærksomhed samt den nuværende afstand... eller rettere, nærhed.
"Well, that's a good ability in itself... but, it must feel so constrictive at times. Doing what others expect of you... the way manners have a way of controlling one's true way of being. It can be quite deceptive." Vetis bevægede sit hoved hen igen så han kunne kigge ham i øjnene. Hans arme var stadigvæk bag hans ryg. "Not that there's anything wrong with it... but, there's nothing wrong in following one's desire as well..." Med det lagde han en blidt hånd på mandens brystkasse.

Trist at han ikke synes at han burde være interesseret i Vetis, men lysten var der. Vetis var nu sikker på at denne mand godt kunne trænge til en hjælpende hånd og Vetis meldte sig gerne frivilligt.
"Wrong...? Who says that?" Vetis flyttede sin hånd og lagde den blidt på siden af mandens hoved med to fingrer ved hans tinding. "Your head..." derefter gled han den ned over hans krop til hans hånd stoppede ud foran hans hjerte.
"Or your heart...? Which one of them insists that this is wrong?" Han lod sin hånd blive hvor den var og mærkede hans hjerteslag. Det var nok mest elverens titel og hans køn som stod i vejen i dette tilfælde. Samt nok også racerne og deres samfund... det var bare latterligt. Folk kunne da ligge med dem som de ønskede. Hvorfor skulle det hele gøres så svært og kompliceret? Hvorfor kunne man ikke bare tage og gøre hvad man lystede? Hvorfor alle de satans regler som holdt en nede og lod andre kontrollere ens gøren? Tja, han forstod det på visse punkter, men udover det var det virkelig ikke noget han brød sig om eller selv forstod. Ingen skulle styre Vetis. Han var sin egen herre... også selv når andre var det men det lod han dem. Det var på hans egne vilkår... og sådan skulle det blive ved med at være. På sin vis havde han ondt af denne elver. Vetis troede at de var lidt mere frie end som så, men det var de åbenbart ikke... den her elver virkede i alt fald ikke til at være det. Han lignede mest af alt en som var tynget af sin titel. Trist at det skulle være sådan.

"I won't judge you... it can be hard denying one's self... especially if one has done it for years. I myself never saw the benefit of doing it," sagde han sødt og kørte sin hånd op så den hvilede på elverens kraveben. "I still don't... I love the feeling of connecting with another person too much. Esecially on a more deeper level. The way in which two bodies combine... eagerly seeking out each other's pleasure as well as their own. The gutteral and animalistic noises... wild but oh so honest. The heat, the lovely heat, the one within filling your everything leaving your mind to wander to places so deep within. Places so rarely explored in our day to day lives... our more primal side." Det var som om at Vetis talte med en anden varme i sin stemme. En stemme som var både indbydende og forførende.
"This I enjoy immensly in the company of men... I do so because that's right for me. I might be called disgusting or even a miscreant for it... but, why should I? They don't live my life and well they shouldn't. There's only one to live my life and that's me... and I want to enjoy it the way I prefer it" Derefter kiggede han manden dybt i øjnene og trak en smule af en bekymret mine.

"What about you lovely... who lives your life for you?" spurgte han kært og aede hans kind.
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Søn 27 maj - 11:19

Han skulle nok bare have holdt sin mund. Slet ikke sagt noget. Eller bare have gået igen så snart dæmonen havde set hans vej. Der var mange ting han burde have gjort... Og nu var det bare for sent til nogen som helst af dem. Han var så dybt ude i suppedasen, og hans egen krop var også godt igang med at forråde ham. Eller... Mere at forråde hans opdragelse, velnok. Han havde jo trods alt aldrig fundet kvinder af nogen art interessante som mere end venner. Så den gjorde vel bare hvad der nu engang var naturligt for den... Men der var konstant den stærke stemme fra de mange års opdragelse og etikette der blev ved med at prøve at skrige til hans krop at det var forkert og han skulle gå sin vej... Men hvordan kunne han.

Hvordan kunne han gå når dæmonens blotte tilstedeværende fik det tilat kilde helt ned i tåspidserne af begær - den type begær han ikke havde følt i så utroligt mange år, lysten der langsomt boblede op indeni ham og truede med at overtage alt hvis han ikke var forsigtig. Han vidste trods alt heller ikke hvor klogt det var at blotlægge sig for denne type dæmon. Han vidste mere end rigeligt om dem til at vide det var præcis den måde de fortærede sjæle på. Han kunne jo aldrig stole helt på at han ikke ville gøre det værste i det tilfælde... Men samtidig ønskede han også at tro på at dette måske var en af de mindre slemme dæmoner. Om ikke andet en man kunne tale fornuft med, som det havde ladet til at være indtil videre.

Althorn's øjne fulgte mandens hånd  som han lagde den på hans brystkasse, før de gled tilbage til hans ansigt, hans øjenbryn og pande let rynket i en tænkende mine, som han lyttede til dæmonens ord. Han kunne ikke rigtig benægte at han havde ret. Han havde aldrig helt kunnet være sig selv i disse århundreder, kun Darya så den helt rigtige version af ham. Så alt det han skjulte for alle andre. Hun var hans klippe, og uden hende at dele alt med havde han nok givet op i at udfylde sin rolle som konge og forbillede for alle skovelverne, før han overhovedet fik kronen.

Han bevægede dog hovedet en centimeter eller to tilbage før han lod manden placere sine fingre ved hans tinding, mere refleks end noget andet. Hans øjne gled dog hurtigt tilbage til at se ind i dæmonens gråligt blå øjne, og han sankblot en lille klump ved hans ord som hånden gled ned igen, og han vidste udmærket godt at selv med den lidt tykkere vest og blusen imellem, så ville det nok kun være alt for tydeligt at mørke hvordan hans hjerteslag var blevet hurtigere som pulsen langsomt steg, af en blanding af nervøsitet og... Måske en lille smule spænding, også? Han var ikke selv helt sikker.

"...I think you might already know that without needing me to say a single word about it." sagde han så blot stille, og rev sitblik bort fra dæmonen, så bare ud til siden og lukkede sine øjne kort for at prøve at få lidt mere kontrol over sig selv igen, selvom det efterhånden virkede nyttesløst, især mens de stod så tæt. Men han havde heller ikke lyst til at gå længere væk fra ham, selvom han nok burde. Der var så mange ting han burde gøre, men han kunne bare ikke få sig selv til det. Det var som om hans krop bare ikke ville lade ham længere. Ikke ville lade ham ignorere hvad han havde ignoreret så længe. "... But I can't do what I want to." så meget som dæmonen allerede havde haft ret i, kunne han vel ikke rigtigt gøre det værre på nuværende tidspunkt, han kunne ligeså godt indrømme at ja, han havde utroligt meget lyst til ham. Men...

"... I don't judge you for it," sagde han så, stille, for ja.... Hvordan i alverden kunne han dømme andre for præcis det han selv var skyldig i. Han var trods alt ikke dobbeltmoralsk. "But... As much as I want to, I can't. I have obligations. If anybody found out... I don't dare think of the consequences." han kunne aldrig nogensinde komme til at leve sit liv præcis som han ville have det. Han havde ikke så meget imod at være konge - han åbnede langsomt deres rige en smule mere for fremmede, var ofte ude og møde nye folk. Men hanspersonlige liv... Det ville aldrig blive som han helst ville have det. Aldrig. Ingen ville acceptere at have en konge der lå med andre mænd. Men da han nu alligevel havde indrømmet det... Så kunne det vel ikke gøre tingene så meget værre at han rakte en hånd op for at lægge den ovenpå mandens, kunne det?
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Tors 31 maj - 18:08

Sikke han fik strittet imod denne elver. Gad vide hvad han dog fik ud af at nægte sig selv? Vetis kunne ikke forestille sig at det var en særlig rar oplevelse at nægte sig selv det man ønskede sig. Især ikke når nu at han havde mulighed for det. Vetis skulle i alt fald ikke nægte ham lysten til at ligge med Vetis. Det var trods alt noget som han også gerne ville... hvilket nok også var tydeligt i den måde som han prøvede at forføre elveren på. Jo mere at elveren's lyst til Vetis voksede desto mere ville Vetis have ham. Mest af alt fordi at han så, så delikat og lækker ud... hvad for en krop der måtte gemme sig bag de klude. Han var dog noget af en nød og knække, men så langt tid så det heller ikke ud til at han kunne holde masken.

Han benægtede ikke noget og bevægede sig kun idet Vetis lagde sine fingrer på hans tinding. Han var vel på vagt... ikke at der rigtig var nogen grund til det, men det at han var en dæmon var nok grund nok til de fleste at være mistroisk. Sjovt hvordan han havde lyst til at sige at det ikke var fair, men han kendte efterhånden sin egen race og sin egen natur ret godt. Det var skam grund nok og skam fair taget i betragtning af hvordan de havde været igennem flere år. De var jægere... de var farlige og ikke til at tro på. De tænkte for det meste kun på sig selv og ville gøre hvad som helst for at få hvad de ville have. Om det så blev anset som godt eller ondt. De var voldlige, maniske, sindsyge og meget mere... det var en race skabt af ondskaben selv... eller noget i den stil. Nu havde Vetis trods alt ikke været der dengang de blev skabt. Han var faktisk ikke særlig gammel taget i betragtning af hans races levealder... Han var faktisk relativ ung sammenlignet med andre. Han ville næsten også væde med at denne elver var ældre end ham selv. Ikke at alder spillede den store rolle. Alt i alt var det ikke noget at bekymre sig om når man selv var af en race som levede længe. Levede længe vis altså man ikke trådte forkert og derved mistede livet alt for tidligt. Det var trods alt også en mulighed.

"I seem to know that yes..." sagde Vetis stille og smilede. Det krævede ikke at være et geni for at finde ud af det. Vetis kunne ligsom læse elveren som en åben bog så tæt som han stod på ham. Der var nok ikke meget som han kunne skjule for Vetis lige nu. Især ikke når det virkede til at han blev så påvirket af Vetis' ord og handlinger. De havde en effekt på ham. Oven i købet også en tydelig én. Dog så det også ud til at det fik ham til at lukke ned for at stritte imod igen. Så længe at han ikke lukkede helt ned endnu var det godt nok. Han skulle have lov til at opstille sit forsvar inden at Vetis ville rive det ned igen... Det var faktisk lidt skægt. Gad vide hvor længe elveren kunne holde facaden? Især nu når det lignede at han mest af alt var ved at springe.
"You can't? Well, can't say I'm not a bit dissapointed to hear that... and here I thought we'd be able to establish some friendly relations between demons and elves..." sagde han med et hint af skuffelse. "It'd be a large step for our species... but, if it's truly impossible for you then I shan't pressure the matter. Sad that our cultures have to be so backwards and oldschool... if only they'd see reason and be able to move forward towards a brighter future," sagde han håbefuldt. Om det var noget som elveren selv tænkte på eller ønskede for sit folk vidste Vetis selvfølgelig ikke... men, han havde dog en idé om at denne elver ikke var som andre. Især når det var at han ikke havde angrebet Vetis eller den detalje at han ikke virkede til at have noget imod relationer med mænd. Han var anerledes hvilket altid var et godt tegn. Måske derfor var han også håbefuld overfor at hans folk kunne ændre sig så han selv kunne blive lykkelig og gøre hvad han ville uden at blive bundet af pligt og hans opdragelse.

"And well no one should. We're each entitled to be the way that we are. We're different... that should be celebrated rather than feared and persecuted... Don't you think?" Sikke diplomatisk han lige pludselig lød... Men, tankerne var da ikke langt fra sandheden da det skam var noget som han mente. Folk var nu så forskellige engang og det at lave regler som skulle gælde for alle gav ingen mening. Især ikke den som bestemt hvem man kunne, eller rettere skulle være sammen med. Var det mon mennesker som havde lavet de regler? De gav i alt fald ikke mening for Vetis så sjovt nok havde han aldrig rigtig fuldt dem. Skide være konsekvenserne. Hvad var det værste de kunne gøre mod ham? Ydmyge ham foran en masse mennesker? Det skulle de skam have lov til hvis de ellers kunne få fingre i ham. Han havde ingen titel... ingen rang... ingenting. De havde ikke noget som de ville kunne tage fra ham og folk omkring ham var ret ligeglad med hvad han var til. Så længe han kunne få sit arbejde klaret.

"Would anyone harm you?" spurgte han med et hint af en bekymrende tone og blik. Han havde godt sagt at han var en leder. Hvor højtstående en leder mon han var? I alt fald hvem var dumdristig nok til at såre ham eller dømme ham for hans valg. De fleste ledere som Vetis kendte til gjorde ellers som der passede dem uden de store konsekvenser. De kunne tilmed også feje en del under tæppet vis det skulle være. Var denne elver måske ikke særlig magtfuld? Tja, der var en del brikker som manglede så der kunne sagtens også være mange andre årsager til at han ikke virkede så selvsikker... eller også var han bare så pligtopfyldende. Vetis kunne ikke lade være med at smile sødt da han valgte at lægge hånden ovenpå hans egen. Han tog derefter manden anden hånd og førte den op mod sin mund hvorved han gav den et blidt kys.
"What a gentle soul you have... so rightous and good... My heart breaks for you." Hans hånd lagde han på sit eget bryst udenfor hans hjerte, hvorved han fastholdt det med sin hånd blidt. Han kiggede ham i øjnene med et oprigtigt blik i hans øjne. Vetis vidste ikke helt hvorfor han gik så meget op i det men på sin vis var det også en sag som fik rørt en del af ham selv... en del som var flere århundrede gammel og som enlig hørte et andet liv til. Dengang han stadigvæk kunne anses som værende uskyldig og ren som farven på hans hår.

"So unfair that you'd be the one to suffer for your hearts desires..."


Sidst rettet af Vetis Tors 8 nov - 23:43, rettet 1 gang
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Tors 31 maj - 22:00

Hvorfor var det så svært. Althorn vidste jo godt hvad han allermest havde lyst til... Præcis det som det lod til at dæmonen også havde lyst til. Det sitrede i ham efter at røre ved ham, men... Nej. Det kunne han ikke. Han ville åh så gerne, der var intet han hellere ville, end at komme endnu tættere på den utroligt smukke mand foran ham. Men han vidste også godt hvor meget af en forklaring han havde forude hvis det blev opdaget. Ligesom i andre dele af verdenen var homoseksualitet heller ikke vel anset her, selvom han havde prøvet at få ændret på det. Men at gennemføre så drastiske ændringer efter kun lidt over 50 år på tronen? Det skete ikke. Forandringer i elvernes rige tog altid århundreder at gennemføre, ikke kun årtier som for menneskene og andre racer med kortere liv.

Han rykkede sit blik tilbage til Vetis' ansigt da han talte igen, og øjnene gled ubevidst hen over hans læber, som en ubudt tanke sneg sig på om hvor bløde de fyldige læber mon ville være at kysse. Han bed sig let i sin egen underlæbe før hans øjne røg op til dæmonens igen. "The problem lies not with me," sagde han i et stille toneleje, og det var skam sandt nok. Han ville jo så meget, det var bare lige at få hans folk med på det. "But with my people. I agree with you... Wholeheartedly," det kunne han alligevel ikke løbe fra. Han havde altid fundet det utroligt sørgeligt at man jagede alle der var en smule anderledes end normen, når så mange af dem sikkert kunne bidrage med meget til samfundet hvis man blot lod dem.

Måske var det nu det var bedst at komme helt clean? Hvorfor der lå så mange byrder, så mange pligter, sådan et behov for at være en god rollemodel, på hans skuldre? Hvis dæmonen havde talt sandt, burde han trods alt ikke behandle ham anderledes blot fordi han var royal, som så mange andre gjorde. Det var den største grund til at han som regel ikke reklamerede med det - fordi han bare ville behandles som alle andre. Tjo, han var da rigtigt nok en stemme der talte for hele hans folk, og han var blevet født til  den rolle... Men det gjorde ham jo ikke bedre end alle andre. Ikke efter hans egen mening, i al fald.

Hans øjne fulgte deres hænder som dæmonen kyssede bagsiden af hans hånd, og han vidste udmærket godt hvad han havde mest lyst til, hvad hans hjerte og krop skreg efter. Alene den kropskontakt var tydeligtvis noget han havde savnet. Han sukkede let som han så ned på deres hænder, og hans blik fulgte dem som manden lagde hans hånd på sin egen brystkasse. Hans blik blev for et øjeblik blødere, gjorde hele hans ansigtsudtryk, som han mærkede kropsvarmen mod sine lange, slanke fingre. Det var nok tydeligt at mærke på hvor blød hans hånd var, at han absolut ikke lavede noget fysisk arbejde - udover at han tog på  jagt indimellem, eller havde kamptræning. Men til de formål havde han som regel handsker på, så selv det efterlod intet indtryk på den bløde hud, ingen hård hud at mærke nogen steder. Han knyttede stille hånden der hvilede mod dæmonens bryst - ikke hårdt, ikke som forberedelse på et slag eller noget af den slags - mere fordi tankerne farede igennem hans hoved atter en gang. Ville der virkelig ske det helt store hvis han blev opdaget? Selvfølgelig ville præsterne nok prøve på at 'rense' ham, som det var normen. Han kunne også skyde skylden på dæmonen - der var nok ingen der ville sætte spørgsmålstegn hvis de vidste det var en incubus der havde forført ham.

Men det ville også gå mod hans moral at skyde skylden på en anden når han frivilligt gik med til det. Nej... Det ville vel bare betyde han måtte vie sig selv endnu mere til sit job, for at bevise at han i sandhed var værdig til kronen. Den ville vel heller ikke have bondet med ham, selv med ritualet, hvis han ikke havde været værdig, ville den? Så mange spørgsmål, så få svar. Han vidste oprigtigt ikke sine levende råd lige nu, anede ikke hvad han skulle gøre. Men... Kunne han virkelig bare lægge alt det han havde lært til side? Han havde jo gjort det en gang før... Men... Han havde også kun gået med til det fordi han vidste ingen så dem... De var i et andet land... Og manden havde været menneske, han var for længst død nu...

"I don't think they'd dare to harm their king, no." sagde han så endelig, som han atter så manden ind i øjnene - kiggede efter hvilken reaktion han ville have på nu at vide hvem Althorn egentligt var. "But they might see me in a very different light. And it might not be a good light." Men ville det virkelig være så slemt? Det ville måske sætte ham nogle årtier tilbage. Men... Hvad var et par årtier foren elver? I forhold til at få det man allerhelst ville have, lige nu? "And I don't know if I can trust you, either." sagde han så, hudløst ærligt. For hvem ved deres fulde fem ville nogensinde helt stole på en dæmon?
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Man 4 jun - 21:06

"I thought as much," sagde Vetis med et skævt smil. Han anede at det var den verden som han var vokset op i som holdt ham tilbage. Det, samt den ting at han var en leder... og en elver at hvad syntes at være høj rank på den måde som han bar sig selv, og den måde at hans hænder var utrolig bløde. Som om han ikke har arbejdet en dag i sig selv. Det var i alt fald noget som Vetis noterede, men trist at manden skulle være lænket på den måde af andres forventninger eller tanken om hvad de måtte tænke om ham. Betød det virkelig noget i enden af det hele? De skulle vel alle leve deres liv og siden at de levede så længe var det så fair at styre dem på den måde? Det lød som den rene tortur og selvfølgelig noget som Vetis aldrig ville udsætte sig selv for. Uanset hvor meget han ellers elskede at blive pint og plaget men det var for det meste på hans egne principper... og ikke fordi andre bad ham om at gøre det eller forventede det af ham. Han havde lært at han var nødt til at gøre ting for ham selv og ingen andre. Han havde trods alt kun sig selv i denne verden. Hans eneste følgesven og dermed var det en god idé at holde sig til at være en god ven til den person... Det havde så heller ikke være nemt i starten da han startede sin rejse, men han var heldigvis kommet hurtigt efter det. Han havde så heller ikke noget andet valg.

Dog, virkede det til at hans parader var sunket en smule jo mere de havde snakket. Han var ihvertfald modtagelig overfor berøring og hans ord. Længere end han havde troet men han kendte skam godt sin effekt på folk. Det kunne få dem til at ignorere det mest logiske til tider og i stedet for få dem til at lytte til deres instinkter... deres lyster. Om ikke længe ville det vel også blive udeholdenligt for denne mand taget i betragtning af hans nervøsitet og interesse i Vetis.  Vetis gav hans hånd et blidt klem idet manden havde knyttet sin hånd.

Vetis kiggede forundret på ham idet han sagde at han var kongen... selve kongen. Hvem skulle have troet det? I alt fald ikke Vetis som troede at han nok var stødt på en eller anden nobel elver herude i skoven... men, ligefrem royal... nej, det havde han ikke forventet. Især når nu han ikke bare havde slagtet Vetis som noget at det første da de stødte på hinanden. Vetis vidste godt at det havde været et skift af regent for elverne men at han ligefrem skulle støde på ham og så uden vagter eller noget. Det var lidt en komisk situation, men også forfærdelig spændende. Elvernes konge lystede efter andre mænd. Se det var en god information at have. Især til hans egen fordel men mest af alt så synes han om Vetis. Se, det var endnu bedre. Nu var Vetis helt sikker på at han ønskede at ligge med ham... det var trods alt ikke hver dag man havde chancen for at ligge med en elverkonge. Dette var i alt fald muligheden for det, og han ønskede ikke at chancen skulle forbipassere ham.
"See you...?" spurgte Vetis og kiggede omkring sig. Skoven var lige så stille og der var ingen tegn på andre mennesker end kun de to. "I see no one but you and I right now... out here... No spying eyes. Other than yours from before," tilføjede han med et lille smil.

Efter at han sagde at han ikke stolede på ham blev hans smil en smule sørgelig og han lukkede øjnene. Smart, men ikke lige det som Vetis havde brug for nu. Han havde brug for at elveren lagde smart og rigtigt på hylden. Han åbnede dem igen og kiggede dybt ind i hans øjne før han gav slip på deres hænder og trådte tilbage.
"Wise indeed my king... you'd do well not to trust me... After all I'm a creature of the night and you don't know me terribly well. Just like I know not of you and honestly we should be enemies... I just thought, with how we've been speaking... With how eloquently you've been speaking, that'd you'd be a man of vision... of chance." sagde han med et hint af skuffelse. "I fool myself. I'm so tired of people telling us what to do and how to behave... I'm tired of fighting. I'd rather learn..." sagde han med et mere opløftende smil og med et drømmende blik.

"There's so much more to this world than what we can see... So much more than what we can comprehend. It's glorious. Splendid... It's so beautiful," sagde han med armene åbne og rakt ud mod landskabet. Hans blik var dog fastlåst på elveren som om det sidste var myntet på manden.
"And... it can be so much more... If, you let it..." med det trådte han langsomt længere og længere væk med armene nu bag sin ryg. Det var nu det hele enten måtte briste eller bære.
"If you desire to know more... to see the things I'm willing to show you... to teach you of this world. Then you'll have to take a chance. Something one will have to do as a king plenty of times and it might not always be viewed as good by everybody... But, that doesn't have to stop you from taking on the challenge of trying to change things. Or the challenge of progress."

"Either way... the decision is yours." Vetis var nu snart nået over til alle sine ting. "So here's something for you. Get to know me... in the best way possible. Explore just what kind of creature and man that I am. Away from prying eyes and a suffocating world that'd rather see men like us eradicated and humiliated. Show them that we deserve to be, that we're really no different than them... or don't." Derefter bukkede han sig ned med ryggen til elveren og tog hans skjorte og kiggede tilbage med et smil. "So, either stop me from dressing up and leaving... or just let me go and we'll forget this encounter ever took place." Dermed begyndte han at klæde sig på... utrolig langsomt, sensuelt og sikker på at elveren fik showet med.


Sidst rettet af Vetis Tors 8 nov - 23:45, rettet i alt 3 gange
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Tirs 5 jun - 16:07

Ja, det var jo absolut ikke til at løbe fra, så selvfølgelig havde dæmonen da også lagt mærke til præcis hvor meget kaos der var i Althorn lige nu. Den der kamp mellem hans hjerte og hoved - en kamp der lige så langsomt var ved at vende, nu. For… Altså… Selvom alle andre altid sagde det her var åh så forkert, så var det det eneste der nogensinde havde følt rigtigt for ham. Kvinder sagde ham absolut intet. De var noget så kedelige, og de adelige af dem hans familie foreslog ham? Blot endnu mere. Der var en grund til at hans bedste ven IKKE var adelig af nogen art, og til at han var ligeglad med hvad folk havde sagt om det, op gennem hele sit liv. Så… Siden han havde kunnet ignorere hvad folk sagde om Darya… Ville han ikke også kunne ignorere hvad folk sagde om ham selv, så længe han selv vidste han var en god konge for sit folk?

Han så godt den overraskede mine på mandens ansigt, og havde da også lidt forventet den. Det var nok ikke de fleste der forventede at møde kongen, og da især ikke uden hans vagter. Men nu var han trods alt stadig i sit eget land, og her hørte de da idet mindste efter når han beordrede dem til ikke at følge efter ham på hans lange gå- eller rideture. Såsom denne havde været. “... I’m still terribly sorry for that. That wasn’t quite as… Polite as I usually am.” mumlede han stille som svar til den lille bemærkning om hvordan han havde observeret dæmonen mens han badede.

Althorns øjne hævede sig igen fra deres hænder, da manden gav slip og trådte tilbage. Han lod hånden falde ned langs sin side igen som han talte, og… Ja, han forstod nu måske lidt mere hvorfor alle sagde man sådan skulle passe på med dem. At de havde en bestemt måde at bruge deres ord på, og det måtte han erkende at han sagtens kunne mærke. Det var utroligt overbevisende argumenter han brugte, han vidste allerede lige præcis hvordan han skulle prikke til ham. Det var et af de største faresignaler han nogensinde havde opdaget, men på trods af dette… Kunne han ikke få sig selv til at gå væk. Trods alt… Hvor meget kunne virkelig gå galt af én gang at lade hans lyster tage over? Hvor meget kunne der ske ved at lade sig selv nyde livet en enkelt gang?

Nu dæmonen vidste hvem han var ville han jo nok ikke være dum nok til at prøve at dræbe ham. Med alle de magi brugere der var i elverriget, skulle der nok være nogen der kunne finde frem til ham, og så ville der være en hel hær på udkig efter ham. Det ville være noget af det mest idiotiske man kunne gøre, især inden for elvernes eget område. Så Althorn frygtede som sådan ikke for sit liv - og da især ikke når han nu havde været så ‘gavmild’ overfor manden, i forhold til andre elvere der ville have angrebet ham så snart de opdagede hvad han var. “I know,” sagde han så, og rynkede let på brynene. “It is by far not all of my people who agree with me opening our borders, even the tiniest bit. They already don’t like me travelling out of our country as often as I do.” nej, de ville helst have deres konge blev i deres rige og beskyttede det indefra. Mens han selv så den bedste beskyttelse som værende de alliancer han var ved at forhandle sig frem til hist og her. Fredsaftaler.

Han vidste udmærket godt at han allerede var en lidt kontroversiel leder, så det kunne vel ikke gå helt så galt igen. Der var trods alt ingen andre i den royale linje, heller, så det var tvivlsomt om der overhovedet kunne findes en anden regent selv hvis de prøvede. Ingen vidste om kronen ville knytte sig til nogen udenfor den royale slægt. Og en skovelver regent uden kronen der havde gået i arv i mange årtusinder? Det var helt utænkeligt for dem.

Han bed sig let i læben som dæmonen vendte om og gik tilbage til sine ting. Stod der et længere øjeblik som hans ord rigtig sank ind. Come on. For once, do something you want to, and not what everybody else wants you to. Han havde truffet sit valg. Han var allerede kontroversiel hos sit folk, så han kunne vel godt klare endnu et hak i sit ry, med alt det andet han havde gang i. Og det var evigheder siden han sidst havde ønsket at være sammen med nogen så brændende som han gjorde lige nu. Derfor gik der blot endnu et øjeblik, hvori han knyttede sin ene hånd let sammen, som han atter en gang overbeviste sig selv om at det ikke kunne blive helt så slemt som han først havde troet - før han så med nogle få, lange, hurtige,målrettede skridt lukkede afstanden mellem dem igen. Han førte venstre hånd op til mandens kæbe, blot for at dreje hans hoved, så deres læber mødtes idet han lænede sig ind mod ham for et langt, blidt kys. Hans fingre gled om i dæmonens nakke, gled igennem hans lange hår, som han kiggede ham ind i øjnene da kysset blev brudt igen.

“... Was that enough of an answer for you?”
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Tirs 5 jun - 23:59

Undskyldte han virkelig for det? Det var der ingen grund til da han nu bare tog det som et kompliment... også var han også så forfærdeligt vant til det. Han gik jo for det meste også ud efter at folk skulle se på ham og han derved kunne vække lysten i dem. Lidt ligsom hvad han havde gjort her, ikke at det helt havde meningen til at starte med da han reelt bare havde taget sig en lille svømmetur og fået vasket sig. Nu var han så bare glad for at have fundet sig noget mere underholdende at lave. Det eneste han skulle gøre var at tage en gut i at stirre på ham imens han havde badet. Så, det skulle der ikke undskyldes for... især ikke når det bare var Vetis som bare havde drillet manden en smule. Det var der trods alt ingen skade i. Især ikke når man gerne ville løfte stemningen en smule eller virke lidt mere tilgængelig og venlig.

Det virkede til at Vetis havde ret med at han var en usædvanlig elver. Det interessante var det med at han nævnte det med at åbne deres grænser. Det var i alt fald noget af et skridt at tage, taget i betragtning af at elverne i mange år havde isoleret sig selv i deres skov. Dog, siden at dette var kongen var det meget vel at der var nogen drastiske ændringer på vej... vis elveren ellers havde mod til det, samt folket på sin side. Vetis var enlig ret glad for at selv ikke var nogen af høj rang. Han holdt sig også i bunden siden at det at rejse på toppen bare yderligere ville placere en målskive på ham. Det var ligsom ikke særlig logisk for en mand som arbejdede i skyggerene og undergrunden. Godt nok var han nogen, men han havde et alias af en årsag. Noget som han kunne gemme sig bag og det var faktisk de fleste som troede at Mad Hatter enten var mere end én person eller at Vetis arbejde for ham. Det var kun meget få som faktisk vidste at det var ham. Sådan skulle det helst også forblive. Chancen for at nogen kunne tage hævn over ham var nemlig ret stor... vis de ellers kunne finde ham.

Han var godt igang med at tage sit tøj på igen. Han var stadigvæk noget fugtig men det var enlig lige meget. Han satsede heller ikke på at få alt sit tøj på igen inden at der var en som fik bestemt sig. Han have også kun lige fået sin trøje på da han hørte nogen nærme sig. Han stod stadigvæk med ryggen til og lod som ingen ting. Han kunne dog ikke lade være med at smile en smule triumferende for sig selv. Så alt den snak havde faktisk ført til noget... medmindre han var ovre for at stikke en dolk i ryggen på ham lige nu... Uha, det var måske ikke så ringe endda vis man brugte sin fantasi.
Vetis kunne mærke ham bag sig og stoppede da også op i hans handling. Han vendte sig ikke endnu... manden skulle selv række ud efter ham.

Da manden tog fat om hans kæbe drejede han ikke med men lod ham kysse ham. Han lukkede øjnene og nød nærheden som han havde gjort sig godt fortjent til. Noget som manden også i den grad havde gjort sig fortjent til med den måde han var brudt ud af sin skal på. Det var kun godt for dem begge for nu kunne det sjove i sandhed begynde. Nu hvor manden havde taget det sidste skridt og sænket sine parader. Det var et behageligt langt kys og Vetis løftede sin ene hånd for også at holde siden på mandens ansigt imens at han blev rørt i håret. Han vendte sig dog om så det var behageligt for dem begge. Med den anden hånd hev han også sig selv tættere på manden så der ikke længere var mellemrum imellem dem.

"Well, it's certainly a start," sagde han storsmilende og hev manden ind til et dybere kys end det han lige havde givet. Med begge hænder nu placeret ved hans hofter aede han manden i siderne imens at han kyssede ham. Vetis gav ham en god smagsprøve på hvad elveren havde nu gået med til, inden at han brød kysset for at kigge på ham igen. Han lagde deres pander mod hinanden og bevægede hænderne op for at placerede dem på siderne af mandens ansigt. Han holdt om hans ansigt og nød øjeblikket før han sagde,
"Anyone ever tell you how beautiful you are?" spurgte varmt og kærligt.

"Because you might be one of the most beautiful creatures that I've ever seen..."


Sidst rettet af Vetis Tirs 12 jun - 19:48, rettet 1 gang
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Althorn on Ons 6 jun - 16:28

Selvfølgelig vidste han godt at incubusen nok ikke havde haft noget som helst imod at han kiggede. Det var vel det de fleste gjorde når man stødte på den race? Men derfor var det nu stadig ikke noget han normalt ville have gjort, og derfor følte han sig nødsaget til at undskylde for det. Det var ikke ligefrem høfligt at kigge sådan efter en fremmed der var nøgen, uanset hvor lidt blufærdighed de måtte eje. Og efte rhan var blevet taget i det, havde der ikke rigtig været nogen vej tilbage… I alt fald ikke uden at have været endnu mere uhøflig end han allerede havde været, og det var slemt nok i forvejen.

Dog var det meget rart at se - og høre - at der mest bare var overraskelse ved hans titel, og ikke mere. Intet med at han pludselig begyndte at opføre sig ekstra respektfuldt eller underdanigt som så mange gjorde - for det var det han hadede allermest ved sin titel. Hvordan den kunne få folk til at krumme helt sammen af frygt for straf hvis de gjorde den mindste smule forkert i nærheden af ham, hvis de ikke var høflige nok… Dem der kendte ham godt vidste udmærket godt at han afskyede vold og derfor ikke straffede nogen medmindre de havde begået en utilgivelig forbrydelse - som drab af en anden elver eller voldsom skade på naturen, nu den var deres allerhelligste.

Nej, han var pacifist og brugte derfor kun vold som en allersidste udvej, selvom han havde fået langt mere kamptræning end de fleste andre elvere gjorde, og en god læremester i lys magien. Og han håbede virkelig på at han kunne få de forandringer igennem han ville -folk hadede allerede hvordan han lod flere diplomater fra andre lande komme igennem end før, hvor meget tiere de så fremmede i Forestina. Men han troede selv fuldt og fast på at det kun ville styrke nationen at få flere kontakter uden for landet, så det var derfor han udsendte alle de invitationer til møderne, og selv drog ud til nogle i andre lande fra tid til anden.

Men lige nu skulle han i gang med at tage det største spring han havde foretaget i lang tid. I mere end hundrede år. Og det tog mere tid at tage sig sammen denne gang, end før. Før, dengang med mennesket, havde han blot været prins. Ja, han havde haft en del ansvar allerede da, men han havde også haft meget mere fritid, væreten del mere fri - og haft nemmere ved at overtale vagterne til at lade ham være alene indimellem. Nu han var konge var det meget sværere at slippe af med vagterne, og der var så meget mere på spil. Hans ry, hans omdømme, hans ære - hans folks tro på ham. Deres tro på ham var også meget af deres velvilje, trods alt, så mistede de troen på ham,ville landet sikkert gå tilbage til at blive lige så indelukket som før han trådte til. Og det ønskede han virkelig ikke ville ske.

Men han vidste også godt inderst inde hvor meget han havde savnet dette, hvor meget han ønskede dette - og at dæmonen så havde så ekstremt flot et udseende, gjorde kun begæret så meget værre. Selv hvis han havde villet kunne han ikke standse sig selv fra det kys, så i sidste ende gav han bare op. It’s too late to do anything about it now… Hans åndedræt blev en smule tungere som reaktion på den behagelige følelse der spredte sig i hans krop ved deres kys, og et svagt smil trak op i hans mundviger som de blå øjne igen fandt dæmonens. Nu han havde besluttet sig havde han heller ikke noget imod hvordan han kom tættere på - han løftede derimod sine hænder og lod dem hvile mod mandens brystkasse, som han fik sit svar og det dybere kys han glædeligt gengældte. Der var stadig den irriterende tanke i baghovedet om at der her nok i sidste ende ikke var en særlig klog idé, men han ignorerede den. Han havde besluttet sig. Fandens være at det her var en dæmon - han lod til at være meget af det Althorn søgte i en mand, så han ignorerede mandens race for nu og lod sig blot rive med af kysset, øjnene lukkede for bedre at nyde det som hans hænder gled halvvejs ned fra dæmonens bryst til hans mave.

Da kysset brød igen, holdt elveren øjnene lukkede for en stund, værdsatte blot den let summende fornemmelse i maven og underlivet han sådan havde savnet, alle de år han havde undertrykt alt hvad der kunne ligne dette. Da manden talte igen, åbnede han dog langsomt øjnene, og så atter ind i hans. Et svagt smil dukkede igen op på hans læber, og hans ene hånd blev løftet til at ligge blidt mod siden af mandens hals, med tommelfingeren hvilende på kæben. “Says the one whose beauty I daresay haven’t been matched in my lifetime…” kommenterede han så, og smilet blev en smule bredere. “And I would very much like to know by which name I should call such a beauty.”
avatar
Althorn
Raceleder
Raceleder

Antal indlæg : 149
Reputation : 4
Bosted : Forestina, det umiddelbart største af træhusene.
Evner/magibøger : The Book of Light, Enhanced Senses.

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Vetis on Fre 8 jun - 1:07

Endelig havde han givet op og givet ind til sine drifter. Det var et lækkert øjeblik og også en triumf for Vetis. Så han kunne også for fat på dem som var fjender med hans race? Det var da altid noget at vide. Det gav i alt fald lidt til selvtilliden men han havde trods alt også sine fordele. Dem kunne han ikke se udenom... nok heller ikke sit held, men pointen var at nu kunne det sjove begynde. Vis han trods alt kunne få ham til at gå hele vejen med ham. Elveren kunne jo ellers stoppe det når end han havde lyst til det. Ikke at Vetis havde tænkt sig at give ham nogen årsag til det... eller nogen reel chance. Ikke når nu han endelig havde fået kløerne i ham. Han skulle have en smag og den skulle ellers bare nydes. Elveren havde ellers en lækker reaktion til kysset og med de små lyde som han lavede var Vetis kun sikker på at det ville blive endnu bedre. Især når han spillede hans krop elegant som et instrument og fik ham til at synge. Gad vide hvilke noter som han ville kunne få ham til at ramme?

Vetis mærkede varmen fra mandens hænder idet han placerede dem på Vetis brystkasse. Han trøje var åben i midten så han mærkede hans hænder direkte. Det var i alt fald skønt... samt også at manden ikke virkede til at holde sig selv så tilbage mere. De ting som havde været der før virkede i alt fald til at blive ignoreret nu. Sjovt, siden at han ellers havde været så viljestærk, men der var trods alt kun de to herude lige nu. Ingen til at se dem eller dømme dem. Foruden naturen selv, men var dette ikke også naturligt. To væsner som bare tiltrækkes og udforsker hinanden. Dyr knaldede da også med enhver og elskede hinanden om de så var samme eller modsatte køn. Det var bare rart... og hvordan kunne det på nogen måde være forkert? Det var andre som havde en skrue løs. Især dem som ville tvinge deres normer og regler over hovedet på dem. De kunne stikke det skråt op i det sted hvor solen ikke skinnede. Hvem ved... de ville måske kunne lide det?
Vetis nød i alt fald at bryde de regler, men, generelt elskede han bare at gøre hvad der passede ham. Det var noget som han gerne ville lære denne mand en smule. For at gøre det var det bedst at belønne ham for hans indsats. Han havde trods alt være rigtig dygtig til at se bort fra begge deres racer og været så fin og lyttende. Det var ikke mange som lytte til en dæmon uden straks at kalde bullshit. Folk havde det altid med at tro at var man en dæmon så var man ude på noget... eller også så løj man. Det var så også sandt i de fleste tilfælde men derfor var det ikke fair at generalisere. Alle var jo så forskellige. Selv dæmoner, og selv dæmoner havde øjeblikke hvor de var sandfærdige og faktisk ikke havde en dybere plan med noget. Selv Vetis havde sådan nogen øjeblikke. Så få som de nu var men han havde dem da.  

Vetis lænede sig ind mod mandens hånd idet han placerede den på hans kæbe. Han kiggede ham dybt i øjnene og smilede sødt til ham. Han var virkelig sød sådan at overøse ham med komplimenter... men, sådan var legen nu til tider. Det var dog altid lækker at blive rost for sin skønhed. Selv synes Vetis enlig bare at han så nogenlunde ud. Skønhed var jo så relativt. Vetis ville i alt fald hellere stirre på denne mand i flere timer end sig selv. Nu var han jo også så vant til at se sig selv og det hvide garn gad han ikke glo på i flere timer. Han havde muligvis et kompleks med det siden at det siges at det var fra hans far at han fik det. Den ene mand som kunne få hans blod i kog og under ingen omstændigheder på nogen god måde. Han burde vel på et eller andet punkt være taknemmelig for det han gjorde... og det var han også lidt... men han hadede ham bare og det han gjorde. Han holdt trods alt meget af sin mor og den mand havde næsten destrueret hende... Han tog alt fra hende som hun havde kært og tvang hende ud i det hul af en klan som Vetis voksede op i. Hun kunne have gjort så meget bedre vis ikke han havde kommet og ødelagt det hele for hende. Vetis' mor havde godt engang fortalt om hendes familie og den fremtid hun kunne have haft også var alt blevet ændret. Lige så hurtigt som med at knipse med fingrene, men til trods for det, så levede hun livet fuldt ud nu med sin nye familie. Hun havde sammen med sin mage skabt et andet sted for dem og Vetis håbede at hun var lykkelig. Det fortjente hun... det gjorde Vetis vel enlig også lidt for alt det han havde været igennem. Det var også derfor at han tog alle de muligheder som faldt ned i skødet på ham. Som et møde med en elverkonge. Det var i alt fald noget som han ville kunne huske tilbage på og smile... men, lige nu skulle der sættes lidt skub under tingene.

Så han ville vide hans navn? Selvfølgelig ville han det. Det gav mening men Vetis var ikke sikker på at han skulle give hans rigtige navn fra sig. Han skulle trods alt ikke have nogen til at søge efter ham. Især ikke når de var naturlige fjender og alt det der... og at hans folk nok ikke var så forstående som elveren her. I alt fald fulgte der altid en risisko med ved at give andre sit navn, så Vetis smilede sødt til ham, kyssede hans hånd og sagde,
"You spoil me. You my lord may call me Ashyr... Ashyr Frost," Det var et navn som han havde brugt en del gange før. Det var også et alias til en mere venlig facade som han var så det kunne ikke linkes tilbage til noget dårligt. De fleste som kendte Ashyr Frost var trods alt lovlydige og gode mennesker. De fleste kendte derved også Ashyr som en okay sød og rar person.  

"And what may I call you... lest I make names for you myself"


Sidst rettet af Vetis Tors 8 nov - 23:47, rettet i alt 2 gange
avatar
Vetis

Antal indlæg : 183
Reputation : 15
Bosted : Doomsville Rotten Root District, rejser dog rundt
Evner/magibøger : Genderbend... sorta

Vis brugerens profil

Tilbage til toppen Go down

Re: Anyone ever tell you how beautiful you are? - Althorn (XxX)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum